Træk al folkestyrets forsvarsordninger

Major H. Gram, der er lærer i forvaltning på Hærens Officersskole, redegør i anledning af den netop ikrafttrådte lov om forsvarets organisation i denne artikel for hovedlinierne i de sidste 100 års hærordninger her i landet.

Runde tal påkalder sig opmærksomheden og indbyder til stilfærdig eftertanke. Med lov nr. 334 af 18. juni 1969 om forsvarets organisation har hæren fået sin 10. organisationslov siden strømningerne fra stænderforsamlingerne bar landet frem til grundlov og spirende demokrati. Og mens konturerne af den 11., hvis fadderkreds allerede er trådt sammen, anes, synes tiden inde til at lade blikket glide tilbage og mindes nogle af de tidligere ordningers karakteristiske træk og samtidigt give den senest tilkomne nogle gode ønsker med på vejen.
Såvel af levealder som af indhold bliver signalelementerne skiftende. Nogle kom kun til at have virkning i ganske få år, andre havde lovvirking et anseligt åremål. Nogle spejler Danmarks udsatte placering på den europæiske skueplads, andre igen synes uden sammenhæng med den tid og de ydre omstændigheder, de tilhører. Nogle ejer en ubestridelig tro- værdighedsværdi, andre igen synes at have mistet både tro og værdighed. Kun få har haft den brede politiske tilslutning, som er en forsvarsord- nings alfa og omega i et demokrati. Tilsammen udgør de grundlaget for hærens virksomhed gennem mere end 100 år.

Hær ordningen af 1842 er ikke frugten af en lovgivende forsamlings værk, men i det kommissorie, der lå til grund for dens tilblivelse, var linien bagud til de rådgivende stænderforsamlinger klar.
Det skulle som det første og vigtigste tages under overvejelse »Hvorvidt den almindelige værnepligts indførelse er tilrådelig?« Enighed om denne reform var udbredt såvel i som uden for den af Chr. 8. nedsatte kommission, men landets økonomi strakte ikke til. 1)
Grundlaget blev dog skabt, og 6 år senere nåedes den reform, der fritog landbefolkningen for alene at bære soldatertjenestens byrder.
I forhold til hærordningen af 1816 betød ordningen af 1842 med sin af samfundshensyn bestemte økonomiske ramme på 21/, million rigsdaler en reduktion, men de ydre politiske forhold forekom rolige og med sin liniestyrke på 24.000 mand fik hæren dog en sådan kraft, åt landets politiske hensigter frem gennem 3-års krigen lod sig realisere.2)

Trods den voksende ydre trussel bragte mellemkrigsårene ingen væsentlige forbedringer eller organisatoriske nyskabelser. Vel forberedtes en dublering af infanteribataljonerne til ialt at omfatte 39 bataljoner, men mange af de hertil nødvendige materielmæssige anskaffelser henstod kun delvist gennemførte så sent som begyndelsen af 1864. 3)
Og på de for Jyllands forsvar så vigtige stillinger ved Dannevirke, Fredericia og Dybbøl var ved 2. slesvigske krigs begyndelse kun anvendt 1 million af de i 1857 foreslåede 11 millioner rigsdaler. 4)
Da krigen først var en realitet, var offerviljen stor, men utilstrækkelig til at råde bod på de manglende forberedelser. Af hærens krigsstyrke, der ved krigsudbruddet talte omkring 54.000 mand, mistedes over 3000 døde og mere end 7000 fanger. Dens samlede tab oversteg 14.000. 5)
Landets tab ved den førte politik, der ikke lod sig bære på forældede våben, blev af samme størrelsesorden: Ca. 20.000 km2 landområde, befolkningstallet gik ned med 900.000. 6)

Det var vel at vente, at udfaldet af 2. slesvigske krig ville have næret en følelse af håbløshed også i spørgsmålet om landets fremtidige forsvar. Men her som på mange andre samfundsområder udviklede der sig i nederlagets kølvand en overraskende positiv holdning.
I 1866 nedsatte regeringen Frijs en kommission med repræsentanter for rigsråd og rigsdag sammen med repræsentanter fra hær og flåde. Kommissionen fik forelagt udkast fra de militære ministerier med påbud om fremsættelse af forslag til lov om landets forsvarsvæsen, der svarede til »landets område, folkemængde og pengekræfter«. 7)
Resultatet for hærens vedkommende - Lov af 6. Juli 1867 - blev en hærstyrke, der endog oversteg indholdet af hærordningen inden afståelsen af de tre hertugdømmer.
Stillingstilladelsen, der havde udhulet den almindelige værnepligts lighedsprincip, blev samtidig ophævet. En del af krigsministeriets administration blev delegeret til det nyoprettede forplejningskorps, mens mere vidtgående ønsker om en sammenlægning af krigsministeriet og marine- ministeriet derimod ikke fandt deres løsning.

Mens 1860’erne således står med præg af indre sammenhold, udvikler der sig i 1870’erne og 1880’erne en modsat situation. I takt med det spirende politiske liv bliver forsvarsspørgsmålet nu for alvor et indrepolitisk stridens æble i første omgang mellem Venstre og Højre.
Regeringen Estrups forslag af 1878 til revision af 1867 loven - et forslag som primært søger en udvidelse af fæstningsartilleriet og feltartilleriet - forkastedes af folketinget. Det herefter følgende resultat - Hærloven af 25. juli 1880 - må betegnes som et kompromis mellem Venstre og Højre.
I 80’erne fortsætter Højre sin politiske enegang og indleder i 1886 - under indtryk af den voksende tyske flådetrussel, som bl. a. etableringen af Kielerkanalen rummer - uden parlamentarisk grundlag den 7 år lange opbygning af Københavns landbefæstning.
Med det storpolitiske forlig i 1894 af svækkes modsætningsforholdene i forsvarsspørgsmålet atter noget, og efter systemskiftet i 1901 nedsættes påny en forsvarskommission til ordning af landets forsvarsvæsen.

I kommissionen indtrådte 18 medlemmer af landsting og folketing samt en af regeringen udpeget formand. Som tilforordnede — men uden stemmeret - indtrådte 2 repræsentanter for henholdsvis hær og flåde i kommissionen.
I 61/2 år arbejdede kommissionen før den i juli 1908 kunne fremlægge 4 indstillinger, fra henholdsvis 10, 6, 2 og 1 af medlemmerne samt formanden.
I indledningen til flertallets (Venstres) udkast til hærordning udtales, »at en nations første pligt er bestræbelsen for at hævde sin selvstændighed«. 8)
Selv udtrykker statsminister I. C. Christensen sit syn med ordene »Danmarks neutralitet vil ikke blive respekteret, hvis vi indretter vort forsvar, så det er ubrugeligt i krig«. 9) Omend Venstre og Højre har divergerende opfattelser bl. a. i spørgsmålet om Københavns landbefæstning, indeholder resultatet - hærloven af 30. September 1909 - en række ubestridelige beviser på viljen til at lade ord følge af handling.
Til Københavns søbefæstning og det sjællandske kystforsvar bevilgedes betydelige beløb. Hærens hovedelement - infanteriet - skulle omfatte 52 bataljoner. Den årlige indkaldte styrke skulle andrage omkring 10.000 mand. Mobiliseringsstyrken omkring 100.000. Genindkaldelser efter den første uddannelse sattes i system og skulle i de første 8 år efter grunduddannelsen omfatte 1 å 2 perioder af 25 døgn, i de følgende 3 år 6 døgn.
I august 1914 udfordredes viljen til at hævde neutraliteten, og allerede 5. august var hærstyrkerne på Sjælland bragt op til 47.000 mand, i Jylland og på Fyn yderligere 10.000 mand. Først 3 år senere var denne anselige styrke nedbragt til 32.000 mand. 10)

Man kan bagefter indvende, at der på intet tidspunkt forelå en trussel, der berettigede til så omfattende og bekostelige sikringsforanstaltninger. Hvad man ikke vil kunne afvise var en betragtelig både vilje og evne til i en helt uoverskuelig situation at søge sig beskyttet mod at blive inddraget i det europæiske stormagtsopgør.

-----

Efter 1. verdenskrig måtte Danmarks risiko for at blive indvolveret i en europæisk storkonflikt synes væsentligt reduceret, og allerede i februar 1919 nedsattes en kommission på 17 medlemmer af rigsdagen samt en af regeringen Zahle beskikket formand (P. Munch) til at udarbejde en plan for forsvarets fremtidige ordning. Kommissionen suppleredes med 3 befalingsmænd af hæren og 3 af søværnet dog uden stemmeret.
Endnu mindre end kommissionen af 1902 kunne denne enes om en fælles plan. Godt tre år senere delte den sig efter politisk farve i 4 mindretal, der afgav hver sin indstilling. Venstre (6) udtalte, at der også fremover ville være behov for et neutralitetsværn og påregnede iøvrigt støtte fra folkeforbundet.
Konservative (3) havde tilsvarende synspunkter, men var villig til at påtage sig noget større byrder.
Socialdemokrater (4) foreslog fuldstændig afrustning og etablering af grænse- og kystvagter.
Radikale (5) fandt, at de begrænsede opgaver, der fremover kunne komme til at foreligge for dansk forsvar, ville kunne løses af en betydeligt mindre hærstyrke end den af Venstre og konservative foreslåede.

Resultatet blev et nyt kompromis. En ordning til 44 mill. kr., hvor de konservatives forslag havde beløbet sig til 49 mill. kr., Venstres til 40, de radikale og socialdemokraternes til henholdsvis 22 og 7 mill. kr. 11)
Laven af 7. august 1922 betød en væsentlig reduktion af hæren, og selv om underofficerskorpset erstattedes af officiantkorpset, reduceredes antallet af liniebefalingsmænd så stærkt, at det herefter kun udgjorde 25%, det resterende fredstidsbehov dækkedes med reservepersonel. 12)
En 10-årig bevilling på ialt 30 mill. kr. blev vedtaget til en materiel modernisering af hæren. Men trods den betragtelige nedtrapning af landets værn, skabte 1922 ordningen ingen ro om spørgsmålet.

Navnlig de radikale så i Folkeforbundet en varig garanti mod europæiske storkonflikter, og i folketingssamlingen 1925/26 fremlagde radikale og socialdemokratiske kræfter et afrustningsforslag i form af forslag til »Lov om Omdannelse af Hær og Flaade til et Vagtkorps og en Stats- marine, bestemt til Varetagelse af Danmarks Neutralitets- og Folkeforbundsopgaver«. 13)
Krigs- og marineministeriet skulle ophæves. Værnepligten skulle ophøre og erstattes med frivillig tjeneste. Uddannelsestiden skulle nedsættes til 4 måneder. Til vagtkorpset skulle årligt uddannes 1600 frivillige. I alt skulle korpset i givet fald kunne mønstre ca. 13.000 mand.
Fra venstre og konservativ side pegedes på, at ledende politikere inden for Folkeforbundet udtrykkeligt havde betonet, at den enkelte nation havde pligt til selvforsvar. Der pegedes samtidig på - med henvisning til 1922 ordningen - »at mens vi altså tilhører de stater, der først har optaget tanken om nedrustning, går det imidlertid ikke an, at vi ved vor lovgivning erklærer, at vi overhovedet ikke vil gøre noget alvorligt for at værge vort landområde«. 14)
Venstre og konservative fremhævede samtidigt, at Danmark sammenholdt med Sverige, Norge, Finland, Holland og Svejts var det land, der pr. indbygger afså mindst til sit forsvar.
Lovforslaget forkastedes i landstinget, men i 1931, efter at Th. Stauning påny havde dannet regering i 1929, fremlagde regeringen atter afrustningsforslaget.

I det derefter nedsatte udvalg påtog Venstre sig atter formidlerens rolle. Året efter kunne et kompromis forelægges de to ting, og efter korte behandlinger var hærloven af 1932 en realitet. Bag loven stod Venstre, socialdemokraterne og de radikale. Det konservative folkeparti stemte imod.
Den kommanderende general, generalløjtnant E. With, der havde ydet en meget aktiv indsats i bestræbelserne på at nå en faglig acceptabel løsning, påpegede i en vurdering af lovforslaget, at den nu opstillede hær ville være for lille til sikring af neutraliteten. 15)
De udenrigspolitiske begivenheder i de følgende år afdækkede gradvist Folkeforbundets magtesløshed.
Fra dansk side søgtes det fortsat at betragte begivenhederne fra den lyseste side. I 1936 udtalte Th. Stauning således »at lod vi kun andre Nationer være i Ro«, kunne vi nære »Forventning om, at samme noble Adfærd beføjelser som følge af betydelige delegeringer især på de driftsøkonomiske og personelmæssige områder.

Denne seneste udvikling, hvormed ansvar og kompetence opnåede en hidtil ukendt indbyrdes afstemning har fået en beklagelig kort levetid. Mange af de betydelige ændringer og omlægninger som denne delegerings- proces afstedkom fik kun kort tid til at vise deres berettigelse.
Med lov af 18. juni 1969 er forsvarets organisation påny i støbeskeen. Hvad der må give anledning til glæde er den fortsat brede parlamentariske tilslutning til at søge landets suverænitet beskyttet inden for atlantpagtfællesskabet.

Hvad der må bekymre er dels den omstændighed, at loven kun er bragt ud i livet på et beskedent folketingsflertal, dels det ekstraordinære kraftforbrug, der nu skal til for at få lovens påbud om organisatoriske nyskabelser effektueret.
Så meget mere som dette skal ske på et tidspunkt, hvor forsvaret - som så mange andre dele af samfundet - både har vist vilje og nu ejer kræfter til den uddannelsesmæssige og pædagogiske udvikling, som måtte stå afventende, indtil den personelmæssige opbygning var blevet gennemført.
At det nok skal gå den ny lov godt synes næsten overflødigt at antage. Det er stort set de samme mennesker med den samme positive indstilling til forsvarssagen, der skal føre den samme hovedmålsætning ud i livet inden for de samme økonomiske rammer.
Hvad der imidlertid kan være grund til at ønske er dels, at værnene denne gang må få den til lovens gennemførelse fornødne tid, dels at kommende ordninger må komme til at stå som resultaterne af nøgterne analyser af dansk sikkerhedsproblematik.

H. Gram

 

1) Hector Borck m. fl.: Danmarks Hær. Selskabet til udgivelse af kulturskrif- ter. København 1934-35.1. Bind, pag. 61.

2) Id pag. 63.

7) Id pag. 68.

8) Id pag. 71.

10) Id pag. 72.

12) Id pag. 73.

15) Id pag. 14.
3) Generalstaben: Den dansk-tydske Krig 1864. København 1890. I. Del, bilag 14, pag. 46-49.
4) Vilh. La Cour: Danmarks Historie. Henvisninger: København 1947-1950, (bind 2) pag. 369.

6) Id (bind 2) pag. 390.

9) Id (bind 3) pag. 38.

11) Id (bind 3) pag. 116-120.

16) Id (bind 3) pag. 233.

17) Id (bind 3) pag. 234-235.
5) Axel Liljefalk og Otto Liitken: Vor sidste Kamp for Sønderjylland. Hagerups forlag, pag. 493.

13) Lovforslag. Ordentlig Samling 1925-26

14) Id pag. 13.

18) Politikens Forlag: Politikens Hånd bøger nr. 59. København 1966. Pag. 344.

 

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_feb.pdf

Litteraturliste

Del: