The Strategy bridge: Theory for Practice

Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen

Colin S. Gray. Udgivet af Oxford University Press 2010. 308 sider. Pris: £ 47,50 fra Amacon.co.uk.

Kilde: Amazon.com

Den meget ambitiøse bog er resultatet af forfatterens fortsatte arbejde med at erkende, formulere og diskutere en generelt gyldig strategisk teori. Den skal fremlægge et begrebsapparat, der kan støtte både udviklingen - gennem uddannelse og læsning - af de personer, der udarbejder og implementerer et lands (implicit en stormagts) strategi. Bogen indeholder en betydelig revision og videreudvikling af de idéer, Gray i 1999 fremlagde i sin ’Modern Strategy’. De eksempler, som han anvender under sin diskussion, tyder på, at hans nu endnu større klarhed er blevet katalyseret af USA’s krigsindsats uden en strategisk ramme fra 2001 og andre eksempler på ’real-world strategic malpractice’.

Gray er Clausewitzianer, som også bogens titel med sin bro-metafor med strategi som forbindelsen mellem politik og militærets anvendelse klart understreger. ’Om krig’ står da også højest på den kanon med hovedværkerne inden for den tidligere teoretiske strategilitteratur, som bogen identificerer og anvender i sin diskussion. Men han argumenterer samtidig overbevisende for de områder, hvor den gamle prøjsers arbejde må suppleres mod en mere raffineret strategiteori, dels på grund af udviklingen igennem de sidste to århundreder, dels fordi hans emne i modsætning til denne bogs var krig og ikke specifik den strategi, som bør udvikles og derefter styre statens optræden under en given konfrontation eller krig.

I ’Modern Strategy’ gennemførte Gray sin diskussion knyttet til sytten ’dimensioner’. Dette har han nu erkendt var en for diffus fremgangsmåde. Her anvender han et antal udsagn, ’dicta’, som overskrifter til at organisere sin beskrivelse og analyse af strategi. Hovedteorien, der dækker emnets natur og karakter, indeholder ni udsagn, som behandles i bogens tre første kapitler. Strategisk praksis, dvs. udviklingen af statens strategi, dens implementering samt dens konsekvenser diskuteres i bogens anden halvdel i tre kapitler knyttet til yderligere tolv udsagn.

Man kan ikke yde Gray’s indsats her retfærdighed i en kort anmeldelse ved at forsøge at resumere hans diskussion. Her skal det kun understreges, at den opgave, han har givet sig selv, er nogenlunde ligeså umulig som at uddrage cirklens kvadratur, og at han nok kommer så langt, som det er menneskeligt muligt. Det er jo ikke muligt at udarbejde en positiv formel for strategisk handling. Gray kommer så langt, som han gør, fordi hans ’dicta’ og definitioner er så klare og overbevisende, og fordi hans diskussion er så velunderbygget samt hudløst kritisk og selvkritisk.  Han yder en indsats, der uden tvivl placerer bogen på senere strategiteoretikeres kanonlister.

Forfatteren konstaterer – helt korrekt – at dette ikke er sengelæsning for andre end mennesker, der har alvorlige problemer med at falde i søvn. Et par gange forklarer han årsagen til problemet med at citere Sherlock Holmes observation af, at ’these are very deep waters’. Hans mål er at nå så langt som muligt mod en generel strategisk teori. Den skal hjælpe den potentielle strategiansvarlige i udvikling og læsning, så den pågældende i den konkrete, fremtidige situation får lidt lettere ved at se, formulere og implementere en rimeligt passende strategi. Der er behov for denne teoretiske ramme, også på grund af det problem, som forfatteren understreger i bogens afslutning. Det er nemlig, at medens det er nødvendigt for den potentielle strategiansvarlige at studere af historiske eksempler, må han eller hun være opmærksom på, at historikere på grund af deres viden om, hvad der senere skete, har en ulykkelig tendens til ikke at kunne se eller forstå de daværende strategiansvarliges tvivl og usikkerhed. Teorien vejleder til åben og kritisk læsning.

Gray citerer strategihistorikeren Beatrice Heuser for at konstatere, at et af tidens problemer med Clausewitz er, at prøjseren ikke er ’easily Powerpointable’. Det må man også konstatere med denne bogs diskussion, på trods af, at forfatteren gør mest muligt for at samle og illustrere sine hovedpointer. Som frustreret lærer i strategisk teori må anmelderen konstatere, at dette begrænser den samlede bogs direkte anvendelighed i den videregående officersuddannelse. I øvrigt er hans eneste kritik af bogen, at den indeholder lidt vel mange gentagelser i argumenter og eksempler.

Til slut nogle få af bogens mange tankevækkende observationer. Dens tema er jo det grundlæggende konfliktfyldte forhold mellem på den ene side de ansvarlige politikere, dvs. de policy-ansvarlige, og på den anden strategibroens ’besætning’, den øverste militære ledelse. Bogen understreger nødvendigheden af, at de strategiansvarlige ikke alene kan tage udgangspunkt i den formulerede policy. De må også forstå den politiske proces og kamp, politikken, og den strategiansvarlige må have et ’brohoved på den politiske bred’ for om nødvendigt at hindre, at policy og dermed også den afledte strategi kommer i modsætning til det opnåelige. På samme måde må der være et ’brohoved på den militære bred’, der sandsynliggør, at det militære instruments indsats styres af strategien, men som også sikrer, at den strategiansvarlige har et akut og korrekt billede af styrkernes doktrin, materielle muligheder og moral.  Bogen understreger den konstante tendens i strategiudformningen til at glemme fjenden, hvilket gør, at man mister forudsætningen for at skabe sig et nogenlunde klart billede af, hvad der vil være nødvendigt for at opnå det søgte resultat. Det skal jo indebære, at fjenden tilpasser sin optræden til vores ønsker.

Under behandlingen af det første ’dictum’ om nødvendigheden af en effektiv ’Grand Strategy’ for den målrettede anvendelse af alle de resurser, der stilles til rådighed, er det vanskeligt ikke at sammenholde denne understregning med ideen om ’samtænkning’ som i sin laissez-faire holdning til koordination må betragtes som et klar svigt i både strategiformulering og implementering. Gray konstaterer, at krige er blevet ført og oven i købet indledningsvis vundet uden en strategi, simpelthen på grund af numerisk dominans eller gennem overlegenhed på taktisk niveau. Eksempler er Tysklands i 1914-18 og igen 1939-45 og USA i Vietnamkrigens første år, fra 2001 i Afghanistan og 2003-2007 i Irak. Alle disse eksempler understreger risici og omkostninger. Gray konstaterer, at overlegenhed og indledningsvis succes synes at lede til en hybris-situation, hvor man ignorerer behovet for en strategi på grund af ubehageligheder og vanskeligheder i både formuleringsprocessen og implementeringen. Læseren kunne få den tanke, at NATO’s indsats i Afghanistan viser, at virkningerne af fundamental hybris er indarbejdet som en så grundlæggende og fastlåst tilstand i organisationen, at situationen umuliggør både en realistisk strategiformulering og indsats. Det er ikke så mærkeligt. I kapitlet ’Problems with Strategy: Often a Bridge too far’ citerer Gray strategiteoretikeren Harry R. Yarger for at konstatere, at ‘Strategy formulation is not a domain for the thin of skin or self-serving’

På trods af sin manglende egnethed som aftenlæsning anbefales bogen uden reservation, ikke mindst til personer som har eller kan få indflydelse på den nationale eller internationale strategiformulering. Også småstaters borgere må kunne forvente, at deres lands sikkerhedspolitiske valg hviler på en gennemtænkt og realistisk strategi. Det forhold, at den strategiske teori - som i denne bog - er skrevet for stormagter, fjerner ikke dette krav. Tværtimod understreges det af behovet for ikke alene at kunne bidrage til at påvirke fjenden/modstanderen, men også til at fremme en realistisk strategiudvikling og -implementering hos landets større allierede.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.1_2011.pdf

Kommentarer

Er netop i gang med Grays "Perspectives on strategy", hvor han søger at præcisere strategiens indbyrdes influerende kerneområder. Bogen afsluttes med et Venn-diagram (cirkeldiagram) hvor strategiens perspektiver illustreres, med "Grand strategy" som kernen. 

Jeg har ikke afsluttet bogen endnu, men her er Gray til gengæld ganske koncis, og formår - uden at udvikle nogen autoritativ vejledning for strategien - at afgrænse strategiens abstrakte natur til nogle færre og mere håndgribelige sfærer for strategien som helhed. 

Del:

Emneord



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.