Søværnet og internationale opgaver

Denne artikel er skrevet af kommandørkaptajn Kurt Birger Jensen, der er chef for korvetten OLFERT FISCHER samt chef for Division 21.

 

Udsendelsen af korvetten OLFERT FISCHER, der deltog i håndhævelsen af FN- sanktioneme i Den persiske Havbugt i godt et år fra den 12. september 1990 til den 15. september 1991, er vel nok den mest fremtrædende enkeltstående begivenhed, der mere end noget andet kom til at markere de ændringer i den hjemlige politiske holdning og proces, der har dannet grundlag for et øget militært engagement udenfor nærområdet. Omstillingen til de ændrede sikkerhedspolitiske forhold i Europa er i fuld gang i hele forsvaret og vil også i de kommende år sætte sit afgørende præg på den operative udvikling i søværnet.

Operation SHARP GUARD
Siden 1992 har korvetterne rutinemæssigt deltaget i NATO's stående flådestyrke - Standing Naval Force Atlantic eller STANAVFORLANT - der oprindehg blev oprettet for at demonstrere alliancens solidaritet overfor en veldefineret modstander, men som gennem de seneste 2 år har været anvendt i en helt ny rolle, nemhg som en af NATO's nye umiddelbare maritime reaktionsstyrker. Og behovet for sådanne reaktionsstyrker ses tydeligt demonstreret i forbindelse med den igangværende Operation SHARP GUARD, som er betegnelsen for den internationale maritime embargo mod det tidhgere Jugoslavien.

Baggrunden for SHARP GUARD var, at de indledende FN- sanktioner, der indeholdt en generel og komplet embargo for alt våbenmateriel til det tidligere Jugoslavien samt en komplet embargo mod Serbien/Montenegro, undtagen medicin og fødevarer, skulle være effektive, hvilket medførte et behov for kontrol med eventuelle blokadebrydere fra søsiden. På baggrund heraf blev der efterfølgende vedtaget yderligere to FN-resolutioner indeholdende forbud mod omladning af specifikke varegrupper med krigsmæssig værdi, samt bestemmelse om, at embargohåndhævelsen om nødvendigt kunne gennemføres med magt.

Operationen har således til opgave at tilsikre overholdelsen af sanktionerne ved inspektion eller omdirigering af skibe fra Serbien/Montenegro samt skibe til det tidligere Jugoslavien tillige med kontrol af skibsfarten i serbisk/montenegrinsk farvand. Opgaven løses i internationalt farvand samt i italiensk, albansk og kroatisk territorialfarvand, og den finder sted i et snævert samarbejde med en anden af NATO's stående flådestyrker - STANAVFORMED - samt en tilsvarende flådestyrke fra WEU-landene. I løbet af 1994 har det danske bidrag til operationen været repræsenteret ved korvetterne PETER TORDENSKJOLD og OLFERT FISCHER, der sammenlagt har deltaget i ca. 4 1/2 måned. Siden embargoen blev iværksat i juni 1993, har den danske indsats blandt andet tegnet sig for ialt 423 anråb, 82 boardinger, mens 2 skibe er blevet omdirigeret til en havn i Itahen for yderligere kontrol.

NATO's nye maritime styrkestrukturer
I forbindelse med implementeringen af NATO's nye maritime styrkestrukturer skelnes der mellem to sideordnede elementer, nemlig NATO Multinational Maritime Forces (MNMF) og regionale styrker (Area Forces). Hermed skelnes der mellem skibe, der besidder egenskaber, som muliggør effektiv anvendelse i langt de fleste farvande, og skibe, der er optimeret til anvendelse i specifikke farvandsområder. MNMF- strukturen er etableret både under SACEUR (primært med henblik på Middelhavsregionen) og under SACLANT (med henblik på Atlanterhavet og de tilstødende europæiske farvande).

Kernen i de to MNMF-strukturer vil være de tre stående flådestyrker omfattende to fregatstyrker - STANAVFORLANT og STANAVFORMED - underlagt henholdsvis SACLANT og SACEUR samt en minerydningsstyrke - STA- NAVMINFOR - under SACEUR. Disse styrker vil i praksis være at betragte som Immediate Reaction Forces (IRF) indenfor respektive MNMF-struktur og er således beregnet på umiddelbar indsættelse i kriseområder indenfor alliancens geografiske område. I overensstenamelse med indholdet af Forsvarsaftalen af november 1992 er det bestemt, at søværnet bl.a. bidrager med en korvet til de umiddelbare maritime reaktionsstyrker. Det må Ugeledes forventes, at det også fremover vil blive prioriteret højt at være i stand til at bidrage med enheder til dette "brandkorps", der vil være NATO's primære instrument til indsættelse i kriser og fredsbevarende og fredsskabende operationer til støtte for NATO's nye strategi.

Beredskabsmæssige konsekvenser
Tilmelding til de umiddelbare reaktionsstyrker indebærer implicit et højt materielog personelberedskab. Materielmæssigt skal korvetterne til stadighed være i stand til at leve op til de høje krav, der stilles til deltagelse i en multinational styrke, der kan deployeres til et potentielt kriseområde. Dette indebærer bl.a. høje krav til selvforsvarsevnen og driftsikkerheden - krav som kun kan honoreres ved et tæt og konkret samarbejde med materielkommandoen og værkstederne i land. 

Erfaringerne på dette område er generelt positive, idet det dog bliver mere og mere tydeligt, at korvetterne nærmer sig en gennemsnitlig levealder på ca. 15 år. På baggrund af hidtidig deltagelse i internationale operationer sker der en løbende materielmæssig tilpasning på nogle områder, medens større og mere omfattende modifikationer af økonomiske årsager må udskydes til implementering i forbindelse med planlagt levetidsforlængelse af korvetterne i løbet af de kommende 2-5 år.
 
På det personelmæssige område indebærer beredskabskravet, at begge operative korvetter til stadighed skal være fuldt bemandede, og at planlagt personelomskiftning skal minimeres samt foregå dråbevis, således at det generelle beredskab påvirkes mindst muligt, og det nødvendige erfaringsniveau bibeholdes indenfor alle divisioner ombord. Dette er en stor udfordring for personelforvaltningen i søværnet i ahnindelighed og for 2. Eskadre som personelforvaltende myndighed i særdeleshed. Erfaringerne viser desværre også en uacceptabel høj perso- neludskiftningsrate f.eks. i forbindelse med hjemkomst fra et længerevarende togt, bl.a. på baggrund af afgang til videregående uddannelser, orlovsordninger, civiluddannelse m.v.. Problemet er imidlertid erkendt, og der udfoldes store bestræbelser pa at fastholde personellet ombord i en længerevarende periode. Tilmelding til IRF samt deltagelse i rutinemæssig deployering med NATO's stående flådestyrker er i høj grad styrende for planlægning og gennemførelsen af personel- og enhedsuddannelsen ombord. Deltagelsen i nationale og NATO øvelser må således tilgodese behovet for "work up", der således får en stor afsmittende virkning på årsprogrammet. Ligeledes må uddannelsen ombord afspejle, at opgavernes karakter kan være højst forskelligartede, ligesom den må tage højde for i givet fald at kunne implementeres på forholdsvis kort tid.
 
Logistiske forhold
Deltagelse i multinationale styrkers løsning af opgaver udenfor nærområdet har medført øgede krav til den logistiske støttestruktur. På baggrund af erfaringerne fra bl.a. Golfkonflikten er logistik indarbejdet i NATO's nye strategi og således ikke længere udelukkende et nationalt ansvar. Logistik skal tilrettelægges som en kollektiv og koordineret indsats, og alliancen er da også i færd med at afprøve maritime planer, der reflekterer denne holdning. Det sker også i forbindelse med Operation SHARP GUARD, hvor der er etableret en Multinational Logistic Command (MNLC) ved NAVSOUTH hovedkvarter i Napoh. Desuden er der etableret en Forward Logistic Site (FLS) i forbindelse med en flybase i Syditalien, hvor koordineringen af den praktiske forsyningstjeneste til flådestyrkeme i Adriaterhavet finder sted. Etableringen af denne nye logistiske organisation samt bemanding med en dansk officer ved MNLC samt en dansk mellemleder ved FLS har i høj grad medvirket til at begrænse de forsyningsmæssige problemer, der altid er forbundet med at gennemføre operationer udenfor nærområdet.
Organisationen har imidlertid også sine begrænsninger, hvor ikke mindst oplagring af visse kritiske forsyningsgenstande i eller nær operationsområdet er det mest påtrængende. Baseret på ikke mindst de gode erfaringer fra samarbejdet mellem OLFERT FISCHER og det norske kystvagtskib ANDENES i Den persiske Havbugt kan det ikke udelukkes, at tilstedeværelsen af et støtteskib kan vise sig at være en af de muligheder, der bør overvejes i forbindelse med planlægning af kommende internationale operationer. 
 
Operative muligheder og begrænsninger
Erfaringerne fra Den persiske Havbugt samt den igangværende operation i Adriaterhavet viser, at søværnet allerede i dag er i besiddelse af enheder, der med visse begrænsninger kan medvirke i en multinational styrke til varetagelse af en given konkret opgave. Samarbejdet med allierede enheder forløber gnidningsfrit og med et absolut tilfredsstillende resultat. Deltagelsen i disse operationer bidrager desuden i høj grad til at udbygge det operative niveau, der er opnået gennem mange års snævert maritimt samarbejde i alliancen. På den anden side er det ligeså vigtigt at understrege, at korvetterne i sin tid blev konstrueret til operationer i nærområdet, nærmere bestemt Østersøen og Nordsøen, og at sødygtigheden og udholdenheden dermed er underlagt visse naturlige begrænsninger, ikke mindst med baggrund i skibenes begrænsede de- placement. Disse begrænsninger har haft nogen indvirkning på hidtidige operationer, og på længere sigt må det derfor være et operativt ønske at have rådighed over mere sødygtige, udholdende og alsidige enheder til løsning af internationale operationer i alle forekommende farvande i NATO's område uden operative begrænsninger. 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_123_aargang_dec.pdf
 

Litteraturliste

Del: