Sprog og kultur: Når soldaten ikke kan tale (sit eget sprog)  

Søren Liborius, souschef ved Danske Ambassade i Moskva, cand. mag. i statskundskab,  sprogofficer (1988‐90, russisk, serbokroatisk). Udsendt til Balkan 1995‐1998. 

 

‐ Hvordan ændrer soldater sig, når de ikke selv mestrer det lokale sprog og når  kulturen er anderledes?   

‐ Hvordan kan man i praksis uddanne soldaterne, så de igen virker ‐ næsten ‐ som  når de selv kan sproget og interagerer i kulturen?     

Disse to spørgsmål har stået i centrum for Institut for Sprog ved  Forsvarsakademiets befatning med missionsorienteret uddannelse i de senere  år. Som konceptudvikler af missionsorienterede øvelser og kurser har  undertegnede haft fornøjelsen af at samarbejde med især Hærens Operative  Kommando, Danske Internationale Brigade, 2. Brigade og DANILOG om  gennemførelse af denne uddannelse. Det har været spændende og  taknemmeligt, præget af kammeratskab og gå‐på‐mod på tværs af  myndighedsskel, frihed til kreativitet og vilje til at afprøve nye veje. Vi – fra  disse myndigheder – har haft et klart mål for øje: Soldaterne skal uddannes til  at kunne løse både skarpe kampopgaver OG støtte civil genopbygning, dvs.  mestre hele skalaen af interaktion med lokalsamfundet ud fra devisen ”fra civil  hånd til hård grøn”.   

Det forløb som ofte betegnes missionsorienteret uddannelse (MISU)  dækker her de afdelings‐ og brigadeledede forløb, hvor enhederne er formeret  med deres personel i de respektive funktioner. Under dette forløb uddannes  enheden samlet dels i hjemgarnisioner, dels på større samvirkeøvelser. På  samme måde øves staben dels særskilt, dels i samlet føring af hele styrken.

Med baggrund i vores egne felterfaringer og mangeårige  uddannelsesvirksomhed har vi konstateret, at der ofte sker noget særligt med  solide, stærke, erfarne danske soldater, når de pludselig ikke selv har sproget i  deres magt. Når de ikke mestrer det talte ord og ikke kan kommunikere direkte  selv på enten engelsk, tysk, fransk eller andet med den person, de står overfor,  så påvirkes de mere end de selv aner. De ændrer sig. Deres ellers normalt  robuste fremtoning og kropssprog har tendens til at stivne. De ændrer faktisk  karakter, og deres handlekraft enten forringes, eller de træffer beslutninger, som ikke svarer til dem, de ville have truffet, hvis de havde været blandt  danskere. – Altså hvis de havde dannet sig overblik og haft egen verbal  information til at læse situationen. 

Hvis det samlede potentiale til at handle forringes, er det betydningsfuldt  for soldater, der næsten pr. definition skal være handlingsmennesker.   Men det er egentlig ikke så mærkeligt. Faktisk forudsigeligt. Vores  handlinger er jo afhængige af, hvordan vi opfatter situationen. Vi kender det  fra turistrejser til lande, hvor vi ikke taler sproget. Vi evner ikke at handle i  samme omfang eller på samme måde som hjemme. Men hvis omgivelser og  situation er venlig og fredelig, gør det ikke noget – og vi mærker ikke  konsekvensen af sprogtabet.    Men hvis soldaten står midt på en markedsplads fyldt med civile kvinder og  børn, et par militsfolk og bevæbnede unge mænd; radioen skratter, solen  brænder varmt, vanddunken er tom, og han er træt. Så skal læsningen af  situationen og evnen til at kommunikere gerne være trænet på forhånd. Så er  vores soldat – midt i trætheden – bedre rustet til ikke at gribe til uovervejede  reaktioner, når menneskemængden laver støj og fagter eller gestikulerer i  retning af soldaten. Når mængden samler sig om soldaten (og hans tolk og  nærsikring), skal tungen holdes lige i munden. Hvad vil folkemængden? Har  alle samme hensigt, eller er der uromagere iblandt? Vil de tale? Og om hvad?  Kræver de noget?   

De fleste soldater (og mennesker generelt) læser komplekse situationer  som denne med ‘det primale beredskab’ forhøjet: klar til kamp eller flugt. Det  skyldes dels, at vi ikke forstår sproget. Dels at mængden er for stor og  kompleks til entydigt at kunne afkodes via kropssprog. Eller at vores soldat  ikke er fortrolig med lokale sædvaner.  Puh ha, spændingen for vores soldat aftager. Det viser sig, at mængden  blot er nysgerrig. Børnene ville tigge, og kvinderne fulgte med ungerne. De  unge mænd fulgte med kvinderne, og militsfolkene fulgte blot med mængden.  Soldaten har fået øjenkontakt med en af de ældre bedstemødre, der fører sig  som lokalt familieoverhoved. Han bruger sit kropssprog og gestikulerer til  hende: Kom blot nærmere, så vi kan tale. Soldaten får skabt en samtalezone –  den støvede frie grusplet på knap ½ kvadratmeter, hvor verbal kontakt kan  udvikles. En udstrakt arm, fast og rolig, markerer zonen. Soldatens øjne synlige  under hjelmens kant – blikket der udstråler årvågenhed men uden aggressivitet  – fastholder kontakten. Tolken, der står nær soldaten, virker med sit sprog som  ‘kulturbro’. Bedstemoderen tiltaler først tolken, som dog viser hen til soldaten.   Bedstemoderen er ikke frygtsom. En samtale udvikler sig med soldaten. Først  bedstemoderen og siden flere lokale.  De taler og ser på hinanden – ikke så  meget på tolken, som er rutineret nok til ikke at stille sig i centrum eller suge Bedstemors opmærksomhed væk fra soldaten. Det at de ser på hinanden,  noget så elementært som øjenkontakt, der jo er fælles for kulturer, er vigtigt.  Det har soldaten erfaret for længst.   

Uanset forskellig kultur er øjet ‘sindets spejl’, og efter et stykke tid med  øjenkontakt er næsten alle mennesker i stand til at forme en kvalificeret  opfattelse af den anden part i samtalen – også selv om sætningerne går  gennem en tolk.   Soldaten har nu fået talt med de lokale gennem sin tolk. Han har hørt deres  ytringer og informationer. Han har formentlig også fået svar på nogle af de  spørgsmål, bataljonen interesser sig for. Og i tilgift har de lokale fået et indtryk  af soldaten og hans synspunkter. Efter et stykke tid fortsætter soldaten sin  patrulje sammen med gruppen.   

Mange af os har oplevet situationer som denne, der efterhånden er blevet  rutine under betegnelsen ‘social patrol’, ‘social stop’, ‘kontaktoperationer’  el.lign. Ikke så underligt – for medmindre vi er indsat i områder udelukkende  domineret af kampoperationer – er det i mødet med de lokale, at vi får vigtige  bidrag til den lokale situation, uanset om det er på et benzinmarked i Basra,  ved stemmeoptælling i Kaukasus, i flygtningelejr på Balkan eller på fodpatrulje  i Afghanistan.         

Teoretisk undervisning i missionsområdets kultur
‘Kultur’ skal forstås ganske bredt. Samfundsindretning, skik og brug, typiske  sædvaner og handlemønstre, forholdet mellem civile og militære, kvinder og  mænd, land og by…   

Som et tidligt element i uddannelsesforløbet og før enhederne kastes ud i  fx større øvelser i bataljonsramme, modtager de nu systematiseret teoretisk  orientering om missionsområdets kultur. Men teoretisk undervisning,  auditorieforedrag o.l. skal gerne krydres med mange praktiske eksempler, og  for at soldaten skal kunne interagere i kulturen, skal det teoretisk meddelte  stof afspejle sig i de praktiske øvelser. Ellers kan det ikke kaldes frem, når  soldaten står i missionsområdet.   

Om uddannelse i praksis 
Men vores soldat skal kunne optræde (næsten) som hjemme i Danmark, med  samme ro og sikkerhed. Hvordan bringes han dertil?   Svaret på, hvordan soldaten – bataljonschef eller gruppefører – bringes til  at føle sig næsten som hjemme i kulturen og det fremmede sprogmiljø, blev  niveau‐opdelt undervisning i kulturkendskab og kommunikationsteknik.  Samtidig blev ‘kultur‐udfordringer’ integreret i al slags uddannelse. Jo mere  kommunikation der forudsås i soldatens funktion, desto mere intensiv og forskelligartet træning. Og det hele tilsat så realistiske fysiske rammer som  muligt.   

Det tidligere Jugoslavien – de første erfaringer
Efter Cypern‐missionen var droslet ned, var det først med udsendelserne til  krigen i det tidligere Jugoslavien, at vi fra dansk side tog fat på systematisk  uddannelse i større omfang. Det stod hurtigt klart, at indsatsen i det tidligere  Jugoslavien ville kræve styrker udsendt i en årrække og i relativt stort tal.  Lokalsamfundene havde lige været eller var midt i en aktiv krig. Våbenhvile,  fred, forsoning og genopbygning af civile samfund ville kræve omfattende  kontakt med lokale myndigheder, ledere og befolkning. Kort sagt: masser af  direkte, personlig kontakt. For at kommunikere måtte soldaten sættes i stand  til at forstå kulturen og udstyre soldaten med sproglige redskaber. Og en hel  bataljons ‘kontakt‐holdere’ på alle niveauer giver et ganske stort antal at  træne.   

Skræddersyet træning
Der er sket meget store fremskridt i den måde vi uddanner vores soldater til at  begå sig i fremmede kulturer, og den måde de trænes til at kommunikere med  lokalbefolkningen. Fra en ret begrænset indsats med fragmentariske øvelser i  begyndelsen af 1990’erne – ved begyndelsen af UNPROFOR (United Nations  Protection Force (in Former Yugoslavia)) til Kroatien og Bosnien‐Herzegovina –  og til en meget mere systematisk og integreret proces.   
Nøgleordene har været:   
• Realisme i den enkelte øvelsessituation: at ‘turde’ spille som lokal aktør. 
• Interaktion: at give øvelsestageren mulighed for at vælge flere  handlemåder. 
• Kompleksitet: den valgte handlemåde skal kunne udvikles og fortsat  ‘rummes’ inden for øvelsesrammen.     

Fra fragmentarisk til integreret 
Udviklingen af missionsorienterede øvelser har generelt gået fra  fragmenterede, stand‐alone til mere integrerede og komplekse, hvor større  enheder øver sammen over længere tidsrum i samme overordnede  øvelsesramme. Det siger sig selv, at muligheden for at træne kulturforståelsen  er meget bedre ved det integrerede forløb. For det kræver tid at øve  ‘kulturforståelse’ forstået som hensigtsmæssig reaktion, når den er integreret i  handlebaner i stedet for at blive manuduceret i teoretisk klasseundervisning.    

Det er ikke fordi det er ‘sværere’ eller ‘finere’ end at mestre kampeksercits  eller klassisk enhedsskydning og ‐ samvirke. Alle disciplinerne kræver målrettet  træning.     

Hvordan formidles missionsområdets kultur? 
Realisme: Spiller fremmedsprog en rolle for at etablere en realistisk  øvelsesramme? Ja, i høj grad. Det har vist sig at være det kraftigste  enkeltparameter til at bibringe øvelsestagerne fornemmelsen af at være i  missionsområdets miljø (selv om der står bøgetræer og danske vejskilte i  nærheden).   

Den dygtige øvelsesspiller kan forvandle en næsten bar lade, et halvtomt  lokale, en majsmark eller anden skrabet ramme til et fortættet miljø, hvis han  eller hun har solidt missionskendskab og gennem sine ord og sin personlige  fremtræden kan skabe opmærksomhed. Det fordrer selvsagt et vist  skuespiltalent, men den fremmedsproglige iklædning bidrager meget mere,  end man umiddelbart skulle tro.  Det er den gennemgående og veldokumenterede erfaring hos talrige  soldater, at det kulturelle rum kan skabes med få redskaber: et fremmed, for  soldaten uforståeligt, sprog kombineret med en forholdsvis autentisk  personprofil for øvelsesspilleren.   

I udviklingen af de missionsorienterede øvelser har vi derfor arbejdet  ihærdigt for at sikre, at tilstrækkeligt mange nøglespillere i en given  uddannelse har solidt missionskendskab, så de kan levere autentiske  personprofiler iklædt fremmesprog. Desto flere kolleger – sprogofficerer eller  andre – der kan trække på egne erfaringer fra missionsområdet, desto bedre.  Vi har systematisk fyldt øvelsesoplæg med personprofiler inspireret (NB: dog  ikke fuldstændig kopieret) fra missionsområdet og gjort disse profiler til  ‘helstøbte’ bærere af missionsområdets forskellige forhold og problemer.     

Interaktiviteten og kompleksiteten 
Vi har tilladt øvelsesspillerne at udfolde deres personprofil – eller deres  ‘karakter’, som det ville hedde i skuespilfaget – i takt med og i forhold til  øvelsestagernes handlinger for at opnå dynamik. Det komplekse fremkommer  ved at soldaternes handling nr. 1, afstedkommer en plausibel reaktion, som  igen driver handling nr. 2 osv.  Andetsteds på øvelsespladsen spreder  reaktionerne på handling nr. 1 sig samtidig – og gerne i realtid – til andre  lokalområder, hvor andre dele af styrken er indsat. Det afføder endnu en  handling osv.   På den måde giver vi både staben og manøvreenhederne den komplekse  ramme, som tillader dem at vælge flere forskellige tilgange til  opgaveløsningen. På den måde får vi øvet deres føring og handlingsberedskab. 

Det er velkendt, at der kræves en vis øvelsesstab med kontrolofficerer til at  sikre fremdrift i den ønskede retning og styre samtidige, dynamiske og  komplekse spil.  Kulisse og rekvisitter spiller også en rolle, når man skal transformere et  efterårskøligt dansk øvelsesområde til et lokalområde i Irak, Balkan eller  Afghanistan. Man behøver ikke ‘udstyrsstykker’, blot nogle ‘kroge’ at hægte  øvelsesrammen op på. Men kulisse og rekvisitter – alt fra et kloster, et rådhus,  en moske med minaret, et sheik‐rum med tæpper eller en købmandsbod – er  især vigtige for at fastholde fikspunkter for øvelsestagere i en kompleks  øvelsesramme. Men kulisse og rekvisitter hjælper også meget til at anspore  større grupper af mindre rutinerede øvelseshjælpere – fx et par kompagnier  menige soldater, der tildeles som momentstyrke for en begrænset tid – hvis de  skal medvirke til at skabe et bestemt miljø for soldaterne.   Uddannelsen og øvelserne har ikke været ‘scriptede’ hændelsesforløb, som  blot skulle gennemspilles bevidstløst med helt fastlagt mønster. Men snarere  en slags slalomskiløjpe, som man kan løbe ned ad på forskellige måder. På vej  ned ad ‘løjpen’ – øvelsesforløbet – har der naturligvis været nogle ‘porte’, som  styrken skal øves i: bestemte dilemmaer, føringsmæssige udfordringer eller  reaktionsmønstre, som bare skal være eksercermærssigt gennemgået, så det  sidder på rygraden. Men vejen hen til den enkelte ‘port’, dvs. de begivenheder  som typisk ville opstå i missionsområdet, skal gerne forekomme  realistisk/plausibel for øvelsestagerne.     

‘Gadeteater’ eller…   
For det utrænede øje har mange større MISU‐øvelser lignet gadeteater og  fremkaldt skæve smil, når episoder med bål, brand og lokale optøjer har  eskaleret. Eller når langtrukne forhandlinger gennem tolk og med til  ukendelighed sminkede lokale ‘sheiker’ har fået sveden frem hos soldaterne.   Men sandheden er, at der har været tale om nøje gennemtænkte,  velovervejede og kontrollerede processer som ofte har krævet lang  forberedelse, realiseret med den seriøsitet og indlevelse, som har fået  soldaterne bevæget ind i missionsområdets ‘rum’.   
På den måde har det vist sig en smule lettere end man skulle tro at få øvet  ‘kulturforståelsen’.  Takket være grundig planlægning, rigelig knofedt og  velvilligt medspil fra især sprogofficerskorpset. Og soldaterne – dem det hele  drejer sig om – har generelt vist stor entusiasme i øvelserne og har ‘spillet med’.   Alle har erkendt, at det har været vigtigt for opgaveløsningen af kende kulturen  i missionsområdet.    Den største ros vi som øvelsesplanlæggere har fået, er når soldater efter at  have oplevet tilspidsede situationer med mange lokale senere har meldt tilbage, at ”det var ligesom på øvelse hjemme i Danmark”. Soldaterne har ofte  været tydeligt tilfredse med deres egne velovervejede reaktioner og  handlinger, så de fik løst den pågældende opgave.     

Når soldaten skal tale gennem tolk
Ret kort tid efter de første enheder var blevet indsat i det tidligere Jugoslavien i  solidt antal, stod det klart, at soldaternes brug af tolke ikke var optimal. Det  gjaldt sådan set både høje og lave grader. Størstedelen af soldaterne var  ganske enkelt ikke vant til at benytte et par vigtige ‘håndværksmæssige greb’ i  deres talestrøm og deres lyttemåde. At blive støttet af en tolk er en  forudsætning for både at kunne tale og lytte til modparten. Det er ikke nogen  videnskab, men hvis man ikke bruger disse greb, forværres ens egen afsendelse  af budskabet, og man kan miste vigtige dele af modpartens.   

Den største ros man kan få som tolk, er hvis tolkebrugeren efter et godt  møde næsten ikke kan huske, at man var der. Så har tolken været det medium,  der har bygget den nødvendige bro mellem to samtaleparter, men parterne har  følt det, som talte de direkte med hinanden.  Det kræver naturligvis, at  tolkebrugeren har haft rutine i de ‘håndværksmæssige greb’: talt i afmålte  sætninger, med forståeligt og tydeligt ordvalg, ladet tolken tolke sætninger  færdig og holdt normal øjenkontakt. På den måde afsendes budskabet, næsten  som kom det direkte fra soldaten selv, og særlig vigtigt: soldaten har overskud  til at fastholde sit eget sædvanlige kropssprog. Først når disse betingelser er  opfyldt, opfatter den lokale samtalepartner soldaten som troværdig.     

Vi besluttede ret hurtigt at betone praktiske øvelser for netop at øve  håndværket. Praktiske øvelser efter en kort teoretisk indføring i  grundlæggende overvejelser om kommunikation (bl.a. strukturering af  budskaber), af kropssprogmæssig fremtoning og tilrettelæggelse af  forhandlingsmåder. Som sædvanen er i forsvaret, udarbejdede vi kompakte  aide‐mémoirer til enkeltmand i brug af tolk mv.   

Ret hurtigt integrerede vi også missionsområdets aktuelle  problemstillinger i de korte praktiske øvelser. Når man skal øve sig, kan det jo  lige så godt være noget fra hverdagen. Der kunne hurtigt spores markante  fremskridt i missionsområderne. Fremskridt både i soldaternes praktiske  formåen til at kommunikere med lokalbefolkningen, hvilket soldaterne selv  værdsatte, og fremskridt i den placering styrken generelt havde hos  lokalbefolkningen. Nu kunne flere tale sammen. Som en markant aktør, ofte  med relativ tung fysisk magt i lokalsamfundet, siger det sig selv, at den lokale  befolkning ønsker at have kontakt med en så vigtig spiller. 

For at kunne dække det store behov for uddannelsesstøtte til enhederne  blev interesserede sprogofficerer efteruddannet til at støtte denne opgave, og  de har bedrevet en karavane af kurser og øvelser.     

Er dansk kultur en forudsætning  for vores handlemåde og tilgang i øvelser?
Nej, egentlig ikke. Vi bryster os af at være gode til fredsbevarende missioner. Vi  kan godt lide at tro, at vores tilgang er speciel ‘dansk’. Min erfaring er dog, at  det ikke udelukkende har noget med nationalitet at gøre. Vi skulle også gerne  være gode til kamp. Det handler i sin enkelhed om at dosere magtmidler efter  situationen og samtidig have viljen til kontakt uden våbenanvendelse – hvis det  er den bedste måde at opnå missionens mål på.  Det behøver man ikke være  dansker for at kunne.   Men naturligvis er en soldat med baggrund i demokratisk kultur – alment  dannet, vænnet til selvstændig ageren og aktiv deltagelse i samfundet – et  bedre materiale at uddanne på.   Det er selvsagt tilfredsstillende, når vore alliancepartnere har opdaget det  lille land og gerne vil samarbejde og udveksle uddannelseserfaring med os. 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_138.aargang_nr.4_2010.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.