Strøtanker om officersuddannelsen

Læsningen af oberstløjtnant H. J. Jürgensens artikel »Officeren som debattør«, gav anledning til nogle strøtanker; én om hvad overskriften siger, men også om det, der bliver rejst som problem, nemlig officersuddannelsen - eller måske dens mangler?
Med oplevelsen, at min søn (LT-R) i år fravalgte en mulig officersuddannelse og nu har påbegyndt en civil uddannelse efter to år i hæren, som han efter eget udsagn absolut har haft et meget stort udbytte af, og adspurgt nu stadig savner livet i hæren. Dette forhold gav mig lyst til at nedfælde mine »strøtanker«.
Den første bemærkning om at manglende deltagelse i debatten om forsvarets interne forhold kan skyldes mange forhold, det er nok en blød formulering af det forhold, at de fleste af de unge i karrieren er bange for »at få kortet klippet i den forkerte side«, fordi egen mening kunne være en
kritik af foresat, selvom meningerne er ud fra ren interesse for emnet. Der er heldigvis sket meget i retning af anvendelse af positiv kritik. Officeren som debattør opleves dog hyppigt, se blot i de politiske foreninger, her er stor repræsentation af officerer, i Folketinget sidder der som regel også indtil flere; iøvrigt ses flere meget aktive pensionerede officerer i medierne. Jeg vil også pege på, at der i erhvervslivet sidder adskillige meget aktive tidligere officerer, samt officerer af reserven.
 
Det problem, som oberstløjtnant Jürgensen rejser: uddannner vi i dag den unge officer, så denne får en baggrund fra officersuddarmelsen, der gør ham i stand til at deltage i debatten, akademisk baggrund? Og det skjulte spørgsmål; har forsvaret set fejl, da enhedsofficeren blev skabt? Ved læsning af artiklen fik jeg den opfattelse, at der i dag uddannes på et lavere niveau end for 25 år siden. Det rejser vel egentligt spørgsmålet: Så man dengang rigtigt med de to officerslinier? Blev der administreret helt forkert, når folk var færdiguddannet, og blev der derigennem skabt nogle
i forhold til ideen forkerte relationer grupperne imellem?
  • Savnes i dag en officersuddannet grupppe på det praktiske niveau?
  • Vil fremtiden savne en officersuddannet gruppe på et akademisk niveau?
  • Forsøger man at gøre officeren så all-round, at han falder imellem, og hverken er det ene eller det andet?
Er der ved at opstå en tendens med den decentrale økonomi: »kampofficeren bliver økonom og økonomen kampofficer«? I det civile blander man normalt ikke en salgsopgave og en økonomifunktion på de funktionsniveauer, der her tænkes på, for at nævne et eksempel.
I det civile udfærdiges budgetter som styreredskab og målsætning; hvad der er vigtigt er budgetgrundlaget. Normalt kender man de beløb, man har at budgettere med, specielt på omkostnings- og uddannelsessiden. Jeg har en idé om, at det ikke altid er tilfældet i forsvaret. Her bliver arbejdet ud fra et aktivitetsniveau som foreskrevet i uddannelsesbestemmelserne.
 
Soldater bliver bedst uddannet i felten! Dette er ikke til at erstatte med en ressourcesparende trænersimulator. Der bliver i artiklen flere gange nævnt faldskærmsspring. Er det vor tids ridning for kadetten? Faldskærmsspring mener jeg ikke udvikler de samme kvaliteter som omgangen med hesten og brugen af den. Faldskærmsspring kræver mod, men »kun« et skridt ud af flyet, hvorimod ridningen havde flere formål - udvikling af personligt mod - samarbejde med og uddannelse af hesten - skabelse af holdning hos personen - fornemmelse af omsorg og pasning af hesten. Dette skulle måske indirekte overføres på officerens/kadettens fremtidige omsorg for sit personel?
En debat, der i et par af forsvarets andre tidsskrifter p.t. verserer, drejer sig om evnen til at føre kommando. Her foranlediges jeg til at stille spørgsmålet: Er det, den unge officer lærer i dag, at føre kommando? Eller er det at føre kommando en evne, der bliver fremelsket og trænet i det daglige
virke, hvor reserveofficeren træner en anden kommandoform tilpasset hans daglige virke?
For nyligt mønstret som KC, hvor brugen af civil ledelsesform med anvendelse af de naturlige militære kommandoer absolut gav bonus, både m.h.t. disciplinen, men også ved føringen, er jeg helt af den overbevisning, at den professionelle officer skal have en meget bred uddannelse, med et
stort civilt baggrundsskabende indhold. Det er nok for meget at sige, at han/hun skal have en parallel civil uddannelse? Og dog, det ville måske gøre det mere attraktivt for de rigtige at søge en officersuddannelse?
Vi skal hele tiden huske, at vort forsvar bygger på værnepligten. I alle mobiliseringsenhederne er der ved det meste af personellet opbygget civile erfaringer, der med fordel kan anvendes i enheden.
For at bringe nogle tanker ind i debatten omkring forsvarets struktur og specielt omkring omkostningerne, kommer jeg tilbage til min oplevelse under mønstringen. Adspurgt viser det sig, at de fleste faktisk er forsvarspositive. Mange af de udsagn, der fremkommer i pressen, er farvet af
pressens holdning. Se medlemsantallet i Hjemmeværnet. Efter mønstringen tegnedes der kontrakt med adskillige menige.
Hvorfor ikke tænke i retning af Territorial Army. Det er billigt! Vi har faciliteterne (kaserner der er delvis nedlagte), materiellet er der, personellet kan helt sikkert også hverves; der kunne herigennem opretholdes en træningstilstand på højde med stående styrke! Der kunne måske gennem denne løsning findes nogle midler til materielanskaffelser? Med dette indlæg har jeg det håb, at der måske opstår en debat om en »territorial army«-løsning i vort forsvar med formålet: til gavn for Danmarks
forsvar.
 
N. Blangsted-Jensen
MJ-R
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

PDF icon militaert_tidskrift_119_aargang_nov-dec.pdf
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.