Tredobbelt anmeldelse: Kryssing. Manden der valgte forkert, Troskab. Dansk SS-frivillig E.H. Rasmussens erindring 1940-45, En skole i vold. Bobruisk 1941-44. Frikorps Danmark og det tyske besættelsesherredømme i Hviderusland

Anmeldt af Niels Bo Poulsen

Kryssing. Manden der valgte forkert”, af Thomas Harder, Lindhardt og Ringhof, 2014, 528 sider, 349,95 kr. (i flg. forlagets hjemmeside). 5 bånd

Troskab. Dansk SS-frivillig E.H. Rasmussens erindring 1940-45”, af Peter Møller Hansen, 560 sider, 349,95 kr. (i flg. forlagets hjemmeside). 2 bånd

En skole i vold. Bobruisk 1941-44. Frikorps Danmark og det tyske besættelsesherredømme i Hviderusland”, af Therkel Stræde og Dennis Larsen, 2014,  392 sider, 349,95 kr. (i flg. forlagets hjemmeside). 5 bånd

Foto: saxo.com og arnoldbusck.dk

Både nationalt og internationalt er udforskningen af SS, herunder dens militære gren Waffen-SS, et forskningsområde i stadig vækst. Inden for det seneste trekvarte år er der således i Danmark udkommet tre bøger om danskere i Waffen-SS (se nedenfor), og de har i vores nabolande selskab af en tilsvarende mængde af nye udgivelser. Eksempelvis kunne norske Sigurd Sørlie i marts forsvare en phd-afhandling om nordmænd i Waffen-SS: ”Solkors eller hakekors. Nordmenn i Waffen-SS 1941-1945” (Oslo Universitet, 2015), og denne særdeles vellykkede afhandling udkommer forhåbentligt snart i bogform. I Sverige har journalisten Bosse Schön udgivet ”Hitlers Svenska SS-soldater. Brev och Dagböcker” (Fischer og Co, 2014), og i Tyskland blev der sidste år udgivet såvel en meget vigtig doktorafhandling om Joachim Peiper (JensWestemeier: ”Himmlers Krieger. Joachim Peiper und die Waffen-SS in Krieg und Nachkriegszeit“, Schöningh Verlag, 2014) som en antologi som dækker en bred række temaer og nationaliteter i Waffen-SS‘historie (Jan Erik Schulte et.al., „„Die Waffen-SS. Neue Forschungen”, Schöningh Verlag, 2014). De tre danskudkomne bøger, som er genstand for nærværende anmeldelse, er i ambition, genre og anslag vidt forskellige – så selv uden at anlægge en kvalitetsmæssig betragtning kan man med rette tale om blandede bolsjer, idet vi har at gøre med en faghistorisk monografi, en mere journalistisk biografi og en erindringsbog.

"Kryssing" af Thomas Harder
Thomas Harders biografi om C.P. Kryssing, Frikorps Danmarks første chef, føjer sig ind i en række af nyere biografiske studier som den ovenfor nævnte biografi om Joachim Peiper. I Danmark er der nu udkommet bøger om alle de tre frikorpschefer og artikler om flere andre indenlandske officerer i Waffen-SS. Resultatet er ikke altid lige imponerende. Mens Mikkel Kirkebæks Schalburgbiografi, som udkom i 2009 (”Schalburg”, Gyldendal, 2008, red.), var fremragende, må ”Krigeren” - Frank Bøghs portræt af K.B. Martinsen fra 2005 (Documentas, 2005, red.) – betegnes som langt mindre vellykket. Forskellen er dels den kildebase de to bøger er skrevet ud fra, dels – og det er nok vigtigere – forfatterens grad af refleksion og kritisk sans. Faghistorisk set når Harder ikke Kirkebæks højder, men der er ikke desto mindre tale om et særdeles velskrevet og kompetent værk. Over godt 500 sider følges Kryssings liv fra barndommen i 1800-tallets sidste årti i et dansk officershjem til han i 1975 dør som en ensom og forbitret gamling. NårKryssing er værd at portrættere, skyldes det naturligvis ikke hans ganske gennemsnitlige militære karriere i det danske forsvar, hvor han i 1941 var oberstløjtnant og chef for 5. Artilleriafdeling i Holbæk. Det var derimod det valg han traf den 29. juni 1941, den dag han stillede sig i spidsen for Frikorps Danmark. Herfra gik vejen til det nazistiske Waffen-SS, hvor Kryssing på papiret forblev tjenestegørende frem til krigsafslutningen. 
 

Som det vil være mange læsere bekendt var Kryssing en af de få ikke-tyske officerer i det multinationale Waffen-SS, som avancerede til generalsrang. Dette var, som Harder er inde på, næppe Kryssings evner eller Waffen-SS’ tilfredshed med ham, som skaffede ham denne rang, men derimod SS’ behov for synlige symboler på, at Waffen-SS repræsenterede hele ”Europas korstog mod bolsjevismen”, som bragte ham gyldne skulderstriber og egeblade på kravespejlet. En meget stor del af bogen er da også viet Kryssings snoede vej gennem Waffen-SS, efter han efter blot cirka seks måneder som chef for Frikorpset udrensedes grundet en dobbelt strid med såvel korpsets nazistiske basis som med de fra Waffen-SS indsatte rådgivere. I en længere tid derefter flyttedes Kryssing rundt uden regulær tjeneste. Den omfattende officersmangel i Waffen-SS taget i betragtning, vidner dette nok både om, hvor besværlig en mand Kryssing var og om SS’ notoriske problemer med at udnytte sine udenlandske officerer optimalt. Først daKryssing gennem en længere periode i 1944 blev chef for den såkaldte Kampfgruppe Küste langs sydsiden af den Finske Bugt, kom han igen til at gøre operative tjeneste og tilsyneladende med udmærket resultat.

Bogen er i øvrigt i høj grad et dobbeltportræt, hvor Kryssings viljestærke og ganske kompromisløse hustru, Kamma spiller en stor rolle. Kamma Kryssing var efter alt at dømme endnu mere politisk radikaliseret end sin mand, hvilket dels fremgår af bogens mange breve fra hendes hånd, dels af brevuddrag fra et arkiv, som Harder ikke har inddraget i bogen, nemlig den feltpostprøvning SS selv foretog (nu beliggende iBundesarchivs afdeling i Berlin)[i]. Denne – kan det synes beskedne mangel – er symptomatisk for en af bogens svagheder, nemlig at den ikke bærer præg af en omfattende og systematisk udnyttelse af de potentielle kilder til emnet. Kryssings efterladte privatarkiv på Det Kongelige Bibliotek, som rummer en omfattende korrespondance, er således bogens hovedkilde. Disse breve virker derfor stærkt strukturerende på bogen. Dels kommer Kammas meninger og synspunkter – fordi hun skrev hyppigt til sin mand eller omtales i Kryssings breve – til at fylde ganske meget, dels rummer bogen forholdsvist lidt nyt materiale om Kryssing som officer i Waffen-SS, da tyske militære kilder, ikke i samme grad er inddraget. Da Kryssings tjeneste i Waffen-SS må siges at være hovedårsagen til, at han er værd at skrive en biografi om, er dette ikke uproblematisk. En anden anke er bogens længde. Den er med sine over 500 sider ganske lang og kunne med fordel havde været forkortet.

Samlet set er der dog tale om en ganske helstøbt biografi, som analyserer Kryssings livsforløb med stor menneskekundskab og med lige så god kildekritisk sans. Man finder stort set ikke fejl eller misforståelser i bogen, heller ikke når det gælder militære forhold. Det er en bog, som kan anbefales både til personer, som kender emnet i forvejen, men som gerne vil mere ind bag personen Kryssing og til helt nye læsere.

"Troskab" af Peter Møller Hansen
”Troskab” er endnu et nummer i rækken af SS-veteraners selvbiografier. Det er en genre, som alene i Danmark – hvis man medtager interviewbaserede bøger – har kastet mere end et dusin værker af sig, og som sjældent er særligt interessant eller pålidelig læsning. Det gælder i høj grad også den her anmeldte bog. Bogen er blevet til i samarbejde mellem den unge historiker Peter Møller Hansen og SS-veteranen EllefHenry Rasmussen, hvis vej gennem Waffen-SS gik fra en tidlig rekruttering til Regiment Nordland i 1940 og dermed forbundet kampindsats i Division Wiking 1941-42 via overflytning til Division Nordlands Regiment Danmark til deltagelse i slutkampene om Berlin i foråret 1945. Rasmussen kan på mange måder betegnes som en hardcore SS-frivillig. Han kom fra et nazistisk, tyskorienteret hjem, hvor stort set hele husstanden i løbet af besættelsen kom til at gøre tysk tjeneste i en eller anden form. Hans hvervning, som fandt sted i sommeren 1940, skete delvist under falske forudsætninger, idet de tidligt hvervede danske nazister var blevet foregøglet at de blot skulle til politisk og sportslig træning i Tyskland med henblik at returnere til Danmark, når en nazistisk regering var etableret. Den blot 17-årige Rasmussen, som var både fysisk stærk og stærk i troen, var dog ikke blandt de, som vendte tilbage til Danmark, da bedraget blev afsløret, men forblev derimod i Waffen-SS, hvor han udviklede sig til en både stålsat og dygtig soldat. Her tjente han sig op til officer og endte som bataljonschef i SS-Regiment Danmark. Bogen indeholder en detailmættet skildring af hans tjeneste og oplevelser i Waffen-SS, og giver tillige indblik i hans families historie, samt den veterantilværelse han siden førte. Han blev, blandt andet takket være besiddelsen af et stort firma, en af de mest markante danske SS-veteraner, som ikke blot havde et stort internationalt netværk, men som også sponsorerede mange veteranaktiviteter.

Selv om der er interessante passager og en del oplysninger om livet i Waffen-SS af interesse for kenderen, er ”Troskab” behæftet med ganske betydelige problemer. Dels kildekritiske: Den fremstår som en erindringsbog, men er fyldt med minutiøse detaljer og eksakte ordvekslinger, som ingen person kan huske på 70 års afstand. Ser man nøje på illustrationsmaterialet, som blandt andet består af en del tyske SS-dokumenter, bliver det klart, at meget af det, som i bogen umiddelbart fremstår som en fortalt erindring, i realiteten er dokumentbaseret. Der er nemlig stor korrespondens mellem det sagte og de oplysninger, eksempelvis om antal våben i en kampgruppe, som nævnes i de optrykte dokumenter. Det er imidlertid ikke noget, som læseren oplyses særligt klart om, og derfor giver bogen et falsk indtryk af personerindring, fremfor det den retteligt er – en slags amatørhistorie, hvor Rasmussen har støttet sig til dokumenter og apologetisk litteratur.

Et andet og nok større problem er, at bogen er blottet for selvransagelse og fremstår som en lang ukritisk, apologetisk og gammelnazistisk hyldest til Waffen-SS. Godt nok tager historikeren Peter Møller Hansen det forbehold i bogens forord, at Henry Rasmussens ”ord vidner sort på hvidt om et menneske, som står ved de handlinger, han har foretaget, og den ideologi, der drev ham” (s.11). Og godt nok problematiseres Henry Rasmussens fortælling i Hansens efterskrift, men det godtgøres ikke for alvor, hvorfor det er nødvendigt at lade en SS-veteran udbrede sig om sit syn på verden og dens gang over 400 sider, når refleksion og selv den mindste anger er helt fraværende.

Bevares, bogen er rig på detaljer, og hvis man mener, at det er vigtigt, at få at vide, at tilværelsen som SS-kadet indebar en forpligtelse til at invitere unge tyske kvinder i biografen eller gerne vil mindes om, hvem der beklædte forskellige stillinger som bataljonschef i SS-Regiment Danmark, kan man med køb af ”Troskab” få den rette bog i hånden. Men noget afgørende nyt i forhold til emnet Waffen-SS og danskere deri, er der ikke at finde. Skal man tro Henry Rasmussen, som tjente i Wiking i sommeren og efteråret 1941, dvs. på et tidspunkt, hvor enhedens soldater deltog i mord på tusinder af civile og krigsfanger, kendte han eksempelvis ikke noget til disse uhyrligheder, ligesom han heller ikke havde nogen viden om andre nazistiske overgreb. Denne manglende viden – eller nok snarere dårlige hukommelse – er ikke i tråd med, hvad vi i dag ved, om mange almindelige tyske soldaters indgående kendskab til både drabshandlinger og mishandlinger ved fronten og udryddelsesprocessen i koncentrationslejrene.

Rasmussens erindringer havde befundet sig fint som et upubliceret manuskript, der henlå i et arkiv, hvor historikere med særlig interesse for emnet og behov for at inddrage det i deres forskning kunne benytte de elementer, som er af interesse, for eksempel konkrete person- og kampbeskrivelser eller de mentalitetsmæssige træk man kan udlede af det. De egner sig derimod ikke godt i offentlig bogform – ”Troskab” er nemlig et ufordøjet SS-manifest, som ikke gør forlaget Lindhardt & Ringhof eller redaktør Peter Møller Hansen ære. Anmelderen vil som illustration af denne pointe lade SS-Haupsturmführer Rasmussen selv få ordet: ”Hitler havde ganske vist været en dygtig politiker igennem sin karriere, men som nævnt ved en tidligere lejlighed skulle han have overladt det militære til sine generaler og holdt sig til det, han var bedst til”  hedder det på side 411. Vi må altså forstå, at problemet med Hitler ikke var, at han myrdede seks millioner jøder og et tilsvarende antal andre civile, eller at han påførte Tyskland et diktatur, men blot at han var dårlig til at føre krig. Andetsteds kan Rasmussen berolige læseren med, at han ”ikke plæderer for en genindførelse af nationalsocialismen, for denne ideologis rolle er udspillet (anmelders fremhævelse)”. Det er altså ikke således, at nazismen var moralsk forkastelig – Hitlers ideologi er blot ikke længere relevant!?

”En skole i vold” af Therkel Stræde og Dennis Larsen
Som et særdeles værdifult korrektiv til Rasmussens brune glansbillede af livet i Waffen-SS kan man læse Odensehistorikeren Therkel Stræde og hans medarbejder Dennis Larsens bog om SS-militærbasen og koncentrationslejren i Bobruisk i Hviderusland. 

I det tyskbesatte jernbaneknudepunkt og industricentrum Bobruisk lod Himmler fra foråret 1942 opbygge en omfattende SS-infrastruktur, som blandt skulle tjene som forsyningspunkt for de SS-tropper, som var indsat i Hærgruppe Midt. Dertil kommer, at den her skabte base tjente som kaserne for SS-rekrutter og rekonvalescenter, som under deres ophold nyttiggjordes til partisanbekæmpelse i de udstrakte hviderussiske skov- og sumpområder. Som det hyppigt gjaldt, når SS-tjenestesteder var i bekneb for arbejdskraft, benyttede man her et stort antal jødiske slavearbejdere. Da tyskerne inden basen oprettedes allerede havde dræbt de stedlige jøder, måtte der importeres arbejdskraft fra Warszawa-ghettoen. De derfra deporterede jøder, håbede utvivlsomt, at den nye destination ville byde på bedre levevilkår, end den cocktail af sult, epidemiske sygdomme og brutalitet, som herskede i ghettoen. De mindst 1.500 deporterede blev dog skuffede. Livet under SS i Bobruisk var endnu værre, og da lejren i efteråret 1943 blev lukket, var under 100 jøder stadig i live.

Blandt de mænd, som bevogtede de ulyksalige jøder i Bobruisk, var Frikorps Danmarks erstatningskompagni. Det er forfatterens – nok ikke helt velunderbyggede estimat – at mellem 800 og 1.000 danske frikorpsfolk passerede gennem lejren i dens levetid. Som titlen ”En skole i vold” antyder er det gennemgående synspunkt, at tjenesten i Bobruisk – på linje med hvad Waffen-SS soldater, som blev inddraget i koncentrationsvagttjeneste andre steder oplevede det  –  kan ses som en bevidst socialisering af SS-rekrutterne til at varetage andre opgaver end rene kampopgaver, nemlig deltagelse i det nazistiske folkedrab. De viser dygtigt, hvordan vagterne og andre soldater i lejren med stor iver deltog i en hel palet af voldsudøvelser mod de magtesløse fanger og godtgør derfor også, hvor godt det lykkedes SS at skabe mennesker, som ikke blot udøvede genocidal vold efter ordre og i undtagelsestilfælde, men som i stort omfang betragtede udøvelse af vold mod civile, som en helt normal, velbegrundet og nærmest velkommen del af deres tjeneste.

”En Skole i vold” er samtidig et forsøg på såkaldt mikrohistorie, hvor den samlede tyske voldsanvendelse mod civile og krigsfanger i Bobruiskområdet analyseres. Det sker med henblik på at rekonstruere det univers af vold, de danske SS-soldater var indsat indenfor. Der er derfor kapitler om Bobruiskregionens historie, om den tyske østkrig i almindelighed, om tyskernes styring og udplyndring af Bobruiskområdet, om deres mishandling af sovjetiske krigsfanger, og den ualmindeligt brutale antipartisankrig og om Holocaust. 

Mens analysen af lejren i Bobruisk og demonstrationen af den snævre sammenkobling af alle dele af SS i samme lejr er udført med stor sikkerhed, svigter bogen desværre på et andet område. I betragtning af bogens undertitel Frikorps Danmark og det tyske besættelsesherredømme i Hviderusland er der ikke meget nyt at hente i den om Frikorps Danmark. De sidste to årtier har forskningen insisteret på at anskue Frikorpset og andre former for dansk krigstjeneste i Waffen-SS i snæver sammenhæng med nazisternes udryddelseskrig på østfronten. Næsten lige så længe har det været kendt, at frikorpsets soldater i et vist omfang gjorde vagttjeneste og udførte mishandlinger i koncentrationslejren i Bobruisk. Det er beklageligt, at Stræde og Larsen ikke vedkender sig den tidligere forskning i deres bog (interesserede kan læse de relevante afsnit af Mikkel Kirkebæks ”Beredt for Danmark” (Høst & Søn, 2014, red.) og Henrik Skov Larsens ”Straffelejren” (Nyt Nordisk Forlag, 2011, red.)). Der hvor, Stræde og Larsen bidrager med noget nyt er altså ikke, at der anlægges nye synsvinkler eller som sådan bringes nye oplysninger om danske Frikorpssoldater, men gennem den detailrigdom, som i bogen udfoldes omkring livet i lejren, og via den indlejring af Frikorpset i et system af forskellige former for overgreb og voldsformer i Bobruiskområdet, som bogen viser.

Der er samlet set tale om et godt og solidt værk, som vidner om betydelig forskning, og som vil kunne anvendes i undervisnings- og formidlingssammenhænge til at dokumentere, hvilken ramme Waffen-SS personel befandt sig indenfor på Østfronten. Det er en bog, som næsten ingen faktuelle fejl rummer, og som kan ses som en sund vaccine mod overdreven Waffen-SS fascination.

Det endnu ubeskrevne
De her anmeldte tre bøger om danskere i Waffen-SS bliver nok ikke de sidste om emnet. Selv om det er et dogme inden for historiefaget, at hver epoke ser på historien med sine egne øjne, og at selv velbeskrevne emner derfor kan tages op igen og igen med brug af nye synsvinkler, metoder og kilder, synes det efterhånden at være svært at finde de store lakuner i udforskningen af Waffen-SS og Danmark. Hvis denne anmelder alligevel skulle pege på et par stykker, ville de være følgende: En egentlig militærfaglig vurdering af de danske SS-frivilliges indsats er endnu ikke foretaget. Der savnes også en dybere udforskning af interaktionen mellem de frivillige og det besatte Danmark. Dette kunne eventuelt kombineres med en dybtgående biografi af K.B. Martinsen, som efter tjeneste i Waffen-SS vendte hjem til Danmark og ledede Schalburgkorpset, idet han som den eneste af de tre Frikorpschefer, savner en solid biografi. Endeligt kunne der på grundlag af akter fra retsopgøret også produceres en mere dybtgående social, økonomisk, demografisk og politisk profil af de frivillige, end det hidtil er sket. Ingen af de nævnte projekter er små og lette, men det kan heller ikke forventes: Skal der føjes noget substantielt til den allerede eksisterende forskning, vil det kræve enten nye og originale forskningsspørgsmål og tilgange eller at der identificeres større, hidtil ubenyttede kildegrupper. 


[i] BAB, NS19/ 351, feb 2010 i Berlin

 

 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.