Udviklingen af Flyvevåbnets kampflykapacitet

Forsvaret.dk

Ser man tilbage i tiden, kan Flyvevåbnets kampfly inddeles i to faser: Den første fase omfatter tiden fra modtagelse af de første propelfly med en forholdsvis enkel bevæbning, den tidlige jetalder med støjende, brændstofkrævende og lidet effektive motorer, og den tidlige supersoniske periode, hvor våbenhjælpsprogrammerne gav os et stort antal af kampfly af bl.a. typerne: F-100 og F-104, suppleret med køb af 43 stk. F-35 Draken[1]. Disse perioder er udførligt beskrevet i litteraturen[2] og karakteriseret ved det meget store antal af kampfly, piloter og jordpersonel i det danske flyvevåben[3].

        Denne artikel vil handle om den seneste fase af kampfly i Flyvevåbnet: Perioden med operationer med F-16. F-16 æraen har varet i næsten halvdelen af Flyvevåbnets 55 års historie. Derfor består F-16 æraen også af flere forskellige kortere perioder, hvor flyet har været anvendt i meget forskellige roller og konfigurationer.

        De politiske ønsker om dansk anvendelse af kampfly har over tiden varieret meget. I den første tid under den kolde krig, var alle discipliner af luftkrig repræsenteret, med en prioritet på ”offensive counter air”. Danske piloter skulle i F-100 og F-35 flyve lavt i store formationer, med konventionelle jernbomber for at ødelægge bl.a. startbaner og luftforsvarssystemer bag jerntæppet. Et stort antal bomber blev indkøbt og lagt på lager.

        Efter den kolde krigs afslutning og Danmarks skift til en mere proaktiv sikkerheds- og udenrigspolitik, skiftede også den danske planlagte anvendelse af kampfly. Med F-16 kom såvel de nye defensive langtrækkende missil-systemer (AMRAAM), som de gamle jernbomber – med nye forbedrede afleveringssystemer[4] – til ny anvendelse i ”Operation Allied Force” og ”Operation Enduring Freedom”. Danske F-16 medvirkede her i de mange nye roller, som moderne og integreret anvendelse af ”air power” kræver.

 

Udviklingen af F-16 våbensystemet

Århundredes våbenhandel

Den 30. maj 1975 underskrev daværende forsvarsminister Orla Møller på Danmarks vegne en MOU om et samlet køb af ca. 998 stk. F-16 fra General Dynamics, heraf 58 til Danmark[5]. Det blev med rette betegnet som århundredes største våbenhandel. Danmark, Norge, Holland, Belgien og USA dannede hermed et samarbejde omkring F-16, der fortsætter den dag i dag og benævnes: ”Multinational Fighter Programme” (MNFP). Samarbejdet er senere udvidet med Portugal.

        De første danske F-16 landede på Flyvestation Skrydstrup i januar 1980. Gennem supplerende køb kom det danske antal af danske F-16 op på 77 stk. Der er gennem årene mistet 9 stk., hvilket modsvarer den laveste attrition-rate for enmotorede jagerfly nogensinde i Flyvevåbnets historie.  Der er endvidere taget 6 stk. F-16 fly ud af beholdningen i 2003, som følge af politisk bestemte besparelser.

 

Mid Life Update og efterfølgende modifikationer

Ved indgåelsen af kontrakten i 1975 var der inkluderet en fremtidssikring i form af en mulighed for samlet i det multinationale samarbejde at opdatere flyene med ny teknologi. Mid Life Update (MLU) programmet blev således underskrevet i januar 1991 og inkluderede en væsentlig modernisering af flyets elektronik, navigations- og kommunikationssystemer samt cockpit. De danske fly blev modificeret på Hovedværksted Aalborg. Programmet betød, at MNFP-flyene for en brøkdel af omkostningerne i forhold til køb af tilsvarende avancerede nye fly[6], blev bragt op på en standard, der er i dag placerer dem blandt de bedste kampfly i verden.

        MLU betød også muligheden for senere at integrere nyere våbensystemer og anden teknologi. Eksempelvis kan nævnes: nye luftforsvarsmissiler (AIM-9X), Helmet Mounted Cueing System, Night Vision Googles, Link 16, JDAM, EGBU og langtrækkende missiler. Opdateringen af flyet med disse systemer er benævnt M3, M4 og M5, hvilket vil sikre F-16 en ny teknologi, der maksimerer anvendelsen og minimerer springet til næste generation af kampfly.

Netværksbaserede operationer

Under Flyvevåbnets deltagelse i Operation Allied Force i Kosovo og Operation Enduring Freedom i Afghanistan blev det hurtigt klart, at var Flyvevåbnet ikke tilkoblet de netværk, der fordeler Air Task Order, Special Instructions, mm.; er styrkerne ikke i stand til at deltage i operationerne. Mængden af information samt det faktum, at almindelige secure faxkopier eller anden form for ”paper-snail-mail” kunne være ufuldstændige eller manglede seneste opdatering, begrænser deres anvendelighed. Eksisterende NATO netværk og ”gateways” til dele af de amerikanske netværk løste dog hurtigt dette problem.

        Fordelene ved automatiske krypterede netværk er åbenlyse. Ved almindelige radio- og telefonkommunikation anvendes ca. 80% af såvel chefernes som signaltrafikkens opmærksomhed på meldinger om: ”Her er jeg, hvor er du” [7]. Alene en automatisk generering af dynamisk opdaterede situationskort, der med en meget stor præcision og validitet af de præsenterede data, vil øge enhedernes effektivitet dramatisk.

        De militære netværk indeholder ”near real time” informationer fra alle sensorer tilsluttet nettet. Dette betyder, at med en meget lille forsinkelse (fra under 0,5 sekunder til måske op til 12 sekunder, afhængig af prioritet og system[8]) kan alle få samme information som sensoren, der genererer informationen. Bredt fordelte informationer, der omsættes til viden[9] på systemerne hos nettets brugere, giver mulighed for en hurtig indsættelse af de til rådighed værende kapaciteter. Dette sker på tværs af enhedsgrænser, platforme og traditionelle operationsmønstre. Det er til enhver tid opnåelse af den ønskede effekt i målet, der tæller.

        På såvel det strategiske niveau som på det taktiske niveau har informationsteknologien ændret beslutningsgangene. I dag har Danmark, som led i OEF og Operation Iraqi Freedom (OIF), adgang til nogle af de amerikanske net ved US Central Command (CENTCOM) i Tampa, Florida. Det er af vital betydning for koalitionen, at information og beslutninger bliver transmiteret sikkert og hurtigt rundt. Er man ikke koblet på disse informationssystemer, vil nationens deltagelse kun være af politisk symbolsk betydning.

        Fremtidig deltagelse i den asymmetriske krigsførelse kan kun ske, hvis koalitionens enheder er tilsluttet fælles militært netværk, som eksempelvis det fremtidige ”Global Information Grid”. Et stort antal sammenkoblede netværk vil dominere fremtidens kampplads. Enheder, der ikke er koblet på dette militære ”cyperspace”, får simpelthen ikke lov til at deltage. De vil være for farlige for sig selv og egne styrker, og deres effektivitet vil være stærkt begrænset. Danske F-16 har med kommunikationssystemet LINK-16 taget hul på denne udvikling.

 

Operationer

Under den kolde krig var flyvevåbnets operationer koncentreret om træningen til krigsopgaven samt et særdeles højt og væsentligt beredskab. Afvisningsoperationer og et stort antal - af vore allierede meget påskønnede - recceoperationer i bl.a. Østersøen var kendetegnende for de skarpe missioner. Dette blev ændret radikalt ved Sovjetunionens sammenbrud, og ændringen i dansk sikkerheds- og udenrigspolitik, markeret ved Olfert Fishers afsejling til Golfen i 1991. For Flyvevåbnet tog den nye type af operationer, samt ændringen fra et ”garnisonsflyvevåben” til et ”Expeditionary Air Force”, fart i midten af 1990erne.

        Indsættelsen af amerikanske specialstyrker i Mogadishu, hvor oprørene gennem nedskydningen af en Black Hawk helikopter og den efterfølgende skænding af piloternes lig ydmygede amerikanerne, medførte, at det nu er standard procedure, at også denne form for specialoperationer skal have kontinuerlig luftstøtte. Således vil meget få af de kommende operationer på landjorden, fra fredsbevarende til fredsskabende, kunne gennemføres uden luftstøtte. En støtte, der kan gives inden for meget kort tid, og i langt højere grad end nogen anden indsættelse, kan minimere risikoen for egne eller civile tab.

 

Operation Allied Force

I oktober 1998 besluttede NATO at presse Serbien til at stoppe undertrykkelsen af det albanske mindretal i Kosovo. Under Operation Allied Force (OAF) blev der opbygget en flystyrke, der den 24 marts 1999 indledte angreb i mod mål i Kosovo og Serbien.

        Fire danske F-16 blev deployeret til den italienske flybase Grazzanise for at deltage i operationerne fra den 13. oktober 1998. Bidraget blev udvidet med yderligere fire F-16 fra april 1999 indtil styrken blev redeployeret hjem 10. juni 1999, hvorefter der blev opretholdt et beredskab for at kunne genindsætte styrken med kort varsel.

        Der blev fløjet 1794 timer på 399 sorties. De danske F-16 havde primært en defensiv rolle, og på nær tre missioner var alle sorties i luftforsvarsrollen. Den 30. maj og 3. juni 1999 blev der på tre missioner kastet 20 bomber mod to mål. Et brændstofdepot og et kommunikationscenter. Disse missioner er historiske, idet det var første gang det danske Flyvevåbnet anvendte bomber offensivt.

        Flyvevåbnet havde i perioden 560 soldater udsendt, enkelte deltog i op til fem udsendelser på missionen, idet dog hovedparten var udsendt to gange. Indsættelsen udgik fra Italien, et NATO land, hvorfor selve udstationeringen på mange måder bar præg af en forlængelse af de utallige øvelser Flyvevåbnet gennem tiden havde udført med allierede.

        Erfaringen fra OAF pegede entydigt mod, at Flyvevåbnet skulle anskaffe et måludpegningsudstyr til F-16, således at Danmark kunne deltage i den offensive del af luftkrigen. Den vigtigste strategiske beslutning i Flyvevåbnets nyere historie var således hurtigt at få opbygget en egen kapacitet til præsionsbombing. LANTIRN pods blev anskaffet og træningen intensiveret. Dette skulle blive grundlaget for den senere danske deltagelse i luftoperationerne over Afghanistan under Operation Enduring Freedom (OEF).

 

Operation Enduring Freedom

Den 11. september 2001 blev USA angrebet af terrororganisationen Al Qaeda. Fire indenrigs passagerfly blev anvendt som missiler.I World Trade Center i New York og Pentagon var der flere ofre end efter Japans angreb på Pearl Harbour den 7. december 1941[10]. Natten mellem søndag den 7. og mandag den 8. oktober 2001 indledte USA luftangreb på Al Qaeda træningslejre i Afghanistan og Operation Enduring Freedom var i gang., USA havde dermed indledt den globale krig mod terror.

        Erfaringerne fra OAF var værdifulde. I samme øjeblik USA indledte luftoperationerne begyndte Flyvevåbnet at tænke på mulige bidrag til OEF. Allerede den 14. december blev det besluttet at sende styrkebidrag til Afghanistan. Andetsteds her i bladet kan der læses om julemissionen med C-130, der aktivt viste vejen til samarbejdet med amerikanerne, specielt procedurerne i forbindelse med Combined Air Operation Center (CAOC) i Riyadh i Saudi Arabien[11].

        Folketinget besluttede den 8. januar 2002 at sende bl.a. danske F-16 til støtte for OEF. Centralt for F-16 støtten var samarbejdet med de andre allierede, herunder specielt Holland og Norge[12]. Samarbejdet blev senere formaliseret, i den såkaldte EPAF Expeditionary Air Wing, hvor de europæiske F-16 brugerlande i det tekniske F-16 samarbejde, MNFP, opstiller en Air Wing i fællesskab[13].

        Tiden for opstillingen af luftstyrker til OEF var i forhold til andre luftkrige meget kort[14]. Imidlertid var der indledningsvis ikke behov for EPAF F-16, hvorfor den danske C-130 og Air Movement Control Team blev de første til at hejse Dannebrog på den nyetablerede Ganci Air Force Base i Manas, Kirgisistan i februar 2002. Først i oktober 2002 var der brug for de danske F-16. De blev derefter deployeret til operationsområdet, som afløsning for franske Mirage og US Marine Corps F-18.

        Der var 18 stk.  F-16 kampfly tilknyttet den kampenhed, som EPAF stillede med – seks fra hvert af de tre lande, Holland, Norge og Danmark. Derudover medbragte hollænderne et lufttankningsfly af typen KDC-10, der var uundværligt i den logistiske støtte mellem den logistiske base i Holland og operationsområdet. Lufttankning var i det hele taget en forudsætning for løsning af opgaven, der bestod i at flyve væbnede patruljer over Afghanistan og om nødvendigt at yde luftstøtte til de allierede tropper på landjorden[15]. En opgave der stadig udføres af bl.a. hollændere og amerikanere.

        EPAF F-16 var bevæbnede med to AMRAAM missiler, to 500 lbs laserstyrede bomber, LANTIRN måludpegningsudstyr, samt opladt maskinkanon. De defensive AMRAAM medbragtes af hensyn til truslen fra civile stjålne eller kaprede fly[16]. For styrkerne på jorden er det væsentligt, at der kan kaldes på luftstøtte, og at den bliver leveret hurtigt og præcist. Dette kræver, at der er fly til rådighed. Det krævede mange, lange missioner med mange lufttankninger. I gennemsnit var missionerne af 6 – 7 timers længde, en enkelt over 12 timer. I alt der fløjet 372 missioner og 4341 flyvetimer.

        Flystyrkernes blotte tilstedeværelse havde en effekt. Under bl.a. specialstyrkers indsættelse, vågede de danske F-16 over området, og gennem LANTIRNs følsomme kameraer kunne de advare om eventuelle trusler. Var bevidstheden om deres tilstedeværelse ikke nok til at afskrække fjenden, kunne en ”show of force” som hovedregel overbevise modstanderen om, at der var alvor bag. Show of force kunne underbygges med udskydning af flares. De danske F-16 anvendte flares på denne måde i alt 19 gange. Når simple show of force ikke var tilstrækkeligt til at afskrække modstanderne fra at angribe måtte der bruges våbenmagt.

        De danske F-16 kastede i alt 19 bomber på 8 missioner. Følgende oversigt viser dato for anvendelsen af bomber og maskinkanon, samt målet[17]:

 

·         4. februar 2003, fire bomber mod et hulekompleks.

·         10. februar 2003, ca. 100 skud og en bombe mod et hulekompleks.

·         11. februar 2003, en bombe mod en ildstilling.

·         21. august 2003, to bomber mod en morterstilling.

·         25. august 2003, fire bomber mod større fjendtlig gruppering.

·         30. august 2003, en bombe mod fjendtlig gruppering.

·         18. september 2003, tre bomber og ca. 150 skud mod et fjendtligt hovedkvarter.

·         28. september 2003, tre bomber mod en fjendtlig gruppe i stilling.

 

        Bombemål blev enten belyst fra jorden med laser eller af fly. Alle indsættelser var godkendt af den danske repræsentant på Bagram Air Base, der sammen med en militær jurist var på vagt i ”Air Sector Operation Center”. Her havde Danmark en ”red card option”, hvilket betød, at man havde veto mod at lade de danske F-16 blive anvendt mod bestemte mål. Denne option blev anvendt i enkelte tilfælde.

        EPAF styrken fløj i alt 1021 missioner. Norge, der deltog i 6 måneder, kastede 8 bomber på i alt 244 missioner og hollænderne kastede 17 på i alt 405 missioner. I alt var der i perioden udsendt 630 danske soldater fra 1. oktober 2002 til 30. september 2003[18]. Totalt set var det en bemærkelsesværdig indsats af tre mindre nationer, hvilket betød, at US CENTCOM kunne anvende en hangarskibsgruppe, der oprindelig havde luftstøtte til Afghanistan som opgave, andetsteds[19].

        Modstandernes tab af menneskeliv og materiel er vanskeligt at gøre op. Hovedsigtet med EPAF F-16 indsættelse var at bekæmpe terroristerne og sikre udviklingen af Afghanistan imod en demokratisk stat med de mindst mulige egne tab. På listen af tab på egen side bør nævnes en baneafkørsel af en F-16 på Bagram Air Base, en nødlanding med sprængt dæk, der medførte forudgående sikkerhedskast af bomber, og en grim trafikulykke med tre tilskadekomne i de sidste dage af deployeringen til Kirgisistan. Set i relation til operationens omfang må det vurderes at være meget heldigt sluppet.

 

Baltic Air Policing[20]

Med optagelsen af de nye lande Estland, Letland og Litauen i NATO den 2. april 2004 opstod der også nye udfordringer og opgaver for den vestlige forsvarsalliance. Herunder sikre kontrollen over de baltiske landes luftrum, der tidligere var en del af Warszawa-pagten. De tre baltiske lande mangler fly til et egentligt afvisningsberedskab og har derfor brug for hjælp udefra til at afpatruljere luftrummet. NATO besluttede derfor som en midlertidig ordning at iværksætte det, der i daglig tale kaldes Baltic Air Policing, hvor andre NATO lande på skift stiller kampfly og støtteudstyr til rådighed for Air Policing over de baltiske lande.

        Fra den 28. marts til den 14. oktober 2004 bidrog Flyvevåbnet til løsning af denne opgave i form af bidrag til overvågning og beskyttelse af landenes luftrum fra basen Siauliai i Litauen. De første tre måneder bidrog Flyvevåbnet med brandfolk og materiel som støttefunktion, og fra 1. juli til 14. oktober patruljerede fire danske F-16 fly over de baltiske lande.

 

Afslutning

Udviklingen af Flyvevåbnets kamflykapacitet har dels været en funktion af teknologien og dels en funktion af andre ydre faktorer. De mest fremtrædende ydre faktorer har været de politiske opgaver, våbenhjælpsprogrammer og de økonomiske rammer, der har været gældende gennem Flyvevåbnets 55 års historie. Flyvevåbnet er således gået fra en kvantitativ meget stor kampflystyrke til væsentlig mindre[21], mere kvalitativ og kapabel styrke, og fra et garnisons flyvevåben til et ”Expeditionary Air Force”.

        Teknologien ændrede markant flyvevåbnets kampflykapacitet med jetmotorens indførelse, og den tog et tigerspring frem ved indførelsen af den digitale teknik. Endvidere medførte indførelsen af lufttankning, GPS og laserstyrede bomber i det danske Flyvevåben, at kampflyets udholdenhed, rækkevidde og præcision blev øget. Danske F-16 blev til en kapacitet, der var blandt de første og bedste blandt de europæiske lande angående anvendelighed i internationale koalitioner med USA,  og til at løse internationale opgaver under anvendelse af de nyeste doktriner.

        F-16 gav i 1980erne Flyvevåbnets kampflykapacitet en stor forøgelse i rækkevidde, løfte- og manøvreevne, natflyvning samt anvendelse af integrerede våbensystemer. Det var den digitale tekniks gennembrud samt langt mere effektive og mere pålidelige motorer, der gjorde F-16 til en succes.

        Efter Sovjetunionens sammenbrud og udbruddet af den globale krig mod terror, har danske F-16 bevist, at vi kan være med blandt de bedste i den asymmetriske krigsførelse. Den asymmetriske krig er bl.a. karakteriseret ved den ene parts teknologiske overlegenhed samt den demokratiske stats etik. Den anden part søger at opnå sine mål gennem terror og andre midler, der oftest strider mod den frie verdens grundlæggende principper.

        Danmark er med F-16 med blandt de operativt og teknologisk førende nationer, og Flyvevåbnet giver dermed politikerne det redskab, der effektivt kan underbygge de nuværende og fremtidige udenrigs- og sikkerhedspolitiske mål.


[1] Det oprindelige køb i 1968. 20 jagerbombere, 20 reccefly, og tre tosædede. Dette blev senere suppleret med køb af yderligere syv tosædede. Flyvevåbnets Historiske Samling , C.L. Hertz.

[2] Se bl.a. Hans A. Schrøders bøger om Flyvevåbnet.

[3] I 1977 talte Flyvevåbnet: 6 kampflyeskadriller af typerne F-100 Super Sabre, F-104 Starfighter og F-35 Draken, en træningseskadrille med T-33 Silver Star og en flyveskole med T-17 Saab Supporter. Det største antal Kampfly besad Flyvevåbnet i 1957, hvor 242 kampfly fløj med den danske kokarde.

[4] GPS, inerti nav, og styresystemer til bombelegmerne mm., der giver en langt bedre træfsandssynlighed.

[5] MOU af 10. juni 1975 mellem USA, Holland, Belgien, Norge og Danmark.

[6] Eksempelvis: F-16 blok 50 eller senere modeller, Gripen, Typhoon (Eurofighter) eller Rafael

[7] LM Ericsson briefing i DIA 6 MAJ 2004, baseret på svenske erfaringer.

[8] Baseret på LINK 16

[9] Informationer omsættes til viden gennem systematisering, fordeling og anvendelse (”Create, share and apply”)

[10] The 9/11 commission:  ”More than 2.600 people died at the World Trade Center, 125 died at Pentagon, 256 died on the four planes. The death toll surpasses that at Pearl Harbour in December 1941.”

[11] CAOC er senere flyttet til Qatar, men leder fortsat luftkrigen i OEF og OIF.

[12] Mange års deltagelse i øvelse ”Red Flag” med de samme nationer viste her sin værdi.

[13] Beskrives andetsteds her i bladet.

[14] Oberst Svejgaard har på baggrund af åbne kilder (bl.a. JDW) opstillet tiden til styrkeopbygning for de deltagende luftstridskræfter til: Desert Storm: 6 måneder, Allied Force: 2 måneder, Enduring Freedom: 3 uger, Iraqi Freedom: 2 uger. En markant hurtigere opbygningstid fra 1991 til 2001.

[15] Missionestyperne var: Dedicated Close Air Support, Airborne Alert CAS, Ground Alert CAS.

[16] I perioden blev der stjålet et civilt fly fra Afrika, der mere eller mindre forsvandt. Der var en stærk formodning om, at dette fly kunne blive anvendt mod koalitionsstyrkerne.

[17] Oplysninger fra FTK pressebriefing på FSN SKP NOV 2003

[18] Ibid

[19] Kommentar af daværende stabschef ved US CENTCOM.

[20] Tekst fra FTK P&I

[21] En reduktion på næsten 75 %, fra 242 til 62, heraf 48 i den operative struktur.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.2_2005_1.pdf

 

Litteraturliste

Del: