”The Enemy Always Has a Vote” - Israels erfaringer fra Anden Libanonkrig

Peter H. Sølling, major & MA International Relations, Forsvarsakademiet.

Ehud Olmerts1 beslutning om at iværksætte en militæroperation mod Hizbollah i juli 2006 endte med at få alvorlige konsekvenser for Israels sikkerhed.2 Det økonomisk og militært overlegne Israel måtte efter blot 33 dage sande, at det fuldstændig havde fejlvurderet situationen og ikke mindste Hizbollahs evne til at yde effektiv modstand mod en israelsk militæroffensiv i det sydlige Libanon.3 Katastrofen var indtruffet, og kom som et chok for det samlede Israel. Hvordan kunne det komme dertil, at en forholdsvis enkel guerillahær var i stand til at stække et af verdens mest erfarne, slagkraftige og teknologisk avancerede militærapparater? Udfaldet af krigen udløste en massiv kritik internt i Israel. En stribe undersøgelseskommissioner blev nedsat med det formål at udrede forløbet, herunder pege på årsager til det morads, man var havnet i.4

Denne artikel har til formål at behandle en række af de væsentligste konklusioner, man fra israelsk side nåede frem til i undersøgelsesarbejdet, og som efterfølgende har dannet grundlag for udvikling af landets væbnede styrker frem mod i dag. Artiklens fokus er primært på aspekter af betydning for det militæroperative niveau. Undtagelsesvis inddrages taktiske såvel som strategiske perspektiver i det omfang de tilføjer kontekstuel forståelse eller medvirker til at fremhæve bestemte pointer. Det er grundlæggende opfattelsen, at netop Israels erfaringer fra Anden Libanonkrig5 har modtaget beskeden opmærksomhed blandt danske forskere og personer med militærfaglig indsigt.6 Krigen, og ikke mindst udkommet heraf, rummer imidlertid nogle meget interessante og lærerige pointer, der fortjener at blive nøje studeret; ikke mindst i lyset af Danmarks internationale engagement de seneste 10 år samt aktuelle planer for den fremtidige indretning af dansk forsvar.
 

Perioden forud for juli 2006 

En del af forklaringen på Israels fejlslagne militæroperation mod Hizbollah i 2006 kan spores tilbage til landets beslutning om i maj 1999 at afslutte besættelsen af Sydlibanon. Efter 20 års besættelse, der havde kostet et uforholdsmæssigt stort antal israelske soldater livet, var prisen ganske enkelt blevet for høj, og et flertal i den israelske befolkning krævede politisk handling. Hizbollah var imidlertid fast besluttet på at gøre tilbagetrækningen så pine- og omkostningsfuld som overhovedet muligt for Israel. Den israelske hærs exit fra Sydlibanon blev derfor særdeles kaotisk og efterlod i manges øjne indtrykket af, at Hizbollah havde besejret Israel militært.7

 I årene der fulgte tilbagetrækningen fra Sydlibanon traf Israel en række beslutninger, der skulle komme til at få afgørende indflydelse på de begivenheder, som fandt sted i sommeren 2006. Først og fremmest blev det israelske forsvar (IDF) i perioden 2000-2005 pålagt at gennemføre en række markante besparelser.8 Ønsket om at gennemføre besparelser på forsvarsområdet blev anset for at være en naturlig følge af den ændrede sikkerhedssituation i og omkring Sydlibanon, hvor Israel tidligere havde opretholdt og understøttet en relativ stor besættelsesstyrke. Besparelserne gik derfor navnlig ud over hærens struktur og kapaciteter, men på samme tid valgte man at øge det israelske luftvåbens andel af det samlede forsvarsbudget betragteligt. Specielt hårdt gik det ud over hærens reservestyrker, der måtte se deres bevillinger kraftigt reduceret. Israel var så småt i gang med at omstille sine væbnede styrker, således de ville være velrustet og beredt til at imødegå de trusler, man forudså at stå over for i fremtiden.9 

Knapt havde den sidste israelske soldat forladt Sydlibanon, førend Israel stod overfor en ny sikkerhedspolitisk udfordring. Den 28. september 2000 indledte palæstinensere på Vestbredden og i Gazastriben en væbnet opstand10 mod den israelske besættelsesmagt. Den palæstinensiske opstand kom i de følgende år til at indtage en central placering i Israels sikkerhedspolitiske diskurs og trusselsvurdering. Blandt politikere og ledende militærfolk var man overbevist om, at landets fjender i fremtiden ville afstå fra at udfordre Israel på militærkonventionel vis. Af dets erklærede fjender, matchede ingen Israels militærteknologiske niveau, hvorfor de nødvendigvis ville søge at udligne Israels fordel ved at kæmpe irregulært.11 Erfaringerne med Hizbollah under besættelsen af Sydlibanon gav utvivlsomt nærring til denne antagelse. Dertil kom, at Israel på det tidpunkt var i færd med at tøjle et palæstinensisk oprør, hvor forskellige militante fraktioner benyttede sig af alt fra demonstrationer og stenkast til guerillataktik og terror mod civile israelere. Hovedparten af IDF kom derfor i begyndelsen af det nye årtusinde til at koncentrere indsatsen om oprørsbekæmpelse; en form for militær aktivitet, der i sin grundsubstans adskiller sig væsentligt fra traditionel krigsførelse. Kombineret med gennemførelsen af økonomiske besparelser på forsvarsområdet fik Israels sikkerhedspolitiske prioriteringer i perioden 2000-2005 betydelig negativ indvirkning på IDF evne til at kæmpe konventionelt.12

En ting der også kom til at spille en afgørende rolle for Israels militære indsats mod Hezbollah i sommeren 2006, var nogle forhold, der fandt sted inden for IDF’s egne rækker. I 2001 offentliggjorde USA’s forsvar et koncept med titlen ”Effects-Based Operations” (EBO). Et koncept, der var nært beslægtet med teorien om ”Nework-Centric Warfare”, der for alvor havde vundet indpas i USA i slutningen af 1990’erne. Konceptet, der indvarslede en ny grundlæggende måde at tænke militæroperationer på, vakte stor interesse blandt en række højtstående israelske officerer, og kom følgelig til at danne skole for IDF’s tankegang, doktrinudvikling og materielinvesteringer i årene forud for Anden Libanonkrig. Kort fortalt bygger EBO på ideen om, at fremskridt inden for informationsteknologien og præcisionsvåben sætter vestlige militære styrker i stand til – med en høj grad af nøjagtighed – at ødelægge de strategiske funktioner, som en fjendens magt beror på. I modsætning til den klassiske tilgang, hvor målet var den fysiske ødelæggelse af fjendens militære styrker gennem sekventiel krigsførelse, var det som følge af den teknologiske udvikling nu muligt at paralysere fjenden i form af parallelle operationer rettet direkte mod dennes centralnervesystem. EBO-konceptet gik altså i sin enkelthed ud på, at det primært var fjendens kognitive domæne, der skulle gøres til genstand for påvirkning. En forudsætning for konceptets duelighed var i sagens natur, at man i praksis ville være i stand til at lokalisere og dernæst påvirke centrale noder i fjendens system. Noget, der skulle vise sig at volde IDF store vanskeligheder i forhold til bekæmpelsen af Hizbollah.13

Samtidig med implementering af den effektbaserede tilgang til operationer valgte IDF at satse på en model til støtte for kampagneplanlægning. Modellen, der var udviklet af den israelske brigadegeneral Shimon Naveh, fik betegnelsen ”Systemic Operational Design” (SOD) og sigtede på at opstille en intellektuel ramme, der kunne hjælpe militære chefer med at forholde sig kritisk, systematisk og metodisk til militæroperative problemstillinger. Shimon Navehs planlægningsmodel var imidlertid behæftet med en terminologi, der stammede fra bl.a. postmoderne fransk filosofi, og som derfor var aldeles ukendt for langt de fleste israelske officerer. I tillæg hertil byggede modellen på metodiske principper, der var væsensforskellige i forhold til det planlægningsværktøj, som IDF hidtil havde benyttet. Beslutningen om at tage modellen i brug vakte derfor en del forundring og frustration blandt israelske officerer. Hovedparten af de operative chefer havde ganske enkelt problemer med at forstå modellen og dens elementære begreber. Desuden fandt de implementeringen af et nyt planlægningsværktøj for unødvendig. Situationen blev unægtelig forværret af, at modellen ved en fejltagelse blevet taget til indtægt for at udgøre grundlaget for al militær planlægning; altså også den planlægning der fandt sted på taktisk niveau. En eklatant misforståelse, der skulle ende med at få graverende konsekvenser.14

 Et sidste aspekt, der skal nævnes, er udpegning af generalløjtnant Dan Halutz til posten som ny generalstabschef i juni 2005.15 Valget af Dan Halutz var skelsættende i den forstand, at IDF for først gang fik en generalstabschef, der ikke havde en baggrund i den israelske hær. Halutz var i IDF-kredse kendt for at være en kompromisløs herre og tilmed en stærk fortaler for anvendelse af strategisk præcisionsbombning gennem anvendelse af luftstridskræfter. I 2001 var han gået så vidt som til at udtale, at IDF én gang for alle havde behov for ”at opgive konceptet om en landkrig”.16 Som tilhænger af tanken om ”Rapid Decisive Operations”17 kom det derfor ikke som en overraskelse, da Halutz i april 2006 – vel at mærke efter at have været genstand for megen intern kritik – godkendte en nye overodnet doktrin for IDF, der i al væsentlighed byggede på EBO, SOD og principper for præcisionsbaseret krigsførelse. Hæren ville i fremtiden primært beskæftige sig med lavintensitetskonflikter og irregulær krigsførelse, hvorfor dens organisation nødvendigvis måtte orkestreres og dimensioneres i forhold dertil. For Halutz udgjorde luftvåbnet krumtappen i Israels militærkonventionelle afskrækkelse. Såfremt Israels regionale fjender mod forventning dristede sig til at udfordre landets sikkerhed, ville straffen falde prompte i form af strategiske luftangreb mod nøje udvalgte mål. Aktioner, der ville bringe fjenden i en tilstand af lammelse og desperation. Det var i hvert fald den overbevisning, som Halutz nærede tillid til, og som i øvrigt vandt gehør blandt et flertal af fremtrædende israelske officerer på daværende tidspunkt.18 

Ovenfor er skitseret en stribe faktorer og omstændigheder, der materialiserede sig forud for begivenhederne i sommeren 2006. Tilsammen giver det et billede af udgangspunktet for IDF’s indsats mod Hizbollah. I efterfølgende afsnit vil vi se på, hvordan de forskellige forhold kom til at indvirke på de militære dispositioner, som Israel foretog under konflikten.  

Den udløsende faktor

I de tidlige morgentimer den 12. juli 2006 begiver en mindre gruppe IDF-soldater sig ud på en rutinemæssig patrulje nær landsbyen Zarit, der ligger i umiddelbar tilknytning til grænsen mellem Israel og Libanon. Efter blot få kilomenters patruljering på den Israelske side af grænsen bliver gruppen ramt af en IED (Improvised Explosive Devise) og udsættes for en regn af panserværnsraketter. Tre israelske soldater mister livet i træfningen, mens fire andre efterlades hårdt såret. Det komplekse angreb er orkestreret af den shiitiske milits Hizbollah, der som led i overraskelsesangrebet tog to af de sårede israelske soldater til fange. Angrebet varede blot få minutter, hvorefter militsfolkene forsvandt tilbage ind på libanesisk territorium med de to tilfangetagne israelere.19 

På Israels side blev man forholdsvis hurtig klar over situationens alvor. I overensstemmelse med gældende forholdsordre udsendte den stedlige bataljonschef kodeordet HANNIBAL til samtlige enheder i Israels nordlige forsvarssektor. Kodeordet indikerede, at kidnapning af israelske soldater havde fundet sted, og gav samtidig ordre til udvalgte enheder om at iværksætte en bestemt beredskabsplan. Ideelt set skulle en hærenhed af bataljonsstørrelse i tæt samarbejde med det israelske luftvåben omgående have tvunget sig vej ind i det sydlige Libanon med henblik på at afskære kidnapperne fra at benytte mulige flugtveje mod nord. Manøvren blev imidlertid aldrig iværksat. Den militære chef ansvarlig for at gennemføre operationen undlod at udføre ordren, idet han anså at truslen fra IED og miner udgjorde en uforholdsmæssig stor fare. IDF’s indledende reaktion endte derfor med at begrænse sig til artilleribeskydning af en række Hizbollah-stillinger. Noget, som ikke havde synderlig effekt i forhold til, hvad man sigtede mod at opnå. Forelagt de sløje realiteter besluttede man på brigadehovedkvartersniveau at sende en mindre styrke ind i Sydlibanon. Kort tid efter at have passeret grænsen blev en af styrkens kampvogne ramt af en kraftig IED. Under det efterfølgende forsøg på at undsætte kampvognsbesætningen faldt IDF-styrken i et velkoordineret bagholdsangreb. Da det endelig lykkedes at frigøre sig fra kampføling, var IDF-styrken voldsomt medtaget, og syv soldater havde mistet livet. Den kaotiske situation førte til, at israelske kampfly i timerne umiddelbart efter hændelsen rettede et massivt angreb mod trafikknudepunkter i det sydlige Libanon; angiveligt i et forsøg på at afskære Hizbollah fra at benytte forbindelseslinjer nordpå.20

I tråd med gængs militærpraksis havde IDF – i det tilfælde man fra politisk side måtte ønske at foretage et sådant strategisk træk – nogle år forinden udviklet en plan for en storstilet militæroffensiv mod Hizbollah. Planen indebar en omfattende og integreret indsættelse af land-, luft- og maritime styrker (”combined arms”). Målet for operationen var besættelse af landområdet syd for floden Litani inden for 48 til 72 timer. Planen forudsatte, at reserveenheder omgående mobiliseredes til støtte for den landmilitære manøvre. Grundlæggende hvilede planen på den antagelse, at man i påkommende tilfælde ville stå over for en modstander, der hovedsaglig benyttede sig af irregulær krigsførelse. En luftkampagne forventedes derfor ikke i sig selv at kunne indfri Israels målsætninger for en militæroperation i Sydlibanon.21

Om eftermiddagen den 12. juli mødtes den daværende israelske premierminister, Ehud Olmert, med sine nærmeste sikkerhedspolitiske rådgivere, heriblandt forsvarsminister Amir Peretz og generalstabschef David Halutz, for at drøfte situationen. På mødet blev man enige om at iværksætte en militæroperation, der havde til formål at tilintetgøre Hizbollahs militære kapacitet samt fremtvinge løsladelsen af de to bortførte soldater.22 Samtidig traf man på anbefaling fra Halutz beslutning om at se bort fra beredskabsplanen. Halutz foretrak en ensidig luftkampagne primært rettet mod Hizbollahs ledelse og den libanesiske centralregering, og det lykkedes ham at få Olmert og Perez’ opbakning til denne andeledes måde at gribe tingene an på.23

Halutz var ubøjelig i sin tillid til effekten af en luftkampagne, der først og fremmest var rettet mod det kognitive domæne. Udgangspunktet var ikke den traditionelle destruktionsbaserede tilgang til krigsførelse, hvor fjendes undertvingelse blev opnået gennem nedslidning og uskadeliggørelse af militære kapaciteter. Israels fortrin på det militærteknologiske felt skulle anvendes til at gøre Hizbollah ukampdygtig ved at fratage militsen dens centrale ledelses- og kommunikationssystem. De vitale komponenter i dette system kunne påvirkes gennem målrettede præcisionsangreb fra luften, og resultatet forventedes at ville blive et paralyseret, fragmenteret og ”tandløst” Hizbollah. Parallelt hermed skulle Israelske kampfly bombe strategiske mål i hele Libanon.24 Denne del af kampagnen havde til hensigt at lægge masimalt pres på centralregeringen i Beirut, der ansås for at være delvis ansvarlig for Hizbollahs gøren og laden i Sydlibanon. Det var hovedlinjerne i Halutz’ strategi, der endte med at konstituere grundlaget for IDF’s indledende operationer.25

Om aftenen den 12. juli, efter mørkets frembrud, begyndte IDF med artilleri og kampfly at beskyde mål i Libanon, herunder navnlig kommando- og kontrolcentre (C2), tv-stationen al-Manar og Hizbollah’s jord-til-jord missilkapacitet (SSM). Uskadeliggørelsen af 54 langtrækkende raketaffyringsramper inden for de første timer af kampagnen blev tolket som tegn på, at IDF havde foretaget en korrekt vurdering af situationen. Optimismen endte imidlertid med at være kortvarig. Allerede efter få dages operationer stod det klart, at luftkampagnen ikke havde den ønskede virkning. Der var ingen tegn på, at Hizbollah ville renoncere og lade sig afvæbne. Tværtimod havde militsen som reaktion på Israels fremfærd ”bidt fra sig”. Det nordlige Israel blev dagligt udsat for en regn af raketter, og den 14. juli lykkedes det Hizbollah at ramme et israelsk flådefartøj med et iransk-produceret missil. En kapacitet IDF var uvidende om, at Hizbollah i det hele taget besad.26 Samtidig modtog den øverste ledelse i IDF alarmerende rapporter fra felten. Israelske specielstyrker, indsat mhp. at skaffe efterretninger om fjenden, var – efter at være trængt blot få kilometer ind på libanesisk territorium – blevet mødt af massiv modstand fra Hizbollah.27

Forudsigelser, der viste sig at holde stik

Om end Israels voldsomme reaktion på episoden den 12. juli tydeligvis kom bag på Hizbollah’s generalsekretær, Hassan Nasrallah, viste konfliktens forløb, at militsen havde forberedt sig grundigt på en eventuel militærkonfrontation med Israel. Blandt Hizbollahs ledende kræfter var man overbevist om, at Israel som samfund var blevet blødsødent; flertallet af israelere var trætte af konflikt og ville ingenlunde give deres opbakning til et nyt storstilet og kostbart israelsk militæreventyr. Man forudsatte følgelig, at anvendelse af højteknologiske luftstridskræfter ville være IDF’s foretrukne våben, og endvidere at der var overvejende sandsynlighed for, at israelerne rent militærkonceptuelt ville forlade sig på en EBOtilgang. Hizbollahs operative design skulle ergo udformes under hensyntagen til disse overordnede præmisser.28

Rent militært havde Hizbollah ikke de store muligheder for at agere offensivt mod det konventionelt overlegne Israel. Det var øjensynligt ikke på den traditionelle slagmark, Hizbollah skulle søge at stække ærkefjenden. Udpegningen af den israelske civilbefolkning som Israels såkaldte ”bløde punkt” indebar derfor, at Hizbollahs SSM- kapacitet fik endog stor strategisk betydning. Uden denne kapacitet ville Hizbollahs muligheder for at påvirke begivenhedernes gang have været stærkt begrænsede. Omvendt, så længe man bevarede evnen til at operere i dybden og påvirke Israel strategisk, desto større var chancen for at opnå succes.29 I lyset heraf opbyggede Hizbollah med hjælp fra Iran og Syrien et omfattende arsenal af kort- og langtrækkende SSM-systemer i årene efter Israels tilbagetrækning fra Sydlibanon (1999). Hovedparten af de langtrækkende SSM-systemer blev opstillet nord for floden Litani, mens kortrækkende raketter som eksempelvis 122 mm Katyusha af taktiske hensyn placeredes i området syd herfor.30 Kontrollen med det sydlige Libanon spillede således en afgørende rolle i Hizbollahs forsvarsplaner.31

Med sigte på effektivt at kunne modstå en israelsk operationsform, der hvilede på EBO-principper, traf Hizbollah en række konkrete foranstaltninger. Organisatorisk strukturerede man eksempelvis den væbnede gren i små semi-autonome entiteter (seks til ti mand), der gennem længere perioder var i stand til at operere selvstændigt og uden direktiv fra højere instans. Efter nordvietnamesisk forbillede byggede Hizbollah enorme bunkeranlæg, der dels fungerede som C2-noder, og dels blev anvendt til oplagring af ammunition/raketter. Hizbollah udviste stor opfindsomhed og kreativitet, hvad angår skjul og sløring af raketaffyringsramper. Taktiske procedurer i forbindelse med affyring af bl.a. raketter blev udviklet mhp. at mindske ”weapon signature” mest muligt. Desuden udviklede man enkle kommunikationsnetværk, hvor militssoldater anvendte kaldesignaler og kodificerede beskeder. Hizbollah viste sig desuden at være yderst kapabel på efterretningsområdet. Det lykkedes militsen at infiltrere forskellige netværk af israelske meddelere/agenter og ”fodre” dem med falske oplysninger. Der er endvidere fundet bevis for, at Hizbollah gjorde brug af ubemandede droner både før og under krigen med Israel i 2006.32

I tråd med målsætningen om fastholdelse af kontrollen med Sydlibanon etablerede Hizbollah en myriade af veldisponerede forsvarsstillinger i området. Godt hjulpet af terrænets beskaffenhed skulle militssoldater koncentrere deres indsats om at gennemføre overraskelses- og bagholdsangreb, dersom Israel valgte at indsætte landmilitære styrker i forsøget på at standse raketangreb på israelske byer. Planen medførte, at Hizbollah til dels ville være tvunget til at skulle foretage større, velkoordinerede angreb på IDF’s pansrede manøvreenheder. Guerillataktik, som man tidligere havde forladt sig på med stor succes, ville ikke være tilstrækkelig al den stund målet var fastholdelse af et bestemt landområde i tid og rum. Til at udvikle de nødvendige militære færdigheder havde Hizbollah et akut behov for ekstern støtte. Meget peger på, at specielt medlemmer af den iranske republikanergarde ydede Hizbollah uddannelses- og træningsstøtte, hvilket bl.a. synes bestyrket af det faktum, at hovedparten af israelske kampvogne, som IDF mistede under krigen, blev nedkæmpet af iransk produceret panserværnsvåben.33
 

En krig IDF ikke var forberedt på

Trods manglende fremskridt efter flere dages luftoperationer var Halutz ikke til sinds at opgive sin plan. Topofficerer i den israelske hærledelse begyndte imidlertid at lufte deres bekymringer og skepsis. Kritisk stillede man sig især over for beslutningen om ikke at aktivere hærens reserveenheder. Mobilisering af reserven var nødvendig, dersom hæren blev pålagt at gennemføre en invasion af Sydlibanon. Efter flere dages pres indvilligede Halutz – som en form for kompromis med hæren – i at lade stående hærstyrker af bataljons- og brigadestørrelse gennemføre en række raids34 ind i det sydlige Libanon. Operationerne sigtede ikke på at ødelægge Hizbollahs samlede kampkraft, ej heller havde de eksplicit til formål at uskadeliggøre militsens offensive SSM-kapacitet. Den landmilitære dimension skulle derimod medvirke til at 1) cementere opfattelsen blandt israelere af, at sejren var umiddelbart forestående og 2) skabe følelsen af nederlag blandt medlemmer af Hizbollah. Initiativet kunne derfor ikke andet end tolkes som et supplement til Halutz grundlæggende idé om anvendelse af EBO.

Den første egentlige landmilitære operation blev iværksat den 17. juli nær byen Maroun al-Ras i det sydlige Libanon. IDF-styrken kom omgående under voldsom beskydning, og efter blot ét døgns kamphandlinger kunne enhedens chef meddele, at han var omringet og ude af stand til at frigøre sig fra kampen. Forstærkninger, der omfattede bl.a. kampvogne fra tre IDF-brigader, blev sendt ind til støtte for den kæmpende enhed. I kampene der fulgte mistede IDF adskillige kampvogne, og det samlede tab af soldater kom som et chok for hele Israel.35 Sammenholdt med generelt manglende fremskridt fik katastrofen ved Maroun al-Ras Ehud Olmert til den 21. juli at beordre reserven mobiliseret. Imidlertid fik beslutningen mærkværdigt nok ingen konsekvenser for måden, hvorpå Israel militært søgte at opnå sine strategiske målsætninger. Alt imens civile israelere konstant blev udsat for raketangreb, fortsatte IDF med at forfølge Halutz plan.36 ”Raid” blev erstattet af en ”enter and pull out”-taktik, men i realiteten medførte det ingen ændringer. Få dage efter Olmerts beslutning om at øge hærens ressourcer led IDF endnu et forsmædeligt nederlag ved byen Bint Jbeil, der ligger få kilometer nordvest for Maroun al-Ras. Efter at have udsat byen for et massivt artilleribombardement forsøgte styrker fra Golanibrigaden den 26. juli at indtage byen. De fremrykkende israelske styrker blev imidlertid lokkede i en fælde og endte med at være fanget i en krydsild af lette håndvåben, maskingeværer, panserværnsvåben, morterer og kortrækkende raketter. Træfningen kostede ni israelske soldater livet og efterlod 27 hårdt såret. Modstanden fra Hizbollah havde været så overvældende og massiv, at det tog IDF op til ét døgn at få undsat døde og sårede soldater.37

Den 5. august befandt hen ved 10.000 israelske soldater sig i Sydlibanon, men efter tre ugers kampe havde IDF alene formået at avancere ca. 6 kilometer. Hizbollahs styrker i Sydlibanon bestod ikke af mere end ca. 3.000 krigere.38 I lyset af den tiltagende vold mellem Israel og Hizbollah vedtog et enigt Sikkerhedsråd i FN den 11. august 2006 Resolution 1701. Denne resolution pålagde de stridende parter at indstille deres kamphandlinger, og Israel blev pålagt at iværksætte tilbagetrækningen af sine militære styrker fra Sydlibanon. Velvidende at Israel den følgende dag ville være tvunget til at igangsætte en tilbagetrækning, beordredes IDF’s hærenheder den 11. august til at fortsætte deres offensive operationer. Perioden frem til den 14. august, hvor den FN-sanktionerede våbenhvile officielt trådte i kraft, valgte man fra politisk hold at benytte til at gøre et sidste desperat forsøg på at knække Hizbollah. Resultatet blev katastrofalt og medvirkede blot til at cementere Israels militære fiasko.39 Eksempelvis blev en israelsk enhed under gennemførelsen af en offensiv ved Wadi al-Saluki den 12. august omringet af Hizbollah-styrker. 12 IDF soldater mistede livet i træfningen, og ikke mindre end 11 israelske kampvogne gik tabt.

At IDF var dårligt forberedt på en militærkonfrontation med Hizbollahi i 2006, blev hændelsesforløbet, og i sidste ende udfaldet af krigen, et klart vidnesbyrd om. For så vidt angår den israelske hær pegede undersøgelser, gennemført umiddelbart efter krigens afslutning, på omfattende svigt og mangler fra top til bund. Generelt havde operative chefer ikke tilstrækkelig erfaring med at føre deres enheder under forhold, der fordrede gennemførelse af ild og bevægelse; en omstændighed der i øvrigt medførte, at chefer ikke var tilpas risikovillige og derfor ofte tilbageholdne med at udsætte personel for farer. Manglende operativ erfaring kombineret med ofte uklare og tvetydige direktiver, afstedkom at chefer i flere tilfælde bevidst forsømte at efterkomme ordre. Enheder i felten disponerede ikke over ISR-kapaciteter (Intelligence, Surveillance & Reconnaissance), og havde svært ved at danne sig et retvisende situationsbillede. Frontenheder var afskåret fra at modtage CAS (Close Air Support), idet hverken piloter eller landstyrker besad den påkrævede ekspertise. Et gennemgående træk var desuden manglende viden om og erfaring med samspillet mellem våbenarter i relation til forskellige operationstyper. Både den faste kadre af soldater og personel af reserven var i taktisk henseende uvante med konventionel krigsførelse og udviste alt for ringe indsigt i grundlæggende militærfærdigheder.40 Der var ligeledes grund til at rejse kritik i forhold til den generelle materielstand. Sammenfattende var der således tale om kritikpunkter, der ramte IDF over en bred kam.41 

Konklusion

Politisk krav om besparelser på forsvarsområdet, bekæmpelse af palæstinensisk opstand på Vestbredden og i Gaza, IDF entydige fokusering på ”Low Intensity Conflict” samt implementering af et nyt og radikalt anderledes operationskoncept var faktorer, der tilsammen lagde kimen til de problemer, som kom til at præge IDF indsats i sommeren 2006. Et grundigt studie af krigens hændelsesforløb afslører problemfelter, der berører samtlige af de militære niveauer (strategisk, operativt og taktisk) og som vel at mærke implicerer væsentlige aspekter ved militære operationer. I relation til det operative niveau begik IDF en række signifikante fejl. Dels havde man gennem flere år forsømt at afse tilstrækkelige ressourcer til brug for indhentning af informationer om Hizbollah og den generelle udvikling i Libanon. IDF havde, da krigen brød ud, derfor i høj grad et misvisende efterretningsbillede af operationsrummet. Skønt dette var tilfældet, valgte man at indlede en krig funderet i blind tillid til avanceret militærteknologi. Et kampagnedesign, der alene hvilede på anvendelse af præcisionsbombning fra luften, byggede på antagelser, der rent ud sagt ikke havde hold i virkeligheden. Hermed fik IDF med al tydelighed blotlagt, at Israel var blevet militærstrategisk udmanøvreret af Hizbollah. Generelt overmod kombineret med et ikke afprøvet operationskoncept førte endvidere til formulering af et sæt urealistiske målsætninger for anvendelsen af væbnet magt. Så snart krigen havde opnået momentum, blev det tydeligt, at Israels militære tilgang var fejldisponeret og relativt impotent i forhold til at gøre Hizbollah ukampdygtig. Politisk, men især på militærstrategisk plan, svigtede man i forhold til at stille sig kritisk overfor grundlæggende antagelser og holdninger.42 Resultatet blev en upræcis definition af den militæroperative problemstilling, som dannede udgangspunkt for indsættelsen af militære virkemidler.43 Manglende uddannelse og træning i konventionel krigsførelse forbundet med en stærkt utilfredsstillende materielsituation bevirkede, at IDF’s offensive styrker var ude af stand til effektivt at samordne/integrere sine land- og luftstyrker; ”lack of joint warfare ekspertise”. Styrkerne var hovedsagelig statisk-orienteret og havde ingen reel erfaring med gennemførelse af operationer i rammen af større manøvredygtige formationer. Den sidste ting, der fortjener at blive fremhævet, er kommunikations- og informationsområdet. I de første to uger af krigen nød Israel stor sympati fra omverdenen, men billedet ændrede sig hurtigt i takt med IDF’s fejlslagne landoperationer og et stærkt stigende antal civile ofre forårsaget af vilkårlige artilleri-og luftbombardementer. Ved krigens afslutning havde den folkelige opinion vendt sig mod den israelske regering, ja sågar IDF. Internationalt blev Israel i stigende grad isoleret, og på den hjemlige scene kæmpede Olmert-regeringen mod folkelige protester. Halutz ”opskrift” på at knægte fjenden havde definitivt slået fejl.44 Forblændet af eget hovmod og en overoptimistisk tro på betydningen af avanceret teknologi begik man på israelsk side en klassik historisk fejl: Man glemte at tage højde for, at ”the enemy always has a vote”.  

Dansk perspektiv

Velvidende at Israel historisk har befundet, og fortsat befinder, sig i en situationen, der er radikalt anderledes end de vilkår, som aktuelt kendetegner dansk sikkerhed, byder de israelske erfaringer fra Anden Libanonkrig på pointer af universel karakter. Pointer, der tilsammen kan tjene som rettesnor, og for så vidt også advarsel, i forhold til de sikkerheds- og forsvarspolitiske dispositioner, vi i dansk regi måtte træffer de kommende år. Hvordan kommer fremtiden til at tegne sig, og hvilke trusler skal Danmark ruste sig til at kunne imødegå? Her foreligger et evident behov for at få klarlagt antagelser og vurderet risici forbundet hermed.  

 Koblingen til Israels erfaringer fra begyndelsen af det nye årtusinde accentueres navnlig qua det forhold, at der p.t. er politisk flertal i Danmark for at foretage markante besparelser på forsvarsområdet. Hertil kommer, at dansk forsvar efter mere end ti års krævende indsats i internationale brændpunkter står med en organisation – dog primært hæren, der i overvejende grad er ”gearet” i forhold til oprørsbekæmpelse; vel at mærke delvis på bekostning af militærkonventionelle forhold. Det gælder for så vidt både organisatorisk og teknologisk. Vi bør imidlertid spørge os selv, om denne tilstand nu også er den rigtige løsning på længere sigt. Samtidig pågår der i disse år på international plan en heftig debat blandt politikere, forskere og militærfolk om fremtidens konflikter, herunder hvilke implikationer det bør få for væbnede styrker i den vestlige verden. Forudsigelser om fremtiden synes det på ingen måde at skorte på. Besynderligt, for hvis der er noget, vi bør uddrage af israelernes erfaringer fra 2006, så er det først og fremmest, at man skal være særdeles varsom og påpasselig med at lægge sig fast på en bestemt opfattelse af, hvad fremtiden bringer, og hvilke modstandere man vil komme til at stå overfor. Forhåbentlig vil denne pointe komme til at stå helt centralt i kommende politiske overvejelser om den fremtidige indretning af dansk forsvar.

NOTER:
 

1 Ehud Olmert blev d. 4. januar 2006 indsat som stedfortrædende regeringsleder, da Israels valgte premierminister, Ariel Sharon, måtte trække sig fra posten som følge af en hjerneblødning. Efterfølgende overtog Olmert ledelsen af Kadima partiet og blev d. 4. maj 2006 folkevalgt premierminister. Olmert trådte tilbage som premierminister d. 21. september 2008.     

2 Anthony Cordesman, “Lessons of the 2006 Israeli-Hezbollah War” (Washington D.C.: Center for Strategic and International Studies, 2007), pp. 19-22.

3 Matt M. Matthews, ”We Were Caught Unprepared: The 2006 Hezbollah-Israeli War” (Kansas: U.S. Army Combined Arms Center Combat Studies Institute Press, 2008), pp. 1-3.

4 Russell W. Glenn, ”All Glory Is Fleeting – Insights from the Second Lebanon War” (National Defense Research Institute: Californien, 2012), pp. 1-5 & 16. 

5 Krigen, der fandt sted i perioden d. 12. juli – d. 14. august 2006, benævnes i den vestlige verden almindeligvis ”Den Anden Libanonkrig”. I Libanon og blandt flertallet af arabere kaldes episoden for ”Julikrigen”.  

6 Resultatet af krigen fik endog meget stor indflydelse på det amerikanske forsvars konceptuelle tilgang til militæroperativ planlægning, herunder vigtigheden af Operational Art og et mere kritisk syn på EBO

7 Matt M. Matthews, ”We Were Caught Unprepared: The 2006 Hezbollah-Israeli War”, pp. 5-13.

8 Dr, Shmuel Even, ”Israel’s Defense Expenditure -- Strategic Assessment” (Tel Aviv: The National Institute for Strategic Studies, February 2010) 

9 Matt M. Matthews, ”We Were Caught Unprepared: The 2006 Hezbollah-Israeli War”, pp. 22-28.

10 Opstanden benævnes almindeligvis for den Anden Intifada eller Al-Aqsa Intifadaen. Den første Intifada fandt sted i perioden 1987-1992. 

11 Final Report of the Commission to Investigate the Lebanon Campaign – The Winograd Report (Tel Aviv: Winograd Committee, 30 January 2008), para. 11-12. 

12 David E. Johnson, “Military Capabilities for Hybrid War – Insights from the Israel Defense Forces in Lebanon and Gaza” (California: Rand Corporation, 2010), pp. 2-3.

13 Matt M. Matthews, ”We Were Caught Unprepared: The 2006 Hezbollah-Israeli War”, pp. 22-28.

14 Russell W. Glenn, “All Glory Is Fleeting – Insights from the Second Lebanon War”, pp. 7-9 & 19-22.

15 Dan Halutz er oprindelig uddannet jagerpilot og blev i 2000 udpeget til chef for det israelske luftvåben. 

16 Matt M. Matthews, ”We Were Caught Unprepared: The 2006 Hezbollah-Israeli War”, p. 62.

17 RDO-konceptet blev lanceret af Harlan Ullman i 1996. I bogen ”Shock and Awe: Achieving Rapid Dominance” argumenterer Ullman for, at moderne militærteknologi sætter USA i stand til hurtigt og beslutsomt at påvirke en modstanders vilje, overbevisning og situationsforståelse for herigennem at gøre denne ukampdygtig. 

18 Scott C. Faguhar, “Back To Basics – A study of the Second Lebanon War and Operation Cast Lead (Kansas: Combat Studies Institute Press, 2009), pp. 10-12.

19 Matt M. Matthews, ”We Were Caught Unprepared: The 2006 Hezbollah-Israeli War”, pp. 33-36.

20 Ibid.

21 Scott C. Faguhar, “Back To Basics – A study of the Second Lebanon War and Operation Cast Lead”, pp. 12-14.

22 Russell W. Glenn, “All Glory Is Fleeting – Insights from the Second Lebanon War”, p. 4. 

23 Anthony Cordesman, “Lessons of the 2006 Israeli-Hezbollah War”, pp. 6-9.

24 Både blandt politikere og militærfolk var man på israelsk side overbevist om, at den libanesiske centralregering af strategiske årsager spillede en aktiv rolle i forhold til situationen i Sydlibanon, herunder bevist forholdt sig passivt i relation til Hizbollah. Israeleren opererede således ud fra den antagelse, at man i Beirut ville føle sig tvunget til at handle og øve indflydelse på den shiitiske milits, ifald det fornødne pres blev lagt på de politiske og økonomiske eliter i Libanon.

25 Scott C. Faguhar, “Back To Basics – A study of the Second Lebanon War and Operation Cast Lea”, p. 14.

26 Russell W. Glenn, “All Glory Is Fleeting – Insights from the Second Lebanon War”, p. 8.

27 Matt M. Matthews, ”We Were Caught Unprepared: The 2006 Hezbollah-Israeli War”, p. 39.

28 Ibid., pp. 16-18.

29 Uzi Rubin, “The Rocket Campaign Against Israel in the 2006 Lebanon War”, (Ramat Gan: The Begin-Sadat Center for Strategic Studies, 2007), pp. 29-30.

30 Ibid., pp. 4-16.

31 Anthony Cordesman, “Lessons of the 2006 Israeli-Hezbollah War”, pp. 9-16.

32 Uzi Rubin, “The Rocket Campaign Against Israel in the 2006 Lebanon War”, pp. 21-22.

33 Matt M. Matthews, ”We Were Caught Unprepared: The 2006 Hezbollah-Israeli War”, pp. 18-22.

34 Jf. HRN 010-001, FELTREGLEMENT I (FR-I) anvendes begrebet ”raid” også i dansk doktrinær sammenhæng i relation til hærens operationer. 

35 Under kampene mistede otte israelske soldater livet og adskillige blev hårdt såret.

36 Det skønnes at Israel i perioden fra den 12. juli til den 14. august blev ramt af ca. 4.000 raketter.  

37 Matt M. Matthews, ”We Were Caught Unprepared: The 2006 Hezbollah-Israeli War”, pp. 43-49.

38 Anthony Cordesman, “Lessons of the 2006 Israeli-Hezbollah War”, p. 17.

39 Matt M. Matthews, ”We Were Caught Unprepared: The 2006 Hezbollah-Israeli War”, pp. 50-56.

40 Russell W. Glenn, “All Glory Is Fleeting – Insights from the Second Lebanon War”, pp. 23-33.

41 Ibid., pp. 13-36.

42 Scott C. Faguhar, “Back To Basics – A study of the Second Lebanon War and Operation Cast Lead, p. 39..

43 Anthony Cordesman, “Lessons of the 2006 Israeli-Hezbollah War”, pp. 55-57.

44 Anthony Cordesman, “Lessons of the 2006 Israeli-Hezbollah War”, pp. 41-44.

 

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidsskrift_141.aargang_nr.4_2013.pdf

Litteraturliste

Del: