Socialdemokratiets synspunkter vedrørende dansk forsvars rolle og opbygning

Denne artikel bygger på det foredrag, den socialdemokratiske for- svarsordfører, folketingsmand Kjeld Olesen, holdt i Det krigsvidenskabelige Selskab den 18. marts.

Forsvaret kan ikke løsrives fra sikkerhedspolitikken, og det forekommer vel i denne forsamling ret så logisk en bemærkning. Jeg vil derfor starte med nogle sikkerhedspolitiske betragtninger.
Omkring sikkerhedspolitikken vil jeg allerførst konstatere, at vi herhjemme stort set har fortsat enighed. Dette gælder således medlemsskabet af NATO. Socialdemokratiet finder ikke, at der i dag gives noget realistisk alternativ til vort medlemsskab af NATO. Så kan der være nuancer i opfattelsen, idet forskellige politikere kan nå frem til den samme opfattelse, men ad forskellige veje.
Jeg hører til dem, der mener, at vi, når vi skal anlægge en vurdering i dag, i allerhøjeste grad må lægge mærke til, at der er sket væsentlige ændringer i de sidste 20 år. Jeg skal ikke trætte med mange historiske bemærkninger, men blot bede om, at man søger at genkalde sig situationen, som den var i april 1949, hvor vi havde Stalin-tidens kuldegrader. Jeg vil søge at ridse op i et par få streger de to vigtigste ændringer i den udvikling, vi har haft i de 20 år.

Den første væsentlige ændring er den, at vi i dag har atombalancen. Dengang var USA ene om at besidde dette våben, og vi har siden set Sovjetunionen, England, Frankrig og nu sidst Kina følge efter. Der er dem, der siger, at det betyder, at vi lever under terrorbalance, og det er vel ikke helt urigtigt, når man tænker på konsekvenserne af at anvende disse ud- slettelsesvåben. Men man skal i allerhøjeste grad sætte streg under den sidste del af ordet, nemlig balancen.
Det er vel rigtigt, som forskellige har fremhævet, at supermagterne er tvunget til besindighed, eftertænksomhed og brug af sund fornuft. Det er vel også rigtigt at drage den slutning af denne terrorbalance, at når vi igennem den nye historie har set eksempler på situationer, der øjensynlig har tilspidset sig mod et eller andet, vi ikke vidste, hvad ville ende med, så har denne terrorbalance sin del af skylden for, at man besindede sig. Jeg tænker f. eks. på Cuba-krisen, hvor det jo spidsede sig til, og hvor Kennedy dengang stod overfor ret så vigtige beslutninger. Vi ved, at han fra rådgivere fik forskellige råd. Han fulgte heldigvis ikke de mest outrerede, men valgte selv den besindige vej. Og da det virkelig stod overfor prøvelsen, erkendte den anden part situationen og resignerede.

Så kan man jo filosofere videre over dette, at supermagterne har stadig mere udviklede former for fremføringsmidler og våben. Her tænker jeg på raketter, hvor man har ikke én, men adskillige atomladninger indkapslet i hovedet, og som over et bestemt mål kan skilles ud for hver for sig at fortsætte imod i forvejen bestemte mål.

Man kan filosofere endnu videre og sige, at når begge supermagterne i den grad har forsket sig frem til frygteligere våben, så må det vel ligge i sagens natur, at man da sætter lige så megen energi ind på, at disse våben ikke skal blive brugt.

Når man i kølvandet af Cuba-krisen fik oprettet den såkaldte »varme linie« direkte imellem Moskva og Washington, hvor man på få øjeblikke kan kommunikere i en kritisk situation, så fortæller det noget om bestræbelserne på dette. Man fristes til det postulat, at supermagterne, som nok kan være uenige på mange punkter, er fælles om eet: At interkontinen- tale raketter med brintbombeladninger ikke må ramme mål hos hinanden. Set med europæiske øjne kan en sådan problemstilling vel nok give anledning til en og anden reflektion.
Jeg vil som den anden vigtige ting i udviklingen nævne de almindelige afspændingstendenser. Jeg nævnte lige før oprettelsen af den varme linie, og der kan nævnes andre mere konkrete eksempler: Prøvestopaftalen og ikke-spredningsaftalen, hvor nogle siger, at der jo er tale om forsøg på at monopolisere atomvåbnene. Man kan svare, at en sådan udlægning jo er meget logisk, men immervæk er det ret så betryggende, at USA og Sovjetunionen også her har fundet hinanden. Endvidere kan nævnes de såkaldte SALT-forhandlinger, der for nylig blev indledt i Helsinki, og som jo siden skal fortsættes.
Jeg skal ikke komme med flere eksempler på en almindelig afspænding, bortset fra ét, som er vigtigt, og det er, at der i disse år også er sket noget i forholdet imellem de østeuropæiske lande og Sovjetunionen. Da vi oprettede NATO, var vi jo vant til at sige, at der i virkeligheden var tale om ét hele, at der ikke var tale om nogen selvstændig politik i satellitlandene, som vi kaldte dem. Vi har ikke lov til at sige det på samme måde i dag. Det land, der i dag står friest i forhold til Sovjetunionen, er Rumænien, som har sagt Moskva midt imod, og som har levet under en trussel om selv at blive besat, ligesom Tjekkoslovakiet - og her er det jo nærliggende at spørge: Glemmer du, hvad der skete i Tjekkoslovakiet? Hertil vil jeg svare, at det gør jeg ikke. Jeg skal ikke stå frem og komme med noget, som nogen måske kan opfatte som halvkyniske betragtninger over noget, der er dybt tragisk. Men jeg vil tillade mig den bemærkning, at set i en større sammenhæng har vi i dag lov til at konstatere, at på trods af det tragiske i Tjekkoslovakiet, så har begivenhederne ikke ændret den sikkerhedspolitiske situation fundamentalt.

Vi kan anskue udviklingen i Tjekkoslovakiet med forskellige briller; vi kan se herovre fra den vestlige verden, at der har været tale om forsøg på - over en kort periode - at få iværksat en liberalisering og en uafhængighed af Moskva. Og denne uafhængighedsbestræbelse falder vel ikke mindst i øjnene, fordi den skal ses på baggrund af adskillige års stalinistisk, dogmatisk styre. Vi har så kunnet iagttage, hvordan man ikke kunne tolerere dette, og Warszawa-troppeme invaderede Tjekkoslovakiet, og udrensninger fulgte efter.

Man kan også forsøge at iagttage udviklingen fra Moskva, og så finde ud af, at her var tale om noget, der ikke bare var et ideologisk-politisk problem, men også et sikkerhedspolitisk problem. Man har vel vurderet det sådan, at med den hast, hvormed denne udvikling foregik, ville det ikke vare længe, før Kremls muligheder for at kunne kontrollere udviklingen ville forsvinde, og man har vel været angst for en afsmitning til andre østeuropæiske lande. Dermed ville det være et sikkerhedspolitisk problem. Det var nogle af de bemærkninger, jeg vil gøre om udviklingen i disse 20 år. Det har vel nok interesse for en senere diskussion at nævne, at med hensyn til den strategi, man har anvendt inden for NATO, er der også tale om ændringer.
Hvor vi jo fra starten opererede med den massive gengældelse, har det igennem årene ændret sig over i strategien om »flexible response«. Det kan måske og)så historisk være værd at lægge mærke til, at det tidspunkt, hvor man hos amerikanerne begyndte at komme ind på tankerne om »flexible response«, falder nogenlunde sammen med det tidspunkt, hvor man for første gang i historien med interkontinentale raketter fra Sovjetunionen kunne nå amerikanske byer med brintbomber.

Hvad ligger der mere konkret bag denne strategi om »flexible response«? Der er ingen tvivl om, at drivkraften til at gå over til denne strategi først og fremmest har været et ønske om at begrænse faren for en atomkrig. Så kan man søge at dykke ned under overfladen, som hedder et officielt kommuniké, der udsendes efter et forsvarsministermøde i NATO. Det, man kan læse sig til, er jo, at man på forskellige møder fra 1962 har diskuteret dette emne, og at man på forsvarsministermødet og NATO-råds- møde i 1967 officielt vedtog denne strategi. Man kan så lægge forskellige vurderinger i denne strategi. Officielt er strategiens princip, at man i NATO må være i stand til at møde et hvilket som helst trin af et angreb på NATO-landene med et tilsvarende trin i ens forsvar.
Fra de diskussioner, der har været mellem kendte NATO-politikere, findes forskellige nuancer i opfattelsen af, hvad man skal lægge i »flexible response«, og det er vel rigtigt, at amerikanerne vel nok er dem, der har været ivrigst for at fortolke »flexible response« således, at man - selv i tilfælde af angreb i ret så stor målestok med konventionelle våben - skal have et konventionelt forsvar, der er i stand til at opfange og tilbagevise et sådant angreb. Man mener altså, at et angreb i større målestok ikke automatisk betyder brug af atomvåben.

Derimod udtrykker europæiske politikere sig anderledes, og her vil jeg først og fremmest tage den britiske forsvarsminister, som på et møde hos NATO-parlamentarikerne sidste år kom ind på nogle betragtninger, hvor han konkluderede, at når der er tale om angreb af en større målestok, vil de i sig selv betyde brug af taktiske atomvåben. Han argumenterede bl. a. ved at henvise til, hvad Sovjetunionen officielt har udtalt sig om i den anledning. Hvis man så graver endnu længere ned i problemet, vil man opdage, at Dennis Healey sammen med mange andre finder det afgørende, at man har et tilstrækkeligt konventionelt forsvar; for, som han siger, der er den sammenhæng i tingene, at jo svagere man står med det konventionelle forsvar, jo større er chancen for, at man, hvis noget skulle ske, må bruge de taktiske atomvåben. Når Dennis Healey så samtidig siger, at Sovjetunionen skal vide, at vi har en bandsat vilje til i givet fald at bruge atomvåben, så kommer man hen til en problemstilling, hvor man - hvis man overdimensionerer det konventionelle forsvar - samtidig er med til at sige, at man har en mindre vilje til i givet fald at bruge disse taktiske atomvåben. Der er altså efter min mening en balance i denne situation.

I en mere politisk vurdering af »flexible response« vil også jeg sige, at når det drejer sig om det bredt anlagte angreb, vil det i sig selv betyde brugen af atomvåben. Hvor kan så brug kun af konventionelle våben komme ind i billedet? Jeg har vanskeligt ved at forestille mig en bevidst søgt konflikt kun med konventionelle våben, bortset fra - og det er meget teoretisk - hvis man i en politisk spændt situation søger at prøve den politiske solidaritet inden for NATO gennem et konventionelt angreb på en af flankerne. Brug kun af konventionelle våben kan jeg ellers kun forestille mig i tilfælde af tekniske fejltagelser, irrationelle beslutninger eller andet, hvor det er bandsat nødvendigt for menneskeligheden, at man kan sætte ind med et konventionelt forsvar, der giver tid til, at man kan få opklaret sådanne fejltagelser.

Jeg vil sætte et spørgsmålstegn ved Danmark, når det gælder situationen, hvor man vil prøve den politiske solidaritet. Jeg bygger på en rapport, udarbejdet af et udvalg, der netop undersøgte disse forhold, og hvor man konkluderede for Danmarks vedkommende, at et angreb i sig selv ville medføre en konflikt i Centraleuropa.
Dette var mine bemærkninger, som skulle danne baggrund for en videre vurdering om forsvaret. Når man tager hensyn til disse adskillige ændringer, der er sket op igennem 60’erne, så synes jeg jo nok, der kan være adskilligt, der taler for, at et forsvar, der kan skrives tilbage til 1959, ikke kan siges at være tidssvarende. Og så har vi politikere jo travlt med at pege fingre ad hinanden og sige, at når dette er tilfældet, så skyldes det de andre.
Den ændring af forsvarets organisation, som blev gennemført i forrige folketingssamling, drejer sig kun om ledelsesstrukturen. Men når det gælder de øvrige dele, så kører man videre faktisk taget ordret fra loven, som blev vedtaget ved forliget i 1960. Poul Hansen forelagde i 1959 sit forsvar til en ny forsvarslov, og der blev optaget forhandlinger, hvis resultat blev en betænkning - denne betænkning udgjorde indholdet af det forlig, som altså holdt i 10 år. Jeg skylder at føje til, at det forslag, som Poul Hansen forelagde, ikke var identisk med det resultat, der kom ud af forhandlingerne. Det var sådan, at der med hensyn til Flyvevåbnet var foreslået 5 eskadriller, og jeg tror, at resultatet blev 7 eskadriller. Der var tale om ændringer på andre områder - altså mere eller mindre politiske kompromis’er. At der ikke i denne omgang blev foretaget yderligere ændringer, kan måske få en og anden til at sige: Gudskelov. For så har man da ikke gjort det værre, end det var i forvejen. Det er måske naturligt, at nogen tænker sådan. Jeg kan bare ikke være enig i denne tankegang; jeg står som en politiker, der kun i forholdsvis få år har haft med forsvaret at gøre, men jeg er meget hurtigt kommet til den slutning, at man ikke bare må sige, at vi skal køre videre, som det er.

Det siger jeg af flere grunde, ikke kun fordi den sikkerhedspolitiske situation har ændret sig, men også fordi der er sket væsentlige ændringer inden for de mere tekniske områder af forsvaret.
Den ene ændring er, at der er sket en våbenteknisk udvikling i de 10 år; måske ikke så stærkt i hæren, som det er tilfældet inden for flyvevåbnet og inden for søværnet.
Den anden ændring er af mere politisk art, men spiller også en rolle, når vi skal tale om dansk forsvar og truslen, vi står overfor: Vi har fået oprettet AMF-styrkerne (ACE MOBILE FORCE), hvor man har fået sammensat en styrke med soldater fra forskellige NATO-lande. Ikke en styrke, der talmæssigt er imponerende, og slet ikke en styrke, der våbenmæssigt eller udrustningsmæssigt er imponerende; men en styrke, hvis betydning jo er af politisk art, idet den meget hurtigt kan flyves derhen, hvor en eller anden krise er under opsejling. Vi har haft »GREEN EXPRESS «- øvelser i Danmark, og man har endnu mere jævnligt øvelser oppe i Nordnorge. Værdien er altså politisk, fordi de lande, som de forskellige soldater tilhører, fra starten er engageret i en evt. konflikt.

Den tredie ændring er den, at der jo i de 10 år, vi har haft den danske forsvarslov, er sket noget i Vesttyskland. I det vesttyske forsvar har der været tale om en kraftig opbygning, og når vi er nået op på 117 nedstyrtede F 104 G-jagere, hænger det jo bl. a. sammen med, at det vesttyske flyvevåben står i den situation, som vi stod i i 50’erne, hvor vi jo også kunne tale om tab af maskiner og mandskab, fordi vi skulle forcere en opbygning frem. I Kiel har man fået opbygget den vesttyske flåde, og den er i fortsat vækst, og det har betydet noget afgørende for forsvaret i Østersøen.
Den fjerde ændring, som jeg selv mener spiller en meget stor rolle, er varslingsmulighederne, der i dag er betydeligt bedre, end de var for 10 år siden. Når vi taler om teknisk udvikling, så har man vel lov til at sige, at det ikke mindst er her, udviklingen har gået sin gang. I dag kan satelit- ter overvåge store områder og iagttage selv de mindste ændringer, opbygningen af enheder og troppekoncentrationer og mange andre ting. Det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at man med hensyn til den elektroniske teknik, med hensyn til udviklingen inden for radar o.s.v. er gået fantastisk frem. Dette betyder for mig at se, at det, som vi stod overfor som den væsentlige trussel, er skubbet i baggrunden. Vi stod jo overfor truslen om det helt uvarslede, bredt anlagte angreb, og det gør vi ikke på samme måde i dag. Forsvarets efterretningstjeneste spiller i hele denne sammenhæng en væsentlig rolle, og derfor mener jeg, at der må ligge en opgave i, når vi skal diskutere det fremtidige forsvar, at fremhæve, at vi kan yde et bidrag her. Forsvarets efterretningstjeneste bør ikke fremstå som et eller andet fordækt med blå briller og skæg, og hvad man ellers siger.

Det var disse fire ændringer, jeg gerne ville nævne, og som skal med for at kunne vurdere dansk forsvar. Og så mangler der jo stadigvæk én ting: Hvad er det for en trussel, vi står overfor?
Vi vil sikkert kunne diskutere fra nu af og til i morgen tidlig uden at blive enige. For truslen kan jo være mange ting; for nu at sætte det hele på spidsen: Hvis der bliver truffet beslutning om, at Danmark skal besættes, så kan vi sige, at lige meget, om vi ofrede - ikke som nu ca. 3 milliarder, men måske 10 milliarder - kroner om året i forsvarsudgifter, så ville vi intet kunne stille op, hvis en evt. fjende satte potentiel ind, han råder over. For at bringe det lidt ned på jorden: Det, vi kan gøre, er at sandsynliggøre for os selv, hvad det er for en situation, vi kan forvente, og ud fra det må vi så indrette forsvaret.
Jeg havde før et par bemærkninger om, at vi tidligere først og fremmest gik ud fra det helt uvarslede, ret så bredt anlagte overraskelsesangreb, men at denne trussel ligesom er skubbet noget i baggrunden på grund af varslingsmulighederne. Hvis Warszawapagten ønsker at besætte Danmark ved et pludseligt angreb, så må man vel rent logisk gå ud fra, at der vil være tale om en stigende politisk spænding, der i sig selv bevirker, at man bliver agtpågivende. Dernæst vil de bedre varslingsmuligheder bevirke, at et sådant angreb må have et forholdsvis begrænset omfang. Denne situation vil kunne imødegås af en forholdsvis beskeden beredskabsstyrke. Det er bl. a. baggrunden for, at vi i det program, som vi vedtog i sommer i Socialdemokratiet, snakkede om reduceret styrkemål. Bl. a. har vi en formulering, der siger, at det mandskabsmæssige styrkemål for hæren må have en reduktion, hvor man stiler imod ca. 10.000 mand. Dette, at vi sagde »stiler imod«, skal forstås sådan, at vi ikke ønsker at slå to streger under 10.000.

Så kan der være en anden trussel, det mere massive angreb. Hvis der skal være tale om, at truslen består i et bredt anlagt invasionsforsøg fra luften eller fra søen eller en kombination af disse to muligheder, må vi have lov til at gå ud fra, at der forud har været en stigende politisk spænding, som i sig selv vil skærpe agtpågivenheden. Endvidere forudsætter det forberedelser af en lang række ting, som gør, at man selv kan få beredskabsstyrken endnu mere i beredskab, at man kan få mobiliseret, og at man kan få tilkaldt AMF-styrker, som jeg var ret så meget inde på før.
Når det drejer sig om truslen fra søen med invasion, så ved vi jo nøjagtigt, hvor mange landgangsf artø jer der findes i DDR og i Polen. Hvis det gælder invasionsmuligheden, så kan de nødvendige forberedelser overhovedet ikke skjules, og når det gælder indskibning endnu længere oppe i Østersøen, ja, så er varslet tilsvarende større.
Hvor kan vi geografisk forvente denne trussel? For at gøre en lang historie kort, er der meget, der tyder på, og det er vel også det, man igennem årene har indrettet sig på, at man må vælge østsiden af Sjælland. Men jeg vil stadig gerne fremhæve de muligheder for forberedelse, som varslingen giver, og det i dag mere afskrækkende, der ligger i, at den vesttyske østersøflåde er blevet opbygget og stadigvæk er under opbygning. Så er spørgsmålet, hvilke konsekvenser det får for det danske forsvar? Hvis jeg skal stille en målsætning op, som jeg ser den, mener jeg, den skal indeholde tre elementer.

Det ene er at virke så afskrækkende, at dansk forsvar ikke kommer i brug, og det må vel siges at være det fornemste mål. Denne afskrækkende virkning skal så ses som et led i en NATO-helhed.
Dernæst mener jeg, at man må opbygge forsvaret ud fra de sandsynlige trusler. Dette er jo i høj grad en vurderingssag. Man kan rent teknisk gøre truslen op og sige, at modstanderens potentiel er så og så meget. Men der må ind i det hele også indgå en vurdering af modstanderens hensigter. Jeg giver i og for sig dem ret, der siger, at i trusseldiskussionen må det spille en væsentlig rolle, hvad de andres fysiske formåen er, og herudfra må man så indrette sig.
Som det trcdie element vil jeg mene, at dansk forsvar naturligvis må indrettes således, at det bliver en del af en helhed, forstået sådan, at det passer ind i den sikkerhedspolitiske linie, som man ønsker at fremme. Dette er vel elementerne i Socialdemokratiets syn på forsvaret mere principielt. I den politiske diskussion har vi sagt, at efter vor mening vil der i den nuværende regerings tid ikke ske ændringer i forsvaret. Man vil have Forsvarskommissionen, hvortil man kan henvise tingene.
Når man skal vurdere, hvordan man indretter forsvaret ud fra de principper, jeg har været inde på, må der i høj grad indgå tekniske betragtninger, beregninger og analyser. Men man vil også lægge mærke til, at jeg allerede på et tidligt tidspunkt sagde, at noget af det, det gælder om, er at nå frem til en helhedsvurdering af tingene, altså dette, at man på tværs af værnsgrænser finder ud af, hvor vi skal lægge til, hvor vi skal trække fra, således at det samlede resultat bliver den størst mulige slagkraft. Angående det teknisk analytiske har man en planlægningsgruppe under den nye Forsvarskommando og Forsvarets Forskningsråd, som arbejder med operationsanalyser af forskellig slags og allerede har præsteret - på trods af en lille kapacitet - ganske så pæne resultater. Det kunne friste til at sige, at så må en sådan vurdering vente de to år, det tager at lave en tværværns- analyse af den våbenmæssige sammensætning og en lang række andre ting. Spørgsmålet er bare, om det er den rigtige fremgangsmåde, og det mener jeg ikke, det er.

Der findes jo, når man taler om alt, hvad der har med teknik at gøre, noget, der hedder sagkundskab. Jeg har haft lejlighed til, når det drejer sig om forsvaret, at tale med adskillige, der mener at kunne betegne sig som sagkundskab. Det er ikke altid, jeg har hørt det samme fra dem, jeg har talt med. I hvert fald er det min erfaring, at det, sagkundskaben siger, nok kan være rigtigt, men i så fald gives der mange sandheder.
Jeg forstår godt, hvis adskillige, der til daglig arbejder inden for forsvaret, kan være en lille smule betænkelige ved udviklingen, som den har foregået. Man kan spørge, om det rigtige ikke ville være at lade sagkundskaben, planlægningsgrupper, eller hvad det nu kan være, foretage analyser og vurderinger, så man kan nå frem til det, man synes er det teknisk og sagligt mest forsvarlige. Når jeg ikke mener, at det er den rigtige fremgangsmåde, så hænger det som sagt sammen med en opfattelse hos mig om, at sagkundskaben er mange ting, og at det, det drejer sig om i første række, er at nå en politisk afklaring. Vi har - og så meget har jeg vel lov til at referere fra Forsvarskommissionens arbejde - brugt adskillige timer på at diskutere, hvad operationsanalyse er. Meget dygtige mennesker har været til stede og søgt at forklare os, hvad det hele egentlig går ud på, nemlig at skal man analysere, så må der først være tale om menneskelige beslutninger - nogle vil sige planlæggernes beslutninger. I dette tilfælde vil jeg sige politikernes beslutninger. Jeg tror, at det vil tjene forsvaret bedst, om man på et eller andet tidspunkt kommer frem til den egentlige diskussion og så får truffet de beslutninger, ud fra hvilke operations- analytikere og andre kan arbejde. At træffe beslutninger er jo trods alt spørgsmålet om, at man har visse principper - og ud fra disse principper så bygger videre op.

Den tid er vel ikke forbi, hvor man betragter den såkaldte forsvarsvilje som en ret afgørende del af et forsvar. Vi kan lave nok så fine rammer, vi kan investere, vi kan købe materiel o.s.v. - men hvis ikke man har forståelsen i brede dele af befolkningen, ja, så er forsvaret ikke meget værd. Det vil jeg meget gerne trække frem som noget ganske væsentligt og understrege, at det er afgørende nødvendigt, at vi får motiveret befolkningen for, hvorfor vi har et forsvar på den og den måde.
Jeg vil meget gerne have sagt her, at hvis der skulle være nogen, som mener, at enhver ændring af forsvaret er af det onde, som mener dette måske af angst for, at ændringer betyder nedskæringer, betyder øget arbejdsbyrde, da tror jeg selv, at det værste, der kan ske for begrebet forsvarsvilje, er, at vi bare kører videre med et forsvar, der altså kan skrives tilbage til 1959.

Kjeld Olesen

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_maj.pdf

Litteraturliste

Del: