The First Day on the Somme - Boganmeldelse

Forfatter: Martin Middlebrook
Allen Lane The Penguin Press, London 1971, 365 sider. 

Man skulle tro, at strømmen af litteratur om 1. verdenskrig ville have kulmineret i forbindelse med 50-årsdagene i tresserne. Den er imidlertid fortsat med uformindsket kraft, også i de seneste år. Nok er de store oversigtsværkers og memoirernes tid forbi, men der er stadig detaljer, der kan udforskes nøjere, tages op til nyvurdering og dermed bidrage til at kaste mere lys over den snart gamle, men stadig interessante og på visse områder gådefulde krig. Der kommer stadig bøger om enkelte generaler, enkelte slag og enkelte enheder. Sidste år udkom en bog om en enkelt dag af en enkelt operation: 1. juli 1916, den første dag af den britiske offensiv nord for Somme - den offensiv, der skulle aflaste franskmændene ved Verdun, og hvor Kitcheners »New Army« for første gang skulle prøves for alvor, en offensiv, som mange håbede ville føre til en hurtig afslutning af krigen. Som bekendt blev resultatet et blodigt opslidningsslag i de kommende fire en halv måned. Udover kolossale tab på begge sider førte offensiven til en fremrykning på 5-15 km over en frontbredde på knap 15 km i et strategisk set ligegyldigt terræn, der blev opgivet frivilligt af tyskerne få måneder senere og yderligere et år senere generobret af tyskerne på nogle få timer.
Beskrivelsen af rammen om begivenhederne den 1. juli 1916 er baseret på i forvejen tilgængeligt materiale og indeholder derfor ikke epokegørende nyvurderinger. Men beskrivelsen af den hær, briterne angreb med, og forløbet af den frygtelige dag, hvor de britiske tab udgjorde mere end de samlede britiske tab i Krim- krigen, Boerkrigen og Koreakrigen tilsammen, bygger på oplysninger indsamlet i årene 1969-71 fra 526 overlevende briter og 20 tyskere, der alle deltog i kampene. Den burde være udkommet for 40 år siden, da erindringerne endnu var friske, men man må være taknemmelig for, at den når at komme, inden hele hin generation er uddød. 
Selv om bogen således er blevet til ved en sammenstykning af en kolossal række af enkeltheder, er det lykkedes at give et sammenhængende og levende billede af den mærkelige britiske hær og de rædselsfulde vilkår, hvorunder dens enkelte medlemmer kæmpede. Med den valgte fremgangsmåde koncentrerer beskrivelsen sig navnlig om de mindre enheders kamp - bataljon, kompagni og deling - men kommer herved til at svare godt til de vanskeligheder, førerne på højere trin havde ved at danne sig et indtryk af kampens forløb og at gribe ind i den på grund af de mangelfulde signalmidler. 
Man kan stadig undre sig over, at briterne langt ind i 1916 bibeholdt de tre vidt forskellige enhedstyper: Regular Army, Territorial Force og New Army, alle bestående af lutter frivillige, men med vidt forskellige rekrutteringsmåder og vidt forskellig uddannelsesmæssig baggrund både for officerer og for »other ranks«. Af de 13 divisioner, der gik »over the top« den 1. juli, var de fire regulære (kun med et mindre tilskud af New Army-bataljoner), to fra Territorial Force og de resterende syv fra New Army. Når man ser på det resultat, de enkelte enheder opnåede, er der imidlertid ingen forskel. Med hensyn til tab synes det, som om det er gået mest ud over de regulære styrker: af de fem divisioner, der havde tab på mere end 4500 mand den 1. juli, er de tre regulære, og de to fra New Army.
 

Det kan også undre, at Armechefen, general Sir Henry Rawlinson, blandt andet med motivering i infanteriets ringe uddannelsesstade, beordrede afvigelser i den normale angrebstaktik. Uanset enhedernes baggrund havde de alle bestået i snart to år, grundstammen af personel var i det store og hele uændret, i hvert fald i de mange enheder, der ikke havde været indsat i de mere begrænsede offensive operationer i 1915, og man skulle tro, at uddannelsen efterhånden var tilfredsstillende. Ikke desto mindre udgav Rawlinson i maj bestemmelser om nye angrebsmetoder. Indtil da var den sædvanlige fremgangsmåde, at infanteri med let udrustning og håndgranater under artilleri- forberedelsen krøb helt frem til ilden, selv med fare for tab som følge af egen ild, og derefter styrtede frem for at holde fjenden nede i dækningsrummene, indtil hovedstyrken af infanteriet havde passeret ingenmandsland. Dels i tillid til artilleriets muligheder for at ødelægge de tyske dækningsrum, dels i mistillid til infanteriets uddannelse, bestemte Rawlinson, at al fremrykning skulle foretages i gang med en hastighed på 100 yards pr. 2 minutter. Ved de to divisioner, der ikke fulgte de givne anvisninger, men holdt fast ved den gamle fremgangsmåde, lykkedes det at nå frem til de fjendtlige skyttegrave med begrænsede tab. Ved de enheder, der fulgte de givne anvisninger, nåede tyskerne at komme frem fra dækningsrum, bemande maskingeværerne og oftest at bringe angrebet til standsning midt i ingenmandsland. At det britiske infanteri overhovedet kunne gennemføre denne operation, for ikke at tale om, at enhederne fortsat kunne bevare deres moral og sammenhæng, vidner om en utrolig disciplin og loyalitet.
 
Bogen indeholder et væld af statistiske oplysninger om tabene. Af de 143 bataljoner, som deltog i angrebet den 1. juli, havde de 32 mere end 500 faldne og sårede (af en angrebsstyrke pr. bataljon på ca. 800 mand). Det gennemsnitlige tab var 50 %. Blandt officerer var tabsprocenten 75; 51 bataljonschefer faldt eller blev såret, men den farligste tjenestestilling var kompagnichefens. Den menige var statistisk set den mindst udsatte. 
Bogens hovedværdi ligger i beskrivelsen af de mange, hver for sig betydningsløse detaljer, som giver et levende indtryk af kampens vilkår. Man får en tydelig fornemmelse af krigsmaskinens friktion; i ét tilfælde ser man, hvorledes ordren fra et korps om, at en division skal genoptage et standset angreb, resulterer i, at én deling kommer i gang igen. Der er også mangfoldige eksempler på, hvorledes den enkelte mands eller den enkelte gruppes initiativ og viljestyrke kan få en helt uforholdsmæssig stor indflydelse på kampens forløb. Forstemmende er det at høre om vanskelighederne - ikke alle lige uforskyldte - med at få de sårede evakueret fra slagmarken; den sidste overlevende sårede blev indbragt efter 14 dages ophold i ingenmandsland.
Lige siden 1. verdenskrig har det været almindeligt at rakke ned på de generaler, der førte hærene i de mange opslidnings- slag. Selv det danske fjernsyn har fornylig - i en udsendelse i maj 1972 - blandet sig i koret, uden at den pågældende udsendelse (et interview med fire veteraner), i sig selv gav nogen baggrund for denne kritik. Martin Middlebrook må fremhæves for sine bestræbelser for at undgå at lade bagklogskaben løbe af med sig. Han ser kritisk på mange af de truf- dispositioner, men søger helt fair at vurdere dem ud fra tidens forudsætninger.
Resultatet er, at man under de givne vilkår næppe kunne have handlet meget anderledes, end man gjorde. Bogen er anbefalelsesværdig læsning for interesserede i 1. verdenskrig - og for den, der søger oplysning om krigens væsen i al almindelighed. 

H. T. Havning

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_101_aargang_sep_1.pdf
 

 

 

Del: