Værnsfælles doktrin - For svar s akademiets behov for en værnsfælles doktrin

Der er ingen tvivl om, at det seneste års debat om doktrin og doktrinudvikling bl.a.
her i tidsskriftet, har haft en meget gavnlig effekt på den generelle forståelse af
begrebet doktrin i almindelighed og af problemerne omkring en værnsfælles
doktrin i særdeleshed.
Jeg agter ikke i denne artikel at gentage argumenterne for en værnsfælles
national doktrin, men vil i det efterfølgende gøre rede for, hvorfor det vurderes
nødvendigt, at Forsvarsakademiet var nødt til at udbygge og opdatere viden om
værnsfælles doktrin i det, der sidste år udkom som ’’Udkast til værnsfælles doktrin”,
og som i anden og kraftigt forbedret version kommer til at hedde ’’Håndbog om
værnsfælles doktrin:” Såfremt man skulle opfatte dette som en endeløs argumenteren
for en dansk værnsfælles doktrin er dette helt korrekt, men jeg håber også, at
læseren forstår baggrunden for denne argumentation, idet den er taget udfra
Forsvarsakademiets behov.
Jeg vil i det følgende kort redegøre for Forsvarsakademiets behov for en
værnsfælles doktrin, idet dette behov falder indenfor to hovedkategorier: Forskning
eller sagsbehandling og undervisning.

Foto: Forsvaret.dk

Sagsbehandling eller forskning
Som anført i forgående artikler i Militært Tidsskrift fungerer Forsvarsakademiet
som Forsvarskommandoens sagsbehandlere bl.a. når talen falder på NATO’s
værnsfælles doktrin AJP-01. For at kunne gøre andet end blot at nikke bejaende til
de øvrige NATO landes forslag til justeringer og ændringer af det, der dengang hed
AJP-1 besluttede faggruppen, at vi da måtte have nogle selvstændige tanker
vedrørende NATOs doktrinudvikling. Specielt på områder, der jævnfør os selv er
typiske danske nemlig det at kunne tænke kreativt indenfor komplekse problemområder,
her f.eks. i forbindelse planlægningen af en kampagne, samt især indenfor
områder, der kræver nytænkning eksempelvis, Information Warfare og placeringen
af dette begreb i forhold til Command og Control Warfare mv. Herudover skulle
man også mene, at vi i Danmark har nogle ret omfattende erfaringer inden for det
omfattende område, der hedder fredsstøttende operationer.
Forudsætningen for at kunne gøre andre lande delagtige i vores danske tanker
og for derigennem at kunne bidrage til udviklingen i NATO måtte vi altså til at
sammenfatte vores erfaringer og viden om doktrin herunder høre, hvem der
eventuelt kunne bidrage med sådanne erfaringer, idet jeg nødtvunget må indrømme,
at vi ikke er altvidende på Forsvarsakademiet. Udviklingen indenfor dette område
er gået hurtigt og efter min mening særdeles hensigtsmæssigt. Det udkast, der bliver
færdigt her til efteråret, vil være langt mere udbygget end den forgående udgave.
De operative kommandoer er blevet hørt og har kommenteret og justeret de
relevante kapitler i den værnsfælles doktrin, ligesom en større antal enkeltpersoner
(tjenstgørende såvel som officerer af reserven - en særlig tak til major Jan
Hjortshøj, der har ydet et fremragende arbejde samt til reserveofficersforeningens
PSYOPS specialister) samt forskellige myndigheder vil have bidraget til den
kommende udgave.
Vi har netop overstået et møde i AJP-01 (NATOs Værnsfælles doktrin)
arbejdsgruppen i Bruxelles, hvor Danmark rejste et principielt forslag om at tilføre
et nyt fokuseringsværktøj de såkaldte Operational Objectives indenfor kampagneplanlægningen.
Forslaget blev ikke vedtaget, men det blev modtaget positivt af
Holland, Tyskland, England og USA, hvorfor vi agter at genfremsætte det i et
relevant forum senere på året med henblik på at få det vedtaget i næste udgave af
AJP-01. Uden det forudgående arbejde med doktrinen ville vi umuligt kunne have
nogen form for selvstændig tankegang og måtte derfor blot have accepteret ,at de
øvrige lande satte dagsordenen.
Som et eksempel på at det nytter noget, kan jeg fremdrage det danske
flyvevåben. I forbindelse med udarbejdelsen af den første udgave af den værnsfælles
doktrin indgik Forsvarsakademiet et meget frugtbart samarbejde med Flyvertaktisk
Kommando (FTK), hvor FTK virkelig fik sat et betydende aftryk på den
værnsfælles doktrin. FTK nedsatte en doktringruppe, der senere udgav det danske
flyvevåbens doktrin for operationer på det operative niveau. P.t. er det bl.a. det
danske flyvevåben, der sætter dagsordenen for arbejdet i AJP 3.3. arbejdsgruppen,
idet de danske tanker om at indføre et operativt niveau i doktrinen drøftes med
betydelig vægt, ligesom den danske overvejelsesmodel bliver sat til afstemning med
gode muligheder for at blive valgt som standard NATO model. Bliver de danske
tanker ophøjet til NATO-doktrin i AJP 3.3. regi, vil disse via AJP 3 blive indført
i AJP-01 doktrinen, hvorfor man kan sige, at det danske flyvevåben vil have haft
en afgørende indflydelse på udformningen af NATO-doktrinen.
Det er min påstand, at uden det arbejde, der var sket med flyvevåbnets bidrag
til den værnsfælles doktrin samt den senere udarbejdelse af en selvstændig
flyvevåben doktrin på det operative niveau, så ville Danmark blot have siddet
tilbage og ladet de andre NATO-lande bestemme dagsordenen.
Det er videre min påstand, at såfremt vi ikke i Danmark systematisk sætter dette
arbejde i gang indenfor området værnsfælles doktrin, så vil vi ikke kunne henvise
til ovenstående solstrålehistorier, men blot lade de andre bestemme dagsordenen.
Vi er i Danmark det eneste land i NATO - bortset fra Island og måske også
Luxembourg - der ikke har en hierarkisk opbygget national doktrinorganisation,
som skal understøtte og koordinere nationens arbejde med at udarbejde og påvirke
NATOs doktriner. Som sagerne står i dag, sidder de forskellige danske repræsentanter
i de forskellige arbejdsgrupper uden at have kendskab til, hvad de andre
laver, og hvilke interesser vi overordnet burde forfølge nationalt, fordi vi ikke
overordnet har beskrevet hvilke danske interesser, der findes i forhold til NATOdoktrinen.
Jeg vil kun pege på, at en dansk national værnsfælles doktrin ville
tilsikre, at alle ville have et overblik over, hvor vi som nation ønskede at gå hen,
men da dette ikke er formålet med denne artikel, skal jeg undlade yderligere
argumenter i denne forbindelse.
Forsvarsakademiet har via sit samarbejde med de øvrige nordiske forsvarsakademier
netop haft det årlige koordinationsmøde, hvor bl.a. den værnsfælles
nationale doktrin blev drøftet. Det fremgik af disse drøftelser, at de øvrige nordiske
nationer, specielt Norge, er langt fremme med arbejdet omkring doktrinen. Sidste
år udsendte den svenske ÖB den svenske nationale doktrin for fredsstøttende
operationer. Norge har netop udsendt første del af det, der skal blive en norsk
værnsfælles national doktrin, som er påtænkt at skulle udgives af den norske
forsvarsstabschef.
 

Undervisning
Skal jeg belyse doktrinens indflydelse på undervisningssituationen, vil jeg tage
udgangspunkt i de faktorer, vi forsøger at meddele vores elever, når de møder på
Forsvarsakademiets stabskursus. Det er Forsvarsakademiets grundlæggende holdning,
at stabskursus er et militært kursus og at officerer kun udmærker sig på et
punkt i forhold til alle andre personer, nemlig ved at forsvarets officerer alle skal
kunne kæmpe, herunder at officerens fornemmeste arbejde er at kunne føre
enheder, skibe og fly for derved at kunne udgøre statens magtmonopol. På alle
andre områder end det operative vil civile personer altid kunne stille med
kompetence, der overstiger officerens. På det regnskabsmæssige, det ressourcestyrende,
det forskningsmæssige, det sikkerhedspolitiske område o.s.v. vil det
civile samfund altid kunne mønstre en højere grad af professionel kompetence end
forsvaret, fordi civile funktioner normalt vil anvende alle ressourcer indenfor et
enkelt felt og ikke som officeren, der skal kunne lidt af hvert. Jeg er helt opmærksom
på, at vi har officerer, der har en omfattende kompetence indenfor ovennævnte
områder, men alle indgår med denne ekspertise i en militær organisation, hvis
endemål er, at den skal kunne kæmpe uanset om man sidder på et skib eller i en afdeling
som regnskabsofficer eller lignende. Hertil kommer, at det er særdeles ressourcekrævende
at producere officerer i forhold til tilsvarende civile uddannelser.
Man kan gå i byen og købe den civile ekspertise i form af jurister og ingeniører, der
typisk vil have en 4 - 6 års uddannelse bag sig, men det koster 15 - 20 år at
producere den slags officerer, der kommer på VUT-II. Vi kan ikke gå ud i byen og
købe disse. Vi må selv producere dem. Dette er årsagen til, at det operative virke
tillægges så stor en betydning på stabskursus, idet dette virke i den mest rendyrkede
forstand er officersstandens eneste eksistensberettigelse.
Problemet med undervisningen i operationer og logistik på det operative niveau
er, at vores elever ofte er udstyret med rigt mål af holdninger, men ofte meget lidt
konkret viden. Et forhold, der er karakteristisk for mange af de officerskollegaer,
der ikke har haft mulighed for at følge med udviklingen inden for operationer. Hvad
der var god latin for 5 - 10 år siden er blevet overhalet af den internationale
udvikling. Vi har alle meget travlt med at passe vores daglige gøremål på hvert sit
niveau, hvorfor vi ikke kan følge med på alle områder - en tendens der også gælder
værnsfælles operationer på det operative niveau. Problemet er, at ikke mange vil
indrømme at man måske ikke helt er up-to-date med hensyn til konkret viden inden
for den disciplin, der hedder værnsfælles operationer med basis i NATO’s
værnsfælles doktrin. Denne mangel på konkret viden kompenseres ofte med
holdninger, der skal benægte dels den internationale udvikling dels at vi måtte have
brug for at følge den internationale udvikling. Udviklingen er egentlig forbløffende.
Jeg kender ikke ret mange officerer, der ikke gladeligt vil indrømme, at de måske
ikke er helt up-to-date med hensyn til kendskabet til DeMap og DeMars. Men at
indrømme at man ikke er helt med inden for værnsfælles operationer er helt
udelukket. I lighed med de kurser, der iværksættes for at orientere om DeMap og
DeMars burde man lave små et til todages kurser på Forsvarsakademiet inden for
værnsfælles operationer for derved at orientere om den internationale udvikling og
derved sætte vores travle kollegaer og mange af vores chefer i stand til at vurdere,
hvad der egentlig foregår i NATO og på det internationale område og dermed kunne
vurdere denne udviklings betydning for det danske forsvars vedkommende.
Under arbejdet med doktrinen på forsvarsakademiet drøftes mange forskellige
forhold, idet et af de mest anvendte spørgsmål er hvorfor vi dog på det seneste har
så megen brug for en værnsfælles doktrin, når vi i så mange år har måttet undvære
en sådan.
Svaret er ligefor, idet vi de sidste knapt ti år har gennemgået en meget
betydende udvikling dels internt i det danske forsvar, dels i forbindelse med
ændringen i den internationale sikkerhedspolitiske ramme. I de gode gamle dage
med den kolde krig vidste alle i forsvaret hvad de skulle lave. Man havde et helt
afklaret syn på ens opgaver i tilfælde af krig. Som daværende eskadronschef skulle
jeg til Slesvig-Holsten med mine kampvogne og der skulle jeg så blive, hvis krigen
brød ud. Søværnet, flyvevåbnet og den sjællandske del af hæren skulle i operation
HURRICANE sammen med vore tyske allierede imødegå den kombinerede trussel
fra et WAPA-angreb. Der var dengang ikke det store behov for at nedskrive nogen
form for værnsfælles doktrin, idet alle involverede nøjagtig vidste, hvad de skulle
gøre, og hvem de skulle arbejde sammen med. Man havde som udgangspunkt en
operativ doktrin med stort set kendte parametre. Man kendte indsættelsesområdet
den formodede fjende samt den formodede fjendes doktrin - altså hvordan han
formentlig ville indsætte sine styrker i et kommende angreb. Man havde indøvet alle
former for kommunikationssystemer samt arrangementer for at kunne kontrollere
og koordinere egne styrker på den mest hensigtsmæssige måde.
Siden dengang er situationen skiftet totalt. Vi kender ikke længere den
potentielle modstander, indsættelsesområdet eller andre faste parametre. Vi bliver
nødt til at arbejde udfra en generel idé om, at det man som officer får sine penge for
er at kunne indsætte statens magtmonopol på den mest hensigtsmæssige og mest
økonomiske måde set i lyset af den moderne udvikling indenfor faget. Man hører
ofte at dagens officerer studerer fortidens historie for at kunne kæmpe den næste
krig udfra disse præmisser. Men fejlen er ofte at de fleste officerer sjældent studerer
fortidens kampagner og derfor kan risikere at gentage de fejl, der blev begået i den
forgående krig. Eller endnu værre: Gentage fortidens fejltagelser inden for
fredsstøttende operationer mv., og dette fordi vi ikke systematiske opsumerer vores
erfaringer med henblik på at gøre det bedre næste gang. Det er derfor, at arbejdet
med doktrin er væsentligt. Arbejdet med doktrin er at arbejde med fremtidige krige,
konflikter og kriser - og det er vel egentlig det, vi far løn for.
Vi starter på akademiet undervisningen med at gennemgå krigsførelsens
forskellige niveauer med eksempler fra Falklandskrigen samt videoeksempler fra
Golfen, hvor det tydeligt fremgår, at krigsførelse er opdelt i fire niveauer: Det
overordnede strategiske niveau (Grand Strategy), hvor det primært er politikken der
fastsætter dagsordenen, det militær-strategiske niveau, det operative og endelig det
taktiske niveau. Efter denne gennemgang er det ret indlysende, hvorfor vores
omverden opererer med denne opdeling, ligesom vi også vil have en forståelse for,
hvorfor man ikke automatisk kan indplacere våbensystemer på disse niveauer -
måske bortset fra masseødelæggelsesvåben. Som et eksempel herpå kan jeg nævne
det udmærkede eksempel fra vores debat her i tidsskriftet nemlig søminerne. Hvis
man udlægger disse miner i et internationalt stræde, optræder disse i en sammenhæng,
som kan - eller vil - have strategiske betydning. Smider man de samme miner
i Præstø Rende - eller endnu bedre i bunden af Præstø Fjord, så kan man
selvfølgelig ikke hævde, at minerne i denne rolle har strategiske betydning. Det
samme gælder fly, uanset om vi taler om et B 52, Bl eller B2 bombefly - som i
gamle dage hed strategiske bombefly - er det i dag disse flys indsættelsesrolle, der
bestemmer hvilket niveau de indsættes på.
Herefter går vi i gang med at drøfte doktrin i almindelighed, idet der hersker
mange myter omkring dette ord. Ordet har en accepteret NATO-betydning og en
vedtaget NATO-defmition. Det er ikke et enkelt værn, der har indført dette begreb.
En ulyst til at anvende ordet doktrin stammer tilsyneladende fra holdninger og
følelser, men har udgangspunkt i meget lidt konkret viden. Danmark har tiltrådt
både AAP-6 og AJP-1 hvor begrebet doktrin defineres. Og det er vel egentligt lidt
mærkeligt at vi i Danmark ikke skulle kunne anvende et ord, alliancen har vedtaget,
og som for alle giver en klar mening. Det fastslås, at man ikke kan drøfte og udvikle
værnsfælles doktrin med mindre man har et tilbundsgående kendskab til sit eget
værns måde at operere på. Værnsfælles doktrin er altså noget, der bygger på, at de
enkelte værn har deres egen doktrin og ikke noget, der forsøger at udviske de
enkelte værns karakteristika til noget mystisk værnsfælles. Kun ved at kende de
enkelte værns særpræg og særlige måde at operere på, vil den operative fører kunne
kombinere disse evner, og dermed opnå den såkaldte synergieffekt, hvor de
forskellige værns våbensystemer og operationer kombineres således, at den samlede
effekt bliver større, end hvis man blot indsatte midlerne enkeltvis og ukoordineret.
Et eksempel herpå kunne være, at hæren blev beordret til at beskyde en korridor
med artilleri og MLRS for at bekæmpe Ijendtligt luftværn, for derved at sætte
flyvevåbnet til at benytte denne rensede korridor for at kunne bekæmpe mål i
dybden.
Størstedelen af undervisningen benyttes til at drøfte og anvende de såkaldte
fokuseringsværktøjer, som anvendes til at designe en kampagne. Der er ofte hos
eleverne den opfattelse, at da danske officerer aldrig vil skulle designe en
selvstændig national kampagne, så har vi ikke brug for en værnsfælles dansk
doktrin, fordi vi jo altid vil indgå i en multinational styrke og derfor må anvende
NATO doktrinen. Når manharværetigennem uddannelsen på Akademiethvor man
dels skal forstå NATO definitionen på de forskellige fokuseringsværktøjer: Operational
End State, Centre of Gravity, Operational Objectives, Decisive Points,
Kulminationspunktet, operationslinier mv. dels skal kunne anvende disse, vil man
have en anden opfattelse. NATO doktrinen foreskriver jo blot den overordnede
doktrin og definition på begreberne, men går absolut ikke i detaljer med, hvorledes
man skal anvende disse værktøjer. For at kunne undervise i disse begreber og
senere anvende dem må man et spadestik dybere end den officielle NATO-doktrin
foreskriver. Man må altså gennemgå og udføre den tankevirksomhed, der ligger til
grund for NATO-doktrinen, idet man ellers ikke vil kunne anvende den. Denne
tankevirksomhed forudsættes tilstede, men den er i høj grad national, fordi selve
den virksomhed, der foregår i hjernen ikke er beskrevet i NATO-doktrinen.
Argumentet for at undervise i NATO-doktrinen er således klart, idet vi
formentlig aldrig selv vil skulle designe en national dansk kampagne, hvorfor vi
skal kunne indgå i en multinational styrke, der formentlig vil operere efter NATOdoktrinen.
Vi skal derfor uddanne vores officerer på en sådan måde, at de som
sagsbehandlere eller chefer vil kunne gå ind i en multinational organisation, og
kreativt og selvstændigt arbejde efter NATO doktrinen. For at gøre dette forudsættes
der en selvstændig tankevirksomhed. Denne forudsætning har været styrende for
Forsvarsakademiets udvikling af Håndbogen om doktrin for værnsfælles operationer.
Og dette argument er i al enkelhed årsagen til at Forsvarsakademiet måtte
udarbejde et sådant grundlag i form af en værnsfælles doktrin.
Arbejdet med at undervise i værnsfælles operationer kan ikke betragtes isoleret,
idet Forsvarsakademiet kombinerer dette arbejde med et analysetema, der skal sætte
vores officerer istand til at kunne analysere en situation, og herefter bringe
doktrinen i anvendelse uanset hvilke parametre, der måtte indgå i den konkrete
situation.
I takt med den internationale udvikling er Forsvarsakademiet blevet tvunget til
at ændre undervisningen, således at den til stadighed sætter vores officerer i stand
til at kunne agere under de forskellige vilkår, de måtte komme ud for i fremtiden.
Hovedparten af undervisningen lægger derfor vægt på at meddele vores elever
nogle analysemæssige metoder og værktøjer, og herefter udsætte dem for
situationer, hvor disse værktøjer skal anvendes. Dette gøres bl.a. ved at sætte eleven
i situationer individuelt såvel som i syndikatramme, hvor alle parametrene er
forskellige. Det kan være et oplæg til at foretage en værnsfælles operation i
Mellemøsten, i Kaukasus, i Korea eller et andet sted, hvor eleven ikke kender de
specifikke forhold i indsættelsesområdet eller de karakteristika, der kendetegner det
pågældende områdes styrker. Eleven skal herefter analysere situationen, finde vej
mellem en mængde af væsentlige og uvæsentlige informationer, bestemme formålet
med den pågældende kampagne og herefter følge en logisk tankerække, der
udmøntes i et koncept for den pågældende operation. Formålet er klart, da vi ikke
kender et fremtidigt indsættelsesområde må vi udstyre vores officerer med et
beredskab og et antal analyseværktøjer, der sætter dem istand til at kunne fungere
under forhold, der ikke kan forudses på nuværende tidspunkt.
Også indenfor dette område hersker mytedannelsen,» idet mange tror, at
forsvarsakademiets analysemodel gældende for værnsfælles operationer er opfundet
udelukkende med det formål at pine og plage vores elever.
Hvert af vores værn har deres egen analysemodel. Søværnet anvender den
model, der hedder: ”Appreciation” som på engelsk betyder ” Statement giving,
judgement, valuation” og består af en lineær fremskrivning af nogle begivenheder.
Mange personer, specielt fra hæren, tror at en sådan ’’appreciation” er en simpel
sag, hvilket kan være en stor misforståelse, idet sådanne analyser kan være særdeles
omfattende. Men det er karakteristisk at analysen foregår lineært, hvilket der er
gode grunde til, når man betragter søværnets karakteristika. Søværnets operationer
er karakteriseret ved, at de foregår utrolig hurtigt i forhold til hærens operationer,
og en ændring af situationen på søen kan imødegås ved at foretage en hurtig
justering af dette værns analyse fordi det pågældende værns enheder er i stand til
meget hurtigt at tilpasse sig den operative virkelighed. Flyvevåbnet har på det
operative niveau reglementarisk fastsat JFACC (Joint Force Air Component
Commander) analysemodel, som har store lighedspunkter med Forsvarsakademiets
analysemodel blot med vægten på de specielle luftmilitære forhold. Karakteristisk
for flyvevåbnet er også, at dette værns enheder reagerer særledes hurtigt i forhold
til ændringer i situationen. Dette gør sig ikke gældende når man betragter hærens
operationer. Hvis man først har sat et korps på to eller tre divisioner i fremrykning
i en bestemt retning, kan denne ikke ændres umiddelbart. Hærens analysemetodik
må derfor være karakteriseret ved at overveje alle tænkelige aspekter udfra en
” Worst Case” betragtning, og denne foregår mere i et bestemt rum end den lineære
fremskrivning, der karakteriserer de to øvrige værn. Ovennævnte er et markant
eksempel på, hvor vigtigt det er, at føreren har en komplet forståelse for alle værns
operationsmåder og vilkår.
Dette indebærer, at overvejelser på det værnsfælles niveau, derfor må kombinere
alle tre værns analysemetodik. Da det er den mindste fællesnævner, der må
være styrende, er analysemodeller på det værnsfælles niveau altid præget af hærens
infleksibilitet i forhold til de to øvrige værn.
Det er i forbindelse med dette rationale at myten opstår, idet Forsvarsakademiet
ofte kritiseres for at dets analysemodel er for hærtung. Igen fremsættes denne kritik
ofte af personer, der har mange holdninger, menkunbegrænsetkonkretviden, fordi
Forsvarsakademiets analysemodel stort set ligner øvrige modeller fra andre lande,
der behandler værnsfælles operationer. De seneste år har elever via deres hovedopgaver
søgt at sammenligne forskellige landes trevæms analysemodeller med Forsvarsakademiets
med henblik på at afgive forslag til justering, ligesom Akademiets
model løbende justeres i forhold til denne udvikling. Fakta er således, at den på
Forsvarsakademiet anvendte analysemodel ligner den engelske, franske, amerikanske
og svenske model. Blot er den tillempet nogle forhold, som Forsvarsakademiet
har fundet hensigtsmæssige - altså noget, der er foregået med baggrund i en logisk
tankerække.
Jeg håber, at jeg med ovennævnte har givet udtryk for, hvorfor Forsvarsakademiet
har behov for en værnsfælles doktrin, og skulle nogle af tidsskriftets læsere
sidde tilbage med den opfattelse, at vi jo nok burde have en national dansk
værnsfælles doktrin vil jeg - af indlysende årsager - ikke erklære mig uenig med
disse.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_127_aargang_nov.pdf

Litteraturliste

Del: