Vejen mod den ”rigtige” beslutning i krig ender ikke altid ved juraen

Af Anders Henriksen, Cand. Jur., Forsker ved Dansk Institut for Militære Studier.

 

Baggrund Beslutningstagere har i århundreder diskuteret, hvorledes man træffer den ”rigtige” beslutning vedrørende krig.1 Hvornår bør man indlede krig og hvordan bør man som krigsførende part agere, når nu krigen er i gang? Svarene på disse spørgsmål har i historiens løb været søgt hentet flere steder. I tidligere tider hentedes svarerne hovedsaligt i overvejelser af enten religiøs, ideologisk eller moralsk karakter. I dag besvares spørgsmål om krig i høj grad ud fra overvejelser om ret.2 Det skyldes dels den hastigt øgede regulering af krig – der eksisterer i dag internationale regler for stort set samtlige aspekter af krig, herunder hvornår krig må indledes, med hvilke våben krigen må føres og mod hvem våbnene må rettes – og dels den øgede fokusering på vurderinger af legalitet i medierne. 

Udviklingen har afstedkommet en kraftig ”retliggørelse” af beslutninger i krig. Det kommer først og fremmest til udtryk, når det skal besluttes, hvorvidt en stat skal indlede en krig. Det seneste eksempel herpå, var debatten i den danske offentlighed om, hvorvidt Danmark skulle deltage i den amerikansk ledede invasion af Irak i foråret 2003. Vurderingen af, om det var en ”rigtig” beslutning at bistå de amerikanske styrker i Irak blev således hurtigt reelt udlagt som et spørgsmål om lovligheden af en eventuel dansk deltagelse alene. Modstandere af beslutningen om at deltage i invasionen af Irak begrundede således først og fremmest deres modstand på det forhold, at der efter deres opfattelse ikke forelå nogen bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd og invasionen af Irak derfor ikke var lovlig. Den påståede manglende lovlighed bevirkede med andre ord ikke blot, at beslutningen om at invadere Irak var problematisk ud fra retlige overvejelser, men også at beslutningen samlet set fremstod ”forkert”. Samme fokusering på lovligheden af en eventuel invasion af Irak sporedes til tider blandt tilhængerne af beslutningen om at deltage i invasionen, hvor flere argumenterede for det standpunkt, at det forhold, at der efter deres opfattelse forelå det fornødne grundlag for at indlede invasionen netop gjorde, at det var ”rigtigt” at deltage i invasionen. For hvis ikke det irakiske styres overtrædelser af de internationale regler havde konsekvenser, hvorfor så i det hele taget opretholde et regelsystem? Den – efter deres opfattelse blåstemplende – retlige analyse af invasionens lovlighed betød derfor også, at det var ”rigtigt” at deltage i invasionen. 

Den øgede ”retliggørelse” af beslutninger om krig kommer også til udtryk, når det skal besluttes, hvordan man som stat bør agere i krig. Et klassisk eksempel herpå er det forhold, at beslutningstagere ofte forsvarer eventuelle angreb på fjenden i krig, der ikke bare rammer fjendens soldater men også civile med, at de internationale regler ikke i sig selv forbyder angreb, der risikerer at koste civile livet, og at man jo derfor som det klare udgangspunkt ”ikke har gjort noget galt”.3 

”Retliggørelsen” af krig er naturligvis i det store hele meget positiv. Det må være betryggende for enhver at vide, at den klassiske antagelse om, at ”loven er tavs i krig”4, ikke holder stik, og at end ikke slagmarken er undtaget for international regulering. Når der bortses fra den helt åbenbare kvalitet, at reguleringen af krig giver visse sårbare grupper af mennesker en særdeles tiltrængt beskyttelse mod virkningerne af voldshandlinger i krig, har regulering af krig også den kvalitet, at den giver de involverede parter og deres militære styrker klarhed over, hvad de selv må foretage sig, og hvad de kan forvente sig af deres fjender. 

Set fra et etisk perspektiv har den øgede regulering af krig imidlertid også en bagside. I kølvandet på enhver ”retliggørelse” opstår der nemlig en risiko for, at overvejelser om ret fortrænger alle andre overvejelser – herunder mere etisk betonede. Der består med andre ord en risiko for, at svaret på, hvad man ”bør” gøre sidestilles med svaret på, hvad man ”må” gøre, og at den lovlige løsning derfor også automatisk bliver at anse som den ”rigtige” løsning. Dersom der ikke var forskel på jura og etik ville dette naturligvis ikke volde nogen etiske problemer. Som gennemgangen i dette bidrag til debatten om etik og krig illustrerer, er det imidlertid ikke altid sikkert, at der er lighed mellem den korrekte retlige beslutning i krig og den ”rigtige”. I det følgende gives i hvert fald en række eksempler på, at enkelte af det internationale samfunds absolutte forbud mod en given adfærd i krig i praksis kan føre til resultater, der kan forekomme mindre ”rigtige”.  

Krigsrettens absolutte forbud
Enkelte dele af det internationale samfunds regulering af krig er udformet som absolutte forbud, for hvilke der ikke gælder nogen undtagelser. For så vidt angår reguleringen af indledning af krig fremgår det således af FN Pagten, at det internationale forbud mod magtanvendelse er absolut, og at kun en beslutning fra FN’s Sikkerhedsråd eller et væbnet angreb mod staten kan begrunde, at en stat indleder en krig mod en anden stat.5 Ingen anden begrundelse kan gøre indledningen af krig lovlig. Og det gælder uanset hvor ædle hensigter, der eventuelt måtte ligge til grund for en stats ønsker om at indlede en krig.6 Det fremgår på samme måde af reguleringen af voldsudøvelse under krig, at visse typer af våben aldrig er lovlige. Og det gælder uanset hvor saglige grunde der end måtte ligge bag anvendelsen af disse våben. På tilsvarende vis det fast antaget, at der aldrig kan gøres undtagelser til forbudet mod tortur, uanset hvilke motiver der måtte ligge til grund for udøvelsen af tortur. 
 
Det er naturligvis ikke uden grund, at disse forbud i det internationale samfunds regulering af krig er udformet som absolutte forbud. Et absolut forbud eliminerer risikoen for, at stater udhuler indholdet af forbudet ved at fortolke undtagelserne hertil for vidtgående. Dertil kommer, at et absolut forbud mod en given adfærd kan være egnet til at udtrykke en grundlæggende og ofte etisk betinget afstandtagen til krænkelser af forbudet. Det absolutte forbud mod tortur udtrykker således det internationale samfunds etiske afstandtagen til tortur.7 Det forhold, at der ofte ligger etiske overvejelser til grund for nogle af det internationale samfunds absolutte forbud i krig, bevirker imidlertid ikke, at disse forbud ikke i praksis kan føre til resultater, der kan være vanskelige at forene med netop etiske overvejelser. Det volder i hvert fald ikke de store problemer at finde eksempler, hvor det umiddelbart kan forekomme mindre ”rigtigt” at insistere på, at der ikke konkret skulle kunne gøres undtagelser til de absolutte forbud. 
 
Det første eksempel er særdeles velkendt. Det drejer sig om konsekvenserne af det absolutte forbud i FN Pagten mod indledning af krig, der ikke opfylder de udtrykkeligt opregnede undtagelser i Pagten. Som en helt overordnet betragtning er det naturligvis klart, at et absolut forbud mod indledning af krig i vidt omfang giver god mening. For det er jo langt hen af vejen i vore alles interesse, at det ikke bare står en stat frit for at indlede krige mod andre stater. Og det er jo ikke, fordi verdenshistorien savner eksempler på, at stater under påskud af gode intentioner har indledt krige og forårsaget massive humanitære lidelser i andre stater. Netop hensynet til at mindske humanitær lidelse var da også et af de formål, der lå til grund for oprettelsen af FN og FN Pagten i 1945.8 Det absolutte forbud mod indledning af krig betyder imidlertid i praksis også, at stater ikke – i fraværet af en autorisation fra FN’s Sikkerhedsråd – er berettigede til at gøre brug af væbnet magt i andre stater for dér at forsøge at standse en humanitær katastrofe.9 Forbudet mod indledning af krig kan med andre ord tvinge alverdens stater til at være passive tilskuere til overgreb mod civile. Og en ting er, om FN Pagten foreskriver, at det ikke er tilladt for en stat at indlede en krig i en anden stat for at standse et blodbad. Noget ganske andet er, om dette forbud også altid fører til ”rigtige” resultater. 
 
Det andet eksempel på en situation, hvor det umiddelbart kan forekomme mindre ”rigtigt” at insistere på, at der ikke konkret skulle kunne gøres undtagelser til et absolut forbud vedrører det absolutte forbud mod anvendelsen af kemiske våben i krig. For selvom der synes at være almindelig enighed om, at brugen af visse typer af kemiske våben på grund af disses frygtelige skadevirkninger på ofrene strider mod almindelige forestillinger om etik, er det ikke nødvendigvis også åbenbart, at enhver anvendelse af alle typer af kemiske våben altid vil være uetisk. For det er jo ikke alle typer af kemiske våben, der er dødelige eller efterlader permanente skader. 
 
Der kan være flere situationer, hvor opretholdelse af et absolut forbud mod anvendelsen af kemiske våben forekommer mindre ”rigtigt”. Hvis man forestiller sig et – ikke helt usandsynligt – scenarium, at en gruppe soldater under krigshandlinger har forskanset sig i huler i et bjergrigt landskab. Det absolutte forbud mod anvendelsen af kemiske våben gør, at det ikke er tilladt for fjenden at kaste tåregas ind i hulerne for at tvinge soldaterne til at komme ud og overgive sig. Og det selvom virkningen af tåregas kun er midlertidig. Tåregas er nemlig at anse som et kemisk våben, der ikke må anvendes i krig.10 Forbudet mod anvendelsen af tåregas fører i den konkrete situation meget muligt til væsentlig mere død og ødelæggelse end nødvendigt. Det lovlige – og realistiske – alternativ til anvendelsen af tåregas mod de forskansede soldater i hulerne vil nemlig være, at der kastes konventionelle bomber ind i hulerne, hvorved samtlige forskansede soldater med stor sandsynlighed dræbes. Hvorvidt denne løsning ubetinget skulle være mere ”rigtig” end at anvende tåregas kan i hvert fald diskuteres. 
 
Det tredje eksempel på en situation, hvor det kan diskuteres, om ikke en insisteren på, at der ikke konkret skulle kunne gøres undtagelser til et absolut forbud kan føre til et resultat, der kan være vanskeligt at forsvare etisk vedrører forbudet mod tortur.11 Det skal indledningsvis bemærkes, at forbudet mod tortur udgør et af de mest veletablerede absolutte forbud i det internationale samfund12, og at alene tanken om staters forsætlige på førelse af smerte på magtesløse personer – heldigvis – for de fleste fremstår som et primitivt levn fra tidligere og mørkere perioder af verdenshistorien. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at man ikke kan forestille sig situationer, hvor anvendelsen af tortur som en sidste udvej i hvert fald bør kunne diskuteres. Det evigt tilbagevendende tankeeksperiment med den hypotetiske skjulte tikkende bombe, der truer med at tage uskyldige menneskers liv, medmindre bombens bagmand tortureres til at afsløre, hvor bomben er skjult, gengives ofte som netop en sådan situation.13  
 
Dilemmaet – og den nødvendige afvejning af hensyn
Eksemplerne illustrerer, at det ikke altid er sikkert, at der er lighed mellem den korrekte retlige beslutning i krig og den ”rigtige” beslutning. De illustrerer derfor også, at beslutningstagere undertiden kan stå i et dilemma. Hvad stiller man op, når den korrekte retlige beslutning muligvis fører til et umiddelbart ”urigtigt” resultat? 
 
Pointen på dette sted er ikke, at beslutningstagere nødvendigvis skal vælge at se stort på et absolut forbud og bryde det internationale samfunds regler. For der er jo som nævnt ofte gode grunde til, at det internationale samfund nu engang har valgt at udforme de respektive forbud som absolutte. Pointen er i stedet, at beslutningstagere ikke desto mindre bliver nødt til at indse, at en insisteren på, at der aldrig kan gøres undtagelser til et absolut forbud i krig kan have etiske konsekvenser. Pointen er derfor også, at beslutningstagere i deres bestræbelser på at træffe den ”rigtige” beslutning i krig ikke altid blot kan standse ved juraen. Eller med andre ord: Vejen mod den ”rigtige” beslutning ender ikke altid ved juraen. For den retligt korrekte løsning risikerer undertiden at føre til resultater, der kan være vanskelige at forsvare ud fra etiske hensyn.14

Den øgede ”retliggørelse” af beslutninger i krig har imidlertid som indledningsvis berørt ikke desto mindre i praksis betydet, at beslutningstagere i deres bestræbelser på at træffe den ”rigtige” beslutning i krig som regel altid standser ved juraen. Så når beslutningstagere konfronteres med en situation, hvor de skal beslutte, om der bør gøres en undtagelse til et absolut forbud, svarer de derfor benægtende. Det er ikke i orden at forsøge at standse blodbad i andre stater ved brug af magt. Det er ikke i orden at anvende visse typer af tåregas, og det er aldrig i orden at gøre brug af tortur. For det er jo forbudt. Men herved svigter beslutningstagerne undertiden deres etiske ansvar. For i modsætning til juristerne skal beslutningstagerne jo ikke nødvendigvis nå til det retligt mest korrekte resultat, men derimod det samlet set mest ”rigtige” resultat. 

Når beslutningstagere skal træffe den ”rigtige” beslutning i krig, synes der ikke at være nogen vej uden om, at de forholder sig til samtlige etiske konsekvenser, der måtte være resultatet af en given beslutning, og at de afvejer disse konsekvenser over for hinanden. Hvad er de positive konsekvenser af en påtænkt beslutning i krig og hvad er de negative? Og hvis beslutningstagerne efter en sådan afvejning måtte komme til den konklusion, at der ikke kan gøres en undtagelse til forbudene mod indledningen af krig, anvendelsen af kemiske våben eller brug af tortur er det for så vidt ganske udemærket. Afgørende må blot være, at beslutningstagerne som led i denne beslutningsproces ikke kun har inddraget de retlige konsekvenser af deres beslutning, men også de etiske. 

Det betyder naturligvis også, at den beslutningstager, der er villig til at tillade en overtrædelse af et absolut forbud, må bære ansvaret for de negative konsekvenser, der er resultatet heraf. Så hvis man er villig til at tillade en stat at indlede en krig for at standse et blodbad i en anden stat, selvom der ikke foreligger en autorisation fra FN’s Sikkerhedsråd, må man også bære ansvaret for den underminering af den internationale retsorden, der uafværgeligt vil være en af konsekvenserne heraf. Og hvis man er villig til at anvende kemiske våben i krig eller udsætte en person for tortur, må man også bære ansvaret for, at sådanne handlinger risikerer at bidrage til at erodere indholdet af forbudet mod henholdsvis anvendelsen af kemiske våben og anvendelsen af tortur. 

Beslutningstageres etiske ansvar går imidlertid begge veje. Den beslutningstager, der holder fast i, at forbudet mod indledning af krig er absolut, må derfor også være parat til at bære ansvaret for de etiske konsekvenser, der er forbudet med denne konklusion. Så hvis en stat aldrig må indlede en krig mod andre stater, medmindre staten selv er blevet angrebet eller der foreligger en autorisation fra FN’s Sikkerhedsråd, hvad så med de situationer, hvor man ønsker at standse et blodbad og der ikke foreligger en autorisation fra Sikkerhedsrådet? Hvad så med Rwanda? Hvad så med Darfur? På samme måde må den der holder fast i, at forbudet mod kemiske våben er absolut også være parat til at forsvare de etiske konsekvenser, der kan være konsekvenserne heraf. Hvad nu hvis brugen af kemiske våben kunne forhindre massevis af døde soldater? Hvad med soldaterne i hulerne? Og det samme gælder forbudet mod tortur. Hvad nu hvis torturen kunne hindre uskyldige mennesker død? Hvad med den tikkende bombe?  

Fremtiden
Enkelte forhold indikerer, at beslutningstagere i stigende grad er villige til at anlægge en mere pragmatisk holdning til det internationale samfunds regulering af krig og nogle af de nævnte absolutte forbud. Navnlig to forhold påkalder sig i den forbindelse opmærksomhed. Det første er, at flere beslutningstagere på baggrund af de humanitære tragedier i 1990’erne har bekendtgjort, at der synes at være behov for en mere nuanceret tilgang til spørgsmålet om, hvorvidt der kan gøres undtagelser til forbudet mod indledning af krig. Det indikerer klart, at flere beslutningstagere i deres bestræbelser på at træffe den ”rigtige” beslutning ikke (længere) føler det tilstrækkeligt at standse ved juraen. De etiske konsekvenser forbundet hermed kan nemlig konkret føles for store. 
 
Det andet forhold er den efterhånden klassiske diskussion om den såkaldte tikkende bombe. Her er det i hvert fald interessant at notere sig, at tilhængerne af opretholdelsen af et absolut forbud mod tortur i stadigt stigende grad føler behov for at understøtte deres etiske betingede argumenter mod anvendelsen af tortur med mere praktisk betonede argumenter. Tortur er således ikke blot etisk forkastelig. Tortur virker heller ikke. Man kan nemlig efter signende ikke stole på de oplysninger, man får ved at torturere folk. Den samtidige anvendelse af et etisk betonet og et mere praktisk betonet argument imod anvendelsen af tortur er interessant. For selvom det selvsagt umiddelbart ved det første øjekast styrker argumentet imod anvendelsen af tortur, at anvendelsen af tortur ikke blot er uetisk, men heller ikke har den tiltænkte virkning, så synes den samtidige anvendelse af både et etisk betonet og et praktisk betonet argument ikke desto mindre alligevel at svække styrken af det etiske betonede argument. For hvis det er nødvendigt at understøtte et etisk betonet argument med et praktisk betonet argument, åbner man i sagens natur implicit op for, at andet end etisk betonede overvejelser overhovedet kan tillægges betydning. Og herved svækkes styrken alt andet lige af det etisk betonede argument.
 
Ved at inddrage et praktisk betonet argument skaber tilhængerne af et absolut forbud imod tortur derfor reelt også problemer for sig selv. For hvad bliver konsekvensen, hvis deres præmis om den påståede manglende virkning af tortur ikke holder? Hvad nu hvis det konkret måtte vise sig, at tortur rent faktisk kan have den tiltænkte virkning? Hvilken betydning vil det få for den samlede afvejning?   

Udviklingen i de kommende år vil vise, om den mulige tendens i retning af en mere pragmatisk holdning til det internationale samfunds absolutte forbud i krig fortsætter. Set fra et etisk perspektiv kan man i hvert fald i det mindste håbe, at beslutningstageres tidligere tiders nærmest konsekvente automatiske prioritering af retlige overvejelser frem for alle andre, omsider er ved at være forbi. For der er nu engang forskel på ret og etik. Og vejen mod den ”rigtige” løsning i krig ender ikke altid ved juraen... 

 

Noter
1 Det er velkendt, at der ikke er enighed om, hvad der mere præcist indeholdes i begrebet “etik”. På dette sted anses begrebet ”etik” imidlertid som en rettesnor for, hvordan man samlet set ”bør” agere. En ”etisk” korrekt beslutning betegnes derfor også som en ”rigtig” beslutning.
2 Se hertil også David Kennedy, Of Law and War, Princeton University Press, 2006.  
3 Det er værd at bemærke, at den humanitære folkeret rummer en regel om proportionalitet, hvorefter eventuelle civile tab ved et angreb mod et militært mål skal holdes op imod den militære fordel, der er forbundet ved at gennemføre angrebet. Angreb på et militært mål, der koster civile livet, er derfor heller ikke nødvendigvis i strid med reglerne i den humanitære folkeret. 
4 Der henvises her til den Ciceros klassiske latinske sætning ”Inter Arma Silent Leges”, der genfindes i Cicero, Oratio Pro Annio Milone. Den engelske udlægning af grundsætningen – laws are silent amindst arms – genfindes bl.a. i den amerikanske højesterets afgørelse i sagen Ex parte Milligan, 71 U.S. 2 (1866), s. 20. 
5 Sammenhold FN Pagtens artikel 2, stk. 4, med artikel 42 og artikel 51. 
6 Det forhold, at der netop findes to udtrykkelige undtagelser til forbudet mod indledning af krig i FN Pagten, taler selvsagt for, at forbudet ikke anses som et absolut forbud. Da der imidlertid alene kan gøres undtagelse til forbudet mod indledning af krig, hvis der foreligger en autorisation fra FN’s Sikkerhedsråd eller ved et væbnet angreb, anses forbudet ikke desto mindre – på dette sted i hvert fald – som et absolut forbud. 
7 Se bl.a. bemærkningerne fra krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien i Prosecutor v. Anto Furundzija, Case No. IT-95-17/1, Trial Chamber Judgment, præmis 154: “… this prohibition is designed to produce a deterrent effect, in that it signals to all members of the international community and the individuals over whom they wield authority that the prohibition of torture is an absolute value from which nobody must deviate.”
8 Præamblen til FN Pagten lyder bl.a.: “We the Peoples of the United Nations Determined to save succeeding generations from the scourge of war, which twice in our lifetime has brought untold sorrow to mankind”. 
9 Det skal dog bemærkes, at det har været genstand for intens debat i den folkeretlige litteratur, hvorvidt såkaldte ”humanitære interventioner” – på trods af det klare sprog i FN Pagten – ikke desto mindre kan være forenelige med folkeretten. For danske bidrag til denne debat, se bl.a. Ole Spiermann, “Intervention as a Necessity and the Threat or Use of Jus Cogens”, Nordic Journal of International Law, Vol. 71 (2002), s. 523-543, Jens Elo Rytter, “Humanitarian Intervention without the Security Council: From San Francisco to Kosovo – and Beyond”, Nordic Journal of International Law, Vol. 70 (2001), s. 121-160, Frederik Harhoff, “Unauthorised Humanitarian Interventions – Armed Violence in the Name of Humanity?”, Nordic Journal of International Law, Vol. 70 (2001), s. 65-119 og Dansk Udenrigs Politisk Institut, Humanitær Intervention, Retlige og Politiske Aspekter, Dansk Udenrigspolitisk Institut (1999).  
10 Se protokol af den 17. juni 1925 mod anvendelse til krigsbrug af kvælende, giftige eller lignende gasarter samt bakteriologiske krigsmidler og konventionen af 13. januar 1993 om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring og anvendelse af kemiske våben og sådanne våbens tilintetgørelse.
11 For en definition af tortur, se artikel 1 i FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf af 10. december 1984.
12 Det antages endda, at forbudet mod tortur har karakter af såkaldt ”jus cogens”, se bl.a. præmis 153 i afgørelsen nævnt i note 7.
13 En sag fra ”virkelighedens verden” blev oprullet i sommeren 2003 i Tyskland i forbindelse med retssagen mod vice-præsidenten for Frankfurts politi, Wolfgang Daschner. Dashner havde beordret brug af tvang mod en person, Magnus Gaefgen, der havde kidnappet en dreng og nægtede at oplyse, hvor drengen befandt sig, se Landgericht Frankfurt a.M., Judgment of 20 December 2004, Neue Juristische Wochenshrift 2005, 692-696, på: www.lg-frankfurt.justiz,hessen.de/internet/lgfrankfurt.nsf/vwContentByKe... (besøgt 5. september 2007).   
14 Mange tilhængere af de absolutte forbud afviser konsekvent at tage stilling til de dilemmaer, som de opstillede eksempler rejser. Scenarierne er nemlig efter signende urealistiske. Det er således angiveligt ikke realistisk, at nogle stater vil sætte deres egne soldaters liv på spil blot for at redde andre mennesker fra overgreb, at der ikke skulle være andre muligheder at få de forskansede soldater i hulerne til at overgive sig på og herved undgå den visse død end ved at anvende tåregas eller, at der nogensinde vil opstå en situation, der er så ligetil, som den, der skitseres i tankeksperimentet om den tikkende bombe. Sådanne ”undvigemanøvrer” er selvsagt utilfredsstillende al den stund, at man vel udmærket kan tage stilling til en konkret problemstilling, selvom denne måtte forekomme opstillet.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_136.aargang_nr.3_2007.pdf
 

Litteraturliste

Del: