Teknisk uddannelse af taktiske officerer

Indledningsvis må det anføres, at begrebet taktiske officerer her må opfattes som officerer, hvis hoveduddannelse og væsentligste uddannelse ligger i det taktiske og organisatoriske område. Enhver officer må nemlig — uanset senere specialisering — have nogen taktisk uddannelse. Har han ikke det, er han ganske simpelt ikke nogen officer, men en uniformeret tekniker.

- - -

At taktik og teknik er sammenflettet i et uløseligt hele, er så åbenbart, at der ikke er grund til at udybe forholdet. Det er imidlertid ikke således, at det ene i denne forbindelse kan opfattes som herre, det andet som tjener. Kærnevåbenet, der blev skabt af fysikerne, har fået meget vidtgående virkninger på taktikken uden at noget sådant på forhånd har været tilsigtet. Omvendt kan man nævne udrustning, som er blevet tilvejebragt for at møde specifikke taktiske krav: Radar og en lang række raketter er typeeksempler på dette. Imellem disse to yderpunkter ligger en bredt varieret skala af materiel, som delvis så at sige er blevet tilbudt af teknikken, delvis direkte bestilt af taktikken. Hvorledes bliver den moderne officers rolle i dette billede? At anskue ham alene som bruger af forhåndenværende teknik er åbenbart urigtigt. Som allerede nævnt er militær udrustning i varierende udstrækning ligefrem produceret for at møde bestemte taktiske krav. Man kan så naturligvis til officerens rolle som bruger af den tekniske udrustning føje, at det også er hans opgave at formulere krav til fremtidige tekniske produkter. Men i samme øjeblik man gør dette, må man gøre sig klart, at man forudsætter en vis teknisk baggrund hos officeren. En tanke om, at teknisk målsætning (for slet ikke at tale om angivelse af nye tekniske udviklingsobjekter) kan gives af personer uden teknisk baggrund er naiv — i virkeligheden en tro, der kun kan næres af den, der savner forståelsen af teknikken og dens egentlige væsen

Man kan ikke basere et forsvar i vor tid på den opfattelse, at man dels skal have soldater (officerer), der i teknisk henseende blot håndværksmæssigt skal kunne udnytte det forhåndenværende materiel og fremsætte vage ønsker om nyt materiel, dels civile teknikere, der tager sig af det teknisk skabende. Hvordan man end vender og drejer organisationen vil i alle tilfælde en del af officererne skulle dels opstille tekniske målsætninger, dels vurdere og udnytte taktiske muligheder i foreliggende tekniske midler og endelig foretage afvejning af forsvarets behov for mængden af forskellige tekniske midler — det sidste er iøvrigt en afvejning, der rummer meget betydelige konsekvenser i sig. Med konstatering af, at den taktiske officers — eller i hvert fald en del af de taktiske officerers — tekniske færdigheder ikke kan begrænse sig til blot og bart brugerkendskab er man uden videre kommet til kravet om en vis videregående teknisk viden. Det er på den anden side ganske klart, at både det taktiske og det tekniske område hver for sig er så krævende, at de må have specialister. Formålet med de efterfølgende betragtninger er at søge det koordineringsproblem, der derfor opstår, belyst især med henblik på danske forhold.

Der skal i det følgende fremdrages enkelte eksempler på, hvad følgerne af svigtende taktisk-teknisk koordinering kan blive — for at understrege problemets alvor. Det kan foreløbig fremhæves, at der næppe er noget andet område, hvor fejl kan blive så varige og så kostbare som netop på dette område. Fejl i organisation og uddannelsesmetoder vil normalt kunne rettes relativt hurtigt og med relativt små udgifter. Fejl i materiel- investeringer er, især i et lille land med meget begrænset budget, langvarige i deres følger. Fremtiden vil utvivlsomt på dette område indebære forøgede farer. Samtidig har vi bag os en periode, hvor vi så at sige har levet en beskyttet tilværelse. I denne periode, som vi har bag os, har vi haft en relativt langsom mitiærteknisk udvikling og vi har samtidig været i den situation, at vi på grund af hjælpeprogram udefra fik meget væsentlige dele af materiellet foræret. Foran os har vi en periode, hvor en meget hurtigere udvikling må forventes. Uden at gå alt for dybt ind i den problemstilling der følger af dette og af våbenhjælpens bortfald skal det kun nævnes, at småstater (i hvilken forbindelse man her roligt kan medtage lande af størrelsesorden som Sverige og Schweiz) antagelig i de næste årtier kun kan opretholde et effektivt forsvar indenfor rammerne af, hvad der kan afsættes til forsvarsformål på budgettet, hvis de har held til at undgå fejlinvesteringer og mod til så at sige at springe hvertandet trin over i den tekniske udvikling. At anskaffe materiel, der indenfor kortere åremål burde afløses af nyere ting vil blive kvælende. At vove sig ud i investeringer, hvis omfang ikke kan beherskes, kan meget let blive dræbende for forsvarets effektivitet.

- - -

Efter at koordineringens bydende nødvendighed er understreget vil det være rimeligt at vende opmærksomheden mod de veje, der må betrædes — og undersøge, om der i så henseende er gjort, hvad der er nødvendigtGroft set kan man ved betragtningen af problemerne rubricere linie- officererne i tre grupper: Først de »almindelige« officerer, d. v. s. de officerer, hvis uddannelse sigter til at gøre dem til førere og uddannere af troppeenheder. Dernæst de »tekniske« officerer, d. v.s. den gruppe officerer, af hvem der kræves større teknisk viden end af flertallet. Endelig de »videregående taktisk uddannede« officerer, d. v. s. den gruppe, som i planlægning og organisation får tillagt særlige opgaver og som derfor må have særlig taktisk-organisatorisk uddannelse •— med andre ord den gruppe, man i alverdens hære kalder generalstabsofficerer. Fælles for alle tre grupper er grunduddannelsen (officersskolen) og en vis videregående uddannelse.

- - -

Forlader man for et øjeblik den tekniske uddannelse og betragter man i stedet den taktiske uddannelse, kan man i dette land glæde sig ved et ganske vel koordineret uddannelsessystem. Efter den grundlæggende (brede og solide) taktiske uddannelse på officersskolen følger for alle et almindeligt kursus på våbnenes specialskoler, hvor eget våbens taktik ret håndfast uddybes. Efter cirka seks års officerstjeneste kommer det obligatoriske taktiske kursus med sin tredobbelte rolle, nemlig

— at afrunde uddannelsen i taktik for dem, der i så henseende er nået til vejs ende, d. v. s. for de »almindelige« og for de »tekniske« officerer.
— at danne et fundament for de officerer, der skal have en videregående taktisk-organisatorisk uddannelse og
— at være et væsentligt element i udsorteringen af de i så henseende uddannelsesegnede.
Under forudsætning af, at indholdet af undervisningen i de enkelte uddannelsesfaser er rigtigt, står man her overfor et godt og sundt uddannelsessystem. Den eneste indvendig, der kan rettes mod systemet, er nok, om sådanne tekniske officerer, som kommer ind i planlægningen på mere afgørende måde (på højere plan) i det lange løb kan nøjes med den afrundende uddannelse på taktisk kursus. Herom kan man nok have sine tvivl. Den teknisk uddannede og på tekniske områder anvendte officer har et særligt vedligeholdelsesproblem med hensyn til taktisk viden, fordi hans tjeneste oftest ikke i sig selv sørger tilstrækkelig for hans taktiske videns vedligeholdelse og fornyelse.

- - -

Vender man sig derimod til den tekniske uddannelse er billedet langt mindre lyst. Grunduddannelsen på officersskolen følges kun af almindeligt kursus på de enkelte våbens specialskoler, og det må nok erkendes, at både afrundingen af den tekniske viden for dem, der ikke senere skal specialuddannes på området, fundamentbygningen for dem, der skal videreuddannes og udvælgelsesmulighedeme for teknisk efteruddannelsesegnene er så som så — lad så være, at det varierer noget fra våben til våben og i visse våben ikke er lige så galt som i andre. Den officer, der ikke får teknisk videregående uddannelse er efter dette svage grundlag henvist til at klare sig med, hvad han kan erhverve sig af indsigt ved selvstudium i ledige timer (hvis han ellers kan finde nogle af dem). Slår denne tekniske grunduddannelse til for de tre kategorier af officerer, som tidligere er nævnt (den »almindelige«, den »tekniske« og den »taktiske« officer)? Først den »almindelige« officer: Han får på officersskolen en grunduddannelse på området, som skal være hans fundament livet igennem. Det følger nok heraf, at det bedste man kan gøre, er at give ham en fornuftig undervisning i teknikkens mere elementære begreber. Hermed være ikke sagt, at man — som man stort set gør det nu — skal begrænse sig til videreudbygning af studentereksamenens pensum i matematik, fysik og kemi. Tværtimod tyder meget og ikke mindst mange kadetters ringe interesse for og dermed udbytte af denne fortsatte undervisning på, at dette ikke er den rette vej. Man bør nok langt snarere i officersskoleuddannelsen søge at fremelske forståelsen af, hvorledes studentereksamens viden i disse elementære fag skal anvendes på tekniske problemer, f. eks. gennem undervisning i maskinlære, teknologi, elektronik, sandsynlighedsregning praktisk anvendt og indmålingsarbejde. Ved en sådan undervisning vil man iøvrigt af sig selv fremtvinge en vedligeholdelse og forbedring af den nødvendige viden i studentereksamens elementære natur- videnskabelig-fysiske fag.

En specifik undervisning i aktuelle tekniske problemer er derimod næppe særlig hensigtsmæssig på dette stade. Ingen kan overskue teknikkens udvikling i den kommende menneskealder. Det undervisningen bør gå ud på — og det eneste den kan gå ud på — er at sætte den vordende officer i stand til på dette område efterhånden at tilegne sig den specialviden på det teknisk-materielle område, som ban efterhånden skal have. På sit våbens specialskole vil den unge officer få den første indføring i praktisk anvendt teknik og muligvis en af lians specielle våbenart betinget nødvendig videreudbygning af officersskolens fundament. Herefter skulle han være moden til, at man senere kan tilføje yderligere nødvendig teknisk specialviden, som måtte blive dikteret af nyt materiel og kommende teknisk udvikling, fortrinsvis ved hjælp af specialkurser. Det vil bemærkes, at der er en ikke ubetydelig afstand mellem det billede, der her er tegnet af grundundervisningen på officersskolen og den grundundervisning, der gives i dag. Det er imidlertid et problem, om hvilket det vides, at det vil blive taget op til overvejelse under den igangværende gennemgang af officersskolens undervisningsplaner.

- - -

Det vil herefter være rimeligt at betragte den særligt taktisk uddannede officers (generalstabsofficerens) situation. Sådanne officerer vil, når de placeres tjenstligt i den højere militære ledelse, uundgåeligt komme til at arbejde med problemer og være med til at træffe afgørelser, der i høj grad har tekniske aspekter •— afgørelser, der kommer til at omfatte valg af våbentyper og andre materielgenstande, afbalancering af materielinvesterede midlers anvendelse på forskelligt materiel og afgørelser, der vedrører den bedst mulige brug af forhåndenværende teknisk materiel. Det er uundgåeligt, at han på dette område kommer til at bevæge sig på tekniske områder på et langt mere avanceret stade end den »almindelige« officer og herunder kommer til at håndtere problemer, hvis afgørelse rækker langt ud i fremtiden. Erindrer man dette, må det umiddelbart forekomme, at han må have behov for en teknisk baggrund, der ligger på et andet plan end den »almindelige« officers. I dag er situationen i vort land imidlertid den, at han ikke er bedre stillet end sidstnævnte officersgruppe •— ofte endda ringere, fordi hans praktiske erfaring på teknisk betonede områder er ringere end den normale officers. Denne situation kan næppe beskrives som forsvarlig, hvis man betænker den voldsomme tekniske udvikling, man må forvente — og især ikke, hvis man samtidig tænker på det dilemma, som denne udvikling vil bringe mindre stater i, og som tidligere er nævnt. Man møder jævnlig den opfattelse, at dette problem kan løses blot ved et intimt samarbejde mellem fagtaktikere og fakteknikere — at taktikeren jo blot kan spørge (og spørger) teknikeren, når problemer dukker op. Man når imidlertid næppe den sikre koordinering ad denne vej. Alene dette at forstå, hvornår der er behov for udveksling af viden, er i sig selv et problem, der kræver en vis og ikke helt ubetydelig baggrundsforståelse.

- - -

Det vil, og heldigvis med rette, kunne hævdes, at der ikke herhjemme er sket alvorlige fejldispositioner i de seneste tiår på materielanskaffelses- og materieludnyttelsesområdet på trods af, at situationen jo netop er som ovenfor beskrevet. Hertil er imidlertid for det første at bemærke, at vi, som det allerede tidligere er omtalt, bar været igennem en våbenhjælpsperiode, hvor problemer af den herhen hørende art stort set er blevet løst udefra — og at vi ikke kan vente, at denne situation vil fortsætte. Det bør også anføres, at hæren endnu råder over en generation af officerer, hvis taktiske viden er underbygget af en ganske solid teknisk grundviden — officerer, som er uddannet i en tid, hvor det af forskellige grunde var muligt enten at give dobbeltuddannelse eller at anvende uddannelsesformer, der i højere grad end tilfældet er nu kombinerede taktisk og teknisk uddannelse.
Det er endvidere vigtigt at gøre sig helt klart, at fremtiden utvivlsomt vil indebære forøgede risici med hensyn til materielle fejldispositioner. Det ligger dels i sig selv i den accelererede udvikling på det tekniske område, men også deri, at moderne udviklingsprojekter ligger i prislag, der selv for store nationer kan være betænkelige. At få nyudviklet materiel afsat udenfor oprindelseslandets grænser, ganske simpelt for at få reduceret udviklingsomkostningsbelastningen på den enkelte materielgenstand, kan under disse forhold meget vel blive — og bliver allerede ofte — et spørgsmål af national interesse. Man skal under disse forhold ikke vente, at reklamen for nyt materiel alene vil begrænse sig til fremstillingsvirksomhedernes sædvanlige sales promotion. Beskrivelsen af nyt materiels fordele og muligheder kan under disse forhold meget let blive søgt udbredt i langt mere sagligt udseende — og derfor langt farligere — form.

- - -

Når nødvendigheden af en sikker koordinering nu så stærkt er fremhævet, vil det være rimeligt at fremhæve enkelte eksempler på, hvor galt det kan gå, når denne koordinering ikke virker som den skal. Nedenfor er nævnt ganske enkelte eksempler — men det skal fremhæves, at det kun er et lille udpluk. I begge verdenskrige har det været åbenbart, at man forud for krigene har fejlvurderet balancen mellem dynamikken i bevægelse og kraften i ildstøtte i alvorlige kamphandlinger. Det er karakteristisk for begge krigene, at de begyndte med en artilleriudrustning, der hverken kvantitativt eller kvalitativt slog til — og at resultatet i begge krige blev, at den artilleriudrustning, man skulle have haft, stort set først blev tilvejebragt efter fjendtlighedernes afslutning. Noget krassere eksempel på katastrofale følger af fejlvurdering af denne balance end den tyske offensiv Zitadelle i 1943 kan man vel vanskeligt finde. Uden at trække enkeltheder frem kan denne operation nok karakteriseres som en operation, hvor forskrifter, der var bestemt til at fremme visse manøvreideer, samtidig kom til at virke således, at de hindrede den våbenvirkning, der skulle have gjort manøvrerne mulige. I 1944 var det tyske feltartilleri på grund af taktiske og logistiske overvejelser, der ud fra tekniske synspunkter må betegnes som forfejlede, nær blevet omhevæbnet fra 105 mm kaliber til 75 mm kaliber. Det skete ganske vist ikke — men denne historie, der i hvert fald førte til en række produktionsforsinkelser på grund af løbende overvejelser, er nok mere end nogen anden et studium værd, hvis man vil have farerne ved en adskilt taktisk og teknisk ekspertise belyst.

Efterkrigstidens NATO-patron tør også fremhæves som et resultat af et ikke særlig intimt taktisk-teknisk samspil. Det er lykkedes teknikerne at lave en hile patron, der opfyldte et taktisk krav om bevarelse af den tidligere væsentligt større infanteripatrons høje mundingsenergi — men netop dette krav, hvis rimelighed i meget høj grad kan diskuteres, skaber i konstruktionen af lette, hurtigskydcnde håndvåben uovervindelige vanskeligheder, fordi der nu en gang med stor mundingsenergi også følger voldsom rekyle. Tyskerne gik som bekendt under krigen med deres stormpatron en anden vej — og russerne er gået ad denne anden vej efter krigen. Med kraftig understregelse af, at M.109-pjecen utvivlsomt i dag er det bedste, der er at få i form af en selvkørende, pansret feltartilleripjece kan det dog ikke skjules, at også denne kostbare materielgenstand er et vidnesbyrd om usikkert samarbejde mellem taktikere og teknikere. De taktiske krav, som denne pjece i dag skal leve op til, var meget vel at forudse, da udviklingsarbejdet på pjecen blev begyndt — og havde de været tilstrækkeligt klart og kraftigt formuleret, kan det nok antages, at den færdige pjece havde haft længere skudvidde og større skudhastighed end den har — sandsynligvis på bekostning af visse andre i sig selv udmærkede, men ikke nær så nødvendige fortrin.

- - -

Skal en sikker koordinering mellem teknikere og taktikere opnås, må de folk, der anvendes på den taktiske side i det højere plan, utvivlsomt have en vis teknisk baggrund. Det skal naturligvis ikke være en baggrund, der gør dem til teknikere — en sådan dobbeltinvestering af uddannelse er af mange grunde hverken hensigtsmæssig eller mulig. Mere hensigtsmæssigt kan målet for den tekniske baggrund, som den videregående taktisk-organisatorisk uddannede officer skal have, formentlig beskrives således
— at den skal sætte ham i stand til at vurdere den teknik, som det nu en gang er teknikerens opgave at arbejde med og — for at sige det lidt paradoksalt —
— at den skal sætte ham i stand til at erkende, når han står overfor tekniske problemer, som han ikke bør angribe uden teknikerens hjælp.
Det sidste — den rette erkendelse af, hvornår det er tid at påkalde specialister og lytte til dem — kræver nemlig mere viden, end mange tror.
Problemerne, der her er opkastet, er naturligvis ikke specielle danske problemer. En kort omtale af, hvorledes man har løst dem et par andre steder, turde være på sin plads. I England har man en teknisk uddannelsesanstalt benævnt Military College of Science. Anstaltens opgave er at give teknisk uddannelse til alle de tre kategorier af officerer, der har været behandlet i denne artikel — for generalstabslinien er uddannelsen således tilrettelagt, at enhver officer, der skal gennemgå generalstahskursus, umiddelbart forud skal igennem et tre måneders teknisk orienleringskursus på Military College of Science. Kursuslængden bedømmes iøvrigt af såvel uddannelsesanstalten som af en række ansvarlige militære myndigheder som for kort. I Sverige er man ved den nyligt gennemførte modernisering af den højere officersuddannelse gået en anden vej. På forsvarshøjskolen drives videregående taktisk og videregående teknisk uddannelse side om side og parallelt, og der foretages en temmelig vidtstrakt integrering af taktisk og teknisk undervisning — således at forstå, at taktisk uddannede officerer får ikke ubetydelig teknisk uddannelse i løbet af generalstabskursus (ligesom man iøvrigt giver vordende militære topteknikere en vis taktisk uddannelse og dermed et grundlag, der gør det muligt for dem at søge generalstahstjeneste side om side med de egentlig generalstabsuddannede).

Det er værd at nævne, at der i dette land en gang — det var forud for etableringen af taktisk kursus og dermed etableringen af det uddannelsessystem på den taktiske side, som tidligere er karakteriseret som sundt og velafbalanceret — var overvejelser om at søge noget lielt parallelt gennemført på den tekniske uddannelsessektors side, nærmere betegnet således, at man forestillede sig det, der i dag er taktisk kursus, som et obligatorisk taktisk-teknisk kursus. At denne plan ikke blev ført ud i livet, bør man nok ikke beklage. Et sådant kursus ville have fået en sådan længde og en sådan bredde, at mange af de fordele, taktisk kursus i dag har, ville være gået tabt. Og hertil kommer, at den »almindelige« officers tekniske uddannelse — en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af grunduddannelse og specialskoleuddannelse forudsat — nok mest hensigtsmæssigt angribes som en uddannelse efter behov, afpasset efter det materiel, han efterhånden skal bruge. Meget synes at tale for, at det vil være hensigtsmæssigt for elever, der skal gennemgå stabsuddannelse, at betræde samme vej, som man har gjort i England — nemlig at starte deres stabsuddannelse med en for dette specielle klientel afpasset teknisk orientering.
 

Det ligger udenfor denne artikels ramme i detaljer at gå ind på indholdet af et sådant kursus, der næppe kan være på under tre måneder og sandsynligvis må op i nærheden af seks. Det skal imidlertid understreges, at formålet med et sådant kursus ikke blot kan være af rent orienterende art. Det må nødvendigvis være således anlagt, at det — ganske som sund undervisning på det taktiske område — dels giver en vis viden, men især fremtvinger en selvstændig arbejden med nogenlunde konkret afgrænsede problemer. Evnen til en klar analyse af foreliggende problemplekser i taktiske, organisatoriske og tekniske aspekter er for enhver moderne stabsmedarbejder en nødvendighed. løvrigt går der i vor tid kraftige forbindelser fra visse dele af denne tekniske foruddannelse til et andet område, der nok også må have større plads i fremtidens stabsuddannelse, nemlig moderne virksomhedsledelse og alt, hvad den indebærer af muligheder med hensyn til automation m. v. Det er helt klart, at det på et sådant kursus vil vise sig, at der er en betydelig forskel på elevernes evner til at håndtere netop disse problemer. Udbyttet vil derfor utvivlsomt være varierende. Det bør ikke afskrække fra planlægning efter disse linier. Tværtimod: af hensyn til den fremtidige anvendelse af stabsuddannede officerer har det meget betydelig interesse at få konstateret, hvem af dem der hår særlige evner til at behandle teknisk betonede problemer og —- måske endnu vigtigere — hvem der har mindre udprægede evner i så henseende. Det tekniske forkursus ville udover kundskabsmeddelelsen også få en opgave i vurderingen af eleverne på et område, hvor man i dag ved for lidt om dem efter stabskursus afslutning.

- - -

En realisering af de tanker, der her er fremført, vil være ensbetydende med en forlængelse af stabsuddannelsen. Det kan man naturligvis være betænkelig ved. Men det er nok meget mere betænkeligt at vige tilbage for denne uddannelsesinvestering, der jo trods alt kun skal gives et mindretal. Det er jo nu en gang således, at uddannelsens omfang må rette sig efter, hvad livet kræver — ikke efter, hvad man på forhånd mener, det kunne være rimeligt at afse til den.

H. C. Engell

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon teknisk_uddannelse_af_taktiske_officerer.pdf

Litteraturliste

Del: