Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849 set fra en uortodokst synsvinkel

En af den danske kærs smukkeste sejre - Fredericiasejren - er en af de, måske få, militære begivenheder, der er almindelig kendt og husket, og det kunne da synes lidet påkrævet og mindre interessant at grave yderligere i dette spørgsmål.
For mig står det imidlertid således, at 6-julisejren behandles på en særegen måde, når man gør sig den ulejlighed at omtale den. Enten hæfter man sig sygeligt ved de begåede, men naturlige fejl, der altid vil forekomme under enhver operation, eller også bryder man ud i bravader om heltemod, offervilje osv. og holder sig helt til almindeligheder. Man undgår helst det principielle. Mand og mand imellem, ikke mindst i civile kredse, står Fredericia- slaget som den menige mands kamp og sejr. Det er rigtigt, at på grund af kampens særlige vilkår, blev det i høj grad underførerne, der fik lejlighed til at vise initiativ, men uden på nogen måde at ville forklejne »Landsoldaten«s indsats, er det nu engang et faktum, at selv de bedste soldater i verden ikke opnår resultat, hvis de føres forkert, d.v.s. placeres galt i tid og rum. For mig står navnlig to principper som afgørende for denne begivenhed og hver for sig så interessante, at det kan gøre slaget et studium værd. Det skulle være unødvendigt at rekapitulere slagets forudsætninger og forløb, men det skal blot nævnes, at general Biilow efter at have samlet maximum af styrke i selve fæstningen til et gennembrud satte sit angreb an i nordlig retning med to brigader i første træfning og to i anden. Angrebsbefalingen, forsåvidt angår de to frontbrigader: Avantgarden (De Meza) og 5. brigade (Rye), lød hl.a. således: »Medens Avantgarden rykker frem og omgår Løbegravene NV for Fæstningen samt søger at bemægtige sig Fjendens Værker her, bevæger den 5te Brigade sig så hurtigt som muligt mod Kirstinebjerg ad Vejene nærmest Stranden...« (Hvorefter Avantgarden skulle gå mod Egum og Stallerup, medens 5. brigade skulle gå mod Treide og Egeskov.)
Heri lå altså det, at avantgarden skulle gå gennem mellemrummet mellem fjendens (erkendte) værker for derefter at svinge mod NV. Det bemærkes dog, at befalingen indeholder ordre til at søge at erobre værkerne NV for fæstningen før den videre bevægelse mod Egum-Stallerup.
Den fejl, man i almindelighed hæfter sig ved - eller søger at undgå at omtale, alt efter formålet - er den, at avantgarden ved at sætte tre batail- loner i første træfning med sin venstre fløj stødte frontalt på fjendens værker i stedet for at omgå dem, hvorved brigaden blev indviklet i hårde og vanskelige kampe.

At general Rye med 5. brigade stødte på Redoute V (Treldeskansen) - hvis eksistens eller i alt fald betydning, som man erindrer, var ukendt - kan næppe bebrejdes generalen, da udtrykket »vejene« (i flertal) i befalingen inkluderer både Fælledvej (vejen over eksercerpladsen) og Trelde- vej, hvilke to veje fører på hver side af Treldeskansen.
Vi vender senere tilbage til brigaden Rye.
Avantgarden var i udgangssituationen formeret med to batailloner i første træfning, men under fremrykningen beordrede de Meza en bataillon fra anden træfning frem. Herved skete to ting: Brigaden fik en uønsket og i den foreliggende situation uheldig bred front, og den pågældende bataillon måtte foretage en yderst forceret fremrykning i ukendt terrain i mørke.
Hele fremrykningen foregik iøvrigt, også for første træfnings vedkommende, meget hurtigt, og det er nødvendigt stadig at fastholde, at det skete i ukendt terrain og i mørke.

Her må vi kaste et blik på operationsplanen i sin helhed - og forbavses. General Bülows plan for og befaling til angrebet gik ud på, at portene skulle passeres kl. 0100, hvilket også blev gennemført. Nu er der fra fæstningen til fjendens forreste erkendte værker nærmest stranden knap 1 km. og fra portene til værkerne NV for fæstningen kun 1½ km. D.v.s. at der for alle tropper var mindre end ½ times march til første sammenstød.
Den 6. juli står solen op over fredericiasektoren kl. 0350, hvilket vil sige, at det er skydelyst kl. ca. 0320 - uanset alle astronomisk-videnskabelige udtryk for tusmørket og dets varighed.
Nu kan man naturligvis møde den indvending, at der her var tale om »de lyse nætter«, så at det ikke på noget tidspunkt af natten er virkelig mørkt. Dette er kun delvis rigtigt, da det jo afhænger af vejret, og selv om der i det foreliggende tilfælde var fuldmåne, er der en anden ting, der spiller ind: Tågen.
En god, dansk sommernat medfører oftest tåge i nat- og morgentimerne, og enhver, der har blot periferisk kendskab til Fredericia Fælled =: slagmarken, vil vide, at lier er tåge ikke blot hyppigt forekommende i sommernatten, men det normale.
Dette forhold kan givetvis ikke have været ukendt for general Bülow og hans stab. Tåge og mørke giver samme fordele og samme vanskeligheder, d.v.s. kræver samme kampform. Dette var altså de meteorologiske forudsætninger ud fra hvilke, overkommandoen måtte lægge og lagde sin plan. Nu var vejret hin 6. juli pludselig slået om fra uroligt og stormfuldt vejr til en stille, smuk og månelys sommernat, men det har generalen ikke kunnet forudse, da lian næppe havde modtaget Meteorologisk Instituts vejrmelding, og selv i så tilfælde måtte han regne med tågen, som virkelig også var til stede. Der kan altså ikke være tvivl om, at angrebet var planlagt som det, det blev, nemlig IKKE et daggrysangreb, men et natangreb. Der er oven i købet tale om et natangreb ført med en styrke på stærkt hen mod 20,000 mand, en operation man vel selv i dag ville betænke sig to gange på at befale.
Man må endvidere erindre, at natangreb på omhandlede tidspunkt - bortset fra patruljeforetagender — ikke blot var sjældent forekommende, men næsten uhørt. Det kan derfor næppe være forkert i dette at se noget principielt, ja måske det principielle, i hele operationsplanen, og det må fortælle noget om general Bülows personlighed.
Kun en yderst handlekraftig og ansvarsglad fører ville have vovet at tage ansvaret for noget så usædvanligt.
Det siger noget om generalen, men det siger også noget om de fejl, der blev begået. Først når man gør sig klart, at der er tale om natoperation, ser man det hele i det rette perspektiv.

I dag fastsætter BBU’er, reglementer osv. så og så mange øvelser i mørke. I 1849 var ingen uddannet i denne kampform. De Meza, der må anses for en habil fører, har måske aldrig prøvet eller blot tænkt på at prøve noget sådant, og hans underførere endnu mindre. Når man ser, hvad vi i dag finder på af mærkeligheder i retning af hvide strimler her og der, lapper på ryggen af folkene osv., da må man, hvis man vil være ærlig, undre sig over, at fejlene hin julinat ikke blev større og beundre den indsats, der kunne medføre resultat under de forhold.
Man kan så mene — og det har da også været ment - at general Bülow burde have forudset alle disse vanskeligheder og undgået dem, men man har næppe lov til at tvivle om, at han fuldt ud har erkendt vanskelighederne og forudset, at noget måtte gå i fisk, men vurderet fordelene ved at nå frem, før han blev erkendt af fjendens reserver - idet det jo erindres, at det var hensigten at tage hovedkampen N og NV for værkerne — for så stor, at han kunne affinde sig med eventuelle mangler ved udførelsen.
Det er måske rigtigere at se det hele fra denne kant.
Den anden principielle ting, der forekommer mig væsentlig, skete på højre fløj ved brigaden Rye.
Femte brigade rykkede, som man erindrer, ud gennem forhugget ved stranden, stødte med sine forreste dele på løbegravssystemet omkring Fælledvej, der blev erobret, og blev derefter indviklet i kamp om Redoute V (Treldeskansen).
Trods de temmelig nøjagtige beskrivelser af kampene, der foreligger, går den almindelige version ud på, at brigaden blev indviklet i kamp om skansen og stort set af denne hindret i at løse sin opgave, indtil skansen faldt. Det er den populære version, ofte endda fremsat af folk, der ved bedre besked, og i folkeligt omdømme er det så fastslået, at liele Frederi- ciaslaget - stadig i folkeligt omdømme - næsten kan siges at være koncentreret om Treldeskansen.
Det er jo imidlertid så langt fra den historiske virkelighed.
I udgangsssituationen var 5. brigade formeret med Reservejægercorpset (1 R.J.C.), 9. Linieinfanteribataillon og 4. Reservebataillon i første træfning, 6. og 7. Linieinfanteribataillon i anden træfning.
På skitse 2 er skematisk fremstillet situationen ved 5. brigade kl. ca. 0315, d.v.s. på den tid, da general Rye faldt, og kort før Treldeskansen blev erobret.
Man ser, at dele af brigaden, d.v.s. enkelte dele af første træfning, der blev bundet, og anden træfning, ligger i kamp om skansen, der som man ved faldt for et angreb af 8. bataillon af 4. brigade, medens resten af 5. brigade ligger i kamp med fjenden 2 km. nordligere.

Det er jo også indlysende, at generalen netop ikke lod sig binde af Treldeskansen, thi han faldt selv 2 km. nordligere før skansen blev erobret.

9. Liniebataillon (samt dele af 1. R.J.C.), der var i første træfning, erobrede løbegravssystemet øst for Treldeskansen og fortsatte derefter mod nord efter sin ordre. 4. Reservebataillon, også i første træfning, stødte på skansen, men veg vest om og gik mod Kirstinebjerg - efter sin ordre.
Anden træfning, 6. og 7. Linieinfanteribataillon, fik overladt angrebet på skansen. At alt dette ikke skete tilfældigt, ses bl.a. deraf, at general Rye personlig gav denne ordre, da han erkendte skansens betydning, og han befalede sin stabschef, kaptajn Beck, at tage kommandoen midlertidig over første træfning, medens generalen bragte orden i angrebet på skansen, hvorefter han selv red frem og ledede kampen mod det egentlige mål.
Sagt med andre ord skete der det, at general Rye i god overensstemmelse med de principper, der gælder i dag, men som absolut ikke gjorde det på det tidspunkt, fastholdt sin opgave og overlod til reserverne og bundne styrker at nedkæmpe den skanse, der stadig forsvarede sig.
Tilsyneladende ganske naturligt - i dag - men det har næppe været det på en tid, da læren gik ud på, at man ikke gik forbi uerobrede fæstninger eller skanser.
Disse to principielle ting synes at hæve Fredericiaslaget op over almindelige bravader, og det synes ikke uinteressant at hæfte sig ved disse i sig selv ganske epokegørende træk i de to generalers, Bülows og Ryes plan og optræden. Det ville måske endda kunne få dem i tale, der kun mener at kunne finde taktisk viden i modernistisk indfatning.

E. Bassing.

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon slaget_ved_fredericia.pdf

 

 

 

 

Litteraturliste

Del: