Taktik - specialfag eller grundlag for officersvirke

Denne artikel af oberstløjtnant Wolfgang Frisch er oversat fra Truppenpraxis nr. 3/ 1970
Artiklen analyserer taktikundervisningens placering i officersuddannelsen og peger på, at taktik ikke bør betragtes som et specialfag for kamptropperne, men at den taktiske uddannelse er et uundværligt middel til at skole officerer til løsning af alle opgaver og til på alle trin at bære et ansvar.
 

De hurtige omskiftelser, der præger vores tid - i hvert fald på overfladen - bidrager til at der, også indenfor forsvaret, sættes spørgsmålstegn ved mange ting som man hidtil har anset for sikre og uforanderlige. Det forhold at Forbundsværnet, som alle andre forsvarsstyrker i de vestlige demokratier, ikke skånes for kritiske betragtninger og forbedringsforslag er en god og rigtig ting med det forbehold, at man nøje undersøger, hvad der ændrer sig, og hvad der har ændret sig. Ikke få »fornyere« - såvel indenfor som udenfor forsvaret - betragter kun en del af de eksisterende sammenhæng og ofte kun den mest iøjenfaldende. De risikerer derved at kræve eller fremkalde beslutninger hvis konsekvenser ikke er gennemtænkt og måske først erkendes efter nogen tids forløb.
Således har den tekniske udvikling og specialiseringen inden for forsvaret ført til, at mange officerer - også udenforstående - har givet udtryk for tvivl om værdien af taktisk uddannelse af alle hærens officerer. Selvom man indtil nu holder fast ved dette princip, har den overbevisning hvormed det omsættes tilsyneladende lidt skade og dermed også den kraft, hvormed det omsættes.

Begreb og opgave

Hvis man vil definere begrebet taktik, bør man anlægge den betragtning, at taktik er læren om kamp og føring af enheder af forskellige våbenarter på kamppladsen. Først og fremmest er det vigtigt at holde for øje, at begrebet taktik ikke kan dække en enkelt våbenart, f. eks. kan der ikke eksistere »Artilleritaktik« eller »Ingeniørtaktik«. Dernæst må man holde sig for øje, at taktik er en lære, altså grundsætninger og regler, tankeprocesser og fremgangsmåder, grundlæggende viden og en ganske specifik faglig forestillingsverden. Det drejer sig om viden og kunnen, der kan doceres og læres, og hvis beherskelse ikke er et mål i sig selv, men derimod forudsætning for løsning af en mængde opgaver, som påhviler en officer i fred som i krig. Én ting kan faget taktik imidlertid ikke, og det er at skabe den taktiske fører. Det kan give ham et grundlag, men det er forkert at antage, at gode elever i faget taktik eller gode taktiklærere automatisk vil være dygtige førere under øvelse eller krig. De vil besidde et godt stykke værktøj, men der hører mere end dette til at kunne føre.
På den anden side vil det også være forkert alene at tilskrive taktik- undervisningen den opgave at udruste fremtidige taktiske førere med et stykke værktøj. Tilsyneladende hælder mange officerer og også udenforstående til, at dette er nok. Selv general Graf Baudissin har - forudsat han er rigtigt refereret i »Die Welt« af 31. maj 1969 - givet udtryk for, at ganske vist er et fælles uddannelsesgrundlag nødvendigt, men han tilføjer: » ... det kan dog ikke være den traditionelle taktikundervisning, der stadigvæk bygger på den antagelse, at føring er den normale opgave for en officer. I dag vil sandsynligvis næppe 10 % af en officersskoleklasse blive taktiske førere og som sådan behøve at være fortrolige med de stadige taktiske ændringer. Teknikken, der udvikler sig hastigt, bestemmer i dag taktikken.«

Bortset fra det umulige i at begrænse den taktiske uddannelse på officersskolen til kun at omfatte de fremtidige taktiske førere vil de resterende 90 % af eleverne gå glip af et væsentligt grundlag for deres virke, et grundlag, der ikke kan vurderes højt nok, ja, helt enkelt er uundværligt. I tidens løb er det blevet en almindelig opfattelse - næret af udtalelser og foranstaltninger såvel inden for som uden for forsvaret - at »Innere Fiihrung« (eller også »G-l-virksomhed«), med alt hvad dertil hører af omfattende og nødvendig viden, egentlig er det vigtigste ved al grunduddannelse af officerer, og er det, der giver officeren det væsentlige for udøvelsen af hans gerning. Overfor denne opfattelse må det gøres gældende og underbygges, at uddannelse til »Åussere Fiihrung« som bestanddel af den almindelige, militære uddannelse må have samme vægt. Man overser for let, at også de mangler inden for uddannelse og føring, som ikke kommer i aviserne, kan påvirke et forsvars værdi. I dag drejer det sig både om en indpasning af den enkelte soldat og det samlede forsvar i samfundet og om beredthed og kampkraft af forsvaret som politisk instrument.

Disse opgaver må sidestilles og er snævert forbundet med hinanden. Begge opgaver må løses; mislykkes løsningen af den ene, vil dette gøre en heldig løsning af den anden meningsløs om ikke umuliggøre en heldig løsning. En anden ofte forekommende misforståelse er den udbredte fejlagtige vurdering af teknikken. Taktik bestemmes ikke af teknik eller fortrænges fra sin plads - ikke engang delvis. Teknikken leverer derimod midler, hvormed kampen skal kæmpes. Teknikken forandrer således billedet af kampen og hidfører nye former for krigsførelse. Dette går imidlertid ikke for sig på tilfældig måde eller som et resultat af teknikkens og teknikernes dominerende stilling, men derimod som et langsigtet planlagt og omhyggeligt gennemført valg imellem tekniske muligheder og en videreudvikling af disse i overensstemmelse med militære krav.
Uanset hvordan teknikken øver indflydelse på krigens form er og bliver den et værktøj for taktikken. Alt hvad teknikken kan frembringe af krigsmateriel må tilpasses de taktiske krav. I denne tilpasningsproces - fra planlægning og formulering af krav og indtil kravene er opfyldt og beslutning truffet - medvirker overalt og på alle trin officerer, hvis taktiske kunnen er forudsætning for et godt resultat, men som normalt hverken er eller var »taktiske førere«. Kun en taktisk grunduddannelse og videreuddannelse af officerer kan skabe forudsætning for, at der til hver en tid er teknisk tidssvarende materiel til rådighed, som er anvendeligt i overens- stemmmelse med den taktiske koncept.

Mål og midler

Enhver taktisk uddannelse omfatter to ting - eller burde gøre det - nemlig en praktisk uddannelse og en skoling i taktikkens teori. Medens sigtet med den praktiske uddannelse varierer alt efter forkundskaber hos og kommende anvendelse af eleverne, er sigtet med skolingen i taktikkens teori i det store og hele konstant, men med en stigende intensitet.
Det er ikke meningen på dette sted at behandle den målrettede funktionsuddannelse af førere og stabshjælpere, som finder sted på herfor oprettede særlige kurser - nødvendigheden af denne uddannelse drages ikke i tvivl - men derimod skal behandles den almindelige taktiske uddannelse af alle officerer af hæren begyndende på officersskolen og fortsat under tjenesten ved enheder og på skoler og kurser. Undersøger man denne uddannelse på baggrund af taktikundervisningens to mål, ses det, at den ikke er en uddannelse til taktiske førere, men derimod en bredt anlagt uddannelse, hvis sigte underbygger dens nødvendighed:

  • at tegne et realistisk billede af kampen på enheds- og troppeenhedstrin
  • at bibringe kendskab til de i kampen deltagende våbenarter, herunder deres størrelse og organisation og deres anvendelse og muligheder (den grad, hvori der skal gås i detaljer afhænger af forkundskaber)
  • at sætte eleverne i stand til at beherske de vigtigste grundsætninger for føring samt for førervirksomhed (f. eks. vurdering af meldinger om fjenden, overvejelser, forståelse og formulering af befalinger m. v.)
  • at bibringe kendskab til tjenesten i en stab på forskellige føringstrin og samarbejdet mellem stab og enheder
  • at give et indtryk af »krigsmaskinens friktion« og hvorledes denne friktion overvindes.

Til denne bredt formulerede opregning kan givetvis tilføjes enkeltheder, men lad det anførte være nok som en karakteristik af den generelle uddannelse, der er nødvendig for enhver officer, der skal forrette tjeneste ved enheder, i stabe eller ved kommandomyndigheder og i de forskellige tjenestegrensinspektorater. Uden at besidde de nævnte forudsætninger ville officeren i bedste fald være en specialist, der ikke ville forstå, hvad der skete omkring ham, og hvilke opgaver han havde i en større helhed. Han ville ikke kunne forstå det fælles grundlag, der er gældende også for hans speciale og ikke kunne vurdere foreliggende oplysninger, kort sagt han ville af mangel på sagkundskab være ude af stand til at tænke og virke i overensstemmelse med den føringsmæssige grundidé.
Inden en videre omtale af den generelle taktiske uddannelse skal siges lidt om de midler, der anvendes hertil som grundlag for forståelse af, hvorledes denne uddannelse når sit mål. Uanset hvor uddannelsen finder sted - ved officersskoler, våbenskoler, stabsofficerskursus, udvælgelses- kursus, stabsakademi, enheder eller ved stabe og kommandomyndigheder - anvendes i overvejende grad skriftlige taktiske opgaver samt gennemgang af situationer i terrænet, altså konkrete praktiske eksempler. Ved prøver i faget taktik anvender man udelukkende et eksempel i form af grundlag, situation og opgave. Teoretisk undervisning, ja, selv foredrag anvendes sjældent og da kun med det formål at belyse visse grundbegreber. Denne fremgangsmåde, hvor der anvendes praktiske eksempler frem for teori, har den store fordel, at det ovenfor nævnte sigte med uddannelsen kan nås sikkert og fuldstændigt, idet stoffet gøres anskueligt og levende, og de taktiske grundsætninger og metoder kan indøves.

Herudover har den nævnte fremgangsmåde den fordel, at den fører til en taktisk skoling. Den tvinger ubønhørligt til medvirken, og den kræver til stadighed, at man lever sig ind i et grundlag, at man danner sig et billede af kampens forskellige situationer og udvikling og vurderer disse ting, at man drager de nødvendige konklusioner og træffer beslutning, og at man omsætter sin beslutning til befaling.
Sigtet med denne taktiske skoling af officerer er i hovedsagen

  • at bibringe dem evnen til militær tænkning og at udvikle deres fantasi
  • at give dem større overblik
  • at sætte dem i stand til at fremstille og vurdere komplekse problemer
  • at oplære dem til at kunne skelne væsentligt fra uvæsentlig og til at træffe et valg
  • at give dem evne til at kunne erkende sammenhæng og overse disse - også inden problemer opstår
  • at give dem blik for de centrale ting, evne til nøgtern afvejning, kraft og mod til at træffe en beslutning og holde fast ved den.

Herved fremelskes af sig selv saglighed og besindighed, logisk tænkning og fremstilling skoles, og der udvikles en evne til at udtrykke sig under anvendelse af klare og eksakte begreber uden omsvøb og overflødige ting og til at begrænse sig til en sags kerne. Soldatens ry for at kunne udtrykke sig klart skyldes denne taktiske skoling.
Det skal dog bemærkes, at sådanne resultater forudsætter mange års bestræbelser og øvelser. De kan ikke nås ved belæring. Enhver, der beskæftiger sig med uddannelse og ledelse, vil forstå, at en uddannelse som den nævnte også er karakterdannende, et forhold, der ikke skal overvurderes og sikkert også er stærkt varierende, men som dog kan erkendes. Medvirken i tanke og handling fremmer en følelse af ansvar for helheden, overblik og dømmekraft frembringer indre sikkerhed og overlegenhed, egenskaber, som burde besiddes af alle, der bærer et ansvar. Disse antydninger må være nok, for lige så sikkert det er, at disse virkninger er til stede, lige så sikkert er det, at man ikke kan skrive en recept for karakterdannelse ved hjælp af taktisk uddannelse - her spiller for mange faktorer ind.
 

Krav til uddannelse i taktik

Kun én gang gives der officeren lejlighed til at beskæftige sig med taktikkens grundlag og grundsætninger og taktikkens hele anvendelsesspektrum i de forskellige kampmåder og -former, og det er under hans uddannelse på officersskolen. Selv her er der dog begrænsninger, idet stoffet på grund af tidsnød og utilstrækkelige forudsætninger for forståelse af en række taktiske problemer må beskæres. Dog får alle vordende og yngre officerer på denne skole grundlaget for taktisk viden og kunnen - for sidste gang i en tidsmæssig og indholdsmæssig sammenhæng. (Der ses her bort fra generalstabsuddannelsen, som kun gives kommende generalstabsofficerer).

På officersskolen kan begge mål, praktisk uddannelse og skoling i taktikkens teori, komme til at gøre sig gældende. På denne uddannelse bygger nu al videre uddannelse, såvel ved enheder som i stabe og på skoler. Også den grundlæggende viden og kunnen må gives med herfra i tilstrækkeligt omfang, for ellers vil enhver videreuddannelse strande på grund af utilstrækkelige forudsætninger.
Konkret udtrykt må tilegnelse, forståelse og indtegning af en situation beherskes fuldstændigt, gennemførelse af overvejelser - det vigtigste i taktikkens kunst - må være indøvet så grundigt, at det kan udføres i søvne. Det vil imidlertid være forkert på dette tidspunkt at stille krav om korrekt vurdering af en situation, på dette område må den videre uddannelse lægge vægt uden dog at fortabe sig i den mere håndværksmæssige og formelle kunnen. Endelig må taktikundervisningen på officersskolen bibringe eleverne sikkerhed i den grundlæggende del af befalingsvirksomheden, d.v.s. den skriftlige befalings form og udfærdigelse af mundtlige enkeltbefalinger og signaler. Virkningen af den taktiske skoling viser sig her på samme måde som ved gennemførelse af overvejelser.

Møder officeren med tilstrækkelig taktisk fundering ved sin enhed eller til stabstjeneste, så kan den taktiske videreuddannelse begrænses til i hovedsagen en uddybning og udvidelse af den taktiske forestillingsevne (altså arbejde med stadigt nye taktiske situationer) og til en praktisk og teoretisk skoling side om side med en befæstelse af viden og kunnen først og fremmest inden for områderne overvejelser, beslutning og befaling. Det vil være naturligt, at egen våbenart ofte vil præge en sådan videreuddannelse, men det må ikke overses, at skoling i alene egen våbenarts anvendelse og kamp ikke er nogen taktisk uddannelse. Med en sådan indskrænkning ville væsentlige elementer af den nødvendige skoling i taktikkens teori gå tabt, f. eks. erhvervelse af større overblik, erkendelse af større sammenhæng og indlevelse i ting, der ligger uden for den naturlige snævre grænse for egen våbenart. Denne skoling er ikke alene nødvendig af hensyn til krigens krav, men også uundværlig i fredstid, når officerer skal tilegne sig forudsætninger for i fremtiden at virke som stabsofficerer og i anden højere anvendelse. I kraft af sin natur kan denne skoling kun give resultat, når den fortsættes igennem mange år, og når den gennemføres metodisk rigtigt.
Det er ikke hensigten her at give ideer eller henvisninger til, hvorledes gennemførelsen af den taktiske uddannelse kan finde sted, men der skal peges på værdien af den med uddannelsen forbundne skoling for den militære hverdag. Det skal fastslås, at det er umuligt at gennemføre en taktisk videreuddannelse som selvstudium, og at det af den grund af hensyn til, at alle skal have samme grundlag, og at alle officerer fra forskellige våbenarter bør have samme chancer, vil være forkert imellem afgangseksamen og forberedelse til udvælgelsesprøve for stabsofficerer at undlade en regelmæssig, generel taktisk skoling. Den allerede beskrevne nødvendighed af videreudvikling og forbedring kræver tværtimod en intensiv taktisk videreuddannelse af officerer i særdeleshed i de første år efter afslutning af uddannelsen til officer. Jo stærkere de herfor givne muligheder erkendes og udnyttes, jo mindre grund vil der senere være til på de forskellige trin, som følge af usikkerhed, at vige tilbage fra denne uddannelsesgren, der i dag desværre og fejlagtigt af mange anses som en specialuddannelse.

Sammenfatning

Den, der forlanger af en officer, at han skal følge med i, hvad der sker inden for - og også uden for - hans virkeområde, at han selvstændigt skal kunne overveje og handle, at han skal være i stand til at træffe en beslutning, og at han skal være rede til at tage ansvaret for en beslutning og holde fast ved den, må også skole officeren til disse ting. Den, der forventer, at en stabsofficer har overblik over tingene - også udover hans eget fagområde - og at han er i stand til at vurdere et problem, må udvikle disse egenskaber hos officeren. Den enkelte officers eget initiativ er kun tilstrækkeligt for et fåtal, og hertil kommer, at der på disse områder er grænser for, hvor langt man kan nå selv. Meget kan man lære sig selv, men sjældent selv skole sig i anvendelsen af det lærte. Først gennem en sådan skoling opnås den karakterdannende virkning. Dette forpligter alle foresatte til at være positive og aktive i spørgsmålet om deres undergivne officerers videreuddannelse og skoling. Netop den taktiske uddannelse tjener de ovenfor anførte formål, og herom er der heller ikke tvivl, alligevel er man mange steder tilbageholdende. For det meste skyldes denne tilbageholdenhed, at man anser taktik for at være et specialfag for kamptropperne og - i endnu højere grad - for taktiske førere og generalstabsofficerer. Som en konsekvens heraf er det allerede i dag mærkbart, at der hersker en mangel på viden og fantasi og også usikkerhed og ubeslutsomhed iblandt bataljons- og brigadeofficerer.
Værdien af den taktiske uddannelse viser sig ikke først i en fjern fremtid - når en officer er blevet »taktisk fører« - den viser sig med det samme og umiddelbart og påvirker alle officerers daglige tjeneste. Vi lever i en tid, hvor specialviden beklageligvis overvurderes, og mange officerer møder som følge af en sådan indstilling taktiske problemer med bemærkninger som »det har jeg aldrig lært«, og »det vil jeg aldrig få brug for«. I virkeligheden er den taktiske uddannelse et uundværligt middel til at skole officeren til løsning af alle opgaver og til på alle trin at bære et ansvar. Gennem denne uddannelse kan han udvikle sit overblik og lære at overse vanskelige problemer og fremstille dem i en kort og klar form. Han bliver i stand til nøgternt og sagligt at afveje flere muligheder og til at træffe en klar beslutning. Han lærer værdien af klare begreber og bliver skolet i anvendelsen af et let forståeligt og éntydigt befalingssprog.

De nævnte resultater og mange flere, som ikke skal opregnes her, kan ikke nås på anden vis. En G-l-øvelse f. eks. sigter mod andre mål og lægger tyngde på andre ting, en øvelse inden for en enkelt våbenart vil lægge vægt på sikker bestridelse af en række særlige funktioner og på beherskelse af principper for føring og anvendelse inden for den enkelte våbenarts snævre rammer. Den videnskabelige uddannelse sigter imod atter andre ting, dels imod resultater af videnskabelig tænkning og forskning som bestanddel af viden og dels imod kendskab til videnskabelig tænkning og forståelse af videnskabsmanden arbejdsmetoder som grundlag for at kunne bedømme de opnåede resultater. Videnskabelig tænkning kan imidlertid ikke erstatte taktisk tænkning. Den sigter imod et helt andet resultat, nemlig imod erkendelse og ikke umiddelbart imod handling.

Øget anvendelse af teknik og øget specialisering går i dag i højere grad end tidligere hånd i hånd, og uden tvivl har begge dele ændret billedet af vore omgivelser og øget ydedygtigheden af f. eks. industri og forsvar betydeligt. Det er imidlertid uheldigt, at specialiseringen har medført en begrænsning af specialistens synskreds, der kan føre til blindhed for andre problemer eller for helheden. Det ville være en slet tilsløret resignation, hvis man blot accepterede dette som en nødvendig udvikling for moderne mennesker. Konsekvenser af specialiseringen som de nævnte må begrænses til et absolut minimum. I forsvaret er alle specialer mere end andre steder snævert forbundet med hinanden. Virksomheden inden for disse specialer kan kun ske forsvarligt, når den sker som friktionsfrit og i høj grad selv- initieret samarbejde med andre - f. eks. som det sker i troppeenhedsram- me. Det bedste middel til at lære officeren denne form for snævert samarbejde på eget initiativ og til at modvirke specialiseringens uheldige følger er taktisk uddannelse. Denne uddannelse er således fortsat uundværlig for enhver officer i hæren - ikke som specialfag, men som grundlag for officersvirket.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_sep.pdf
 

Litteraturliste

Del: