Sikkerhedspolitisk orientering

I håb om derved at bidrage til at stimulere læsernes interesse for den aktuelle sikkerhedspolitiske problematik, er det hensigten foreløbig at gøre denne rubrik til en fast bestanddel af tidsskriftets indhold. Her belyses - i kommenterende eller refererende form - et eller flere sikkerhedspolitiske emner, og der vil lejlighedsvis blive bragt et antal kortfattede sikkerheds- og forsvarspolitiske oplysninger eller kommentarer af forskellig art, herunder anmeldelser af - eller henvisninger til sikkerhedspolitisk litteratur m.v. Rubrikken, som redigeres med bistand af major P. J. Jørgensen, Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe, er i øvrigt åben for kommentarer, bidrag eller ønsker fra interesserede læsere.

 

Frankrigs betænkeligheder ved de sikkerhedspolitiske konsekvenser af troppereduktioner i Centraleuropa.

I overensstemmelse med de indtryk, den sikkerhedspolitiske kommentator, redaktør N. J. Haagerup, har meddelt i pressen efter sit nylige besøg i Frankrig, spores på såvel officielt hold som i den tværpolitiske debat stadig større betænkeligheder for konsekvenserne af en gensidig troppereduktion i Centraleuropa.
 
I en artikel i det officielle franske tidsskrift, Revue de Défense Nationale, har forsvarsminister Debré således fornyligt karakteriseret dialogen om en styrkereduktion som en trussel mod Europas sikkerhed, fordi dens endemål forekommer at være Europas neutralisering. Debré erindrer om, at de Gaulle i sin tid som betingelse for gensidige styrkereduktioner krævede, at nedtrapningen af Sovjets WP-styrker skulle være væsentlig større end Vestmagternes. Frankrig frygter nu, at der i NATO er ved at ske et skred i opfattelsen af den asymmetriske reduktions betydning for at kunne tilvejebringe en styrkebalance på et lavere niveau. Der forekommer at være tegn på, at NATO vil lade sig nøje med en nedtrapning, der kun vil reflektere asymmetri-kravet på symbolsk vis. Det forlyder, at netop dette emne ikke blot har haft en central placering i de drøftelser, Debré for kort tid siden førte med sin britiske kollega i London, men også, at parterne konstaterede stor overensstemmelse i deres opfattelse heraf.
 
Det er i denne forbindelse næppe heller tilfældigt, at Debré benyttede sit officielle besøg i Jugoslavien til at gøre sig fortrolig med den seneste udvikling af dette lands totalforsvarskoncept og -organisation. Til trods for Frankrigs ønske om at befordre afspændingspolitikken anser man det som bekendt samtidig for yderst påkrævet at opretholde og forbedre Frankrigs eget territorialforsvar. Uden hensyn til Brezjnevs nylige venskabs- besøg i Jugoslavien - eller måske netop foranlediget heraf - tilslører jugoslaverne ikke deres fortsatte mistro til russerne. Denne holdning, som illustreredes af dels jugoslavernes højrøstede tilkendegivelse af deres total- forsvarsdoktrin og -vilje forud for det sovjetiske venskabsbesøg, dels deres kvittering for besøget ved afholdelse af efterkrigstidens største og mest realistisk anlagte totalf orsvarsøvelse, har formentlig yderligere styrket Debrés skeptiske indstilling til nedrustningsforhandlinger.
 
I lyset af dels en forudsigelig tilbagetrækning af yderligere dele af de amerikanske styrker i Centraleuropa, dels risikoen for en forestående svækkelse af flere europæiske NATO-landes egen forsvarsindsats, fortjener den spirende sikkerhedspolitiske tilnærmelse mellem Frankrig og Storbritannien særlig opmærksomhed. Der skal utvivlsomt tilbagelægges lang vej, før et vesteuropæisk handels- politisk og økonomisk samarbejde har tilvejebragt forudsætninger for at skabe et tilsvarende forsvarssamarbejde, hvilende på et fransk-britisk fundament, der også omfatter de to landes atomvåbenpotentiel. Men der er på den anden side næppe tvivl om, at begge landes regeringer klart indser nødvendigheden af en snæver sikkerhedspolitisk koordinering. Efter Fællesmarkedets udvidelse med Storbritannien vil den største hindring herfor utvivlsomt være forskellen i de to landes nugældende holdning til NATO. Storbritannien bekender sig jo fortsat til et stærkt integreret NATO- samarbejde, mens Frankrig - der dog ikke længere afviser behovet for en vidtgående strategisk samordning af alliancens militære planlægning og potentiel - på sin side stærkt fremhæver ønsket om at bevare sin selvstændighed. Optagelse af franske forhandlinger med USA om en strategisk samordning forekommer dog nu mere sandsynlige end førhen, og det kan meget vel tænkes, at konkrete drøftelser kan indledes allerede i løbet af førstkommende år, befordret af en positiv britisk holdning til et anglo- fransk atomsamarbejde. En sådan udvikling kan også tænkes accellereret af den franske forsvarsledelses stigende bekymring over den øgede uligevægt i styrkebalancen og intensiveringen af Sovjets militærpolitiske aktivitet, herunder kanonbådsdiplomatiet.
 
Siden 1962 er alene de amerikanske styrker i Europa af alle tre værn blevet reduceret med over 130.000 til knap 300.000 mand. Mens Sovjet i 1967 havde udstationeret 26 divisioner til Østeuropa, er antallet i dag vokset til 31 divisioner. Også øst for Ural er der sket en væsentlig styrkeopbygning samtidig med, at Sovjet i Mellemøsten, fordelt på baser i Algier, Sudan, Syrien og primært Ægypten opretholder dels regulære fly- og luft- forsvarsenheder, dels militære instruktører af en størrelsesorden på i alt ca. 25.000 mand, hvortil kommer den permanente tilstedeværelse af betydelige sovjetiske flådestyrker i Middelhavet. Det ændrede styrkeforhold i Middelhavsområdet anses dog ikke for det mest risikofyldte.
 
Det mest magtfulde udtryk for Sovjets øgede militære styrke anses at være flådeekspansionen, som især gør sig gældende på NATO’s nordflanke. Kolahalvøen, som i dag formentlig er verdens største flådebase, er hjemsted for ca. 200 større og mindre overfladeenheder, hvortil kommer U-båds- basen i Murmansk, der rummer ca. 160 fartøjer. Mønstret for Sovjets flådeøvelser indikerer, at Moskva nu er i stand til at gennemføre relativt store amfibieoperationer i stadig større afstand fra nationens egne baser. Den fortsatte forlægning af sovjetflådens »forterræn« mod Vest har - suppleret med tilstedeværelsen af mindst 4 sovjetiske divisioner nær den norsk-rus- siske grænse - reelt medført, at Nordnorges indkredsning er ved at være en fuldbyrdet kendsgerning. På denne baggrund er man af den opfattelse, at enhver forhandling om gensidige styrkereduktioner skal tage udgangspunkt i et globalt perspektiv, d.v.s. under medinddragen af Sovjets totale militære potentiel. Aftaler om at reducere de stående hærstyrker inden for en begrænset del af det europæiske territorium vil kun indebære en så symbolsk begrænsning af Sovjets militære kapacitet, at man ikke anser det for værd at drøfte. Hertil kommer, at franskmændene langt fra er overbeviste om rigtigheden af amerikanernes tese om, at NATO vil kunne opveje kvantitative svækkelser med kvalitative forbedringer. Frankrig tror ikke på, at de europæiske NATO-landes regeringer vil have psykisk styrke til at lade besparelser på forsvarsbudgetternes personelkonti komme de militære materielinvesteringer til gode.
 
I Paris har man imidlertid med tilfredshed bemærket, at USA nylig har forsikret sine europæiske allierede om, at man ikke ønsker en europæisk sikkerhedskonference koblet sammen med troppereduktionsproblematik- ken. Frankrig håber nu på at kunne bevæge USA til at indtage det standpunkt, at man må afvente resultaterne af den indledende runde af en konference om en europæisk sikkerhedsordning, før man kan tage troppe- reduktions-spørgsmålet op til konkret forhandling.
 
(Kilder: Wehrpolitische Information 15 OKT 1971 og The Military Balance 1971/72).
 
 
Forsvarsplanlægningen og den sikkerhedspolitiske debat i Sverige.
 
Den svenske forsvarschefs forslag til perspektivplan for forsvarets udvikling i perioden 1972-87 (der omtaltes i tidsskriftets juni-nr.) er nu opfulgt af forsvarschefens oplæg til den politiske stillingtagen i 1972 til den næste femårsplan for forsvaret. Under betegnelsen »Programplaner for det militare forsvaret 1972-1977« behandles her alternative udviklingsmuligheder inden for 5 forskellige ressourcerammer. Begge plankomplekser er de første resultater af det nyindførte forsvars- pl anlægnings sy stem, der imødekommer et politisk og militært ønske om - inden for rammerne af det offentliges planlægning af ressourcernes fordeling og anvendelse - at kunne opfatte og behandle forsvarsplanlægningen i et langsigtet sikkerhedspolitisk og samfundsøkonomisk perspektiv.
 
Forslagene skal underkastes parlamentarisk behandling i forbindelse med rigsdagens »1972-års Forsvarsbeslut«, der som nævnt bl.a. fastsætter ressourceramme og styrkemål for den kommende 5-års periode. For at befordre sagligheden i den offentlige debat, som forventes at ville omgive den parlamentariske behandling og stillingtagen, har svenskerne indledt udgivelsen af en række bøger, pjecer og andet oplysende materiale, der behandler Sveriges sikkerheds- og forsvarspolitik. Grundlaget for væsentlige dele af dette materiale hidrører fra den studievirksomhed, der drives i de af regeringen nedsatte såkaldte »Miljout- redninger«, som er kommissioner, sammensat af dels civile og militære embedsmænd med fornøden ekspertviden, dels samtids- og fremtidsforskere med tværvidenskabelig baggrund. Af sådanne miljøstudieorganer, der tilvejebringer analyser og prognoser til brug for bl.a. udformningen af såvel Sveriges fremtidige sikkerhedspolitik som det politiske direktiv for de svenske totalforsvarsmyndigheders langtidsplanlægning, er for nærværende etableret følgende fire:
 
- Krigsmaktens Miljoutredning (KMU)
- Befolkningsskyddets Miljoutredning (BMU)
- Ekonomiske Forsvarets Miljoutredning (EMU) og - Psykologiske Forsvarets Miljoutredning (PMU).
 
Det materiale, der i denne forbindelse offentliggøres, udgives af Central- forbundet Folk och Forsvar i en særlig serie, benævnt »Forsvar ocb Saker- hetspolitik«. I serien er hidtil udkommet følgende skrifter:
 
- Svenskt Luftforsvar i Framtiden (OKT 70, 92 sider),
- Nedrustningsfrågan och Sveriges framtida Såkerhet (OKT 70, 76 sider),
- Alternativa Framtider (MAR 71, 127 sider) og
- Forsvar utan Karnvapen (JUL 71, 126 sider).
 
Udover den debat, der endvidere føres i forskellige militærfaglige og sikkerhedspolitiske organisationer og tidsskrifter kan nævnes, at tidsskriftet Yårt Forsvar (der er organ for Almanna For svar sforeningen) har udsendt to særtryk, beregnet på anvendelse som diskussionsmateriale i studiekredse og på skoler m.v.
 
I det ene, som hidtil er trykt i ca. 10.000 expl., behandles temaet »Behover Sverige ett militart Forsvar« (redigeret af den herhjemme velkendte professor Nils Andrén, der iøvrigt har medvirket til henholdsvis forfattet de to sidstnævnte bøger i skriftserien). I det andet, der har titlen »Nordiske synspunkter på Sveriges Forsvar« og som også omfatter en studievejledning samt forslag til diskussionsemner og studieopgaver, gives udtryk for de øvrige nordiske landes syn på svenske forsvarsproblemer.
 
Endelig kan - som et sidste eksempel på forsvarspositive organisationers indslag i debatten - nævnes, at en organisation af unge forsvarsinteresse- rede, Aktionsgruppen mot Varnpliktvagran, som tidligere har udgivet brochuren »Varfor Våmplikt«, nys har udgivet en pjece »Svar på Tal«. I denne citeres og kommenteres en række af de synspunkter og påstande, som i den senere tid er fremført af militærnægternes opinionsledere. 
 
 
Sikkerhedspolitiske noter.
- Er begrebet overkill-capability ved at være en myte?
 
USA
Mens et enkelt B-52 bombefly for 10 år siden kunne udstyres med en sprængstoflast mere end tusinde gange større end Hiroshimabombens, vil der i 1975 medgå over 500 af POSEIDON-raketternes MIRV-sprænghoveder (Multible Independent by Targetable Reentry Vehicle) til opnåelse af en sådan sprængkraft. Den stærke udbygning af Sovjets luftforsvarssystemer (der tales om 8 års forspring i forhold til USA) har medført, at amerikanerne nu videreudvik- ler deres MIRV-teknik i retning af en stadig forøgelse af det antal sprænghoveder, som et strategisk missil kan medføre. Disse bestræbelser for at øge evnen til at gennemtrænge det sovjetiske luftforsvar kræver endvidere en sådan udbygning af det enkelte våbens gennemtrængningsudstyr (chaff m.v.), at sprængstofbæreevnen også af den grund er blevet yderligere redueeret. En sovjetisk first-strike mod USA kan i dag i teorien reducere den amerikanske befolkning på 200 mio. til ca. 40 mio. En påfølgende amerikansk gengældelse ved indsats af det herefter resterende potentiel vil - på grund af bl.a. Sovjets ABM-systemer - imidlertid kun reducere den sovjetiske befolkning på 240 mio. til 190 mio.
(Kilde: Wehrpolitische Information 15 OKT 1971).
 
Storbritannien
På tidspunktet for Cuba-krisen (1962) disponerede den britiske Bomber Command, der nu er nedlagt, over midler til at ødelægge enhver sovjetisk by med over *4 mio. indbyggere. Det daværende arsenal på 250 megatons er nu skrumpet ind til det britiske Polarissystems maksimale slagkraft på 32 megatons.
(Kilde: International Defence Review).
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_100_aargang_dec.pdf
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.