Spaniens forsvar og dets baggrund

Major A. C. Petersen, Hærinspektoratet, giver i denne artikel en indføring i det spanske forsvars opbygning og dets rolle i det spanske samfund. Forfatteren peger på de muligheder det udvidede forsvarsmæssige samarbejde med USA indebærer for overgang til en demokratisk styreform i Spanien.

I modsætning til de fleste af de øvrige lande vest for jerntæppet, kan de spanske forsvarsstyrker, de spanske værn, siges at opfylde et tredobbelt formål. For det første det traditionelle for alle lande, nemlig et umiddelbart forsvar af staten, landområdet, mod eventuelle ydre fjender. For det andet en - omend in d til nu noget tilsløret - deltagelse i den fælles front mod potentiel kommunistisk aggression som udgøres af USA og af forskellige verdensomspændende alliancer som NATO, SEATO o. a. Og endelig repræsenterer de spanske forsvarsstyrker en indrepolitisk afstivning af - eller måske snarere et afgørende fundament for - den siddende spanske regering med landets caudillo, Francisco Franco, i spidsen. Det sidste form ål tilgodeses vel traditionelt navnligt af de spanske hærstyrker - el Ejército Espanol. Tilsyneladende skulle man mene, at de sidstnævnte to form ål kun vanskeligt ville kunne forenes, da de nævnte forsvarsalliancer hviler på en demokratisk livsopfattelse, mens det spanske styre i bøj grad stadig er autoritært. Men dels som følge af den politiske og økonomiske udvikling efter Verdenskrig II, dels på grund af en klog balancepolitik fra Francostyrets side, er det ind til nu lykkedes ganske godt for det spanske forsvar at indrette sig på løsning af alle tre opgaver. At navnlig den spanske hær har haft og stadig har en helt afgørende politisk magt er uomtvisteligt. Direktøren for »Centro de Documentacion y de Estudios« i Paris, Dionisio Ridruejo, der under Borgerkrigen var falangist. men nu har taget afstand fra Franco og som landsforvist opholder sig i Frankrig, har bl. a. i sit tidsskrift »Manana«1) som sin opfattelse hævdet, at kun hæren, d.v.s. de militære ledere, er i stand til at ændre det politiske system i Spanien. Han siger, at Franco kom til magten med det specielle formål at lede og vinde en krig. Da det i Spanien drejede sig om en krig, der allerede var i færd med at udvikle sig, kunne den magthavende gruppe umuligt blive andet end en militærgruppe. Dette er grunden til, at magten koncentreredes i selve hæren (de militære styrker). Tager man hele den sociale realitet i betragtning, sidder Franco som toppunkt på en militærpyramide, og det afhænger derfor ikke af ændringer i de underordnede politiske spændinger (de rivaliserende civile grupper), om ban kan holde ligevægten. Selv om alle politiske grupper sluttede sig sammen for at tilintetgøre Francos magt, ville det ikke lykkes for dem, sålænge lians militærpyramide forbliver intakt. På denne alene beror Francos magt, mener Ridruejo, og opfordrer derfor hæren og dens højere officerer til at give slip på denne magt og »fjerne alle de stilladser, der udgør en hindring for et progressivt demokrati i Spanien«.

Har Ridruejo ret i sine betragtninger, ligger det nær at antage, at det militære og økonomiske samarbejde, som siden 1951 i stadigt stigende grad bar fundet sted mellem USA og Spanien, vil kunne lette overgangen fra Franco-diktatur til mere demokratiske styreformer. Efter anden verdenskrig kaldte de fleste vestlige demokratiske lande deres ambassadører hjem fra Spanien, og man lod landet isolere sig som uønsket i »gode landes kreds«, udelukket fra bl. a. Marshall-hjælp o. lign. I slutningen af 1951 begyndte de første tegn på forsoning imidlertid at vise sig, idet en gruppe spanske officerer blev inviteret på instruktionskursus i USA. USA havde efterhånden erkendt Spaniens betydning folden amerikanske og atlantiske strategi i Middelhavet og i 1953 afsluttedes hele tre overenskomster2) af militær og økonomisk art mellem USA og Spanien, Til gengæld for materiel militær hjælp og instruktørassistance fik USA ret til oprettelse af fem militære sø- og luftbaser (I Cådiz, Sevilla, Madrid og to ved Zaragoza) med en amerikansk besætning på ialt 11.000 mand. Disse baser er siden blevet forbundet med lange pipelines, der kan befordre alle arter af flydende brændstof. Endvidere blev der etableret flere radarstationer, og visse flådehavne, hl. a. Cadiz og Cartagena, blev udbygget til al kunne anvendes af såvel spanske som amerikanske flådestyrker. Overenskomsterne omfatter også et stort civilt økonomisk hjælpeprogram, bl. a. for det spanske landbrug, for etablering af kommunikationsmidler og for vandingsanlæg. I alt er der, indtil aftalerne fornyedes i 19633), vandret millioner af dollars i den spanske statskasse og millionerne ruller fortsat. Spanien har herved fået »ansigtsløftet« sine forsvarsstyrker, således at de nu organisatorisk og våbenteknisk i væsentlig grad er koordinerede med det amerikanske forsvar. De fornyede aftaler forpligter USA til ikke blot at forsvare amerikanske baser i Spanien, men til også at betragte en eventuel trussel mod Spanien som et »fælles anliggende«. Aftalen udgør således i realiteten en integrerende bestanddel i de vestlige sikkerhedsarrangementer for Atlanten og Middelhavet. E t direkte spansk medlemsskab af NATO har endnu ikke kunnet opnås af Franco-regeringen på grund af modstand fra bl. a. Danmark, Norge, Storbritannien, Holland og Canada; men Vesttyskland, Frankrig og Portugal er alle positive over for en spansk medvirken i det atlantiske forsvarsfællesskab under en eller anden form.

Foruden den nævnte traktat med USA har Spaniens optagelse i året 1959 i OECD4) haft den allerstørste betydning for landets økonomi. Industrialisering og teknisk modernisering har siden da taget et så kolossalt opsving, at man næsten kan tale om et »spansk økonomisk vidunder«. At den stadigt stigende turisme også har indvirket på økonomien, må ikke glemmes i denne forbindelse. Hele denne økonomiske udvikling i stedse bedre forståelse med den vestlige verden vil imidlertid formentlig kunne bidrage til, at Spanien også politisk og militært langsomt, men sikkert, glider på plads i de demokratiske landes lejr. At det i hvert fald på grund af landets beliggenhed vil være en strategisk gevinst for den vestlige verden, at også Spanien udgør et led i forsvarsfællesskabet, er hævet over enhver tvivl.

Det kan derfor være af interesse at danne sig et overblik over Spaniens militære styrker, over deres størrelse, organisation, udrustning og uddannelse samt over det tjenstgørende mandskabs udskrivning, kvalitet og levevis. Endelig er det ønskeligt undervejs at sammenligne de spanske forsvarsstyrker med forsvarsstyrkerne i de øvrige vestlige lande. Det spanske forsvar er organiseret under tre ministerier5), el Ministerio del Ejército, el Ministerio de la Marina og el Ministerio del Aire. De tre ministre udgør tilsammen det øverste militære organ, la Junta de Defence.

Sammen med politiet optager de væbnede styrker - las Fuerzas Armadas - ca. 25% af det spanske nationalbudget og andrager ifølge »The Military Balance 1967-68 en styrke på ca. 275.000 mand. Heraf tegner hæren sig for ca. 200.000 mand.

Hæren

Historisk er hæren6) Spaniens hovedværn, og hver våbenart - arma - og militære enhed holder stolt sine traditioner vedlige. Berømte feltherrer og historiske slag æres den dag i dag i de forskellige divisioners og regimenters navne, som f. eks. »Guzmån el Bueno«, »Inmortal Gerona«, »Duque de Alha«, »Gran Capitån« og »Lepanto«. Efter Borgerkrigen blev hæren i 1939 reduceret til en art fredstidsstyrke, men Verdenskrig II tvang gradvis igen styrketallet i vejret, og til trods for organisatoriske ændringer i 1943, 1950, 1954 og 1958 hviler tyngden stadigvæk på infanterienhederne, der udgør ca. 70% af samtlige hærstyrker. Siden 1953 er der dog sket en stedse tiltagende teknisk reorganisering og modernisering, som formentlig i løbet af få år vil gøre alle enheder motoriserede og delvis pansrede, således som det efterhånden er tilfældet for de fleste vestlige hære.

Organisation og garnisonering

Hæren var tidligere inddelt i 8 armékorps - cuerpos de ejéreito - der var ansvarlige for og garnisoneret i hvert sin militære region. Korpsinddelingen blev imidlertid ved organisationsændringen i 1958 forladt. I dag er selve Pyrenæerhalvøen inddelt i 9 militære regioner, der hver er ramme om een eller to infanteri- eller bjergdivisioner samt andre enheder af forskellig art og størrelse, bl. a. enheder, der er tilstrækkelige til, at der i givet fald kan skabes tre armékorps. Ialt er der 12 divisioner, hvoraf de fire er bjergdivisioner. I Madrid-regionen findes desuden tre store mobile reserveenheder, nemlig én opklaringsdivision, én panserdivision og en faldskærmsjægerstyrke. De militære styrker i Nordafrika omfatter to generalkommandoer i henholdsvis Ceuta og Mejilla samt troppeenheden i Ifni og Sahara. I de afrikanske styrker indgår såvel regulære spanske enheder som fremmedlegionærer og indfødte styrker. På Balearerne og de kanariske øer indgår hvert sted afbalancerede enheder af ca. divisionsstørrelse.

Styrkerne er overalt garnisoneret således, at sammendragning kan ske på de taktisk og organisationsmæssigt bedst mulige vilkår. Bjergenhedeme er således garnisonerede i de nordlige militærregioner langs Pyrenæerne fra Lérida i øst til Navarra i vest. Adskillige af enhederne er ikke på fuld styrke i fredstid, men afhængige af en omfattende mobilisering. Efter mobilisering må det skønnes, at ca. 1 million mand kan bringes under våben. De fleste styrker består af udskrevet mandskab, men udover traditionelle former for enheder bar Spanien bl. a. sin berømte fremmedlegion - la Legion de Extranjeros - der består af frivillige , der bar forpligtet sig til mindst 5 års tjeneste. I dag er de fleste legionærer spaniere. Legionen gør nu kun tjeneste i Afrika , fortrinsvis i Spansk Sahara (Rio de Oro) og i Ifni, hvor der ofte er mindre kampe igang med indfødte stammefolk. Fremmedlegionen benytter den gamle spanske regimentsbetegnelse »tercio« om sine enheder.

La Guardia Civil

For en fuldstændighed skyld bør Guardia Civil omtales. Ganske vist er dette korps på ca. 50.000 mand nærmest af politimæssig art, og udgifterne til det posteres både under Hærministeriet og Indenrigsministeriet, men korpsets organisation og bevæbning er militær, og det vil - navnlig i krigstid - have mange militære opgaver, bl. a. af bevogtnings- og efterretningsmæssig karakter. Det kan derfor med visse modifikationer sammenlignes med andre landes hjemmeværn.

Materiel og udrustning

Da Borgerkrigen sluttede, stod hæren med en uensartet blanding af materiel og udrustning hidrørende fra mange forskellige lande, og der var ingen penge til nyanskaffelser i større stil. Allerede inden modtagelsen af den første amerikanske våbenhjælp havde Spanien imidlertid formået at påbegynde egen produktion af materiel. Ting som personlig udrustning, håndvåben, lettere artilleripjecer og morterer samt ammunition af alle typer er stadig for hovedpartens vedkommende af ren spansk fabrikation. Således har Spanien i de senere år udviklet og indført et automatgevær - fusil de asalto CETME (7,62 mm) -, som har en rækkevidde på op mod 1000 meter, er let at bære og betjene samt standardiseret til NATO-ammunition. Dette gevær er bl. a. ind ført i den vesttyske hær og i modificeret udgave i det danske hjemmeværn. Tungere våben, tunge køretøjer samt kampvogne har dog måttet anskaffes gennem amerikansk støtte. De fleste pansrede enheder er således i dag udrustet med amerikanske M-47 kampvogne. Pansrede mandskabsvogne er under anskaffelse til infanteriet, men endnu anvendes i udstrakt grad gammeldags »halftracks«. Visse kanoner og køretøjer fremstilles af spanske fabrikker på amerikansk licens gennem de såkaldte »Contratos de Ultramar (Offshore)« -. Bl. a. foregår der i Zaragoza en stor produktion af jeeps og lastmotorvogne, ligesom de store civile automobilfabrikker i Barcelona i givet fald vil kunne omstilles til militær produktion.

Uniform

Den spanske hærs uniform 7) er moderne og praktisk. Soldatens hue - »la teresiana« - kan f. eks. ved få greb forvandles til en lun »pasainontailas« til brug i kølige bjergegne. Den grå lette feltuniform - »la sahariana« eller »la cazadora« - er meget slidstærk og kan suppleres med en trekvart lang trench-coat foret med lammeskind. Til køligere vejr bæres normalt en svær våbenfrakke - »el tabardo«. Specialenheder har særlige uniformer, panserfolkene således en art sorte kedeldragter samt sorte baretter.

Udskrivningen

Som tidligere nævnt er kun et fåtal spanske soldater frivillige, som f. eks. i fremmedlegionen. Det store flertal af menige soldater rekrutteres som i de fleste store hære ved udskrivning efter tvungen værnepligt. Udskrivningen daterer sig i Spanien tilbage til forfatningen af 1812, men også før den tid var der tale om forskellige former for tvungen tjeneste. Man betragter i Spanien indkaldelse til militærtjeneste som noget ærefuldt, og kun som en undtagelse bevilges der fritagelse for indkaldelse, f. eks. hvor der er tale om en enkes eneste søn. Indkaldelse sker af hensyn til beredskabet flere gange om året. Indkaldelsesalderen er normalt 21- 22 år og tjenestetiden er nominelt 2 år. I øjeblikket er den i hæren dog kun på 16 mdr. De første tre måneder er rekruttid med en grundig uddannelse af enkeltmand. Herefter følger så 9 måneder ved den våbenart (infanteri, artilleri, pansertropper, ingeniører m. v.), hvortil den pågældende er udtaget. Endelig følger de sidste fire måneder, hvor soldaterne virker i særlige job, f. eks. som hjælpeinstruktører for yngre indkaldelseshold, som vagt- og garnisonsmandskab m. m.). Efter hjemsendelsen kan soldaten genindkaldes nårsomhelst, men genindkaldelser er i øjeblikket sjældne.

Officerer og underofficerer

Den spanske officers prestige i befolkningen er meget høj, hvorfor det er relativt nemt at opnå et tilstrækkeligt stort antal af kvalificeret officerspersonel. Antallet af faste officerer ligger på omkring 15.000 med en årlig tilgang på ca. 300 kadetter. Officersaspiranter kan, såfremt de har studentereksamen, optages direkte på Officersskolen — la Academia General Militar. Uddannelsen varer her to år, hvorefter kadetten overføres til en skole ved den våbenart, som han ønsker at tilhøre. Uddannelsen her varer ligeledes to år, og efter endnu tre måneder på Officersskolen bliver kadetten udnævnt til løjtnant (teniente) og sendt til den enhed, hvor han skal gøre tjeneste. Hærens underofficerer rekrutteres blandt såvel frivillig e som værnepligtige. Uddannelsen til de lavere grader, underkorporal og korporal, sker ved regimentsskoler, mens uddannelsen til sergent sker på skoler ved våbenarterne. Såfremt underofficerer ønsker en videregående uddannelse, sker det normalt gennem en »specialofficersskole« - la Academia Auxiliar Militar.

Der er også et betragteligt antal reserveofficerer - oficiales de complemento - i den spanske hær. De rekrutteres fortrinsvis blandt studenter, der i stedet for at aftjene den normale værnepligt melder sig til en reserveofficersuddannelse ved »la Instruccion Premilitar Superior«. På grund af deres civile forpligtelser melder kun relativt få reserveofficerer sig efter deres første tjeneste til årlig opfriskningstjeneste, og de spanske reserveofficerers værdi er derfor måske noget tvivlsom. Skal en officer avancere fra kaptajn - capitán - til major - comandante -, må han normalt gennemgå en uddannelse på stabsskole - la Escuela de Estado Mayor - eller på en anden specialskole. Det samme gælder avancement fra oberst til brigadegeneral, hvor der forinden kræves gennemgang af et kursus på »la Escuela Superior del Ejército«. Stabsskolen uddanner officerer som hjælpere i stabe, og den nævnte særlige skole uddanner ældre officerer til at kunne virke som førere af divisioner og højere led.

Årligt sendes desuden en del spanske officerer på »United States Army Command and General Staff College« i Fort Leavenworth i Texas.

Pensionsaldrene ligger gennemsnitligt noget højere end f. eks. i den danske hær. Majoren skal i Spanien gå med 56 år, mens han i Danmark afskediges i 52 års alderen. De ældre officerers alder bliver herved normalt I højere end i andre vestlige hære, men dette kompenseres i øjeblikket af, at de fleste har krigserfaring fra Borgerkrigen, fra »den blå division« på Østfronten eller fra stammekrigene i Afrika i årene 1957-58.

Uddannelse

Rekrutuddannelsen foregår på konventionel vis. Noget før end normalt i andre vestlige lande begynder dog uddannelsen i skydning med skarp ammunition og i håndgranatkastning.8) Uddannelsen i mindre enheder som gruppe, deling og kompagni er fortrinlig. Den spanske soldat er af naturen en god enkeltkæmper, men har samtidig sans for betydningen af det militære samvirke inden for en enhed. Navnlig guerillavirksomhed og hvad vi vel i den danske hær ville kalde kamppatruljevirksomhed, interesserer ham levende. Selvom de stadig mere komplicerede pansrede køretøjer, radiokommunikationsmidler m. v. kræver en specialiseret og langvarig uddannelse, har dette ikke budt på nævneværdige uddannelsesvanskeligheder for det berørte mandskab. Større øvelser på regimentstrin og opefter er endnu relativt få i Spanien, og der er vel endnu et stykke vej igen, før den nødvendige rutine, bl. a. hvad angår stabsarbejde, er opnået overalt. Bjergenhederne er den spanske hærs stolthed. Der findes en særlig skole - la Escuela Militar de Montana - beliggende i Jaca i Pyrenæerne til uddannelse af officerer og menige i bjergkrig. Her uddannes eleverne bl. a. som instruktører i skiløb og bjergbestigning og de får en intensiv træning i guerillavirksomhed. I det hele taget ofres der i den spanske hær megen opmærksomhed på guerillataktikken. De som »guerrilleros« uddannede bliver automatisk ledere af guerilla- og sabotagevirksomhed i deres hjemegn, hvis behov derfor måtte opstå.

Samtidigt med den militære træning gennemføres der efterhånden et stort program for almindelig oplysning og elementær civil uddannelse, det sidste navnligt for de soldater, som ved indkaldelsen måtte være analfabeter. Soldatertjenesten er således en meget vigtig faktor i den spanske »lucha contra el analfabetismo«. Ingen forlader hæren uden at have modtaget i hvert fald nogen civil uddannelse. Også museumsture og kulturelle rundvisninger hører som andre steder til dagens orden. Mange soldater modtager desuden en sådan teknisk uddannelse, f. eks. som mekanikere, elektrikere og radiooperatører, som kan komme dem tilgode under deres senere beskæftigelse i det civile liv. Denne sidstnævnte undervisning organiseres i modsætning til den danske civilundervisning gennem Undervisningsministeriet og belaster således ikke forsvarsbudgettet.

Søværnet

Det spanske søværn andrager - iflg. »Military Balance« - en mandskabsstyrke på ca. 40.000 mand og et fartøjsantal - iflg. »Armed Forces of the World - på 225 fartøjer af forskellig art. De største skibe er et par krydsere og en halv snes destroyere. Hertil kommer et mindre antal fregatter, korvetter og undervandsbåde samt et betragteligt antal minestrygere, inspektionsskibe og patruljebåde. Der findes også i hvert fald eet helikopterhangarskib og et stort antal helikoptere (hl. a. af »Sikorskytypen« I. Til trods for at flåden - la Armada - er en af de største i Europa og den næststørste i Middelhavet, har dette værn aldrig kunnet hævde sig som rival over for hærens popularitet. Dog er det navnlig efter anlægget af de kombinerede spansk-amerikanske flådebaser blevet af stedse større betydning. I 1966 gennemførtes et omfattende moderniseringsprogram, der har bragt tonnagen »up-to-date« med hensyn til bl. a. radarfaciliteter og antiubådsmidler. Store flådeøvelser med amerikanske, engelske, franske og italienske styrker hører til dagens orden. Sammen med flyvevåbnets redningstjeneste har marinens søredningstjeneste i Middelhavet og Atlanterhavet både under og efter Verdenskrig II haft den allerstørste internationale betydning og ydet værdifuld hjælp ved mange skibskatastrofer. Som i hæren hviler udskrivningen på værnepligt, fortrinsvis blandt søkyndigt personel i havnebyerne. Tjenestetiden er i øjeblikket 24 måneder og uddannelsen er stærkt specialiseret og meget intensiv.

Flyvevåbnet

Flyvevåbnet har været selvstændigt siden 1939. Det nyder en vis popularitet blandt byungdommen og har derfor ikke haft vanskeligheder ved at skaffe sig kvalificeret tilgang af både officerer og menige. Våbnet er organiseret i et luftforsvarskommando, et kommando for taktisk flystøtte og et lufttransportkommando. Mandskabsstyrken er iflg. »Military Balance« ca. 35.000 mand. De tilgængelige oplysninger om antallet af fly varierer meget, men med ældre og vel nok mindre krigsduelige flytyper vil det nok være forsvarligt - som »Military Balance« gør det - at sætte antallet til ca. 270 maskiner, en af de største luftflåder i Vesteuropa. Luftforsvarsenhederne, de enheder der foretager »Interception« mod fjendtlige fly, er organiseret i 5 eskadriller med ialt 75 F-86 F jagere og 1 eskadrille med 25 F-104 G jagerbombere (en type som også indgår i det danske flyvevåben). Enhederne til taktisk flystøtte består af 2 eskadriller F-86 jagere samt 2 eskadriller F-6 Texan bombere. Endvidere indgår der 70 stk. F-5 A /B jagere, en eskadrille fly til særlig støtte af flådestyrker samt visse forbindelses- og redningsenheder med H-19 B helikoptere og L-19 A fly. Transportenhederne er organiseret i 2 middcltunge transporteskadriller (med C-46, C-47 og DC-4 maskiner) samt 7 lette transporteskadriller med fly af forskellig type. Efter forsvarsaftalcn med USA i 1953 opførte og bemandede amerikanerne en række radarstationer i det såkaldte kontrol- og varslingsnet - la Red de Alertay Control. Siden er dette net udvidet og betjenes siden 1965 udelukkende af spansk personel. For de værnepligtige soldater i flyvevåbnet er tjenestetiden 16 måneder. Spanske piloter og teknikere uddannes i stor udstrækning i USA, men også uddannelsen i Spanien tager fart.

Spanierne påpeger med stolthed, at deres kontrol- og varslingsnet hører til de bedste i verden, og at deres jagereskadriller af amerikanske eksperter anses for at være på højde med de bedste amerikanske. Den spanske luftredningstjeneste blev takket være sin uundværlighed, bl. a. under Verdenskrig II, som den første spanske institution inddraget i det internationale samarbejde, idet der i 1949 i Madrid blev underskrevet en traktat9) mellem Frankrig, Italien og Spanien om redningstjeneste i Middelhavsområdet. Også englænderne og amerikanerne er siden inddraget i dette samarbejde. Også den civile luftfart henhører under »el Ministerio del Aire«, således at planlægningen af lufttrafikken, benyttelse af flyvepladserne og den gensidige hjælp kan centraliseres.

Spaniens isolerede stilling vinder og efter Verdenskrig II medførte, at en betydelig selvstændig flyvemaskineindustri opstod i Spanien. I dag foregår der i samarbejde10) med tyske og amerikanske fly virksom heder en vældig produktion af såvel nykonstruktioner som flyvemaskindele.

Den spanske soldat

Det spanske udskrevne mandskab er nogenlunde ensartet, men tilgår de forskellige værn og enheder efter en særlig udvælgelse. Således foretrækkes søkyndigt personel fra havnebyerne til flåden, mere teknisk- »minded« personel fra storbyerne til flyvevåbnet og de teknisk betonede våbenarter i hæren, mens bjergenhederne foretrækker soldater, der er født og opvokset i bjergegne, som f. eks. Pyrenæerne. Medbestemmende for garnisoneringen er en lodtrækning, hvorved normalt folk med lave numre kommer til tjeneste i Afrika og på øerne, mens vie højere nummererede forbliver på fastlandet. I almindelighed må det siges, at den spanske soldat af alle værn er interesseret, disciplineret, initiativrig og udholdende. Han er ikke vænnet til den store kom fort og accepterer derfor hurtigt den militære spartanske rutine som værende helt naturlig. Hovednæringsmidlet i spanske kostforplejninger er brød - »chusco« - , og pålægget er nok mere spartansk end i andre bære, en dåse sardiner og en stump pølse klarer i almindelighed behovet. Den varme mad er også beskeden, men rigelig. Under samlede øvelser og manøvrer består middagsmaden ofte af feltrationer af præserveret kød eller fisk. Normalt hører der en hæderlig landvin til maden. Under garnisonsforhold er der i dag sørget for fornødne fritids faciliteter. Der er normalt soldaterhjem, biblioteker, pudse- og tørrestuer samt i stor udstrækning bademuligheder. Også socialrådgiver findes der i de fleste garnisoner. Der vises film et par gange om ugen, der findes aviser, og på sportspladsen om aftenen dyrkes der alle former for boldspil. Fodbold er spaniernes foretrukne sport, og fodboldkampe er derfor altid i stand til at trække mand af huse. Som den menige er også officererne af alle tre værn af høj karat, pligtopfyldende, lærenemme og ivrige efter at sætte sig ind i ny taktik og ny teknik.

Afsluttende bemærkninger

Generelt må det siges, at det spanske forsvar i dag på de fleste områder er af høj standard. Det »egentlige« forsvarsbudget for året 1967-68 på ialt 582 mili. dollars11) forekommer ganske vist relativt beskedent (mindre end Belgiens), men hertil må lægges den meget store amerikanske hjælp og udnyttelsen af de eksisterende amerikanske baser. Samtidigt må man tage hensyn til landets lave prisniveau, der navnlig kommer til udtryk i lønninger, driftsudgifter og anskaffelse af spansk fabrikerede våben og udrustning. I Vesteuropa bar kun Frankrig, Tyskland, Italien og England en større totalstyrke under våben, og materielkvalitet og -kvantitet i samtlige værn er stadigt stigende. Manglerne synes først og fremmest at være afhængigheden af indførsel af brændstof og af tungt, kompliceret materiel. Hertil kommer den endnu ikke gennemførte reorganisering og modernisering af alle tre værn samt mangel på tilstrækkeligt teknisk-uddannet personel og på tilstrækkeligt effektive kommunikationsmidler. Uddannelsen i større enheder hænger bl. a. på grund af ovennævnte mangler endnu noget bagud. Udviklingen er imidlertid — bl. a. takket være USA — i rivende fremgang, således at Spanien om få år vil have nået et fuldt moderne stadium. En klog og liberal politik fra den spanske regerings side og en positiv, vejledende holdning bos Europas øvrige lande vil nok i den aktuelle situation kunne gøre Spanien til et værdifuldt medlem af det vestlige demokratiske fælesskab, også på det militære område. En lykkelig udvikling på det politiske område vil også kunne fritage Spaniens væbnede styrker for den politisk belastende opgave som det i øjeblikket løser ved at fungere som nødvendig understøtning for et totalitært styre.

A. C. Petersen

Kildehenvisning:

Junta Interministerial Conmemoradora de los 25 anos de Paz Espanola: »El Gobierno Inforaia, 3: Defensa Nacional (1964)«

Haensch, Dominquez og Eguiagaray: »Espana Contemporånea« (Max Hueber Verlag, München)

Ridruejo, Dionisio: »Spaniens Situation« (Tidsskriftet »Perspektiver«, nr. 1)

Rastén, Adolph: »Spanien i vüntan« (Utrikespolitiska Institutet, Stockholm 1966)

Ewing og Seilers: »Armed Forces of the World« (1966) edition)

The Institute for Strategie Studies, London: »The Military Balance 1967-68«

O'Ballance, Edgar: »The Strength of Spain« (»Military Review, July 63«)

Army Information Digest, July 1958: »The Spanish Army Today«

Fodnoter:

1) Tidsskriftet Perspektiver, nr. 1, »Spaniens situation«.

2) Military Review, july 03, pug. 39.

3) Spanien i vantan (Adolph Rastén), pag. 15.

4) Ibid, pag. 16.

5) Espaha Contemporånea, pag. 244-245.

6) Se bl. a. E l Gubierno Informa, 3 (hovedkilde).

7) The Spanish Army Today.

8) Military Review, july 63, pag. 43.

9) El Gobierno Injormit, 3, pag. 379.

10) El Gobierno Informa, 3, pag. 490.

11) The Military Balance 1967 68.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon spaniens.forsvar.og_.dets_.baggrund.pdf

Litteraturliste

Del: