Sovjet ekspanderer på havet

Den sovjetiske militære doktrin synes fra hidtil at have været defensiv mere og mere at blive præget af en offensiv målsætning. Dette afspejler rig i valg af våbensystemer og i øget bevægelighed samt i den ekspansive optræden på havene, som især har kunnet spores i de senere år, og som ikke mindst er kommet til udtryk i Middelhavet efter juni-krigen i 1967 mellem Israel og dets arabiske naboer. I denne artikel af kommandørkaptajn Stig Strömbäk, der er hentet fra det svenske tidsskrift Vort Försvar nr. 1/68, redegøres for Sovjets maritime opbygning og målsætning.

Sovjetunionens forsvarsudgifter, som nu beløber sig til 16,7 milliarder rubler - 13,5% af hele statsbudgettet - er i løbet af de seneste år blevet forøget successivt. I 1966 skete der en forøgelse på 1,1 milliarder rubler. I oktober 1967 blev der offentliggjort en forøgelse på 2,2 milliarder rubler, d.v.s. ca. 19 milliarder danske kroner. Denne forøgelse kan dog snarere tages som et udtryk for Kremls alvorlige vurdering af verdenssituationen end en reel budgettering af kommende udgifter. En stor del af Sovjetunionens virkelige forsvarsbudget formodes nemlig skjult inden for budgetterne for den tunge industri og den kemiske industri. Åbenbart er Sovjetunionens militære byrde imidlertid forøget kraftigt i de seneste år.

Der kræves midler til

- forøgelse af hjælpen til Nordvietnam,

- erstatning for de våben, som Den forenede arabiske Republik og Syrien mistede i juni-krigen mod Israel, samt
 
- hurtig udvikling af nye våbensystemer med øget strategisk og taktisk bevægelighed.
 
At en betydelig del af forsvarsudgifterne sættes ind på at styrke Sovjetunionens magt på havet står uden for al tvivl. En sømagt må have tilgang af tonnage, søstridskræfter og baser. Med hensyn til Sovjets sømilitære kapacitet har der undertiden hersket tvivl. I de senere år har Sovjetunionen imidlertid sammen med blandt andre Warszawa-pagt-lande, Polen og Tyskland, taget ny specialtonnage i tjeneste, som ikke står tilbage for den, som forekommer i Vesten. Der er bl. a. i Østersøen, og i den sovjetiske flådestyrke, som opererer i Middelhavet, observeret landgangsfartøjer af størrelsesordenen 5.000 tons, som hver kan medføre fx. to marineinfanteribataljoner. I følge The Military Balance 1967/68 råder Sovjetunionen over 200 landgangsfartøjer og 1000 forsyningsfartøjer af forskellig art. De sovjetiske værfter, hvoraf hovedparten er beliggende i Østersø-området, har formentlig kapacitet til, at en betydelig forøgelse kan gennemføres på forholdsvis kort tid. Den sovjetiske udvikling på søfartens område kommer til udtryk i den kraftigste forøgelse af handelsflåden, som verden har set i fredstid. Sovjet indtager i dag 6. pladsen i verdensstatistikken med ca. 11 millioner bruttoregister tons, såfremt man foruden handelsfartøjer medtager fiskeri- og forsyningsfartøjer. I 1970 forventes tonnagen at være forøget til ca. 15 millioner tons. Fiskeriet er udviklet til industriel skala på alle verdenshavene. Alene i Østersøen findes ca. 500 fiskefartøjer. Forskningen, der gennemføres med henblik på at udvinde havets rigdomme samt på skibsbygningsområdet, er enorm. Alene i Leningrad-området findes 5 prøveanstalter for skibsbygning.
 
Udbygningen af handels- og fiskeriflåderne sker i overensstemmelse med de mest moderne principper. Fartøjerne får øget fart og tilpasses til containertransport og transport af rullende enheder i overensstemmelse med »roll-on-roll-off-princippet«. Handelstonnagen af disse typer vil uden større ombygning kunne indsættes i militære operationer til transport af enheder og forsyninger til havne og lignende, som i mindre omfang end tidligere behøver at være udrustet med specielle losningsfaciliteter. For forsyningstransporter er container-teknikken direkte anvendelig. Til lastning og losning kan helikoptere endvidere komme i anvendelse. Udskiftning af de forskellige krigsskibstyper sker i et ikke tidligere set omfang. Efter den anden verdenskrigs afslutning påbegyndtes et omfattende nybygningsprogram, som omfattede både krydsere og jagere, fregatter, torpedobåde, ubåde og minestrygere. Byggevirksomheden fortsætter, men man er nu gået over til al bygge store missilbevæbnede fartøjer på ca. 5000 tons, fx. Kresta-typen, samt missiljagere, missilfregatter og motormissilbåde.
 
De nedenfor anførte oplysninger om Sovjetflådens størrelse er hentet fra The Military Balance 1967/68 og Marinekalenderen 1967:
 
I dag er den største nyhed bygningen af hangarskibe. Sovjetflådens mangel på sådanne enheder er tidligere blevet taget til indtægt for en manglende interesse hos Sovjetlederne for en ekspansion på havet. Derfor kom det som en stor overraskelse, da russernes første hangarskib for helikoptere til ubådsjagt og for amfibiestyrker blev observeret til søs for nogle måneder siden. Man kan heri imødese en interessant udvikling, især da flere enheder formodes at være under bygning. Et markant indslag i de seneste års sovjetiske nybygningsvirksomhed er mængden af depotfartøjer, først og fremmest til ubåde, samt forsynings- og reparationsfartøjer, som er løbet af stablen. Den vægt, man lægger på disse hjælpefartøjer, tyder på, at man i Sovjetunionen har indset behovet for i en krig at kunne gennemføre en bevægelig basetaktik. Igennem en sådan kan helt andre baseområder udnyttes end de, som normalt står til de sovjetiske flådeenheders rådighed. Stationering og forsyning af sovjetiske flådeenheder i Middelhavet er et eksempel herpå. Hvad angår permanente haser har Sovjetunionen øjensynlig hidtil gjort sig de kraftigste anstrengelser i Østersøområdet. I de af Sovjet kontrollerede kystområder er der sket en markant udbygning af havne og kanaler mellem flodsystemer. Forsyningssituationen er forbedret ved at olielednin gerne fra Ural er blevet udbygget med stikledninger til Østersøhavnene. Basesystemet for Øster sø-flåd en er vel udbygget, og det skal særligt understreges, at bl. a. Liepaja, Baltijsk og Kaliningrad selv i fredstid er lukkede havne, d.v.s., at der ikke er tillad t trafik med fartøjer fra lande uden for Østblokken. Trods baseudbygningen i det nordlige ishav - især for ubådsflåden - er den russiske interesse i Østersøen stadig voksende. Grundene hertil er flere. Østersøen spiller en betydelig rolle som et vigtigt base- og øvelsesområde for flåden. Nybygning af krigsskibe og troppetransporttonnage finder først og fremmest sted ved Østersøværfterne. Østersøen har betydning for transporter både i krig og fred.
 
For flådestyrkernes operationsmuligheder er det af største betydning, at passage gennem Østersøens udløb kan ske uhindret. Dette er yderligere et ønskemål for Sovjets ekspanderende civile trafik. En kontrol med søforbindelserne i Østersøen forudsætter, at Vesten kan forhindres i at udnytte Østersøen og at Vestens flådestyrker ikke kan forstærkes gennem Øresund eller bælterne. Efterhånden tegner det sig som en stadig større ulempe for Sovjet, at landet er indelukket bag de af NATO kontrollerede udløb. Selvom trafikken gennem disse farvande skal være fri for alle fartøjer iflg. internationale aftaler, er der en risiko for, at NATO gennem sin særlige Østersøkommando, BALTAP , griber til at spærre stræderne i en skærpet situation. NATO’s stræben må forventes at gå i retning af at bolde passagen åben for egen trafik og i en skærpet situation eller krig hindre passage af Warszawa-pagtens flådestyrker. Fra russisk side opfattes Vestens foranstaltninger som først og fremmest domineret af Vesttyskland, hvis aktivitet med krigsskibe blot i den centrale del af Østersøen fremkalder stærk kritik fra russerne.
 
På denne baggrund bør man se Sovjets bestræbelser for Østersøens såkaldte neutralisering, som først og fremmest er gået ud på at udelukke Vestens flådestyrker og dermed få en vis kontrol med udløbene. Som bekendt har disse diplomatiske fremstød ikke mødt nogen forståelse uden for Østblokken, og det er derfor sandsynligt, at Sovjet i givet fald v il anvende andre metoder. Der findes i hvert tilfælde grunde som taler for, at Sovjet ikke i længden vil affinde sig med sin nuværende isolering.
 
De tzarristiske fremstød, der i sin tid blev foretaget for at opnå kontrol med Dardanelleme, er fulgt op af det nuværende regime. Ved afslutningen af den 2. verdenskrig fremsatte Sovjet ønske om sammen med Tyrkiet at få ansvaret for at opbygge forsvaret af stræderne, d.v.s. faktiske krav om baser ved de strategiske stræder. Kravene blev afvist af Tyrkiet med henvisning til, at en evt. revision kun burde ske gennem internationale forhandlinger. Tyrkiet fik stærk diplomatisk støtte af Vestmagterne, især af USA, som i foråret 1947 udformede Trumann-doktrinen og siden organiserede den flådestyrke, 6. flåde, som nu permanent opererer i Middelhavet. Den konvention vedr. Dardanellernes og Bosperus’ internationale status, som blev underskrevet i Montreaux i 1936 bl. a. af Sovjet, Tyrkiet og Vestmagterne indebærer, at Tyrkiet har praktisk taget fuldstændig suverænitet over stræderne incl. ret til at træffe de nødvendige foranstaltninger til forsvar af disse.
 
Blandt de vigtigste klausuler i konventionen bemærkes:
 
- Handelsfartøjer har principielt ret til fri passage i fred og i krig stilfælde, hvor Tyrkiet er neutralt. Civil lufttrafik får anvist visse bestemte overflyvningsområder.
- Enhver magt, som ikke har kyst ved Sortehavet, kan efter meddelelse til Tyrkiet to uger i forvejen lade en flådestyrke bestående af overfladefartøjer, som hver højst er på 10.000 tons, samt højst 9 hjælpefartøjer, som sammenlagt er 15.000 tons, passere stræderne om dagen. Der tillades ikke passage for slagskibe, hangarskibe og ubåde. De omhandlede magter må ikke have større styrke i Sortehavet end sammenlagt 30.000 tons.
- Sortehavsstaterne kan efter meddelelse til Tyrkiet 8 timer i forvejen i fredstid frit lade lette krigsfartøjer passere ud og ind gennem stræderne. Tunge krydsere eller større enheder må kun passere én ad gangen ledsaget af højst to jagere. Ubåde må passere udykket om dagen.
- I krigstilfælde, hvor Tyrkiet er neutralt, er stræderne helt lukket for krigsførende styrker.
- Såfremt Tyrkiet er krigsførende eller føler sig truet af krig, har det fri adgang til at lukke stræderne.
 
Såvidt vides har Sovjet hidtil konsekvent respekteret konventionens bestemmelser. Alvorligere problemer synes ikke at være fremkommet i fredstid, men sådanne kan let opstå i en konfliktsituation. Den ustabile situation, som f. eks. råder i det østlige Middelhavs-område, forholdene i Grækenland og på Cypern, indebærer, at forandringer af såvel politisk som militær art hurtigt kan indtræde. Spændingen er i høj grad forøget gennem den sovjettiske maritime opbygning i Middelhavet. En sådan har rigtigt nok fundet sted gennem flere år, men den konsolidering, som er i gang, er af et omfang, som man ikke havde forudset. Den russiske styrkekoncentration følger i den arabiske militære fiaskos kølvand. Til Ægypten og Syrien er der i de senere år blevet overført store mængder krigsmateriel i form af kampkøretøjer, våben af forskellig slags, kampfly samt jagere, fregatter, missilbåde og ubåde. Det materiel, som blev ødelagt af Israel, er nu i færd med at blive erstattet. Men også Israel får nu forstærkninger - ganske vist ikke længere fra Frankrig, men fra USA. Sænkningen af den israelske jager,. Eilath, der blev foretaget i efteråret 1967 af missilbevæbnede orlogsfartøjer af sovjettiske type, viser, at den sovjettiske flåde har haft held til at fremstille effektive sømilitære missilsystemer. Fartøjstyper og våbensystemer, der svarer til dem, der er overført til de arabiske stater, har Sovjet også overført til Warszawa-pagt staterne ved Østersøen - Polen og Østtyskland.
 
Middelhavet har h id til været behersket af britiske og senere amerikanske flådestyrker - for øjeblikket USA 6. flåde. De tidligere britiske støttepunkter med hovedbasen Alexandria og flere hjælpebaser er nu til rådighed for de russiske flådeenheder. Russiske flyenheder har »besøgt« ægyptiske flyvestationer. I flådeenhederne indgår stadigt hyppigere landgangsfartøjer og forsyningsfartøjer, hvilket giver en antydning af mål og midler. Hvad angår ubåde har Sovjet periodevis sidste sommer og efterår haft omkring 50 i Middelhavet. Selv hangarskibe med bl. a. lufttransportmidler kan i en meget nær frem tid tænkes at indgå i flådeenhederne. Den sovjetrussike opladning, som h id til i et forbavsende omfang har kunnet ske uforstyrret, er nu begyndt at volde bekymring i NATO kredse. Da alliancens forsvarsministre mødtes i december 1967 i Bryssel, var et af de vigtigste spørgsmål, der blev drøftet, skabelsen af en NATO-flåde som modvægt mod den stærkt øgede russiske flådeaktivitet i Middelhavet. Man udtrykte især stærk uro over, at den vigtige base - Mers-el-Kebir - i Algier snart måtte forventes at blive åbnet for russiske flådestyrker. Iflg. en aftale med Algier har Frankrig ret til at beholde basen, der i vid udstrækning er indsprængt i klipper, in d til 1977. Sidste år blev det imidlertid besluttet af den franske regering, at man ville opgive den allerede fra den 1. februar 1968, hvilket også er sket. Da Algiers præsident, Boumedienne, har de bedst tænkelige forbindelser med Sovjet-lederne, er det ikke udelukket, at han lader russerne anvende Mers - den bedste og mest moderne flådebase i Middelhavet.
 
Den russiske aktivitet har også skabt uro i Frankrig, som iøvrigt anses for at have meget gode relationer til Sovjet. Le Monde har flere gange bragt rapporter om en flådestyrke, som er organiseret omkring en missilbevæbnet 15.000 t Sverdlov-krydser. Tilstedeværelsen af landgangsfortøjer med marineinfanteri om bord har øget uroen. Man frygter for, at russerne kan blive i stand til - evt. gennem blokade - at udøve kontrol med olieleverancerne fra Det mellemste Østen til Europa. En leder i Le Figaro meddelte fornylig, at der fandtes anledning til at tro, at Sovjet i en næste fase ville slå sig ned ved Suezkanalen for siden at udvide sine magtpositioner til Det røde Hav mod Aden og Den persiske Golf, d.v.s. til de baser, som briterne nu er i færd med at forlade. Ved at beherske disse strategiske positioner kan Sovjet endog udøve kontrol med den engelske og amerikanske olie, som med supertankere transporteres via Kap det Gode Håb til Europa. Den franske lederskribent bedømte situationen således, at Sovjet nu er i færd med at omringe Vesteuropa på en måde, som Lenin engang drømte om.
 
Russerne har mulighed for hurtigt at gribe ind selv i Østersøen. Det fremgår klart, at den sovjetiske militære doktrin mere og mere bliver præget af en offensiv målsætning. Dette afspejles i de våbensystemer med stor strategisk og taktisk bevægelighed, som i øget takt tages i brug, samt i den ekspansive optræden på havet til stadig fjernere egne i forhold til hjemlandet. Såfremt det sovjetiske forsvar tidligere først og fremmest har været indstillet på defensive opgaver, så er der i de senere år sket en forandring. Sovjetiske flådeenheder af en størrelsesorden, som man ikke tidligere har regnet med, dukker frem på alle verdenshavene. Det er en slags flådediplomati, som med godt resultat er blevet udnyttet af amerikanerne i årtier, fx. ved Formosa, Cuba og tidligere i Det mellemste Østen. De russiske flådestridskræfters optræden i Middelhavet i forbindelse med konflikten mellem Israel og de arabiske stater illustrerer denne magtdemonstration.
 
Ved det russiske flådebesøg i Alexandria i juli 1967 fremhævede den russiske eskadrechef sin hensigt om in d til videre at forblive for at forhindre fornyede israelske angreb. En hurtigere støtte havde Nasser ikke kunnet få. Gennem denne forøgede styrke kan russerne blive i stand til at udøve kontrol med olieleverancerne fra de arabiske stater til Europa - Sverige indbefattet. Den kan endog give anledning til en forskydning af magtbalancen med et forøget konfliktniveau som følge i Middelhavs-området, hvor situationen i Det mellemste Østen samt i Grækenland og Cypern allerede i forvejen er kraftigt inficeret. Det er åbenlyst, at udviklingen i Middelhavet ikke mindst gennem situationen i Grækenland og dette lands naboskab til Dardanellerne kan få følger for stabiliteten i Europa inklusive Østersøen i såvel politisk, økonomisk som militær henseende. Men den russiske aktivitet behøver ikke at indskrænke sig til Middelhavet. Det forhold, at Sovjetunionen lægger stærk vægt på udbygningen af flådestyrker med sø- og lufttransportkapacitet såvel som mobile styrker i det hele taget giver grundlag for øget aktivitet. Overalt i verden, hvor Sovjet ønsker at støtte en vis politik eller et vist regime, kan man nu gøre sin indflydelse gældende på en betydelig mere effektiv og smidig måde end før.
 
Herigennem øges Sovjetunionens muligheder også for hurtigt at gribe ind i Østersøområdet, hvor den konstante overvågning med krigsskibe tydeligt viser, hvorledes man ønsker at sikre sine positioner i dette hav. Her forstærkes nu også Polens og Østtysklands styrker, der nu har samme slagkraft og bevægelighed som de sovjetrussiske enheder, de er integreret med. Ikke mindst flådestyrkerne og søtransportkapaciteterne i disse lande udgør et betydeligt supplement til Warszawa-pagtens samlede maritime styrke i Østersøen.
 
Vi i Sverige har gennem vort lands insulære beliggenhed særlig grund til at interessere os for og studere den maritime udvikling og aktivitet i vor nærmeste omverden. I denne forbindelse har aktiviteten i Sovjetunionen og i nogen grad i Polen og Østtyskland været berørt; men vi kan også konstatere, hvorledes Vesttyskland, Danmark og Norge målbevidst og planmæssigt udbygger deres respektive flådestyrker. Dette viser, hvorledes kystlandene i såvel Østen som Vesten ser på deres sikkerhedsproblemer i forbindele med de skandinaviske farvande. Netop nu er den maritime aktivitet særlig høj i Middelhavet. Næste gang kan det gælde Østersøen med problemer, som i høj grad påvirker vort lands politiske og militære situation.
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon sovjet.ekspanderer.pa_.havet_.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.