Styrke og stabilitet

Året 1963 blev et i mange henseender bemærkelsesværdigt år. Det begyndte i en optimistisk bevidsthed om, at USAs styrke og præsident Kennedys faste holdning under Cuba-krisen få måneder før havde åbnet muligheder for en begyndende afspænding mellem Øst og Vest.

Det var ikke en måned gammelt før præsident de Gaulle havde afvist USAs tilbud i Nassau-aftalerne om at dele ansvaret for — ganske vist en ringe del af USAs atomvåbenpotentiel med sine NATO-partnere og samtidig lukket døren til Fællesmarkedet for England og dermed også for andre europæiske lande, deriblandt Danmark.

Det nåede sit foreløbige højdepunkt på vejen mod afspænding med undertegnelsen af Moskva-aftalen i juli om forbud mod atomprøvesprængninger i luften, det ydre rum og under vandet.

Det bragte interessemodsætningerne mellem Sovjet og Kina frem for åbent tæppe. Og det endte i spekulationer om afspændingspolitikkens videre skæbne med det tragiske mord på præsident Kennedy i november.

Året var ikke fri for kriser i det fjerne og mellemste Østen og for tilbagefald til den kolde krigs krisetilstande omkring Berlin. Men det var først og fremmest præget af, at Vesten under præsident Kennedys ledelse havde opnået en sådan styrke og et sådant initiativ i international politik, at det var muligt med resultat at forhandle med Sovjet.

Endnu engang bevistes sandheden om, at positive forhandlingsresultater alene kan opnås, når der forhandles med den tilstrækkelige magtposition som baggrund.

Inden for NATO bragte året ingen afgørelse på den diskussion, der i de senere år har stået på om tilrettelæggelsen af den vestlige verdens strategi.

Derimod fremkom i løbet af året en række dybtgående analyser, som i mange henseender bidrog til afklaring af de forskellige standpunkter og til en bedre forståelse af den europæiske sikkerhedspolitiks væsen og muligheder.

Blandt bidragyderne til denne analyse af problemerne har The Institute for Strategic Studies i London siden sit oprettelse hævdet sig med stadig større vægt.

Fra dette institut forelå mod årets slutning to studier vedrørende styrke og stabilitet, som i det følgende nærmere skal omtales.

Blandt de opgaver, instituttet har taget op, er indsamling og publicering af oplysninger om styrkeforholdet mellem den vestlige verden og den kommunistiske blok. Dette gøres ved udsendelse af årlige oversigter med styrkeopgørelser og -vurderinger. Den i november udkomne*) er således den femte i rækken. Oversigten indeholder detaillerede oplysninger om de væbnede styrker i de enkelte lande i den kommunistiske blok (Sovjet, de øvrige Warschawapagt-lande, Kina, Nordvietnam, Nordkorea og Cuba), i de vestlige alliancer (NATO, CENTO og SE ATO) samt i en række uforpligtede lande og lande med to-sidede forsvarsalliancer med USA. Nedenstående skema giver en sammenlignende oversigt over de to magtblokkes strategiske styrke i begyndelsen af 1964.

*) The Military Balance 1963—64. (35 sider, 5 sh, The Institute for Strategic Studies, London, nov. 1963).

Skemaet angiver kun de styrker, som har strategisk værdi. Lette flådeenheder og bevogtningsfartøjer er udeladt. Tallene i parantes angiver oplagte enheder.

Oversigten omfatter lignende oversigter for forsvarsudgifter, befolkningsmængde og væbnede styrker samt oversigter over atomleveringssystemer.

Af oversigten fremgår, at den nuværende amerikanske overlegenhed med hensyn til interkontinentale raketter på ca. 400 overfor Sovjets ca. 100 er i stadig stigen. Indtil midten af 1965 påregnes 800 Minuteman raketter i atomsikre, underjordiske siloer at være i tjeneste. På budgettet er afsat midler til fremskaffelse af ialt 950 raketter af denne type.

USA råder i øjeblikket over 10 atomdrevne ubåde udrustet med hver 16 Polaris raketter og yderligere 8 påregnes at være operationsklare inden midten af 1964. Dette giver et samlet antal Polaris raketter på 288.

Hertil kommer USAs strategiske bombestyrker med 630 B-52 interkontinentale bombefly og 1300 mellemtunge bombefly. Det engelske bidrag på 180 V-bombere og Frankrigs Mirage IV, hvoraf 50 var operationsklare med udgangen af oktober 1963, forekommer i denne sammenhæng af mindre betydning.

Den betydelige sovjettiske styrke af mellemdistanceraketter på 800 stk. er fortrinsvis anbragt i Østeuropa, det vestlige Rusland og det fjerne Østen, hvorfra de kan nå såvel Vesteuropa som Japan, men ikke USA.

Med Sovjets muligheder for som fastlandsmagt hurtigt at kunne flytte styrker fra Ruslands indre til f. eks. Europa forekommer den sovjettiske overlegenhed i konventionelle hærstyrker betydelig.

Sovjet menes at råde over en hærstyrke på 2.300.000 mand, organiseret i 150 divisioner og disloceret således: 26 i Østeuropa, 75 i det europæiske Rusland, 17 i det fjerne Østen og 32 i Centralrusland.

De 26 russiske divisioner i Østeuropa (13 panser- og 13 mekaniserede divisioner) er på næsten fuld styrke og råder således over ialt ca. 8000 kampvogne. Man regner med, at de i løbet af en måned kan forstærkes til en toltalstyrke på omkring 70 divisioner. Alle disse enheder råder over organisatoriske taktiske atomvåben. Hertil kommer 9 luftbårne divisioner og en transportkapacitet, som kan løfte to af disse samtidig.

Antallet af taktiske fly menes at ligge omkring 3500— 4000.

Overfor denne styrke råder den øverstkommanderende i Vesteuropa over følgende styrker:

— I Centralregionen 24 divisioner (9 tyske, 6 amerikanske, 2½ engelsk, 2 franske, 2 belgiske og 2 hollandske divisioner samt en canadisk brigade) og ca. 3500 taktiske fly.

— I Nordregionen findes de samlede norske og danske styrker samt en tysk division, 2 jagereskadriller og den tyske østersøflåde med sit marineflyvevåben.

— I Sydregionen er der 14 tyrkiske, 8 græske og 7 italienske divisioner samt ca. 1000 taktiske fly.

Udover disse til NATO »øremærkede« enheder findes under national kommando i hjemlandet 4 franske, 1 engelsk og 3 amerikanske divisioner, som i givet fald kan forstærke forsvaret.

Efter udarbejdelsen af oversigten har USA ved lufttransportøvelsen »BIG LIFT« i oktober demonstreret sin evne til med kort varsel at flyve forstærkninger til Europa.

Det mest iøjnefaldende ved oversigtens opgørelser er den amerikanske overlegenhed med hensyn til strategiske leveringssystemer for kernevåben (interkontinentale bombefly og raketter) og den sovjettiske overlegenhed for så vidt angår mellemdistance-raketstyrker og konventionelle hærstyrker i Europa, en overlegenhed som dog i nogen grad opvejes af de amerikanske taktiske raketenheder i Vesttyskland. Sammenlignes oversigten med sidste års opgørelse kan det konstateres, at styrkeforholdet i det forløbne år har udviklet sig i gunstig retning for Vesten.

Der kan ikke herske tvivl om, at det er denne omstændighed, der har bidraget til en større grad af sikkerhed og en begyndende afspænding og stabilitet.

Endnu er der dog lang vej at tilbagelægge, inden afspænding som sådan er en realitet. Det er først og fremmest de uløste europæiske problemer, der stiller sig hindrende i vejen herfor. »Til trods for økonomiske succes, politisk indflydelse og afsky for krig er Europa stadig forblevet centret for spændingen i Verden. Det er i Europa de to supermagter er låst fast i den mest hårdnakkede konfrontation, og det er her, at der, i mangel af en overenskomst om almindelig og omfattende afrustning, skal gøres en begyndelse for at mindske spændingen og risikoen for krig.«

Med dette citat kan man karakterisere problemstillingen af det andet af de to studier*), som her skal omtales.

*) Alastair Buchan & Philip Windsor: >Arms & Stability in Europe« (236 sider, hr. 23,75, Chatto & Windus, London 1963, tilsendt fra Arnold Buscks Boghandel).

Bogen, der er skrevet af lederen af The Institute for Strategic Studies, Alastair Buchan, og den engelske historiker Philip Windsor bygger på arbejder og diskussioner i en studiegruppe sammensat af fremtrædende engelske, franske og tyske eksperter i udenrigspolitik og europæiske sikkerhedspolitik. Bogen er ikke et referat af studiegruppens arbejde. Den står helt for de to forfatteres egen regning. Interessant er det imidlertid, at studiegruppens medlemmer har haft lejlighed til at kritisere og kommentere manuskriptet, og at deres synspunkter, i tilfælde hvor disse har været væsentlig afvigende, er optrykt som noter i bogen. Man får herved et klart billede navnlig af den afvigende franske opfattelse. Bogens formål er at undersøge sammenhængen mellem politisk stabilitet og arms policy*) i Europa og de fordringer, der på disse områder må stilles til os i det næste 10-år, altså at undersøge hvorledes der opnås sikkerhed for, at spændingerne mellem Øst og Vest ikke fører til atomkrig, men tværtimod opløses ved skabelse af bedre gensidig forståelse.

*) Side 15: »In the sense used in this study arms policy comprises the whole spectrum of armament policies, the production and deployment as well as the reduction or elimination of arms, the control of arms and the improvements in peacekeeping machinery which are the ultimate goal of arms reduction and disarmament.«

Hvorvidt dette kan lykkes afhænger i væsentlig grad af udviklingen i den strategiske balance mellem de to supermagter USA og Sovjet.

Bogen indleder med en klar redegørelse for denne strategiske balance og for den udvikling, den har gennemgået siden den anden verdenskrigs afslutning.

Selv om USA har mistet sit atommonopol, som ved NATOs oprettelse garanterede de vesteuropæiske landes sikkerhed, har USA dog stadig en tilstrækkelig overlegenhed overfor Sovjet med hensyn til kernevåben og fremføringsmidler for disse.

Problemet er dette, at disse kernevåben ikke er i stand til som tidligere at garantere Vesteuropas sikkerhed overfor de sovjettiske konventionelle hærmasser.

Paradoksalt nok stiller tilstedeværelsen af en kernevåbenbalance øgede krav til de konventionelle styrkers størrelse, for at man ikke i mangel heraf tvinges til at anvende atomvåben og dermed stige op på det første trin af atomtrappen, der fører lige frem til den totale kernevåbenkrig.

Dette har ført til skarpe meningsudvekslinger inden for NATO, idet USA — jo stærkere dets egne og Sovjets strategiske gengældelsesstyrker er blevet — har følt behovet for gennem øgede konventionelle styrker at skabe en større margin for balancen mellem de to blokke. Omvendt har de europæiske lande følt sig foruroliget over den opnåede kernevåbenbalance mellem USA og Sovjet hen over hovedet på dem og følt en øget risiko for et sovjettisk konventionelt angreb i Europa. Et sådant angreb vil de konventionelle styrker i Europa kun have udsigt til med heldigt resultat at imødegå ved hjælp af taktiske atomvåben, fordi konventionelle styrker i tilstrækkelig mængde ikke er til rådighed. Man må heri se årsagen til, at de europæiske lande har stræbt efter at bevare muligheden for anvendelsen af disse.

Bogen redegør for de problemer, der findes mellem på den ene side kravet om politisk kontrol med atomvåbnene og på den anden side nødvendigheden af, at de militære chefer må have rådighed over dem hurtigt efter en konflikts udbrud, såfremt de skal have nogen forsvarsmæssig værdi.

Der peges i denne forbindelse på de vanskeligheder, der opstår, ved en omstilling fra atomar til konventionel krigsførelse og omvendt.

Ikke alene spørgsmålet om de taktiske atomvåben, men også problemet om de nationale europæiske gengældelsesstyrker og forslaget til multilaterale atomstyrker gøres til genstand for indgående behandling. Såvel de praktiske vanskeligheder, som de mulige politiske fordele og ulemper ved disse sidste styrker analyseres nøje.

Disse problemer er nøje forbundet med spørgsmålet om kontrollen med NATOs strategi og de europæiske landes ønsker om øget indflydelse.

Analysen konkluderer i en række forslag til løsning af dette problem: Først og fremmest en styrkelse af alliancens sekretariat, således at generalsekretæren med en udvidet civil-militær stab får større indflydelse på strategiens tilrettelæggelse. I forbindelse hermed foreslås Standing Group afskaffet og erstattet med permanente NATO-repræsentanter i Pentagon. Herved kunne SACEUR frigøres for sin rådgivningsvirksomhed over for NATO-rådet.

Dernæst oprettelse af en med SACEUR sideordnet øverstkommanderende for visse atomstyrker, omfattende de britiske V-bombere, de amerikanske Polaris ubåde til rådighed for NATO, de amerikanske B-47 bombere baseret i Spanien og England samt Mace-raketterne og de allierede jagerbombere i Vesttyskland og — om muligt — den franske force de frappe. Den herved skabte kommando, SACAIR, skulle have til opgave at hindre alle former for større sovjettiske militære bevægelser i det vestlige Rusland og Østeuropa. Den skulle arbejde snævert sammen med de amerikanske strategiske atomstyrker SAC, i Omaha. Det foreslås endvidere, at SAC opretter en forbindelsesgruppe ved det europæiske NATO-hoved- kvarter for at sikre det snævrest mulige samarbejde.

Endelig understreges det meget kraftigt, at kvaliteten af de vesteuropæiske konventionelle styrker bør forbedres, deres mobilitet øges og et standardiseret forsyningssystem udbygges.

Bogens tredie hovedafsnit giver en indgående analyse af problemerne vedrørende rustningskontrol i relation til europæisk stabilitet.

Analysen konkluderer i, at hverken disengagement, atomfri zoner el. lign. vil være en hensigtsmæssig løsning. Tværtimod betyder amerikanske og sovjettiske troppers tilstedeværrelse en garanti for den nu opnåede grad af stabilitet.

Sådanne arrangementer kan kun være en følge af og ikke føre frem til et system af militær stabilitet, hedder det.

Den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde til mindskelse af spændingen vil derfor næppe være udtynding af tropperne, men derimod en øget gensidig kontrol med disse, etableret af de berørte magter ved hjælp af kontrolhold anbragt ved og på vigtige kommunikationscentrer såsom flyvepladser, hovedveje og jernbaneknudepunkter. Gennem et sådant system af kontrolposter vil man kunne opnå en vis sikkerhed mod overraskelsesangreb og derigennem øge troværdigheden de to blokke imellem som et yderligere skridt mod afspænding. Systemet af kontrolposter kunne yderligere udbygges og suppleres med øget udveksling af efterretningsmateriale og med udbyggede signalsystemer som den allerede etablerede forbindelse mellem Moskva og Washington.

Præsidentskiftet i USA kan muligvis betyde ændringer i den amerikanske politiks metoder, men næppe i dens mål. Hertil er de to magtblokke låst for meget fast i den nuværende magtbalance.

Der kan imidlertid næppe være tvivl om, at det kommende år vil vise en fortsat aktivitet om de lier behandlede problemer: Strukturændringerne inden for den vestlige alliance og mulighederne for at øge troværdigheden imellem de to blokke, bl. a. ved etablering af et gensidigt kontrolsystem. De to her omtalte studier vil være en betydelig hjælp for den, der ønsker at følge udviklingen på disse områder.

K. V. Nielsen

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon styrke_og_stabilitet.pdf

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.