Tjenestetid og brigadeorganisation

Generalmajor A. Sommer, der er tjenstgørende i HQAFNORTH , diskuterer i denne artikel dækningsbrigadernes effektivitet på baggrund af uddannelsestidens længde, og rejser spørgsmålet om, hvorvidt der ikke vil være behov for at revidere såvel brigadens organisation som de doktriner, efter hvilke den forudses indsat i kamp.

Indførelse af 12 måneders tjenestetid i forsvaret som helhed må nu betragtes som en kendsgerning. Spørgsmålet kun hvornår. Dette vil især for hæren, hvis styrke i høj grad er baseret på mobiliseringsenheder, resultere i en forringet effektivitet såvel i de stående styrker som i reservestyrkerne, ikke mindst i betragtning af, at der samtidig med nedskæring af tjenestetiden stilles større og større krav til taktisk og teknisk kunnen, efterhånden som man anskaffer mere og mere kompliceret materiel. Da forudsætningen, for at en brigade kan virke som en kampduelig enhed, er den forudgående uddannelse i underafdeling og afdeling, må resultatet blive, at der skæres ned på den tid, der kan afses til uddannelse i brigaderamme, hvorved disse vil miste sit efterhånden oparbejdede professionelle præg, hvad det føringsmæssige angår. Situationen forværres yderligere af, at visse dækningsstyrkeenheder under den første indkaldelse skal omskoles til deres funktion som mobiliseringsenheder. NATO er en defensiv organisation, men hele ideen bag NATO er dog, at denne defensive indstilling skal indebære en sådan styrke, at det er klart for enhver angriber, at en aggression vil kunne få uoverskuelige konsekvenser. Hvorledes kan man da med de midler, der stilles til rådighed i form af penge, personel, materiel og uddannelsestid, opbygge et troværdigt dansk landforsvar indpasset i det samlede NATO forsvar? Svaret herpå må først og fremmest bero på en analyse og vurdering af en eventuel angribers organisation og doktriner. Det er velkendt, at Warszawa-pagtens (WP) hær-, flåde- og flystyrker er udpræget offensivt opbyggede med en tjenestetid på 24^36 måneder. Kravet til danske landstyrker må være, at de kan overleve et angreb af en kombination af luftbårne og stærkt pansrede mobile enheder støttet af et stærkt flyvevåben, i håb om at skaffe tid til, at forstærkninger kan nå frem. Forringelse af hærens effektivitet som følge af indførelse af 12 måneders tjenestetid uden genindkaldelser vil influere på muligheden for at overleve et angreb. Følgen er, at dansk landforsvars troværdighed af svækkes tilsvarende, således at det ikke længere i samme grad som tidligere op fylder sin primære opgave - at virke krigsforebyggende. Men når man nu må erkende, at brigaden som dækningsstyrke betragtet er stærkt devalueret efter indførelse af 12 måneders tjenestetid - man må erindre, at det værnepligtige mandskab kun bar 3 måneders tjenestetid bag sig ved overgang til tjeneste i dækningsstyrken - vil det vel være rimeligt at underkaste brigadens organisation og uddannelse en gennemgribende studie, ja, i det hele taget studere spørgsmålet, om den almindelige værnepligt bør opretholdes i sin nuværende form. Man kan se helt bort fra hensynet til de professionelle soldater, heri de faste befalingsmænd. De har nu engang valgt forsvaret som deres arbejdsplads, ofte af idealistiske grunde, og har kun at rette sig efter de arbejdsvilkår, der bydes dem fra politisk side.

For det værnepligtige personel er forholdet et andet, idet det ifølge landets lov er tvunget til at aftjene værnepligten, og som følge heraf må have krav på en uddannelse, der giver en fair chance for at overleve i krig. For Søværnet og Flyvevåbnet har man visse håndfaste kriterier for at bedømme og måle evnen til at overleve. Der eksisterer nemlig et risikomoment også i fredstid. Et utilstrækkelig bemandet skib får ikke lov til at sejle, og et fly med en utrænet pilot og uden den nødvendige betjening fra jordpersonel kommer ikke til start. Men en hærenheds kampduelighed kan ikke måles på samme måde. Vurdering af dens effektivitet beror på erfaring og skøn, og der er i fredstid ingen større risici for tab af personel og materiel. Spørgsmålet er, om vore dækningsbrigader kan opnå en akceptabel kampduelighed, når tjenestetiden nu nedsættes? Skal man dømme efter NATO standard er svaret: NEJ. Erfaringer fra brigadeuddannelse med 16 måneders tjenestetid viste, at to årlige øvelser på ca. 3 ugers varighed i brigaderamme på grund af rotation af personel - såvel fast som værnepligtigt - var en forudsætning for, at brigaden kunne betragtes som en enhed, der til stadighed var beredt til øjeblikkelig indsats. Denne standard er forringet ved nedsættelsen af tjenestetiden til 14 måneder og vil naturligvis blive yderligere forringet med 12 måneders tjenestetid. Spørgsmålet er da, om man ikke bør se de barske kendsgerninger i øjnene og erkende, at der ikke længere er baggrund for at opretholde et landforsvar, der byder det værnepligtige personel sådanne uddannelsesmæssige vilkår, at man kan forsvare, at det i givet fald skal måle sig med toptrænede enheder og soldater, der har 2-4 års uddannelse bag sig. Alligevel er der vel ingen tvivl om, at de bevillingsmæssige rammer for forsvaret vil blive opretholdt. Spørgsmålet er, hvorledes man får mest valuta for pengene. Den mest drastiske løsning vil være at vende tilbage til tredivernes defaitistiske doktrin, ved en opstilling af minimale landstyrker til konstatering af, at en okkupation har fundet sted. Dette kan gøres ved opretholdelse af en talmæssig begrænset professionel hær. Øvrige midler til forsvarsmæssige form ål kan så anvendes til Søværn og Flyvevåben, som i kraft af deres bevægelighed kan flyttes til baser uden for dansk område eller eventuelt til Grønland for herfra at yde en indsats i NATO's samlede forsvar.

Et andet alternativ vil være at bryde med hidtidig praksis og opdele hæren i en professionel del og en værnepligtig del. Tjenestetiden for den værnepligtige styrke skulle afpasses således, at den primært var egnet til at varetage defensive opgaver. Hvorvidt den værnepligtige del skulle indkaldes i en spændingsperiode måtte helt og holdent afhænge af en politisk vurdering af, om der tidsmæssigt var mulighed at bibringe mobiliseringsstyrken en sådan kampduelighed, at det vil være forsvarligt at betragte enhederne som første linies kampenheder. Det tredie alternativ er en reorganisering af den nuværende stående brigade - brigade 70. Svagheden i brigade 70 ligger bl. a. i utilstrækkeligt panservæm, utilstrækkeligt luftværn til nærforsvar og mangel på tyngde i panserbataljonen, fordi den har for få kampvogne. Desuden i kravet om, at infanteriet under den første uddannelse skal omskoles til sin mobiliseringsfunktion. Som tidligere nævnt vil NATO s hærstyrker i en begrænset konflikt med Warszawapagtstyrker blive konfronteret med luftbårne styrker såvel som stærkt mobile, pansrede styrker. Det bedste forsvar mod luftbårne styrker er en kombination af Hjemmeværn og lokalforsvarsenheder bakket op af stærkt mobile enheder af felthæren. Det bedste forsvar mod pansrede styrker er normalt tilsvarende pansrede styrker, og doktrinen om, at det bedste forsvar mod en kampvogn er en anden kampvogn, holder vel stadig i teorien, men er ikke realisabel inden for et dansk forsvarsbudget og den uddannelsestid, der er til rådighed. Desuden er der en sådan udvikling i gang inden for panserværnsvåben, at det må være m uligt at finde frem til en løsning, der giver dansk landforsvar en reel chance over for stærkt mobile pansrede styrker ved, at man indretter sig på at tage brodden af angrebet ved hjælp af udprægede panserværnsenheder. Forudsætningerne er:

1. Fastlæggelse af et panserværnssystem for en motoriseret infanteribataljon (ihukommende, at det bedste er det godes fjende), og sideløbende hermed

2. en udvikling af et akceptabelt luftværnssystem for feltenheder, samt

3. en deraf følgende ændring i brigadeorganisationen.

Denne organisation må foruden de sædvanlige støtteenheder være baseret på et i hovedsagen defensivt element og et i hovedsagen offensivt element. Begge elementer må indgå i brigaden under den første uddannelse for at undgå, at der spildes tid på omskoling til andre funktioner i mobiliseringsstyrken.

For at tilgodese dette må dele af infanteriet specialiseres i bekæmpelse af pansrede køretøjer og kamp om natten, og allerede under den første uddannelse transporteres i køretøjer, der svarer til mobiliseringsstyrkens køretøjer. Når man har fundet frem til et egnet mellemdistance panserværnsvåben, vil der være basis for at ændre organisationen af brigade 70s kamptropper til i fredstid at bestå af:

En Panserværnsinfanteribataljon

En Panserinfanteribataljon
 
En Panserbataljon.
 
Baggrunden for dette forslag til organisation er den simple, at del med 12 måneders tjenestetid er uigennemførligt at give brigadens kamptropper en så alsidig uddannelse, at bataljonerne behersker alle kampformer. Der tales ganske vist om, at en rationalisering af uddannelsen til en vis grad kan kompensere for tabet af to måneders tjenestetid. Hvis man derved forstår, at civilundervisningen ændres fra at være beordret tjeneste til frivillig fritidsundervisning v il en del tid til den rent militære uddannelse kunne indvindes. Men den tid, der er til rådighed til uddannelse, vil stadig være underkastet bestemte faktorer som f. eks. at den normale daglige arbejdstid, bl. a. af hensyn til det civilansatte personel på kasernerne i nogen grad må indpasses efter almindelig civil arbejdstid, at budgettet sætter en grænse for antal af øvelser over 18 timers varighed, at afholdelse af feltøvelser må indpasses efter årstid for at begrænse markskade. Alt dette taler for, at man må prioritere og specialisere. Således bør alt stampersonel anvendes ved enheder, hvor krav til teknisk kunnen er størst. Den taktiske uddannelse må afpasses efter den pågældende enheds egenart og påtænkte anvendelse. D. v. s. at den primære kampform for panserværnsinfanteribataljonen og for panserbataljonen skal være angreb. Fordelene ved foranstående forslag til ændring af brigadeorganisationen vil bl. a. være:
 
- at uddannelsen tilpasses efter tjenestetiden,
- at omskoling af infanteristyrker inden overgang til reserven ikke længere er nødvendig,
- at der frigøres en kampvognseskadron pr. brigade til styrkelse af panserbataljonen,
- at panserværnsinfanteribataljonen kan transporteres på hjulkøretøjer, hvorved pansrede mandskabsvogne frigøres til rådighed for mobiliseringsenheder,
- at Division (Landsdelskommando) ved ombytning af bataljoner mellem brigaderne kan forstærke det offensive eller det defensive element i overensstemmelse med den opgave, der stilles den pågældende brigade.
 
Der er således behov for at underkaste brigadens organisation et grundigt studie i takt med studie af udviklingen af panserværnsvåben. Men uanset, hvilke forholdsregler der træffes for at mindske virkningen af tjenestetidsnedsættelsen, må den betales med en forringelse af effektiviteten i dækningsbrigaderne i almindelighed og i mobiliseringsbrigaderne i særdeleshed.
 
A. Sommer
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon tjenestetid_og_brigadeorganisation1969.pdf

Litteraturliste

Del: