Strukturproblemer og magtbalance

I den internationale debat om strukturproblemer indenfor såvel FN som NATO-alliancen trænger krav om afgørende beslutninger sig nu ved årsskiftet for alvor på. Dette og den militære magtbalance ved begyndelsen af 1965, er emnet for denne artikel, der bl. a. refererer hovedpunkterne i den årlige styrkeoversigt fra Instituttet for Strategiske Studier i London.
 
 
Året 1964 blev et år i afventen, et mellemspil i den internationale politik. Det arvede fra sin forgænger en række uløste problemer, men det nåede ikke til nogen løsninger. Mod årets slutning syntes magtskiftet efter parlamentsvalget i England og præsident Johnsons overvældende sejr ved præsidentvalget i USA igen at bringe skred i internationale forhandlinger og afgørelser. Stadig er dog forbundsdagsvalget i Tyskland tilbage. Det overraskende magtskifte i Sovjet synes kun forbigående at have skabt usikkerhed i forholdet til den frie vestlige verden. Derimod synes den krise mellem Sovjet og Kina, som med Kruschev stadig ved magten sikkert ville være kommet til åbent udbrud nu at være skudt noget ud i fremtiden. At spændingsforholdet stadig består viser dog de officielle kommentarer i Pravda, hvormed den kinesiske ministerpræsident Chou- En-Lai blev fulgt til dørs efter forhandlingerne i Moskva i midten af november og ministerpræsident Kosygins tale til den øverste sovjet i begyndelsen af december. Året bragte ingen løsning på FNs økonomiske krise, selv om åbningen af generalforsamlingen gang på gang blev udsat og først fandt sted i årets sidste måned. Men det bragte klarhed over problemet, der mere og mere tydeligt tegner sig ikke som et økonomisk spørgsmål, men som et fundamentalt politisk problem om generalforsamlingens beføjelser i forhold til stormagtsdirektoriet i Sikkerhedsrådet, altså et problem om FNs struktur. Heller ikke i det fjerne Østen bragte året nogen løsning på den langvarige borgerkrig i Vietnam og krisen omkring Indonesien og Malajsia.
 
I Geneve har nedrustningsforhandlingerne kun gjort meget begrænsede fremskridt i løbet af året. Den kinesiske atomprøvesprængning den 16. oktober — der i sig selv ikke var nogen overraskelse, men overraskede ved at være en uranbombe og ikke en plutoniumbombe, som det var ventet — har dog yderligere aktualiseret diskussionen om spredningen af kernevåben og kan måske i løbet af 1965 føre til en udvidelse af prøvestopaftalen fra 1963 til også at omfatte underjordiske sprængninger. Det er diskussionen om kontrollen med en sådan aftales overholdelse, som har optaget en meget væsentlig del af tiden på det forløbne års Geneve- konference. Indenfor NATO karakteriseredes det forløbne år dels af krisen omkring Cypern, dels af den fortsatte debat om alliancens struktur og strategiens udformning. Cypernkrisen er nu for en tid neutraliseret gennem FN- sikkerhedsstyrkernes tilstedeværelse på øen. Løsningen af krisens politiske problemer står imidlertid endnu tilbage og er et af punkterne på FNs 19. generalforsamling.
 
Strukturdebatten indenfor alliancen bar i det forløbne år navnlig koncentreret sig om oprettelsen af den multilaterale atomstyrke (MLF) og de dermed forbundne problemer. Selv om denne diskussion nu har stået på i et par år, uden at der har kunnet opnås enighed om en fremtidig kurs, så er de forskellige standpunkter og deres baggrund dog efterhånden præciseret så udførligt, at en afklaring begynder at kunne skimtes. Fra amerikansk side er forslaget om oprettelsen af MLF en logisk konsekvens af den strategiske filosofi, som er kommet til udtryk i den såkaldte McNamara-doktrin om controlled flexible response. Om denne udtalte viceforsvarsminister Alain Enthoven den 10. februar 1963:
 
»Our approach is based on options, deliberation, flexibility and control. Rather than decide ahead of time which targets musl be hit by which weapons and then commit ourselves to it, our approach is to give the President a range af clioises so that he can select the plan whose targets an timing of attacks are most appropriate to tlie circumstances at band ...«
 
Det kontrollerende og fleksible gensvar kræver således en øverste autoritet, som nødvendigvis må være en politisk autoritet, da det drejer sig om retten til at træffe beslutninger om eventuelle ødelæggelser af hidtil ukendt omfang. En sådan autoritet kan aldrig overlades en militær øverstkommanderende. Men en effektiv øverste autoritet, der er i stand til at træffe hurtige beslutninger, eksisterer ikke i NATO. Skal controlled flexible response være troværdig i forholdet til Sovjet, må det for USA, der råder over den altovervejende del af Vestens atompotentiel, imidlertid være afgørende at kunne »tegne« alliancen som helhed. Følgelig må USA se med uvilje på nationale gengældelsesstyrker, og det må være et mål for amerikansk politik at opnå indflydelse på brugen af disse. Dette vil kunne opnås ved oprettelsen af MLF, der vil opsuge og inkorporere de nationale gengældelsesstyrker i et fælles projekt, hvor USA vil have afgørende indflydelse.
 
Medens MLF for Vesttyskland, der er traktatlig forpligtet til ikke at etablere nationale atomstyrker, vil betyde en vis selvforstærkende medindflydelse på atomstrategiens planlægning, vil styrken for såvel Frankrig som England betyde magtindskrænkning gennem successiv afgivelse af dispositionsret over de allerede eksisterende nationale atomstyrker. Paradoksalt nok bar situationen derfor udviklet sig sådan, at medens troværdigheden mellem de to supermagter tilsyneladende er øget, og en effektiv balance synes opnået, så er der hos en del af NATOs medlemmer aftagende tro på USAs evne og vilje til at være garant overfor sovjettiske begrænsede aktioner eller afpresningsforsøg i Europa, og følelsen af sikkerhed er ikke mere tilstede, således som den var det under Foster Dulles’ massive gengældelse. Netop derfor søger Frankrig og England gennem potentiel anvendelse af de respektive nationale atomslagstyrker at begrænse den amerikanske fleksibilitet i det europæiske operationsområde, således at der gennem en sandsynlig escalation skabes større sikkerhed for at undgå og ikke imødegå krig i Europa.
 
Den tidligere øverstkommanderende i Europa general Lauris Norstad udtrykte dette i et interview med US Netvs and World Report den 5. oktober 1964 således:
»There’s a concern among the Allies about what the policy of the United States would be in case of attack. There’s a reluctance on their part to leave the complete control and direction of the atomic weapons, essential for their defence just as well as it is for ours, in the hands of any one country — even the United States.«
 
Med den yderst kritiske holdning, den nye engelske regering har taget til MLF projektet, og de ændringsforslag den har fremsat på NATO- rådsmødet i december, vil projektet ikke blive ført ud i livet i den hidtil foreslåede form. Sandsynligere er det at dette projekt og diskussionen om det baner vej for en reorganisation af NATO, der giver de europæiske medlemmer af alliancen større indflydelse på udformningen af dens strategi. At det kan hane vej for et system, som rummer en politisk autoritet, der er i stand til at tage politiske beslutninger.
 
I det omtalte interview udtalte general Norstad om dette spørgsmål:
»There are any number of possible solutions to this-----------One is that an executive committee he established for this purpose consisting initially of France, the United Kingdom and the United States, because they’re tlie supplying nations; tliat some special considerations be given to Germany, possibly as a meinber, because of the peculiar position of Germany, but other mcmbers miglit be considered as well. But it sliould be a small group — otherwise it’s powerless.«
 
Oprettelsen af et sådant direktorium leder tanken hen på det af general de Gaulle allerede i 1958 fremsatte forslag. Tanken er iøvrigt ikke ukendt. Det er den samme idé: at stormagternes indflydelse er afgørende for den internationale politiske orden, der ligger bag Sikkerhedsråds-institutionen i FN.
 
Når det har været muligt således i årevis at diskutere alliancens interne problemer skyldes det ikke mindst den støtte og fortsatte vækst, der er sket i først og fremmest USAs militære potentiel. Året 1964 har igen bekræftet det faktum, at forudsætningen for en stabil international situation er opretholdelsen af et vestligt magtapparat, tilstrækkeligt stærkt og effektivt til at overbevise Sovjet om, at risikoen for en altødelæggende atomkrig er tilstede, såfremt en afpresningspolitik baseret på rakettrusler genoptages. Den årlige oversigt (*The Military Balance 1964— 65. The Institute for Strategic Studies, London, 44 sider, 7/6 d.) over den militære magtbalance, som Instituttet for strategiske Studier i London udsendte i november, viser, at NATO- landenes militære styrke fortsat er den kommunistiske bloks overlegen. Overlegenheden skyldes først og fremmest USAs strategiske styrke af atomvåben og fremføringsmidler for disse. Omstående oversigt giver en sammenlignende oversigt over de to magtblokkes strategiske styrker i begyndelsen af 1965.
 
Det fremgår af oversigten, der indeholder lignende skematiske oversigter for forsvarsudgifter, væbnede styrker og atomleveringssystemer m. v., at det oprustningsprogram, som USA startede under præsident Kennedy, er gennemført i overensstemmelse med de lagte planer. Det er imidlertid nu i sin sidste fase, og Instituttet peger i sin analyse på, at det sandsynligvis vil være det sidste år, hvor den vestlige overlegenhed i strategiske slagstyrker vil være så markant. Det er kendt, at det amerikanske program udløber i år, hvorimod man ikke har noget kendskab til, hvorledes udbygningen af Sovjets strategiske styrker vil foregå fremover under det nye styre i Kreml. Hertil kommer, at der ikke er tegn til reduktion af antallet af sovjettiske mellemdistanceraketter rettet mod mål i Vesteuropa og Japan eller i dets store antal af mellemdistancebombere. Den vestlige styrke af bombere er derimod reduceret med næsten 25%, hovedsagelig ved udrangering af ældre typer. Den sovjettiske overlegenhed i konventionelle hærstyrker er stadig meget betydelig. Instituttet har reduceret sin hidtidige opgivelse med 10 divisioner, således at Sovjets samlede antal af divisioner nu opgives til 140. Heraf befinder 26 sig i Østeuropa (20 i Østtyskland, 2 i Polen og 4 i Ungarn), 75 divisioner er disloceret i det europæiske Rusland, 17 i det fjerne Østen og 22 i Centralrusland. Halvdelen af disse divisioner er på fuld styrke, heraf alle de i Østeuropa og de fleste af de i det fjerne Østen stående divisioner. Sammenlignes oversigten med sidste års, kan det konstateres, at uoverensstemmelserne med Kina ikke synes at have givet anledning til omgruppering af styrker. Reduktionen i opgivelserne falder alene på de i Centralrusland stående divisioner.
 
 
 
 
For de i Østeuropa værende enheder er konstateret en øget effektivitet i organisation og integration med andre Warschawapagt-landes styrker. For så vidt angår luftbårne divisioner og lufttransportkapacitet er denne angivet uændret fra sidste år til 9 luftbårne divisioner og transportkapacitet til samtidig løft af 2.
 
Heroverfor har NATO 27 divisioner i Centraleuropa med omkring 3500 taktiske fly. Med undtagelse af visse hollandske og belgiske samt forsyningsinstallationer er disse enheder alle disloceret indenfor Vesttysklands territorium og nogle er gradvis blevet forlagt længere over mod grænsen til Østtyskland. I Nordregionen angives styrken uændret til de samlede norske og danske styrker samt et vesttysk bidrag på én division, 2 jagereskadriller og den tyske østersøflåde. Sydregionen råder over 14 tyrkiske divisioner, 8 græske og 7 italienske, hvortil kommer den amerikanske 6. Flåde, livis chef samtidig er chef for Sydregionen. Dette er også uændret.
 
I omtalen af Kinas væbnede styrker fastslår analysen, at prøvesprængningen af den første kinesiske atombombe ikke ændrer det forhold, at Kina militært er svag: Den kinesiske hær har kun ringe strategisk mobilitet på grund af dens primitive logistik. Flyvevåbnet råder kun over ældre flytyper, og Kina er sandsynligvis det eneste land i verden, som »totalt er afskåret fra den højt udviklede udrustning og sagkundskab som verdens ledende nationer fortsat stiller til rådighed for en mængde mindre lande« (side 8). Men det understreges, at dette ikke afholder Kina fra at overveje og tilskynde til begrænsede krige i Asien.
 
I de urolige områder af Asien er de væbnede styrker forøget ganske væsentligt i det forløbne år. Indiens væbnede styrker er nu på 867.000 mand, en forøgelse på 54%. Indonesien har forøget antallet af mand under våben med 37.000 mand og fordoblet sine forsvarsudgifter. I Syd Vietnam er nu 500.000 mand under våben. Australiens forsvarsudgifter er gået op med 24%, og Malajsia, der har store udviklingsproblemer, anvender godt 4% af sin nationalindkomst til forsvarsformål — det er mere end adskillige europæiske lande.
 
Karakteristisk for de internationale forhold ved årsskiftet er, at den stabilitet, som indledtes efter Cubakrisen med undertegnelsen af atom- prøvestopaftalen i 1963, er fortsat gennem hele 1964. Når bortses fra missilvåbnene er NATO- og Warschawapagt-landene ikke mere at finde blandt de stater, der er engageret i et våbenkapløb. Disse stater finder man nu i Asien, det mellemste Østen og Afrika. 1965 vil utvivlsomt blive et afgørelsernes år både i forholdet mellem Øst og Vest gennem debatten om Sikkerhedsrådets og Generalforsamlingens placering og beføjelser indenfor FNs organisation, og i forholdet mellem NATOs medlemslande gennem afgørelse om alliancens fremtidige øverste politiske ledelse. 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
 

Litteraturliste

Del: