Vil det nye Mellemøsten blive (post)-islamisk?

De seneste årtiers politiske udvikling i mange af de mellemøstlige lande kan beskrives som en ’transition to nowhere’. Der var tale om et politisk liv præget af pseu­dovalg til magtesløse par­la­men­ter og politiske reformer, der havde haft til formål at for­hindre reel forandring i de liberaliserende autokratier.[1] Med det Arabiske Oprør, der tog sin begyndelse med tunesiske Ben Ali og ægyptiske Mubaraks fald i begyndelsen af 2011 er denne de-facto kontinuitet blevet brudt. Endnu er det imidlertid alt for tidligt at erklære, at de seneste om­vælt­ninger vil komme til at udmønte sig i en reel transition til demokrati.

Foto: Forsvaret.dk Jægersoldater i Irak, sikring i alle retninger.

Det vil være mere præcist at tale om, at regionen nu befinder sig i en ’transition to somewhere’. Der er dog meget som peger på, at i hvert fald nogle af de mellemøstlige lande, der har været præget af store folkelige protester, i første omgang vil komme til at opleve en form for politisk åbning. Den vil blandet andet finde udtryk i afholdelsen af langt mere frie og fair valg, hvor et betydeligt større antal politiske aktører vil få lov til at konkurrere, end hvad der tidligere har været tilfældet. Der hersker dog ingenlunde klarhed eller enighed om, hvad udfaldet af disse valg vil blive og mere generelt, hvor denne ’transition to somewhere’ vil føre Mellemøsten hen. Meget sigende figurerer svarmuligheden ‘endnu for tidligt at sige’ som den mest populære i en ægyptisk meningsmåling fra juli 2011.[2]

Et af de emner, som i den forbindelse har været særligt omdiskuteret, handler om islamismens fremtidige rolle i et ’nyt Mellemøsten’. Det gælder både spørgsmålet om, hvordan islamisterne gennem deres politiske deltagelse vil påvirke den generelle politiske udvikling, og omvendt om hvordan gennemførelsen af mere frie og fair valg vil påvirke de politiske islamister såvel som andre dele af den islamistiske scene.

Hvad sidstnævnte angår, er det relevant at erindre sig, at ikke blot er muslimer ikke nød­ven­dig­vis islamister, men islamister findes også i flere varianter. Ligesom der fin­des utallige defini­tio­ner af islamisme, er der også mange bud på typologier. Én mu­lig­hed er at tage afsæt i en relativ bred forståelse af islamisme som en moderne politisk ideo­logi forbundet med social/politisk aktivisme optaget af im­ple­men­te­rin­gen af en given ideo­logisk vision af islam i stat/sam­fund, og herpå sondre mellem fire forskellige typer: en politisk islamisme, der er mere orienteret mod aktivisme inden for den formelle politiske proces end mod snæver religiøs mission med det Muslimske Broderskab som typisk eksempel; en mis­sionerende islamisme, der findes i ganske forskellige udgaver - strækkende sig lige fra wahhabi-salafisme over sufi-ordener som den ma­rok­kanske Retfærdighed & Godgørenhed, al adl wal ihsan, til meget pragmatiske islamistiske ungdomsorganisationer. De er dog er fælles om at holde sig uden for formel politik til fordel for forskellige former for religiøs aktivisme, dawa, med fokus på identitet og moral; en doktrinær jihadi-islamisme, der som al-Qaida og affilierede glorificerer vold som den primære, hvis ikke ligefrem den eneste, legitime form for aktivisme og endeligt en nationalistisk jihadi-islamisme, der også er kendetegnet ved en militant aktivisme, men primært mod, hvad der ses som en fremmed besættelsesmagt, og som oftest også omfatter social og politisk aktivisme, således som det er tilfældet for Hamas og Hizballah.[3]

I denne debat om, hvorvidt og hvordan de politiske islamister vil påvirke Mellemøstens aktuelle ’transition to somewhere’, og hvordan denne udvikling vil indvirke på den islamistiske scene, er det en smule forenklet muligt at identificere to markante fløje, hvis position henholdsvis kan spidsformuleres i et udsagn om, at ”dette er Iran 1979”, og at ”islamismen er ’so 20th Century’”. I det følgende vil begge disse to udsagn og deres rationale blive diskuteret og på den baggrund vil en mellemposition blive skitseret, hvad angår den politiske islamismes plads i et nyt Mellemøsten og implikationer for den øvrige islamistiske scene. Udover Tunesien vil diskussionen især basere sig på tendenser i Ægypten, eftersom det ofte har været sådan, at - med en lettere omskrivning af det klassiske Las Vegas udtryk - ’what happens in Egypt does not stay in Egypt’.

”Dette er Iran 1979…”

Opfattelsen hos den første toneangivende fløj i debatten om islamisternes rolle i Mellemøstens ’transition to somewhere’ kan som sagt spidsformuleres i et udsagn om, at ’dette er Iran 1979’. Hovedpointen er således, at såfremt det Arabiske Oprør resulterer i, at der faktisk gennemføres mere frie og fair valg, hvor også islamister får lov til at stille op og konkurrere, vil denne politiske åbning blive meget kortvarig. Fortalere for denne position forudser således, at islamisterne vil vinde sådanne valg over deres sekulære konkurrenter, men det vil herpå vise sig, at deres demokrati-forståelse indskrænker sig til at handle om ’one man, one vote, one time’. De vil således afskaffe alt, hvad der måtte minde om demokrati og i stedet indføre islamisk lov. Med andre ord, risikerer det Arabiske Oprør at ende med at blive en islamis(tis)k revolution, hvor det ’nye Mellemøsten’ vil komme til at blive præget af autoritære teokratier som det iranske.

Som støtte for dette scenario henvises der for det første gerne til, hvordan der ikke skulle være nogen fundamental forskel mellem khomeinismen og det Muslimske Broderskab, som faktisk skulle have inspireret Khomeini.[4] Hvad angår det Muslimske Broderskab, der findes i en række af de lande, hvor det Arabiske Oprør har udfoldet sig, peges der i den forbindelse dels på, hvordan broderskabets ægyptiske grundlægger Hassan al-Banna ikke havde megen fidus til demokrati og så et flerpartisystem som skadeligt, og dels på hvordan brødrene udover historisk at have været voldelige også har fostret skikkelser som Sayyid Qutb, der gerne anses som en af den militante islamismes centrale intellektuelle figurerer, såvel som al-Qaidas Ayman al-Zawahiri. På tilsvarende vis er det blevet fremhævet, hvordan tunesiske al-Nahda historisk har været involveret i militant aktivisme og hvordan bl.a. dele af den gamle frankofone sekulære elite beskylder al-Nahda for at ville dominere tunesisk politik og for at have en hemmelig udemokratisk og ekstremistisk dagsorden, som vil vise sig, når først de kommer til magten.[5]

For det andet erindrer fortalere for denne position gerne om omstændighederne omkring oprettelsen af den islamiske republik Iran. Selvom den iranske revolution i udgangspunktet snarere var iransk end islamisk, lykkedes det efterfølgende islamisterne først at udmanøvrere de sekulære liberale og socialistiske revolutionære, der havde været med til at vælte Shahen. Siden blev der gennemført en folkeafstemning, hvor den iranske befolkning med 99 % godkendte en ny teokratisk forfatning, der sikrede Khomeini status som den øverste leder og markerede begyndelsen på et islamistisk autokratisk styre.

For det tredje refereres der gerne til de algeriske og palæstinensiske erfaringerne med at lade islamister stille op til relativt frie valg med reel konkurrence. Da det algeriske regime i begyndelsen af 1990’erne indledte en politisk åbning stod den Islamiske Frelser­front (FIS) således til at vinde valget i 1991 og de ville have fået magten, hvis ikke militæret havde grebet ind med en mere eller mindre implicit accept fra Vesten, der netop var bekymret over, om FIS var fuldt demokratiske. Efter tidligere at have boykottet de palæstinensiske valg, besluttede Hamas i 2006 at stille op til, hvad der gerne regnes som et af de frieste valg i den arabiske verden. Som bekendt resulterede dette i en valgsejr til Hamas.

I forlængelse heraf peges der for det fjerde gerne på, hvordan islamisternes succes i Iran, Algeriet og Palæstina hverken er tilfældig eller burde overraske nogen. Det afspejler blot det tætte bånd mellem religion og politik i det muslimske Mellemøsten, som enhver reel forståelse af mellemøstlig politik må tage afsæt i. Gennem årtier har det netop også været islamister, der har tegnet den toneangivende fredelige såvel som militante opposition. Hvis muligheden melder sig igen, vil islamisterne ifølge denne fløj bruge demokratiets midler til først at tage magten og herpå indføre et udemokratisk islamisk styre, således som det skete i Iran.

”Islamismen er ’so 20th Century…’”

Som diametral kontrast til denne opfattelse om, at den aktuelle ’transition to somewhere’ vil skabe et ’nyt Mellemøsten’ præget af autoritære teokratier finder man, hvad man kunne kalde den post-islamistiske fløj. De afviser ikke blot Iran 1979-analogien, men mener ligefrem, at det Arabiske Oprør har vist, hvordan islamismen har udspillet sin historiske rolle og som sådan er ’so 20th Century’. I det omfang det giver mening at beskrive det Arabiske Oprør som en revolution, er der ifølge denne fløj ikke tale om en islamistisk, men derimod om hvad Asaf Bayat og Oliver Roy har betegnet som en post-islamistisk revolution.[6] Denne vil bane vejen for et demokratisk ’nyt Mellemøsten’ domineret af mere sekulære kræfter, for hvem religion er en privat sag, der ikke skal blandes sammen med politik. Det betyder også, at årtiers interesse for forholdet mellem religion og politik i Mellemøsten og ikke mindst spørgsmålet om, hvordan man bør betragte islamister, er helt forældet i den aktuelle debat om, hvad der vil kendetegn et ’nyt Mellemøsten’ i det 21. århundrede.

Som støtte for denne position tages der gerne udgangspunkt i, hvordan der ved de store demonstrationer på Tahrir-pladsen i Kairo ikke var nogen samlende karismatisk religiøs figur a la Khomeini ligesom islamisterne var så godt som fraværende ved de tunesiske demonstrationer, der startede hele det Arabiske Oprør. Trods årtiers snak om, hvordan de udgjorde den eneste reelle opposition spillede det ægyptiske Muslimske Broderskab heller ikke nogen nævneværdig, endsige ledende, rolle i demonstrationerne mod Mubarak. De var derimod splittede, om de overhovedet skulle deltage. Ledelsen erklærede til at starte med således, at bevægelsen som helhed ikke ville spille nogen rolle, men at det stod frit for den enkelte at deltage. Demonstrationerne var i stedet anført af et løst organiseret og ansigtsløst netværk domineret af en ung og globaliserede ’Facebook-generation’, som bl.a. talte personer som Wael Ghonim fra Google. De var hverken fascineret af revolutionen i Iran, der fandt sted før de blev født, eller udvidende om, hvordan både det saudiske og iranske bud på en islamisk samfundsmodel blot har skabt undertrykkelse uden at kunne levere overbevisende svar på, hvordan man skaber reel politisk, social og økonomisk udvikling. Selvom en række af disse unge er troende, var de på den baggrund heller ikke interesserede i at sammenblande politik og religion som del af en stor ideologisk vision. Meget sigende genlød de store demonstrationer i januar og februar på Tahrir-pladsen ikke af klassiske islamistiske slagord om, at ’islam er løsningen’, om at ’Koranen er vor forfatning’ eller om at islam er ’religion og stat’, din wa dawla. Religion indtog således ikke nogen fremtrædende plads i demonstranternes retorik, der generelt ikke var præget af store forkromede ideologiske visioner, men handlede først og fremmest om, at Mubarak skulle træde tilbage, således at et kor­­­rupt diktatur kunne afløses af demo­krati.

Rygtet om islamismens død…

Det er således muligt at opregne en række argumenter til støtte for begge disse to fløjes meget forskelligartede udsagn om, hvilken rolle islamisterne vil komme til at spille for Mellemøstens ’transition to somewhere’. Ikke desto mindre er der god grund til at kaste et kritisk blik på såvel den islamistiske som post-islamitiske karakteristik af et ’nyt Mellemøsten’. Hvad angår det post-islamistiske argument synes der på samme tid at have været en tendens til at overdrive de post-islamistiske kræfters styrke og betydning i Mellemøstens ’transition to somewhere’, samtidigt med at rygtet om islamismens død synes overdrevet.

Der er for det første grund til at stille spørgsmålstegn ved den prominente rolle, som den unge ’Facebook-generation’ er blevet tildelt især i de vestlige medier, hvor de til tider er blevet fremstillet som eksponent for et fuldkomment ’nyt Mellemøsten’, der er både sekulært, demokratisk og pro-vestligt. Selvom disse unge utvivlsomt spillede en stor rolle i den første fase især af den ægyptiske del af det Arabiske Oprør, har nogle af de karaktertræk, som i begyndelsen var en fordel, vist sig at være med til at svække deres efterfølgende indflydelse. Deres meget overordnede krav om Mubaraks afgang og fraværet af mere specifikke langsigtede mål var nyttig i skabelsen af en bred alliance ligesom deres ansigtsløse form for netværksorganisering gjorde det svært for det ægyptiske regime at ramme ledelsen. Sidenhen har netop disse træk imidlertid været med til at bidrage til en rådvildhed og intern splittelse, herunder om hvem der kunne udtale sig, om hvorvidt man burde transformere sig til et egentligt politisk parti, og om hvorvidt man skulle fortsætte demonstrationerne på Tahrir-pladsen eller ej. Senest er 6. april-bevægelsen, der gerne associeres med denne ’Facebook’-generation, blevet sprængt i to fløje pga. intern uenighed om fremtidig strategi og ledelse. De unge fra Tahrir synes på mange måder således at være blevet overhalet indenom af andre og mere traditionelle politiske bevægelser med en egentlig ledelse og en parathed til at organisere sig som et formelt politisk parti. Hertil kommer, at selvom der er kommet mange flere sekulære politiske partier har disse haft svært ved at samarbejde om at skabe bredere koalitioner med et klart budskab. I stedet har de brugt mange kræfter på intern strid, hvilket har afspejlet sig i en fragmenteret sekulære politisk scene med et virvar af små og relativt ukendte partier uden større græsrodsorganisering.

For det andet er der god grund til at være opmærksom på, hvordan denne angiveligt post-islamistiske gruppe af globaliserede Facebook-unge kun udgør en lille del af den 80 mio. store ægyptiske befolkning. Eksempelvis har 71 % af ægypterne ikke adgang til internet, og trods al hypen omkring betydningen af de nye sociale medier var det ikke desto mindre kun 6 %, der brugte Facebook som deres centrale informationskilde om demonstrationerne, som 72 % endvidere ikke selv deltog i på nogen måde.[7] I forlængelse heraf er det også vigtigt at forholde sig til, hvordan flertallet ikke nødvendigvis deler samtlige af disse unges værdier eller visioner for, hvor den aktuelle ’transition to somewhere’ skal lede det ’nye Mellemøsten’ hen. Hvad angår spørgsmålet om adskillelse af religion og politik peger flere af de meningsmålinger, der har været foretaget efter Mubaraks fald således hverken på, at det ægyptiske samfund er post-islamistisk eller at der er et ønske om at adskille religion og politik. I en meningsmåling fra marts/april 2011 fremgår det på den ene side, at 71 % af de adspurgte ægyptere mente, at demokrati var at foretrække ift. alle andre styreformer ligesom ¾ havde et positivt billede af den føromtalte 6. april-bevægelse. Af meningsmålingen fremgik det på den anden side, at hele 88 % mente, at det var vigtigt, at religiøse partier kunne være del af regeringen, 80 % erklærede, at religiøse ledere spillede en positiv rolle for samfundsudviklingen og hele 62 % mente, at landets love strikt burde følge Koranen.[8] Dette billede er endvidere ingenlunde unikt for Ægypten. I Tunesien, som under Ben Ali gerne blev regnet som det mest gennemsekulariserede arabiske land, viste en meningsmåling foretaget i marts 2011, at hele 48 % ønskede at landets politik skulle basere sig på religion.[9]

For det tredje synes det Muslimske Broderskabs rolle at være alt andet end udspillet i Ægypten. Efter indledningsvist at have indtaget en meget tilbagehol­den­de rolle er brødrene efter Mubaraks fald begyndt at spille en voksende rolle i det aktuelle politiske spil ligesom de fortsat nyder en ikke ubetragtelig opbakning i dele af den ægyptiske befolkning. Allerede ved folkeafstemningen om forfatningsændringer, der fandt sted den 19. marts, stod det klart, at Broderskabet fortsat ønskede og kunne spille en politisk rolle. Broderskabets var således repræsenteret i den forfatningskommission, som militæret havde udpeget. At hele 77 % valgte af stemme for disse forfatningsændringer, som fra Tahrir-pladsen ellers var blevet kritiseret for at være alt for lidt vidtgående, er ikke mindst blevet tilskrevet Broderskabets evne til at mobilisere deres støtter, hvilket bl.a. skete med religiøse argumenter. I Alexandria skulle brødrene således have hængt bannere op, der erklærede, at det var en ’religiøs pligt at stemme ja’. Det blev begrundet med, at forslaget bekræftede forfatningens § 2 om, at islam skal være den centrale kilde til landets lovgivning. Iagttagere har dog peget på, Brødrene også kunne have en yderligere grund. Man forventede således, at et ’ja’ kunne medvirke til at fremskynde afholdelsen af parlamentsvalg, hvilket alt andet lige ville begunstige allerede velorganiserede og kendte politiske aktører såsom det Muslimske Broderskab. Det var ganske vist først i februar 2011, at de erklærede at ville oprette partiet ’Frihed & Retfærdighed’, men bevægelsen har en lang historie og er både velstående og velrepræsenteret også uden for Kairo og Alexandria. Ifølge en meningsmåling fra juni er Frihed & Retfærdighed-partiet sammen med Wafd således de eneste partier, som majoriteten af den ægyptiske befolkning kender,[10] og ifølge en anden meningsmåling udtrykker hele 75 %, at de har et positivt syn på det Muslimske Broderskab.[11]

Dette billede genkendes også fra Tunesien. Selvom al-Nahda var forbudt i Ben Ali-perioden og heller ikke spillede nogen rolle under demonstrationerne i januar fremstår den tunesiske ækvivalent til det Muslimske Broderskab ifølge mange iagttagere i dag som en af de – hvis ikke dén - mest indflydelsesrige aktører på Tunesiens politiske scene. Rachid Ghannouchi er vendt tilbage fra sit eksil i London og al-Nahda har siden den 1. marts, hvor partiet igen er blevet tilladt, været meget aktive i at genopbygge et landsdækkende netværk af partikontorer.[12]

Udover at velkendte politiske islamistiske bevægelser som det Muslimske Broderskab og dets ækvivalenter langt fra synes at have udspillet deres politiske rolle, har en lang række andre islamistiske bevægelser for det fjerde markeret deres indtræden på den politiske scene. Det gælder bevægelser, der tidligere uden held har forsøgt at få status som legalt politisk parti, såsom det ægyptiske midtersøgende Hizb al-Wasat, der allerede blev godkendt den 19. februar. Hertil kommer bevægelser, der tidligere har affejet deltagelse i valg som uislamisk og måske også været militante. Det gælder eksempelvis for al-Gamma al-Islamiyya. De opgav ganske vist allerede deres militante kamp tilbage i 1997, men indtil for nyligt har de afvist at deltage i formel politik og har i stedet koncentreret sig om missionerende aktivisme.[13] Efter Mubaraks fald har de imidlertid erklæret, at de nu overvejer at oprette et politisk parti for herigennem at søge indflydelse i ægyptisk politik. På tilsvarende vis har Ægyptisk Jihad meddelt, at de vil oprette partiet Fred & Udvikling.[14] Endeligt har man i de seneste måneder kunne iagttage en bemærkelsesværdig udvikling blandt Ægyptens salafister. Denne form for islamisme har gennem de senere år oplevet en voksende tilslutning i Ægypten og vurderes af nogle iagttagere til i dag at udgøre den største religiøse gruppering i Ægypten. Salafisternes fremgang er ofte blevet tolket ind i den post-islamistiske tese om en generel depolitisering af islam. Udover at have en meget bogstavstro tilgang til de islamiske primærkilder har et af de centrale kendetegn ved salafister - i den puristiske såvel som militante variant - således været en udtalt skepsis ift. formel politisk deltagelse såvel som demokrati som princip.[15] Mens sidstnævnte skulle være uforeneligt med princippet om Guds absolutte suverænitet er førstnævnte blevet anset som korrumperende for religionen, idet den herved reduceres til blot at blive et instrument for et politisk projekt. Dette er netop en anke som salafisterne har rejst ift. de muslimske brødres politiske aktivisme. Ikke desto mindre lyder det nu fra skikkelser som Mohammed Hassen, at der ikke findes nogen religiøs begrundelse for ikke at deltage i valg, hvis sådanne kan medvirke til at udbrede religiøse synspunkter,[16] og der er allerede oprettet to salafistiske partier, al-Nour og al-Fadila.[17] I Tunesien berettes der også om en forstærket salafi-trend, bl.a. hos unge tunesere. Dette har bl.a. givet sig til udtryk i ungdomsbevægelsen Hizb al-Tahrir, som de tunesiske myndigheder dog har nægtet at legalisere under henvisning til, at de åbent har erklæret, at de arbejder for oprettelsen af et islamisk kalifat og forbindes med angreb på alkoholbutikker og ikke-tilslørede kvinder.[18] Det seneste halve års begivenheder tyder således på, at under forudsætning af at det faktisk giver mening at deltage i formel politik, behøver salafisme ikke nødvendigvis at være forbundet med en depolitisering af islam. Det er faktisk netop også, hvad man allerede år tilbage har kunnet observere blandt Kuwait og Bahrains ’politiske salafister’, der er repræsenteret i parlamentet.[19]

At rygtet om islamismens død i det politiske liv er overdrevet, blev yderligere understøttet den 29. juli, da hundrede-tusinder samledes på den symbolske Tahrir-plads, der denne gang rungede af slagord om, at ”folket ønsker at implementere Guds Lov” og ”Islamiyya, Islamiyya”. Iagttagere vurderer, at 90 % af deltagerne var islamister, heraf omkring ½ salafister, og demonstrationen blev efterfølgende betegnet som en ’islamistisk magtdemonstration’, der udover at være et svar på den overvejende sekulære demonstration den 8. juli havde til formål at gøre en islamistisk stemme gældende i den politiske debat om Ægyptens fremtid.[20]

I live men forandrede og splittede…

Selvom der kan være god grund til at udfordre det post-islamistiske udsagn om, at islamismen er ’so 20th Century’, betyder det imidlertid ikke, at en politisk åbning med mere frie og fair valg nødvendigvis vil føre til islamistiske valgsejre endsige en islamistisk magtovertagelse, hvor demokratiet vil blive afskaffet til fordel for et iransk inspireret teo­krati.

For det første er det relevant at hæfte sig ved, at udover at sunni-islamistiske bevægelser på en række måder adskiller sig fra den shiitiske khomeinisme[21] så har det ægyptiske Muslimske Broderskab også gennemgået en markant udvikling siden 1970’erne. Allerede i 1972 gav bevægelsen afkald på brugen af vold og siden 1984 har muslimske brødre stillet op til diverse former for valg og i 2007 fremsatte man planer om at ville oprette et egentligt politisk parti, vel vidende at et sådant aldrig ville blive godkendt af Mubarak-regimet. Parallelt hermed har bevægelsen især siden begyndelsen af 1990’erne gennemgået en ideologisk nyorientering. Islam er blevet fortolket som et politisk system, der bedst er udmøntet i demokratiet. Ved 2005-valget og siden i 2007-udkastet til et partiprogram har dette afspejlet sig i erklæringer om vigtigheden af at sikre borgernes frihedsrettigheder, demokrati, respekten for menneskerettigheder, magtens tredeling, parlamentarisme og konstitutionalisme – om end partiprogrammet også udstillede en række gråzoner.[22] Det Muslimske Broderskabs retorik efter Mubaraks fald falder på mange måder i tråd med denne udvikling. [23] Man har været meget opmærksomme på at berolige bekymrede iagttagere i og uden for Ægypten: dels gennem erklæringer om at man hverken ønsker en sekulær eller religiøs stat, men en ’civil demokratisk stat’ ligesom man har betonet behovet for politiske reformer, for religiøs tolerance og for et opgør med korruptionen mens mere specifikke islamiske emner er trådt i baggrunden. Dels gennem forsikringer som Essam el-Erians om, at man ikke er interesseret i magt men blot at udbrede sine ideer og værdier, samtidigt med at man har erklæret, at intet medlem fra det Muslimske Broderskab vil få lov til at opstille til præsidentvalget ligesom man kun vil opstille kandidater til halvdelen af parlaments­pla­dserne. I Tunesien finder man en tilsvarende udvikling hos al-Nahda, der har afsværget enhver form for militant aktivisme, og er nu meget optaget af at betone vigtigheden af demokrati, et flerpartisystem, en fri presse, religionsfrihed ligesom man beskriver tyrkiske AKP som et forbillede.[24]

Uanset om dette blot er tom retorik eller ej synes der ifølge der seneste halve års meningsmålinger for det andet ikke at være meget der tyder på, at Ægyptens Muslimske Broderskab står til at få en egentlig jordskredssejr, der vil give dem magten alene. Selvom hele 75 % i en meningsmåling fra april angav, at de havde et positivt syn på det Muslimske Broderskab, er dette således ikke ensbetydende med, at de også vil give Broderskabets deres stemme. I selvsamme meningsmåling angiver kun 17 %, at de ønsker, at det Muslimske Broderskab skal lede en ny regering,[25] og hvis man konsulterer andre meningsmålinger, der er foretaget siden Mubaraks fald ligger støtten til Broderskabet kun på mellem 12-17 %[26] - en enkelt angiver ligefrem, at kun 2 % ville stemme på Broderskabet, hvis der var valg i dag, men det skal retfærdigvis bemærkes, at hele 65 % her figurerer i gruppen ’ved ikke’.[27] Med andre ord synes det Muslimske Broderskab at blive til en central politisk ’spiller’, men uden at kunne dominere den politiske scene alene. Dette billede synes også at passe meget godt på Tunesien, om end al-Nahda med 20-30 % står til at blive en lidt større fisk.

I forlængelse heraf er det for det tredje vigtigt at være opmærksom på, at selvom 29. juli demonstrationen er beskrevet som en ’islamistisk magtdemonstration’, er der ingenlunde tale om nogen samlet islamistisk blok. Selvom der måtte være en overordnet enighed om, at Ægypten ikke skal være sekulær, men bevare sin ’islamiske identitet’, bl.a. ved at fastholde forfatningens § 2, findes der vidt forskellige opfattelser om, hvad dette nærmere indebærer. Det politisk islamistiske landskab, hvor det Muslimske Broderskab nærmest havde monopol under Mubarak, er i dag således befolket med nye islamistiske partier, der går lige fra en liberal islamisme til ultra-konservative varianter. Denne mangfoldighed blandt de islamistiske partier afspejler sig i en indbyrdes uenige, om hvorvidt man skal arbejde for en egentlig islamisk stat eller en ’civil demokratisk stat med en islamisk identitet’; om hvorvidt lovgivningen skal følge islamisk lov ’strikt’ eller blot ’være inspireret’; om hvorvidt man skal søge alliancer med sekulære eller ej; om hvorvidt demokrati primært er et middel eller et mål i sig selv, og om hvorvidt det tyrkiske AKP bør være et forbillede eller ej.

Det er imidlertid ikke blot mellem de forskellige nye islamistiske partier, man finder uenighed. Det gælder også internt i de islamistiske bevægelser, de udspringer af. Inden for al-Gamma al-Islamiyya er der således ikke enighed, om man vitterligt bør oprette et parti, eller om man skal forblive med at arbejde som en social bevægelse. Salafisterne er dybt splittede i spørgsmålet om politiske deltagelse. Nogle er positive over for et sådant skifte og der er som beskrevet allerede oprettet to salafistiske partier. Andre fastholder den traditionelle skepsis med velkendte argumenter om, at islam er uforeneligt med demokrati, hvorfor politisk deltagelse er ugudeligt.[28] Det Muslimske Broderskab er ingenlunde forskånet denne interne splittelse. Lettelsen af det eksterne pres, som Mubarak regimets repression udgjorde, kombineret med det Arabiske Oprørs mange nye udfordringer har således været med til at få de interne splittelser, der også tidligere har været at finde blandt Brødrene, til at springe ud i lys lue. Der er delvist tale om en generationskonflikt, der på et ideologisk plan udspiller sig mellem en ældre og mere konservativ generation, der stadigt taler om, at ’Koranen er vor forfatning’, og en yngre generation, hvor nogle ligefrem sammenligner sig med de europæiske Kristendemokrater. På den baggrund finder man inden for Broderskabet vidt forskellige opfattelser mht. islamisk lovs betydning, og om i hvilket omfang en accept af demokrati også indebærer, at man abonnerer på et større liberalt værdisæt. På det taktiske plan finder man en stor uenighed, om Brødrene skal forsøge at dele magten med andre konservative kræfter, herunder militæret, eller om man snarere bør alliere sig med de sekulære grupper, som unge Brødre samarbejdede med på Tahrir-pladsen. Endeligt raser der på et organisatorisk plan en kontrovers om, hvorvidt man overhovedet bør oprette et egentligt politisk parti, om hvilken relation et sådant parti skal have til den større broderskabsbevægelse, og endeligt om, hvorvidt brødre kan forbydes at melde sig ind i eller oprette andre partier. Denne uenighed har ført til spekulationer, om Mubaraks fald på paradoksal vis vil føre til en sprængning af det Muslimske Broderskab. Indtil videre en række prominente skikkelser har forladt Broderskabet, samtidigt med at flere nuværende og tidligere Brødre har erklæret, at de selv vil oprette partier som alternativ til Frihed & Retfærdighedspartiet.[29] Om end splittelsen ikke er ligeså åbenlys inden for an-Nahda berettes der også her om voksende interne spændinger, bl.a. vedrørende hvilken rolle islamisk lov bør spille i det politiske program, samtidigt med at partiet oplever en stor konkurrence fra de over 50 andre partier, hvoraf flere er islamistiske.[30]

Hvis man udbreder fokus yderligere til, hvilke mere generelle erfaringer man har med, hvad der sker når islamister inddrages i en valgproces er der for det fjerde yderligere grund til at stille spørgsmålstegn ved, om en politisk åbning med mere frie og fair valg nødvendigvis vil føre til islamistiske valgsejre med en efterfølgende islamistisk magtovertagelse, hvor demokratiet vil blive afskaffet til fordel for et iransk inspireret teo­krati. På baggrund af en undersøgelse af, hvordan islamis­tiske partier i 21 muslimske lande gen­nem 40 år har klaret sig i 89 parlaments­valg, når Char­les Kurz­man og Ijlal Naqvis således frem til, at erfa­rin­ger­ne fra de islamistiske valgsejre i Iran 1979, Algeriet 1991 og Palæstina 2006 langt fra er re­præ­­sen­ta­ti­ve for, hvordan islamister klarer sig ved valg.[31] ’The median performance’ for et islamistisk parti ligger på godt 7% af stem­merne og til­sammen får en islamistisk blok ved et valg i reglen kun omkring 15%.  Hvad angår isla­mis­tiske valg­sejre, sker det typisk kun ved de første reelt kompetetive valg efter gene­ra­tio­ner med et sekulært re­pres­sivt regi­me og dette er end ikke altid tilfældet. Mens det således skete i Jor­dan 1989, Algeriet 1991, Bahrain 2002, Irak 2005, Palæstina 2006, skete det hverken i Yemen 1993 eller Indonesien 1999. Kurzman & Naqvis peger samtidigt på, at islamister i reglen klarer sig dårligere ved efter­føl­gende valg, især hvis der er tale om frie og fair valg. Deres undersøgelse peger således på, at jo friere valg, desto dår­ligere klarer isla­mis­ter­ne sig. Undersøgelsen indikerer endvidere, at der er en tendens til, at isla­mistiske partier, der deltager i valg, bliver mere de­mo­­kratisk orie­nterede, samtidigt med at de imidlertid vedbliver med at være meget so­­cialt og moralsk kon­ser­vative. Endeligt synes der ikke at være nogen klar sammenhæng mellem en be­folk­nings syn på ønsk­værdigheden af islamisk lov, og hvordan islamistiske partier i det pågæld­ende land klarer sig ved valg. Trods en betragtelig folkelig opbakning i Pakistan og Bangladesh til et synspunkt om, at en ’god regering bør kun gennemføre islamisk lov’ klarede islamistiske partier sig dårligt, hvorimod tyrkiske AKP har oplevet noget nær jordskredssejr i en periode, hvor stadigt færre muslimske tyrkere mener, at et samfund bør basere sig på islamisk lov.

Gamle, nye og forandrede fisk i den politiske andedam

Ligesom det synes relevant at udfordre erklæringen om, at islamismen er ’so 20th Century’, er der således også god grund til at stille spørgsmålstegn ved udsagnet om, at det Arabiske Oprør vil ende som den iranske revolution i 1979. Der synes på den baggrund at være plads til en form for tredje mellemposition i debatten om, hvorvidt og hvordan de politiske islamister vil påvirke Mellemøstens aktuelle ’transition to somewhere’, og hvordan denne udvikling vil indvirke på den islamistiske scene i et ’nyt Mellemøsten’.

Hvad angår det første spørgsmål vedrørende islamisternes rolle i den mere generelle politiske udvikling i tilfælde af en politisk åbning med mere frie og fair valg, synes der på den ene side hverken at være udsigt til nogen islamistisk revolution eller nogen islamistisk jordskredssejr, der vil kunne lede til en islamistisk magtovertagelse, hvor demokratiet vil blive afskaffet til fordel for et iransk inspireret teo­krati. Det betyder på den anden side ikke, at politiske islamister vil være fraværende på den politiske scene. Alt andet lige vil aktører som Ægyptens Muslimske Broderskab og det tunesiske al-Nahda komme til at figurere som store fisk i den politiske dam, som imidlertid vil myldre med andre skabninger, hvoriblandt en række vil være andre islamister. De vil med andre ord blive centrale politiske aktører, som også kan forventes at kunne ende med at få regeringsansvar, men kun hvis de er i stand til på pragmatisk vis at indgå i koalitioner på en revitaliseret politisk scene, der vil være præget af stor konkurrence blandt såvel sekulære aktører som de mange ’nyligt konverterede’ politiske islamister.

Fremkomsten af den sidstnævnte gruppe knytter an til det næste spørgsmål vedrørende den islamistiske scene. Selvom islamismen langt fra synes at have udspillet sin rolle i et ’nyt Mellemøsten’, er der imidlertid både sket forandringer inden for nogle typer af islamisme og forskydningerne i relationen mellem disse. Hvad angår førstnævnte, er den politiske islamisme eksempelvis blevet forandret på flere måder. På den ene side synes denne type islamisme at opleve en revitalisering, som en direkte konsekvens af den generelle repolitisering, som en række af de arabiske samfund oplever i disse måneder. Dette markerer et brud med den trend, der gennem de senere år ellers har præget den politiske islamisme. Ikke mindst som følge af, at det har været stadigt mere meningsløst at deltage i pseueo-valg til magtesløse parlamenter, har denne type islamisme oplevet vigende folkelig opbakning, samtidigt med at eksempelvis de ægyptiske Brødre internt har debatteret, om de helt burde opgive den politiske aktivisme til fordel for en mere missionerende aktivisme. Samtidigt med at denne trend er blevet vendt, har revitaliseringen af den politiske islamisme på den anden side også udfordret det monopol på denne type islamisme, som det Muslimske Broderskab og direkte beslægtede bevægelser nærmest har nydt. Gennem det seneste halve år har man således kunne iagttagere, hvordan et væld af meget forskellige og indbyrdes uenige islamistiske bevægelser nu ønsker at deltage i den formelle politiske proces. Med andre ord er den politiske islamisme som kategori på samme tid blevet revitaliseret og langt mere heterogen.

I forlængelse heraf er det også muligt at iagttage forskydninger mellem de forskellige typer af islamisme. Mens forskellige former for missionerende islamisme i overensstemmelse med den post-islamistiske læsning har vundet frem gennem de senere år, ser man nu eksempelvis en politisering af salafisterne, der ellers går som det klassiske eksempel på missionerende islamisme. Hvad angår den militante islamisme, herunder især den doktrinære jihadi-islamisme, fremstår billedet ganske komplekst. På den ene side kan man pege på, at al-Qaidas narrativ om, at forandring kun er mulig gennem vold, udfordres af, hvordan det var muligt på relativt fredelig vis at vælte både Ægyptens Mubarak og tunesiske Ben Ali. Marc Lynch har i en diskussion af den såkaldte ’firewall-tese’ endvidere peget på, hvordan jihadi-islamister ofte står svagt i lande, hvor politiske islamister som de Muslimske Brødre står stærkt.[32] På den baggrund er det muligt at argumentere for, at den doktrinære jihadi-islamisme er svækket af det Arabiske Oprør såvel som den politiske islamismes revitalisering. Dette behøver på den anden side langt fra at ende med at være tilfældet. Som Søren Hove har anført synes det Arabiske Oprør at være forbundet med flere og nye muligheder for samtlige aktører, herunder ikke blot sekulære og politiske islamister, men også jihadister.[33] I Ægypten er det det eksempelvis lykkes jihadister at flygte fra fængsler, hvor de havde været indespærret i årtier, ligesom omstruktureringer af de repressive, men også ganske effektive sikkerhedstjenester vil kunne give større manøvrefrihed for voldelige grupper. I så fald disse næres af undertrykkelse, marginalisering og skuffelser, er det også værd at være opmærksom på, at de enorme forventninger, der findes til, hvad det Arabiske Oprør vil bringe af ikke blot politiske men også økonomiske forbedringer, næsten ikke vil kunne andet end skuffe. Endeligt er det vigtigt at erindre sig Jillian Schwedlers pointe om, hvordan forholdet mellem inklusion og moderation er ganske komplekst.[34] Udover at bevægelser, der inkluderes i den politiske proces, til tider kun modereres på nogle områder, men ikke andre – jf. pointen om hvordan politiske islamister bliver mere demokratiske men forbliver meget socialt og moralsk konservative – er der også eksempler på, hvordan der som en reaktion på en sådan inklusion kan opstå radikale udbrydergrupper, der anklager ’modergruppen’ for at sælge ud. Det var netop tilfældet ved den ægyptiske præsident Anwar Sadats delvise inklusion af det Muslimske Broderskab i 1970’erne, hvilket på den ene side medvirkede til, at Brødrene nedlagde våbnene, men var på den anden side også anledning til oprettelsen af militante grupper som Islamisk Jihad og al-Gamma al-Islamiyya. Med andre ord vil revitaliseringen af den politiske islamisme kunne svække den jihadistiske islamisme, men dette behøver langt nødvendigvis at være tilfældet.

I forlængelse af det Arabiske Oprør, som kom bag på de fleste, er det blevet anført, at der i dele af mellemøstforskningen gennem de senere år ikke har været tilstrækkelig opmærksomhed omkring sekulære bevægelser, herunder forskellige former for ungdomsbevægelser, og at dette skulle hænge sammen med en overdreven fokusering på forskellige former for islamismes betydning for mellemøstlig politik. For så vidt angår den manglende opmærksomhed på grupper uden for den islamistiske scene er denne kritik i et vist omfang berettiget. Dette bør dog ikke lede til, at islamismen i stedet helt ignoreres. Selvom der er udsigt til, at den politiske andedam efter det Arabiske Oprør også vil tælle sekulære skabninger, vil der ligeledes være islamister, hvor nogle endog vil fremstå som ganske store fisk, om end de kan være blevet forandret af de aktuelle omvæltninger. Én blandt flere dagsordner for de kommende års mellemøstforskning bør derfor være at opnå en bedre og dybere forståelse af, hvordan de politiske islamister vil påvirke Mellemøstens aktuelle ’transition to somewhere’, og hvordan denne udvikling vil indvirke på den islamistiske scene i et ’nyt Mellemøsten’.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf

__________________________________

[1] ’Transition to nowhere’ er oprindeligt formuleret af Brumberg i en diskussion om liberaliserede autokratier og er nært knyttet til den såkaldte post-demokratiserings-strømning i studiet af mellemøstlig politik, se Brumberg, Daniel (2003). "Liberalization versus Democracy - Understanding Arab Political Reform". Carnegie Papers - Middle East Series, Iss 37 (May). Om post-demokratiserings-strømningen, se Valbjørn, Morten & André Bank (2010). "Examining the 'post' in Post-democratization - The future of Middle Eastern political rule through lenses of the past". Middle East Critique,  Vol 19,  Iss 3,  pp. 183-200.

[2] Zogby, James. (2011). "Arab Attitutes: 2011". Zogby International, & Arab-American Institute Foundation. No.: July 2011. (http://aai.3cdn.net­/5d2b8344e­3b3b7­ef19­_xkm­6ba­4r9­.pdf)

[3] For en yderligere behandling af denne typologi, se Valbjørn, Morten (2009). "'There is one Islam, indeed, one for each of us': Religion og politik i det muslimske Mellemøsten", pp. 187-210 i Tonny Brems Knudsen, Jørgen Dige Petersen & Georg Sørensen (eds.) Danmark og de fremmede - om mødet med den arabisk-muslimske verden. Aarhus: Academica. Valbjørn, Morten (2008). "Islamismens - mange - udviklingsveje". Den Ny Verden - Tidsskrift for internationale studier, Vol 41, Iss 1, pp. 83-95

[4] Mozaffari, Mehdi (2011). "Det Muslimske Broderskab er anti-demokratier - det vil være katastrofalt at støtte dem". Ræson. February 1 2011.  Available at: http://rae­son.dk­/20­11­/professor-mehdi-mozaffari-det-mus­lim­sk...

[5] Lynch, Marc (2011). "Tunisia's New al-Nahda". Foreign Policy - The Middle East Channel. June 29.  Available at: http://lynch.foreignpolicy.com/posts­/2011/06/29­/tuni­sias­_new­_a....

[6] Post-islamisme begrebet er – i lidt forskellige betydninger - blevet lanceret af Asef Bayat og Oliver Roy, som begge også har brugt begrebet i forbindelse med deres analyser af den Arabiske Oprør. Se Bayat, Asef (2011). "The Post-Islamist Revolutions What the Revolts in the Arab World Mean ". Foreign Affairs - Snapshot. April 26. Available at: http://www­.fo­reignaffairs.com/articles/67812/asef-bayat/the-post-isl... Roy, Oliver (2011). "This is not an Islamic revolution". New Statesman, February 15. Available at: http:­//www.­new­statesman.com/religion/2011/02/egypt-arab-tunisia-islamic

[7] International Republican Institute. (2011). "Egyptian Public Opinion Survey April 14 – April 27, 2011". No.: June 5 2011. (http://www.iri.org/sites/default/files/2011%20­June­%205­%20Survey%20...)

[8] Pew Research Center. (2011). "Egyptians Embrace Revolt Leaders, Religious Parties and Military, As Well ". Pew Global Attitudes Project. No.: April 25 2011. (http://pewglobal­.org/files/2011/04/Pew-Global-Attitudes-Egypt-Report-F...)

[9] International Republican Institute & Elka Consulting. (2011). "Survey of Tunisian Public Opinion (March 5-18, 2011)". International Republican Institute. (http://www.iri.org/news-events-press-center/news/iri-releases-tunisia-poll)

[10] IPI Polls. (2011). "Egypt: Towards Democratic Elections". International Peace Institute with Charney Research. June 2011. (http://www.charneyr­esearch­.com­/pdf/­2011­June­_IPI­_Egypt­_Po...)

[11] Pew Research Center. (2011). "Egyptians…

[12] Basly, Rajaa (2011). "The Future of al-Nahda in Tunisia ". Arab Reform Bulletin, April 20. Available at: http://­. Usher, Graham. (2011). "Tunisian renaissance". Al-Ahram Weekly Online, April 14-20, (http://weekly.ahram.org.eg/2011/1043/re9.htm); Lynch, (2011). "Tunisia's New”.    

[13] Ashour, Omar (2010). "Continuity and Change in Islamist Political Thought and Behavior: The Transformation of Armed Islamist Movements in Egypt and Algeria", pp. 139-165 in Bahgat Korany (ed.) The Changing Middle East - A New Look at Regional Dynamics. Cairo: AUC Press. El-Anani, Khalil. (2008). "Not ready yet". al-Ahram Weekly Online, November 13-19.

[14] Samak, Dina. (2011). "Muslim Brothers, Jihadists and Salafists: Egypt's Islamists come in from the cold". Ahram Online, March 18; El-Anani, Khalil. (2011). "The new Islamist scene in Egypt". Al-Ahram Weekly Online, June 22-29 2011.

[15] Om salafisme se i øvrigt Meijer, Roel (ed.) (2009). Global Salafism - Islam's New Religious Movement, London: Hurst & Co.

[16] Samak (2011) "Muslim Brothers, Jihadists…”

[17] El-Anani (2011). "The new Islamist…”

[18] Basly (2011); Lynch (2011).

[19] Utvik, Bjørn Olav (2010). "For Gud og Friheten - politiske salafier i Kuwait og Saudi-Arabia". Babylon, Vol 8,  Iss 2,  pp. 32-43.

[20] Lynch, Marc (2011). "Tahrir turning points". Abu Aardvark's Middle East Blog. August 1.  Available at: http://lynch.foreignpolicy.com/posts/2011/08/01/tahrir_turning_points; Negus, Steve (2011). "Salafis in Tahrir". The Arabist Blog. July 30.  Available at: http://www.arabist.net/blog/2011/7/30/salafis-in-tahrir.html.

[21] International Crisis Group. (2005). "Understanding Islamism". ICG Middle East Report. March 2. No.: 37

[22] Rutherford, Bruce (2006). "What do Egypt’s Islamists Want? Moderate Islam and the Rise of Islamic Constitutionalism". Middle East Journal, Vol 60, Iss 4, pp. 707-731; Wickham, Carrie Rosefsky (2011). "The Muslim Brotherhood After Mubarak - What the Brotherhood Is and How it Will Shape the Future". Foreign Affairs - Snapshot. February 3; Hvad angår gråzonerne, se Skovgaard-Petersen, Jakob (2007). "Egyptens Muslimske Broderskab i bevægelse". Udenrigs, Vol 62, Iss 3. Brown, Nathan & Amr Hamzawy. (2008). "The Draft Party Platform of the Egyptian Muslim Brotherhood: Foray Into Political Integration or Retreat Into Old Positions?". Carnegie Papers - Middle East Series. No.: 89 (January)

[23] Brown, Nathan (2011). "The Brotherhood’s Coming-Out Party". Carnegie Commentary, Iss March 24. Available at: http://carnegieendowment.org/publicat­ions/index­.cfm?fa­=view­&id=4... Wickham, (2011). "The Muslim Brotherhood…”

[24] Lynch (2011) ”Tunisia’s New al-Nahda”; Usher (2011). "Tunisian renaissance”

[25] Pew Research Center. (2011). "Egyptians…”

[26] For en oversigt over det seneste halve års meningsmålinger vedr. det Muslimske Broderskabs popularitet, Fisher, Max (2011). "Chart of the Day: Muslim Brotherhood is deeply unpopular in Egypt". The Atlantic Monthly. July 26.  Available at: http://www.­the­atlantic­.com­/­internatio­nal/ar­chi­ve/2011/07.... IPI Polls. (2011). "Egypt: Towards…”.

[27] International Republican Institute. (2011). "Egyptian…”

[28] ”Egypt’s Salafist spokesperson says democracy is dangerous”, Ahram Online, April 18 2011; Ghosh, Bobby (2011). "The Rise of Moderate Islam". Time Magazine, July 14, 2011; Samak (2011) "Muslim Brothers, Jihadists…”

[29] Brown (2011) ”The Brotherhood’s Coming…”; Wickham, (2011). "The Muslim Brotherhood…”; Husain, Ed (2011). "Feuding Brothers". Foreign Policy - Dispatch. April 5.

[30] Lynch (2011) ”Tunisia’s New al-Nahda”; Basly, (2011). "The Future…”

[31] Kurzman, Charles &  Ijlal Naqvi (2010). "Do Muslims Vote Islamic?". Journal of Democracy, Vol 21, Iss 2, pp. 50-63.

[32] Lynch, Marc (2010). "Islam Divided Between 'Salafi-jihad' and the 'Ikhwan'". Studies in Conflict & Terrorism, Vol 33, Iss 6, pp. 467-487

[33] Hove, Søren (2011). "Al-Qaida og omvæltningerne i Mellemøsten", pp. 153-166 in Lars Erslev Andersen, et al. (eds.) Arabisk Forår - Baggrund og konsekvenser. Copenhagen: Ræsons Forlag. Se også Scheuer, Michael. (2011). "Why the Mideast revolts will help al-Qaeda". Washington Post, March 4.

[34] Schwedler, Jillian (2006). Faith in Moderation: Islamist Parties in Jordan and Yemen, Cambridge: Cambridge University Press.
 

Litteraturliste

Del: