Tab og beskadigelse af forsyningsgenstande

Fra advokat Leif Lunn, kaptajn af reserven ved Fynske Livregiment, har tidsskriftet modtaget følgende indlæg:

Major T. Vejrup har udfoldet et prisværdigt initiativ ved at give en samlet frem stilling af problemerne om ansvar og erstatning i forbindelse med tab og beskadigelse af forsyningsgenstande (Militært tidsskrift april 1969 pag. 160 ff). Frem stillingen giver mig imidlertid anledning til enkelte kommentarer: I majorens gennemgang af bestemmelsen i Danske Lov 3-19-2 synes der ikke at være holdt en skarp sondring mellem 1) arbejdsgiveransvaret og 2) arbejdsgiverens mulighed for regres mod den ansatte, der har forvoldt skaden. Ifølge den citerede bestemmelse bliver husbond umiddelbart forpligtet til erstatning, ikke blot subsidiært for det tilfælde, at den ansatte (»tjeneren«) ikke kan betale. Formelt er det rigtigt at skrive, at husbond kan søge regres hos den ansatte - dette følger jo direkte af Danske Lov (husbond kan af hannem igien søge Opretning), men der er i den nyere tid blevet åbnet en ret vid adgang til at lempe erstatningsansvaret for den ansatte, hvor der ikke foreligger grov uagtsomhed. Det vil føre for vidt her at skulle redegøre for hele dette problem. Jeg kan være enig med majoren i, at bestemmelsen om ansvar ifølge Danske Lov 5-8-1 ikke kan bringes til anvendelse med hensyn til udleveret udrustning. Det kan derimod ikke være korrekt at slutte sig til dette resultat gennem KKFB 16-1956. En B-kundgørelse må betragtes som en anordning eller et cirkulære, der skal udstedes med hjemmel i en lov. En anordning (eller et cirkulære) står »under loven« og kan således ikke bestemme, hvilken lov der i det enkelte tilfælde skal følges. Begrundelsen for, at 5-8-1 ikke kan anvendes med hensyn til udleverede genstande er, at 5-8-1 forudsætter et lån, der er i lånmodtagerens interesse; i det tilfælde er lånmodtageren ubetinget ansvarlig, altså også for tingens hændelige undergang. Man kan ikke opfatte udleveret udrustning som genstande, der er lånt i lånmodtagerens interesse. Det ubetingede erstatningsansvar efter 5-8-1 kan belyses ved et eksempel: låner man en hest, og denne bliver dræbt ved et lynnedslag (det forudsættes herved, at man ikke selv bliver dræbt ved lynnedslaget, idet ansvaret i så fald vil bortfalde 5-8-2), er lånmodtageren ansvarlig for hesten og må derfor erstatte tabet.

Låntageren har risikoen for hestens hændelige undergang, ligesom han ville have risikoen for sin egen hests hændelige undergang. Kun en lille del af erstatningsretten kan løses på grundlag af lovregler eller »B-kundgørelser«. Det forekommer mig derfor vigtigt at pointere, at forsvarsministeriet er ankeinstans i disse erstatningssager. Jeg har svært ved at se problemet, at »det vil svække tilliden til vedkommende chefers vurderingsevne og vil kunne medføre disciplinære vanskeligheder«, hvis ankemyndigheden skulle tilsidesætte trufne chefsafgørelser. Såvel indenfor civiladministrationen som indenfor den militære administration er der en tendens for ankemyndigheden til ikke at tilsidesætte den underordnede myndigheds afgørelser, selv hvor denne kunne kritiseres. Man ville snarere svække tilliden til forsvaret, hvis man ikke havde sikkerhed for, at regimenters m. fl.’s afgørelser i disse juridiske spørgsmål kunne indbringes for forsvarsministeriet, hvis juridisk skolede embedsmænd har større indsigt i disse problemer. Endelig er der jo også m uligheden for at indbringe spørgsmålet for domstolene.

Som eksempel på erstatningsretlige problemer, der ikke kan løses alene af skrevne lovregler kan nævnes følgende: løjtnant A, løjtnant B og sergent C forrettede tjeneste ved samme kompagni; der var udleveret tjenestekikkert til de pågældede. På en eller anden måde - formentlig under øvelse - havde de pågældende fået kikkerterne forbyttet, således at A havde fået C’s kikkert, B havde fået A’s kikkert og C havde fået B’s kikkert. Ingen af de pågældende bemærkede ombytningen af kikkerterne, der kun adskilte sig fra hverandre ved nummeret på kikkerterne. Da A nogen tid senere blev hjemkommanderet, afleverede han en kikkert, altså C’s kikkert, men i den tro, at det var den ham udleverede. Fejlen blev ikke opdaget ved afleveringen på regimentsdepotet. Nogen tid senere mistede C en kikkert (altså B’s kikkert); han indberetter ikke tabet, men lader hengå nogle måneder i håb om, at kikkerten v il dukke op af sig selv, hvad den imidlertid ikke gør. Først da kompagnichefen under en øvelse opdager, at C stiller med en tom kikkerttaske, bliver tabet opdaget, og C må gå til bekendelse og indrømme, at han har mistet kikkerten for flere måneder siden. Kompagniet indberetter sagen til regimentet og indstiller, at C skal erstatte tabet. Regimentet opdager imidlertid nu, at C’s kikkert beror i regimentsdepotet, hvortil den som nævnt blev afleveret af A. Ved et eftersyn konstateres endvidere, at B har A’s kikkert, og at det således er B ’s kikkert, der er blevet væk.

Spørgsmålet er herefter: hvem er erstatningspligtig for den manglende kikkert? Regimentet pålægger B erstatningspligt, men dette vil B ikke anerkende. I stedet for at indanke regimentets afgørelse for højere administrativ myndighed, vælger B at indbringe sagen for domstolene, der ved dom pålægger C erstatningspligt for den forsvundne kikkert. Majorens bemærkninger om anvendelse af frivilligt forlig i stedet for gældsanerkendelseserklæring kan jeg ikke tilslutte mig. Det er rigtigt, at der findes formularer i handlen, som gør oprettelse af frivilligt forlig let, men de juridiske problemer løses ikke blot fordi en formular gør arbejdet let. Frivilligt forlig bør først anvendes i forbindelse med retslig incasso, hvor debitor stilles overfor valget mellem at underskrive et frivilligt forlig eller blive dømt til at betale. Anvendelse af frivilligt forlig på et tidligere stadium er uheldigt, ja, det må vel betegnes som vinkelskriveri, navnlig hvis regimentet skulle anføre omkostninger i forliget*). Iøvrigt er oplysningen om stempling af frivilligt forlig ikke korrekt, idet dette stemples efter stempellovens 3. klasse, med mindre gællen er rentebærende, i hvilket tilfælde det stemples efter 2. klasse. Jeg vil i den forbindelse også nævne, at jeg finder det uheldigt, når regimenter m. fl. giver møde i borgerlige sager ved en af regimentets officerer i stedet for at sagen oversendes til en advokat. Det er uheldigt for sagens forsvarlige behandling, det er spild af kvalificerede officerers tid, og det kan ikke undgå at gøre et uheldigt indtryk i retten, der må få den opfattelse, at regimentet hellere end at skulle betale en advokat vil forsøge at føre sagen selv.

Leif Lunn

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon tab_og_beskadigelse_af_forsyningsgenstande1969.pdf

Litteraturliste

Del: