Udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk litteratur 1985

Indledning
Produktionen af bøger, tidsskrifter, temahæfter, avisartikler på dansk om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske emner er ganske betragtelig og synes som dette årti går mod sin slutning at blive mere og mere omfattende. Hvem det vil være til glæde for, skal være usagt, men læserne konfronteres i højere grad med problemet at skulle prioritere, inden han eller hun overhovedet er nået til at åbne bogen, tidsskriftet etc. I det følgende er omtalt, hvad jeg har anset for repræsentativt for udgivelserne i 1985 - i hvert fald i forhold til det, jeg har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med. Gennemgangen er struktureret således, at hver publikation er behandlet under angivelse af sin titel. Det har imidlertid vist sig hensigtsmæssigt at samle publikationer, som behandler samme emne, under en fælles overskrift, ligesom f.eks. publikationerne udsendt af Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstj eneste er omtalt samlet.
 
»Man har et standpunkt...<<
I december 1984 udsehdtes under redaktion af Søren Møller Christensen en samling artikler, som hver skulle udgøre en brik i en mosaik om Socialdemokratiet og sikkerhedspolitikken i 80’eme. Bogen er udsendt under titlen »Man har et standpunkt...«, og Kjeld Olesen henviser i bogens indledning til »disse klassiske ord«, som »vakte opstandelse og forargelse«. Som tiden er gået vil de færreste benægte, »at det var modige og sande ord«. Kjeld Olesen bemærker, at »når forudsætningerne ændres, må man tænke njd;. Og ofte nå frem til nye konklusioner«. Bogen - »en debatbog«, som den betegnes - indeholder bidrag af socialdemokratiske politikere (Svend Auken, Lasse Budtz og lüiud Dam- gaard samt fra det tyske søsterparti Egon Bahr og Andreas von Bülow), akademikere (professor Bjarne Nørretranders, lektor (nu professor) Nikolaj Petersen og lektor ved norsk journalisthøjskole, Anders Hellebust), en repræsentant fra Nej til Atomvåben (Ole Wæver) og repræsentanter fra pressen (David Jens Adler, Øj vind Kyrø og Anders Jerichow). Bogens udgangspunkt er dobbeltbeslutningen fra december 1979 og beslutningens konsekvens for den senere socialdemokratiske sikkerhedspolitik. Bortset fra enkelte artikler - primært Bjame Nørretranders’ »Socialdemokratiet mellem to stole« - er der meget Udt debat om, hvorfor Socialdemokratiet først i slutningen af 1979 begyndte at ændre sikkerhedspolitisk holdning. Bogen giver ikke svar på spørgsmålet om Socialdemokratiets sikkerhedspolitik i sidste halvdel af 70’eme - et svar, som kunne være nok så interessant som baggrund til forståelse af den ændrede politik i første halvdel af 80’eme. Bjame Nørretranders direkte og pågående karakteristik betegnes af Kjeld Olesen som polemisk og som bogens mest kritiske indlæg. Nørretranders skriver bl.a. i sine konklusioner: »Socialdemokratiet har ladet Danmark foretage et helt klart brud på financielle forpligtelser over for NATO (bidrag til NATO-infrastrukturprogrammet), som var indgået af en socialdemokratisk regering. Og man har som et programpunkt, at Danmark også skal bryde andre og alvorligere forpligtelser. Denne politik fører bort fra NATO, enten man vil indrømme det eller ej«.
 
Nikolaj Petersens bidrag er en grundig og objektiv gennemgang af Scandilux samarbejdet, d.v.s. et uformelt samarbejde etableret mellem de socialdemokratiske partier i Danmark, Sverige, Norge, Holland, Belgien og Luxemburg, med søsterpartieme i England, Forbundsrepublikken og Frankrig som observatører. Nikolaj Petersen fremhæver den betydning Egon Bahr fra det vesttyske Socialdemokrati imidlertid synes at spille i arbejdet og i forbindelse med formulering af punkter, hvorom enighed tilvejebringes. Han påpeger, at man har afholdt sig fra at træffe egentlige beslutninger og i det hele gennemført møderne på en uformel og uforpligtende måde. Diskussionerne har dog haft en »anden, mindre håndgribelig virkning, som i det lange løb kan blive vigtigere end eventuelle forsøg på at fonnulere en fælles politik. Det er fremvæksten af, hvad der ofte bliver kaldt et »fælles perspektiv« på centrale sikkerhedspolitiske problemer. Dette betyder, at man kan begynde at ane konturerne af en nordeuropæisk socialdemokratisk sikkerhedspolitik, der på væsentlige punkter bryder med den hidtidige hovedstrømning i NATO, og som derfor også truer den brede konsensus, der hidtil har karakteriseret sikkerhedspolitikken i de fleste vesteuropæiske lande«. Bogen er som nævnt i altovervejende grad et forsøg på en forklaring af Socialdemokratiets INF-politik. Knud Damgaard gør sig imidlertid i sit indlæg om »Forsvaret år 2000« til talsmand for en ændret forsvarskon- struktion under anvendelse af den moderne teknologi - en struktur, som skulle bygges op omkring en defensiv målsætning byggende på det Damgaard kalder »Tværvæmsløsninger med en snæver forbindelse til Civilforsvaret og Det civile Beredskab«. Det er en hurtig læst bog, som ikke er særlig debatskabende og som kun i ringe grad giver svar på de spørgsmål, som synes essentielle til forståelse af Socialdemokratiets sikkerhedspolitik i 80’eme - måske bortset fra indlæggene fra akademikerne.
 
»Veje til fred«
På initiativ af og med økonomisk støtte fra formandskabet for Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU) og med professor Bjarne Nørretranders og lektor Bertil Heurlin som redaktører har Gyldendal udsendt »Veje til Fred. En håndbog i sikkerhed og nedrustning«. I bogens forord anføres, at den er tænkt som »en indgang til vor tids afgørende problemer: fred, sikkerhed og nedrustning«, samt »et overblik over de vigtigste begreber og problemstillinger inden for området«. Samtidig skulle den være »et redskab med hensyn til konkrete oplysninger«. Dette sidste formål må siges at være tilgodeset, idet bogen gennem en logisk opbygning giver læseren en god - omend ikke dybtgående - indsigt i de behandlede emner.
 
Bogen er opbygget omkring tre hovedafsnit: »Hvad er sikkerhed«, »Sikkerhedspolitikkens mål og midler« og »Politik og strategi«. Hertil føjes tre bilag. For det første et bilag med faktuelle oplysninger om de lande, der som aktører optræder på den sikkerhedspolitiske arena. Dernæst et »sikkerhedspolitisk leksikon« og endelig en »tidstavle over de væsentligste udenrigs- og sikkerhedspolitiske begivenheder siden 2. verdenskrig«. Bogens tre hovedafsnit og enkelte kapitler kan læses uafhængigt af hinanden. De giver hver for sig med den nødvendige historiske baggrund en god beskrivelse af nutidige og aktuelle problemer. Med undtagelse af bogens sidste kapitel »Alternativ dansk sikkerhedspolitik« af Gert Petersen, er fremstillingerne dog i for høj grad historiske og i for ringe grad fremadrettede - dette er nok bogens største svaghed.
 
 I et af bilagene er indeholdt et leksikon over de mest gængse sikkerhedspolitiske termer. Det er et prisværdigt arbejde, der her præsteres. Skulle bogen blive udsendt i et nyt oplag, burde man imidlertid gennemgå dette leksikon, som ikke er ganske fejlfrit. Enkelte eksempler skal nævnes: »Airland Battle« gøres til en NATO konventionel strategi (er en amerikansk operativ doktrin for amerikanske hærenheder på korpsniveau), »ABM- traktaten« betegner man som en del af SALT I (SALT I er en midlertidig aftale uden de samme forpligtelser som en traktat), »Triade« beskrives som »amerikansk strategisk atomslagstyrkes tre komponenter«, hvilket ikke er forkert, men man glemmer, at begrebet også anvendes om NATO tre slyrkekomponenter: konventionelle, taktiske - og strategiske nukleare styrker. I den omhyggelige gennemgang af NATO anføres, at Frankrig siden 1966 og Grækenland siden 1974 ikke er del af det integrerede forsvarssystem. Under beskrivelsen af forsvarsplanlægningskomiteen er det anført, at kun Frankrig ikke deltager, og i Militærkomiteen er det Frankrig og Island, som ikke er medlemmer. Sammenlignet med andre bøger udsendt af SNU er denne bog dyr (kr. 165). Sammenlignet med anden tilsvarende litteratur på dansk såvel som på et fremmed sprog er bogen imidlertid billig. Prisen er dog ikke den eneste årsag til, at den bør indgå i samlingen hos den, der interesserer sig for sikkerhedspolitiske spørgsmål. Den vil - primært grundet bilagene - i de nærmeste år blive stående som et godt opslagsværk.
 
»Thule - fangerfolk og militæranlæg«
Et samarbejde mellem to medarbejdere ved Institut for Eskimologi ved Københavns Universitet, forskningsstipendiat Jens Brøsted og stud. mag. Mads Fægteborg har resulteret i det forfatterne kalder »en retlig-historisk undersøgelse af Thulebasens anlæggelse. Thules flytning og befolkningens erstatningskrav«. Bogen, som er udsendt af Jurist- og Økonomforbundets forlag under titlen »Thule, fangerfolk og militæranlæg« kan selvsagt karakteriseres som værende i periferien af problemer omkring dansk sikkerhedspolitik - og dog. Lige siden USA indtrådte i 2. verdenskrig, har Grønland, trods sin beliggenhed med klimatiske forhold, som for mangen en europæer er ufattelige, været en hjørnesten i forsvaret af den frie verden. Grønlands udenrigs- og sikkerhedspolitik varetages fra Slotsholmen som en del af rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik, og dansk forsvar er med sin tilstedeværelse i Grønland et element i denne politik. Med baggrund i den dansk-amerikanske aftale af 27. april 1951, beskæftiger bogen sig med konsekvenserne af Thulebasens etablering og Thulebefolkningens retslige og økonomiske situation i forbindelse med flytningen fra Gl. Thule til Thule (Qaamaq). I det omfang forfatterne har kunnet få adgang til arkiverne, må bogen karakteriseres som veldokumenteret, og må, uagtet den af forfatterne betegnes som en del af et forskningsprojekt, anses for et vigtigt aktstykke til forståelse af efterkrigstidens udvikling i Grønland.
 
I bogens første del klarlægges problemområdet, og forfatterne konkluderer, at »anlæggelse af Thulebasen og folkeflytningen førte til krænkelse af Thuleloven, forsvarsoverenskomsten, folkeretslige grundsætninger og til forfatningsstridig ejendomskonfiskation samt til brud på tidligere erstatninsgspraksis. Indgrebene var uhjemlede. Folketinget, Inughuit og offentligheden blev ført bag lyset«. Med det foreliggende kildemateriale synes denne stærke påstand nok dokumenteret, men det bør dog erindres, at oplysninger bl.a. fra de i Grønland deltagende parter kun foreligger i et mindre og utilstrækkeligt omfang. I bogens anden del, hvor forfatterne skitserer løsningsmuligheder, påpeges de stærkt divergerende kulturelle - og dermed juridiske og retslige - forskelle mellem Danmark og Grønland, som gør det vanskeligt at finde en løsning, men som også betyder, at grønlænderne ikke i dag anser erstatningsspørgsmålet som forældet. At forstå problemet omkring Thulebasens bygning vil være et udgangspunkt for en større forståelse af de spørgsmål, som i fremtiden måtte blive aktuelle i forbindelse med varetagelse af sikkerhedspolitikken i rigets nordligste del.
 
»Efter atomkrigen«
Det er ikke ofte, der på dansk udsendes en teknisk beskrivelse af de mulige konsekvenser af en nuklear krig. 11982 udsendte Det kgl. svenske videnskabernes Akademis tidsskrift »Ambio« et særnummer med titlen »Nuclear War. The Aftermath«. Dette sæmimmier er blevet oversat til dansk af cand. mag. i dansk og historie Claus Jensen, cand. scient, i biologi Ole Jørgensen og cand. scient, i matematik og fysik Peter Touborg og udsendt under titlen »Efter atomkrigen« på forlaget ASK. Oversætterne har, henset til udviklingen siden særnummeret blev udsendt, bearbejdet visse af kapitlerne samt tilføjet nye afsnit. Efter en kort historisk gennemgang og indføring i de elementære virkninger ved atomsprængninger opstilles et reference scenarie - et muligt forløb af en nuclear krig - som udgangspunkt for den efterfølgende detaljerede og til tider meget tekniske beskrivelse af følgerne efter en anvendelse af nukleare våben. Scenariet ligger til grund for en gennemgang af de epidemiologiske konsekvenser, sygdomme og psykiske komplikationer, atmosfæren, landbruget og skovene, vand og vandforsyning og afsluttes, uafhængigt af scenariet, med en kort vurdering af konsekvenserne ved en »»begrænset« atomkrig i Øst-og Vesttyskland«. En publikation af denne art stiller imidlertid spørgsmålet om det relevante i en udsendelse på dansk. Den eller de personer, som har interesse og forstand på denne materie, må forventes at kunne tilegne sig materialet i en fremmedsproget udgave. At de tekniske konsekvenser skrives på dansk vil næppe udvide læsekredsen, og jeg skal i hvert fald afholde mig fra en vurdering af de opstillede grafikker, oversigter, tabeller, formler m.v.
 
Dyvig-rapporten
Gennemgangen af litteraturen udsendt i 1984 (Militært tidsskrift nr. 1/85) indeholdt en kort omtale af den netop udsendte rapport om »Danmarks sikkerhedspolitiske situation i 1980’eme« (Dyvig-^rapporten). I det forløbne år er der sagt og skrevet meget om rapporten, som nu danner grundlag for politiske forhandlinger i et særligt nedsat folketingsudvalg. Når der atter henvises til rapporten, skyldes det ikke kun rapportens vidtspændende og nuancerede indhold og derved solide baggrund for en vurdering af dansk sikkerhedspolitik, men også det forhold, at Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU) i begyndelsen af 1985 udsendte rapporten med de kommentarer og den debat, som i månederne efter rapportens! offentliggørelse var at finde i pressen. SNU-publikationen - den første i den nye serie »SNU informerer« - er et nyttigt værktøj for enhver, der ønsker at forstå baggrunden for og bevægelserne i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
 
Det strategiske forsvarsinitiativ
a. Uanset at Folketinget to gange i årets løb (26 MAR og 14 MAJ) har manifesteret sin holdning til det amerikanske strategiske forsvarsinitiativ (SDI), er mængden af publikationer om emnet - så vidt det ér under^ tegnede bekendt - begrænset til kun to. på fredsbevægelsens forlag. Tryk for Fred, har Bjørn Møller og Lars Olsen udsendt et hæfte med titlen »Stjernekrigen«. Det indeholder flere faktuelle oplysninger, som kan være nyttige til forståelse af problemkomplekset, f.eks. den tale, hvormed præsident Reagan i MAR 1983 satte projektet igang, uddrag af ABM- traktaten og uddrag af en artikel i Foreign Affairs, hvor Robert McNamara, Gerard Smith, McGeorge Bundy og George F. Kennan fremsatte kritiske udtalelser om præsident Reagans initiativ. Hæftet er opdelt i tre dele: Programmet, Strategien og Politikken. Så vidt, så godt.
 
Argumentationen er imidlertid tendentiøs og enøjet, idet holdninger og citater i overvejende grad reflekterer modstanderes synspunkter. Skulle man være i tvivl herom, gengives deres udtalelser fra enten »ansete« aviser, eller også er der tale om en »fhv. topmand i US Air Force« eller »øverste Pentagon-ansvarlig«. Det er forfatternes opfattelse, at USA har omgået ABM-traktaten fra 1972 (1974); men nævner intet om, hvad Sovjetunionen måtte have gjort. Den særlige komite (Standing Consultative Committee), som i forbindelse med ABM-traktaten (og SALT I-aftalen) blev nedsat til at overvåge traktatens/aftalens overholdelse, nævnes ikke med et ord. Fra de dokumenter, der er offentliggjort om forhandlingerne i komiteen, og hvoraf fremgår, at begge parter beskylder hinanden for omgåelse af traktaten/aftalen, er intet nævnt. Ensidig information er for så vidt udmærket, men det ville være ønskeligt, om sigtet med en sådan publikation indledningsvis blev tilkendegivet, så læseren var forberedt.
 
b. Trukket ud af 1984 årsberetningen »Sikkerhed og Nedrustning« har SNU som selvstændig publikation i serien »SNU informerer« udsendt det kapitel om det strategiske forsvarsinitiativ, som er udarbejdet af SNU sekretariat. Det er sket under titlen »»Stjernekrig«, Strategisk forsvar i rummet«. Publikationen er, som øvrige SNU-publikationer, uden farvestrålende billeder, men er, krydret med en enkelt principskitse for et tænkt rumforsvar samt to vittighedstegninger, et nøgternt og faktuelt papir om de amerikanske overvejelser og projektets mulige indflydelse på den gældende strategi.
 
»Hvordan kommer vi videre?«
Det antimilitariske udvalg i partiet Venstresocialisterne har med et antal debatartikler om militarisme og fredspolitik samlet i en enkelt publikation søgt at besvare spørgsmålet om, hvorledes fredsbevægelsen kommer videre. Den er udsendt af VS-forlaget og fremstår i to dele: »I Militarismen« og »n Elementer til en venstresocialistisk fredsstrategi«. En sammenfattende karakteristik er vanskelig, idet emnebehandlingen er enorm, lige fra en meget humoristisk - måske ikke forfatternes opfattelse artikel om kvinder og militarisme til »emerging technologies« - »E.T.- monster med mange hoveder«. Det, der måske umiddelbart falder ind, er ordet »mageløs« - hvorfor? Jo, tro det eller lad være, men der er flere passager, som ganske underbygger den almindelig anerkendte sikkerhedspolitik. Mageløs, også fordi publikationen er overordentlig ensidig i sin argumentation, tenderende mod det propagandistiske.
 
Selv om det ligger uden for en seriøs sikkerhedspolitisk debat, må det dog af hensyn til det feminine køn nævnes, at kvinden i et af indlæggene anses for at kunne yde to former for tjeneste i vort moderne samfund - enten som sygeplejerske eller som ludder - i hvert fald når kvinden betragtes i forhold til forsvaret (kan kvinder virkelig sidde en sådan påstand overhørig?). I et andét indlæg har Klaus Birkholm et væld af gode faktuelle oplysninger vedrørende den moderne teknologiske indflydelse på doktrinarbejdet. Han gør meget ud af FOFA og Airland Battle, men hvorfor mon han undlader at behandle de sovjetiske »Operational Maneuvre Groups«? Stig Hjarvad er størstydende til publikationens ialt 117 sider - ikke mindst i publikationens sidste del. Det er karakteristisk - måske især for denne del - at man søger at gøre Sovjetunionen og USA til de stygge ulve, hvorfor det på den ene side gælder om at hjælpe de østeuropæiske lande til mere demokratiske tilstande, ja, næsten til forhold vi kender i den vestlige verden. På den anden side er bl.a. Vesteuropa i den grad fanget i USAs imperialistiske edderkopnet, hvorfor vi skal søge at rive os løs og begive os ind på den ægte socialismes vej (til forhold som i Østeuropa?). I forbindelse med opstillingen af »internationale nedrustningsinitiativer« gælder det ikke om at støtte en lovlig valgt magt, men derimod bevægelser i andre lande. Også i Østeuropa, men nogen konstruktiv fremgangsmåde fremlægges ikke. Det faglige fredsarbejde skal styrkes og det gælder om at få fagbevægelsen til at rejse fredspolitikkens krav. »De landsdækkende 5-minutters strejke for fred var et vigtigt skridt i den retning. Sådanne aktioner må gentages og udvides«. Propaganda - undergravende virksomhed?
 
Publikationer fra Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste
a. Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste (FOV) har også i 1985 været stækket i sin udgivelsesvirksomhed. I oplysningsserien »Forsvaret i samfundet« er det således kun blevet til et nyt hæfte samt genoptryk (ajourføring) af to. Det nye hæfte, som er udsendt under titlen »Kirken og Sikkerhedspolitikken«, kan imidlertid uden vanskeligheder stå alene, og må, sammenlignet med megen af den i årets løb publicerede litteratm", anses for noget af en ener. Publikationen er udarbejdet af kaptajn Karsten Møller ved Forsvarsakademiet og er en bearbejdet version af hans besvarelse af hovedopgave på Stabskursus II, som han gennemgik i 1984.
 
I publikationen tages udgangspunkt i en kort gennemgang af den kristne kirke, krigen og freden. Herefter behandles den romersk-katolske kirke henholdsvis de ikke-katolske kirkers holdning til og engagement i den sikkerhedspolitiske situation, og i tre følgende kapitler gennemgås kirkernes holdning til aktuelle sikkerhedspolitiske debatemner, herunder den mulige kirkelige påvirkning af den sikkerhedspolitiske beslutningsproces i lande, som på den ene eller anden måde er eller har været særlig engageret i de senere års debat om stationering af nukleare våbensystemer i Europa. Publikationen har et fyldigt litteraturregister, men det kan beklages, at et tilsyneladende stort noteregister er udeladt.
 
Karsten Møller har på forholdsvis få sider været i stand til at afdække et overordentlig stort og kompleks problem, hvis elementer i langt højere grad end det er tilfældet i Danmark har rødder og fangarme ind i mange landes politiske beslutningsmaskineri. Som det afslutningsvis bemærkes, er de kirkelige bevægelser konfronteret med en vanskelig balanceakt ved på den ene side som en natumødvendighed at skulle udtale sig ud fra etiske og moralske forudsætninger, men som på den anden side kan tvinge kirken ind i partipolitiske trakasserier, hvorved kirken kan miste sin troværdighed og kristendommen sin relevans for det moderne menneske. I sin gennemgang af kirkens etiske og moralske holdning til problemer, som f.eks. begrænset nuklear krigsførelse, førstebrug af nukleare våben, afskrækkelesfilosofien, rejser Møller spørgsmålet, om det er moralsk akceptabelt at true med at udføre en handling, som, hvis den bringes til udførelse, må anses at være umoralsk. Han mener i den forbindelse, at man må skelne mellem mål og midler, og ser ingen kristen løsning på problemet, kun et valg mellem flere onder. Det er hans opfattelse, at vil man bedømme afskrækkelse ud fra moralske kriterier, må man, inden man når til en konklusion, med samme omhu bedømme alterhativeme hertil. »Dette savnes i høj grad hos dem, der har forkastet afskrækkelse. Derved underminerer man sin egen troværdighed som seriøs moralsk vejleder«.
 
Karsten Møller har med sin publikation ramt et tomrum i dansk sikkerhedspolitisk debat - hvilket de efterfølgende reaktioner har været et tydeligt bevis for. Under læsningen føler man imidlertid ofte, at Møller har haft mere, han gerne ville have sagt. Da der som hævnt er tale om en bearbejdet version af en opgavebesvarelse på Stabskursus, fremtræder den som en reflektion heraf, og er derved holdt inden for de måske ikke altid rimelige rammer for Stabskursets besvarelser.
 
b. Uden her at skulle gøres til genstand for nærmere omtale skal nævnes de genudséndte udgaver i serien »Forsvaret i samfimdet«. Det drejer sig om Erik Beukels »Lighed på strategiske atomvåben« og Bertil Heurlins »Sikkerhedspolitik og forsvar«. De er hermed udsendt i 25.000 henholdsvis 75.000 eksemplarer.
 
c. I sommerens løb udsendte FOV en skoleserie omfattende 8 hæfter med tilhørende videofilm, som skulle kunne anvendes til undervisning i forsvars- og sikkerhedspolitik i folkeskolens ældste klasser. Hvorvidt de er velegnede for den tænkte målgruppe skal ikke vurderes, og i øvrigt overlades til personer, som har den professionelle baggrund herfor. At der foreligger divergerende opfattelser kan dog ses af læserbrevsdiskussionen i »Folkeskolen«, og hæfternes fremkomst har også i visse politiske kredse mødt en sådan modstand, at der gennem en forespørgselsdebat i Folketinget i januar 1986 med specifik henvisning til serien er stillet forslag om, at 1 mill. kr. overføres fra FOV til SNU (i fortsættelse af de 2 mill. kr., der overførtes i 1983).
 
d. I juni afholdtes i Kirkenes i Norge den årlige »Folk og Væm-konference« mellem repræsentanter fra Danmark, Norge og Sverige. Temaet for 1985 var »Nordområdeme i Brennpunktet«, og de på konferencen afgivne indlæg er mod årets slutning udsendt i en publikation af FOVs søsterorganisation i Norge »Folk og Forsvar«. Den kan fås gratis ved henvendelse tü FOV. På konferencen talte to repræsentanter fra hver af de deltagende nationer. De militære synspimkter blev dækket af chefen for den svenskp forsvarsstab, viceadmiral Bror Stefenson, den norske statssekretær Oddmund Hammerstad og kommandørkaptajn Hans Garde fra Forsvarskommandoen i Darmiark. Problemet vurderet ud fra en politisk synsvinkel blev behandlet af udenrigsråd Kjeld Vibe fra det norske udenrigsministerium, kabinets- sekretärare Pierre Schori fra det svenske udenrigsministerium og lektor Ib Faurby fra Aarhus Universitet. Der blev ikke på konferencen, endsige i publikationen, foretaget nogen sammenfatning, hvilket også ville være vanskeligt, da de norske og svenske indledere i al overvejende grad beskæftigede sig med nationale problemer. I sit indlæg tog Garde udgangspunkt i det, han kaldte »Sovjetunionens maritime kvadrant«, d.v.s. området meUem Nordkap og Østersøen, og kom via en grundig behandling af den maritime opbygning i de nordlige havområder og forstærkningsproblemer for Norge og Danmark frem til et konkluderende spørgsmål, om betydningen og behovet for en mere permanent flådetilstedeværelse markeret ikke kun gennem den amerikanske flåde, men også af andre vestlige flåder. Faurby førte i sit indlæg tanken videre, idet han på baggrund af udviklingstendenserne i Nordens umiddelbare nærhed rejste spørgsmålet »om Norden fortsat kan karakteriseres som et lavspændingsområde i traditionel forstand eller om udviklingen er et resultat af inertien i vore sikkerhedspolitiske forskelligheder, kombineret med ensidig optagethed af vore egne problemer og tilsat en vis portion politisk naivitet«.
 
Kernevåbenfri zone i Norden
a. I serien af udenrigspolitiske skrifter udsendte Det udenrigspolitiske Selskab i efteråret en kort gennemgang af problematikken omkring Norden som kemevåbenfri zone. Publikationen er skrevet af lektor Ib Faurby ved Aarhus Universitet, som på ganske få sider giver læseren en god, saglig og logisk indføring i dette i øvrigt difuse problem. Allerede i indledningen fortæller Faurby sine læsere, hvor han selv står, idet han skriver, at »en kemevåbenfri zone i Norden ikke kan betragtes som en tillidskabende foranstaltning, der naturligt passer ind i dansk afspændingspolitik. Den vil derimod være et brud med den hidtidige politik, dels fordi det principielle grundlag er et andet, dels fordi de konkrete konsekvenser af medlemskabet af en kemevåbenfri zone ikke lader sig forene med et fortsat medlemskab af NATO«.
På de følgende godt 20 sider fremlægger Faurby demæst sine præmisser. I en diskussion af det geografiske omfang af en zone, inddrager han Grønland og Færøeme og bemærker, at deres inddragelse i et zonearrangement »af mange gmnde vil gøre problemstillingen endnu mere kompliceret end den allerede er. Men både Grønland og Færøeme er dele af det danske rige. Den danske kemevåbenpolitik gælder for hele riget«. Faurby finder omvendt, at ved at undlade at medinddrage de nordlige dele af riget i en evt. zone, ville der blive etableret forskellige sikkerhedspolitiske ordninger for rigets forskellige dele, hvad der på længere sigt kunne bidrage til en undergravelse af rigsfællesskabet.
 
Kapitlet om zonen og NATO-medlemskabet står stærkest. Her kommer Faurby ind på relationerne til NATO strategi, Danmarks fortsatte indpasning i NATO-organisationen og endeUg mulighederne for at fastholde de nuværende forstærkningsarrangementer. Faurby finder, at Danmark (og Norge) bør trække sig ud af alle sider af NATO-samarbejdet, hvis der blev oprettet en nordisk kemevåbenfri zone og stiller spørgsmålet, om det ikke var rimeligt, at »vi så i stedet havde en principiel debat om NATO-medlemskabet, idet en sådan debat ville være langt mere grundlæggende for Danmarks sikkerhed end de løst formulerede forhåbninger om positive virkninger af en kemevåbenfri zone«. For den der ønsker at medvirke i debatten om, hvorvidt Danmark bør indgå i et zonearrangement, er det ikke muligt at komme uden om Faurbys indlæg. På få sider har han været i stand til at fremlægge en saglig, klar og overbevisende argumentation.
 
b. Samme emne er behandlet i en mindre SNU-publikation fra november. Den er udarbejdet af amerikaneren Tomas Ries og udsendt under titlen »Kernevåbnene og zonen«. Tomas Ries er indtil udgangen af 1985 knyttet til »Graduate Institute of International Studies« i Genéve, hvor han har arbejdet med sin disputats om den militære udvikling i og omkring Skandinavien i årene 1955-1985. »Oprettelsen af en nordisk kemevåbenfri zone er for en stor del et spørgsmål om politisk vilje og interesse. Men vi må også være opmærksomme på, hvilke våben der egentlig er tale om«. Således indleder Ries sin publikation, som dernæst i overvejende grad er en gennemgang af soyj etiske våbensystemer, stationeret umiddelbart op til en formodet nordisk kemevåbenfri zone, som Ries mener vil omfatte Finland, Sverige, Norge og Danmark. Publikationens sigte har været reelt nok, men det tabes noget, efterhånden som Ries arbejder sig gennem sine geografiske afgrænsninger og de dermed berørte våbensystemer. På en for så vidt udmærket måde gennemgår Ries mulige våbensystemer, deres rækkevidde og stationeringsmæssige muligheder, men når han går over til en mere systematisk opstilling under anvendelse af kort og tabeloversigter svigter logikken i nogen grad, idet han f.eks. medtager sovjetiske søbaserede våbensystemer (fordi dé har base i Murmansk-området?), men undlader de tilsvarende amerikanske systemer. At opstille politiske manifester er formentlig ikke vanskehgt - at sætte kød på dem er en anden sag. Ries har gjort et godt og prisværdigt forsøg gennem sin opregning af våbensystemer, hvis antal måske ikke er ganske korrekt, men som på den anden side giver en ide om de tekniske vanskeligheder, man under evt. forhandlinger vil blive konfronteret med.
 
Årsberetninger
a. Tøger Seidenfaden har i en anmeldelse i Weekendavisen 08 november 1985 af tre årbøger (heraf to af de nedenfor omtedte) om den sikkerhedspolitiske udvikling i 1984 bl.a. skrevet, at »årbøger er en håbløs affære. De dækker udviklingen eller aktiviteter, der ikke har andet til fælles, end at de er foregået mellem de to datoer, der definerer et år«. Han har ganske ret, ligesom han har ret, når han på den anden side karakteriserer årbøgerne som gode opslagsværker. Skulle de årbøger, som nedenfor kommenteres, være omtalt som øvrige publikationer, ville der være stof til en selvstændig artikel. Opregningen af årbøgernes titler og forfattere skal derfor alene tjene som en henvisning for den, der måtte være interesseret i enkelte emner.
 
b. SIPRI, som er forkortelsen for Stockholm International Peace Research Institute, udsender hvert år en i vide kredse meget anerkendt årbog, som imidlertid grundet sit volumiøse omfang er meget dyr at anskaffe. Instituttet har derfor bedt John Tumer, som i forbindelse med den »store« årsberetning har arbejdet sammen med instituttets øvrige stab, udarbejde en forkortet version. Det er sket i form af publikationen »Arms in the ’80s. New Development in the Global Race«, som er oversat til dansk af Jørgen Nielsen og udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke under titlen »SIPRI årbog 1985 - Våbenkapløb og våbenkontrol«. At publikationen er en forkortet version af den,egentlige årsberetning øver selvsagt indflydelse på omfanget og behandlingen af de enkelte emner. I væsentlig grad fokuseres mod de nukleare og kemiske våbensystemer, de samlede udgifter til våbenproduktion og handelen med konventionelle våben. Publikationens sidste fjerdedel indeholder supplerende statistisk materiale samt en udmærket oversigt over multilaterale våbenkorttrol- aftaler fra »Genéveprotokollen« i 1925 frem til »konventionen om inhumane våben« i 1981 og suppleres med en oversigt over hvilke lande, der har ratificeret aftalerne.
 
Publikationen indeholder i øvrigt et relevant billedmateriale samt let tilgængelige grafikker og tegninger. Den er meget læservenlig, idet den i marginen har optaget supplerende forklaringer og definitioner af termer, som anvendes i den egentlige tekst. Hertil skal føjes, at oversættelsen til dansk er holdt i et flydende sprog, ligesom den ofte vanskelige terminologi er oversat til et forståeligt dansk.
 
c. Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalgs årsberetning »Sikkerhed og Nedrustning« foreligger påny i en to-binds udgave, hvor bind I indeholder en redegørelse vedrørende udvalgets virksomhed i 1984, en fremstilling af nogle hovedtræk i den internationale og militære udvikling samt individuelle bidrag om udvalgte emner behandlet af sagkyndige. Bind n indeholder en udførlig beskrivelse og dokumentation af den internationale udvikling på nedrustningsområdet, ligesom det på baggrund af officielle danske indlæg under stedfundne nedrustnings- og rustnings- kontrolforhandlinger i 1984 redegør for dansk stillingtagen til de behandlede problemer.
 
De indledende to kapitler i bind I, som er skrevet af SNUs sekretariat omhandler »Nogle hovedtræk i den internationale udvikling i 1984« og »Nogle tendenser i den militære udvikling« - sidstnævnte er udsendt som en selvstændig SNU-publikation. Bidragene fra de sagkyndige indledes med en gennemgang af »Fransk udenrigs- og sikkerhedspolitik under Mitterand« af Erling Bjøl og fortsætter med en artikel af Ame Olav Brundtland om »Norsk sikkerhedspolitik i aktuell betydning«. Kirsten Bruun har skrevet om »Fred og forandring. Nogle betragtninger over stabilitet og afspænding i Europa«. De mangeartede emner fortsætter med Henrik Fugmanns »En belysning af forskeUige opfattelser af Den internationale Valutafonds (IMFs) rolle i den internationale tilpasningsproces«. En god og interessant artikel er indeholdt i Henrik Krasners redegørelse om »Politisk udvikling i den nye danske Fredsbevægelse«, mens Skjold G. Mellbin redegør for »Det første år af Konferencen om Tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger og nedrustning i Europa«. »De Mellemøstlige forhold« beskrives af Mehdu Mozaffari, hvorefter der springes til Karsten Møllers veldokumenterede behandling af »Udviklingen i sovjetiske militære doktriner«. Fra Sovjetunionen fortsættes til »Japanske forsvarsproblemer« af Poul E. Svejstrup, mens det er overladt til Jens Thomsen at slutte med »Valutariske spørgsmål mellem industrilandene«. Bind I’s bilag indeholder oversigter over den økonomiske støtte, som i 1984 er ydet til oplysnings- og forskervirksomhed samt rejsestipendier til journalister. Endelig en oversigt over de i Folketinget i årets løb vedtagne sikkerhedspolitiske dagsordener.
 
d. Dansk Udemippolitisk Institut har med sin årsberetning »Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1984« udsendt sin sjette årbog med analyser og dokumentationer af dansk udenrigspolitik i det forløbne år. Beretningen er, som SNUs årsberetning, en »voldsom« sag, hvilket dog skal ses på baggrund af, at knap 3/4 er afsat til det dokumentariske materiale. Som i tidligere årsberetninger er det udenrigsministeriets direktør, som indleder artikeldelen. I sin gennemgang af dansk udenrigspolitik 1984 ■ udtrykker han behersket optimisme i såvel forholdet mellem USA og Sovjetunionen, i udviklingen inden for EF som i den hjemlige sikkerhedspolitiske debat. Professor ved økonomisk institut i Aarhus, Karsten Laursen, behandler protektionismen i den internationale varehandel i artiklen »Nyprotektionisme. Baggrund, form og konsekvenser«. Forsvarsforliget fra 1984 behandles i en dobbeltartikel af professor Nikolaj Petersen fra Aarhus Universitet og major M. Clemmesen. I vel nok den mest interessante artikel i årsberetningen vurderer Niels Jørgen Haagerup »Den vesteuropæiske forsvarsdimension og dansk sikkerhedspolitik«. Haagerup påpeger dansk forsigtighed og tilbageholdenhed, men mener dog at kunne konstatere en lidt større spændvidde og åben debat om Europa. Det dokumentariske afsnit indeholder en fortegnelse over årets forespørgsler og spørgsmål i Folketinget, en række opinionsundersøgelser om udenrigspolitiske spørgsmål samt en bibliografi.
 
e. Forsvarsministeriet udsendte ved årets begyndelse den tredie i rækken af årsberetninger, nemlig »Årlig redegørelse 1984«. Der er tale om en publikation i hæfteform på ca. 80 sider. Det kan kun hilses med tilfredshed, at ministeriet på denne måde ønsker at informere om sin virksomhed. De aktuelle emner fra det forløbne år omtales uden dog at blive gjort til genstand for en uddybende beskrivelse og behandling. I et bilag er opregi^et spørgsmål m.m. i Folketinget til forsvarsministeriet i perioden 16. november 1983 til 1. oktober 1984. Antallet af spørgsmål er stort og giver et umiddelbart; indtryk af forsvarets nuancerede virke. Det var måske en overvejelse værd at lade svarerne indgå i den årlige redegørelse, idet der derigennem ville foreligge et righoldigt materiale til brug for de mange uden for Folketinget, som ikke har adgang til f.eks. Folketingstidende. Det kunne i sandhed også overvejes, om ikke spørgsmål og svar med fordel kunne udsendes i en selvstændig publikation. Bør en redegørelse i øvrigt udsendes hvert år? I vort nærmeste naboland. Forbundsrepublikken, sker det gennem en særlig Hvidbog, når der anses behov derfor - d.v.s. ca. hvert andet år.
 
»Hansen og Ivanov«
To amerikanske forhandlere ved den amerikanske delegation i Genéve fortalte sidste sommer undertegnede om de vanskeligheder, de var konfronteret med i deres forhandlinger med de sovjetiske repræsentanter. Vanskelighederne bestod naturligvis primært i ät tilvejebringe enighed om materien, men i lige høj grad om at opnå enighed og forståelse af modpartens sprog. Mary Dau, som i en årrække har været diplomatisk udsendt til Sovjetunionen fremhæver i sin bog »Hansen og Ivanov« - afspænding mellem Øst og Vest« netop dette som et væsentligt problem i mulighederne for en tilnærmelse mellem Øst og Vest. Parterne taler sammen - men forbi hinanden. Ord kan oversættes, men er nuancen eller forståelsen den samme hos de, der forhandler? I sin gennemgang af CSCE-slutakten beretter Mary Dau om de vanskeligheder, man var konfronteret med og som undertiden resulterede i, at man måtte spørge tolkene til råds. Hun giver et eksempel fra princip- deklarationens 6. princip, som på dansk hedder »Ikke indgriben i indre anliggender«, hvor det bla. hedder, at »staterne vil afholde sig fra enhver indgriben...« Ordet »indgriben« blev bevidst anvendt og forklaredes som »væbnet intervention eller trussel herom«. Alternativet var ordet »indblanding«, som er vagere og bredere. Den russiske oversættelse siger imidlertid netop »indblanding«, hvorfor Sovjetunionen i dag besværer sig - xmder henvisning til Helsingfors-slutakten - over vestlige indblandings- forsøg, f.eks. når der protesteres over Andrei Sakharovs skæbne.
 
Eksemplet er et af de mange i denne meget indgående behandling af (^spændingen mellem Øst og Vest, men samtidig et eksempel, som bør få de mange, der ønsker resultater fra forhandlingerne, næsten inden forhandlerne har mødt hinanden, til at forstå betydningen af, især når Sovjetunionen er den ene forhandlingspart, at væbne sig med tåbnodighed - hverken Rom eller de strategiske nukleare forhandlingsresultater blev skabt eller bliver skabt på en dag. I sin bog beskriver Mary Dau den historiske baggrund for afspændingen, og den betydning den har for stormagternes udenrigspolitiske forhandlingsstrategi. Bogen er bred i sit sigte, og Mary Dau kommer vidt omkring. Derved mistes muligheden for den detaljerede gennemgang af de enkelte emner. Til gengæld giver bogen gennem sin nuancerede fremstilling en god indføring i det vide spektrum af udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter, som kendetegner forholdet mellem Øst og Vest. Hun lader sig ikke personligt engagere, men omvendt giver hendes personlige baggrund fra opholdene i Østeuropa bogen et kolorit, som en iagttager fra et ensidigt vestligt miljø ikke ville kunne få med. Bogens generelle tema er spænding - afspænding, og skal man søge at få det komplette billede af disse begreber, bør den læses i sin fulde længde. Grundet en udmærket disponering kan den imidlertid med fordel også anvendes som opslagsværk, hvor læseren germem de enkelte kapitler får en grundlæggende indføring i afspændingens kompleksitet.
 
Afslutning
MONITOR skrev i Berlingske Tidende 14. oktober 1985 om »Borgerlig Usikkerhed« og foretog i sin artikel en vurdering af engagementet i den sikkerhedspolitiske debat hos de borgerlige henholdsvis venstrefløjens partier. MONITOR henviste til en udtalelse af udenrigsministeren, som skulle have udtalt sig om en standende kamp om befolkningens hjemer og hjerter og fortsætter; »Men hvis man hverken har viljen eller evnen til med viden og argumenter at øve indflydelse i den danske sikkerhedspolitiske debat, så får man det naturligvis heller ikke«. Der er megen sandhed i dette udsagn.Tilsyneladende er viljen tilstede - i hvert fald såfremt man anskuer det ud fra den mængde af papir, som anvendes til at argumentere om sikkerhedspolitikkens mange nuancer. Det skal imidlertid overlades til den enkelte læser at tage stilling til, om »evne, viden og argumenter« eksisterer i samme omfang.
 
 
 
 
Litteratur
»Man har et standpunkt... - Socialdemokratiet og sikkerhedspolitikken i 80’eme«. Redaktion: Søren Møller Christensen. Eirene 1984.
 
»Veje til Fred. Håndbog i sikkerhed og nedrustning«. Redaktion: Bertil Heurlin og Bjarne Nørretranders. Gyldendal 1985.
 
Jens Brøsted og Mads Fægteborg: »Thule-fangerfolk og militæranlæg«. Jurist- og økonomiforbundets Forlag 1985.
 
Frank Barneby m.fl.: »Efter atomkrigen«. Forlaget ASK 1985.
 
SNU informerer: »Dyvig-rapporten med kommentarer og debat«. Det sikkerheds- og nedrust- ningspolitiske Udvalg 1985.
 
Bjørn Møller og Lars Olsen: »Stjernekrigen«. Forlaget Tryk for Fred 1985.
 
SNU informerer: »»Stjernekrig«, Strategisk forsvar i rummet«. Det sikkerheds- og nedrust- ningspolitiske Udvalg 1985.
 
»Hvordan kommer vi videre?« - Artikler om militarisme og fredspolitik. VS-forlaget 1985.
 
Karsten Møller: »Kirken og sikkerhedspolitikken«. Serien: Forsvaret, Samfundet, Forsvarskommandoen gennem Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstj eneste 1985.
 
Bertil Heurlin: »Sikkerhedspolitik og forsvar«. Serien: Forsvaret i Samfundet, Forsvarskommandoen gennem Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste 1985.
 
Erik Beukel: »Lighed på strategiske atomvåben«. Serien: Forsvaret i Samfundet, Forsvarskommandoen gennem Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstj eneste 1985.
 
FOV skoleserie, hæfte 1-8. Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste 1984/85.
 
»Nordområderne i Brennpunktet«, Nordisk konference i Kirkenes, 24.-28. juni 1985. Folk og Forsvar gennem Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste 1985.
 
Ib Faurby: »Kernevåbenfri zone i Norden«. Udenrigspolitiske skrifter, serie 17, nr. 2. Det udenrigspolitiske Selskab. Forlaget Schultz 1985
 
SNU informerer: Tomas Ries: »Kernevåbnene og zonen«. Det sikerheds- og nedrustnings- politiske Udvalg 1985.
 
John Turner og SIPRI: »SIPRI-årbogen 1985. Våbenkapløb og våbenkontrol«. Mellemfolkeligt Samvirke 1985.
 
»Sikkerhed og Nedrustning I-II«. Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske Udvalg. Forlaget Europa 1985.
 
»Dansk udenrigspolitisk årbog 1984«. Dansk Udenrigspolitisk Institut. Jurist- og økonomiforbundets forlag 1985
 
»Årlig redegørelse 1984«. Forsvarsministeriet 1985.
 
Mary Dau: »Hansen og Ivanov. Afspændingen mellem Øst og Vest«. Borgen 1985.
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.