Videregående officersuddannelse: Del 1 - fra oprindelsen til kernevåbeninfektionen

 

Essayet følger hvordan den danske gennemførelse både blev inspireret, drevet af samt i perioder undergravet af både personligheder og tidsånden. Forstår man hvordan officersuddannelser udvikler sig, kan man med større held styre udviklingen af dem, så man ikke i ens egen tid på vagten kører af sporet. I del 1 dækkes perioden fra starten af 1800-tallet til 1970erne.

1. Overblik

Essensen i officershvervet

En militær enhed indeholder i sin essens kombinationen af bevæbnede mennesker og bemandet materiel. Officerens kernerolle, der må og skal bestemme karakteren af hans professionalisme, er at forberede enheder til krige og mindre krævende operationer og derefter at lede dem fleksibelt i de altid uforudseelige og skiftende situationer under indsættelsen. Afhængigt af grad, uddannelses- og erfaringsniveau drejer det sig om alt fra droneoperatørens virksomhed med sit joystick i lænestolen et sted hjemme til ledelsen af internationale styrker på flere hundrede tusinde mennesker med enheder fra alle tre værn med meget store støtteapparater i selve krigsområdet.

Succes afhænger af, om officeren kender og fleksibelt kan anvende de aftalte grundregler, doktriner, som er bygget på forhåndsidéer om, hvad der virker bedst. Doktrinerne skal bedst muligt sikre mod tidlige misforståelser under indsættelser, dvs. indtil man kan justere og eventuelt afløse dem på grundlag af erfaringer.

Både forberedelserne før en operation og indsatsen bygger desuden på professionel analyse af først opgaven eller opgaverne. De kan variere i kompleksitet fra sikring af et objekt i baglandet af eget land over fredsbevarende indsats til oprørsbekæmpelse og statsopbygning i fremmede kulturer til kontrollen af værnsfælles indsats i traditionelle krige. Opgaveanalysens grundighed afhænger af tiden til rådighed. Derefter analyseres de umiddelbart relevante elementer af den forudseelige situation med hensyn til geografiske og klimatiske vilkår og befolkningen i operationsområdet, den kendte eller formodede styrke og svagheder hos modstanderne, egne styrkers styrke og svagheder og det samme for allierede. Også den folkeretslige ramme fastlægges og medindtænkes hvor relevant.

På dette grundlag analyseres egne og modpartens handlemuligheder og parternes muligheder holdes analytisk – eller bedre ved åbent, frit krigsspil – op mod hinanden. Derved blotlægges fordele og risici ved egne muligheder med henblik på at anbefale den mulighed, der på forhånd synes bedst egnet til at løse opgaven med mindst mulig politisk og militær risiko og færrest mulige tab og andre omkostninger. Specialisters viden og skøn inddrages i hele forløbet når nødvendigt og hvis tid er til rådighed. Men uanset analysens niveau, fra enhedens operationsofficer over forsvarschefen nationalt til den formelt ledende militære chef i en alliance/koalition (reelt SACEUR i NATO), skal resultatet være militært professionel ansvarlig rådgivning til det besluttende niveau, fra enhedschefen på laveste niveau til det ansvarlige besluttende politiske niveau nationalt henholdsvis i alliancen/koalitionen.

At officeren forstår dette ansvar, der rækker langt ud over blot være ”kriger” samt at føre en enhed, og lever op til ansvaret under sine formelle studier og efterfølgende ajourfører sig selv ved analytiske og praktiske øvelser (”applikation”) samt under både planlægning, rådgivning og ledelse af operationer er det centrale element i hans militære professionalisme. Teoretiseren og skoling er ikke nok, og derfor udgør såvel studier som applikation fokus og substansen i den militære videregående uddannelse.

Militær professionalisme og videreuddannelse

Kravene til ældre, videreuddannede officerer har meget tilfælles med kravene i andre professioner, der kombinerer en praktisk virksomhed med menneske- og resurseledelse, såsom en cheflæges planlægning og ledelse af et hospital (i lande, hvor lægerne stadig lever op til deres professionelle ledelsesansvar) og chefingeniørens forberedelse og styring af et større anlægsprojekt, dog med nogle helt centrale forskelle: For det første udsættes de civile kollegaer ikke under arbejdet for, at et konkurrerende hospital eller metroprojekt forsøger at udslette dem. For det andet er ingen militær indsats som den foregående, alle konflikter og krige har forskellige forløb. Det betyder at officeren aldrig kan opnå en fuldt relevant rutine på andet end færdigheder, men konstant må søge indsigt gennem studier af nogenlunde tilsvarende tidligere erfaringer med nysgerrighed og åbent sind. For det tredje skal politikere og andre specialister nok vare sig for at involvere sig så tæt i den aktuelle gennemførelse af metroprojektet og et hospitals drift, som generalen eller admiralen må forvente og skal acceptere, at politikerne gør i hans eller hendes virksomhed.

Det er væsentligt at forstå, at det bl.a. på grund af det menneskelige element og modstanderens og allieredes handlefrihed aldrig bliver helt forudseeligt, hvad der sker i en væbnet konflikt. En professionel indsigt gør dog, at den militære chef opretholder en resursebuffer for at bevare sin handlefrihed, når det uforudsete – ganske forudseeligt – faktisk sker. Derudover forstår og accepterer den kloge militære chef, at han ikke kan kontrollere alt centralt og derfor er helt afhængig af lokale ”projektledere” af høj kvalitet, som må have delegeret myndighed til at tilpasse sig, når forudseenhed og planlægning viser sig utilstrækkelig. Den militære chef for en indsættelse må optræde som de gamle bygmestre, som skabte Europas gotiske katedraler uden naturvidenskabeligt grundlag, men under udnyttelse af kombinationen af gradvis samlet erfaring, en erkendelse af, at man skulle bevare en margin af sikkerhed, og tillid til de mestre, der stod for de forskellige dele af byggeriet.

Selvfølgelig findes der et omfattende teorikompleks om krigsførelse. Det gjorde der allerede, da den videregående officersuddannelsesmetode blev udviklet i det 19. århundrede, og for godt 120 år siden blev introduceret i Danmark. Uddannelsen skulle netop tage højde for professionens karakter samt for behovet for at de pågældende værns bedste officerer opnåede en så stor enighed om alle aktuelle udfordringer og vilkår, at man opnåede et samspil. Et samspil der ikke blot hvilede på myndigheden til at belønne og straffe, men byggede på fælles indsigt, og hvor man derfor kunne forvente, at den underordnede ikke passivt ventede på ordre.

Det var idealer som de beskrevne, der drev udviklingen af den militære professionelle uddannelse i Danmark indtil dens hensygnen under tilpasningen til kernevåbnenes forventede rolle og disse våbens generelle påvirkning af situationen, som del 1 af denne essayartikel beskriver.

I hele perioden blev den videregående udvikling af officererne set som et afgørende policy- og styringsområde af cheferne for de danske værn, og de og deres centrale hjælpere involverede sig direkte i metode og indhold. I de sidste årtier fik denne interesse for hærens vedkommende form af et direktiv, der beskrev metoden, men nok så centralt synes det at have været, at lederne af uddannelserne kopierede, hvad man selv blev udsat for som elev. Direktivets beskrivelse af metoden kunne dog hjælpe med til at afskærme mod pædagogiske idéer, der reelt ikke var forenelige med kernen i den indledningsvise beskrivelse af officersprofessionen, mere herom i Del 2.

2. Indledning

Skaberen og lederen af Danmarks første formelt værnsfælles videregående officersuddannelse, ”Stabskursus II”, oberstløjtnant K.V. Nielsen, citerede som lærer i 1960erne og 1970erne ofte den allierede øverstkommanderende, franskmanden Marskal Ferdinand Fochs' krav om, at man stillet over for et tilsyneladende problem altid brutalt og ærligt skulle stille sig spørgsmålet, ”de quoi s'agit-il”, dvs. klargøre, hvad drejer sagen sig om.

Lad os holde K.V.s råd for øje i disse måneder, hvor man har ”reformeret” den videregående officersuddannelse. Forløbet synes nemlig umiddelbart som alle de andre reformer i Danmark i de senere år primært at være sket for at standardisere struktur og aktiviteter, idet den tilsyneladende forklaring "at spare penge", ved nærmere eftersyn er en skinforklaring. Standardisering er selve formålet med reformerne. Reformerne blev som det er tidens ideal næret og drevet af aprofessionelle og ahistoriske civile og militært uniformerede civile forvalteres ønske om at kopiere systemer, de kender fra andre steder i den danske offentlige og private sektor. Forsvarets ledelse burde have sikret, at reformerne skete uden tab af professionel substans, men i fraværet af professionel debat sker standardiseringen for ensartethedens egen skyld uden forsøg på åbent og på forhånd at overveje og kortlægge direkte og afledte uheldige konsekvenser.  Hvis reformen, som det her skete, ikke blev vejledt af professionelt fokus og analyse, er man henvist til senere at hovsa-reagere med nye reformer, hvis man da er parat til at erkende fejlen og gider.

Strategiplan uden militær substans

Spørgsmålet til formålet med reformerne er ikke mindst nødvendigt, fordi det hverken stilles eller besvares i ”Forsvarsakademiets Strategiplan Sapientia et Providentia – Viden og Fremsyn”. Man kunne ellers formode, at planen ville have et par ord om sagen, når man uden international præcedens kaster mere end et hundrede års dansk og international erfaring og udvikling over bord. Ganske vist forklarer Strategiplanen som sin første opgave, at ”Forsvarsakademiet skal uddanne officerer, der kan lede, udvikle og støtte militære enheder i fred, konflikt og krig”, men ud over at nævne, at man vil stille store krav til akademiets studerende, at man skal forberede operativ indsats mellem værnene og med allierede og herunder være klar til det uventede og at man derfor skal studere både fremtidens og fortidens konflikter, er der ikke vejledning at hente med hensyn til substans og metode. Der savnes helt tekst, der tyder på, at forfatterne har gennemført en opgaveanalyse. Der fremlægges således ikke en klar definition af, hvad der generelt kendetegner den videregående uddannede karriereofficers funktion, og hvad der er hendes eller hans professionelle kernekompetence, der entydigt adskiller den pågældende fra andre akademisk og praktisk uddannede professionelle. Man understreger, at man netop vil give en uddannelse, som ikke kan findes i civile institutioner, men er det faktisk længere tilfældet i samme omfang, som det var for nogle år siden eller endnu tidligere? Afviger den nu etablerede uddannelse væsentligt fra den ligeledes kun teoretisk-politologisk inspirerede masteruddannelse der gives på Syddansk Universitets Centre for War Studies?

Det må konstateres, at som så mange andre af tidens reformer iværksattes Forsvarets uddannelsesreformer med nok villet blindhed, dvs. uden forstyrrende viden om eller interesse for, hvorfor man hidtil har gjort som man gjorde, og hvorfor man i udlandet fortsat gør tingene på den gamle måde. Reformerne sker uden interesse for, hvorfor man netop i den militære profession har haft behov for en formel videregående uddannelse og for, hvilket mål denne uddannelse havde. Åbenbart ser reformisterne det at forlade etablerede fremgangsmåder som en indiskutabel værdi i sig selv.

Muligheden for alternativer overses derfor, f.eks. det oplagte at gennemføre nødvendige reduktioner i resurseforbruget ved at fokusere indsatsen om at forberede de klart mest egnede og interesserede bedst muligt til deres større professionelle ansvar på grundlag af en koncentration om kernen i videregående officersuddannelse. Uanset, at det kan opfattes som at fylde brønden op efter at barnet både er druknet og glemt, skal denne essay-artikel beskrive, hvorfor den klassiske, videregående officersuddannelse var og fortsat er nødvendig. Det særligt bemærkelsesværdige er, at Forsvarets ledelse og rådgiverne på dette område åbenbart ikke havde kombinationen af evne og vilje til at forklare, hvad, der gjorde og gør det nødvendigt at fastholde videregående militære officersuddannelser, og hvordan pengene derfor skulle (og kunne) hentes på en måde, så deres essens blev bevaret. I det mindste er det håbet, at nærværende beskrivelse af hensigten med og rationalet og metoderne bag officersuddannelser, internationalt og i Danmark indtil for nylig, kan bruges til at rekonstruere det mistede, hvis erkendelsen af tabet indtræffer, og indtil da måske inspirere til justering i en hensigtsmæssig retning.

Formålet med at videreuddanne officerer

Som beskrevet er formålet med al generel videregående stabsofficersuddannelse[1]  i sin essens at gøre vedkommende forberedt til at analysere situationen samt modstandernes og egne handlemuligheder, så officeren efter uddannelsen bedre kan identificere sandsynlige resultater og risici ved de forskellige mulige beslutninger.

Dette er det centrale formål, uanset om stabsofficerens analyse- og rådgivningsarbejde knytter sig til valg af organisation og fremgangsmåder i fredstid, til operationsforberedelse eller til indsatsen i konflikter og i krig. Ganske vist er emnerne for analysen og kompleksiteten forskellig, men stabsofficerens rolle er i princippet den samme uanset om han er operationsofficer i en enhed, policy-ansvarlig i en større national eller international stab eller Forsvarschef med ansvar for at rådgive sin departementschef så han måske anbefaler regeringen at drøfte de ting med generalen-admiralen, som kun han-hun kan forventes at vide.[2] Officeren skal rådgive om muligheder og risici forbundet med anvendelsen af militære styrker på en sådan måde, at rådgivningen bliver modtaget og forstået. Den generelle rådgiver vil altid skulle integrere specialistviden i sin analyse, på lavere niveauer teknisk militær ekspertise, på højere niveau i stigende grad indsigt fra andre professioner.

For at den videregående uddannede officers analyse bliver forståelig og relevant for de militære eller civile modtagere, skal den hvile på en fælles opfattelse af, hvad problemet er og på anerkendte standardreaktioner - doktriner - hvor relevant. Rådgivningen skal som minimum bygge på et godt kendskab til modtagerens grundlæggende synspunkter, prioriteringer og kultur, men det centrale fundament for enhver militær rådgivning er som nævnt et godt tvær-værns kendskab til, hvad militære styrker kan, næppe kan og ikke kan i forskellige opgaver og situationer.

3. De historiske rødder til udlandets videregående officersuddannelser

Beskrivelsen af de historiske rødder er hærtung, fordi udviklingen af naturlige årsager startede på land, hvor stadig større og mere komplekse styrker øgede behovet for videregående officersuddannelser, og hvor tempoet i planlægning og gennemførelse af operationer skabte tid til analytisk arbejde.

Begge de elementer, nemlig dels strategiske landestudier, dels pligtige foredrag, der kom til at præge den videregående officersuddannelse, havde deres udgangspunkt i to personers fornyelsesinitiativer i Prøjsen i 1802. De to nøglepersoner var oberst Christian von Massenbach og artillerioberstløjtnanten Gerhard von Scharnhorst.

Det år foreslog det naturvidenskabelige talent Massenbach i et memorandum med held kongen, at han etablerede en videnskabeligt funderet, permanent organisering af den centrale hærstab (”Generalkvartérmesterstaben”), hvilket bl.a. indebar opdelingen i tre afdelinger med geografisk fokus. En afdeling skulle koncentrere sig om en grundig analyse af alle fysiske og andre relevante forhold på krigsskuepladsen for operationer mod øst, dvs. Rusland, en anden mod syd, dvs. Østrig-Ungarn og den sidste mod vest, dvs. Frankrig.  Man kan konstatere, at denne organisation inspirerede de strategiske område- og landestudier, der fortsat er centrale for al planlægning og sund gennemførelse af operationer.

 

Skaberen af den moderne videregående officersuddannelse og udviklingsform, Gerhard von Scharnhorst, her på oliemaleri fra ca. 1810. (Foto: © Wikimedia/Public Domain)

Den anerkendte hannoveranske officer Scharnhorst var året før blevet headhuntet til Prøjsen for at lede den formelle uddannelse på ”Akademie für junge Offiziere der Infanterie und Kavallerie”, af talentfulde unge officerer som bl.a. Carl von Clausewitz. Scharnhorst erkendte efter sin krigsindsats 1792-95 mod det revolutionære Frankrig, at der var behov for en genprofessionalisering af det selvtilfredse prøjsiske officerskorps, hvis det skulle blive i stand til at møde Napoleons hære på kamppladsen. Da en udenlandsk oberstløjtnant ikke har mandat til at revolutionere værtshæren skabte han en ramme, et militært selskab, (”Militärische Gesellschaft”), hvor medlemmerne gennem pligtige foredrag skulle påvirke hinanden til ny professionel indsigt og netværke til andre, der også ønskede et professionelt løft. Massenbach støttede Scharnhorst gennem etableringen af et datterselskab i residensbyen Potsdam uden for Berlin. Samtidig blev de unge talentfulde officerer på Scharnhorsts skole påvirket til en fælles opfattelse af kriges og kamps realitet, dvs. til en fælles grundlæggende teori om krig, således at de med større sandsynlighed ville opnå en fælles opfattelse af situationen og mulighederne. Det muliggjorde deres senere virke som stabschefer, det vil sige ledende rådgivere, i armé- og armékorps, der på den tids slagmarker i høj grad optrådte selvstændigt. Disse spredte dele af den samlede felthær kunne på trods af den tids langsomt virkende og begrænsede signalforbindelser således optræde effektivt i rammen af feltherrens hensigt med operation. Værdien af denne optræden styret af et netværk af eliteofficerer med fælles grundopfattelse fik afgørende betydning for den prøjsiske hærs optræden i 1815 og derigennem for Napoleons endelige nederlag ved Waterloo. De enkelte officerer var som Clausewitz, der var stabschef i et armékorps i felttoget, fremragende, men deres fælles uddannelse og modning havde lagt grundlaget for deres samvirke på slagmarken.

I årene fra 1840 til 1870 udviklede prøjserne den uddannelse og eliteforvaltning, der sikrede en kvalitet af deres generalstabsofficerer frem til afslutningen af 1. Verdenskrig, som reelt aldrig blev opnået i andre hære. I det sidste årti af denne periode blev denne udvikling tæt og direkte inspireret og drevet af generalstabschefen, den tidligere danske officer Helmuth von Moltke.

Helmuth von Moltke den ældre skabte ved sin direkte interesse og ledelse af alle dele af systemet det første korps af generalstabsofficerer, der kunne virke effektiv som hærens hjerne og øvrige nervesystem. Her fotograferet i 1860’erne (Foto: Carl Günther, Berlin fra 1860’erne, Bibliothèque nationale de France)

Den klassiske generalstabsuddannelse

Kort opsummeret bestod den klassiske generalstabsuddannelse af følgende elementer:

1. Eliteuddannelse

For det første blev der lagt klar vægt på udviklingen af generalstabsofficerer som en intellektuel elite af selvstændigt tænkende og udogmatisk og hårdt arbejdende officerer. Efter tre års uddannelse og efterfølgende prøvetid i staben, bestod eliten kun af 3-4 ud af de ca. 100 unge officerer, som det årligt lykkedes at komme ind på det Prøjsiske Krigsakademi.  Det skal understreges, at det var særdeles krævende at blive prøjsisk linjeofficer.

2. Konstant og støttet personlig dannelse

For det andet blev de unge aspiranter under prøvetiden og den endelige frasortering efter kursus tæt observeret og prøvet af de mest talentfulde og erfarne chefer, her Moltke. Der blev lagt vægt på selvstændig skriftlighed, bl.a. gav man aspiranten et krævende selvstændigt analyse- og udredningsprojekt, et ”Vinterarbejde”, der i Danmark kom til at genfindes i de ”Hovedopgaver”, der blev udarbejdet på officersskolerne og videreuddannelserne samt i Det Krigsvidenskabelige Selskabs og Søløjtnantselskabets ”Prisopgaver”.  I øvrigt blev generalstabsofficererne opmuntret til senere på eget initiativ under tjenesten at udarbejde analyser, ”Denkschriften”, der kritisk behandlede gængse opfattelser eller potentielle og nye problemer. Generalstabsofficererne havde pligt til altid at forholde sig kritisk og udogmatisk til organisation og fremgangsmåder, hvilket gjorde, at den professionelle diskurs var både åben og dynamisk, herunder også den offentlige debat i fagtidsskrifterne. Blandt idealerne var, at også de højeste niveauer skulle opmuntre til, tåle og fremme høfligt fremført, velargumenteret hård kritik uanset om denne kunne forstås som rettet mod toppens løsninger og embedsførelse.

3. Korpsets kontinuerlige læring

For det tredje var generalstabskorpset og dermed hæren engageret i en kontinuerlig læreproces, idet krigs- og opmarchplanerne blev ”rullet” årligt under indtryk af ny infrastruktur, nye efterretninger og den politisk besluttede resursetildeling samt på grundlag af afprøvning af krigsplanlægningen under krigsspil i forårshalvåret.

4. Applikatoriske krigsspil

For det fjerde bestod uddannelsen af krigsspil, hvor de mest lovende af de yngre generalstabsofficerer førte fjendepartiet med den klare opgave at finde svagheder og huller i de tyske planer. Disse krigsspil blev om sommeren ført ud i et relevant terræn under Generalstabsrejser, hvor planerne blev yderligere prøvet før den årlige feltøvelsessæson, hvor man sluttelig i praktisk muligt omfang anvendte, ”applikerede”, hvad man havde lært i teorien under forårets studier og spil.

5. Praktisk tjeneste ved enhederne

Det femte og sidste element var tjenesteomgang, en rotation der hindrede, at generalstabsofficererne mistede deres praktiske jordforbindelse og rutine som førere i felten. Stabstjenesten centralt og på lavere niveauer vekslede med tjeneste som enhedschef på forskellige niveauer, hvor de skulle klare sig mindst lige så overbevisende som flertallet af deres chefskolleger, der ikke var generalstabsofficerer. Tjenesteomgangen byggede på den fundamentale indsigt, at der er tale om en praktisk profession, hvor officeren kun kunne kompensere for virkelighedens uundgåelige friktion, hvis han kendte den af personlig erfaring.[3]

Officersudvikling i flådestyrker

Mens den kejserlige tyske flåde i meget stor udstrækning kopierede, hvad den prøjsiske hær gjorde[4], udviklede den britiske Royal Navy, hvis normer stadig var internationalt professionsdominerede, sit eget pragmatiske system. I den tids søkamp var der sjældent tid til analyse- og rådgivningsvirksomhed, skibschefen måtte selv tage beslutninger i kamp, og admiralernes flagskibe havde endnu ikke plads til andre stabsmedlemmer end deres personlige hjælper, signalofficeren.  Dette betød, at den britiske flåde måtte løse samme eliteudviklingsopgave som den tyske hær, men på helt andre præmisser. Den britiske flåde dyrkede sin elite på en fundamentalt anden måde, da den i de sidste 25 år før 1. Verdenskrig centraliserede og professionaliserede sin analyse- og rådgivningsvirksomhed. Der skabtes der et elitenetværk af de officerer, der gennem perioden var tilknyttet Admiralitetets Efterretningsdepartement. Her skabtes en krigsplanlægning, der fleksibelt blev tilpasset en skiftende international situation, de hurtigt forandrede teknologiske muligheder og de økonomiske og personelmæssige resursebegrænsninger. Som naturligt for flådestyrker, der i forhold til hærstyrker er mere taktisk og operativt fleksible, var planlægningens fokus strategisk. Den marinestrategiske historieskrivning blev et centralt element i den intellektuelle aktivitet, der kom til at præge netværket, hvor centrale personer blev involveret i Navy Records Society's kildeudgivelser fra 1893. Ved indgangen til det 20. århundrede havde Royal Navy dog erkendt, at man måtte indlede en formel uddannelse af de muligt kommende admiraler.

Julian S. Corbett bidrog med sin forskning, teoretiske og pædagogiske virksomhed til at skabe den harmoniserede strategiske og operative tænkning, der bar Royal Navys elite igennem to verdenskrige. (Foto: Fra D.M. Schurmans samling, hentet fra Brassey’s Defence Publishers 1988-udgivelse af ”Some Principles of Maritime Strategy”.)

En central person både ved kildeudgivelserne og i den kursusvirksomhed for seniorflådeofficerer, der indledtes i Greenwich som Royal Naval War College i 1900 og senere flyttedes til Portsmouth, var den stadig mest overbevisende marineteoretiker, Julian S. Corbett. De strategiske og operative studier og konklusioner, der herefter udvikledes ved skolen i Portsmouth og i Admiralitetet, blev først afprøvet ved krigsspil og derefter testet i rammen af den årlige flådemanøvre. Igen opnåedes fremragende resultater ved udvikling af en elite kombineret med den applikatoriske metode, der fra kurserne i 1905 blev koncentreret om krigsspil, der skulle udvikle en fælles opfattelse af, hvorledes en søkrig mod Tyskland kunne føres.[5]

Det 15-ugers kursus hvert halve år for officerer af fra kommandørkaptajns- til admiralsgrader, havde følgende indhold:

”(a) Playing the Tactical Naval War Game.
(b) Playing the Strategical Naval War Game.
(c)  Studying and writing reports on the various problems  arising out  ot  the  strategical conditions of the present day.
(d) Lectures on the following subjects:­ Naval History, International Law, National, Economics, Wireless Telegraphy, Coast Defence, and other subcects of interest and use to Naval Officers.”

Royal Navy War College opslag "War Course"
Opslag fra Royal Navy War College's "War Course" fra ca. 1907-13, hvor den applikatoriske metodes centralitet fremgår. (Foto: Uden kildeangivelse, hentet fra WikiPedia http://en.wikipedia.org/wiki/Royal_Naval_War_College 26-5-2015).

4.  Danmark fra 1894 til 1945

Reformen fra 1894

Sammenbruddet af det gamle, hierarkiske politiske system fra 1894 til 1901, betød at forsvarets traditionelle støtter i Højre mistede magten til Venstre, hvor dele af partiet var stærkt forsvarsskeptiske. Dette medførte et øget behov for at kunne argumentere for værnenes bud på indretningen af Forsvaret og forøgede betydningen af enighed udadtil i forhold til politikerne og offentligheden. Marinehistorikeren Hans Chr. Bjerg har beskrevet, hvordan Søløjtnantsforeningen havde en central rolle i denne proces, hvilket var naturligt, fordi næsten hele værnets officerskorps var samlet i hovedstaden. Bjerg har dog også vist, at det på trods heraf ikke var nogen let opgave.[6] Forudsætningen for at opnå og bevare enighed var nok først og fremmest, at der fandtes ekstraordinære begavelser som søofficeren Henri Wenck, hvis menneskelige egenskaber samt professionelle og intellektuelle indsats gjorde, at de endte med at blive højt respekterede både af deres kolleger, af værnets chefer og generelt i Forsvaret.[7]

Hærens situation var vanskeligere, fordi værnet og Det Krigsvidenskabelige Selskab i de foregående to årtier havde været anvendt af Krigsministeren Jesper Bahnson i den politiske kamp mod Venstre-grupperne, der dominerede den politiske dagsorden i perioden. Selskabet, der var etableret på Bahnsons initiativ, var blevet brugt til en effektiv politisk indoktrinering og kontrol med værnets officerer.

Generalstabsuddannelsen lige før reformen var under ledelse af den naturvidenskabeligt velfunderede, hollandskfødte oberstløjtnant P. N. Nieuwenhuis, her i sort uniform, dvs. fra en teknisk våbenart, stående foran træet på billedet under en udrykning i sommeren 1892. Kaptain Arnold Kühnel var med på turen og ses stående to pladser mod højre med stabssnor. (Foto: Rigsarkivet)

Den officer der påtog sig opgaven at udvikle et kompromis mellem sine kolleger og den dominerende venstregruppe under konseilspræsident (dvs. regeringsleder) I.C. Christensen, blev kaptajn Arnold Kühnel, der fra 1894 blev lærer i krigskunst og hærorganisation for Ældste Klasse, dvs. som ”hovedlærer[8] ansvarlig for den videregående officersuddannelse i hæren. Som forberedelse af sin undervisning sendtes han på studierejse i Europa, hvor kaptajnen specielt blev inspireret af, hvad han så i Frankrig samt i Østrig, hvor man havde kopieret uddannelsen på Krigsakademiet i Berlin. Den da pensionerede hærchef William Prior beskrev i 1942 forløbet i sin lille biografi om Kühnel.[9] Prior havde ikke selv oplevet Kühnel som hovedlærer i Ældste Klasse, da han først gennemgik kurset i 1903-05, dvs. hos afløseren Ellis Wolff. Som oberstløjtnant var Prior selv hovedlærer fra 1924 til 1927. [10] Jævnfør Priors beskrivelse blev Kühnel ikke mindst inspireret af:

den Vægt, man … lagde paa de praktiske Øvelser efter den applikatoriske Undervisningsmetode. Som Hovedsynspunkt gjaldt … at Krigsførelsen og Generalstabstjenesten ikke kan læres gennem teoretiske Betragtninger af almindelig Natur, men kun ved detailleret Gennemgang af det størst mulige Antal konkrete Tilfælde. Man indskrænkede derfor saavidt muligt Teorien til de faa almengyldige Principer og søgte ved stadig varierende Opgaver paa Kortet, ved Krigsspil og i Terrainet at stille Eleverne overfor bestandig nye Situationer.”

Hærens Officerskoles ”Ældste Klasse”, dvs. Generalstabskursus, under udrykning i 1895 til Randersegnen. Det var Arnold Kühnels første kursus som hovedlærer. Han ses i midten med stabssnor og cigaret. (Rigsarkivet)

Danske officerer havde aldrig tidligere været udsat for metoden, der blev indarbejdet i løbet af Kühnels kursus, som sluttede med en fire ugers udrykning. Under denne blev eleverne udsat for et ekstremt arbejdspres, hvor de stadig blev udsat for nye opgaver, som de skulle analysere og komme med begrundede løsninger til. Til støtte for undervisningen og arbejdet i Generalstaben udarbejdedes nu bestemmelser for stabstjeneste i fred og krig. Det eneste element fra den tyske metode, der ikke blev fulgt fuldt ud i den danske hær, var den årligt rullende krigsplanlægning. Man gennemførte ganske vist i princippet årlige generalstabsøvelser med henblik på at inspirere fornyelsen af planlægningen, men i Danmark skiftede de ydre sikkerhedspolitiske rammer og resursetildelingen ikke så ofte, at en årlig planrevision var relevant.

Under udrykning til ”applikatorisk” øvelse i midten af 1898. Det var sidste kursus som dets praktiske reformator, Arnold Kühnel, gennemførte. Han ses til hest i hvid jakke midt i billedet med sin hjælper og afløser, kaptajn Ellis Wolff, til højre. Kühnel var på det tidspunkt samtidig oberstløjtnant og chef for Generalstabens ”Taktiske Afdeling”, dvs. policy-, efterretnings- og operationsafdelingen. (Foto: Rigsarkivet)

Efter sin praktiske tjeneste som bataljonschef blev Kühnel i 1897 chef for Generalstabens ”Taktiske Afdeling”, der var ansvarlig for operative forberedelser og efterretningstjeneste. Efter at have fortsat med sin lærervirksomhed indtil 1899 måtte han koncentrere sig om stabsarbejdet, hvor han udviklede en forsvarsplan, der blev set som acceptabel for hovedparten af Venstre, fordi forsvaret efter planen skulle startes ved Sjællands kyst, og var på linje med Kühnels kollegaer ved at anbefale en bevarelse af Københavns Befæstning som ramme for den endelige kamp. Kühnel lagde også grundlaget for en efterretningstjeneste, der både etablerede et agentnet over hele landet og retablerede et netværk i Nordtyskland.[11] Han var således klar med hærens bidrag til det forsvarskommissionsarbejde, som den nye venstreregering iværksatte i foråret 1902, og hvor han fra 1903 kombinerede deltagelsen med stillingen som Chef for Generalstaben. Han fortsatte, da kommissionsarbejdet i 1905 gik ind i sin afgørende fase under den nye regering I.C. Christensen, og Kühnel blev udnævnt til chef for 1. Generalkommando og Fæstningen og designeret Overgeneral i november det år. Da han som 58-årig døde på et kurophold havde han opnået at skabe den professionelle videregående internationalt baserede officersuddannelse, der for hærens bedste officerers vedkommende fortsatte i indtil nu 120 år og – som vi skal se i essayets Del 2 – desværre kun inspirerede den videregående uddannelse af andre danske officerer fra alle tre værn i små 25 år fra 1978 til 2002.[12]

Kursuslederen som rollemodel

Det er væsentligt også at understrege et kun indirekte, men meget væsentligt element i den uddannelse, der var blevet indledt af Kühnel. Hovedlæreren skulle fungere som rollemodel for de typisk ti år yngre elever. Kühnel var blot den første i en meget lang række af kursusledere, der endte som Chefer for Hæren – eller senere i historien som Forsvarschef eller Chef for Forsvarsstaben. Hæren valgte kursuslederne blandt de klarest egnede til udnævnelse til general, og det er kun få af lederne af dette kursus og dets efterfølgere igennem 120 år, der ikke nåede til mindst generalmajorsgraden. Gennem deres egen optræden i undervisningen kunne og skulle hovedlærerne illustrere, hvor analytisk og hårdt generalstabsofficeren burde arbejde. Indirekte eller direkte gjorde hovedlærerne det klart, som også deres tyske forbilleder, at målet med alt det efterfølgende arbejde som stabsofficer ikke var at opnå personlige fordele og privilegier, men at tjene landet og organisationen bedst muligt.

Det blev af hovedlærerens eksempel demonstreret, at kursus blot var porten til et langt, hårdt arbejdsliv, hvor belønningen først og fremmest lå i, at kombinationen af personlighed, egnethed og hårdt arbejde gav adgang til stadig mere interessante og krævende arbejdsopgaver. Karriere var kvitteringen for egnethed og godt arbejde. Hvis en dansk nutidig læser finder dette anakronistisk, bør vedkommende blot notere sig, at disse normer stadig er gældende i de bedste udenlandske militære organisationer, og spørge sig selv hvilken optræden af generaler og admiraler man kan forvente, hvis de i deres karriere primært blev motiveret alene af søgning efter personlige privilegier.

Uddannelsens metoder blev straks anvendt i arbejdet med at tilpasse forsvaret af landet til den politiske virkelighed. Skitse fra den første afprøvning af den nye 1909-hærorganisation ved Generalstabens 1910-krigsspil. (Kort: Rigsarkivet).

Verdenskrigens indvirkning på uddannelserne

Sikringsperioden fra 1914 til 1919 indebar en ekstrem belastning af de to værns meget små officerskorps. Mens man under fredstidsforhold kun uddannede nogle tusinde værnepligtige under et halvt år og sluttede med mellemstore øvelser, havde man - ud over denne uddannelses- og øvelsesaktivitet - skullet opretholde et aktivt indsatsberedskab i hele perioden fra august 1914 til november 1918.  Samtidig skulle værnene bemande nye enheder og hæren etablere nye befæstninger og bemande disse. Alle officerer havde været til stadig tjeneste i mere end fire år, fra officererne i de centrale stabe til de unge officerer i enhederne og skolerne. Den konstante tjeneste og kravene om teknisk opdatering havde betydet, at værnenes logistiske strukturer, Hærens Tekniske Korps og først og fremmest Orlogsværftet skulle levere en ekstremt krævende arbejds- og fornyelsesindsats under meget vanskelige importvilkår.

Mellemkrigstiden 

Sammen med den uddannelsesindsats af officerskadrerne, der som beskrevet gennemførtes i de to årtier før 1. Verdenskrig, er det kun tjenestepressets professionelle rutinering, der kan forklare, at de to værns officerskorps slap kvalitetsmæssigt intakte igennem det politiske flertals afvisning af idéen om et militært forsvar af landet, der prægede perioden fra 1919 til 1938. Hæren fortsatte den formelle uddannelser af elitekadrer til generalstabstjeneste samt de generalstabsaktiviteter, der skulle fastholde det professionelle niveau. Søværnets lille Københavnsbaserede officerskorps kunne stadig udnytte Søofficersforeningens ramme i den gensidige professionelle opdatering.  Man fulgte løbende og tæt med i den militære udvikling i udlandet og i den professionelle diskurs der, og mens værnsledelserne kæmpede hårdt og bittert om de få penge, som politikerne stillede til rådighed, fortsatte det professionelle samspil mellem de to officerskorps, som var blevet indledt allerede i årene op til Verdenskrigen.

I meningsdannelsen i Søværnet kom Henri Wenck i hele perioden fra århundredeskiftet og indtil sin for tidlige død i begyndelsen af 1930’erne på grund af kombinationen af intellekt, personlighed og flid mere indirekte til at spille en rolle i meningsdannelsen inden for værnets lille officerskorps, der på en hel anden måde svarede til Kühnels tidligere indsats i hæren.

Henri Wenck, Søværnets professionelle sjæl i tre årtier, her i mellemkrigstiden. (Foto: Forsvarets Bibliotekscenter)

Det væsentligste problem for en fuld professionel udvikling af de to officerskorps i mellemkrigstiden var, at denne udvikling måtte ske internt, uden en strategisk ramme. En sådan kunne kun opnås gennem en dialog med politikerne, men dialog var utænkelig indtil 1932 idet det politiske flertal hvert år indtil da blot stillede forslag om afrustning af værnene, som man ønskede kun skulle virke som grænse- og søpoliti til markering af landets suverænitet og neutralitet.

Forløbet op til 2. Verdenskrig

Ganske vist begyndte fra 1934 en forsigtig brobygning mellem hærens ledelse og Socialdemokratiet, men med De Radikale i regeringen måtte samarbejdet ske diskret med en lille kreds om Statsminister Stauning, og den kom i første omfang kun til at omfatte en efterretningsvirksomhed mod Tyskland fra 1937, der kunne dækkes i det skjulte af socialdemokratiske partimidler. I efteråret 1938 betød den skærpede internationale situation, at den radikale udenrigsminister P. Munch måtte acceptere en vis materielmæssig modernisering. Under indtryk af Finlands kamp mod Rusland begyndte den endelige brobygning mellem de militære ledelser og Socialdemokratiet, der blev accelereret og konsolideret under den tyske besættelse, der indledtes et par måneder senere, og som bl.a. fik kontroversielle udtryk i ”Den Skæve Våbenfordeling” og i det tætte efterretningssamarbejde mod kommunisterne, der udvikledes mellem de militære og Socialdemokratiets efterretningstjenester.

Ebbe Gørtz, her som oberst midt i 1930erne, dominerede hæren og dens eliteuddannelse intellektuelt fra dette tidspunkt og i de efterfølgende tyve år. (Foto: Rigsarkivet)

Med nedlæggelsen af Københavns Befæstning i 1919 opstod der behov for at udvikle generelle retningslinjer, et feltreglement, omhandlende indsættelse af de forskellige større enheder af felthæren, divisionerne. De var fordelt på Jylland og Sjælland, men skulle efter omstændighederne kunne samles og virke sammen i samme landsdel.  Et sådant reglement havde været mindre væsentligt før 1. Verdenskrig, hvor næsten hele hæren tænktes at skulle operere samlet på Sjælland, og hvor den division, der indledningsvis bevogtede kysterne, optrådte med regimenterne indsat i selvstændige opgaver. I det tidligere enklere scenarie havde de bestemmelser for stabstjeneste i fred og krig som Kühnel havde udviklet, været et tilstrækkeligt grundlag. En generel taktisk vejledning i form af et feltreglement havde derfor ikke været til rådighed for den undervisning af hærens bedste officerer, som Kühnel havde indledt og som Ellis Wolff, der herefter dominerede uddannelsen, havde fortsat. Den nye taktiske vejledning for hæren og dermed rammen for generalstabsuddannelsen blev med navnet ”Udkast til Feltreglement I.B. Kamp” udgivet i 1927. Den stigende motorisering af hærene samt den stigende trussel fra Tyskland i begyndelsen af 1930erne, betød imidlertid, at der snart måtte lægges mere vægt på mobile operationer, og i 1933 blev der udsendt en rettelse til reglementet, der skulle tage højde for den nye situation.

Generalstabskurset som doktrinudvikler

Generalstabskursets daværende hovedlærer, oberstløjtnant Ebbe Gørtz, erkendte dog hurtigt behovet for en gennemgribende omskrivning af det første feltreglement. Den nye tekst skulle svare til den udvikling af enhedernes mobilitet og panserværnsvåben, der blev indledt med 1937-hærordningen og forstærket med de accelererede materielanskaffelser, der fulgte efterårskrisen i 1938. Omskrivningen af Feltreglementet blev iværksat i slutningen af 1930erne, da Gørtz var blevet Chef for Generalstaben. Inspirationen blev hentet fra den tyske hærs nye reglement, ”H. Dv. 300/1 Truppenführung. I. Teil” fra 1936, og kaptajn Erik Kragh, der lige var vendt tilbage fra det franske generalstabskursus, blev Gørtz’ assistent under arbejdet med at skrive det nye danske hovedreglement. Resultatet af Kraghs arbejde, ”Udkast (Arbejdsudkast) til Feltreglement I.B. Kamp” blev først færdigt i foråret 1943, nogle få måneder før de danske værn blev interneret og nedlagt. Den lange redaktionsproces betød, at erfaringer fra den nye verdenskrigs første felttog kunne indarbejdes i teksten.

Som tidligere blev eleverne givet en central rolle i forsvarsforberdelserne. Skitse visende Generalstabens krigsspil i februar 1938, hvor Gørtz testede hærens plan for forsvaret af Sønderjylland under den nye 1937-organisation mod en plan for en tysk operation udarbejdet af Lunding. Denne plan - med Aalborg som primært mål - svarede i alt væsentligt til Jyllandsdelen af Weserübung Süd, idet den tyske angrebsstyrke var dimensioneret efter, at Jyske Division var mobiliseret, hvilket dog ikke blev tilfældet to år senere. (Forfatterens skitse)

5. 1945 til 1957: På vej til NATO og de første år i alliancen

Det blev Erik Kragh, nu oberstløjtnant, der blev den første leder af generalstabskursus efter befrielsen og under den første del af genopbygningen af den danske hær. Som forberedelse gennemgik han et britisk kursus i offensive luftoperationer. Han har til den senere hovedlærer Anders Bugge Vegger efterladt en kort beskrivelse af sin virksomhed i årene som kursusleder fra november 1946 til 1950, året efter Danmark sluttede sig til Atlantpagten. Som han gør klart, gennemførtes undervisningen i overensstemmelse med hærchefen, Ebbe Gørtz’, hensigt. Generalstabskurset skulle ikke koncentrere sig om den lille og stadig dårligt udrustede danske hærs muligheder, men ”bibringes kendskab til panserdivisionens forhold, amfibieoperationer, luftbårne tropper o.s.v. Kendskabet var nødvendigt, også fordi en angriber måtte antages at kunne anvende sådanne styrker.” Eleverne skulle efter kursus kende ”hele 'Apparatet' til bunds...”. Med hensyn til gennemførelsen af stabstjenesten afviste Kragh ”de meget omfattende amerikanske metoder og foretrak de franske metoder, der var kortere og klarere.” Dvs. at substansen og metoden for den danske hærs uddannelse af sin elite ved landets indtræden i Alliancen stadig afspejlede det grundlag, som Kühnel havde valgt mere end et halvt århundrede tidligere. Men allerede oberstløjtnant M. Amtrup, der ledede kurset i 1950-51, konstaterede, at han nok ”lagde … hovedvægten på amerikanske og britiske tanker”.[13]

I de første år under opbygningen af den danske hær i rammen af NATO blev imidlertid den ligesom Kragh fransk stabsuddannede oberstløjtnant Eigil Wolff leder af uddannelsen. Wolff blev ansvarlig for uddannelsen fra 1951 til 1955: Han erkendte, at det nu var på tide at revidere Feltreglement I, og han lagde dels vægt på de erfaringer, man havde opnået under de hårde forsvarskampe i Koreakrigen, der dominerede hans tid som kursusleder, dels på den tyske hærs erfaringer på Østfronten under 2. Verdenskrig, hvilket blev afspejlet i undervisningens metode for ”Forsvar over bred Front”.[14]

De fransk generalstabsuddannede officerer Erik Kragh (t.v.) og den højt begavede Eigil Wolff videreførte for hærens vedkommende den klassiske undervisning under genopbygningen efter 2. Verdenskrig. (Rigsarkivet)

Vegger, der overtog fra Wolff i 1955 og fortsatte indtil 1958, var discipel af Kragh i den forstand, at han havde været elev i 1948-49 og derefter virket som Kraghs hjælpelærer. Vegger gennemgik kurser på den amerikanske panserskole og derefter i 1950-51 den amerikanske hærs generalstabskursus i Fort Leavenworth. Grundlaget for det af Vegger udførte generalstabskursus blev det direktiv for uddannelsen, som han i 1955 modtog fra Kragh, der nu var stabschef i Hærstaben. Ifølge direktivet skulle kursus ”udvide elevernes horisont og udvikle deres selvstændighed”. Hovedfaget ”Taktik” omfattede bl.a. taktik, troppeføring, krigsspil, taktiske og operative eksempler fra den nyeste krigshistorie samt ca. 35 skriftlige opgaver plus 2½ ugers ”praktiske øvelser i marken”. Uddannelsen skulle tilrettelægges så opgaver og opgaveløsninger i ”videst muligt omfang” indarbejdede ”krigens konventionelle erfaringer”. På det tidspunkt var alt således i direkte forlængelse af Kühnels kursus. Vegger skulle også belyse anvendelsen af sø- og luftlandsætninger samt af større pansrede enheder, men ”fortrinsvis ved fjendtlig optræden mod danske styrker”.

Læg mærke til dette direktiv. Det indeholder alle de afgørende elementer i en videregående officersuddannelse, og det er det sidste fundne dokument, der gjorde det. Herefter synes forfaldet at være begyndt, fordi ledelsen af et kursus uden et skriftligt direktivgrundlag bliver henvist til kun at kopiere, hvad man selv har oplevet som elev. På trods af direktivet gennemførte Vegger ikke krigsspil som en integreret del af sine kurser.[15] Den mest sandsynlige forklaring på denne kritiske udvikling er kravet om integrationen af kernevåbnene i enhedernes taktik på kamppladsen.  

6.  1958 til 1975: Kernevåbnenes dobbelt-undergravende virkninger

Som det sidste element i sit 1955-direktiv til Vegger understregede Kragh, at den indflydelse som anvendelsen af taktiske atomvåben på slagpladsen måtte få, skulle ”tages op til afgørende behandling”.[16]

Anders Bugge Vegger (t.v.) fik den umulige opgave at integrere anvendelsen af taktiske atomvåben i taktikundervisningen og med Harald Boysens formalisering af undervisningen på dette grundlag måtte undervisningen i stigende grad blive doktrindocerende udenadslære snarere end uddannende og professionalisme-dannende fri applikation af viden i opgaveramme. (Foto: Rigsarkivet)

Dette sidste element kunne ikke undgå af få negativ indflydelse på uddannelse af officererne i selvstændig analyse, fordi den taktiske anvendelse af kernevåben kun kan analyseres sammen med anvendelsen af normale hærenheder, hvis man forudsætter, at engagementet afsluttes med (egen) første anvendelse. Hvis fjenden svarer med at anvende kernevåben mod forsvarets stillinger og styrker – eller måske valgte at anvende sådanne våben før NATO fik bemyndigelsen – ville tabene med sikkerhed være så massive, at organiseret kamp var slut, dvs. at krigsspillet straks sluttede med at yderligere diskussion ikke havde noget med taktikundervisningen at gøre. Hvis man forsøgte at krigsspille et taktisk kernevåbenengagement, bliver den professionelle løsning så flygtig som at finde formlen for cirklens kvadratur. Undervisningen ville kun have mening, hvis man forudsatte, at fjenden straks accepterede nederlaget, når vi anvendte taktiske kernevåben, og det ville jo heller ikke give anledning til noget længere krigsspil. Kort sagt skulle eleverne blot lære kampen indtil vores – forudsat afgørende – første anvendelse af kernevåben. Hvis det ikke lykkedes, var det ikke hærens eller Danmarks problem. Så første forudsætning var, at kernevåben og doktrinen afskrækkede, så krigen ikke kom, og hvis den alligevel skulle komme, var tiden efter vores velkoreograferede anvendelse ikke elevernes ”bord” og det var meningsløst at forsøge at gennemtænke planlægge, hvad der derefter skete.[17] Det danske søværn klarede deres problem ved aldrig at forsøge at gå længere end at forberede at beskytte skibene mod fjernvirkningerne af våbnene bedst muligt. At gøre mere var indlysende meningsløst. Flyvevåbnet forberedte sig ud over beskyttelsesforanstaltninger teknisk-taktisk uddannelsesmæssigt på at kunne levere de våben, som man skulle levere under alliancens kernevåbenmodoffensiv.[18]

Undervisningen i taktik måtte derfor i høj grad reduceres til indoktrinering, hvor eleverne forventedes at acceptere og bruge reglements vejledning uden at tænke selvstændigt i opgavens ramme.Dette problem blev centralt, efter at Harald Boysen overtog jobbet som kursusleder i 1958 efter i et år at have været Veggers hjælpelærer. I 1961 fik Boysen ud over at forsætte ledelsen af kurset til opgave at skrive en ny udgave af Feltreglement I. I denne blev den primære form for defensiv indsættelse ”bevægelig forsvarskamp”, hvor brigadens taktik helt var koncentreret om at forme den indledende kamp, så man kunne skabe en lomme i bageste del af dens 10-12 km brede forsvarsrum, hvor fjenden ville blive ramt af brigadens ene tildelte taktiske atomvåben.[19] Denne kernevåbenafhængige taktik blev forfatteren indledningsvis præsenteret for under uddannelsen på Hæren Officersskole i 1965-68, og den dannede helt rammen for det ”Taktiske Kursus” i brigadens taktik i 1973. Under dette kursus gjorde hovedlæreren, daværende major senere generalmajor og hærinspektør Jens Christian Essemann, klart når udfordret, at den taktik, han skulle docere, var urealistisk og meningsløs. Denne indoktrinering og accepten af den trods erkendelsen, var den første af den række af svækkelser af den klassiske uddannelse, der fulgte i de efterfølgende år.

Forfaldets indledende faser

Ud over at være rammen for hærens taktik  betød den i 1960erne stadig fastere tro på at kernevåbenafskrækkelsen ville hindre en krig, at det herefter blev opfattet som stadigt mindre relevant at forberede sig professionelt og mentalt på at Danmark og derigennem danske officerer kunne komme i en rigtig krig. En sådan opfattelse af at det militære forsvar primært var et symbol kunne kun blive forstærket af, at Forsvarsministeren, den konservative Erik Ninn-Hansen, ved udgangen af årtiet med et pennestrøg suspenderede hærens indsatsberedskab uden forudgående analyse og uden at referere til en ændret trussel mod landet. Beredskabet havde indtil da betydet, at hæren altid havde en ”Beredskabsstyrke” på 15 procent til rådighed, og at 50 procent af dækningsstyrken overnattede på kasernerne.  De store årlige flere uger lange genindkaldelsesøvelser, hvor dækningsstyrkens begrænsede enheder blev suppleret med genindkaldte enheder og elementer for at øve realistisk samvirke, blev derefter afløst af kortere ”mønstringer”. Øvelserne havde været den eneste mulighed, som enhedscheferne havde haft for at opnå en nogenlunde realistisk føringserfaring med fuldt næsten bemandede enheder og i så mange dage, at chefer, stabe og mandskab kunne lære realistiske procedurer. Med disse øvelsers bortfald blev øvelsesvirksomhed selv under feltøvelser i stadig større grad koncentreret om indoktrinering i procedurer.

Øvelsesvirksomheden forsimples fra krigsspil til drejebogskontrol

Generalstabsøvelserne fra før 2. Verdenskrig, der havde til formål at prøve og udvikle krigsplanerne, var senest i 1970erne blevet afløst af såkaldte Stabs- og Signaløvelser i de to landsdelskommandoer og de lavere stabe. Disse øvelser blev under indtryk af den lukkede doktrinramme i stigende grad rene drejebogsstyrede procedureøvelser, og nok af samme grund blev der ikke længere gennemført klassiske krigsspil i to partier, hvor formålet var at prøve og udfordre planerne. Dermed var den kontinuerlige uddannelse af generalstabsofficererne, der var et centralt led i Kühnels system, bragt til standsning. Jeg vil senere behandle de negative virkninger af denne udvikling.

Som det fremgår af general Jørgen Lyngs levnedsbeskrivelse fortsatte uddannelsen i sidste halvdel af 1960erne, hvor oberstløjtnant Jørgen A. Schousboe var hovedlæreren på generalstabskurset, i alt væsentligt efter klassiske linjer. Det eneste element, der ikke nævntes, var krigsspillet.[20] Det var sandsynligvis afløst af de lærerstyrede situationsspil, der under Lyngs virksomhed som hovedlærer ti år senere dannede rammen for en diskussion af faser i gennemførelsen af den udarbejdede taktiske plan. Undervisningen i strategi fra 1954-59 og igen fra 1961-63 var blevet gennemført af kaptajn, senere oberstløjtnant Mogens Rosenløv, der som sine afløsere major Helge Kroon og senere K.V. Nielsen anvendte den krigsteoretiske antologi ”Makers of Modern Strategy: Military Thought from Machiavelli to Hitler[21] fra 1943 som en grundbog, der dog bl.a. på grund af sin alder blev suppleret med nyere litteratur. Bogen blev med varierende supplement stadig anvendt som en del af grundlaget  i strategiundervisningen på det værnsfælles generalstabskursus (nu blot benævnt ”Stabskursus”), der startede i 1977, indtil den i 1986 kunne afløses af den helt ajourførte antologi ”Makers of Modern Strategy from Machiavelli to the Nuclear Age”.[22]

Pædagogisk fornyelse

 I 1960erne indledtes en anden udvikling, der i sit udgangspunkt var sund og nødvendig, men som siden ved ledelsessvigt fik lov til at udvikle sig til en undergravende konkurrent til den fortsatte professionalisme. I 1969 skrev den kritisk-intellektuelle oberst Nils Berg bogen ”Ledelse og uddannelse. Militær pædagogik”, der i efterfølgende stadig mindre militært fokuserede udgaver også i dag er en af forsvarets helt grundlæggende lærebøger. Formålet med udgivelsen var at inspirere hærens officerskorps til at gøre op med ineffektive og demotiverende ledelses- og uddannelsesmetoder, så den militære effektivitet man fik ud af de anvendte menneskelige og andre resurser, kunne blive øget. Bogen startede med at beskrive soldatens miljø i kamp og ignorerede aldrig sin opgave.[23] Det varede dog ikke længe, før den udvikling, der indledtes med bogen, bevægede sig væk fra det militære fokus.[24] Dette kan delvis forklares af, at efterfølgende udgaver skulle dække opfattelser i alle tre værn, og specielt i flyvevåbnet, hvor både problemer og ledelsestradition af forståelige årsager var præget af ideer om centraliseret og standardiseret ”videnskabeligt management”, der i deres lineære logik[25] er ret frigjorte fra den militære virkelighed specielt på landjorden.

”Ledelse”- management  som alternativ til operativ virksomhed

Fra 1970erne udvikledes en stadig større gruppe officerer, der bevidst ignorerede den militære professions hovedområder. De interesserede sig ikke for taktik, operationer, ledelse og koordination af kampindsats, men fokuserede ensidigt på generelle civile produktionsrettede ledelses- og managementideer og idealer. Indledningsvis var der kun tale om en subkultur, der ignorerede den militære professions elementer, men da forsvarsledelsen undlod at fastholde det militære fokus for Forsvaret som helhed, som Nils Berg havde udnyttet og beriget med nødvendige nuancer, udviklede subkulturen sig i de efterfølgende årtier som et oppositionelt alternativ til de militære professionelles ”snævre operative” fokus. Omkring årtusindskiftet blev amilitær management officerskorpsets hovedopgave. At dette overhovedet kunne ske, illustrerer et kritisk ledelsessvigt, der kun kan forklares ved, at man havde overbevist sig selv om, at NATOs vægt og afskrækkelse effektivt ville forebygge, at dansk forsvar nogensinde skulle kunne kæmpe igen. Antageligvis følte de officerer, der reelt fravalgte den militære profession, at risikoen for at Forsvaret i deres tid skulle indsættes i kamp var så forsvindende lille, at det var personligt mere lønnende at satse på management-alternativet og på de politikere, der var imponerede over deres nu tidstypiske aprofessionelle idealer og sprog.  Mere om dette i anden del.




[1] Herudover skal der ske efteruddannelse af officerer til stabstjeneste med det formål at indarbejde fælles standardsprog og -procedurer for stabsarbejde og kommunikation.

[2] Med den reelle afskaffelse af forsvarschefembedet i Danmark i 2013, overgik Forsvarschefen til at være blot en blandt en håndfuld civile og militære chefer underlagt ministeriet. Derved flyttedes helhedsansvaret for Forsvaret til departementschefen. Den "rent militære" rådgivning, hvis en sådan kan tænkes, ligger dog fortsat hos den militære Forsvarschef, der dog ikke har ansvar for bemanding, materiel, infrastruktur og organisering, dvs. at han hverken har mulighed for at sikre sig informationsniveauet for rådgivningen eller myndigheden for at målrette virksomheden efter en regeringsbeslutning.

[3] Primært bygget på: Charles Edward White, The Enlightened Soldier. Scharnhorst and the Militärische Gesellschaft in Berlin, 1801-1805, (Westport 1989); Andreas Broicher, Gerhard von Scharnhorst. Soldat – Reformer – Wegbereiter, (Aachen 2005); Arden Bucholz, Moltke, Schlieffen and Prussian War Planning, Oxford 2001; Christian E.O. Millotat, Das preussisch-deutsche Generalstabssystem: Wurzeln – Entwicklung – Fortwirken, Zürich 2000.

[4] Rolf Hobson, Imperialism at Sea. Naval Strategic Thought, the Ideology of Sea Power and the Tirpitz Plan, 1875-1914, (Leiden 2002); David H. Olivier, German Naval Strategy 1856-1988. Forerunners of Tirpitz, (Abingdon 2012).

[5] For flåderne må grundlaget for analysen hentes mere spredt: Donald M. Schurman, The Education of a Navy. The Development of British Naval Strategic Thought 1867-1914, (London 1965); Andrew Lambert, The Foundations of Naval History. John Knox Laughton and the Historical Profession, (London 1998); Donald M. Schurman, Julian S. Corbett 1854-1922. Historian of British Maritime Policy from Drake to Jellicoe, (London 1981);  Andrew Lambert, “Sir Julian Corbett, naval history and the development of sea power theory”, ikke publiceret foredrag/bogudkast, 2014; beskivelsen af policy-netværket i Stephen Cobb, Preparing for Blockade 1885-1914. Naval Contingency for Economic Warfare, (Farnham, Surrey 2013; Shawn T. Grimes, Strategy and War Planning in the British Navy, 1887-1918, (Woodbridge, Suffolk 2012); Arthur J. Marder, Portrait of an Admiral. The Life and Papers of Sir Herbert Richmond, (London 1952); Barry D. Hunt, Sailor-Scholar. Admiral Sir Herbert Richmond 1871-1946, (Waterloo, Ontario 1982); Michael H. Clemmesen, “The Royal Navy North Sea War Plan 1907-1914”, Fra Krig og Fred 2014/2.

[6] Hans Chr. Bjerg, ”Søofficernes mundkurv 1907-08”, Historie, Jyske Samlinger, Ny Række XI, 3 (1975).

[7] Se beskrivelsen af Wencks indsats før 1. Verdenskrig i Michael H. Clemmesen, Det lille land før den store krig. De danske farvande, stormagtsstrategier, efterretninger og forsvarsforberedelser omkring kriserne 1911-13, Odense 2012. Viceadmiral Otto Kofoed-Hansen markerede sin tillid til Wencks intellekt og loyalitet ved at udvælge den relativt unge officer til at lede sin stab under hele krigen, og han fortsatte under Kofoed-Hansens afløser.

[8] Hovedlæreren havde som senere kursuslederen ansvaret for indhold og form af undervisningen, men da hans hovedarbejde var som stabsofficer i Generalstabens Taktiske Afdeling, havde han ikke forvaltningsansvar.

[10] Svend Cedergreen Bech (red.), Dansk Biografisk Leksikon, (København 1979-84).

[11] Michael H. Clemmesen, Det lille land før den store krig. De danske farvande, stormagtsstrategier, efterretninger og forsvarsforberedelser omkring kriserne 1911-13, (Odense 2012).

[12] W.W. Prior, Generalløjtnant A.A.B. Kühnel, København 1942; Michael H. Clemmesen, The Danish Armed Forces 1909-1918. Between Politicians and Strategic Reality, København 2007.

[13] OL E. Kragh, ”Uddannelsen i Taktik på Generalstabskursus 1946-1950”, Bilagene nr. 12, 13 og 14; Oberst M. Amtrup, ”Undervisningen i taktik og stabstjeneste på generalstabskursus 1950-1951”, Bilag nr. 15. Alle fra A.C.B. Vegger, Udviklingen af Det Danske, Doktrinære Grundlag for Forsvarskampen i Årene efter Anden Verdenskrig, baseret dels på Krigens Konventionelle Erfaringer, dels på Tilkomsten af (Taktiske) Atomvåben, Viborg 1989.

[14] A.C.B. Vegger, Udviklingen af Det Danske, Doktrinære Grundlag for Forsvarskampen i Årene efter Anden Verdenskrig, baseret dels på Krigens Konventionelle Erfaringer, dels på Tilkomsten af (Taktiske) Atomvåben, Viborg 1989, pp. 103-112.

[15] Jf. en af hans elever, pensioneret oberstløjtnant Helge Kroon, i et telefoninterview 26-3-2015.

[16] Ibid., p. 113 og Bilag nr. 9.

[17] Danmark var ikke alene med det uløselige problem med at integrere hærstyrker og kernevåben på kamppladsen, se: John J. Midgley, Jr., Deadly Illusions. Army Policy for the Nuclear Battlefield, (Boulder 1986); A. J. Bacevich, The Pentomic Era. The U.S. Army Between Korea and Vietnam, (Washington (DC) 1986); Brian McAllister Linn, The Echo of Battle. The Army’s Way of War, (Cambridge Mass. 2007).

[18] Samtaler igennem årene med kolleger fra Søværnet og Flyvevåbnet samt Michael H. Clemmesen, ”Den massive gengældelses lille ekko. De taktiske atomvåbens rolle i dansk forsvarsplanlægning i 1950erne1950erne.”, Carsten Due-Nielsen, Johan Peter Noack og Nikolaj Petersen, Danmark, Norden og NATO 1948-1962, (København 1991).

[19] A.C.B. Vegger, pp. 212-221.

[20] Jørgen Lyng, Levnedsbeskrivelse for General Jørgen Lyng. Bind I, (ikke publiceret, Kbh 2008), pp. 43-46.

[21]Edward Mead Earle (red.), (Princeton 1943)

[22] Peter Paret, Gordon A. Craig, Felix Gilbert (red), (Princeton 1986)

[23] Hærkommandoen, København 1969.

[24] Se: Forsvarets Center for LederskabLedelse og uddannelse, København 1998.

[25] For den klareste beskrivelse af risikoen ved ukritisk overførelse af normal logik på militær virksomhed: Edward N. Luttwak, Strategy. The Logic of War and Peace, (Revised and Enlarged Edition), (Cambridge,Mass. 1987, 2001); samt af same forfatter, The Pentagon and the Art of War. The Question of  Military Reform, (New York 1985).

 

Litteraturliste

Del: