Våbenkontrol på havbunden

I denne artikel, der er hentet fra Strategic Survey, 1969, gives en oversigt over bestræbelserne for at gennemføre international kontrol med havbundens anvendelse til militære formål.K.

De store oceandybder synes på en måde mere fjerne end universet omkring os. Teknologiske fremskridt og den stærkt øgede, men fragmentare viden menneskeheden imidlertid gennem intensiv oceanografisk aktivitet har erhvervet, har skabt store forventninger (exite- ment) og frygt. På den ene side fremtræder havbunden og ocean- dybderne som et nyt El Dorado, overstrøet med mineraler af ubeskrivelig stor værdi. På den anden side har den vist sig som en potentiel platform for »usårlige« strategiske våben, og således basis for en ny optrapning af det strategiske våbenkapløb. I begge tilfælde er de rejste spørgsmål blevet forstyrret af uklarheden om spørgsmålet vedrørende begrænsningen af selve begrebet den »internationale« havbund. Genevekonventionen af 1958 om fastlandssoklen gav kyststaterne begrænsede rettigheder til at udforske ressourcer på og under havbunden »til det punkt, hvor vanddybden er 200 meter, eller ud over denne grænse, til det sted, hvor dybden tillader udnyttelse af naturlige ressourcer«. Det har kun varet knap 10 år, før svagheden i denne vage formulering blev åbenbar. For de mere teknologisk avancerede lande ligger det nu inden for mulighederne at kunne operere i dybhavet og på oceanbunden indtil ca. 6000 meters dybde. Kun 2 procent af oceanbunden ligger på større dybde.

Mange af de forventninger der stilles til havbundens mineralrigdom synes relativt overilede. Der findes med sikkerhed mineraler som magnesium, aluminium, kobber, tin, nikkel, kobolt, diamanter, titanium og fosforit, hvoraf mange allerede nu udvindes på fastlandssoklen. Endvidere stammer omkring 1/6 af al den olie og naturgas, der produceres i verden fra anlæg på havbunden. Indenfor det næste tiår er det imidlertid sandsynligt, at det vil være begrænset i hvor høj grad mineralressourcerne på oceandybderne kan udforskes på en økonomisk forsvarlig basis, selv af de mest avancerede lande.
Den voksende frygt for den strategiske udfoldelse på havbunden synes langt mere velbegrundet. Eksisterende atom-ubåde er i stand til at gå ned og opholde sig på anselige dybder. Den seneste udvikling har gjort det muligt for mennesket at arbejde og derigennem at konstruere og vedligeholde installationer på stadig større dybder under havoverfladen. Samtidig har de internationale strategiske missilers voksende akkuratesse rejst nye spørgsmål om overlevelsesmuligheder for afskrækkende styrker på land og har rettet voksende opmærksomhed mod muligheden af at placere en større del af dem på og under havet. Studier på dette område omfatter ikke blot fast-installerede offensive og defensive missilbatterier på og under havoverfladen, men også mobile, missil-bærende »bundkravlere« (bottom-crawlers) som skulle kunne flytte sig rundt på havbunden med henblik på at undgå uvarslede angreb. Sådanne muligheder blev allerede i 1967 fremført, da Malta på FN-generalforsamlingen foreslog at udforskning på havbunden af såvel militære som kommercielle hensyn skulle være under international kontrol.

De førende militærmagter, specielt i vesten, var bemærkelsesværdigt modvillige i spørgsmålet om evt. støtte til forslag af denne art, principielt på grund af den betydning de tillagde anvendelsen af havbunden til defensive formål. Opdagelsen og skygning af atomubåde er i vid udstrækning kommet til at afhænge af passive SONAR-anlæg specielt placeret på havbunden for at modtage og lokalisere støj fra neddykkede ubåde. Ligeledes spiller permanent-installerede BEACONS på havbunden en rolle som navigationshjælpemidler for såvel defensive som offensive ubåde.
Til trods for, eller måske netop på grund af disse hæmmende kendsgerninger, var det de største militærmagter, der i 1969 tog initiativet til at fremskynde dialogen om våbenkontrol på havbunden. Da ENDC (Eighteen Nation Disarmament Committee) genoptog sine møder i Geneve den 18. marts, forlangte både USA og Sovjetunionen, at dette emne fik høj prioritet.
Sovjetunionen præsenterede straks et traktatudkast, som søgte at forbyde ikke blot anbringelsen af atomvåben eller andre masseødelæg- gelsesvåben på havbunden udenfor en 12-sømil-zone, men også placering af et hvilket som helst andet anlæg, installation eller objekt af militær karakter. Med andre ord, dens formål var at demilitarisere havbunden fuldstændig. I den retning gik udkastet endda videre end de tidligere af Malta og andre fremsatte forslag, og det kunne forudses, at det ville møde stærk modstand fra vestmagternes side, idet det ikke ville kunne forventes, at man var parat til at opgive rene defensive foranstaltninger.

Den 22. maj fulgte USA Sovjets eksempel ved at præsentere et traktatforslag til ENDC. Dette søgte kun at forbyde installering af fikserede atomvåben og andre masseødelæg- gelsesvåben på havbunden uden for en smal kystzone. Det refererede ikke til anden militær anvendelse af havbunden, og den smalle kystzone, der ikke skulle omfattes af bestemmelserne, var begrænset til en bredde af 3 sømil.
Efter en lang forhalingsdebat i ENDC og privat udveksling af argumenter mellem forfatterne til de rivaliserende udkast, nåede USA og Sovjetunionen til enighed om et fælles oplæg. Dette blev første gang præsenteret den 7. oktober og, efter mindre ændringer, genfremsat 30. oktober. Dets bestemmelser skulle forbyde placering på hav- og oceanbunden af atomvåben, andre masse- ødelæggelsesvåben eller installationer beregnet til opmagasinering, forsøg med eller anvendelse af sådanne våben, Det område, inden for hvilket kyststaterne ville være undtaget fra disse bestemmelser var defineret som »den maximale tilstødende zone som nedlagt i 1958 Geneva Convention on the Territorial Sea and the Contiguous Zone«. Med andre ord, som et 12- sømils-bælte fra specificerede basislinier. Det reviderede fællesoplæg var således et kompromis mellem det originale amerikanske udkast vedrørende forbudte aktiviteter og det originale sovjetiske vedrørende den geografiske udstrækning af bestemmelserne.

Det opnåede kompromis udslettede ikke alle forhindringer. Der udestod i særdeleshed problemet om fortolkningen af 1958 Geneve- konventionens bestemmelser vedrørende definitionen på basislinier. Ikke desto mindre blev virkelige fremskridt opnået i løbet af 1969, og der var begrundet håb om at videre samtaler i Nedrustningskomiteen, i 1970, ville frembringe en traktat med bred tilslutning. Efter at have studeret de forsøg, der af Komiteen til undersøgelse af den fredelige anvendelse af havbunden udenfor den nationale jurisdiktion, nedsat i 1968 (The Committee on the Peaceful Uses of the Seabed and the Ocean Floor Beyond the Limits of National Jurisdiction) var blevet gjort for at udforme et internationalt regeringsorgan for havbunden, udsendte FNs Generalforsamling den 15. december en erklæring gående ud på, at ingen stat måtte udforske eller stille krav om ressourcer på den »internationale« havbund før et sådant organ var blevet etableret. Resolution 2574 (XXIV) (D). I det mindste i teorien var ringen dermed sluttet.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_nov.pdf

Litteraturliste

Del: