"Vi dro mot Nord."

Felttoget i Norge i april 1940, skildret af tyske soldater og officerer. 

Forlaget Adventura, Oslo 1989. 

Historien skrives af sejrherrerne! 
Denne talemåde kan generationerne efter 1945 skrive under på, idet vort billede af den anden verdenskrig bygger på de allieredes versioner. Man siger også, at historien giver sig god tid! Det bekræftes af, at der skulle gå 50 år, før det tyske felttog mod Norge 9. april-10. juni 1940 blev skildret af tyske kilder. To norske amatørhistorikere, Sven Arne-berg og Kristian Hosar, har i otte år studeret
dokumenter fra offentlige og private arkiver i Forbundsrepublikken, som suppleret med interviews med menige officerer danner grundlaget for bogen »Vi dro mot Nord«.Det er blevet til et absolut læseværdigt aktstykke for politisk interesserede militærfolk.
Da den tyske militærmaskine 9. april 1940 uden noteudveksling eller krigserklæring satte et massivt angreb ind mod Narvik, Trondheim, Bergen og Oslo, var den officielle begrundelse, at man ønskede at komme englænderne i forkøbet. Engelske flådeenheder havde 16. februar forfulgt den tyske tankbåd »Altmark« ind i Jøssingfjorden og befriede de 300 engelske fanger, der var ombord.
De norske amatørhistorikere fastslår imidlertid, at Hitler allerede d. 15. december 1939 gav Overkommandoen ordre til at udarbejde en foreløbig operationsplan for besættelsen af Norge, kaldet »Studie Nord«, og 27. januar 1940 blev der nedsat en egentlig stab, der skulle videreudvikle planen til »Operation Weserübung«, som blev det militære kodeord for besættelsen af Norge - og Danmark. I første omgang indgik det ikke i planerne, at også Danmark skulle besættes, men hvornår
staben besluttede sig for dette, giver bogen intet svar på.
Derimod bliver det dokumenteret, at der ikke var udelt begejstring i de højere militære kredse for Hitlers planer, men dennes brutale beslutsomhed og store held neddæmpede efterhånden hans rådgiveres reservationer. Chefen for hæren, generaloberst von Brauchitsch, fordømte planen og kaldte den uhensigtsmæssig, og Luftwaffes leder, feltmarskal Hermann Göring, var dårligt informeret om aktionen og mente, at man burde koncentrere kræfterne på Vestfronten.
Der vare delte meninger om aktionen i den tyske marine, hvor man frygtede store tab,
men storadmiral Erich Raeder var en energisk talsmand for invasionen, og efter Altmarkaffæren
blev der enighed om angrebet på Norge.
Det var iøvrigt kun en snæver kreds af officerer, der havde kendskab til forehavendet, i hvilket fem infanteridivisioner og en bjergjægerdivision skulle deltage, d.v.s. ca. 100.000 mand ialt. Angrebet skulle være en overraskelse som Hitler karakteriserde: »Det er den dristigste operation i historien«.
Bogen koncentrerer sig om 198. infanteridivisions oplevelser, hvor de væsentligste bidrag er kommandøren, generalløjtnant Richard Pellengahrs optegnelser samt menig Herbert
Sillas stenografiske dagbog under hele felttoget. Generalen havde i et forberedende møde
i Reichkriegsministeriet fået at vide, at man ikke skulle regne med militær modstand hverken
i Danmark eller Norge, selvom nordmændene havde en mobiliseringsordning med værnepligtige
soldater, dog uden faste stående afdelinger, under våben. Fæstningsanlæggene var gammeldags, folket var ikke krigsvant og manglede militær »geist«. Det kom ikke til at svare til generalløjtnant
Pellengahrs erfaringer! I de første måneder af 1940 var tropperne blevet samlet i de tyske Østersøhavne, og det var - bortset fra bjergjægerdivisionen - ikke elitesoldater. Generalen havde kæmpet som bataljonskommandør under 1. verdenskrig, men først i september 1939 fik han kommandoen over 198. infanteridivision, hvis opgave var at nedkæmpe en eventuel modstand i Gudbrandsdalen for at få kontakt med de faldskærmsjægere, der var blevet nedkastet ved
Dombås. De første vanskeligheder viste sig allerede i Kattegat. 11 fragtskibe med soldater var blevet ført gennem minespærringerne i Smålandshavet af danske lodser, men ud for Svenskekysten
blev flotillen torpederet af en engelsk u-båd, og skibene »Friedenau« og »Wigbert« gik til bunds, hvorved 1000 soldater mistede livet. Pellengahrs skib, »Espana«, tog overlevende ombord. Det hedder om hændelserne i generalens dagbog: »Soldatene rente meg ned og tryglet om at
vi måtte gå til svensk havn eller gjøre helomvending og dra tilbake til Tyskland. Alt var jo
tabt likevel. Noen bad meg overbringe avskjedsbrev til de pårørende; andre prøvede å
sove eller døyve nervene ved å ta seg en tår. Innimellom lallet de skibbrudne som igjen
hadde våknet og kommet til hektene. I salig alkoholrus var de lykkelig uvitende om de farer
som fremdeles truet. En fryktelig situasjon som gikk på nervene løs«! Det blev ikke meget bedre, da en radiomelding fra London kom ind: »Tysk flåtestyrke tilintetgjort i Kattegat. Engelske flåtestyrker
har anløpet Oslo«. Endnu større skade for invasionen kom sænkningen af den kun eet år gamle krydser »Blücher« til at volde. Den blev sænket af to ældgamle kanoner »Aron« og »Moses« fra
Oscarsborg Fæstning. Dennes kommandant, Birger Eriksen, havde meget uklare direktiver,
og vidste ikke nøjagtig, om det var engelske eller tyske krigsskibe, der dukkede frem af
tågen kl. 04.11 den 9. april 1940. Desuden bestod hans mandskab af et nyt kuld befalingsmandselever og ferske rekrutter, men heldigvis var den tidligere chef for torpedobatteriet,
Andreas Andersen, der var gået af i 1927, indkaldt til tjeneste på Oscarsborg, så det blev
ham, der kom til at affyre de to fuldtræffere mod »Blücher, mens oberst Eriksen sagde:
»Enten bliver jeg stillet for en krigsret eller også får jeg et krigskors«! Disse oplysninger
er først dukket op i nyere norsk historie, hvor det ellers hedder, at der var to ord, som fik betydning
for norsk historie: »Oberst Eriksens »Fyr« og Kong Håkon VII’s »Nej« til de tyske
forhandlere«.
Ved »Blücher«s forlis satte endnu tusind tyskere livet til, og det betød, at et musikkorps, der skulle have spillet på Oslos hovedgade, Karl Johan, aldrig kom i aktion, og - hvad der fik stor udenrigspolitisk konsekvens - de soldater, der skulle have taget Kongen og regeringen til fange, nåede ikke frem, således at landets ledelse kunne flygte og fortsætte kampen mod de tyske invasionsstyrker, og senere fra London tage del i kampen mod Nazi-Tyskland.
Det fremgår af »Vi drot mot Nord«, at den kommanderende admiral, Oscar Kummertz, havde hævdet, at der aldrig ville blive åbnet ild fra Oscarsborg Fæstning. Ca. 1000 tyskere svømmede i land, herunder general Erwin Engelbrecht, der var den øverstbefalende von Falkenhorsts stedfortræder, og de blev taget til fange af et norsk garderkompagni - uden dog at blive afhørt. Kl. 18.30 fik garderne besked på at trække sig tilbage til byen Lillestrøm og overlade tyskerne til sig selv. Det er et af de mange tegn på, hvor uforberedte nordmændene var på krigen.
Det fremgår tillige tydeligt af et interview, som de to amatørhistorikere havde med Oberleutnant Jürgen Bieler. Denne svømmede i land uden støvler, tørrede sit tøj på stranden og haikede så til Oslo med et ældre norsk ægtepar, der meget venligt kørte den tyske »Gæst« til KNA-hotellet på Parkveien, hvor ambassaden i forvejen havde bestilt værelser. Her troede man, at det drejede sig om et fodboldhold eller en handelsdelegation, men var alligevel så venlige at rense og presse den tyske officers tøj. Helt absurd blev det, da Oberleutnant Bieler, udstyret med norske penge, kørte til
Akershus Fæstning, hvor tilfangetagne norske soldater solgte ham støvler, således at Bieler kunne optræde standsmæssigt som stabsofficer hos den øverstkommanderende.
Om aftenen den 9. april var der kun 800 tyske soldater i Oslo. Da vejrforholdene var dårlige, kaldte chefen for X. Fliegerkorps, general Geisler, flyverne tilbage, men tre maskiner fulgte ikke ordren, som de mente var falsk. Den første faldt ned på Fornebu Flyveplads, den næste blev nedkæmpet af en norsk mitrailleusetrop, hvorunder kommandanten, kaptajn Wagner, blev dræbt, og først det tredie
hold soldater kunne tage flyvepladsen i besiddelse. Den norske regering samt Kongen havde fra
Elverum udsendt befaling om at optage kampen mod Værnemagten, og trods mangelfuldt
udstyr (nordmændene fik næsten ingen artilleristøtte og slet ikke hjælp fra flyvevåbnet) og imod en numerisk stærk overlegen fjende lykkedes det den norske hær at forsvare deres land i næsten to måneder. Ganske vist kom der hjælp fra England, Frankrig og Polen, men for den del af felttoget, som bogen omhandler, nemlig kampene mellem Oslo og Trondheim, bar nordmændene selv hovedbyrden.
Ifølge Pellengahrs optegnelser var den norske modstand spontan, idet tyskerne hele tiden måtte rydde vejspærringer og etablere nødbroer, hvor de oprindelige broer var sprængt i luften, men modstanden kunne også have noget af tilfældighedens karakter, idet f.eks. tre tyskere kunne indtage byen Hamar. Det siger også noget om nordmændenes manglende militære professionalisme, at de lod tilfangetagne tyskere gå frit omkring, og i eet tilfælde lykkedes det en løjtnant at gøre vigtige
notater, som de tyske angribere kunne gøre brug af, da løjtnanten igen blev forenet med sine kampfæller. Trods dette gik der tre uger, før 198. infanteridivision fik kontakt med tropperne fra Trondheim!
I Berlin var Hitler meget utålmodig over den langsomme fremrykning og sendte sin chefadjudant,
oberst Rudolf Schmidt, til Lillehammer, for som Pellengahr skriver: »Hitler krevde timeplan av meg for å kunne fastsette tidspunkt for angrepet mot Holland, Belgia og Frankrike«. En sådan timeplan kunne Hitler imidlertid ikke få, idet terrænforholdene var af en sådan karakter, at tyskernes køretøjer flere gange sad fast og fremrykningen gik helt i stå. I et par tilfælde var situationen så katastrofal, at flere officerer - herunder oberst Laendle - fik nervesammenbrud og måtte hjemsendes
som ukampdygtige. En brutal side af tyskernes fremfærd nævnes: »Straks etter at fremrykningen hadde begynt på østsiden af Glomma 17. april måtte 11/340 gjennom hårde kamper i tettbebyggelsen ved Roverud. Fra hekker, hus og takluker pisket gevær- og Mg-ild imot. Også sivilister var med i kampen. Åtte friskarefolk som ble påtruffet med våpen i hånd måtte skytes«.
Det hævdes, at sådanne tilfælde ikke gentog sig, og at nordmændene i det store og hele opførte
sig korrekt, men ifølge de samlede kilder blev ialt 159 bevæbnede norske civilister henrettet«.
En menig soldats oplevelser er naturligvis af en anden karakter end en generals, og Herbert Silla undrer sig over, at man kunne formå civile norske chauffører til at køre tropperne nordover. Disse bar NS-emblem (norsk nazimærke), men jo nærmere man kom fronten, desto oftere blev emblemet gemt væk. Af hans stenografiske notater fremgår, at et helt tog med engelsk udstyr faldt i tyskernes hænder, og at de første englændere ikke var gode soldater, men under kampene ved Kvam gjorde
han andre erfaringer: »Erfaringsforskjell var forklaringen på engelskmennenes suksess så langt i Kvam. Det aktive engelske regimentet kom fra India og Palestina. Soldaterne hadde lang tjeneste bak søg, fra fire til tolv år. Tyskerne derimot var langt dårligere stilt; de menige hadde bare et
halvt års tjeneste. Derimot klaffet tyskernes organisasjon perfekt«. Efter at have læst »Vi dro mot Nord« følte jeg mig som dansker en smule beskæmmet. For det første skulle halvdelen af 198. infanteridivision være sat af i Danmark, hvis den danske hær - mod forventning - havde sat sig
til modværge. Desuden begyndte kampene i Gudbrandsdalen at svinge over til tyskernes fordel, efterhånden som soldaterne, der havde besat Danmark, kunne frigøres til indsats i Norge. Allerede 14. april kom de første, og endelig kom Ålborg Flyveplads til at spille en betydelig rolle for luftvåbnets aktioner mod mål i Norge.
Min konklusion blev: »Det folk, der ikke vil tage ved lære af historien, må finde sig i, at den gentager sig«!
 
Robert Pedersen
fhv. folketingsmedlem
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

PDF iconmilitaert_tidskrift_119_aargang_nov-dec.pdf

Del: