Sydlibanon

Den israelske film ”Beaufort” fra 2007 skildrer overbevisende afslutningen af den 18 år lange israelske besættelse[1] af Sydlibanon, der blev bragt til ophør med den israelske tilbagetrækning i år 2000.[2] Korsriddderborgen Beaufort, der ligger få kilometer nord for den israelske grænse, bliver i filmen anvendt som militær base af en håndfuld soldater, der oplever de sidste dage af den israelske besættelse som et meningsløst helvede, midt i hvad der synes at være et område i permanent krigstilstand.

Foto: Forsvaret.dk Prins Joachim og forsvarschef general Knud Bartels besøger de danske soldater i Libanon

Filmen blev færdiggjort i juni 2006, en måned før den voldsomme krig mellem Israel og Hizbollah brød ud i juli 2006. De arabisk-israelske krige, den libanesiske borgerkrig 1975-1990 og de israelske invasioner i Libanon i 1978, 1982 og 1996 understreger, at for den libanesiske befolkning i Sydlibanon er krig, borgerkrig og intern konflikt kroniske livsvilkår.

Som den israelske historiker Benny Morris gør opmærksom på, havde den israelske invasion i Libanon i 1982 dybe historiske rødder.[3] Den zionistiske verdensorganisation præsenterede ved Versailles-fredskonferencen i 1919 et kort over et fremtidigt Israel, der inkluderede Sydlibanon op til Litani-floden nord for byen Sour. Baggrunden var, at området er kendetegnet ved betydelige vandressourcer og desuden var det forhåbningen, at Israel skulle grænse op til en kristen-maronittisk stat. David Ben Gurion, den første israelske premierminister, argumenterede i 1938 for ”a political need for a common frontier with Lebanon, a country with a large Christian community that could hold on only precariously in a Muslim ocean. The Lebanese Christians [are] in a similar situation to ours, and it [is] important for both that we should be neighbours.”[4] Israels behov for sikkerhed var således et tema længe før Israel blev oprettet og Sydlibanon kom, efter at staten Israel blev en realitet, til at befinde sig i orkanens øje.

Det er med til at karakterisere det særlige ved Sydlibanon, at der i århundreder har befundet sig en shiamuslimsk befolkningsgruppe dér.[5] De franske overvejelser om grænsedragning i mellemkrigstidens mandatperiode og den grænse, der faktisk endte med at blive realiseret, rummer den interessante pointe, at franskmændene tog hul på at forme en multisekterisk identitet for Libanon, før denne var blevet til en del af den libanesiske selvforståelse.[6] Med oprettelsen af Israel i maj 1948 og fordrivelsen og flugten af over hundrede tusinde palæstinensere til Libanon i 1948-49[7] blev der føjet endnu en dimension til Sydlibanon-spørgsmålet, som skulle få vidtrækkende konsekvenser. Libanon var kun i meget begrænset grad involveret i 1967-krigen, men efter Sorte September, kong Husseins angreb på PLO i Jordan i september 1970 og juli 1971, blev den svage libanesiske stat til det nye hjemsted for PLO og de palæstinensiske militsgrupper, og de udviklede sig på kort tid mere eller mindre til en stat i staten.

PLO’s kamp mod Israel blev nu ført fra Sydlibanon og det gjorde området til udgangspunkt for mange forskellige aktioner og angreb – og israelske modangreb. Sydlibanon var blevet til en slagmark. I perioden 1970-82 gennemførtes utallige angreb på Israel, som svarede igen med bomber fra luften og fra sin Middelhavsflåde. Den mest spektakulære enkeltepisode var da Fatah-militser angreb en bus og flere biler på landevejen mellem Haifa og Tel Aviv, hvorved 35 mistede livet og over halvfjerds blev såret. Dette blev anstødsstenen til en israelsk militær aktion, operation Litani i marts 1978, hvor anslået 4.000 ”terrorister” og PLO’s militære infrastruktur i Sydlibanon var det direkte mål for operationen.

For Sydlibanon blev konsekvensen, at hundredvis af huse blev ødelagt og mange libanesere flygtede nordpå for at komme væk fra bombardementerne. De militære resultater var begrænsede, men det lykkedes i relativ forstand at styrke kristne grupperinger i den borgerkrig, der havde taget sin begyndelse i 1975, bl.a. ved at kontrollen over grænsezonen blev overtaget af en kristent domineret styrke, SLA, South Lebanon Army.[8] Desuden førte operationen, på baggrund af FN’s Sikkerhedsrådsresolution 425, til at UNIFIL blev oprettet og deployeret i det sydligste Libanon.

Den 3. juni 1982 skød og sårede medlemmer af Abu Nidals organisation den israelske ambassadør i London, Shlomo Argov. Dette blev anvendt som den officielle anledning til den 6. juni 1982 at invadere Sydlibanon – med Operation Fred for Galilæa. De strategiske mål bevægede sig dog langt ud over spørgsmålet om kontrol med det sydlige Libanon. Da der fem dage senere, på amerikansk initiativ, blev indgået en våbenhvile, stod Israel i det sydlige Beirut.[9] For Israel handlede det officielt om at slå de palæstinensiske militser tilbage og – som i 1978 – at ødelægge deres militære anlæg og organisation. Men uofficielt var det syriske, russiskproducerede SAM missil-batterier i Bekaa-dalen, der udgjorde det vigtigste strategiske mål.[10] Som den israelske historiker Avi Shlaim gør gældende, udviklede den israelske invasion sig på få dage såvel til en syrisk-israelsk krig i Libanon som til belejring af en arabisk storby, Beirut.

Israels ambitioner om at fremme de kristne maronitters interesser i Libanon, slog dog fejl. Ganske vist havde Israel held til at ødelægge de syrisk-russiske militære raketanlæg i Bekaa, men den syriske dominans i Libanon forblev stærk, også efter borgerkrigens afslutning i 1990. For Sydlibanon havde invasionen særdeles negative konsekvenser. De fysiske ødelæggelser var omfattende, selvom især den shiamuslimske del af befolkningen måske ikke var så utilfreds med, i kraft af den israelske invasion, at blive hjulpet af med PLO’s aktiviteter i området. Men da den shiamuslimske Amal-organisations interesser stemte overens med Syriens, blev resultatet i Sydlibanon en styrkelse af kræfter, som der fra israelsk side var god grund til at være lige så skeptisk over for – set fra den maronittisk-israelske alliances synspunkt.[11]

Dertil kom etableringen af en organisation, der skulle vise sig at blive en langt mere alvorlig modstander for Israel, nemlig Hizbollah. Det var de iranske kontakter med shiamuslimerne i især Sydlibanon, der førte til etableringen af organisationen.[12] Syrien tillod at 2.000 iranske revolutionsgardister blev lukket ind i Bekaa-dalen og disse bidrog til at udbrede en radikal iranskinspireret shiaislam. Hassan Nasrallah, Hizbollahs generalsekretær, hævdede at hans parti var blevet etableret af dem, der ville forenes i et jihadistisk ideologisk opgør med Israel og med den israelske invasion i Sydlibanon i 1982. Den amerikanske politolog Robert G. Rabil beskriver, at da en israelsk militær konvoj i oktober 1983 ”inadvertently clashed with a Shia crowd in the southern city of Nabatiya celebrating the day of Ashura, Shia’s holiest day, the spiritual leaders of all colors and hues were quick to denounce Israel. Shaikh Muhammad Hussein Fadlallah, the spiritual leader of the new movement, called it a religious duty to destroy Israel.”[13] Hizbollah bygger bl.a. sin magt på organisationens opbakning i den voksende shiamuslimske befolkningsandel i Libanon, der måske nærmer sig en andel på 35 pct. af befolkningen, og som for manges vedkommende lever i Sydlibanon.[14] Det er Hizbollahs status som modstandsorganisation i forhold til Israel, der bidrager til at skabe den popularitet, som gør sig gældende i Sydlibanon – sammen med det sociale hjælpearbejde, som organisationen gennemfører overalt i de fattige områder dér.

Den første Hizbollah-selvmordsaktion vendt mod Israel fandt sted den 11. november i byen Sour og havde det israelske militære hovedkvarter i Sydlibanon som sit mål.[15] Siden skulle Sydlibanon blive hjemsted for en lang række konfrontationer mellem Hizbollah og Israel, kulminerende med krigen i 2006, med omfattende ødelæggelser i Sydlibanon til følge. På trods af ødelæggelserne var det opfattelsen blandt Libanons shiamuslimer, at Hizbollah stod som konfliktens sejrherre. Desuden gav næsten 70 pct. af shiamuslimerne udtryk for, at de efter krigen vurderede Hizbollah (endnu) mere positivt.[16] Ifølge den amerikanske Hizbollah-kender, Richard Norton, fik krigen til følge, at Libanon blev delt i to, nemlig på den ene side en koalition bestående af sunnimuslimer, kristne og drusere, som blev bragt sammen efter attentatet mod Hariri i februar 2005 og som forholdt sig kritisk til Hizbollahs krig mod Israel i juli-august 2006. På den anden side ”also a coalition, consisting mostly of the southern Lebanese Shiite community and large elements of the Christian community – especially the followers of the magnetic Maronite Christian politician and former general Michel Aoun.[17] Denne måske lidt forenklede politiske opdeling, som Norton her præsenterer, modsvares i nogen grad af Libanons geografisk-sociale struktur, som det beskrives i næste afsnit.

Sydlibanons politiske økonomi

Libanon er inddelt i områder (Mohafaza), der hver især består af distrikter (Casa). Sydlibanon rummer Saida-området med hovedbyen Saida, bestående af distrikterne Saida, Jezzine og mod syd Sour samt mod sydøst Nabatiyeh-området med distrikterne Nabatiyeh, Hasbaya, Marjayoun og Bint Jbeil. Sydlibanon hører til blandt de fattigste områder i Libanon, men er ikke i den henseende enestående – også i Bekaa, det nordlige Libanon og det sydlige Beirut er fattigdommen udbredt. Nabatiyeh-området synes dog at skille sig ud i negativ retning. En undersøgelse af fattigdomsrater i Libanon viser denne fordeling og antyder en mindre, generel forbedring fra 1995 til 2004, der især kommer til udtryk i Beirut samt i forstæder og områder, der befinder sig omkring hovedstaden, i det område, der kaldes Mount Lebanon.[18]

De sociale og økonomiske fremskridt i landet som helhed har således ikke ført til udvikling i Sydlibanon. Tallene ovenfor antyder en lille forværring i Syd-området og en lille forbedring i Nabatiyeh i den tiårige periode. På grund af krigen i 2006 er situationen i Sydlibanon siden da yderligere forværret og på trods af genopbygning (delvist finansieret og organiseret af Hizbollah med midler fra Iran) og forsøg på afhjælpning af den forværring af de sociale og økonomiske forhold, som krigen skabte, er situationen generelt meget problematisk.[19] Dette gælder f.eks. på uddannelsesområdet. Den gennemsnitlige analfabetisme i Libanon er i perioden fra 1995 til 2004 faldet fra 11.6 pct. til 8.8 pct. Men i Nabatatiyeh-området i det sydlige Libanon er andelen af analfabeter fortsat højt, 14.2 pct.[20] Dette skyldes dels, at det har været vanskeligt at opretholde regelmæssig skolegang i det konfliktfyldte område, dels at der mangler ressourcer til disse aktiviteter.

Som påvist af bl.a. den libanesiske økonom Ghassan Dibeh har Libanon som helhed og Sydlibanon i særdeleshed i mange år været afhængig af udenlandsk hjælp.[21] Hjælpen kommer fra vestlige donorer og långivere, især Verdensbanken og Den Europæiske Investeringsbank samt fra arabiske kilder, primært lokaliseret i Golfen. Omfanget af denne hjælp kan opgøres relativt præcist. Dertil kommer bistand allokeret i forlængelse af de såkaldte Paris-møder, hvor Paris II og Paris III-møderne begge har været omdiskuterede.

Diskussionerne drejer sig om i hvor høj grad der har været politisk opbakning til at følge IMF’s anvisninger og – som forudsætning for fortsat hjælp – til at gennemføre besparelser og rationaliseringer. Denne (udviklingsteoretisk velkendte) diskussion får i den sydlibanesiske sammenhæng tilføjet nogle politiske dimensioner, hvor bl.a. den syriske indflydelse i Libanon har stor betydning, specielt indtil den syriske tilbagetrækning fra Libanon i slutningen af april 2005, der ændrer det strategiske billede i forholdet mellem Israel og Syrien og dermed de politiske vilkår for Sydlibanon.

Dertil kommer den massive iranske indflydelse, der ud over politisk og moralsk støtte også består i økonomisk hjælp, som dog (i sagens natur) ikke direkte kan aflæses nogetsteds, men naturligvis er et kontroversielt fænomen i mellemøstlig og international politik.[22] Irans direkte militære støtte til Hizbollah er et kendt forhold, men konkret viden om omfanget heraf er fraværende.[23] I en sydlibanesisk kontekst er perspektivet skræmmende, uanset befolkningens politiske præferencer i Hizbollahs favør. Der er ingen tvivl om, at Hizbollahs militære infrastruktur efter krigen i Sydlibanon i juli-august 2006 blevet rekonstrueret og afgørende styrket – med våben fra Iran. Og sandsynligheden for en (voldsommere) gentagelse af krigen fra 2006 – igen med den sydlibanesiske befolkning som gidsler – forekommer stor.

Internationale interesser kommer også til udtryk på det økonomiske felt, ved at donorstaterne konkurrerer om politisk indflydelse via bistandsmidlernes størrelse. I et interview i det netbaserede libanesiske business-magasin Executive udtaler Abdo Saad fra Beirut Center for Research: ”We could get aid from somewhere else, like Iran. Iran has already paid $1 billion in reconstruction aid to Hizbullah.”[24] Pointen i artiklen er, at den indre-politiske kamp i Libanon mellem 8. marts-koalitionen og 14. marts-koalitionen, forenklet sagt kan betragtes som en stedfortræder-konflikt mellem iranske og vestlige interesser, der anvender bistanden med henblik på at forfølge egne udenrigspolitiske målsætninger, men også i den forbindelse stiller krav om at bestemte politiske dagsordener skal forfølges. Det skal dog understreges, at det, som omtalt af bl.a. den amerikanske Mellemøst-analytiker Abbas William Samii, næppe kan betragtes som noget fuldstændig entydigt billede. Der er særdeles tætte forbindelser mellem Hizbollah og Iran[25], men Hizbollah har også selvstændige, libanesiske politiske mål, som ikke altid måtte være identiske med iranske (eller for den sags skyld syriske) interesser.[26]

Rekonstruktionen og den fortsatte krig i Sydlibanon

Rekonstruktionen og opbygningen af Libanon efter borgerkrigens afslutning, bl.a. i form af den ambitiøse Horizon 2000-plan, kan desværre – som det polemisk anføres af Dibeh – anvendes som eksempel på, hvordan man ikke skal gå til værks i middelindkomst-lande, hvor betydelige dele af infrastrukturen, bygninger mv. er blevet ødelagt i krige eller andre former for katastrofer.[27] I Libanons tilfælde, og i særlig grad i Sydlibanon, er processen i høj grad blevet påvirket af de krigshandlinger, der er foregået siden borgerkrigens afslutning i 1990, især den israelske invasion i 1996, operation Grapes of Wrath, der indebar massive bombardementer af Hizbollah-lejre og shiittiske landsbyer, blokade af den sydlibanesiske kystlinie og ødelæggelsen af store dele af den sydlibanesiske infrastruktur, der var blevet genopbygget efter 1990. Mere end 400.000 sydlibanesere flygtede nordpå mod Saida og i mange tilfælde videre til Beirut. Dette mønster blev gentaget i sommeren 2006 i endnu voldsommere omfang og her fem år efter har kun en delvis tilbageflytning fundet sted. Det er et analytisk banalt, men desværre reelt vilkår, at det, bl.a. på grund af den nærmest permanente krigstilstand især i Sydlibanon har været umuligt at få gang i en langsigtet, moderne udvikling af områdets erhvervsliv, landbrug og fiskeri.

På det overordnede plan bidrager fraværet af en velfungerende stat til Sydlibanons problemer. Som Dibeh påpeger, er der i stærkt etnisk-religiøst opsplittede samfund som Libanon netop brug for en stærk centralmagt, der kan forbinde lokale interesser med mere overordnede nationale interesser.[28] Dette har langt fra været tilfældet i Sydlibanons tilfælde og tilstedeværelsen af en så stærk indenrigspolitisk aktør som Hizbollah[29], der i massiv grad har domineret udviklingen i Libanon i almindelighed og i Sydlibanon i særdeleshed, udgør en væsentlig del af dette problem. Flere forskere, bl.a. den libanesiske sociolog Samir Khalaf, har diskuteret det officielle Libanons bestræbelser på at fortrænge borgerkrigen som et væsentligt kapitel i landets nyere historie og har talt om et ”kollektivt hukommelsestab”.[30] I Sydlibanon er borgerkrigen måske snarere blevet anvendt som et aktivt element i den politiske propaganda vendt mod Israel, især af Nasrallah, Hizbollahs leder. Det samme gælder Israels invasion i 1996 og krigen i 2006.

Især de shiamuslimske områder i Sydlibanon (og i det sydlige Beirut) betalte en kolossal pris for hvad der blev italesat som en sejr for Hizbollah. 1.200 mennesker mistede livet, 4.000 blev såret, 130.000 boliger blev ødelagt, tusinder af småvirksomheder, 300 fabrikker, 80 broer, dusinvis af skoler og hospitaler og det meste af det elektriske system blev ødelagt.[31] Behovet for at legitimere den fortsatte kamp er derfor væsentligt, og i den forbindelse er Sheeba Farms forblevet et betydningsfuldt symbol på den fortsatte kamp, som stadig ikke har fundet sin løsning. Der er kun begrænsede perspektiver i konflikten, al den stund der er tale om et meget lille landområde i de israelsk besatte Golan-højder, men spørgsmålet bidrager ikke desto mindre til italesættelsen af den kroniske krigstilstand i Sydlibanon.[32] Området, der befinder sig syd for den libanesiske landsby Sheeba, er 14 km langt og 2 km bredt og består af jordtilliggender til 14 gårde, som før 1967 blev drevet af sydlibanesiske bønder.[33]

Problemstillingen er dybest set et resultat af en uklarhed i den deling af området, der blev skabt med etableringen af de moderne stater Libanon, Israel og Syrien, men der er ingen tvivl om, at indtil der skabes en endelig aftale mellem Israel og Syrien om Golan-højderne, hvorved problemet må formodes at forsvinde, så vil Hizbollah og de arabiske ledere fortsætte med at anvende Sheeba Farms i retorikken vendt mod Israel.[34] Sheeba Farms giver som symbol mening i legitimeringen af den fortsatte kamp, ikke mindst i fastholdelsen af Hizbollah som en modstandsbevægelse.[35]

En del af krigsretorikken knyttet til Sydlibanon har at gøre med det palæstinensiske spørgsmål, som siden Israel oprettelse i 1948 har spillet en væsentlig rolle for situationen i Sydlibanon. Libanon rummer i følge den seneste opgørelse af januar 2011 455.373 registrerede palæstinensiske flygtninge, heraf 227.718 i lejre. Fem af disse lejre befinder sig i Sydlibanon, yderligere tre i det sydlige Beirut, mens de sidste 4 er lokaliseret i det øvrige Libanon. Lejrene Burj Shemali, El Buss og Rashidieh ligger ved Sour, Ein El Hilweh og Mieh Mieh ved Saida. Tilsammen rummer lejrene i Sydlibanon halvdelen af de palæstinensiske lejrflygtninge i Libanon. I perioden efter 1970, hvor den palæstinensiske kamp mod Israel primært fandt sted med base i Libanon, udviklede Sydlibanon sig, med baggrund i Cairo-aftalen, der gav palæstinenserne carte blanche til organiseret væbnet kamp mod Israel, til hvad der populært blev omtalt som Fatah-land.

Konsekvensen blev en markant optrapning af angrebene mod Israel og i realiteten var den libanesiske hær ude af stand til at kontrollere de palæstinensiske aktiviteter. Dette vilkår var en væsentlig årsag til borgerkrigen fra 1975 og til at den libanesiske præsident Suleiman Frangieh fik Syrien til at intervenere i Libanon og trænge palæstinenserne mod syd, hvorfra aktionerne mod Israel fortsattes. Konsekvensen af den i længden uholdbare situation var, som tidligere nævnt, den israelske Litani-operation i Sydlibanon i 1978. Fire år senere måtte Yasser Arafat og PLO-ledelsen forlade Libanon, som en konsekvens af den massive israelske intervention i den libanesiske borgerkrig. De palæstinensiske flygtningelejre i Sydlibanon er fortsat udgangspunkter for radikal kritik af Israel. De er kun i begrænset grad en del af den væbnede konflikt, som i det væsentlige organiseres i Hizbollah-regi, men de er fortsat en del af den retoriske offensiv.

Konklusion

Sydlibanon adskiller sig fra det øvrige Libanon derved, at nærheden til Israel har gjort krigen til et permanent tilstedeværende vilkår. Området har i lange perioder været unddraget kontrol fra den libanesiske stats side. I en årrække – indtil 1982 – var det især de palæstinensiske militser, der gennemførte utallige aktioner mod Israel. Siden 1982 har det i hovedsagen været Hizbollah, der selvstændigt, men også som led i syriske og iranske udenrigspolitiske strategier, har været ansvarlig for den mere eller mindre permanent krigstilstand. Hizbollahs dominerende rolle og de problematiske forhold i det sydlige Libanon har direkte og indirekte betydning for relationerne til internationale aktører, der dels afstår fra at foretage investeringer i områderne, dels undlader at indgå i politisk samarbejde med Libanons politiske establishment.[36]

Situationen efter Hizbollahs krig mod Israel i sommeren 2006 har forstærket dette vilkår og – som vist af Norton – skabt en deling af Libanon, som både er politisk, social og geografisk. Den sociale og økonomiske dimension af dette kan aflæses i fattigdomsrater og i fænomener som analfabetisme, hvor som omtalt Sydlibanon synes at skille sig ud i negativ retning. Sydlibanon er derfor i meget høj grad afhængig af internationale donorers villighed til at yde tilskud til udviklingen i områderne. På den ene side indebærer dette, at hjælpen bliver politiseret og gjort til en del af en retorisk diskurs om vestens undertrykkelse. På en anden side bliver rekonstruktion og genopbygning gjort til objekt for propaganda fra Hizbollahs og Irans side.

Den svage libanesiske stat står, som påpeget af Dibeh, i baggrunden og har svært ved at spille en rolle som den instans, der kan knytte de lokale interesser sammen med mere overordnede nationale interesser i et stærkt opsplittet Libanon. Dertil kommer de stærke regionale modsætninger, som synes at placere Sydlibanon i en tilstand som gidsel i en kamp mellem lokale, regionale og internationale interesser.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf

___________________________________

[1] Israel invaderede Sydlibanon i 1982 og holdt indtil 2000 en sikkerheds zone i Sydlibanon besat (se herom senere)

[2] “Beaufort” (2007), instrueret af israelske Joseph Cedar og baseret på Ron Leshems roman “Im Yesh Gan Eden” (Hvis paradiset findes), anmeldelse i New York Times, ”Israeli Soldiers Man a Fortress of Futility”, se: http://movies.nytimes.com­/2008­/01/18/mo­vies­/18­beau.html?ref=mo.... Den israelske tilbagetrækning var på den israelske side et resultat af en usædvanlig politisk proces, hvor græsrodsorganisationer spillede en central rolle for beslutningen, se Avraham Sela, "Civil Society, the Military, and National Security: The Case of Israel's Security Zone in South Lebanon," Israel Studies 12, nr. 1, 2007, pp. 53-78.

[3] Benny Morris, Righteous Victims : A History of the Zionist-Arab Conflict, 1881-1999. New York: Knopf, 1999, p. 494. Se også Avi Shlaim, The Iron Wall. Israel and the Arab World. New York: Norton, 2000, afsnittet ”The Lebanese Quagmire”, pp. 384-423.

[4] Ibid., p. 494.

[5] Se Yusri Hazran, "The Rise of Politicized Shi'ite Religiosity and the Territorial State in Iraq and Lebanon," Middle East Journal 64, nr. 4, 2010, p. 525. I denne artikel præsenteres de forskellige opfattelser af spørgsmålet. En i Libanon udbredt forestilling går ud på, at en af profeten Muhammads nære, Abu Dhar al-Ghafari, blev forvist til Jabal Amil i Sydlibanon i det 7. århundrede. Dermed tilføjes ”befrielsen” af Sydlibanon en symbolsk, religiøst begrundet karakter. Hazran gør desuden opmærksom på, at siden begyndelsen af 1960’erne har en meget stor koncentration af shiamuslimer udviklet sig i det sydlige Beirut.

[6] Asher Kaufman, "Between Palestine and Lebanon: Seven Sh'i Villages as a Case Study of Boundaries, Identities, and Conflict," Middle East Journal 60, nr. 4, 2006, p. 688.

[7] Rami Siklawi, "The Dynamics of Palestinian Political Endurance in Lebanon," Middle East Journal 64, nr. 4, 2010, pp. 597-612. Ifølge Siklawi stammer de fleste palæstinensere, der blev fordrevet til Libanon, fra distrikterne Acre, Beisan, Nazareth, Safad, Tiberias og Haifa.

[8] Timur Göksel, ""Mr. Unifil" Reflects on a Quarter Century of Peacekeeping in South Lebanon," Journal of Palestine Studies 36, nr. 3, 2007, pp. 50-77.

[9] Morris, op.cit., p. 410.

[10] Robert G. Rabil, Embattled Neighbors: Syria, Israel, and Lebanon. Boulder, Co.: Lynne Rienner Publishers, 2003, p. 66ff. Se også Peter Seeberg, "Nation, stat og religion i Libanon Efter Borgerkrigen," i Peter Seeberg et al (eds.), Den Jyske Historiker, nr. 110-111, Nation, stat og religion i det moderne Mellemøsten, Århus: Århus Universitetsforlag, 2005, pp. 123-145.

[11] Rabil, op.cit., p. 76.

[12] For en præsentation af en række aspekter af forholdet mellem Iran og Hizbollah, se H.E. Chehabi, ed. Distant Relations. Iran and Lebanon in the Last 500 Years. London and New York: I. B. Tauris, 2006.

[13] Rabil, op.cit., p. 77.

[14] Salim Nasr, "The New Social Map," i ed. Theodor Hanf and Salam Nawaf, Lebanon in Limbo. Postwar Society in an Uncertain Regional Environment. Baden-Baden: Nomos Publishers, 2003. Se også beskrivelsen af Libanon i The Middle East and North Africa 2011, 57. udg. London: Routledge, 2010., pp. 707-769.

[15] Naim Qassem, Hizbullah. The Story from Within, Updated Paperback Edition London: Saqi Books, 2010., p. 169-70.

[16] Shibley Telhami, "Lebanese Identity and Israeli Security in the Shadows of the 2006 War," Current History nr. 1, 2007, p. 23.

[17] Augustus Richard Norton, "The Shiite "Threat" Revisited," Current History 106, nr. 704, 2006, p. 437.

[18] Nisreen Salti and Jad Chaaban, "The Role of Sectarianism in the Allocation of Public Expenditure in Postwar Lebanon," International Journal of Middle East Studies, 42, nr. 4, 2010, p. 642.

[19] Egne observationer og samtaler i Sydlibanon i 2007 og 2010.

[20] Salti and Chaaban, op.cit., p. 645.

[21] Ghassan Dibeh, "Foreign Aid and Economic Development in Postwar Lebanon," UNU-WIDER Research Paper, nr. 37, 2007, pp. 1-13.

[22] Moisés Naim, "Roque Aid," Foreign Policy, March/April, 2007, p. 1-3.

[23] Anthony Cordesman, "Iran's Support for the Hezbollah in Lebanon," CSIS. Center for Strategic and International Studies, 2006, p. 1-10.

[24] Executive, "Economics - after the Vote," Executive, nr. 118, 2009, pp. 1-4.

[25] Ze'ev Schiff, "Israel's War with Iran," Foreign Affairs, 85, nr. 6, 2006, pp. 23-31.

[26] Abbas William Samii, "A Stable Structure on Shifting Sands: Assessing the Hizbullah-Iran-Syria Relationship," Middle East Journal, 62, nr. 1, 2008, p. 53.

[27] Ghassan Dibeh, "The Political Economy of Postwar Reconstruction in Lebanon," UNU-WIDER Research Paper, Nr. 2005/44, 2005, pp. 1-28.

[28] Ibid., p. 24.

[29] Se Peter Seeberg, "The Eu as a Realist Actor in Normative Clothes: Eu Democracy Promotion in Lebanon and the European Neighbourhood Policy," Democratization. 16, nr. 1, 2009, pp. 81-99. Artiklen gør gældende, at det giver mening metaforisk at betegne den politiske situation i Libanon som en ”dual-power” situation, som historisk kan sammenlignes med dobbeltmagtstilstanden i Rusland mellem Februar- og Oktoberrevolutionen i 1917.

[30] Oren Barak, ""Don't Mention the War?" The Politics of Remembrance and Forgetfulness in Postwar Lebanon," Middle East Journal. 61, nr. 1, 2007, pp. 49-60.

[31] Paul Salem, "The Future of Lebanon," Foreign Affairs. 85, nr. 6, 2006, pp. 13-22.

[32] Augustus Richard Norton, "The Role of Hezbollah in Lebanese Domestic Politics," The International Spectator. 42, nr. 4, 2007, pp. 475-491.

[33] Hvad angår de legalistiske aspekter af spørgsmålet om Sheeba Farms tilhørsforhold, se Asher Kaufman, "Who Owns the Sheeba Farms? Chronicle of a Territorial Dispute," Middle East Journal. 56, nr. 4, 2002, pp. 576-595.

[34] Ibid.

[35] Eyal Zisser, "Nasrallah's Defeat in the 2006 War. Assessing Hezbollah's Influence," Middle East Quarterly. 16, nr. 1, 2009, pp. 27-35.

[36] Seeberg, op.cit., p. 95.
 

Litteraturliste

Del: