Værnepligtstjeneste og uddannelse - Et klimaproblem

Stud. jur., premierløjtnant (R) H. baron Wedell-Wedellsborgs analyserer i denne artikel gældende regler og praksis for udsættelse med værnepligtstjeneste og peger på det hensigtsmæssige i, at udsættelse på grund af uddannelse begrænses mest muligt.

Udsættelse med værnepligtstjeneste på grundlag af studier eller anden uddannelse skaber i ikke få tilfælde et reelt klimaproblem for den værnepligtige, der ikke finder sin ansøgning tilfredsstillende behandlet og af denne grund møder til tjeneste med en negativ holdning. Også de myndigheder, der afgør ansøgningerne, bliver stillet overfor væsentlige problemer i hvilket omfang, der bør gives de ansøgende medhold, sammenholdt med forsvarets eventuelle interesse i, at de værnepligtige bliver indkaldt i så ung en alder som muligt. Det er naturligt at tage problemet op til vurdering nu, hvor der er kommet en ny Indenrigsministeriel Bekendtgørelse herom, og hvor en ændret ordning er gennemført i Sverige. Emnet vil få en yderligere aktualitet, såfremt genindkaldelserne vender tilbage samtidig med den forventede tjenestetidsnedsættelse til 12 måneder.

I henhold til den gældende danske ordning sondres der, med hjemmel i Værnepligtsloven af 1954, mellem udsættelse med frem stilling for sessionen og udsættelse med aftjening af værnepligten. Materielt gælder for begge grupper, at udskrivningskredsene kan bevilge udsættelse in d til udgangen af det år, hvor den værnepligtige fylder 26 år, når det godtgøres, at en sådan udsættelse af hensyn til uddannelse eller af andre grunde v il være af særlig betydning for ham, jævnfør lovens § 11, stk. 2 og § 26. Efter det fyldte 26. år kan der ikke gives udsættelse med sessionen, men derimod med aftjening af værnepligten, hvis det godtgøres, at udsættelsen er af afgørende betydning for hans eller hans pårørendes velfærd, jævnfør § 27. Udsættelse meddeles da for et år ad gangen og kan tilstås ialt 3 gange. Foreligger de velfærdstruende forhold stadig, kan den værnepligtige fritages for aftjening af værnepligten. Han er i så fald pligtig at forrette tjeneste i Hjemmeværnet, jævnfør § 28.

Andragende om udsættelse indgives på en blanket til udskrivningskredsen, der kan bevilge udsættelse in d til det 26. år, jævnfør Indenrigsministeriets Bekendtgørelse nr. 134 af 26. april 1967. Afgørelsen kan ankes til Indenrigsministeriet, hvis beslutning er endelig. Ansøgning om henstand med aftjening af værnepligten udover det 26. år fremsættes direkte overfor Indenrigsministeriet, der efter forhandling med forsvarsministeren forelægger sagen til afgørelse for Værnepligtsnævnet, jfr. lovens § 29. Nævnets afgørelse er endelig. Der kan rettes nogle indvendinger af mere form el art mod det danske regelsystem. Det er unødvendigt kompliceret, at den værnepligtige er henvist til at finde de relevante oplysninger om adgangen til udsættelse både i en lov og en ministeriel bekendtgørelse. Og da man er klar over, at de færreste værnepligtige søger oplysning om emnet ved at læse Lovtidende, medfører det, at den ansøgende er henvist til at søge sine oplysninger angående sine rettigheder hos den myndighed, der senere skal afgøre spørgsmålet. Det kan aldrig være helt tilfredsstillende, omend problemet næppe har større reel betydning.

Hovedindvendingen mod den danske ordning er den manglende adgang til at få prøvet afgørelsen for flere rekursinstanser i de tilfælde, der er af størst betydning for den værnepligtige, nemlig når han har passeret de 26 år. Før det 26. år er der én rekursadgang, hvilket er tilfredsstillende. Men efter dette år er den første afgørelse, Værnepligtsnævnets, endelig og kan ikke rekureres. Da hele spørgsmålet efter sin karakter er skønspræget, er det ikke egnet for domstolsprøvelse. Herefter kan domstolene kun prøve, hvis de administrative myndigheder overskrider deres formelle kompetance eller begår magtfordrejning. Mange unge under uddannelse, ikke mindst studerende, har ikke afsluttet deres uddannelse i denne aldersklasse, men er netop oftest i gang med de eller det sidste afgørende studieår. Derfor vil udsættelse på dette tidspunkt være af væsentlig større betydning for den værnepligtige end for eksempel en udsættelse, der er givet umiddelbart efter en udstået studentereksamen.

Mener den værnepligtige, at en indkaldelse på et tidspunkt efter hans fyldte 26. år vil være velfærdstruende, men kommer Værnepligtsnævnet til den modsatte opfattelse, er sagen dermed endelig afgjort. Det bør ikke tolereres, at der i de oftest vigtigste tilfælde ved ansøgning om udsættelse overhovedet ingen mulighed er for anke! Dertil kan føjes, at administrationens bevidsthed om, at en afgørelse kan ankes, vil gøre deres sagsbehandling mere omhyggelig. Der bør indføres en rekursadgang for Værnepligtsnævnets afgørelser.

I praksis gives udsættelse af udskrivningskredsene i kortere eller længere tid afhængig af den ansøgendes uddannelse og dennes normale varighed. Udsættelse gives i almindelighed ikke, hvis den værnepligtige er væsentligt længere om at fuldføre sin uddannelse end normalt. Udsættelse gives som hovedregel heller ikke, hvis den værnepligtige skifter uddannelse, hvis den nye uddannelse ingen forbindelse har med den forrige. Kredsene giver i vid udstrækning udsættelse til alle studerende, idet man ofte ser det som en fordel for forsvaret at få mere modne folk med en uddannelse, og fordi man er af den opfattelse, at studerende gennemsnitligt er mere upraktiske i forhold til jævnaldrende med nogle års erfaring fra erhvervslivet. De studerende støtter som regel deres ansøgning på en erklæring givet af uddannelsesstedet.

Der rejser sig ganske naturligt det spørgsmål, om den praksis, der følges, i den sidste ende tjener forsvaret bedst, ligesåvel som man kan tænke sig, at de værnepligtige i mange tilfælde er bedst tjent med ikke at opnå udsættelse fra først af. Imod den udstrakte bevilgning af udsættelse kan anføres, at de civilt færdiguddannede, der skal anvendes til visse specialer, herunder befalingsmandsuddannelse, ofte under sin studieperiode pådrager sig legemlige eller åndelige usmidigheder og derfor ikke kommer på skole, men i stedet anvendes som kontorordonnanser eller faste afgivelser. Dette personel vil ofte føle tjenestetiden som spildt, fordi forsvaret savner mulighed for at udnytte deres evner og uddannelse. Der er næppe heller tvivl om, at de mere modne værnepligtige har vanskeligere ved at indordne sig under den nødvendige disciplin. Dertil kommer, at et færre antal vil blive indkaldt, da det statistisk kan påvises, at langt flere bliver kasseret, jo længere sessionen bliver udskudt.Det er dobbelt uheldigt, at mange værnepligtige, der opnår udsættelse på grundlag af højere uddannelse, bliver negative overfor forsvaret, fordi man må erkende, at det gennemsnitligt er disse mennesker, der har de største muligheder for at påvirke deres medmenneskers indstilling til forsvaret. Det kan formodentlig antages, at de samme værnepligtige næppe ville være blevet negative, hvis de var blevet indkaldt før påbegyndelsen af deres studier.

Erklæringerne fra den ansøgendes uddannelsessted, om at henstand har særlig betydning for den værnepligtige, tillægges ofte afgørende betydning af udskrivningskredsene ved afgørelsen af, om der skal gives udsættelse. Studenterråd, rektorer, lektorer og andre lærere står i dag i få tilfælde som repræsentanter for den kølige, nøgterne vurdering af, om den vænepligtige bør have udsættelse. Sådanne erklæringer bør kun angå rent faktiske studieoplysninger. Også den værnepligtige er oftest bedst tjent med at aftjene sin værnepligt før påbegyndelsen af sine studier. Han opnår derved en modning, både bibragt af tjenesten i sig selv og på grund af den henrundne tid. Han er derved bedre stillet, når han skal påbegynde sine studier. Derudover foreligger den mulighed, at han bliver reserveofficer, til glæde både for ham selv og forsvaret. Reelt kan det også anføres, at det i virkeligheden kun er få akademiske uddannelser, forsvaret kan anvende direkte. Man kan så nøjes med at give henstand til de værnepligtige, der studerer disse fag.

Imod udskrivningskredsens ønske om at få indkaldt så modne værnepligtige som m uligt kan anføres, at det må foretrækkes at få flere indkaldt, omend gennemsnitligt mere umodne, som ikke enten er eller bliver negative overfor forsvaret på grund af de givne omstændigheder. Hermed er forsvaret bedre tjent på længere sigt. En af grundene til den ret udbredte kritik blandt studerende ved universiteter og højere læreanstalter samt akademikere, der har aftjent deres værnepligt efter fuldførelsen af deres uddannelse, skal nok kunne søges i disse forhold. Ved rundspørge på Københavns Universitet maj 1968 konstateredes, at den mest positive gruppe overfor forsvaret var de studerende, der havde aftjent deres værnepligt inden påbegyndelsen af studierne. Ved denne bedømmelse af det danske regelsystem og gældende praksis nås der til følgende konklusion: Selve lovens ordning er egnet til i nogle tilfælde at skabe en negativ holdning allerede før indkaldelsen på grund af en manglende rekursadgang for afgørelser, der er truffet i den over 26-årige værnepligtiges disfavør. Ligeledes må de administrative myndigheders udstrakte henstandsgiven med indkaldelse kritiseres, først og fremmest fordi den i mange tilfælde betyder, at der bliver indkaldt værnepligtige med uddannelser, som forsvaret ikke bar mulighed for at udnytte, hvilket psykologisk må medføre, at den færdiguddannede føler, at han spilder sin tid. Samme praksis medfører også, at en større procent af de studerende opnår kassation. Dertil kan føjes, at mange værnepligtige er bedst tjent med, at udsættelse ikke gives. Udsættelse med værnepligtstjeneste på grund af uddannelse bør gives i et langt mere begrænset omfang end hidtil.

Gældende lov og praksis medfører altså i dag alvorlige klimaproblemer. Den ny svenske ordning er væsentlig enklere end den danske, idet der ikke sondres mellem udsættelse med sessionen og med aftjening af værnepligten. Der er heller ingen aldersgrænse for de forskellige myndigheders kompetance, udover at henstand højst kan gives til det fyldte 30. år, efter hvilket tidspunkt den værnepligtige kun kan indkaldes til hjemmeværnet. Udsættelseskriteriet er det samme for alle, nemlig om indkaldelse v il medføre et væsentligt afbræk i påbegyndte studier. Det forudsættes, at de bevilgende myndigheder udviser en stadig stigende strenghed i bedømmelsen af kriteriet i takt med den ansøgendes alder. Der er to rekursmuligheder. Ordningen kunne stå som eksempel for en ny dansk. Herudover har man givet hele indkaldelsessystemet en mere studievenlig tendens. Der er således mulighed for alle, der er udtaget til befalingsmand, hvilket berører en høj procentdel af de studerende, for at gennemføre grunduddannelsen i to tempi, en rekrutuddannelse i en sommerferie og resten af uddannelsen det næstfølgende år fra juni til maj. Således taber ingen mere end to semestre, henholdsvis ét studieår. På denne måde kommer studieforsinkelsen til at modsvare tjenestens længde. Det anføres, at denne indkaldelsesordning er mere studievenlig. Dette er ganske korrekt, men skal der vejes både for studierne og for forsvaret, mærkes, at det - også i Sverige — næppe kan siges samtidig at være en mere forsvarsvenlig ordning. En ordning, hvor rekruttid og dækningsstyrketid er adskilt med otte måneder, synes ikke at være heldigt for uddannelsen i forsvaret.

Skulle ordningen overføres til Danmark, hvor en 12 måneders tjenestetid må forventes, måtte det betyde, at alle studerende skulle indkaldes mellem juni og september. Dette ville betyde stærkt studenterprægede indkaldelseshold med mange befalingsmandsemner stillet overfor hold, hvor næsten ingen højere uddannede findes blandt de værnepligtige. Tendensen kendes allerede i dag. En sådan ordning ville stride mod den forudsætning, at alle indkaldelseshold så vidt m uligt ikke må komme fra en bestemt gruppe, en forudsætning, der ligger i den danske værnepligts natur. Derudover arbejdes der i Sverige på at opnå et nærmere samarbejde med uddannelsesmyndighederne, således at studieplaner udformes mindre snævert, hvilket har særlig relation til genindkaldelser, som det svenske forsvarssystem bygger meget på, og således at der foreslås indførelsen af et studiemæssigt tresemestersystem. Det tredie semester skulle så være et sommersemester. Idet det stadig forudsættes, at den studerende kun tager to semestre om året, opnås et mere fleksibelt studiesystem. De to semestre, den værnepligtige taber ved sin dækningsstyrketid, kan elimineres ved at inddrage de to næstfølgende somre, således at der i disse studieår undtagelsesvis studeres i tre semestre.

Ordningen forudsætter flere lærerkræfter, hvilket medfører betydeligt øgede omkostninger, hvorfor ordningen allerede af den grund vil falde i Danmark, hvor alle nyordninger betragtes med budgetmæssige briller. Samtidig forudsætter den, at de studerende er villige til at læse i to sommerferier, hvortil kommer den sommer, der forløber med rekruttiden. Dette er næppe realistisk. Tresemesterordningen bør næppe bringes ind i debatten herhjemme. Konklusionen må være, at den svenske lov om udsættelse på grundlag af uddannelse er forbilledlig , medens den nye indkaldelsesordning medfører en lettelse for de studerende, som kun forsvaret betaler. Samtidig er den uheldig, fordi den skaber en særordning for en bestemt gruppe mennesker. Thi en af de sundeste principper i forsvaret er netop, at alle ved indkaldelsen stilles ens, uden hensyn til uddannelse, milieu, organisationsmedlemsskab, rang og position. At alle fortrinsrettigheder kun opnås på grund af evner.

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon vaernepligtstjeneste.og_.uddannelse.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.