Styrkeprøven i Mellemøsten

Hvis der findes noget, der hedder ’forventede overraskelser’, må det være det, vi har oplevet, siden den aktuelle bølge af opstande, omvæltninger og borgerkrig i Mellemøsten startede.[1] Ikke siden Murens Fald i Europa i 1989 har verden set en regional udvikling, der ligner den, vi er vidner til i år. Men selv om ingen kunne vide, at netop 2011 skulle blive det år, hvor de gamle Mellemøstlige regimer for alvor skulle til at forsvare sig mod deres egne befolkningers pres for indflydelse, var det forudsigeligt, at de demokratiske forestillinger og krav, som har ændret Europa og store dele af resten af verden de sidste 20 år, også ville ramme Mellemøsten.

Foto: Forsvaret.dk (Thorbjørn Forsberg) Danske F-16 fly og piloter på Naval Air Base Sigonella, Sicilien. Disse piloter fløj den første danske mission over Libyen den 20. marts.

Set i ét billede handler den aktuelle konflikt om, hvordan regimer, der blev etableret i 2. Verdenskrigs efterspil, håndterer de ophobede demokratiske krav (indre såvel som ydre), som det meste af den omgivende verden behandlede for 15 - 20 år siden: styrkeprøven står mellem resterne af den kolde krigs politiske orden i Mellemøsten og Den nye verdensorden.

Det var heller ikke direkte forudsagt, at Danmark skulle i krig i Libyen i 2011, men det er heller ikke en rigtig overraskelse, at vi kom det. At omvæltninger som følge af krav om demokratisering også kunne ende i borgerkrigslignende tilstande, vidste vi fra udviklingen i 1990’erne på Balkan. Udviklingen i Libyen inklusive det internationale engagement har da også mindet om den måde, som Kosovokrisen udviklede sig på: der var en rejsning af større befolkningsgrupper, etablering af et alternativt lederskab, mindre krigshandlinger på jorden og indgreb fra FN/NATO fra luften. Ghadaffis lederskab er nu fjernet, ligesom det serbiske blev fra Kosovo. Endnu mangler vi at se en eventuel folkevalgt regering i Libyen, men at demokratiseringsopstanden kunne få et forløb, der lignede det, vi har set til nu, var forventeligt.

Denne artikel vil behandle opstandene i Mellemøsten i 2011 i sammenfattende form. Udgangspunktet vil være den forudsigelse om de fortløbende demokratiseringer i Mellemøsten, som den såkaldte cross-over tese indeholder. Denne er fremlagt i Unipolarity and Democracy in the Middle East (Hansen og Jensen, 2006) og formulerer forventningen om, at demokratiet vil udvikles ujævnt, men fremadskridende, så længe USA har status af eneste supermagt. Tesen siger endvidere, at det vil ske som følge af en kombination af indre og ydre årsager, hvor de første udgøres af folkelig utilfredshed med det demokratiske underskud som den overvejende del af regionens lande har været præget af, mens de ydre årsager væsentligst udgøres af det pres Den nye verdensorden sætter for demokratisering og markedsbåret globalisering.

Forspillet til det arabiske forår

Der har været eksempler på demokrati i Mellemøsten, siden der kom en ny orden i regionen efter 2. verdenskrigs slutning. Der har bare ikke været ret mange. Lande som Iran, Israel og Tyrkiet og Iran fik tilstande, der hvad demokrati angår, matchede andre nye demokratier rundt omkring i verden. Det iranske eksperiment blev stoppet i 1953 af et kup med vestlig støtte, mens demokratiet i Tyrkiet først efter den kolde krigs slutning blev endeligt fri for militærets latente og nogle gange manifeste trussel om ophævelse af den demokratiske proces.

På trods af disse problematiske erfaringer indledte andre lande også demokratiske eksperimenter. Først og fremmest Libanon, der siden 1950’erne forsøgte at udvikle en demokratisk styreform, hvor landets forskellige befolkningsgrupper kunne bringes sammen om nogle fælles, centrale, valgte politiske institutioner: et parlament og et præsidentskab, der virkede. I regionens udkant så den kolde krig også frie valg i Afghanistan (1960’erne) og Pakistan (1970’erne), mens de samme lande under meget forskellige omstændigheder har fortsat disse eksperimenter med demokratisering under Den nye verdensorden.

Hvad demokratisering angår virkede situationen imidlertid fastfrossen indtil første halvdel af det nye årtusinde. Udviklingen i Irak efter Saddam og invasionen i 2003, blev imidlertid starten af en genopblussen af debatten om demokrati i de arabiske lande. Landet indledte en demokratiseringsproces, der langt fra er afsluttet, men som ser mere bæredygtig ud i dag end for bare få år siden. Hermed er myten om, at arabiske lande ikke kan demokratiseres, undergravet. Med til de demokratiske erfaringer hører også, at De palæstinensiske selvstyreområder har forsøgt en opbygning af demokratiske institutioner med valg, der af internationale observatører er blevet anerkendt som frie og fair. Imidlertid kastede Hamas-bevægelsen i 2006 med statskuppet i Gaza-striben og den følgende ophævelse af de lovlige valgs resultater selvstyret tilbage til autoritære ledelsesformer.

Udviklingen hen mod demokratisering af Mellemøsten har ikke skabt samme grad af selvfølgelighed omkring landenes politiske demokrati, som findes i fx Amerika og Vesteuropa, men de er heller ikke som gruppe markant mere ’ufuldstændige’ end demokratier i verden i almindelighed. Også i andre regioner har der været uro, demokratiske tilbageslag og voldsomme politiske kampe om styreformernes udvikling.

Imidlertid er der et fælles træk ved de ikke-reformerede regimer i Mellemøsten: de er overvejende arabiske (om end det i sig selv er en meget bredt dækkende betegnelse, der indeholder store indbyrdes forskelle landene i mellem, fx at nogle af de arabiske lande er under demokratisering). Derfor er betegnelsen ’det arabiske forår’ ikke en helt dårlig formulering. Den fanger i hvert fald noget centralt ved både de lande den omfatter og ikke omfatter, og den sætter med ’forår’ spotlys på noget lovende, men ikke fuldbyrdet. Samtidig bærer den mindelser om begivenheder i Østeuropa under den kolde krig, der også var lovende fra et demokratisk synspunkt, men som ikke blev afsluttet, nemlig det såkaldte ’Prag-forår’ i 1968. Som historien viste, var dette kun ’et forår’, men ikke en garanti for demokrati i fuldt flor, og derfor advarer betegnelsen også om, at der ikke er garantier i den aktuelle situation i de arabiske lande.

Det arabiske forår

Hvis ikke det var fordi, Iran netop ikke er arabisk, kunne demonstrationerne i dette land i 2009 betragtes som den egentlige start på den aktuelle bølge af opstande, der udgør ’det arabiske forår’. Som landet nu ligger, afspejlede dette spæde oprør blot den Mellemøstlige regions demokratiske underskud i al almindelighed, mens starten på det arabiske forår kan stedfæstes til en lille tunesisk provins by, hvor en ung mand i angivelig desperation over manglende fremtidsudsigter begik selvmord. Reaktionerne på denne begivenhed bredte sig hurtigt i Tunesien og derfra til mange andre arabiske lande, hvor oprørerne i første runde fik bedst fodfæste i Egypten, Libyen, Syrien, Yemen og Bahrain.

I Tunesien ulmede uroen fra slutningen af 2010 og brød ud i egentlig opstand efter at den unge grønthandler Mohamed Bouazizi, der havde sat sig selv i brand den 17. december i protest mod regimets bureaukratiske regler, døde den 4. januar 2011. Ti dage efter, den 14. januar, havde den opsparede utilfredshed med regimet og dets bastante undertrykkelse af alle moderne rettigheder udkrystalliseret sig i så omfattende uroligheder, at Præsident Ben Ali flygtede til Saudi-Arabien. Efter alt at dømme var det militæret, der blev den udløsende faktor i flugten, da det ikke accepterede de politimæssige forholdsregler under demonstrationerne som regimet tog. Han havde selv fjernet den forrige (og eneste) præsident efter selvstændigheden fra Frankrig i 1956 fra magten i 1987, og han havde derfor god erfaring i, hvor hurtigt situationen for en Mellemøstlig magthaver trods alt kan skifte.

Efter Ben Ali’s fjernelse var der ingen umiddelbart indlysende, magtfuld civil arvtager til præsidentmagten, og i stedet blev militæret den politiske kraft, der overtog den reelle ledelse af landet. Efter et kort uafklaret mellemspil, blev Fouad Mebezaa udpeget til præsident den 16. januar. Efter forfatningen skulle der have været udskrevet valg mellem 45 og 60 dage efter Ben Ali’s afgang, men den 3. marts blev det oplyst, at valget til en grundlovsgivende forsamling var fastsat til den 23. oktober. Der blev ikke fastsat datoer for præsident- og parlamentsvalg, der således efter planen afventer fastlæggelsen af en ny forfatning.

I Egypten fik det tunesiske oprør og Ben Ali’s flugt umiddelbart afsmittende effekter. Allerede den 15. januar blev Tahrir (befrielsens-)pladsen i det centrale Kairo besat af overvejende unge demonstranter. Besættelsen og andre demonstrationer i Kairo blev fulgt op af demonstrationer i mange andre egyptiske byer. Kravene var blandede, men overalt var billedet, at det især var kravene om styrets afgang og indførelse af liberalt demokrati, der var de fremherskende. Styret reagerede overrasket, men nogenlunde behersket, selvom flere hundrede mennesker mistede livet i sammenstød mellem demonstranter og forskellige former for sikkerhedsstyrker.

Militæret, der har spillet en central rolle i Egyptisk politik fra Nassers revolution først i 1950erne, forholdt sig først afventende og implicit loyale over for Præsident Mubarak, men skiftede side efterhånden som det blev klart at oprøret ikke lod sig kue uden store indrømmelser eller voldsom repression. Da militæret først i februar skiftede side, og lovede ikke at skyde på demonstranter gik udviklingen hurtigt, og Mubarak gik i indre eksil. Herefter overtog militæret den direkte politiske magt under løfter om fuld demokratisering. Efter en folkeafstemning i marts mente militæret at der kunne holdes valg omkring starten af september, men forventningen i dag er, at valget næppe kommer før oktober.

De to nævnte opstande var relativt fredelige, om end dødsofrene skal tælles i adskillige hundrede, men i Libyen og Syrien forløb begivenhederne anderledes voldsomt. I Libyen startede der en opstand med inspiration fra opstanden i de øvrige lande, men også af interne årsager. Oprøret startede med sammenstød i Benghazi den 15. og 16. februar, 2011. Den umiddelbare baggrund blev angivet af demonstranter at være arrestation af Fahti Terbil, der var repræsentant for slægtninge til de angiveligt op til 1.000 ofre for massakren i Abu Salim-fængslet i Tripoli i 1996.  Den 17. februar, ’Oprørets dag’, blev afholdt som mindedag for oprørere, hvor demonstrationer i mod styret i 2006 fejres. Disse demonstrationer var oprindeligt annonceret som rettet mod Jyllandspostens karikaturtegninger, men udviklede sig i praksis til demonstrationer mod Ghaddafis styre. Mindedagens demonstrationer udviklede sig tilsvarende til demonstrationer mod og konfrontationer med styret. Begivenhederne blev blandt andre organiseret af National Conference for the Libyan Opposition, der blev grundlagt den 26. juni, 2005 i London for at arbejde mod Ghaddafis styre og for demokrati i Libyen, og som senere udviklede sig til det nationale overgangsråd (National Transition Council) NTC, der stadig leder arbejdet på at opbygge et nyt Libyen efter Ghadaffi.

Som bekendt udviklede opstanden sig hurtigt, og overgik fra at være baseret på en udfordring med civile virkemidler, til at antage borgerkrigsagtig karakter. Det lykkedes NTC at overbevise verdenssamfundet om, at det burde gribe ind for at beskytte civile mod Ghadaffis militære overgreb på civilbefolkningen, og via FN mandat dannede NATO en styrke, der skulle sikre beskyttelsen. Danmarks Folketing besluttede enstemmigt den 19. marts at tilslutte sig operationen Unified Protector. Efter få dages luftkrig under ledelse af USA blev de libyske luftvåben erklæret nedkæmpet den 23. marts. Herefter begyndte en luftkampagne, der skulle støtte de indledningsvist relativt svage landstyrker, som NTC kunne mobilisere.

Herefter synes oprørsledelsen i en lang periode at have søgt at konsolidere sig politisk snarere end at angribe militært. Den diplomatiske indsats gav resultat, og fx Danmark anerkendte NTC som den rette repræsentant for det Libyske folk den 22. juni i forbindelse med udenrigsministerens besøg i Benghazi. I løbet af sommeren blev der oprettet egentlige ambassader i under NTC Washington og London.

Den 21. august nåede oprørerne frem til Tripolis’ yderområder, og den 22. august om morgenen beherskede de i praksis byen. Herefter forsøgte de at konsolidere sig selv om der stadig var lommer af modstand. Det nye støtte har fået støtte fra mange sider, og er i praksis anerkendt af FN, der har tilladt det, at overtage indefrosne midler fra Ghadaffi-tiden. Det er umuligt at garantere, at NTC’s demokratiske løfter indfries, men at der etableres en form for folkevalgt politisk myndighed som mere permanent afløsning for Ghadaffi styret, synes at være det mest sandsynlige.

Den syriske opstand har antaget en tredje form, der ligger mellem de to nævnte, hvor midlerne har været overvejende civile i de tunesiske og egyptiske tilfælde og væbnede i det libyske. I Syrien reagerede styret ved at sætte militæret ind mod den civile, politiske udfordring, mens oprørerne overvejende agerer med civile midler. Opstanden startede den 26. januar med demonstrationer, krav om ophævelse af undtagelsestilstanden fra 1963 og demokratisering. Regimet reagerede afvisende, men kunne ikke stoppe en, ganske vist relativt langsom, udvikling af opstanden. Efterhånden blev regimets reaktioner hårdere og efter en samlende bølge af demonstrationer, blandt andet i Damaskus den 15. marts, begyndte en bølge af fængslinger.

Siden har styret slået hårdt ned, afbrudt af perioder med indbydelser til forhandlinger eller løfter om stop for brug af vold. Dets reaktioner er gået ud over befolkningen og en række byer har i perioder været afskåret uden forsyninger, og er i nogle tilfælde oven i købet blevet beskudt ude fra med artilleri og stormet af panserstøttede landtropper. Det internationale samfund har reageret med begyndende sanktioner og i løbet af august voksede indsatsen kulminerede foreløbig med USA's krav om Præsident Assads afgang. Situationen er fortsat uafklaret, men det synes sikkert, at tilbagevenden til situationen før 26. januar er umulig. Enten bliver regimet afsat, reformeret i demokratiserende retning eller må overleve relativt isoleret og på forstærket repression.

Fællestræk og forklaring

Den relative lethed som opstandene gennemførtes med i Tunesien og Egypten tyder på, at situationen var meget moden med hensyn til udvikling af demokratiske forventninger. Det understøtter den forestilling som cross over-tesen byggede på, nemlig at der med den nye verdensorden, det politiske pres og det demokratiske underskud i Mellemøsten bestod en situation, der var uholdbar i længden, og som efter al sandsynlighed ville resultere i mere demokrati i regionen.

I en situation, hvor der er stor utilfredshed, og hvor styrerne har mistet legitimitet, skal der måske ikke så meget til at antænde en opstand. Forskellen på de lande, hvor opstanden gik let (Tunesien og Egypten) og dem, hvor den har været sværere, er især, at de to førstnævnte lande havde ledende grupper, der ikke havde specielle magtbaser i befolkningen. De overlevede på deres evne til at skabe en politisk balance mellem forskellige grupper, på omfordeling, hvor det var muligt, og på tvang og vold, hvor andet glippede. Alt tyder på, at der internt i regimerne var opløsningstendenser i forvejen. Den hurtighed, hvormed fx militæret gik ind på at ofre de direkte regeringsledere, er i hvert fald en indikation på, at der i den herskende gruppe ikke var tillid til, at det aktuelle set up havde gode overlevelsesmuligheder. Faktisk tyder forløbene af de tunesiske og egyptiske opstande på, at dele af styrerne trods alt havde mindst lige så stor tillid til demokratisering som til deres egne ledere og det system, der var opbygget. Der skulle ikke mange ’gnister’ til at få begivenhederne til at tage fart. I det tunesiske tilfælde var gnisten en ung mands selvmord, og i det egyptiske tilfælde var det de tunesiske oprøreres succes.

Den succes, der udvikledes i Tunesien og Egypten, spredte sig til en række øvrige lande, fx Libyen og Syrien. Disse lande adskiller sig fra de nævnte ved, at deres styrer i højere grad er baseret på støtte fra bestemte befolkningsgrupper, henholdsvis stammer og religiøse grupper. Selvom oprørstrangen bredte sig hurtigt til disse to lande, og dermed indikerer at det demokratiske underskud og den demokratiske forestilling var til stede i lige så stor grad, var styrerne bedre til at modstå det umiddelbare pres. De havde en social basis, der kunne mobiliseres som en del af modstanden mod oprørets krav. I Tunesien og Egypten havde styrene ikke så gode rødder i det civile samfund, men baserede sig primært på staten. Styrerne i Libyen og Syrien havde derimod gået på to ben: de havde både en statsmagt med organisatoriske og militære ressourcer og rødder i det civile samfund at stå på. I hvert fald indikerer de forskellige forløb, at den her fremstillede sondring, som stammer fra Henry og Springborg (2001), virker valid og relevant, da forskelle i forløbene så direkte kan kædes sammen med forskellene i beskrivelserne af de givne stater (givet at det eksterne pres og det demokratiske underskud har været i samme størrelsesorden). På den måde kan man også sige, at opstanden faktisk har været meget stærk i alle fire lande, selv om den kun foreløbig har vundet i tre. Forskellen i forløb skal ikke forklares med henvisning til oprørssiden, men med henvisning til regimesiden (statstypen). Denne påstand understøtter forestillingen om, at der var en situation med et meget stort potentiale for demokratisering i Mellemøsten i starten af 2011 også i de lande, hvor opstanden endnu ikke er slået igennem som retningsgivende kraft for samfundene.

Opsamling om opstandene

Man kan nu godt et halvt år inde i ’det arabiske forår’ dele forløbet op i forskellige spor, alt efter hvordan regeringerne har reageret på de folkelige krav. Det ene spor er det, som udgøres af Tunesien og Egypten, hvor der er en proces i gang, som man indtil videre kan kalde demokratisering. Regimerne gik ikke umiddelbart ind på demonstranter og oprøreres krav, men måtte efter en relativt kort periode give sig som følge af deres indre svaghed og mangel på sammenhold. Præsidenterne og de mest umiddelbare magthavere blev hurtigt ofret, mens andre regimerepræsentanter blev sat i en position, hvor de skulle håndtere en overgangsproces hen mod afholdelse af valg og udvikling af nye, demokratiske regimeformer.

Det andet spor udgøres af Libyen og Syrien, hvor forholdet mellem regering og opposition udviklede sig til en blodig test af, hvem der skal styre. I Libyen blev der udviklet en borgerkrig med international deltagelse, hvor FN og NATO de facto stillede sig på oprørernes side ved de jure at garantere civiles sikkerhed mod overgreb fra Ghaddafi-Libyens regeringsstyrker, der angiveligt købte sig til ydre støtte i form af lejesoldater. Opgøret i Syrien opgør er ikke skarpt skåret op i to adskilte lejre, der bekæmper hinanden, men har snarere karakter af et civilt oprør mod en stat, der stadig har et monopol på brug af organiseret vold. Der er ikke rapporteret om interne opgør i det civile samfund i Syrien.

Selvom forløbene i Libyen og Syrien ikke følger helt samme retningslinjer, er de dog ensartede på den måde, at det, der samler oprørerne, er deres formulerede krav om demokrati. Herved adskiller de sig lidt fra de to sidste lande, hvor der har været omfattende uroligheder med krav om forandringer, nemlig Bahrain og Yemen. Umiddelbart ser det ud til, at uroen i disse lande ikke er så tæt forbundet med dens nye verdensordens krav om demokrati, men måske snarere ligger inden for en ramme, hvor nogle befolkningsgrupper mener sig tilsidesat i den aktuelle udformning af regimet, men uden nødvendigvis at have en forventning om grundlæggende forandring af dette. Hypotesen om disse lande er indtil videre her, at der snarere er tale om magtopgør inden for styreformerne end om magtopgør om styreformerne.

Videre har der været mindre omfattende uroligheder i nogle lande, uden at disse har udviklet sig til længere varende, åbne styrkeprøver. Her tænkes fx på Kuwait, Jordan og Marokko, som har oplevet demonstrationer, og som er kongedømmer, der er i færd med at lave tilpasninger i retning af inddragelse af bredere befolkningsgrupper i styret gennem parlamenter med begrænsede handlerum. Foreløbig ser det dog ikke ud til at disse regimers nye tilpasningspolitikker udvikler landene til demokratier. De er snarere egnede til at udskyde det tidspunkt, hvor der må gives slip på magten fra de gamle regeringers side. Man kunne måske sige, at selv om disse regimer søger at finde en plads i den aktuelle internationale orden, hvor de kan lægge sig op ad USA, søger de en indre orden, der set ude fra er lidt ’pænere’ end Irans, men som alligevel efterligner præstestyret ved at reservere den egentlige statsmagt for selvsupplerende grupper, der støttes af militær og politi, mens der holdes ufrie valg til relativt magtesløse parlamenter, som Mikael Valbjørn har vist.

Der har også vist sig nogle træk ved opstandene, som peger frem mod nye muligheder for demokratiforkæmpere i andre regioner, og dermed på ny udfordringer til autoritære magthavere. Det har for det første vist sig, at de nye, aktuelle dissidenter, der har anvendt sekulære krav om demokrati som platform har haft langt større effektivitet end den gamle bølge af dissens, der prægede Mellemøsten, nemlig de islamistiske bevægelser. De liberale demokrater har fået ny legitimitet og fremdrift gennem deres foreløbige sejre, der formodentlig vil smitte på de følgende års politiske krav om reformer af autoritære stater. For det andet tyder alt på, at den informationsteknologiske udvikling siden globaliseringens start har sat nye standarder for civile opstandes effektivitet. Især i Egypten har det vist sig, at autoritære regimer ikke pt. er i stand til at hamle med hurtigheden i sociale bevægelsers aktioner med fredelige midler. Også dette peger på, at styrkeforholdet mellem autoritære kræfter og demokratiske er blevet forrykket. Den tredje udvikling er, at de civil-militære relationer synes at have gennemgået en udvikling. Tidligere blev det antaget, at militæret i Mellemøsten enten begik kup (under den kolde krig) eller beskyttede regimer (under den nye verdensorden første fase). I dag ved vi, at de civilmilitære relationer er labile: der er soldater og civile i alle former for relationer: Demokrater og soldater har været på samme side i Egypten og Tunesien; Demokrater og soldater har været på forskellige sider – Syrien, Bahrain, og der har været soldater på begge sider i Libyen og Yemen. Endelig for det fjerde: der er kommet en ny kraft på den politiske scene i Mellemøsten: Ungdom har vist sig som en social kategori, der gør en forskel for opslutningen til regimerne. De fælles betingelser, som de unge har haft, har givet grobund for et brud med politiske normer, der har givet styrke og antal til at underminere den ’frygtens mur’, som nogle har ment har været en vigtig garant for mellemøstlige regimer. Tilsammen har disse træk været med til at give ’det arabiske forår’ en særlig karakter, der vil være med til at sikre det en varig plads i den politiske historie. Måske ikke på linje med Murens fald, men i hvert fald på linje med 9/11 som markør for en ny fase i Den nye verdensorden udvikling.

Bud på vurdering af udvikling i Mellemøsten

Set med udgangspunkt i de mellemøstlige befolkningers muligheder for at være med til at nyde godt af de teknologiske, økonomiske og menneskeretsmæssige fremskridt verden har oplevet de seneste årtier, må det vurderes som et fremskridt, at de demokratiske opstande er nået til Mellemøsten. De autoritære styreformer har stået i vejen for bred menneskelig udvikling i regionen, og selvom der i skrivende stund ikke er etableret nye demokratier på baggrund i opstandene, er en forudsætning for sådanne i hvert fald etableret i og med, at der er taget hul på at fjerne de gamle autoritære ledere. Man kan videre se udviklingen som et fremskridt målt på de mellemøstlige landes muligheder for at tilpasse sig de aktuelle internationale normer. Igen er der ikke færdige konkrete resultater, men der er skabt en ny situation, hvor det vil være nemmere for mange af disse lande at nærme sig en fuld integration i den udvikling, som de globaliserede lande i fx Amerika, Europa og Sydøstasien har gennemgået.

Samtidig er der uro på den korte bane, og mange ofre for de igangværende processer, især i Libyen og Syrien. Dette trækker selvfølgelig ned på succesraten, og vil givetvis virke afskrækkende på nogle potentielle aktører i de hidtil mindre berørte lande. Der kan endvidere forventes større usikkerhed om den mellemlange udvikling i Mellemøsten: Hvordan vil nye regeringer fx forholde sig til fredsprocessen, og vil der opstå konflikte mellem lande i regionen med nye og uerfarne lederskaber, der kan virke destabiliserende også i de omkringliggende regioner?

Selvom den aktuelle udvikling var forudsigelig og nødvendig, hvis Mellemøsten skulle i en ny retning, er en vellykket langsigtet proces ikke garanteret. Den er bare blevet mere sandsynlig. Det er alligevel nødvendigt at forberede omgivelserne, herunder Danmark, på omvæltninger i alliancer og styrkeforhold i regionen, og dermed mulige nye krige, der påkalder ’responsibility to protect’ og fortløbende aktiv international indgriben på kort og mellemlangt sigt. Et eventuelt atombevæbnet Iran kan blive den store joker, og verden har måske hverken set det værste eller det bedste af den mellemøstlige reformproces endnu.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf

_________________________________

[1] Teksten er delvist baseret på Demokrati i mellemøsten af Birthe Hansen og Carsten Jensen, der er under udgivelse på DJØF Forlag.
 

Litteraturliste

Council of Foreign Relations (2011): The New Arab Revolt. What Happened, What It Means and What Comes Next? New York, CFR.

Hansen, Birthe (2011): Unipolarity and World Politics. London, Routledge.

Hansen, Birthe og Carsten Jensen (2006): Unipolarity and Democracy in the Middle East. Arbejdspapir 2006/04. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Henry, Clement N, and Robert Springborg (2001): Globalization and the Politics of Development in the Middle East. Cambridge: Cambridge University Press.

Jensen, Carsten, ed. (2008): Developments in Civil-Military Relations in the Middle East.  København, Forsvarsakademiet.

UNDP (2005): Arab Human Development Report 2004: Towards Freedom in the Arab World. National Press, Amman, Jordan.

Valbjørn, Morten (2008): ’Kontinuiteten i forandringerne og forandringerne i kontinuiteten – et postdemokratisk perspektiv på Jordan’. I P. Seeberg og M. Valbjørn: Et andet nyt Mellemøsten. Odense: Syddansk Universitetsforlag, pp. 86-121.

Del: