Slagene ved Crécy og Formigny

I forbindelse med undervisningen i krigshistorie på Hærens Officersskole har kadet G. Jensen, klasse de Meza, udarbejdet dette studie over slagene, der betegner vendepunkterne i Hundredårskrigen. Det første, slaget ved Crécy, betegner indledningen til Englands storhedsperiode i sidste halvdel af det 14. århundrede, det andet, slaget ved Formigny den 15. april 1450, betegner afslutningen på engelsk indflydelse i Frankrig.
 

Disse to slag fandt sted under Hundredårskrigene mellem England og Frankrig, førstnævnte i begyndelsen af krigen den 26. august 1346 og sidstnævnte i slutningen af krigen den 15. april 1450.
Årsagerne til Hundredårskrigene er efter almindelig opfattelse dels dynastiske, den engelske konges krav på den franske trone, dels feudale, idet den engelske konge som hertug for nogle provinser i Frankrig var lensherre under den franske konge. Dette er nok en forenkling af problemerne, disse krige må snarere betegnes som imperialistiske og nationalistiske krige; men i øvrigt er hele det politiske oplæg til denne lange krigsperiode så indviklet, at det er umuligt at udskille en enkelt faktor som årsag. Vi står her overfor et Vesteuropa under begyndende udvikling, problemstillingen er ganske enkel: hvilken stat skal være den toneangivende ved den Engelske Kanal. Den direkte årsag til krigsudbruddet er den engelske konges krav på den franske trone, men bag dette lurer andre problemer; som for eksempel Flandern, hvor hele Europas klædeindustri er koncentreret. Eftersom England er Europas største uldproducent, ønsker man naturligvis fra engelsk side at opnå en vis kontrol med dette område, og omvendt er de flamske købmænd og den flamske klædeindustri helt afhængig af tilførslerne fra England, hvilket blokaden få år forinden havde vist. Men magterne på fastlandet kan ikke tillade, at England behersker begge kanalkyster; bag Flandernproblemet lurer altså spørgsmålet om søherredømmet i kanalområdet. Man kan allerede nu ane senere tiders problemer.

Egentlig er det utroligt dristigt af England at indlade sig i krig med Frankrig, der på dette tidspunkt regnes for en af de stærkeste magter i Europa. Frankrig har på denne tid ca. 22 millioner indbyggere, hvor England kun har mellem tre og fire millioner. At det alligevel lykkes England at erobre en stor del af Frankrig og faktisk tvinge Frankrig i knæ skyldes hovedsageligt den franske stats organisation. På dette tidspunkt er Frankrig stadig et feudalt samfund. Opdelt i talrige små enheder, der er splittet af indbyrdes stridigheder, alle våger skinsygt over deres privilegier. Vel er der spæde tegn på en begyndende omdannelse af staten fra feudalsamfund til enevældssamfund, men det er kun en spæd begyndelse. Der savnes en central magt til at samle og lede landet; tidens franske konger er ikke af et sådant format, at de formår dette.
En omstændighed, der hang sammen med de sociale forhold, blev katastrofal for Frankrig nu. Det var det gamle feudalopbud. Vel kunne kongen mobilisere tapre ridderhære, men deres kampværdi var ringe, nu hvor de mødte en ny tids hær. En feudalhær i felten var et utroligt udisciplineret foretagende, således var et ordentligt kommandosystem ikke organiseret, og dens styrke lå i dens moralske overlegenhedsfølelse. Feudalhærens riddere var tapre enkeltkæmpere, men de var totalt blottet for forståelse for sammenholdets betydning. For den enkelte ridder i slaget drejede det sig først og fremmest om at erhverve sig et stort ry som en tapper krigsmand. Ydermere hørte det ikke til god tone at slå modstanderen ihjel, hvis det da kunne undgås, det var uøkonomisk, derimod tog man ham til fange for at få ldsepenge, og da forhandlingerne om disses størrelse ofte fandt sted under selve slaget, kan enhver let forestille sig resten.
Da adlen og dermed ridderne i flere hundrede år havde haft monopol på at føre krig, og da tyngden var blevet lagt på rytteriet, var taktikken stivnet. Man stillede normalt op til slag i tre træfninger, men når slaget var begyndt, sluttede enhver form for føring, og slagene udviklede sig til en forvirrende samling enkeltkampe. 
Det er klart, at den franske feudalhær må blive slået, nu hvor den møder den ny tids hær, den engelske infanterihær, der er en gennem kamp trænet, veludrustet, veldisciplineret og vel ført hær. Den er udviklet fra det gamle engelske feudalopbud i løbet af de sidste hundrede år. I denne periode har England ført flere krige, dels mod Wales og dels mod Skotland. I disse krige har man udviklet og afprøvet denne nye hær, således at England ved begyndelsen af Hundredårskrigene står med et virkeligt effektivt krigsinstrament. Og i den unge Kong Edward III har England fået en fører, der forstår at udnytte dette instrument.

Den engelske hær består på dette tidspunkt af pansret rytteri, svært infanteri bevæbnet med »spears« eller »bilis« (forløbere for hellebarden) og let infanteri bevæbnet med den berømte engelske langbue, der er samtidens armbrøster overlegen såvel i rækkevidde som i skudhastighed.
Langbuens max. skudvidde opgives normalt til 250—300 meter, den gen- nemtrængte let de almindelige ringbrynjer, og dens skudhastighed var på 6—8 pile i minuttet. Armbrøstens max. skudvidde var på ca. 200 meter, dens skudhastighed på omkring 2 pile i minuttet.
Den engelske hær var professionel i sin opbygning. Den var tilvejebragt på den måde, at den engelske konge sluttede kontrakt med kendte officerer, der så hvervede den i kontrakten fastsatte styrke. Denne soldatens økonomiske afhængighed af sin fører gav den engelske bær en disciplin, der var ukendt i den franske feudale bær.
Med denne hær, på ca. 9000 mand, overskrider Edward III Kanalen den 10.-11. juli 1346, efter at den franske flåde var slået i slaget ved Sluys, middelalderens Trafalgar. Den engelske hær går i land på spidsen af Co- tentin halvøen, og i tiden frem til den 21. august marcherer Edward over Caen, krydser Seine 30 km vest for Paris, og går derefter mod nord mod Somme floden, hans mål er Flandern. Natten mellem den 24. og 25. august krydser den engelske liær Somme ca. 20 km sydøst for Abbeville, for i løbet af den 25. at nå frem til den lille by Crécy ca. 25 km nord for Abbeville. Her beslutter Edward at tage kampen op med den efterfølgende franske hær.
Den franske konge, Phillip YI, har nemlig fået samlet en hær og forsøger nu at indhente den engelske. Den 24. er han ved at indhente den ved Somme, men det stigende tidevand(1) forhindrer ham i at følge efter englænderne over floden den 25. om morgenen. I stedet marcherer han til Abbeville, for den 26. at fortsætte mod nord efter englænderne, endnu uvidende om at den engelske hær nu er ved at gøre klar til slag ved Crécy.

(1) Broerne over Somme var brudt ned, før englænderne nåede frem til floden. Englænderne kom over ved ebbe, men da franskmændene nåede frem, var det flodtid, og floden kunne ikke passeres.

Ved Crécy har Edward straks om morgenen stillet hæren op i slagorden et stykke vest for vejen, der går mod nord fra Abbeville, på et lille højdedrag, der strækker sig langs vejen fra Crécy til Wadicourt. Hæren har front mod øst, altså en opstilling i flanken på den franske fremrykning(2). Syd for Crécy og vest for landevejen fra Abbeville ligger en ret stor skov, mellem skoven og Crécy er der en lavning med et mindre vandløb. Edwards højre flanke er altså ret godt sikret. Foran den engelske front er der en lavning, hvor jorden nok har været lidt blød. Den engelske venstre flanke er støttet til den lille by Wadicourt, men er alligevel yderst åben og udsat. Men Edward ved, at franskmændene kommer fra syd, han antager derfor, at den franske feudalhær ikke vil udføre en flankemarch, for at angribe mod hans venstre flanke. Kong Edward kender den franske hærs organisation og de deraf flydende svagheder. Han ved, at Phillip ikke vil kunne overvinde inertien i den franske hær, når den først er i bevægelse. Et glimrende eksempel på en fører, der ikke alene erkender sin modstanders svagheder, men også udnytter dem fuldt ud. Kong Edward er sikker på, at den franske hær, såsnart den har erkendt den engelske opstilling fra terrænet om Estrées, vil angribe frontalt, som det sømmer sig for en feudal ridderhær.

(2) Se skitse 1.
 

Den engelske opstilling er vist i detaljer på skitse 2. Denne opstilling er ikke ny, den er blevet afprøvet i krigene mod Skotland. De pansrede ryttere er til fods for at øge infanteriets modstandsevne mod det rytterangreb, som man forventer, at franskmændene vil foretage. Stillingen er forstærket med enkelte bindre- og feltbefæstningsarbejder. Således er der anbragt »stakes« foran bueskytternes opstilling^). Deres formål er at forhindre et rytterangreb ind mod bueskytternes opstilling. På højre flanke har man gravet nogle grøfter og huller for at hindre et rytterangreb ind der. Edwards plan for kampen er således: bueskytternes opstilling vil tvinge rytterangrebet ind mod det tunge infanteri, der på grund af kombinationen pansret rytter til fods - lansebevæbnet infanteri vil kunne afvise et sådant angreb. Alt imens skal så bueskytterne med deres skydning få angrebet til at aftage i voldsomhed. Under slaget vil kongen selv være ved vindmøllen, hvorfra man har det bedste overblik over terrænet. Et lille fingerpeg om en engelske hærs disciplin og den faste engelske kommandoføring får vi gennem beretningen om, at da alt var rede, blev de engelske soldater beordret til at lægge våben og hjelm og sætte sig ned, så de kunne være helt udhvilet når den franske hær nåede frem.

(1) Lange tilspidsede træstokke, der er slået ned i jorden, således at spidsen vender ud mod angriberen.

Den franske hær er om morgenen afmarcheret fra Abbeville, og Phillip har udskilt en lille opklaringsstyrke (tre mand!), der skal opklare fjendens situation, bl. a. hvor han er. Phillip råder over ca. 8000 riddere og ca. 4000 infanterister, heri iberegnet et stort kontingent lejede armbrøstskytter fra Genua. Hans ridderstyrke er opdelt i tre marchgrupper, der svarer til de sædvanlige tre slagtræfninger. Ved tretiden om eftermiddagen får han melding fra sin opklaring om den engelske opstilling ved Crécy, og det er nu hans hensigt at standse marchen og bivaukere for natten langs marchvejen, men hans forrest marcherende enheder er allerede kommet så langt frem, at de har fået øje på den engelske opstilling og bliver grebet af panik og styrter tilbage. De bagved marcherende tror, at de flygtende har været i kamp og trænger fremad for at få føling. Den franske konge og hans underførere formår ikke, nøjagtigt som Edward havde forudset, at stoppe denne fremadgående bevægelse i de franske masser, og Phillip bliver således tvunget ind i et slag, som ban først havde tænkt sig at tage den næste dag, hvor hans tropper ville have været udhvilede. Franskmændene formerer nu deres normale angrebsformation, forrest armbrøstskytterne, bag dem første træfnings rytteri(2). Angrebsplanen er den sædvanlige, først skal armbrøstskytterne rykke frem til skudhold for derfra med deres skydning at gøre den engelske front »mør«, således at rytteriet kan angribe og kaste den fjendtlige opstilling.

(2) Den taktiske standardformation er en rudimentær byzantinsk banda-Iegion.

Men nu viser den engelske langbue sin overlegenhed. Snart er armbrøstskytterne nedkæmpet eller på flugt. Samtidige franske beretninger fortæller, at de engelske pile faldt så tæt, som var det snevejr. Et kort regnestykke bekræfter dette. Antager vi at ca. 2000 engelske bueskytter kunne komme til skud, vil en skudhastighed på ca. 8 pile i minuttet, en fransk frontbredde på ca. 1800-2000 m give ca. 8-10 pile pr. minut pr. meter fransk front. Den franske første træfning går nu til angreb, men langbuen er også effektiv mod rytteri, mange af de franske riddere falder eller deres heste skydes bort under dem, før de når frem til den engelske bær, og de der når frem, bliver af bueskytternes opstilling presset ind mod det tunge infanteris opstilbng, hvor dette angreb let afvises. Da første træfnings angreb bryder sammen, bliver anden træfning beordret frem til angreb, endnu medens resterne af armbrøstskytterne og første træfning er på vej tilbage. Anden træfnings angreb, der derfor taber i kraft, afvises også let af det engelske infanteri. Slaget er faktisk afgjort nu, to gange har det franske rytteri angrebet på fuld kraft, uden der er nogen vaklen at spore i de engelske rækker. Men det franske rytteri vil ikke erkende, at det er blevet slået af en samling »engelske knolde. sparkere.« Igen og igen angriber man, men med samme resultat. Ialt 15 gange går franskmændene til angreb, sidste gang da det var blevet mørkt, uden dog at opnå noget resultat.
Edward følger ikke sin sejr op med en forfølgning, den engelske taktik er her som så ofte senere i denne krig defensiv. Hele den engelske hær bliver under våben på stedet natten over, og først den næste dag, da de sidste franskmænd er jaget på flugt, bliver der givet tilladelse til plyndring af de faldne franske riddere.
De franske tab var meget store, de fleste kilder siger fra 10.000 og opefter, hvilket nok er lidt ovedrevet, størrelsen af den franske hær taget i betragtning; men de har været store, vel nok af en størrelsesorden på 65-70 %, de engelske tab var forbløffende små. Men det er jo nok overdrevet, når nogle kilder opgiver dem til ca. 100 mand.
Ifølge traditionen har Edward anvendt artilleri i slaget. Dette har dog været uden betydning for resultatet, idet de få kanoner han rådede over var lidet effektive. De bidrog så vidt det vides kun til at øge larmen og forskrække de franske heste. De afgørende faktorer for slagets udfald er dels den stykvise indsættelse af de franske styrker, der forøvrigt har været trætte af en lang dags march, dels og ikke mindst den træning og den disciplin, de engelske styrker besad, samt Edwards faste kommandoføring i forbindelse med hans strålende udnyttelse af den engelske hærs defensive kampkraft i forbindelse med en utraditionel opstilling i forhold til fjendens fremrykkeretning.
Det er fristende at tillægge de engelske bueskytter æren for sejren, men det kan ikke være hele sandheden. Det er i lige så høj grad det afsiddede pansrede rytteri og de lansebevæbnede walisere Edward kan takke for sejren. Deres faste afvisning af alle de franske rytterangreb gjorde det muligt for de engelske bueskytter at virke med deres pile med de store franske tab som følge.
Den direkte følge af slaget blev erobringen af Calais. På længere sigt fik slaget meget stor betydning, England fik tid til at sætte sig fast i Frankrig. Phillip var så chokeret over sit nederlag, at der i de næste 6 måneder ikke blev gjort forsøg på at samle en ny fransk hær, og et år efter slaget blev der sluttet våbenhvile, uden at Frankrig havde forsøgt at tage endnu et slag.
Slaget ved Crécy varsler en ny epoke i krigsføringen, vel er det ikke første gang, at en infanterihær slår en ridderhær, men det er første gang, at det bliver gjort så overbevisende. Vi har her set en professionel hær slå feudaltidens ridderhær. Dette skal ske mange gange endnu, men før Hundredårskrigene er slut, er feudalsamfundet og dets riddedhære blevet afløst af den centraliserede statsmagt, og dette systems hære, de professionelle lejehære er blevet almindelige.

Lad os dernæst gå et hundrede år frem i tiden og betragte slaget ved Formigny. Situationen er nu totalt ændret. England er træt af den lange krigsperiode. Indre stridigheder svækker landet, og dårlige ledere har ikke formået at bevare landets position i den europæiske magtpolitik. Dette er en naturlig udvikling, en nation på 3-4 millioner vil aldrig i længden kunne beherske en nation på 22 millioner, når de to nationer står på samme økonomiske og kulturelle stade. Kampens udfald er bestemt fra det øjeblik, den store nation koncentrerer sig om at føre kampen igennem med sejr for øje. Overfor England står nu et Frankrig opflammet af national selvfølelse og selvtillid, nu er det tiden, hvor englænderne skal ud af Frankrig. Den franske kongemagt er blevet styrket, det er begyndelsen på 350 års enevælde, vi ser her. Den voksende handel og industri har bragt fremgang til byerne. Kongen er nu ikke mere afhængig af sin feudalhær, byernes voksende økonomiske magt giver kongen mulighed for, gennem skatter, at skaffe sig professionelle hære, der ikke alene kan bruges til at bekæmpe udenlands fjender, men også til at tugte genstridige lensherrer. Samtidig har det nye våben artilleriet gjort det muligt at nedkæmpe en borg på kort tid, man behøver ikke mere at sulte besætningen ud, man skyder blot borgens mure i grus.
Der er i Frankrig skabt en hvervet professionel hær, hvis sammensætning minder om den engelske, vi så ved Crécy, dog har man ikke langbueskytter, da det tager for lang tid at uddanne dem.
Mindste enhed er en »lance«, der består af 6 mand, 1 pansret rytter, 1 sværdmand, 2 bueskytter og to mand, der nærmest må betegnes som oppassere eller hjælpere, eftersom de sjældent deltog i de egentlige kamphandlinger, men opholdt sig ved trosset under slagene. På denne tid råder den franske konge over 3000 sådanne »lances«, hvilket vil sige, at han har en stående styrke på 12.000 mand, hvoraf de 6000 bliver anvendt i operationerne mod Normandiet. Derudover kommer så et stort antal hvervede armbrøstskytter samt styrker i de befæstede byer. Hvor mange det løber op til er ikke til at sige, men man skønner, at den franske konge råder over ialt 30.000 mand til operationerne mod Normandiet(1).

(1) Ifølge »The Agincourt War« af A. H. Burne.

Hvad England kan stille op mod denne styrke er ikke meget. På denne tid er der kun engelske styrker i Normandiet til at forsvare de befæstede byer. Skal der opstilles en hær til operationer i felten, må det ske på bekostning af byernes forsvar. Dårlige ledere, indre stridigheder samt Englands svigtende evne til at finansiere en stående hær i Normandiet, giver Frankrig gode muligheder for at få gjort en ende på engelsk herredømme i Normandiet.
Den franske hær indleder operationerne mod Normandict med fire selvstændigt opererende styrker. To fra øst og to fra syd. Alle rykker de langsomt frem, idet de erobrer de befæstede engelske byer, efterhånden som de kommer frem. Hjemme i England beslutter man nu at forstærke styrkerne i Normandiet. En hær på 2500 mand samles under ledelse af den erfarne Sir Thomas Kyriell. Styrkens opgave er at forstærke den nu truede by Bayeux, og i begyndelsen af marts 1450 er styrken rede til overførsel til Frankrig.
Den 15. marts lander Kyriell i Cherbourg, der stadig er på engelske hænder. Efter anmodning fra de lokale myndigheder udsætter Kyriell løsningen af sin egentlige opgave for at befri den lille by Valognes, der ligger i nærheden af Cherbourg. Efter at have fået nogle forstærkninger, således at han nu råder over ca. 4000 mand, lykkes det Kyriell at tage Valognes den 10. april, og to dage senere sætter man i march mod Bayeux, efter således at have udskudt løsningen af sin egentlige opgave i fire uger. Den 14. april når han den lille by Formigny, der ligger ca. 20 km øst for Carantan og ca. 18 km vest for Bayeux.
På dette tidspunkt er de to franske styrker, der opererede i syd søgt nordpå for at få føling med den engelske hær. Den 14. april står en styrke på 3000 mand under Clermont ved Carantan, og en anden styrke på ca. 2000 mand under Richemont står ved St. Lo ca. 25 km sydøst for Formigny (1). Clermont beslutter, at han den næste dag vil søge føling med den engelske hær med henblik på et afgørende slag, derfor sender han om aftenen den 14. melding til Richemont om sin hensigt for at få denne til også at søge frem mod englænderne.

(1) Ifølge »The Agincourt War« af H. H. Burne.

Den 15. bliver Kyriell ved Formigny. Han er klar over, at Clermont er bag ham med en styrke, der er hans egen underlegen, men åbenbart ved han intet om Richemonts styrke ved St. Lo. Thi vi må formode, at en så erfaren fører som Kyriell ikke vil søge slag mod en så overlegen styrke, når hans marchmål, den befæstede by Bayeux, kun er en halv dagsmarch væk. Kyriell beslutter sig altså til slag, og han stiller den engelske hær op tværs over landevejen lidt vest for Formigny, hvor terrænet begynder at falde ned mod den lille flod, der løber mellem den engelske hærs stilling og Formigny (se skitse 3). Den engelske opstilling er som sædvanlig forstærket i fronten med »stakes«, endvidere er der gravet huller og grøfter foran stillingen for at nedsætte et eventuelt rytterangrebs kraft.
Midt på eftermiddagen når Clermonts styrke frem og tager opstilling i slagorden overfor den engelske hær. Der er blandt de franske officerer nogen betænkelighed ved at skulle angribe en engelsk hær i en stærk defensiv opstilling, tidligere tiders dårlige erfaringer har sat deres spor. Men Clermont formoder, at Richemonts styrker snart vil nå frem, han beslutter sig derfor til at angribe straks. Dennegang ser vi intet forvirret fransk rytterangreb, de franske ryttere er siddet af og angriber sammen med deres infanteri.
Kampen udvikler sig, og franskmændene lider ret store tab, de indsætter et par kanoner, men disse bliver erobret af englænderne, der dog ikke ved, hvorledes de skal betjene dem. Efterhånden er de franske tab så store, at slaget er ved at være tabt for Clermont, de franske tropper begynder at vige. Dette er Kyriells store chance, havde han nu ført sine tropper frem til modangreb, kunne han nok have vundet. Men den engelske taktik er defensiv, derfor bliver de engelske styrker i deres stilling, og snart er det gunstige tidspunkt forpasset.
Richemonts styrke er nu nået frem i terrænet mellem Treviéres og bakkepartiet med vindmøllen. Herfra kan han se, at et angreb ind i flanken på de engelske styrker vil kunne afgøre slaget; men samtidig kan han se, at Clermonts styrker er ved at opgive kampen. Derfor opsøger ban Clermont, medens hans styrker stiller op til kamp, og han får denne til endnu engang at føre sine tropper frem til angreb. Nu angriber også Richemonts styrke, idet den ene halvdel søger over åen ved et vadested for at angribe vest for åen, medens den anden halvdel angriber øst for åen (se skitse 3).
Nu er den engelske hær i en alvorlig situation. Reserver var der ikke udskilt, og Kyriell må modgå denne nye trussel ved dels at lade venstre fløj falde noget tilbage og dels ved at udtynde fronten for at få styrker til venstre flanke. Til trods for at denne bevægelse ikke var forudset, lykkes det dog at få den gennemført, før Richemonts styrke er fremme, hvilket vidner om en god disciplin i den engelske hær.
Men den engelske hærs skæbne er beseglet, overmagten er for stor. Clermonts tropper, der var ved at opgive kampen, får nyt mod ved at se Richemonts angreb, og samtidig er den engelske front blevet svækket. I løbet af kort tid er den engelske hær splittet op i isolerede smågrupper, der efterhånden bliver nedkæmpet. De engelske soldater kæmper hårdnakket til sidste mand, slaget er tabt, hele den engelske felthær i Normandiet er ophørt med at eksistere, og Normandiet er tabt for England for stedse.
Strategisk er dette slag måske enestående i middelalderen. Det lykkes her Clermont og Richemont at forene to styrker, som opererede på de ydre linier, i selve slaget. Bliichers og Wellingtons forening ved Waterloo var ikke bedre timet. Skade vi ikke ved om det skyldes et tilfælde, eller det skyldes god føring.
Det engelske nederlag skyldes direkte Kyriells fejlbedømmelse af fjendens situation. Desværre foreligger der intet om, hvorfor han beslutter sig til slag i den situation. Men hele skylden for nederlaget må ikke tillægges Kyriell. Indirekte skyldes nederlaget nok så meget den stivnede engelske taktik. Man har ikke udviklet eller forbedret de taktiske principper, der gav sejr i de første mange slag under Hundredårskrigene, hvilket jo desværre ikke er noget enestående tilfælde i krigshistorien.

Slagene ved Crécy og ved Formigny betegner begge vendepunkter i Hundredårskrigene. Det første varsler Englands storhedsperiode i sidste halvdel af det 14. århundrede, det andet markerer slutningen på engelsk indflydelse i Frankrig, selvom Calais dog forbliver på engelske hænder endnu ca. hundrede år. Slaget ved Crécy er det slag, der i eftertiden er blevet opfattet som afslutningen på feudaltidens ridderhære. Den ny tids hær, den professionelle lejehær viste her sin overlegenhed. Ved Formigny er denne udvikling fuldført, begge parter råder nu over professionelle lejehære, de hære der skal beherske Europas slagmarker lang tid fremover.

G. Jensen.

Kilder:
A. H. Burne: »The Agincourt War«.
J. F. C. Fuller: »Decisive Batties«.
H. Delbrück: »Geschichte der Kriegskunst«.
Preston, Wise and Werner: »Men in Arms«.

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon slagene_ved_crecy_og_formigny.pdf

 

 

 

Litteraturliste

Del: