Strategic Challenges in the Baltic Sea Region: Russia, Deterrence, and Reassurance

Forfatter: Ann-Sofie Dahl

Forlag: Georgetown University Press
Diverse: 2018. 172 sider. Vejledende pris. 299 kr.

Anmelder: Jens Ringsmose

Efter mere end to årtier med fokus på globale trusler og sikkerhedspolitiske udfordringer fjernt fra Nordeuropa er landene i Østersøregionen ”vendt hjem”. Geografi og konventionelle trusler er igen blevet væsentlige faktorer i de sikkerhedspolitiske kalkuler, og regionen har på ny fået en plads i de mentale kort, der skaber afsættet for politiske beslutninger med betydning for de væbnede styrkers dimensionering. Samtidig er nøglebeslutningstagere og strategiske tænkere i gang med at genlære afskrækkelsens svære kunst. Den Kolde Krigs strategiske kernebegreber – ”eskalationsstiger”, ”trip wire-styrker”, ”horisontal eskalation”, ”extended deterrence”, etc. – bliver i øjeblikket reintroduceret, genlært og forsøgt tilpasset den nye sikkerhedspolitiske situation i de nordeuropæiske lande.

Det er præcis denne bevægelse og genopdagelsen af det regionale, som Ann-Sofie Dahls redigerede bog om de strategiske udfordringer i Østersøregionen tager sigte mod at beskrive og analysere. Og lad det være sagt med samme: Som oversigt og introduktion til emnet er bogen og dens 12 korte substanskapitler særdeles vellykket. Her er meget at lære for den, der gerne vil forstå den region, Danmark og de øvrige Østersølande er vendt hjem til. Dertil kommer, at kapitlerne er skrevet i et klart og tilgængeligt sprog, som gør det let at følge argumentationen. Teori er der befriende lidt af.

Første del af bogen (”The West, Russia, and Baltic Sea Security”) præsenterer det store perspektiv, mens anden del (”NATO Allies and Baltic Sea Security”) er viet til en gennemgang af de enkelte NATO-landes – ganske forskellige – tilpasningsbestræbelser til Rusland og det ændrede trusselsbillede. Bogens tredje og sidste del (”NATO’s Nordic Partners”) analyserer Sverige og Finlands særegne udfordringer i spændingsfeltet mellem Rusland og de stadig tættere relationer til NATO. Alle tre dele rummer fine kapitler, som på relativt få sider giver et godt indblik i landenes strategiske overvejelser og i de overordnede dynamikker i regionen.

Det vil føre for vidt at anmelde samtlige 12 kapitler, men hermed nogle nedslag: Fra bogens Del 1 er der grund til at fremhæve Jamie Sheas vue over NATO’s omfattende tilpasningsbestræbelser siden topmødet i Wales i efteråret 2014. Få – hvis nogen – kender alliancen så godt som Shea, og hans kritisk-balancerede fremstilling af Vestens udfordringer og muligheder i Østersøregionen giver anledning til mange overvejelser. Det samme gør Christopher Cokers klassisk-essayistiske og let causerende kapitel om Vesten og Rusland. Coker beskriver blandt andet NATO’s udfordringer med at håndtere hybride-trusler. Konklusionerne er – som vanligt hos Coker – ikke voldsomt optimistiske. Endelig bidrager Gudrun Persson med en udmærket introduktion til russisk militær doktrin og tækning. Hendes analyse viser blandt andet, hvordan historien og dens fortolkning bliver tænkt aktivt ind i russisk sikkerhedspolitik.

Del 2 rummer fem kapitler om NATO-landene i Østersøregionen: De baltiske lande, Danmark, Tyskland, Polen og Norge. Særligt kapitlerne om Danmark og Norge er læseværdige. I en veloplagt og policy-relevant fremstilling præsenterer Mikkel Vedby Rasmussen interessante tanker om Danmarks stilling og muligheder i Østersøregionen. Særlig tankevækkende er hans tilskyndelse til ikke blot at se A2/AD (Anti-Access/Area Denial) som en udfordring, men som en skandinavisk mulighed, der potentielt set kan udnyttes til at nægte Rusland manøvrefrihed i Østersøen eller som et redskab til at gennemføre en blokade. Med de rette A2/AD-kapaciteter vil de NATO-allierede således effektivt kunne lukke Østersøen for Rusland.

Det andet særligt interessante kapitel i Del 2 er skrevet af Håkon Lunde Saxi fra Institutt for Forsvarsstudier i Oslo og omhandler Norges syn på regionen. Saxi argumenterer overbevisende for, at Baltikum og Østersøen kun er en sekundær prioritet i norsk sikkerhed- og forsvarspolitik. Sådan har det været de sidste 80 år, og sådan vil det med al sandsynlighed også være i fremtiden. Ruslands intervention i Ukraine i 2014 skabte en midlertidig forøget opmærksomhed på Østersøen, men den norske interesse vendte meget snart tilbage mod nordområderne og Nordatlanten.

Bogens tredje og sidste del rummer tre indsigtsfulde kapitler om Gotland, Sverige og Finlands placering i det nye strategiske spil om Østersøregionen. Alle tre kapitler indeholder nuancerede beskrivelser af de særlige udfordringer, det skaber at være en ikke-allieret nation i en farligere verden. Som læser er man ikke i tvivl om, at Ann-Sofie Dahl gerne så Sverige som fuldgyldigt medlem af NATO, men hendes nøgterne konklusion er, at vi næppe får en svensk ansøgning om alliancemedlemskab at se foreløbig. Når Sverige i et betydeligt omfang udvider relationerne til NATO (udvidet partnerskabsaftale, øvelsesdeltagelse, aftale om ”host nation support”, etc.) – og bilateralt til USA – så er det i virkeligheden for at undgå medlemskab. Stockholm forsøger således at få det bedste af to verdener: Formel status som ”non-aligned”, og noget der minder om et ”funktionelt medlemskab” af NATO.

Selvom enkelte af bogens kapitler ikke helt rammer det generelle niveau, så kan Strategic Challenges in the Baltic Sea Region varmt anbefales som introduktion til de ændrede sikkerhedspolitiske dynamikker i Østersøregionen. Fremstillingen er generelt let tilgængelig, og bogen henvender sig til en bred skare af læsere. Vel er de enkelte kapitler forankret i forskning, men bogen er bestemt ikke kun for forskere.

 

 

Del: