Spøgelsesfronten. Ardennerne 1944: Hitlers sidste offensiv

Anmeldt af af Niels Bo Poulsen, Forsvarsakademiet.

Jakob Sørensen, Spøgelsesfronten. Ardennerne 1944: Hitlers sidste offensiv, Gyldendal, 2014,336 sider. 299,95 kr. (vejl.). Illustreret med fotos og kort.

Foto: Saxo.com

Ardenneroffensiven, Rundstedt-offensiven, Battle of the Bulge, Wacht am Rhein, Herbstnebel – det sidste tyske forsøg på en større offensiv mod de vestallierede i Anden Verdenskrig har mange navne. Det er dejligt for historikerne, for dermed er det lettere at finde en bogtitel. Og titler er der brug for. Offensiven er nemlig ganske velbeskrevet i den angelsaksiske militærhistorie. Det er ikke så underligt. Det tyske angreb langs den kuperede og skovklædte Ardennerfront, der tjente som et hvile- og rekreationsområde for udslidte amerikanske styrker, kom som en ubehagelig overraskelse for de allierede. To panserarmeer, et stort antal soldater, artilleripjecer, fly, ammunition og brændstof var i al hemmelighed blevet koncentreret bag de tyske linjer på dette ellers så fredelige frontafsnit. Hitlers mål, da de tyske styrker den 16. december 1944 gik i offensiven, var intet mindre end at gentage succesen fra 1940. Gennem en hastig fremrykning fra Ardennerne til kanalkysten skulle de vestallierede styrker skæres over i to og forsyningshavnen Antwerpen lukkes. Dette ville, håbede Hitler, få koalitionen mellem amerikanere og briter til at gå i opløsning, hvorefter Det Tredje Rige kunne vende sig mod øst og standse den Røde Hær.

Hitlers på alle måder urealistiske planer baserede sig dels på en overdreven tro på de tyske enheders evner og operative muligheder og dels på en nedvurdering af de amerikanske styrkers kampevner. Det uvarslede angreb og et ulige styrkeforhold de steder, hvor tyskerne koncentrerede sig, forhindrede dog ikke forsvarerne i at kæmpe med betydelig succes. Efter en uge med tysk fremgang var angrebet næsten kørt fast som følge af få og svært farbare veje og vellykket amerikansk forsvar af vejkryds, flodovergange og andre vitale punkter. Da vejret fra den 23. december klarede op, kunne den allierede luftoverlegenhed bringes i anvendelse, noget som ikke ændredes af Luftwaffes omfattende overraskelsesangreb, Operation Bodenplatte mod allierede flyvepladser godt to uger inde i offensiven.

Kampene i Ardennerne kom ikke blot til at repræsentere det største slag den amerikanske hær var involveret i under Den Anden Verdenskrig, de blev også et vidnesbyrd om de amerikanske styrkers betydelige defensive evner – og om at den tyske hær i slutningen af 1944 langt fra havde den formåen, den havde haft få år før. Flere tiltag, såsom anvendelsen af specialenheder i amerikanske uniformer under Otto Skorzeny til at infiltrere de allierede linjer og en omfattende nedkastning af faldskærmstropper langs offensivens planlagte nordflanke, forløb nærmest dilettantisk. Andre steder udførte de tyske styrker frontalangreb mod godt befæstede amerikanske stillinger eller fejlede grundet manglende opklaring.

På dansk har der hidtil ikke eksisteret et selvstændigt værk om slaget. Det er der nu ændret på med Jakob Sørensens Spøgelsesfronten. Det er ikke Sørensens første militærhistoriske bog. Tidligere har han blandt andet skrevet om D-dag og om danske frivillige i allieret tjeneste. Målt som formidling er der tale om et veludført arbejde. Bogen er klart disponeret, den skaber overblik, og den formår at fange læseren. Der navigeres ubesværet mellem makroniveau og mikroniveau, og alle væsentlige aspekter af kampene i Ardennerne er dækket. Hvis man ikke ønsker at læse udenlandsk faglitteratur og først og fremmest ønsker en grundlæggende introduktion til slaget, kan man derfor stoppe læsningen her og købe Spøgelsesfronten.

Bogens grundlæggende problem er imidlertid, at Jakob Sørensen aldrig nogensinde bevæger sig udover at genfortælle og parafrasere eksisterende viden. Og værre endda – der høstes ensidigt fra den del af den angelsaksiske historieskrivning, som først og fremmest er kommercielt orienteret. Den som vægter dramatik og generaliseringer mere end kritisk analyse med sans for detaljen. Det betyder, at bogen i stort mål – i hvert fald hvis man skal dømme ud fra det sparsomme noterapperats referencer – trækker på bøger, som først og fremmest er skrevet for at underholde og ikke for at oplyse. Hvis denne anmeldelse var skrevet med en anden målgruppe end læsere af Krigsvidenskab.dk for øje, ville dette forhold ikke være værd at bruge spalteplads på. Men hvis det drejer sig om at give en præcis og dybtgående redegørelse for slaget, giver den ensidige og i øvrigt ikke særligt omfattende litteraturbasis anledning til flere problemer.

Det er for det første svært at fæstne lid til en bog om tysk-amerikanske kampe, som slet ikke medtager tysk forskningslitteratur.  Hverken det relevante bind i det tyske standardværk Das Deutsche Reich und der Zweite Weltkrieg eller den næsten nyudkomne Peiper-biografi af Jens Westemeier Himmlers Krieger. Joachim Peiper und die Waffen-SS in Krieg und Nachkriegszeit er således medtænkt. Hvordan det konkret bringer forfatterens fremstilling i problemer skal kort skitseres. Det fører til en overvurdering af Jochen Peiper og hans kampgruppes taktiske formåen. Dette manifesterer sig eksempelvis ved at lade Peiper få ordet i den afsluttende analyse af, hvad som gik galt for tyskerne (s. 304). At Peipers evner som taktikker var minimale er for nyligt blevet overbevisende dokumenteret af Jens Westemeier i den ovenfor nævnte bog.  Også med hensyn til Malmedy-massakren, hvor Peipers mænd myrdede omkring 80 amerikanske krigsfanger, er teksten svag. Her savnes ikke blot på Westermeiers gennemgang af begivenhederne men også det engelsksprogede standardværk James Weingartners Crossroads of Death: The Story of the Malmedy Massacre and Trial fra 1979. Det betyder, at massakren fremstår som en enkeltstående og tilfældig tragedie mere end som udtryk for Waffen-SS særlige virksomhedskultur. At der var tale om det sidste indikeres dels af, at Peiper under briefingen af sine officerer forud for slaget klart havde tilkendegivet, at man skulle gøre ”som i Rusland”, hvis krigsfanger hæmmede fremmarchen, dels af at der forekom flere andre mindre massakrer udenom den store massakre, og endeligt af, at et særdeles stort antal belgiske civile også blev dræbt af Peipers mænd, nemlig mellem 100 og 200.

Ligeledes trækker forfatteren næsten alene på Skorzenys selvforherligende erindringer eller bøger, som bygger på disse, i beskrivelsen af Operation Greif, indsættelsen af soldater i amerikanske uniformer. Også sådanne banale fejl som at gøre SS-generalen Walter Krüger til chef for det tyske 58. Panzer-Korps under slaget (på det tidspunkt var han chef for VI SS-Korps på østfronten) kunne have været undgået ved at slå op i de gængse tyske biografiske værker. Når vi er ved småfejlene, bør det også nævnes, at 6. SS-Panzerarmee vekslende benævnes med og uden SS- som præfiks. Tilsvarende er det ærgerligt, at det i bogen hævdes, at de første Panther-kampvogne kom til fronten allerede i 1942. Det rette år var 1943. Det er den slags mindre bommerter, som den angelsaksiske kommercielle litteratur er rig på.

Det skal afslutnings betones, at Spøgelsesfronten ikke som sådan er en dårlig bog. Den er sprogligt veloplagt og giver som allerede nævnt en udmærket gennemgang af kampenes grundtræk, ligesom årsagerne til at Hitlers sidste offensiv i vest endte i et stort tysk nederlag analyseres sobert. Bogen indeholder også en god beskrivelse af den samtidige amerikanske taktiske doktrin, og de enkelte kamphandlinger forklares godt og overskueligt. Hvis man mestrer tysk eller engelsk på læseniveau, er der dog ingen grund til at gå over åen efter vand. I givet fald – og særligt hvis man allerede kender slagets standardværker – kan man spare sine penge og nøjes med at gribe ud efter de bøger der allerede står i reolen. Spøgelsesfronten er nemlig i stort omfang en genganger. 

 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.