Sovjetunionen og Europa

Anmeldelse af »Hvordan fjernes truslen fra Europa« 
Forfatterkollektiv, Moskva 1983

Bogen »Hvordan fjernes truslen fra Europa« er udarbejdet af Den sovjetiske komite for europæisk sikkerhed og samarbejde sammen med Videnskabs- rådet for freds- og nedrustningsforskning. Synspimkter og vurderinger er dog ikke overraskende helt overensstemmende med den sovjetiske regering. Således er bogen et behjertet forsøg på at forklare og fremme sovjetiske sikkerhedspolitiske standpunkter, mere detailleret og nuanceret end man normalt ser det. Og det er rent faktisk tiltrængt i den vestlige verden. Den vestlige presse ofrer normalt ikke megen spalteplads på sovjetiske tilkendegivelser. Men det er ikke ligegyldigt, hvad Sovjetunionen siger. For i virkeligheden er der, hvis teksterne læses nøjagtigt, ganske god overensstemmelse meUem hvad der siges og hvad der gøres af Sovjetunionen i international politik.

Det kan dog næppe overraske, at denne publikation ikke gør så meget ud af det, man kunne kalde dobbeltheden i den sovjetiske udenrigspolitik: På den ene side fredspolitikken, som ønsker nedrustning, tillid, samarbejde, og på den anden side supermagt-politikken, som viser sig i selvsikre, truende, advarende og provokerende udtalelser, og i adfærd som oprustning, Afghanistaninvasionen og ubådskrænkelser. Denne anden side, som Sovjetunionen ikke accepterer eksisterer - al sovjetisk politik er fredspolitik eller forsvarspolitik - er der selvsagt ikke gjort meget ud af. Det eneste, som er svagt advarende er henvisningen til den sovjetiske forfatning af 1977, som forpligter de sovjetiske væbnede styrker til at være i konstant kampberedskab, og som skal garantere, at enhver aggressor øjeblikkelig bliver tilbagevist. Men dette konstante kampberedskab vil dog aldrig - forsikres man om - blive brugt på aggressionens vej. Sovjetunionen vil aldrig hæve sværdet mod andre folkeslag.

Selv om de mere truende og advarende udtalelser er udeladt, er bogen interessant og vigtig læsning. Den er bygget op som en dialog mellem en fingeret vestlig opponent, hvis opfindsomhed selvsagt er stærkt begrænset, og den sovjetiske modspiller. Det er en videreførsel og en uddybning af en tidligere publikation, »Truslen mod Europa«. Den giver således USSR lejlighed til at præsentere sine nyeste initiativer. Sigtet er tydeligvis at demonstrere den sovjetiske fredspolitik - og afsløre den modsatrettede amerikanske krigspolitik over for et europæisk publikum. Bogen har 5 hovedafsnit: et generelt afsnit om sikkerhed i atomtidsalderen, et om den militære balance i Europa, et om den generelle sovjetiske fredspolitik, et om NATO’s dobbeltbeslutning og endelig et afsluttende kapitel, som fremstiller hele den sovjetiske offentlighed som en uadskillelig del af fredsbevægelsen i Europa.
 
Mest interessant er første afsnit om sikkerheden i atomtidsalderen. Her er det gennemgående problem: fører Sovjetunionen ikke - ligesom vestmagterne - en form for atomafskrækkelsespolitik? Der er mange gode argumenter for, at Sovjetunionen fører afskrækkelsespolitik: alene eksistensen af 2500 strategiske fremføringsmidler med 9000 sprænghoveder, som er rettet mod mål i USA, og for hvilke der ikke findes forsvarsmidler - de tilsvarende amerikanske tal er 2000 strategiske fremføringsmidler og 10.000 sprænghoveder - siger noget om, at Sovjetunionen vil afskrække USA fra at indlede et angreb. Og det kan Sovjetunionen gøre, fordi USA ikke har en evne til at slå alle Sovjets strategiske fremføringsmidler ud på en gang, det man kalder »first strike« - første-slagstyrke. Atomvåben- bærende ubåde kan f.eks. ikke uden videre slås ud i et første slag. Så - eksisterer der ikke en gensidig afskrækkelse? Er der egentlig nogen forskel.på USA’s og NATO’s og Sovjetunionens strategiske afskrækkelses- politik. Det har Sovjetunionen travlt med at forsikre os om, at der gør.
 
Argumentationen lyder:
Sovjetunionen føler sig truet fra Vesten, og har været truet med alle slags straffe: fra total økonomisk boykot til truslen om anvendelse af kernevåben. For at tøjle disse voldsomme trusler er det nødvendigt med et mægtigt forsvarspotentiale som en magtfuld advarsel for en eventuel aggressor, hedder det. Sovjetunionens atomstyrker er ikke nogen trussel mod Vesten, men kun et middel til at forhindre en mulig atomaggression. Anvendelsen af atomvåben er kun et middel til at beskytte og til at forsvare sig med.
 
På dette punkt er det vanskeligt at se forskel til den vestlige atomstrategi. Vesten har også været udsat for atomtrusler - Khrusjtov var mester i det - og Vesten hævder principielt, at kernevåbens eneste funktion er at forhindre aggression og krig. Den gensidige gengældelsesevne forhindrer krigen. Sovjetunionen udtrykker det på denne måde: De strategiske atomstyrker er en grundlæggende faktor, som skal holde aggressoren tilbage og har evnen til at gennemføre et øjeblikkeligt og tilintetgørende gengældelsesslag, dersom denne aggressor skulle udløse en krig mod Sovjetunionen og andre lande i det sovjetiske samvirke med anvendelsen af atomvåben.
 
Forskellen i opfattelse hos de to supermagter synes at være marginal. Men det mener Sovjetunionen bestemt ikke. Det fremhæves, at USA bruger »afskrækkelsesbegrebet« til at inddæmme, at true og at intimidere Sovjetunionen. USA forsøger at gøre magt, våben til det afgørende middel i politik. Men våben og magt er ikke, efter sovjetisk opfattelse, det afgørende. For NATO betyder afskrækkelsen en permanent vækst i den militære magt. For imperialistiske kredse i Vesten er afskrækkelse lig med korstog mod kommunismen. Afskrækkelsen betyder en fastlåsnmg af en terrorbalance. Men denne balance er nu - og i det lange løb - skrøbeligt og usikker. Terrorbalancen må, siger Sovjetunionen, vige for en tillidens balance. Vejen er afspænding og afrustning. Også her er der mange overensstemmelser til den vestlige opfattelse, men med omvendt fortegn.
 
Hvad er da forskellen? Både USA og USSR har indset kernevåbens helt specielle rolle, nemlig at de fastslår bipolariteten i verden, at de er totale våben, at man ikke kan forsvare sig imod dem og at de ikke skal bruges, men kun true. Men der er nuancer. Sovjets geo-strategiske placering, dens historiske erfaringer og endelig dens underlegenhedsfølelse, som ikke alene er en følelse, men også en kendsgerning, har principielt gjort landet mere defensivt orienteret end USA, som med sine baser og sin flåde har kunnet omringe USSR. Sovjetunionen forsvarer sit territorium, USA forsvarer i højere grad sin globale indflydelse. I dette perspektiv er atomvåben, militært set, i virkeligheden for Sovjetunionen et våben på linie med andre våben, blot kraftigere og mere virkningsfuldt. Kun politisk set er det i en klasse for sig. I modsætning til USA og NATO har Sovjet officielt givet afkald på at være den første til at bruge kernevåben. NATO strategien derimod er, som bekendt, at det kan være nødvendigt at bruge kernevåben mod et massivt konventionelt angreb. Men Sovjetunionen er dog ikke mere defensivt orienteret, end at den strategiske parole lyder: angrib, hvis du angribes. Her vil Sovjetunionen ikke være tilbageholdende med at bruge kernevåben. Dog har den sovjétiske forsvarsminister ret, når han hævder, at begrænsede eller langvarige atomkrige er urealistiske. Han fremhæver, at »kun fuldstændig ansvarsløse mennesker kan hævde, at man kan føre en atomkrig efter nogle i forvejen udarbejdede regler, ifølge hvilke atomraketterne skulle eksplodere efter en »gentleman-agreement«, f.eks. kun over bestemte objekter uden at ramme befolkningen«.
 
Men det er jo netop den amerikanske strategi at satse på begrænsede og langvarige kernevåbenkrige? Det må ifølge den sovjetiske opfattelse være urealistisk. Realismen ligger her ikke i, at sådanne krige kan finde sted, men i en advarsel til russerne om, at aggressionen vil blive besvaret. Det, USA frygter mest, er selv-afskrækkelsen, at man ved en aggression ikke tør bruge kernevåben - af skræk for det gensidige selvmord. Det USSR frygter mest er den vestlige overlegenhed og omringning. Men der må være en vej ud af moradset, ud af frygten for atomkrigens ragnarok. I den sovjetiske pjece lyder budskabet: fredelig sameksistens og øget tillid. Det er svært at blive uenig om. Når USSR taler om, at den sovjetiske fredspolitik har været præget af konsekvens, kontinuitet og forudsigelighed, så kan det nok være rigtig i relation til den amerikanske politik, som geimem længere tid på en række punkter har været inkonsekvent, uden kontinuitet og uforudsigelighed. Men den sovjetiske fredspolitiks konsekvenser, forudsigelighed og kontinuitet er ikke nødvendigvis overensstemmende med de vesteuropæiske landes ønsker og forhåbninger. Det sovjetiske bud på freden peger mere i retning af en sovjetisk fred end en europæisk fred. 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 

Del: