Vietnam. The Australian War

Anmeldt af Jan Hjortshøj

”Vietnam. The Australian War” af Paul Ham. Udgivet af Harper Collins Publishers, 2008. 814 sider. Fås som lydbog på Audible.com for ca.  200 danske kroner. ISBN: 978  0 7322 8780. Pris i danske kroner: 150 på Amazon.com.

Foto: Saxo.com

Det vil måske vare 30-40 år fra nu, før vi har den definitive historie om Danmarks deltagelse i konflikten i Afghanistan. Indtil da kan man med fordel læse Paul Ham’s bog om Australiens engagement i Vietnam.  Naturligvis er forskellene på de to konflikter mindst lige så store som lighederne, men på en række punkter giver de australske erfaringer læseren lejlighed til at reflektere over forhold af sammenlignelig art.

Siden Den første Verdenskrig med deltagelse både ved Gallipoli og Vestfronten over Den anden Verdenskrig med Nordafrika og New Guinea og i efterkrigstiden med engagementer i Malaya, Korea og Indonesien havde Australien i begyndelsen af 1960’erne en etableret tradition for ’forward defence’ og deltagelse i militære engagementer udenfor landets grænser. Da domino teorien begyndte at få momentum efter det franske nederlag ved Dien Bien Phu, var det ikke vanskeligt for de australske politikere at følge USA’s lederskab i opbygningen af et større militært engagement i Australien. Paul Ham redegør omhyggeligt for de elementer af opportunisme og politisk distance til militære kapaciteters reelle muligheder som var medvirkende til, at der fra 1965 blev indsat først en bataljons- senere en brigadeværdi af australske tropper i Huc Toy provinsen umiddelbart øst for Saigon. Frem til den endelige tilbagetrækning i 1972 gjorde omkring 50.000 australske mænd og kvinder tjeneste i Vietnam, og 500 af dem faldt. 

For en nation med 12 mio. indbyggere var dette et omfattende engagement, der afsatte dybe spor. Debatten og beslutningen om at sende værnepligtige af sted var bitter og blev yderligere forstærket, da netop værnepligtige udgjorde en stor del af de dræbte i kampen ved Long Tan i 1966, hvor et australsk infanterikompagni med nød og næppe undgik at blive udslettet af en kombineret Viet Cong/ nordvietnamesisk styrke.

Hvor den politiske opportunisme og underdanighed i forhold til USA satte tonen mellem Canberra og Washington, var enigheden ikke den samme på slagmarken. Australierne bragte væsentlig erfaring med sig fra både Malaya og Indonesien og havde hverken ressourcerne eller overbevisningen til at søge sejren i en counter insurgency konflikt med entydigt fokus på overlegen ildkraft. Ifølge forfatteren havde de australske enheder reelt kontrollen over Phuc Toy provinsen fra 1967 og frem til 1972, hvor Vietnamisering og begyndende tilbagetrækning igen gav Viet Cong plads til at operere. Efter en række symmetriske og kinetiske konfrontationer med Viet Cong og regulære norvietnamesiske styrker i Phuc Toy provinsen, skiftede Viet Cong strategi til en nedslidning gennem mindre baghold og især miner og hvad vi i dag kalder IED’s.  Her fik Viet Cong helt utilsigtet støtte af australierne selv, da sidstnævnte forsøgte at skabe en barriere med et massivt minefelt, hvorfra Viet Cong stjal mindst 6000 miner, der i konfliktens anden halvdel forårsagede en stor del af australiernes tab.

Paul Ham er journalist og formår i sin bog at beskrive, hvad krigen i Vietnam betød for det australske samfund.  Hans empati ligger hos individerne, især soldaterne, hvis oplevelser før, under og efter krigen han levendegør. Han dykker dybt ned i debatten om virkningerne af Agent Orange. Han undersøger erkendelsen af og reaktionerne på PTSD.  Han diskuterer værnsrivalisering, reserve, værnepligtige og professionelt personel, medaljer og korruption i det sydvietnamesiske samfund. Han er kritisk overfor både opportunistiske politikere og fredsaktivister, men tager sig tid til at reflektere over deres bevæggrunde.  Mest af alt gennemsyres hans beretning af beundring for vietnameserne, der som folk gennemgik voldsomme og vedvarende lidelser for en national frihed, der i realiteten blev stjålet af de kommunistiske magthavere. 

I 2011, ved hvad der måske er begyndelsen på enden af Danmarks længste krig siden Napoleonskrigene, giver læsningen af Paul Hams bog rig lejlighed til at reflektere over mange emner fra de politisk-militære relationer på nationalt og allianceniveau, over de reelle muligheder for comprehensive approach og succesrig counter insurgency til krigens pris i døde og livsvarige skader. Den bør læses.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.2_2011.pdf

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.