Teknologi og økonomi

Foto: Forsvaret.dk

Indledning
Da den kolde krig var på sit højeste var den militærteknologiske udvikling karakteriseret
ved et egentligt kapløb mellem de to blokke, hvor det som oftest var de teknologiske
udviklingsmuligheder og ikke økonomien, der satte dagsordenen. Der var
kort sagt "penge nok" - i det mindste hos den ene af supermagterne - og den militærtekniske
udvikling var trendsættende på mange områder. Der var afsætningsvolumen
for mange industrivirksomheder med samme produktområder, og der var mange
parallelle udviklingsprojekter, men på grund af udstrakt protektionisme var konkurrencen
ikke særligt udbredt. Alle disse forhold bevirkede, at militært materiel
gennemløb en prisudvikling, som var betydeligt kraftigere end den almindelige
prisudvikling i samfundet, hvilket blev benævnt "teknologisk inflation".
I dag er den militærteknologiske udvikling primært koncentreret om USA og
delvist Vesteuropa, men med voksende potentialer andetsteds, især i det asiatiske
område. De fleste landes forsvar er godt på vej til at være strukturtilpasset til den
ændrede sikkerhedspolitiske situation og har herunder været udsat for ganske
alvorlige budgetreduktioner. Der er langt fra "penge nok", hvorfor den militærteknologiske
udvikling på de fleste områder for længst er overhalet af den civile
teknologiudvikling. Verdensmarkedet for forsvarsmateriel er stærkt reduceret - kun
i Asien er der stigende budgetter. Industrien har været igennem drastiske tilpasninger,
men der er stadig en betragtelig overkapacitet på verdensplan. På et frit marked
ville det have betydet øget konkurrence, men det har de involverede nationer endnu
ikke tilladt.
Med baggrund i denne situation vil jeg i det følgende redegøre for nogle af de
faktorer, som påvirker priserne på militært materiel i opadgående retning, og hvad
der modsat kan gøres for at skabe bedre balance til generelt vigende budgetter.
Herefter vil jeg i generelle vendinger forsøge at sandsynliggøre, hvad der kunne
være en rimelig materielinvesteringstakt i et forsvar struktureret som det danske for
til sidst at give et bud på vor aktuelle status.
 

Hvorfor er militært materiel så dyrt?
Når man ser på almindelige varige forbrugsgoder som f.eks. TV, husholdningsmaskiner
for slet ikke at tale om PC'er er de karateriseret ved at blive stadig mere avancerede
men samtidigt billigere og billigere, i det mindste relativt set. Årsagerne er
bla. teknologiske udviklinger, specielt i mikroprocessorteknologi, og enorme og
fortsat stigende afsætningsmarkeder.
Ser man derimod på militært materiel, så er det stadigt meget dyrt og har en tendens
til at blive dyrere og dyrere.
Den vigtigste årsag til, at militært materiel ofte er så dyrt, er stor kompleksitet
og høj kvalitet specificeret alene til militært brug sammenholdt med små kvantiteter.
Da der er tale om specifikke militære udviklinger, skal de normalt meget store
udviklingsomkostninger afskrives over ganske få stykker materiel og som følge af
den hurtige teknologiske udvikling også ofte over relativt få år. For at give indtryk
af størrelsesordner, kan det nævnes at der i det amerikanske forslag til forsvarsbudget
for finansår 1998 er afsat 42,6 mia. dollars til egentlige materielanskaffelser og
35,9 mia. dollars til forskning, udvikling og afprøvning af nyt udstyr. Til sammenligning
koster det 5 -10 mia. kr. at udvikle en ny civil person vognsmodel, der så til
gengæld kan afskrives på et salgsvolumen på måske 50 mia. kr.
Den store kompleksitet skal henføres til det næsten evige kapløb mellem midler
og modmidler (f.eks fly contra luftværnssystemer, ubåde contra antiubådsvåben,
kamp vognskanoner contra pansring) samt behovet for redundans, alt sammen noget,
der koster penge.
Udviklingsforløbene er i mange tilfælde glidende, f.eks. større og større kaliber
og rækkevidde for kanoner samtidigt med bedre og bedre pansring af målene, hvorfor
de kvantitative behov alt andet lige forbliver uændrede.
I andre tilfælde foregår udviklingen i spring, således at f.eks markante effektforøgelser
kan retfærdiggøre mindre kvantiteter og derved kompensere for den
uundgåelige merpris, som store effektforøgelser normalt medfører. Som eksempel
kan nævnes, at blot en salve fra en MLRS launcher har samme effekt som 10-15
lag med konventionel ammunition fra en artilleriafdeling med 18 haubitser. Systemprisen
for MLRS er ganske vidst mange gange større end for haubitssystemer, men
effekt/prisforholdet er stadigt meget gunstigt.
Mange af de høje kvalitetskrav til militært materiel skyldes de ofte ekstremt store
dynamiske påvirkninger, som militært materiel udsættes for. Det betyder, at selv
banale komponenter og enkeltdele skal specialfremstilles med store fordyrelser til
følge.
Når der udformes krav vedrørende ydeevne og kvalitet til udvikling af nyt militært
materiel gås naturligt ud fra opgavekomplekset, de teknologiske muligheder,
organisation mv. Man har traditionelt taget udgangspunkt i idealkrav og som tidligere
nævnt i indledningen ofte fået held til at få sådanne idealkrav indfriet. Men de
sidste % på vej mod en 100% kravsopfyldelse medfører næsten altid voldsomme
omkostningsforøgelser i forhold til lidt mere pragmatiske løsninger.
Som nævnt er udviklingsomkostninger meget belastende for militært materiel.
Denne betydning øges, jo flere parallelle udviklinger, der foregår. Til trods for mange
forsøg på internationalt udviklingssamarbejde, hvoraf nogle har været vellykkede,
er der fortsat formentligt af nationale industrihensyn paralleludviklinger langt
ud over det økonomisk hensigtsmæssige. Det må eksempelvis antages at være unødigt
fordyrende at have flere europæiske jagerflyudviklinger.
Omvendt er manglende konkurrence i sig selv fordyrende, og i den aktuelle
situation med stor - specielt europæisk - overkapacitet på forsvarsindustriområdet
er mange lande mindre tilbøjelige til at lukke op for fuld konkurrence
 

Hvordan gøres militært materiel billigere?
Det umiddelbare svar på det spørgsmål er, at man bør søge at imødegå de prisfordyrende
årsager som beskrevet ovenfor. Det er naturligvis kun muligt et stykke
ad vejen, men der er allerede både i NATO og på europæisk plan taget skridt i den
retning.
For det første bør parallelle udviklinger undgås eller begrænses mest muligt.
Dette har som forudsætning en gennemgribende standardisering. Der har været arbejdet
meget med standardisering i hele NATOs levetid og emnet er fortsat i fokus,
og de første skridt er taget til at inddrage partnerlande i standardiseringsbestræbelserne.
På doktrin- og procedureområdet er der opnået gode resultater, medens håndgribelige
resultater på materieludviklingsområdet endnu er begrænset til de områder,
hvor de større landes industriinteresser ikke er gået for nær.
For at komme videre med standardiseringen er det efter min mening helt nødvendigt
at tilpasse specielt den europæiske forsvarsmaterielindustri til efterspørgslen,
hvilket vil sige nedlæggelse af overkapaciteten, gerne styret af de almindelige
markedsmekanismer.
Derved opnås tillige den fordel, at den samlede kapacitet bliver mere specialiceret,
hvorved kostbare paralleludviklinger undgås. Konkurrencemomentet vil
ganske vidst formindskes eller helt forsvinde, men det er min klare opfattelse, at
nettoresultatet af denne proces vil være til gavn for aftagerlandene.
For især de større lande har også nationale standardiseringsbestræbelser i form
af værnsfælles materielkrav samme effekt, nemlig at nedsætte stykprisen ved større
samlede kvantiteter. Som eksempel kan nævnes det amerikanske Joint Strike Fighter
program, som iøvrigt må forventes at kunne udstrækkes til internationale dimensioner.
Men selv i små lande er der noget at hente i værnsfælles standardisering. I Danmark
anvendes luftværnsmissilet STINGER i alle tre værn, og der søges udarbejdet
værnsfælles Grundlæggende Militære Krav til kommende anskaffelser af Unmanned
Air Vehicles, blot format nævne nogle få eksempler.
Men selv med fælles og dermed billigere projekter kan visse materielsystemer
være så kostbare, at de ligger uden for økonomisk rækkevidde for de fleste lande.
Som eksempler kan nævnes rent militære satellitsystemer og andre ekstremt
kostbare overvågningssystemer. Her kan fælleseje i form af fælles anskaffelse og
drift samt fælles udnyttelse af kapaciteten være løsningen. Et allerede gennemført
eksempel er AWACS og et planlagt er Allied Ground Surveillance projektet.
Et væsentligt omkostningsbesparende princip er "godt- nok" princippet. Dette
at undgå alt for avancerede kravformuleringer opnås bedst ved at lade udviklingsprojekter
være "design to cost" projekter, hvilket da også bliver mere og mere
almindeligt.
Men endnu mere omkostningsbesparende er helt eller delvist at undgå udviklingsomkostninger
til rent militære udviklinger. Det kan ske mest konsekvent ved
at anskaffe^rent kommercielt udviklet materiel som for eksempel mange typer hjulkøretøjer,
eh del kommunikationsmateriel og meget informatik hard- og software.
Men også såkaldte dual-use projekter som f.eks. militær payload på civile kommunikationssatellitter
giver store besparelser frem for rent militære projekter. Også her
er "godt-nok" princippet vigtigt at efterleve, således at der kun iværksættes rent
militære udviklinger, hvor det er ubetinget nødvendigt.
På dette sted er det på sin plads at påpege, at selv om man kun køber færdigudviklet
materiel som vi oftest gør i Danmark, så betaler man alligevel for udviklingsomkostningerne;
de er blot indregnet i prisen.
De ovenstående betragtninger har primært omhandlet nyudviklet eller nyanskaffet
materiel. Men en meget anvendt måde at reducere sine omkostninger på
er at modificere eller levetidsforlænge i stedet for at nyanskaffe. En betingelse for
at modificere, hvorved forstås en opdatering, der modsvarer nye operative krav, er
at materiellet besidder det tilstrækkelige tekniske udviklingspotentiale. Hvis denne
betingelse er opfyldt, gælder det både her, og når der er tale om rene levetidsforlængelser
(uændrede operative krav), at de samlede Life Cycle Costs skal være mindre
end for tilsvarende nyanskaffet materiel. Det er ingenlunde altid tilfældet, da restlevetiden
oftest er kortere end for nyt materiel. Alligevel vælges modifikationsløsninger
ofte af likviditets årsager: De mindre grundinvesteringer er nemmere at indpasse
i slunkne budgetrammer.
 

Hvor meget skal der investeres i materiel?
Når dette spørgsmål skal besvares i generelle vendinger, vil det være naturligt i
første omgang at tage udgangspunkt i uændret fremskrivning af forsvarets opgavekompleks
og struktur og dermed forudsætte uændret størrelsesorden for forsvarsbudgettet.
Den nødvendige og tilstrækkelige investeringstakt for at kunne opretholde
en løbende teknologisk fornyelse kan herefter angives i % af det samlede forsvarsbudget.
Denne metode gør det muligt at sammenligne lande med forskellige økonomier
og forskellige størrelser af forsvarsbudgetter i forhold til bruttonationalprodukterne,
når blot landenes forsvar har tilnærmelsesvis samme strukturer og teknologiske
stade.M ed dette udgangspunkt kan det konstateres, at større lande med betydelig
national forsvarsindustri som USA, Storbritanien og Frankrig anvender 25 - 30 %
af forsvarsbudgettet til materielinvesteringer incl. forskning og udvikling, og at niveauet
har været nogenlunde konstant de senere år. Modsat ses, at Tyskland har
reduceret andelen drastisk de senere år , så niveauet nu er ca 12 %. Dette lave tal
udtrykker efter min mening næppe endemålet, men skal nok snarere ses som
resultatet af en midlertidig ubalance som følge af de kraftige tyske strukturreduktioner.
Mindre lande med begrænset forsvarsindustri ligger typisk på mellem 15 og 20
%, idet dog Norge de senere år har ligget på niveau med de mest investerende lande,
dvs. på 25 - 30 %.
Danmark har de senere år anvendt ca 13 - 15 % (afhængig af opgørelsesmetode)
af forsvarsbudgettet til nyt materiel , men planlægger allerede inden for
nuværende forsvarsaftale at øge til 15 - 17 %.
Dermed placerer Danmark sig nogenlunde på niveau med andre mindre lande
omend i den lavere ende af spektret, men klart lavere end de mest investerende
lande.
Men da de lande, vi sammenligner os med, ikke nødvendigvis anvender præcis
den teoretisk rigtige investeringstakt, kan ovenstående sammenligning kun bruges
som et fingerpeg.
Som et andet fingerpeg kan jeg referere, at man internationalt traditionelt
opererer med en tese, eller måske nærmere påstand, om at 20 - 25 % af forsvarsbudgettet
skal gå til kapitalfornyelse for at bevare styrkerne på samme teknologiske
stade.
Man kunne også tage udgangspunkt i erhvervslivets afskrivninger af kapitalaktiver
og derefter udregne militært materiels indledende afskrivningssatser ved at
opdele i delsystemer, der kan sammenlignes med erhvervslivets afskrivningsgruppering.
Herefter reguleres for, at meget militært materiel forældes hurtigere operativt
end ved nedslidning, ligesom der skal korrigeres for Mid Life Updates og andre
modifikationer/opdateringer i levetiden. Nu kan den endelige sats for hver
hovedmaterielkategori fastsættes, hvorefter et vægtet gennemsnit giver den endelige
investeringsrate.
Denne metode giver selvfølgeligt forskellige resultater alt afhængig af den
præcise materielsammensætning, men vil næppe variere mere end nogle få % fra
land til land, når der er tale om forsvar med ikke alt for afvigende teknologiniveau
og materielstruktur.
Som det tredie fingerpeg i dette afsnit skal nævnes, at den ovenfor beskrevne
metode anvendt på det canadiske forsvar giver en investeringsrate på ca. 25 % af
det canadiske forsvarsbudget.
Med alle de usikkerheder, der ligger i de ovenfor beskrevne tre fingerpeg,
kunne et forsigtigt meget generaliserende skøn på den nødvendige og tilstrækkelige
investeringstakt være, at ca 25 % af et forsvarsbudget som gennemsnit bør anvendes
til nyt materiel for at kunne opretholde samme relative teknologiske stade i en
længere periode under iøvrigt uændrede forhold.
Hvis materielfordelingen er skævdelt levetidsmæssigt til fordel for nyt materiel,
hvilket ofte kan være tilfældet efter større strukturreduktioner, kan investeringstakten
nedsættes i en årrække, jf. det tyske eksempel.
Hvis materielfordelingen derimod er skævdelt med meget materiel med kort
restlevetid, bør investeringstakten være større i en årrække.
 

Hvad er status i Danmark?
I Danmark er vi i den situation, at vi strukturmæssigt må siges at være på plads
efter tilpasningen til den nye sikkerhedspolitiske situation efter den kolde krigs
ophør.
Vor materielsituation er skævdelt levetidsmæssigt, således at mange større og
dermed mest kostbare materielsystemer står til udfasning pga. operativ eller teknologisk
forældelse inden for de næste 10 - 15 år.
Dette peger på, at der jf. det ovenfor beskrevne i en årrække alt andet lige vil
være behov for en investeringstakt på over 25 %.
Nu er alt andet ikke lige. En udstrakt anvendelse af billiggørende foranstaltninger
som nævnt på side 3 og skyldig hensyntagen til, at markante effektforøgelser
kan retfærdiggøre erstatningsanskaffelser i mindre antal, vil kunne nedbringe investeringsbehovet
betragteligt.
Jeg skal undlade her at fremsætte løsningsforslag men henvise til det i medfør
af forsvarsaftalen nedsatte udvalg ’’Udvalget vedrørende forsvarets materiel", der
netop har til opgave helt præcist at vurdere levetiden af materielsystemerne samt
den teknologiske og økonomiske udvikling og på den baggrund udarbejde forslag
til større materielanskaffelser.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_126_aargang_mar.pdf

Litteraturliste

Del: