“Soldiers: Army Life and Loyalties from Redcoat to Dusty Warriors”

Anmeldt af Kjeld Hald Galster

“Soldiers: Army Life and Loyalties from Redcoat to Dusty Warriors” af Richard Holmes. Udgivet af Harper Press, London, 2011. ISBN 978-0-00-722569-9. 656 sider. Pris: £ 25.

Foto: Saxo.com

Soldiers er en tribut til soldaten, der har stået centralt i hele forfatterens produktion på skrift, i TV-serier, i hans undervisning på Sandhurst, Camberley og Cranfield University såvel som under slagmarksbesøg med stabskurser og Higher Command Course. Den fortæller os engagerende og præcist om livet i den britiske, stående hær fra dens oprettelse i 1661 i kølvandet på en lang og opslidende borgerkrig til vor nærmeste fortid med krigene i Irak og Afghanistan i det enogtyvende århundrede. Som næsten alle Holmes’ værker er Soldiers ikke en kronologisk skildring, men en tematisk opbygget tour d’horizon, understøttet af eksempler og citater fra hele denne 350 år lange periode. Sproget er malende og levende, og en militært engageret person vil glæde sig over de mange etymologiske forklaringer af begreber, som mange bruger i hverdagen uden egentlig at kende den fulde betydning, endsige oprindelsen.

Militærhistorisk litteratur er mange ting, og ofte rummer den beskrivelser af militære sammenstød og feltherrernes mere eller mindre vellykkede håndtering af disse. Denne bog har et andet formål: at beskrive den sociale side af tilværelsen for det militære personel.

Den indledes med et fint forord af generalmajor Sir Evelyn Webb-Carter, der skildrer forfatterens vej til netop den passion, soldatens lod, der endevendes på de efterfølgende godt 600 sider. Han beskriver ligeledes den betydning, som Holmes har haft for store dele af officerskorpset, ikke mindst mange af dem, der for tiden beklæder hærens højeste poster.

Soldiers indeholder en introduktion og 29 kapitler fordelt på fem større afsnit. Det vil føre for vidt i denne anmeldelse at beskæftige sig detaljeret med alle disse, men en række centrale elementer skal dog nævnes.

I kapitlet The King’s Army fremhæves hærens upolitiske karakter og dens afvisning af at blive brugt til politiske formål som f.eks. i kampen om Irlands Home Rule. Gennem citater fra officerer før og nu slås det fast, at hæren opfatter sig alene som monarkens redskab i nationens tjeneste, men at loyaliteten mellem kongehus og hær er gensidig. Således nævnes et antal kongeliges krav om at kunne tjene som officerer frem for kransekagefigurer. William III’s personlige føring af hæren i Irland i 1690 stilles over for Edward VIII’s (dengang prins af Wales) frustration over ikke at kunne følge sin bataljon til fronten i 1916 og Prins Harrys insisteren på at tage med sin Blues and Royals-deling til Afghanistan i 2007. At de kongelige ikke er de eneste prominente personer, der har ønsket at gøre personlig tjeneste i hæren, beskrives i kapitlet Parliament’s Army. Her fortælles ikke blot om det betydelige antal medlemmer af Overhuset, der har været chefer for deres lokale county regiments, i militsen såvel som senere i territorialhæren, men tillige om de mange fra begge parlamentets kamre, der har gjort aktiv tjeneste under de to verdenskrige.

I kapitlet Weekend Warriors behandles betydningen for hæren af the Militia og the Volunteers and Yeomanry, der ved Haldanes reformer i 1905 blev til først the Territorial Force (1908) og siden til det, vi i dag kender som the Territorial Army. Territorialhæren opløstes som selvstændig organisation i 1939, hvor dens enheder opslugtes af den stående hær, men den retableredes i 1946. Under begge verdenskrige har enheder af territorialstyrkerne kæmpet fortjenstfuldt, og det nævnes, at blandt dominion-tropperne, der var blandt de bedste i Det Britiske Imperium, var to af de mest succesfulde af Første Verdenskrigs generaler canadieren Arthur Currie og australieren John Monash, der havde været henholdsvis ingeniør og forretningsmand før krigen, ligesom universitetslektoren Andrew McNaughton under Anden Verdenskrig først var chef for det canadiske korpsartilleri, og som sluttede krigen som chef for 2nd Canadian Army

Temporary Gentlemen gennemgås de komplicerede processer, der ligger til grund for udvælgelse og uddannelse af officerer til territoriale og andre ikke stående styrker samt hvilke smutveje, der i tidens løb har eksisteret for dem, der ikke har ønsket at gennemgå de almindelige officersskoler. Det er et langt kapitel, bl.a. fordi der i tidens løb har eksisteret så umådeligt mange systemer for udvælgelse af og opgaver for officerskorpsets medlemmer og lige så mange myter om officerernes (som nogle tror) privilegerede tilværelse. Kapitlet følges op af et om hærens officersskole par excellence: Royal Military Academy Sandhurst. Her får man blandt andet afvist påstanden om, at hærens officerer skulle være rekrutteret primært blandt landets ca. 500 adelige familier, men til gengæld bekræftet, at en betydelig del af Sandhurst-kadetterne kommer fra kongerigets forskellige public schools, hvor stilen og holdningen åbenbart er sådan, at overgangen til det militære liv kan foregå uden for store omstillingsproblemer. Det er også interessant at se, hvorledes briternes svar på Danmarks, nu afskaffede, Forsvarets Gymnasium Welbeck Abbey og senere Defence Services Sixth Form College har fungeret.

For dem, der har fulgt med i den seneste tids debat om danske feltpræsters gerning ved vore tropper i Afghanistan, må kapitlet Church Militant påkalde sig særlig opmærksomhed. Briternes militær-klerikale organisation er af mange årsager forskellig fra den danske bl.a. af den årsag, at det britiske forsvar har haft en lang tradition for tvungen kirkegang – Church Parades (som nogle vil huske fra musicalen Oh, What a Lovely War) – ligesom der nu igennem mere end hundrede år har været præster fra flere konfessioner, således at soldaterne ikke skulle tvinges til gudstjeneste i et fremmed miljø. Med hensyn til den standende kontrovers om vore danske feltpræsters mulige deltagelse i kamphandlinger er det også interessant, at Holmes citerer forfatteren Robert Graves, der under Første Verdenskrig var officer i 2/Royal Welch (sic) Fusiliers, for bemærkningen om, at Pater Gleeson under det første Ypres-slag, da alle hans bataljons officerer var faldet, fjernede sine feltpræst-gradstegn, tog kommandoen over de overlevende og formåede at holde skyttegravslinjen. Det tætte forhold, der kan opstå mellem feltpræsten og hans eller hendes menighed, og som man kunne læse om i en helsidesartikel i Weekendavisen i 30. juli 2011, berøres med et eksempel fra Falklandskrigen i 1982, hvor feltpræsten for 2/Para holdt en tale ved en begravelse i felten, der blev vist på alverdens TV-kanaler, og som var særligt bevægende, fordi adskillige af de døde var soldater, han selv havde viet, og hvis børn han havde døbt i årene forinden.

Der er selvfølgelig meget i en bog, der som Soldiers beskriver det specifikt britiske perspektiv, der kan synes en ikke-brite uvedkommende. Den nøjagtige indretning af kasernerne i Indien, officerers brug af ’blærekæppe’[swagger canes] og rutinerne i rytteriets stalde kunne måske være iblandt dem. Til gengæld vil denne anmelder anse det for sandsynligt, at de fleste læsere med militærhistoriske interesser vil finde den store detaljerigdom fascinerende og nu og da associere til kendte eller nutidige forhold. Kapitlet Bullies and Beast-Masters kalder på sådanne associationer. Det handler om mobning og ulovlig, udenretslig, korporlig afstraffelse og giver måske lidt af forklaringen på, hvorfor navnlig tidligere public school-elever har lettere end andre ved at tilpasse sig tonen i hæren. Kapitlet indledes med et citat fra en soldat, der i 1918 noterede, at ”det kunne være uheldigt at tabe et gevær over sekondløjtnantens fødder – for ham. Men at tabe det på Sergeant Major’s støvlesnude ville være uheldsvangert – for én selv”. Der gives stribevis af eksempler på både befalingsmænds mobning af soldater og deres lejlighedsvise uformelle afstraffelser, men også på hvorledes sådanne ulovligheder nu og da har fået skæbnesvangre følger for udøverne. Men et er, at en enkelt bully blandt befalingsmænd eller kammerater, hvad der ofte ses, bevidst mobber, noget andet er den systematiske beasting. Denne anmelder har svært ved at give en præcis oversættelse af begrebet, men det der i dansk soldater-slang kommer det nærmest er nok ’røvtur’ eller det lidt mere arkaiske ’stroppetur’: beordring af handlinger, der officielt tager sig ud som et led i træning eller hærdning af grupper eller enkeltpersoner, men som i virkeligheden er en uofficiel afregning for en begået forseelse. Holmes forsvarer det ikke, men konstaterer, at det er en indgroet del af det militære normsæt og derfor vanskeligt at komme til livs. Han nævner et interessant eksempel fra vor egen tid: I juli 2006 døde menig Gavin Williams af hedeslag efter at have været sat til hård fysisk aktivitet på en af årets varmeste dage. Han var kommet beruset hjem aftenen før, og obduktionen viste spor af ecstasy. Han havde ved hjemkomsten oversprøjtet gæster i officersmessen med en ildslukker, og adjudanten havde beordret tre sergenter til at sørge for en hård og svedig work-out. De tre blev efterfølgende sigtet for manddrab og frifundet, mens adjudanten ikke blev retsforfulgt. Der var en forståelig opstandelse blandt andet i pressen, men én journalist mente dog, at der var en barsk logik, der gik ud på, at delinkventen næppe overfor sine officerer havde tilstået, at han havde været slingrende beruset og med sin handling selv havde nedkaldt 1½ times uofficiel ’stroppetur’ over sig. Og han fortsatte: ”Does anyone seriously think that the Taliban fight only in short hourly sessions? Of course not . . . the Army was giving him a chance to redeem himself without getting a disciplinary record. . . .  A bit of the dreaded ‘beasting’ to more of our young people who stray would do them all more good than a thousand probation and welfare officers.”

Soldiers er en hyldest til den soldat, der sætter livet ind i en højere sags tjeneste, og den er også en påmindelse til os alle om til gengæld at anerkende og honorere denne indsats – ikke mindst ved støtte til veteraner, hædring af de døde og hjælp til de efterladte. I denne ånd brugte Richard Holmes stor energi og mange timer på at anspore til opslutning om navnlig the Army Benevolent Fund, senere omdøbt til Soldiers’ Charity. Derfor er det også passende, at bogen afsluttes med et efterord af generalløjtnant Sir Hew Pike, der appellerer til læserens forståelse for betydningen af den hjælp til veteranerne, som uden de frivillige fondes indsamlinger ikke ville være mulig, idet han påpeger vigtigheden af såvel et nationalt engagement som det frivillige arbejde for veteranerne og deres familier. Han slutter sin appel om at føre dette arbejde videre med ordene ”The covenant between the soldier and the nation must surely be sustained”. På denne måde bliver Soldiers også vedkommende uden for Storbritannien og en bog, der på det varmeste kan anbefales til alle militære og militært interesserede læsere.

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.