Statsråd afholdt under den dansk-tyske krig 1864

Kongens og regeringens samarbejdsvanskeligheder fremgår af statsrådsforhandlingerne under krigen. Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt selve krigens førelse og andre militære emner er drøftet under statsrådsforhandlingerne under ministeriet Monrad. 

 
 
 

Foto: Her ses Hærens Sergentskole i en rekonstruktion af det historiske slag om Als den 29. juni 1864. Forsvaret.dk

Det er især underligt, hvor sparsom krigsminister Lundbye var med at tilbyde relevant militær information om krigens gang til sine ministerkolleger under disse statsmøder. I det følgende nævnes først ministeriet Monrad, dernæst omtales de statsråd, hvor emner af militær art er behandlet. Sluttelig forsøges draget en konklusion på dette grundlag.

Ministeriet Monrad, 31. december 1863 – 11. juli 1864

Udenrigsministre: D.G. Monrad til 8. januar 1864, G.J.Quaade til 11.juli 1864, idet Monrad dog vikarierede for ham fra 3. april – 6. juli 1864.
Finansminister: D.G.Monrad.
Minister for Kirke og Undervisningsvæsenet: C.T. Engelstoft
Justitsminister: A. L. Casse.
Indenrigsministre: C.L.V. Nutzhorn til 10. maj 1864, derefter H.R. Carlsen til 11. juli 1864.
Krigsministre: C.C. Lundbye til 18. maj 1864, derefter C.E. Reich til 11.juli 1864.
Marineminister: O.H. Lütken.
Ministre for Slesvig: C.F. Simony til 24. januar 1864, derefter C.G.V. Johannsen til 11. juli 1864.
Minister for Holsten og Lauenborg: D.G. Monrad.
Det første statsråd fandt sted den 11. januar 1864 på Christiansborg, hvor de nyudnævnte ministre indtog deres plads i ”Geheime- Statsraadet”.
Under ministeriet Monrad blev der under selve krigen i alt afholdt 24 statsråd. Af disse omhandlede kun fem militære emner.

Statsråd den 19.januar 1864 , Christiansborg

Ministeren for Slesvig, C.F. Simony rejste spørgsmålet om Kronværkets og seks slesvigske landsbyers statsretlige stilling. Kronværket var en fæstning, der lå syd for Eideren ligesom de seks landsbyer. Området tilhørte Slesvig, men af forvaltningshensyn henlagt under Rendsborg Amt, altså under Holsten.
Monrad udtalte som sin mening, at der ikke kunne være tale om at rømme nogen del af området.
Udenrigsminister Quaade mente, det kunne være overordentligt farligt, hvis der skulle komme en opfordring fra de tyske tropper om at rømme Kronværket og de seks landsbyer, og man fra dansk side vægrede sig ved det. Det var en lille ting at risikere en krig på. Han spurgte derfor krigsministeren: ” Om det paagældende Distrikt kan anses for i militær Henseende at være af en saadan Vigtighed for vore Forskandsninger i det sydlige Slesvig, at det er nødvendigt at holde på det, thi i saa fald stiller Sagen sig jo anderledes”.
Krigsminister Lundbye ytrede, at han i dette øjeblik ikke med sikkerhed kunne sige, i hvilken grad det omhandlede terræn havde militær betydning. Det ville han undersøge nærmere, men at terrænet havde, militær betydning var han sikker på. Et forsvarsværk havde man allerede fra tysk side forlangt sløjfet, hvilket var sket frivilligt fra dansk side, selv om dette forsvarsværk kunne betegnes som et forværk til den frederikstadske befæstning. Dette værk udgjorde et brohoved overfor Fæstningen Frederiksstad, men lå på holstensk jord, hvorfor det var blevet demoleret og rømmet. Lundbye fremhævede: ” At det ville gøre et ganske overordentlig nedslaaende Indtryk på Armeen, netop hvis det Terrain blev forladt, og han maatte for sit Vedkommende udtale sig imod at opgive det”.
I Kronværket lå i december 1863 og det meste af januar 1864 en betydelig garnison af 6. Brigade. Da brigaden skønnede, at tropperne her, foran Dannevirke, ville være meget udsat ved en pludselig fjendtlig fremrykning, indstillede divisionen den 17. januar 1864, at besætningen i Kronværket m.m. og bevogtningen af Ejderen skulle indskrænkes til et kompagni infanteri og nogle få ryttere. Dette bevilgede Overkommandoen den 25. januar 1864.

Statsråd den 11. februar 1864, Amalienborg

Man drøftede følgerne af tilbagegangen fra Dannevirke, herunder de alvorlige optøjer i København. Desuden fremgangsmåden ved beslaglæggelse af fjendtlige skibe, samt mulighed for hjælp fra England, Rusland, Frankrig og Sverige-Norge.
Krigsminister Lundby rejste en sag om Kongens proklamation til hæren den 8. februar 1864. Denne proklamation var ved en fejltagelse kun forsynet med Kongens underskrift; den skulle desuden have været forsynet med krigsministerens kontrasignatur.
Konseilspræsident Monrad henstillede til Kongen, at denne for fremtiden ikke ville udstede sådanne aktstykker uden at disse var forsynede med den pågældende ministers kontrasignatur.
Kongen lovede, at han fremover ville følge denne henstilling.

Statsråd den 26. februar 1864, Amalienborg

Forhandlingsemne: General de Mezas fjernelse fra Overkommandoen.
Da resultatet af disse forhandlinger skulle blive afgørende for den fortsatte krigsførelse samt for det derved opståede mindre gode tillidsforhold mellem regering og overkommando, gengives statsrådet hermed udførligt, dog så vidt muligt på nutidigt dansk.
Kongen indledte med at udtale at grunden til, at han havde sammenkaldt dette ”Geheime- Statsråds-Møde” var, at han inden han ville tage stilling til krigsministerens forslag til forandring i hærens overkommando, havde ønsket at høre de enkelte ministres anskuelse herom.
Det ville være dem alle bekendt, hvorfor den kommanderende general opgav Dannevirkestillingen. Opgivelsen af denne stilling gjorde et meget dybt indtryk ikke alene på hovedstadens befolkning, som han for resten ikke anså for mere berettiget i så henseende end det øvrige lands undersåtter. Men selv om det gjorde et smerteligt indtryk på alle og ikke mindst på ham selv, så var man dog senere kommet til den erkendelse, at det vistnok havde været det bedste, der kunne ske hæren og landet.
Det var også kongen bekendt, at den kommanderende general allerede fra flere højtstående personligheder i udlandet havde modtaget militær anerkendelse for sin beslutning, som derved reddede hæren.
Det ville derfor være kongen overordentligt tungt, om ministeriet skulle anse det for nødvendigt at gøre forandring i Overkommandoen. Kongen opfordrede krigsministeren til at udtale sig først.
Krigsminister Lundbye udbad sig kongens tilladelse til at oplæse sin indstilling om, at general de Meza skulle fratræde kommandoen over den aktive hær. Efter denne oplæsning udtalte krigsministeren, at der var tre punkter, der for ham var afgørende for hans indstilling.
Det første punkt omhandlede den periode, som forløb, mens hæren stod i Dannevirkestillingen. Den 6. januar 1864 overtog general de Meza kommandoen, den 22. januar 1864 modtog han sin instruks, og fra det øjeblik havde han vidst, hvad der forlangtes af hæren ved Dannevirke. Den 1. februar 1864 gik de tyske tropper over Ejderen, og fra det øjeblik kunne der ventes angreb på stillingen. Under alle de forhold havde krigsministeren, mens det må have været den kommanderende generals opgave at rekognoscere stillingen og overveje de kræfter, han havde til sin rådighed, ikke modtaget den mindste ytring af tvivl angående et angreb på stillingen. Han måtte have været i stand til, længe før han traf beslutningen om at opgive stillingen, at give krigsministeren besked om, at han fandt det nødvendigt at gå tilbage. Da han ikke havde gjort dette, finder ministeren, at han er blevet omgået på en sådan måde, at han ikke havde haft mulighed for at gribe ind, og det i en sag, som var af største betydning for hele regeringen.
Det andet punkt var, at tilbagegangen burde være forgået på en langt bedre planlagt måde end tilfældet var.
Det tredje punkt at general de Meza som afslutning på den korrespondance som krigsministeren havde ført med ham til sagens opklaring, havde skrevet ham et brev, hvor i han følte at generalen overså ham og hans myndighed. Krigsministeren var derfor kommet til den konklusion, at enten måtte general de Meza fratræde kommandoen, eller også kunne krigsministeren ikke længere blive stående i den stilling, som han havde den ære at indtage.

Kongen bemærkede, at det dog forekom ham, at general de Meza endnu ikke kunne kende hærens kræfter, før den var prøvet. Generalen kunne heller ikke, da han overtog kommandoen, vide, at de barakker, der skulle være i Dannevirkestillingen, ikke ville blive fuldførte inden fjendtlighedernes udbrud. Da disse begyndte den 1. februar 1864, var barakkerne ikke færdige, således at hæren bestandig nat og dag måtte bivuakere i stillingen under de mest ugunstige forhold. Man kunne således ikke forlange, at generalen forud skulle kende sin hærs udholdenhed under disse omstændigheder.
Hvad dernæst angik anken over, at Overkommandoen ikke havde orienteret Krigsministeriet, da ville generalen jo kunne have givet al fornøden underretning, hvis han af krigsministeren havde været forsynet med et cifferapparat, thi almindelig telegrafering forekom kongen meget usikker. Hvis tilbagegangen var blevet kendt, ville denne være blevet umuliggjort af fjenden. Dertil kom, at der i den kommanderende generals instruks ikke var givet mindste antydning af, at han skulle henvende sig til ministeriet i tilfælde som det foreliggende, inden han traf sin beslutning. 
Det var endvidere gjort gældende imod generalen, at de grunde, som i krigsrådsprotokollen anførtes for nødvendige for at forlade stillingen, også måtte have været til stede i begyndelsen og midten af januar, og at en tidlig erkendelse af disse forhold muligvis kunne have hidført det samme resultat uden de betydelige tab af menneskeliv og materiel, som tilbagegangen havde medført.
I den anledning måtte Kongen erindre om, at ingen general indrømmer nødvendigheden af opgive en militær stilling, så længe han øjner en mulighed for at kunne holde den. Faren ved at blive i Dannevirkestillingen kunne først erkendes efter at hæren havde stået der i længere tid.
Hvad tab af menneskeliv angik, da mente Kongen, at mange menneskeliv var blevet sparede ved at tilbagegangen skete så hemmeligt, som tilfældet var, og han mente, at den kommanderende general derved havde gjort sig meget fortjent. Uden tab af menneskeliv var en tilbagegang ikke mulig. At redde materiellet var jo heller ikke muligt, og det var også i generalens instruks anført, at materiellet måtte efterlades i tilfælde af tilbagegang.
Med hensyn til det i ministerens indstilling kritisk anførte om planlægning og udførelse af tilbagegangen, måtte Kongen gøre opmærksom på i hvilket hastværk det skete. Det drejede sig om 24 timer. Det var helt klart, at tropperne var overordentlig udmattede efter tilbagegangen, men dette var ikke alene en følge af den lange trættende march, men også af den mangelfulde bivuakering i Dannevirkestillingen.
Hvad angik den mangelfulde forplejning, som tropperne måtte lide under den første tid efter tilbagegangen, var dette meget at beklage, men det forekom Kongen, at ansvaret herfor ikke kunne hvile på Overkommandoen, men måtte falde på intendanturen.
Med hensyn til den i slutningen af indstillingen anførte brevveksling kunne Kongen kun give krigsministeren ret i, at det var en urigtig, både taktløs og umilitærisk måde, hvorpå generalen i sin slutning henvendte sig til krigsministeren, men kongen kunne dog ikke anse de pågældende ytringer for at være så alvorlige, at han skulle have sin afsked som øverstkommanderende for hæren. Kongen fandt, at han burde have en tilrettevisning, og hvis krigsministeren ikke kunne acceptere dette, ville han foreslå, at der blev nedsat en kommission til undersøgelse af problemet.
Krigsministeren indledte sit svar til Kongen ved at hævde, at den øverstkommanderende for hæren stod til ansvar for alt, også for de fejl, der blev begået af intendanturen.

Han måtte fastholde, at der fra generalens side var foregået en fuldstændig omgåelse og ignorering af krigsministerens hele stilling som konstitutionel ansvarlig minister. Når den hele sag skulle forelægges Rigsdagen, måtte han fastholde, at den konstitutionelle form blev opretholdt, og han kunne ikke gå ind på, at general de Meza havde ret til at omgå ministeriet. Hvad selve spørgsmålet om rigtigheden af at forlade Dannevirkestillingen angik, da var ministeren meget nærmere ved at være af samme mening som generalen. Hvad angik generalens sidste brev til ham, så var det skrevet i en meget høj og overseende tone, som slet ikke sømmede sig i det tjenesteforhold, hvori generalen stod. Ethvert forsøg på at stille sig højere end ministeren måtte vises tilbage. Han var overbevist om, at han, hvis Kongen gik ham imod, og general de Meza altså ikke kom til at fratræde Overkommandoen, ikke kunne blive som minister, og at han måtte derfor bede sig fritaget for opgaven.
Kongen måtte bemærke, at når general de Meza ikke forud havde gjort krigsministeriet nogen meddelelse om Dannevirkestillingens opgivelse, så troede han, at generalen ikke var forsynet med en ciffermaskine, og dette burde krigsministeriet have draget omsorg for.
Hvad generalens brev til krigsministeren angik, da måtte det ikke glemmes, at det var overordentligt ydmygende for generalen at blive beordret til København netop i det øjeblik, da der forestod vigtige begivenheder ved Dybbøl. Dette måtte krænke ham dybt og bringe ham i en meget bevæget stemning, der har gjort, at han har skrevet anderledes, end han ellers ville have gjort.
Krigsministeren erindrede om, at det var generalens sag selv at sørge for at blive forsynet med et cifferapparat, når han fandt det nødvendigt; havde han forlangt det af krigsministeriet, så havde han fået det. Men der havde desuden været tilstrækkelig tid for generalen til at skrive, således at ministeriet i tide kunne have været underrettet om hele situationen.
Om sagen i sin helhed kunne ministeren kun fremføre, at når der ved det forhold mellem ham som den styrende og general de Meza som øverstkommanderende, var manglende tillid, så ville det være nødvendigt at støtte ministeren. Hvis han ikke støttes fra Kongen, ligger forholdet klart, og det er da ønskeligt for ham at overlade pladsen til en anden. Såfremt kongen finder det nødvendigt at beholde general de Meza som øverstkommanderende for hæren, må han trække sig tilbage fra den stilling, han nødtvunget er kommet ind på. Han ville under andre former med glæde fortsætte de opgaver, som Kongen måtte pålægge ham.
Kongen ytrede, at han er overbevist om, at krigsministeren ville vinde respekt i hæren, ved at general de Meza forblev som øverstkommanderende. At det var med stor modstræben og mod sit ønske at krigsministeren havde modtaget stillingen, vidste kongen, og at han personligt agtede ham og havde meget tilovers for ham, behøvede han ikke at sige ham. Men han kunne ikke nægte, at det ville gøre ham overordentligt ondt at lade general de Meza fratræde Overkommandoen, og han ville kun føje sig i at gøre dette skridt, som er en krænkelse for generalen, når alle ministre erklærer, at de ville gøre sagen til et kabinetsspørgsmål.
Marineminister Lütken bemærkede, at han ikke skulle udtale sig om det militært rigtige i at forlade Dannevirkestillingen. Idet han i det hele kunne tiltræde de anskuelser, som krigsministeren havde udviklet, skulle han fremhæve, at det for ham stiller sig således, at den position, som general de Meza havde indtaget mod krigsministeren og dermed hele regeringen, og det overordentlig store brud, som generalen havde vist på militært hensyn til krigsministeren, måtte være aldeles afgørende; og hvis en officer på samme måde havde trådt op imod ham, måtte han have stillet det samme forlangende, som krigsministeren har stillet med hensyn til general de Meza.
Efter kongens heroiske og fuldhjertede forsvar af de Meza , som utvivlsomt har påvirket Statsrådets medlemmer positivt for de Meza, kommer nu Lütkens modstående synspunkt, der kan have bevirket, at pendulet svingede tilbage til fordel for krigsministeren og til skade for krigens fortsatte gang.

Konseilspræsident Monrad ytrede, at det ikke kunne benægtes, at der var begået en mængde forskellige fejl af general de Meza. Han skulle her blot nævne, at jernbanebroen over Eideren ikke var blevet sprængt, at landsbyerne foran Dybbøl ikke var blevet afbrændt i rette tid, hvilket gav fjenden ly og lettede hans angreb, samt at der var udvist en fuldkommen ligegyldighed med hensyn til troppernes anvendelse og forplejning i hvilken henseende Overkommandoen ikke kunne fritage sig ved at skyde sig ind under Krigsministeriet.
Det forekom ham dernæst også, at Kongen ikke havde lagt tilstrækkeligt vægt på, hvad der med hensyn til tilbagegangen var anført i krigsministerens indstilling, at der fra først af var beordret så få tropper til Dybbøl og Als, at hvis denne disposition var blevet gennemført, ville det have været tvivlsomt, om denne stilling kunne holdes, og da denne fejl siden viste sig, skete den forandrede disposition så hastigt, at en stor del af tropperne ikke fik deres train med. Han fremhævede ligeledes, at alt hvad Krigsrådet den 4. februar 1864 havde bestemt, kunne allerede være sagt den 22. januar; allerede den dag burde Overkommandoen øjeblikkeligt have henledt krigsministerens opmærksomhed herpå. Han var vis på, at når man kendte sagens sammenhæng, måtte man i stedet for at beundre general de Meza, fælde den strengeste dom over ham. Det var general de Mezas store fejl, at han med sit kendskab til stillingen havde ladet, som om det var hans hensigt at modtage et angreb på den og så derefter pludseligt forandrede beslutning. Han havde omgået den myndighed, som tilkommer krigsministeren, og han ville være eneherre. Her var derfor tale om, det hele konstitutionelle system, og han anså det for overordentligt vigtigt, at en kommanderende general vidste, at han havde nogen over sig; ellers kunne han blive en fare for konge og forfatning.
Men alle de her fremhævede betragtninger var dog ikke for ham det afgørende. Det afgørende var krigsministerens valg. Når han ikke kunne samarbejde med general de Meza, så stod valget mellem en ny krigsminister eller en anden kommanderende general. Han ville efter den hele politiske stilling, anse det for yderst uheldigt for Kongen at udskifte krigsministeren. Selv hvis han fandt at krigsministeren havde uret, ville hensynet til landets hele politiske tilstand dog gøre det nødvendigt, at lade generalen gå. Det kom ikke her an på at vise retfærdighed. General de Meza havde dog en stor brøde på sig, og hans ære led aldeles ikke ved, at han ikke havde en overkommando.
Justitsminister Casse ytrede, at det for ham stod aldeles klart, at general de Mezas forhold havde været sådan, at han ikke kunne vedblive at have overkommandoen. Det, som i den henseende for ham havde afgørende betydning,, var ikke spørgsmålet om rigtigheden af, at generalen havde forladt Dannevirkestillingen, hvorom han ikke føler sig kompetent til at dømme. Men det var, hvad der var gået forud; idet det var klart, at generalen måtte have kunnet give meddelelse til krigsministeren, inden han tog beslutning om at opgive stillingen. Dertil kommer, at der fra generalens side var begået utilgivelige fejl med hensyn til alt, hvad der stod i forbindelse med tilbagegangen. Og hvad der endelig var af ligeså stor betydning for ham, var det brud, generalen har gjort på disciplinen. Det var ham klart, at den general, som svarede krigsministeren, at han forbeholdt sig ret til at offentliggøre korrespondancen mellem dem, gjorde sig skyldig i et forhold, som upåtvivlelig måtte føre til en høj straf, hvis det kom for en krigsret
Justitsministeren sluttede med at udtale sin ubetingede tillid til krigsministeren.
Ministeren for Kirke- og Undervisningsvæsenet, Engeltoft, bemærkede, at han måtte anse det for afgjort, at general de Meza såvel nedadtil med hensyn til det område, han skulle have overskuet, som opadtil i det forhold han havde fået til krigsministeren, var så belastet, at han ikke kunne beholde overkommandoen.
Indenrigsminister Nutzhorn havde den personlige overbevisning, at det ville være et stort tab for landet, hvis krigsministeren trak sig tilbage. Derfor måtte han allerede af den grund give sin stemme til, at Overkommandoen blev frataget general de Meza. Han skulle ikke tillade sig at bedømme, om generalen havde handlet rigtigt eller ikke ved at opgive Dannevirkestillingen; men det kom heller ikke an på det. Ingen mand i landet havde et retfærdigt krav på at være overgeneral og ikke mindst, når hans forbliven i Overkommandoen ikke var til landets gavn. Dertil kom, at de Meza havde været uheldig, han havde måttet beslutte et foretagende, der gjorde et dybt og smerteligt indtryk på hæren og hele folket. Han troede ikke, at den rette stemning vil komme igen, hvis de Meza forblev som overgeneral, og det var hans første følelse ved efterretningen om Dannevirkestillingens rømning, at hvad enten det havde været rigtigt eller ikke at forlade denne stilling, så måtte den mand, der havde været så uheldig, at skulle tage denne beslutning, fratræde.
Indenrigsministeren anså sagen for så vigtig, at han, hvis de Meza beholdt overkommandoen, måtte han bede Kongen, om tilladelse til at træde tilbage som minister.

Udenrigsminister Quaade ytrede, at han måtte skelne mellem mellem de Mezas forhold for, så vidt opgivelsen af Dannevirkestillingen angik, og det at han havde ladet 24 timer gå uden at underrette krigsministeren. Han troede, at alle nu var enige i, at der ikke havde været andet at gøre end at opgive Dannevirkestillingen, og når den kommanderende general sammenkaldte et krigsråd og handlede efter, hvad dette fandt det rigtige, måtte generalen være fuldkommen angerløs. At imidlertid general de Meza blev kaldt herover for at give forklaring fandt han rigtigt, og det pågældende punkt synes han nu må være uddebatteret. Hvad de andre, de egentlig militære punkter angik, da var det noget krigsministeren måtte have rådighed over, og når han for sit vedkommende gjorde dem til et kabinetsspørgsmål , må han være kompetent dertil. Fører den beslutning, der tages, til at krigsministeren træder ud af ministeriet, bliver det en selvfølge, at ministeriet opløser sig, og han ville ønske at Kongen ville tage hensyn til det mislige i at krigsministeren fratrådte.
Ministeren for Hertugdømmet Slesvig, Johannsen måtte i det væsentlige slutte sig til, hvad udenrigsministeren havde ytret. Således som han opfattede sagen, var det ikke fordi general de Meza harvde opgivet Dannevirkestillingen, at han skal fratræde Overkommandoen. Der er andre grunde til at generalen skal fratræde: men disse andre grunde står ikke klart for ham, og han kan ikke have nogen mening om dem. Han kendte ikke sagens akter og vidste heller ikke, om generalen har haft tilstrækkelig lejlighed til at udtale sig. Det utilbørlige i generalens skrivelse til krigsministeren indså han fuldkomment, men han anså ikke den begåede insubordination for at være så overordentlig betydende, at generalen derfor burde fratages overkommandoen. Spørgsmålet var om generalen havde ret eller uret, og han begreb ikke, hvorfor generalen ikke havde forlangt sig stillet for en krigsret for at få det afgjort.
Konseilspræsident Monrad bemærkede, at ingen var berettiget til, at forlange sig stillet for en krigsret, hvis han ikke havde fået en straf
Krigsminister Lundbye sagde, at der fra general de Meza var blevet givet svar på en del spørgsmål, som han havde forelagt ham. Svarene var ingenlunde fyldestgørende, og de pågældende punkter ville nu blive nærmere undersøgt. Han troede imidlertid ikke, at hvad den slesvigske minister har anført, er af stor vægt i dette øjeblik. Det kom, hvad de Mezas forhold angik, an på to hovedpunkter; den systematiske udelukkelse fra at ville have med krigsministeriet at gøre og søgte i forening hermed et tilbagetog som skulle søge sin lige i ubetænksomhed. Han havde ingen tillid til general de Meza, og han stod som konstitutionel ansvarlig minister i en situation, som om kort tid ville komme til at danne grundlag for en mængde spørgsmål fra Rigsdagens side. Det er derfor uundgåeligt at general de Meza måtte fratræde overkommandoen.
Kongen konkluderede, at han nu kendte samtlige ministres anskuelser om sagen, og han ville derfor i morgen anmode krigsministeren om at komme til sig for at han kunne tage endelig beslutning.
Den kongelige resolution om de Mezas fjernelse kom først to dage senere den 28. februar 1864. Kongen tabte, ministrene vandt.

Statsråd tirsdag den 19. april 1864

Forhandlingsemne: De befuldmægtiges instruks om våbenhvile.
Da det er dagen efter stormen på Dybbøl, vil drøftelserne i forbindelse hermed blive gengivet i forbindelse med den forandrede militære situation.
Konseilspræsident Monrad fastslog indledningsvis, at da de kongelige udsendinge til Londonkonferencen ikke havde fået nogen instruktion med hensyn til spørgsmålet om en våbenhvile, men kun med hensyn til våbenstilstand, og da dette spørgsmål var kommet frem under de mundtlige forhandlinger, de allerede havde haft i London, måtte der nu tages beslutning, om man skulle gå ind på en våbenhvile, således at de kongelige udsendinge kunne instrueres i så henseende. Det ville imidlertid være rigtigt først at få oplyst, hvorledes krigsministeren opfattede spørgsmålet set fra det militære synspunkt.
Krigsminister Lundbye bemærkede, at han som krigsminister ikke kunne sige, at en våbenhvile i militær henseende var nødvendig for os. De udbedringer og forstærkninger, som ville behøves i forbindelse med de militære tab, som den ulykkelige begivenhed i går havde kostet os både i menneskeliv og materiel, ville på få dage kunne skaffes til veje. Hvad der var nødvendigt til at afbøde skaden var nogenlunde tilstede. Det var først og fremmest et transportspørgsmål.
Men i politisk henseende troede han, at det ville være uheldigt for Danmark at afvise et tilbud om våbenhvile, hvis det fremsattes. Han troede, at alle magterne ville være enige om, at Danmark skulle behandles med magt og måtte underkaste sig et magtsprog, og derfor mente han, at det kunne være rigtigt ikke til at vise hårdnakkethed.
Ovenpå hvad der nu er sket med Dybbølstillingen ville rimeligvis følge, at Fredericia blev taget. Tilbagetog derfra ville blive endnu vanskeligere, måske umuligt, og tabene så store, at vi ikke længere kunne siges at have nogen kampdygtig hær. Men vi var ikke således stedt, at man ikke kunne sige, at vi kunne forsvare Als og Fredericia. Det kunne jo være, at Als måtte opgives, men derom var der i alt fald endnu ikke tale. Fra politisk side troede han, at det ville blive vanskeligt at afvise et tilbud om våbenhvile, sagen trænger derfor til en alvorlig overvejelse.
Kongen fremhævede i særdeleshed mangel på befalingsmænd, og han havde svært ved at se, hvordan de mange tabte officerer skulle blive erstattet.
Krigsminister Lundbye indrømmede, at befalingsmandsstyrken i hæren havde været for ringe. Ulykken i går var rimeligvis en følge heraf, og denne mangel havde været i vejen for, at der kunne gøres offensive operationer fra Dybbølstillingen. Men befalingsmandspersonalet ville imidlertid ikke blive ringere i Fredericia end hidtil, og kadrene i hæren kunne herefter også uden skade indskrænkes ved at nogle regimenter reduceredes til bataljoner.
Konseilspræsident Monrad bemærkede, at det forekom ham, at der blandt krigsministerens politiske grunde for at gå ind på en våbenhvile var væsentlige militære grunde, dels hensynet til, at Fredericia ville blive taget, dels hensynet til Als måske ikke kunne holdes. Dette var sagen set fra den militære side, ikke fra den politiske.
Drøftelserne fortsattes en rum tid for eller imod våbenhvile nu.
Herunder udtalte krigsministeren, at han som officer mente, at et velordnet forsvar af Als og Fredericia kunne fortsættes. De i går lidte tab ville hovedsageligt kunne erstattes, og kunne vi ikke nå op på fuld styrke, var dette heller ikke nødvendigt. Han troede ikke, at vi på kort sigt ville miste Fredericia og Als. Der ville gå nogen tid. Men han var af den mening, at hvis Fredericia blev taget med en overvældende magt, ville vor styrke være så lille, at vi ikke længere kunne gøre nogen modstand. Det, han havde hørt i dag, havde ikke rokket ham i hans tro på, at vi ville stå os bedre i den skæbnesvangre situation, vi nu befandt os i og bedre kunne komme igennem forhandlinger under en våbenhvile end ved at fortsætte kampen, men på den anden side, hvis kampen skulle fortsættes, ville han fremdeles gøre sit bedste som hidtil; begge dele troede han at kunne forsvare.

Kongen bemærkede, at det var ham ikke klart, hvorfor det, således som krigsministeren synes at gå ud fra, skulle være en given sag, at fjenden kun successivt skulle kunne bemægtige sig Fredericia og Als, da han havde fuld styrke til at gøre det på engang.
Krigsminister Lundbye mente, at preusserne ikke kunne tage begge dele op på en gang, og at det, som forholdene var, vel nok kunne være østrigernes hensigt at overlade dem det hele. Det østrigske korps belejrede Fredericia. Det er bemærkelsesværdigt, at krigsministeres mund er lukket m.h.t. kongens og sit besøg hos general Hegermann-Lindencrone på Mors primo april 1864, hvor han lovede denne at stille du Plats 3. Division med tilhørende artilleri og rytteri til rådighed for 4. Divisions modangreb ned gennem Jylland til aflastning af Dybbøl. Årsagen til dette løftebrud er aldrig blevet opklaret.
Kongen udtalte, at med hensyn til våbenhvile, ville krigsministeren formentlig give ham ret i, at den styrke, der nu er på Als, til en vis grad var udmattet, og dernæst, at det var ikke krigsvandte rekrutter man kunne indkalde. Disse mangler kunne afhjælpes med tiden. Han gik derfor ind for, at det ønskeligste var, at man indgik en våbenhvile.
Drøftelsen for og imod våbenhvile fortsattes, og resultatet af mødet blev, at der resolveredes, at de kongelige befuldmægtigede i London bemyndigedes til at erklære, at man fra dansk side var villig til at give den kommanderende general ordre til ikke at angribe i en vis tid, under forudsætning, at det samme sker fra den anden side.

Mandag den 25. april 1864, Amalienborg

Forhandlingsemne: Londonkonferencen om våbenhvile og Fredericias rømning. Kongen ønskede at drøfte spørgsmålet om Fredericia og Als.
Krigsminister Lundbye fremførte, at spørgsmålet om at holde Fredericia fra hans side var taget under nøje overvejelse, og han var kommet til det resultat, at den slet ikke kunne holdes. Havde man fra begyndelsen anet krigens gang, ville han have rådet til ikke at besætte Fredericia. Der var den store forskel på krigsforholdene denne gang og forrige gang, under krigen 1848-1850, at dengang var meningen at gøre offensive bevægelser fra Fredericia mod den fjendtlige troppestyrke; men i nuværende krig var vi overvældede af en sådan overmagt, at vi ikke kunne gøre noget udfald hverken fra Dybbøl eller Fredericia. Skulle Fredericia og Als holdes, ville hæren bindes der, og hvad Fredericia angik, da havde det tillige den store ulempe, at det under et overvældende angreb blev umuligt at komme derfra, så at hele besætningen enten blev dræbt eller tilfangetaget. Hæren skulle omorganiseres på Fyn. Efter at Dybbøl var faldet var der til Fyn sendt seks regimenter, hvoraf de to slet ikke eksisterede mere to andre var ganske overordentligt medtagne og de sidste to havde kun halv styrke. De fire sidstnævnte måtte hver formeres med fire kompagnier. Hæren blev dermed mindre, den ville imidlertid være tilstrækkelig til at løse den opgave den har, men han anså det for nødvendigt at styrken samles, så den kan samarbejdes. Det var derfor hans mening, at styrken i Fredericia snarest muligt trækkes til Fyn, og at der også fra Als skulle overføres så mange tropper, at der kun blev det nødvendige tilbage. Fjenden havde endnu ikke det fornødne skyts og ammunition ved Fredericia, men der ville kun gå kort tid, inden han får det derop. Derfor var det vigtigt at evakueringen af Fredericia skete snares muligt, forinden han kan overøse besætningen med sine granater.
Som følge af disse betragtninger havde krigsministeren i lørdags tilskrevet den kommanderende general og sagt ham sin mening om, at Fredericia burde rømmes. Han havde tillige meldt ham, at ingeniørofficeren var af samme mening, og han havde, idet han havde bedt den kommanderende general om at overveje sagen, og hvis generalen var af sammen mening, da straks at indlede evakueringen. Denne skulle ske jævnt og stadigt, og der skulle sørges for, at vi fik det riflede skyts og krudtbeholdningen bort, medens alt det glatløbede skyts, der jo var forældet, kunne lades tilbage.
Den kommanderende general havde derpå straks pr. telegram svaret, at han betragtede Fredericia som det eneste punkt, hvorfra der kunne gøres offensive bevægelser. Generalen havde uddybet sine synspunkter i en i dag modtagen skrivelse, som krigsministeren nu læste op og som gik ud på, at Fredericia burde holdes til det yderste. Generalens mening var efter krigsministerens mening aldeles ikke motiveret i skrivelsen, og generalen havde slet ikke overvejet den anden side af sagen, vigtigheden af at have en samlet hær i sommerens løb.
Krigsministeren troede ikke, at det, der skulle anvendes på at holde de to steder, Fredericia og Als, ville stå i forhold til det resultat, der skulle opnås.

De positioner, der nu skulle bruges til offensive bevægelser, måtte søges længere nord på og den 4. Division måtte bringes op på en større styrke med meget mere infanteri.
Han fastholdt derfor at Fredericia straks burde rømmes og at der fra Als evakueredes så meget som ikke er strengt nødvendigt. Han bemærkede at han havde støttet sig til general C.O.E. Schlegel og general M. Lüttichau, der var af samme mening som han. Han burde nok i stedet have lyttet til Overkommandoens og Fredericias kommandants skarpe protester imod at rømme Fredericia.
Konseilspræsident Monrad udtrykte betænkelighed ved det uheldige i at rømme Fredericia og Als og give dem til pris inden en kommende våbenhvile.

Krigsministeren erindrede yderligere om, at Fredericia som fæstning slet ingen betydning havde, og heller ikke i politisk henseende kunne det være til noget tab for landet, at den opgives og bliver besat af fjenden. Han fastholdt, at det var dumt at beholde Fredericia, og at dens evakuering ingen betydning har. Hvad Als angik, da var den jo meget lettere at forsvare, og i politisk henseende kunne det have betydning at holde den, men i militær henseende havde dens forsvar ikke interesse.
Konseilspræsident Monrad var fortsat ikke overbevist om, at krigsministeren havde ret, særligt hvis man stod overfor en våbenhvile.
Justitsminister Casse var ligeledes betænkelig ved at opgive Fredericia på nuværende tidspunkt og mente man, ligesom med Als, burde se tiden an.
Krigsministeren fastholdt sit krav om straks at påbegynde evakuering af Fredericia. Hvad Als angår, da havde det ingen hast, og den ville med passende midler kunne holdes i hvert fald nogle uger.
Ministeren for Hertugdømmet Slesvig, Johannesen, var stærkt betænkelig ved tanken om at opgive Als.
Kongen ytrede, at han var kommet til den overbevisning, navnlig også efter at han havde talt med Ingeniørgeneralen, at det ikke kan nytte at holde Fredericia mod en hær med sådant skyts, som fjenden havde. Han var derfor ganske enig med krigsministeren i den af ham foreslåede fremgangsmåde, således at fæstningen altså skulle rømmes nu.
Dermed sluttede mødet.

Krigsminister Lundbye afskediges
den 18. maj 1864 og erstattes af oberst Reich

Monrad skriver: ”Efter Fredericias Rømning indfandt Oberst Reich sig hos mig. Det var en Mand, hvis Sjæl var gennemdannet indtil den inderste Kærne: Hans ædle Karakter, hans klare Besindighed var udpræget i hele hans Væsen. Hvor var han harmfuld og bedrøvet over Fredericias Rømning, ved hvis Udførelse han selv havde været medvirkende. Naar man længe er gået i Spænding i Forventning om Angreb, med Beslutning om kraftig Modstand, med Haab om Sejr, med Forvisning om Hæder; saa kommer Sjælen i Oprør, når man faar Befaling til at vige, uden at have haft Lejlighed til ret at måle sig med sin Modstander. Om end jeg ikke kunde dele, så kunne jeg forstå Reichs Følelser. Jeg kunne ikke andet end ønske disse Følelser i Krigsministeriet, da jeg ikke kunne tvivle om, at de vilde undergå den fornødne Forandring ved at stilles lige overfor, ikke et enkelt Punkts, men hele Landets Forsvar. Da nu oberst Reich i øvrigt efter mit Skøn besad alle de Egenskaber, som man måtte ønske af en Krigsminister, så kom han til at stå for mig som den mand, på hvem man måtte tænke, hvis der blev tale om Lundbyes Fratræden.
Om denne Fratræden blev der efterhaanden mere og mere tale. Krigsministeren var kommet i en skæv Stilling til Hæren ved i de mest afgørende Øjeblikke, ved Dannevirke, Dybbøl og Fredericia at have en Mening, der afveg fra de kommanderende Generalers. I Krigsraadet, der afholdtes før Dannevirkes rømning, havde alle Generaler, med en eneste undtagelse, sluttet sig til den Øverstkommanderendes Anskuelser om, at man burde forlade Stillingen. Ved General de Mezas Fjernelse ramtes de andre indirekte. Denne skæve Stilling til Hæren kunne ikke andet end invirke på forholdet til Kongen. Hertil kom, at der var opstået uenighed om forskellige finansielle Spørgsmål mellem Finants-og Krigsministeriet, hvor sidstnævnte fastholdt sin Mening.
Endelig forekom Krigsministeren mig at være træt og medtagen og ikke at have den fulde Arbejdsdygtighed. Uagtet at jeg aldrig har staaet paa en særlig fortrolig Fod til Lundbye, saa har jeg altid sat ham og sætter ham meget højt. Han var hævet over alle smaalige Hensyn og havde ved siden af en varm Hengivenhed for Konge og fædreland og stor Klarhed i Opfattelse. Sammenligner jeg imidlertid hans Virksomhed i 1864 med Tschernings i 1848, så kan jeg ikke fragaa, at der var en umaadelig Forskel i kraftig Virksomhed. De store Begivenheder spændte ikke Lundbyes Arbejdskraft op over det sædvanlige Maal, men virkede snarere slappende.
Efter at jeg havde raadført mig med mine Kollegaer og forskellige andre, nævnte jeg Reichs Navn for Kongen, og denne gik med en saadan Beredvillighed ind paa mit Forslag, at det var som om, han havde haft samme Tanke. Oberst Reich blev Lundbyes efterfølger”. 

Afslutning

Når man betænker, at Danmark var i krig, er det bemærkelsesværdigt, at der kun i fem af i alt 24 statsråd blev drøftet militære emner og fra krigsministeren orienteret om selve krigens gang. Regeringen Monrad og især krigsminister Lundbye blev en katastrofe for landet. Sidstnævnte evnede ikke at oprette et tillidsfuldt samarbejde med Overkommandoen. Blandt andet på grund af en uoverlagt fornærmelse ofrede man ikke blot de Meza , men gav den nye Overkommando en følelse af usikkerhed og et moralsk knæk, der dræbte dens initiativ i resten af krigen.
Oberst Kauffmann er nok nær ved sandheden, når han i sine erindringer udtalte: ”Det har altid været mig en utaalelig Tanke, at Hall lod Ministeriet gaa over i Monrads Hænder, og uagtet denne, som det snart skulle vise sig, ikke havde andre Faktorer at regne med end de stakkels danske Stridskræfter, som slet organiserede og yderligere utilbørligen desorganiserede ved Kadrenes Udspiling, skulle afværge den tyske Invasion i en Stilling, de umuligt kunne dække i Vinterens Hjerte”.
Lundbye misforstod sin opgave som konstitutionel forsvarsminister, idet det var hans overbevisning at han skulle lede operationerne fra København. Overkommandoens plan for felttoget var i efteråret 1863 godkendt af regering, hvor Lundbye var krigsminister og rigsdag. Men manglende tillid til Overkommandoen medførte utidig og ødelæggende indblanding, der bevirkede, at det gik langt værre for Danmark med krigen og fredsslutningen end det burde have gjort.
Hvad der i øvrigt er foregået af korridorsnak mellem ministrene i Monrads regering er utilgængeligt for os ifølge sagens natur.
Vi har kun mulighed for at læse Statsrådsreferaterne og ud fra dem forsøge at danne en mening om krig og politik under den dansk- tyske krig i 1864. Statsrådsreferaterne tegner et smukt billede af kongen, CHR IX, der utvivlsomt havde betydeligt større viden om militære forhold end nogen af ministrene.
Men når alt dette er sagt, må det erkendes, at når det gik så galt som det gjorde, så var hovedårsagen at det spæde danske demokrati ikke havde den fornødne modenhed til at klare skærene i en presset og ulykkelig situation.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

milit_rt_tidsskrift_135._rgang_nr.4_2006.pdf

 
 
 

Litteraturliste

Aage Friis: Statsraadets Forhandlinger om Danmarks Udenrigspolitik 1863- 1879. København 1936
Aage Friis: D.G. Monrad 1864. Nordisk Forlag, København 1914.
Om krigsåret 1864. C. D.Hegermann-Linbdencrone. Reitzels Forlag , København 1874.
Helge Kroon og Knud Rasmussen: Paradokset 4. Division. Kochs Forlag; Kalundborg 2006.

 
 
 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.