Stresspåvirkninger under FN-tjeneste

"Som professionelt mandskab - uddannet og trænet til at udføre opgaver i stressfyldte situationer - reagerer man ikke i situationerne. Dér løses opgaverne. For en del melder reaktionerne sig derfor først, når der er faldet ro over situationen, og dagligdagen normaliseres (1).”

Ovennævnte citat stammer fra FCL "stressundersøgelse", hvis formål er at kortlægge forekomsten af stressreaktioner hos danske soldater deltagelsen i en FN-mission. Formuleringen sætter mange tanker i gang hos en hjemvendt "FN-kriger", specielt når man får til opgave at skrive en artikel, som skal bidrage til at supplere FCL redegørelse med synspunkter, vurderinger og kommentarer, der i relevant omfang kommenterer oplevede stressreaktioner, og tillige giver vurderinger af disse påvirkningers indflydelse på udførelsen af tjenesten samt ledelses- og andre fagfolks afbødende handlinger. Jeg var chef for "SEKTOR NORD/UNPROFOR" i perioden fra 25 MAR 1993 til 25 MAR 1994. Funktionen er vel nærmest sammenlignelig med stillingen som chef for en multinational brigade. Jeg refererede direkte til Forcecom- mander/UNPROFOR. Sektorhovedkvarteret var multinationalt og havde såvel militære som civile FN-beføjelser. Staben bestod af omkring 200 personer fra godt 34 forskellige nationer. Heraf udgjorde den egentlige militære stab ca. 32 officerer og befalingsmænd, sammensat af personel fra de nationer, som havde bataljoner indsat i Sektor Nord. Det danske personel udgjorde syv officerer, fem befalingsmænd og seks MP- sergenter. I tilknytning til min kompetence i FN-systemet, var jeg udpeget som "Ældste danske Officer (ÆDO)" for det danske personel i sektorhovedkvarteret.

Ud over staben, havde jeg kommandoen over tre bataljoner. En dansk (DANBAT), en polsk (POLBAT) og på skift en nigeriansk (NIBAT), et detachement fra argentina (DET ARGBAT) og til slut en fransk (FREBATl). I det sidste halve år af min tid, var jeg også pålagt et koordineringsansvar i forhold til den franske bataljon (FREBAT3), i BIHAC- enklaven.

DANBAT-hold 3 egnethed som ”måleenhed”

"Stressundersøgelsen" er gennemført med den danske bataljon, der fra FEB - AUG 1993 gjorde tjeneste i Kroatien, DANBAT-hold 3. "Psykologisk afdeling har i undersøgelsesfasen mødt undren over, at denne enhed blev valgt fremfor f.eks. det kompagni, der udsendtes til Kiseljak i Bosnien, og som kunne forventes i endnu højere grad at være udsat for stress- fyldte og belastende begivenheder med deraf større risiko for psykiske eftervirkninger (2)". Jeg har haft glæden af at have såvel DANBAT-hold 3, som DANBAT-hold 4 og 5 under min kommando. Jeg mener således at have et godt grundlag for at vurdere relevansen af "Stressundersøgelsen" i relation til den valgte enhed, DANBAT-hold 3. Uden iøvrigt at skulle drage sammenligninger med de forhold de danske FN-soldater i Kiseljak arbejder under, skal jeg fremhæve, at DANBAT-hold 3 var indsat i en periode, hvor konflikten lejlighedsvis havde krigens karakter. DANBAT gennemførte under meget vanskelige forhold at "afløse" NIBAT, dels i SIS AK området i MAR 93, dels på grænsen til BIHAC-enklaven i APR/MAJ/JUN 93. I tilknytningen til "afløsningen" af NIBAT gennemførte DANBAT etableringen af den demilitariserede zone "BLINSKI KUT", samt stabiliseringen af den del af BIHAC-enklaven, der senere blev benævnt BO- SANSKA BOIJNA-enklaven. Den eneste grund til, at DANBAT ikke kom i regulær kamp med kroater, serbere og muslimer, var, at de danske soldater og føreres uddannelsesmæssige standard, moral og personlige kvaliteter var så gode, at de nødvendige operationer blev gennemført med fasthed, professionalisme og en demonstreret beslutsomhed. DANBAT-hold 3 kan med rette føle sig stolt over det arbejde, der blev præsteret. "Stressundersøgelsen" beskæftiger sig kort med stressreaktioner efter specielt kritiske og faretruende oplevelser, og under sig over, at nærværende undersøgelse peger på, at det tilsyneladende ikke har betydning for reaktionerne, om oplevelserne kan betragtes som kritiske eller ej. I FCL undersøgelse bemærkes: "Dette hænger formentlig sammen med, at FN-tjeneste som den her undersøgte ^ væsensforskellig fra krig og katastrofer: truslerne mod eget og kammeraternes liv er langt færre, ligesom få (og ingen i

DANBAT 3) oplever sårede eller døde kammerater (3)". Hvis man havde indskrænket sig til kun at spørger mandskabet fra A-, C- og D-Coy ville man måske have fået en anden opfattelse, ligesom een sergent fra D-Coy ikke vil være enig i, at der ikke var sårede på DANBAT-hold 3. Jeg kunne forestille mig, at stressreaktionerne måske er udeblevet, fordi opgaven er gennemført med meget tilfredsstillende resultat, og at de personer, som har været udsat for stresspåvirkningerne, har opfattet den totale situation positivt. Konkluderende må jeg fastslå, at tjenesten på DANBAT- hold 3 har været af en så belastende art, at enheden må betegnes som en meget god "måleenhed" for en undersøgelse af stressreaktioner hos soldater i FN-tjeneste.

"Stressundersøgelsens” teoretiske grundlag

Undersøgelsen er gennemført på et veldefineret teoretisk grundlag. "Afdækning af reaktionerne er baseret på den nyere stressforskning, hvor psykisk stress defineres at foreligge, når individet oplever belastninger (enkeltstående eller langvarige), som stiller krav til dets ressourcer, og som evt. overgår dem og som truer individets velbefindende (4)". I undersøgelsens teoretiske model indgår, efter indhentet oplysning fra FCL, ikke begrebet lederansvar eller personligt ansvar. Ansvarsbegrebet er heller ikke sat i relation til begrebet skyld. Jeg mener, at dette er en svaghed i undersøgelsen. Man noterer, at "Befalingsmændene oplever i mindre grad end de menige at være bange for fysisk skade, at være i livsfare, eller at missionen var håbløs, hvilket formodentligt er et resultat af, at de i kraft af mere uddannelse og større erfaring oplever at have mere indsigt og en bedre handlingskompetence i situationerne (5)". Jeg oplevede selv meget stærkt betydningen af at have det overordnede ansvar for alle aktiviteter i Sektor Nord. Det er en meget stærk følelse at vide, at man har givet og fastholdt ordrer, som kan medføre død og lemlæstelse for de udførende FN-soldater. Tvivlen og mismodet man oplever - ene - i udførelsesfasen, samt lettelsen og tilfredsheden når operationen er gennemført med succes. Eksempelvis kan forskellen i oplevelsen demonstreres, da jeg i SEP 93 beordrede - og fastholdt ordren om - at alle FN- enheder skulle blive i deres positioner trods intens kroatisk beskydning med tunge våben. Jeg vidste, hvad formålet var, jeg var overbevist om, at alle underlagte chefer vidste, hvad formålet var. Jeg er ikke overbevist om, at de polske, franske og danske soldater, der sad i deres beskyttelsesanlæg med granaterne haglene ned over sig i mange døgn oplevede, at deres ofre havde noget formål. Da den kroatisk/krajina serbiske krig stilnede af, var opgaven løst. UNPROFOR havde demonstreret overfor Kroatien, at FN havde viljen og evnen til at løse de opgaver, der fulgte af det gældende mandat. Det var set med UNPROFOR øjne en vigtig og afgørende markering, og FN-soldatemes optræden skabte hos alle stridens parter tillid til, at UNPROFOR kunne løse opgaven. For de enkelte soldater i ildlinjen kan dette være oplevet som håbløst og ydmygende, men hvis deres førere/ledere på alle niveauer har evnet at forklare situationen og motivere soldaterne, tror jeg, at stressreaktioner har kunnet minimeres. Jeg havde i den givne situation mere indsigt og større handlingskompetence. Trods ansvaret gav en sådan situation ikke stressreaktioner hos mig, men måske længere nede i systemet. Alle førere og ledere på de forskellige niveauer i organisationen har været i samme situation som mig. De har haft ansvaret for planlægning og udførelse af en opgave. Med ansvar følger også skyld, hvis noget går galt, eller man ikke kan leve op til de krav, man stiller til sig selv, eller som opgave stiller til en.

” Officersprofilen”

I min tid som næstkommanderende på Hærens Officersskole, var jeg bl.a. engageret i processen omkring udvælgelse af kadetter til officersuddannelsen. Som det er bekendt, omfatter denne udvælgelse også en række psykologiske prøver, hvor PCL forsøger at kortlægge ansøgerens personlighedstræk. Baggrunden for disse psykologiske vurderinger er det meget store statistiske materiale, FCL gennem årene har oparbejdet vedr. kravene til en officer. Jeg må konstatere, at "Officersprofilen" er opbygget over en fredstidshærs aktiviteter, og måske ikke helt dækker de belastninger, som officeren udsættes for, når det virkelig gælder. Når de udgivne ordrer har konsekvenser for liv og førlighed for de undergivne. Når ansvaret bliver håndgribeligt. På DANBAT-HOLD 3, 4 og 5 var hovedparten af de unge linjeofficerer fra de årgange, som jeg havde haft direkte berøring med på officersskolen. Jeg fulgte dem meget nøje for bl.a. at se, hvordan de reagerede i kritiske situationer. Generelt må jeg sige, at de klarede sig flot. Jeg må konstatere, at deres "Officersprofil" og deres uddannelsesmæssige baggrund var meget tilfredsstillende, men jeg måtte dog konstatere, at enkelte, som jeg tidligere havde vurderet meget højt, faldt helt igennem, da det virkelig gjaldt, mens andre, som var vurderet meget lavt viste sig at have indre værdier, som gjorde dem til meget gode førere/ledere under feltforhold. Jeg vil anbefale, at man med baggrund i erfaringerne fra FN-indsatsen i EX- Jugoslavien grundigt analyserer og reviderer "Officersprofilen".

Gruppesammenholdet

Jeg og de fleste andre danskere i Stab/Sektor Nord var udsendt i 1 år. Med den udvikling situationen gennemgik i Kroatien og i sektoren, havde vi naturligvis en lang række oplevelser af den type, som er beskrevet i undersøgelsen. Vi kom overalt i sektoren og i den tilstødende BIHAC-enklave, og vi var ofte i brændpunktet, når der var alvorlige problemer. Betydningen af sammenholdet og kammeratskabet i denne lille gruppe danskere var uvurderligt. Denne gruppe fungerede helt klart som et sted, hvor vi alle kunne få talt om de ubehagelige - og gode- oplevelser, og i almindelighed få "læsset af". Jeg kan ud fra min personlige erfaring kun understrege betydningen af, at den, gruppe man tilhører, fungerer, og at det er vigtigt at være opmærksom på dette forhold. Jeg er det danske personel i Stab/Sektor Nord (Topusko) megen tak skyldig for at jeg selv kom gennem min tid i FN-tjeneste som et helt menneske.

Jeg er nu nået så langt som til at konstatere, at den opgave der skulle løses ikke gav stress. Hvad var så stressgivende?

Stressgivende faktorer: Troppebidragende nationer

Det første og meget alvorlige problem for mig var at få de af UNPROFOR stillede opgaver gennemført under anvendelse af de midler, jeg havde til rådighed. UNPROFOR gav naturligvis ordrer ud fra politiske og operative overvejelser, som med simpelt stabsarbejde kunne omsættes i operationsordrer til sektorens bataljoner. Problemet var blot, at de troppebidragende nationer ikke altid var villige til at lade deres soldater udføre de logiske og nødvendige opgaver. Da jeg var dansker, oplevede jeg naturligvis stærkest uoverensstemmelserne med de hjemlige danske kommandomyndigheder og de konflikter, der opstod mellem mig og DANBAT som følge af for mig uforståelige nationalt danske dispositioner. Jeg følte i en ret lang periode afmagt overfor de danske myndigheder og befandt mig som en lus mellem danske interesser og UNPROFOR ordrer. Jeg følte meget lidt opbakning til mit virke hjemmefra, og jeg havde en klar - måske uretfærdig? - fornemmelse af, at de danske beslutninger blev truffet på et uklart og ofte forkert grundlagt. I en periode måtte jeg som chef i FN systemet beordre POLBAT og FREBAT til at udføre "det beskidte arbejde", selv om jeg med føje skulle have sat DANBAT til at løse opgaven. Det skammede jeg mig over.

Stressgivende faktorer: Familien

En anden stressgivende faktor var den oplevelse af manglende støtte og opbakning til den hjemmeværende familie. De officerer, som bestred tjenestefunktioner uden for DANBAT, var ofte udsendt uden at have et regimentstilhørsforhold. Vi oplevede, at regimenterne tog sig pænt af deres egne, men at vores familier var overladt til sig selv. Jeg vil anbefale, at undersøgelsenskonklusion om, at der i nødvendigt omfang skal støttes op om familierne i forbindelse med udsendelsen også udstrækkes til at omfatte "de ensomme ulves" familier.

Stressgivende faktorer: Ligegyldighed fra omverdenen

En tredie og meget væsentlig stressgivende faktor var opfattelsen af, at ingen interesserede sig for, hvad vi lavede. Det mest eklatante eksempel på manglende interesse eller forståelse for DANBAT/SEKTOR NORD forhold var begivenhederne omkring den kroatisk - krajina serbiske krig i SEP 93. Oplevelsen var meget stærk for alle os, der var i området. Byerne KARLOV AC og SISAK samt ZAGREB blev voldsom beskudt af serberne. I de nærmeste byer med op til 5.000 granater i døgnet. Alle byer - undtagen TOPUSKO - i Sektor Nord blev beskudt med kroatisk artilleri eller bombet af det kroatiske luftvåben. Hovedparten af sektorens FN- installationer blev beskudt af kroatiske eller serbiske tunge våben. Tabene hos civilbefolkningen på begge sider var store. Krigen rasede i perioden 09-21 SEP 93. UNPROFOR ydede en kæmpe indsats for at få den stoppet. Vi havde succes. Hvad sagde man i Danmark om det? Intet. Pressen, HOK, FKO var tavse. Vi var frustrerede. "Hvis man har truffet det valg at lade sig udsende som FN-soldat, og dette valg så efterfølgende viser sig at have nogle ubehagelige omkostninger (f.eks. i form af eftervirkninger, problemer i familien, opløste parforhold), skal der skabes en slags "balance i regnskabet". Det skal så at sige have været omkostningerne værd, hvorfor de positive virkninger får størst vægt (6) ". Citatet taler for sig selv. Der er ikke meget opløftende ved at have ydet en stor indsats, og så ikke få kredit for det. Nogen burde måske sammenholde rekrutteringsproblemerne til Den Danske Internationale Brigade med den kendsgerning, det er, at få i det danske militære system forsøger at forklare den undrende befolkning, at danske FN-soldater faktisk udfører et godt og effektivt stykke arbejde med en lang række succeshistorier. Skab det korrekte indtryk - at det nytter - og se om ikke det vil hjælpe på rekrutteringen.

Effekten på det faste personel

Jeg vil afslutte med et sidste citat: "Derimod er det tankevækkende, at 30% af dem, der er fast ansatte i forsvaret, et halvt år efter hjemkomsten angiver, at tjenesten er blevet mindre meningsfuld. Årsagerne hertil er ikke undersøgt, men umiddelbart må det give anledning til overvejelser, hvis henved en trediedel af det faste personel hvert halve år vender tilbage til dagligdagen i forsvaret med denne oplevelse (7)". Denne konklusion burde få alle alarmsignalerne op hos de ansvarlige myndigheder i det danske forsvar. Jeg vil anbefale, at man iværksætter den fornødne undersøgelse og snarest retter op på denne sørgelige situation. Vi har nu udsendt så mange soldater, befalingsmænd og officerer til FN-tjene- ste i EX-Jugoslavien, at der er en stor sum af erfaring til rådighed. Erfaring om soldatens vilkår på alle niveauer, i noget der kommer meget tæt på vilkårene under en egentlig krig. Erfaringer, som rigtigt behandlet, vil forøge de danske soldaters og enheder effektivitet til gavn for et godt forsvar og til gavn for freden.

Noter

1. Danske FN-soldater. Oplevelser og stressreaktioner. FCLPUB 137, SEP 1994. Pg.60. Sidste afsnit.

2. FCLPUB 137, SEP 94, pkt. 1.4 Metode.

3. FCLPUB 137, SEP 94, pkt. 1.4 Metode.

4. FCLPUB 137, SEP 94, pg. 9.

5. FCLPUB 137, SEP 94, pg. 24.

6. PUB 1FCL37, SEP 94, pg. 58.

7. FCLPUB 137, SEP 94, pg. 65.1

Litteraturliste

Del: