Syndebuk-myten - om den pædagogiske Ure-Bande i det danske forsvar

Oberst Nils Berg svarer her på oberstløjtnant E. Sverre Hansens indlæg i 
december-nummeret.
 
Kyrie eleison!
Min kommentar til general G. K. Kristensens fremlæggelse af Forsvarets Ledelsesprincipper kaldte jeg Fremskridt eller tilbageslag? Jeg gav i mit resumé følgende nuancerede svar på spørgsmålet: »Jeg betragter det som et fremskridt, at der for det centrale område, der hedder ledelse (= lederskab), nu foreligger en offentliggjort policy.« Og: »Det er beklageligt, at det foreliggende direktiv efter sit indhold ikke ubetinget kan karakteriseres som et fremskridt.« (Mil. tidsskrift 1978, s. 239.) Oberstløjtnant E. Sverre Hansen (Sv. H.) giver allerede i overskriften til sin artikel (sst. s. 350) sit paradoksale svar: »Tilbageslag — men fremskridt.« I sin konklusion uddyber han denne opfattelse således: »Forsvarskommandoens udformning af Forsvarets Ledelsesprincipper repræsenterer et tilbageslag derved, at der samles nogle specifikke, militære begreber op, som under den forløbne pædagogiske reformproces var delvis gået tabt. Derved heles et brud, og harmoni og balance genskabes. Tilbageslaget kan derfor ses som et fremskridt.« Forsvarskommandoen har nu efter min opfattelse ikke samlet noget som helst op, som var delvis gået tabt. Så det er ikke heri, uenigheden mellem general Kristensen og mig består. Var jeg generalen, ville jeg med kong Antigo- nos sige: »Gud bevare mig for mine venner, mine fjender skal jeg nok selv få bugt med.« Sv.H.s indlæg er for så vidt tidssvarende, som det for mig at se repræsenterer genbrug — hvilket jo er på mode — af tankegange og argumenter, som man i slutningen af 1960’erne kunne stifte bekendtskab med i danske officersmesser. Han kan efter min opfattelse finde svar på sine problemer i publikationerne Ledelse og Uddannelse (ult. 1969) og Samarbejde i forsvaret (1975). Da denne generelle henvisning næppe af alle vil opleves som en fyldestgørende gendrivelse, vil jeg i det følgende fremsætte nogle korrektioner til hans indlæg.
 
1. Nogle misforståelser.
Sv. H. skriver: »Det som får arbejdsgruppen til at reagere så kraftigt er en frygt for, at Forsvarskommandoen med sin udformning af Forsvarets Ledelsesprincipper nu bevidst tilstræber brud med eller en opbremsning af den pædagogiske udviklingslinie i Hæren siden 1963, som kan beskrives ved: ARDO — Klimaudvalg — HRK: Ledelse og Uddannelse — Grundbog for MG: Samarbejde i Forsvaret.« 
 
Hertil har jeg tre ting at bemærke:
— Arbejdsgruppen reagerer ikke. Det er mig personligt, der kommenterer generalens foredrag. Mit indlæg burde ikke kunne give anledning til denne misforståelse.
— Jeg nærer ikke »frygt« for noget i denne sammenhæng, men jeg vurderer, at hvis man vil bruge den skitserede udviklingslinie (hvis endepunkter markeres af årstallene 1961 og 1975) og Forsvarskommandoens eget kommissorium til arbejdsgruppen (dec. 1976) som kriterium, er der med direktivet foretaget en kraftig opbremsning. Da Forsvarskommandoen havde givet mig god grund til at antage, at man uden ændringer ville udgive forslaget som direktiv, forundrede det mig, at man skiftede mening og erstattede et ret vel gennemarbejdet forslag med et hastværksarbejde, der dels var udtryk for et tilbageslag (i forhold til nævnte kriterium), dels rummede indholdsmæssige uklarheder og sprogligt sjusk. Min undren — altså ikke frygt — kan udtrykkes således: Hvorfor rystede Forsvarskommandoen på hånden?
— Sv.H. karakteriserer den ovennævnte udviklingslinie som »pædagogisk«. Det er for snævert. Linien markerer også udviklingen på det ledelsesmæssige område. Når det netop er ledelsesprincipper, der diskuteres, finder jeg det mærkeligt at tilsløre dette.
 
2. »Reformatorerne« — en Fire-bandepå dansk grund?
Skurken i Sv.H.s drama er en anonym gruppe, han kalder »reformatorerne«.Det er dem, Forsvarskommandoen nu skal have givet stoppestødet. De har gjort sig skyldige i at gennemføre »akademisk rigtige« reformer, som det var »uhyre svært at argumentere imod«. De red på »strømninger i det omgivende samfund og havde politisk vind i sejlene«. De gik i deres reformiver over gevind, blev énøjede og énsidige. »I ret så absolut grad undsagde og direkte ned- vurderede/kasserede man det absolutte lydighedsbegreb og det formelle auto- ritetsbegreb.« »Visdom burde have tilsagt reformatorerne at realisere reformideerne som en udvikling i stedet for som et brud.« Betragtningen om den manglende visdom skænker jeg Sv. H., men jeg finder det mindre vel betænkt at benytte en modparts visdomsniveau som argument i en debat. Det kan have boomerang-virkning. Bortset herfra: Jeg må gå ud fra, at Sv.H. henregner mig til den fordægtige gruppe af »reformatorer«. Men jeg har ikke — så lidt som øvrige »reformatorer« — medvirket i en Köpe- nickiade, men handlet inden for den ramme, der har været angivet ved foresattes befalinger og bemyndigelser. Reformatorerne er så sandelig i sidste instans forsvarschef og værnschefer. Hold endelig fast i det! Var Sv.H.s tankemodel sand, skulle vi have haft kinesiske tilstande i dansk forsvar med en Fire-bande, der drev sit spil, indtil general Knud Jørgensen — som en anden Hua Kuo-feng eller Teng Hsiao-ping — bragte orden i huset. Vil han virkelig hævde det? Og hvis ikke, hvem er det så, han angriber?
 
Til Sv.H.s skildring af Fire-bandens huseren vil jeg gøre et par korte bemærkninger:
— Jeg synes, det er urimeligt at kalde en udvikling, der løber over i hvert fald 15 år, for et »brud«. For hærens vedkommende gav dennes chef, general Valdemar Jacobsen, startskuddet til reformerne i 1961. Det var et klogt og fremsynet initiativ af en af »vore egne«. Først senere blev ministeren også interesseret. Men en sag bliver vel ikke fordægtig, bare fordi den får »politisk vind i sejlene«?
— Påstanden om énøjethed er urigtig. Jeg kan bl.a. henvise til Ledelse og Uddannelse, pkt. 12.4 (s. 58): »Den militære pædagogiks særpræg er bestemt af det primære uddannelsesmål: enhedernes effektivitet på kamppladsen.« Det er: Militær pædagogik har et særpræg. Prøven på om dette er acceptabelt — helt eller delvis — er, om det har mening i forhold til kamppladsens krav, eller med andre ord: om det har funktionel mening.
— Det er ganske rigtigt, at »reformatorerne« har undsagt og nedvurderet/kasseret »det absolutte lydighedsbegreb«. Men ikke som de første. Efter dansk ret er lydighedspligten nemlig ikke absolut, og den har, så langt jeg kan huske tilbage, ikke været det. Det er på tide, Sv.H. lærer det. Hvad vil man dog med disse svulstige, usande tirader? »Lydighedspligt« slet og ret må dog kunne gøre det.
 
3. Fantasifuld konklusion på fejlagtige præmisser.
I det punkt, Sv.H. har kaldt »begrundelse«, konkluderer han (på grundlag af en række præmisser, der næsten uden undtagelse er fejlagtige påstande) således: »Når arbejdsgruppen end ikke vil acceptere terminologien (Foresat, Undergiven, Befalingsret, Lydighedspligt etc.), så er det derved også åbenbart, at der heller ikke i uddannelsen kan motiveres klar respekt eller accept af disse begreber.« Dette udsagn mangler nok indre logik, men lad det være — tanken er da til at forstå. Men man må da spørge: Hvordan kan Sv.H. med skråsikkerhed sige, hvad arbejdsgruppen vil og ikke vil, når han ikke kender gruppens forslag? Han har været henvist til at gætte på grundlag af min kommentar — og han har gættet forkert. Selvfølgelig kender arbejdsgruppens forslag begreberne kommandoføring, befalingsret og lydighedspligt, og hverken den eller jeg har undsagt eller nedvurderet denne terminologi. Sv.H. gør sig ganske simpelt skyldig i noget, der stærkt ligner citatfusk. Derimod har jeg i min kommentar (s. 233) karakteriseret optagelsen af ordene »Militær Straffelov« i selve direktivet som »ildelydende«, og det vil jeg da gerne fastholde. Jeg vil da også gerne tilføje, at jeg finder det upædagogisk og måske uklogt.
 
Sv.H. uddeler ros til Forsvarskommandoen, idet han skriver, at den »har udeladt begreber fra arbejdsgruppen som »kollektiv ledelse og ansvarlighed« og »de lededes ønskværdige deltagelse i styringen«. Nej, det har Forsvarskommandoen ikke. For vendingerne i citationstegnene findes ikke i arbejdsgruppens forslag, men i min kommentar (s. 237 hhv. 233). Som de, der orker at slå efter, kan se, er omtalen af kollektiv ledelse en akademisk betragtning belagt med et eksempel fra søkrigshistorien (Køge Bugt-slaget). Når jeg har karakteriseret de lededes deltagelse i styringen som »ønskværdig«, er det, fordi jeg opfatter dette som værnschefernes mening, udtrykt i Grundbog for Menige, 2. Samarbejde i forsvaret, pkt. 4.33, der uddyber pkt. 4.23. Jeg henviser i øvrigt til min kommentar s.233—34. Det er mig stadig en kilde til undren, at forsvarschefen ikke i sit forord til direktivet — som foreslået af arbejdsgruppen — har villet konfirmere den styrings-filosofi, værnscheferne er enige om. Men jeg kan da trøste mig med, at han heller ikke har taget afstand fra den.
 
4. Nødvendigheden af specielle normer for militær uddannelse.
Denne nødvendighed betoner Sv.H., idet han opstiller en ikke eksisterende modsætning til »reformatorerne«. Jeg henviser til citatet ovenfor fra Ledelse og Uddannelse om den militære pædagogiks særpræg og til samme bogs miljøbeskrivelse Soldaten i kamp (pkt. 11). Sv.H.s skema (s. 353) ser jeg som hans videre arbejde på dette grundlag. Han og jeg vil nok ikke drage helt de samme konsekvenser af dette skema, men det er i denne sammenhæng ikke af principiel interesse.
 
5. Fodboldbanen.
Metaforer skal man være varsom med. De er blot illustrationer af noget andet og har derfor ingen beviskraft. Bortset herfra synes jeg, det er en dårlig anvendelse, Sv.H. gør af fodboldbanen som billede på en kampplads (eller simuleret kampplads e.lign.), når han koncentrerer sig om dommeren. Dommeren er ikke aktør. Han deltager ikke i spillet, men skal blot tilstræbe, at visse vilkår for striden overholdes af aktørerne: holdene. Vil man gå den omvej at gennemtænke den taktiske førers leder-problemer i en fodboldbanemodel, er det efter min opfattelse mere frugtbart at studere et hold og dets anfører i samarbejde om at lave mål og om at hindre modstanderens tilsvarende bestræbelse. Ved iagttagelse af fodboldkampe mener jeg ofte at have set eksempler på deltagelse i »styring fra neden«. Derimod har jeg ikke set kampe, hvor samarbejdsmodellen befalings- ret-lydighedspligt har beskrevet lederskabet bedst. Men som sagt — og nu vil det nok glæde Sv.H.: Metaforer har ingen beviskraft.
 
6. Problemstillingen er uklar. Der mangler metode.
Sv.H.s indlæg har i mig efterladt en følelse af, at enigheden mellem general Kristensen (Forsvarskommandoen) og mig nok er større end den mellem generalen og Sv.H. Hvad der er drivkraften (frustrationen?) bag Sv.H.s indlæg, er ikke angivet eksplicit af ham. Det havde ellers været nyttigt at kende hans egentlige problem. '
Som mulige problemer kunne man ud fra hans tekst gætte på hans oplevelse af, at
— soldatermæssigheden (som han definerer som dygtighed, pålidelighed og robusthed) i hæren (Nørrejyske Artilleriregiment) er for ringe, hvilket hænger sammen med, at
— soldater og/eller befalingsmænd i hæren (Nørrejyske Artilleriregiment) er ulydige og befalingsmændene er befalingssky. Om disse gæt er rigtige, kan jeg imidlertid ikke vide. Nået så vidt, kunne det være praktisk at få en beskrivelse af de kendsgerninger, han bygger sine problemformuleringer på. Næste skridt burde vel være en analyse, der sigter på at finde de årsager, der måtte være til, at problemerne er opstået. Dernæst var det vel rimeligt at pege på, hvilke muligheder der er for at afhjælpe problemerne og for at forebygge, at de opstår igen eller nye kommer til. Endelig burde der vei argumenteres for, hvilke af disse afhjælpnings-/ forebyggelsesforanstaltninger der bør vælges, henset til rådige personelle og materielle ressourcer samt penge. Var Sv.H. gået metodisk til værks som skitseret, ville han næppe være endt i sine primitive syndebuk-myter.
 
Ledelsesproblemer er komplekse. Løsningerne sigter i sidste instans på praksis. En god praksis forudsætter imidlertid, at der handles på et klart teoretisk grundlag. Et sådant opnår man kun gennem intellektuelle anstrengelser præget af akademisk kunnen og viden. Sådanne anstrengelser bør ikke være fremmede for officerer i den akademiske lønramme. Problemerne løses i hvert fald ikke med spil for galleriet ved at argumentere med sarkasmer om »huma- nistisk-videnskabeligt tænkende personer«. Officeren bør være en kombination af en tænkende praktiker og en praktisk tænker.
 
7. Afsluttende bemærkninger.
1970’ernes — og 80’ernes — problemer i forsvaret på de ledelsesmæssige områder er ikke nøjagtigt de samme som for 10—15 år siden. Forsvaret kom godt gennem 1960’erne, hvor andre samfundssektorer fik skrammer, ved at sejle en kurs, der undgik ekstremernes Skylla og Charybdis. Det vil fortsat være klogt at holde tungen lige i munden. Nogle af de tendenser, der i højere grad end før må tages i betragtning, er mere accentuerede lov- og orden-tankegange og interesseorganisationernes bestræbelser for at få opgaver i det, som vi med et ikke alt for godt udtryk kalder kommandosystemet. 
 
 
 
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_108_aargang_jan.pdf

 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: