Stiftelsen – bødlerne fra Aktion Reinhardt

Anmeldt af Poul Grooss

”Stiftelsen – bødlerne fra Aktion Reinhardt” af Torben Jørgensen.  Bogen er udgivet af Informations Forlag i 2011. 239 sider illustreret. Pris kr. 199.

Foto: 2verdenskrig-boghandel.dk

Der er tale om en genudgivelse (3. udgave) af bogen, som udkom i 2004. Den er bygget på et speciale indleveret til Institut for Historie på Københavns Universitet i foråret 2003. Den nye udgave er forsynet med et efterskrift i anledning af sagen mod den 90-årige Ivan Demjanjuk, som blev udleveret fra USA. Han sidder nu indsat i Stadelheimfængslet, sigtet for meddelagtighed i mord på KZ-fanger og er netop blevet dømt. Han opererede i netop det beskrevne miljø som lejrvagt.

Det er en barsk historie om en række forholdsvis almindelige mennesker - bortset fra et medlemskab af Nazi-partiet – som bliver sat til at dræbe 90.000 anstaltpatienter, som ifølge det tyske regime var ”uværdige” eller ”unyttige munde at mætte” eller omtales som ”ballast” for landet. Torben Jørgensens hovedinteresse går netop på dette med, at det er ”almindelige mennesker”. Hvad kan bringe almindelige mennesker til at dræbe tusindvis af andre mennesker? Selv i Tyskland i 1939 – 1941 var eutanasi eller aktiv dødshjælp ganske enkelt ulovligt. De involverede bliver blot omskolet ved en filmforevisning om multihandikappede, evnesvage og sindssyge. Her påviser lederne, at de pågældende er en byrde for samfundet, og at det ville være bedst for alle, også de pågældende selv, om de blev udfriet fra deres lidelser. Herefter udvides målgruppen til også at omfatte homoseksuelle, svært belastede kriminelle, sigøjnere og til sidst jøder.

Hans Kirchhoff nævner i bogens forord, at ”Stiftelsen” lyder af omsorg for syge, for børn og for gamle mennesker, der ikke kan klare sig selv og derfor har behov for hjælp og beskyttelse, men i Nazityskland under Den anden Verdenskrig dækkede ”Stiftelsen” over det stik modsatte. Den tyske betegnelse var ”Gemeinnützige Stiftung zur Anstaltspflege” eller på dansk ”den Almennyttige Stiftelse for Anstaltspleje”. Denne flok af personer rekrutteret i SS-miljøet har efter drabet på de 90.000 patienter et potentiale, som regimet skal udnytte i forbindelse med udryddelsen af 1.800.000 jøder i den efterfølgende ”Aktion Reinhardt”. Forfatteren følger ca. 130 personer med erfaringer fra ovennævnte patientudryddelse. Disse eksperter bliver sendt østpå til tre lejre i Polen, hvor de i en periode på halvandet år fra foråret 1942 til efteråret 1943 slår yderligere 1,6 – 1,8 millioner mennesker ihjel.

Hvad får mennesker til at gøre noget sådant? Forfatteren kredser om årsag og motiver. Først og fremmest var der et voldsforstærkende og brutaliseret klima i det tyskbesatte Polen. Jødehadet var udbredt hos såvel den tyske som den polske befolkning. De involverede fik relativt høje lønninger, fik adgang til goder og orlov, som frontsoldater ikke fik og de kunne tiltuske sig værdier (beslaglagte værdier fra fangerne). De mest effektive havde også rige karrieremuligheder. På grund af gruppepres og korpsånd skred de involveredes sociale normer, som blandt andet beskrives som ”skridtvis afstumpning”. Systemet var klar over den påvirkning, som dette særlige ”arbejde” kunne lægge på den enkelte, hvis han ikke i forvejen var sadist eller den fødte massemorder. Derfor indgik der store spiritusrationer i aflønningen, og de fleste er da også beskrevet som alkoholiserede i større eller mindre grad. (Under nogle af efterkrigstidens retssager har de anklagede søgt at påvise, at de på grund af spiritusrationerne intet kunne huske fra 1942 – 1943.) Det fremgår af en række afhøringer, at når man har begået sit første drab, så har man overskredet en væsentlig tærskel

For at forstå problemerne omkring raceteorier og ”eugenik” (positiv eugenik er tiltag til at forbedre arvemassen, negativ eugenik er tiltag til at forhindre bærere af den dårlige arvemasse i at forplante sig) fortæller forfatteren lidt om den gængse opfattelse for eksempel i USA, Storbritannien og Sverige i tiden omkring Den første Verdenskrig. Det var ikke noget som Hitler havde fundet på, men i perioden 1939 – 1941, hvor man udførte de første 90.000 mord, stod det krystalklart for Føreren, Førerens Kancelli og SS, at eutanasi-drab var i strid med den daværende tyske lovgivning. Derfor blev mordene udført diskret. De involverede overbeviste i stedet hinanden om eutanasiens nødvendighed og dulmede således gensidigt samvittigheden. Det ”menige” mord-personale henviste i interne diskussioner til at professorerne jo måtte vide, hvad de gjorde.

Bogen følger en række navne, hvor man dels bliver præsenteret for deres aktiviteter i lejrene og dels følger deres retssager efter krigen. Nogle enkelte begår selvmord under de indledende afhøringer. De fleste påberåber sig uskyld. De mener, at de faktisk selv er ofre. Havde de ikke selv deltaget, var de blevet likvideret. I øvrigt var de skyldige Hitler, Himmler, Heydrich og Eichmann – ikke de små mænd i bunden af organisationen. Nogle enkelte får livstidsdomme, men langt de fleste fik milde domme, da deres sager først kom for en specialdomstol i Vesttyskland i 1960’erne.

Det er en særdeles god bog, men det er barsk læsning at sætte sig ind i logik og arbejdsgange i en dødslejr, hvor man – med en ganske ringe personelindsats – er i stand til at modtage 3 tog om dagen med hver 3.000 – 4.000 mennesker – og slå dem alle ihjel inden arbejdstids ophør!

Bogen er forsynet med tegninger/skitser over de tre pågældende lejre, et stort noteapparat, litteratur- og kildefortegnelse, karakteristik af hovedpersonerne, fortegnelse over SS-rangsystemet samt et navneregister. Bogen er af eksperter vurderet som et vægtigt bidrag i den internationale forskning.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.2_2011.pdf

Del:

Emneord



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.