Sikkerhedspolitisk og strategisk vurdering som grundlag for modernisering og reform af dansk forsvar

Med udgangspunkt i en vurdering af truslen og NATO-strategien samt det nuværende danske forsvars muligheder, skitserer orlogskaptajn P. Garde, Forsvarskommandoen, i denne artikel de generelle linier i en ny dansk forsvarskoncept i overensstemmelse med NATOs strategiske koncept om flexible response og forward defence. Den foreslåede koncept vil efter forfatterens mening bedre tilgodese Danmarks muligheder og behov inden for den vestlige forsvarsalliance, men vil kræve ændringer i den nuværende organisation og i det indbyrdes styrkeforhold værnene imellem.
Artiklen er en uddybning af synspunkter, forfatteren fremsatte i en artikel i Jyllands-Posten den 27. august.
 
FORSVARSDEBATTEN
Ud fra en ret omfattende deltagelse i foredragsvirksomhed og diskussions- arrangementer i civile og militære kredse finder jeg, at kendskabet til sikkerhedspolitik og den militærpolitiske strategi er begrænset. Diskussionen om forsvarets fremtid præges fortrinsvis af spørgsmål om værnepligtstidens længde, værnenes opgaver og materielsituation samt af landets betrængte økonomi. 
De sikkerhedspolitiske og strategiske aspekter omkring dansk forsvar har derimod ikke fået den fremtrædende rolle, som burde være naturlig i en objektiv forsvarsdebat. Ville det ikke være naturligt, om debatten - før et evt. forsvarsforlig - åbenbarede, hvorledes politikerne ud fra en sikkerhedspolitisk betragtning vurderer den aggressionsfare, som forsvaret skal kunne imødegå, og hvorledes de - og forsvarets ledelse - opfatter den NATO-strategi, som forsvarets organisation og indsatsmuligheder skal baseres på? 
Selvom det ikke kan udelukkes, at disse aspekter på et senere tidspnnkt vil blive inddraget i debatten, vil jeg med dette indlæg søge at udfylde en del af tomrummet ved en beskrivelse af NATO strategien, den sikkerhedspolitiske situation, de politiske og militære aspekter og ad denne vej give tanker til forsvarets fremtidige organisation. Tanker, der måske er i modstrid med den almindelige opfattelse af forsvarspolitik og som rokker ved det indbyrdes styrkeforhold værnene imellem.
 
NATO STRATEGIEN
NATO-strategien er brugsanvisningen for den politiske og militære planlægning og anvendelse af forsvaret som regeringens militære sikkerhedspolitiske instrument, men opfattes i bred almindelighed som »noget med atomvåben«. 
Den moderne NATO-strategi er imidlertid meget mere end det. Den omfatter bl.a. koncepten om den fleksible eller graduerede imødegåelse (flexible response)9 og koncepten om det fremskudte forsvar (forward defence) : 
NATO-strategiens primære formål er at bevare freden og undgå aggression ved opretholdelse af et troværdigt og derved afskrækkende militært forsvarssystem. Sekundært, og det vil sige, hvis den aggressionsafskræk- kende rolle skulle svigte, da ved iværksættelse af fleksible og afpassede foranstaltninger at imødegå enhver form for aggression, der måtte være rettet mod NATO som helhed eller mod enkelte medlemslande. I strategien om det fremskudte forsvar indgår som det væsentlige, at ingen del af NATO-territoriet forlods vil blive opgivet i tilfælde af aggression.
Denne moderne strategi har form som politiske retningslinier for NATO’s militære chefer. I NATO’s Militærkomité - der omfatter medlemslandenes forsvarschefer - er disse retningslinier videreudviklet til m ilitæ rstrategiske koncepter, som er godkendt af alliancens regeringer - også af den danske. Det fremskudte forsvars koncept har været gældende siden Vesttysklands optagelse i NATO, medens koncepten om den fleksible imødegåelse i 1968 officielt afløste den indtil da gældende koncept om massiv gengældelse. 

De strategiske koncepter er ikke instruktioner i taktiske operationer, men grundlag for videreudvikling af operative forsvarskoncepter. 
 

Dansk forsvars operative organisation og detaljerede styrkemål har i realiteten grundlag i forsvarslovene fra 1960 med de i 1966 og 1969 tilførte mindre ændringer og må derfor - i hvert fald teoretisk - forudsættes at basere sig på den gamle strategi. Ud fra en sammenligning af den »gamle« og den »moderne« strategi kan det være interessant at vurdere, om der er et strategisk grundlag for ændringer af forsvaret.
Ny vurdering af agressionsf aren og forsvarskoncepterne er de væsentlige elementer i strategien. Under den gamle strategi vurderede man, at der var en sandsynlig fare for, at NATO kunne blive udsat for et bredt anlagt Warszawapagt angreb. NATO’s konventionelle svaghed i Europa, set i lyset af Warszawapagtens enorme konventionelle styrker samt Sovjets aggressive politik, havde i sin tid dannet grundlag for denne opfattelse. Mindre og mere begrænsede former for aggressioner ansås for mulige omend mindre sandsynlige. 
NATO’s svar på enhver form for aggression var baseret på den amerikanske dominans inden for atomvåbnene og ville være den massive nukleare gengældelse. 

Som grundlag for den nye strategi anses det bredt anlagte angreb for mindre sandsynligt end tidligere, omend muligt. NATO’s militære opbygning med konventionelle styrker og taktiske atomvåben i Centraleuropa sammenholdt med Sovjets øjensynlige accept af status quo i Europa og dets voksende maritime opbygning, tolkes som en voksende interesse for en global strategi på bekostning af et ensidigt kontinentalt engagement. De lavere former for aggressioner vurderes som mere sandsynlige end før og forudses især at kunne iværksættes mod NATO’s svage europæiske flanker, d.v.s. Tyrkiet-Grækenland i syd og Norge-Danmark i nord.
NATO’s svar på aggression vil være en i forhold til aggressionen afpasset imødegåelse og vil, som følge af Sovjets og USAs paritet på det strategiske nukleare område, ikke automatisk udløse brugen af atomvåben.
Ud fra en vurdering af de tænkelige aggressionsmuligheder, begyndende i den lave ende med former som politiske pressionsforsøg overfor et enkelt NATO-land, voksende over andre former som f.eks. væbnede suverænitets- krænkelser, geografisk begrænsede angreb op til et bredt angreb på NATO, herunder også det generelle atomangreb, kan fleksible imødegåelsesforanstaltninger iværksættes. 
Den militære side af disse foranstaltninger omfatter i første række et direkte forsvar (»direct defence«), der har til hensigt øjeblikkeligt at imødegå aggressionen på det niveau, den er indledt ved anvendelse af de til dens standsning nødvendige midler - hverken mere eller mindre. 
Desuden indgår bevidste eskalatoriske militære foranstaltninger (»deliberate escalation«), som et middel til gennem demonstration af politisk vilje og militær evne at overbevise en modstander om, at en iværksættelse eller fortsættelse af aggression kan få virkninger, der langt overstiger de fordele, der eventuelt kan vindes. 
Under begge former indgår konventionelle styrker, medens indsættelse af atomvåben kan finde sted afhængig af aggressionens art og omfang. Det siger sig selv, at den moderne strategi, der omfatter løbende vurdering af den sikkerhedspolitiske situation og deraf følgende planlægning, stiller store krav til politikere og embedsmænd i alliancens regeringer med hensyn til strategisk tænkning, dels ved udarbejdelse af forsvarslove dels til beslutningstagen under krise- og krigsforhold, hvor måske kun sekunder eller minutter vil være til rådighed. For de militære chefer betyder strategiens gennemførelse, at politikere i stor udstrækning vil søge at bevare fuld indflydelse på indsættelse af de væbnede styrker, ikke blot for indsættelse af atomvåben, men med alle former for forsvarsanstaltninger, begyndende med beredskabsforøgelser op til og omfattende taktiske operationer. 
Enhver militær foranstaltning kan have en optrappende virkning og derved en umiddelbar politisk effekt. Som et led i den udbyggede politisk-militære konsultations- og beslutningsproces er oprettet et system for fælles krisestyring med deltagelse af alliancens regeringer. Endvidere er NATO-forstærkningens indsættelse i de formodede mest truede områder givet høj prioritet og detailplanlagt. Ved øvelser afholdt med jævne mellemrum - også i Danmark - er evne og vilje klart blevet demonstreret. 
I den militære styrkeopbygning synes tendenserne at gå i den retning, at de enkelte nationer ud fra deres økonomiske formåen og deres militærgeografiske placering i højere grad end tidligere opstiller styrker, der organisatorisk søges skræddersyet til fleksibel og gradueret indsats med vægt på højt beredskab, stor mobilitet og ildkraft på bekostning af et stort antal enheder, der først vil være til rådighed efter mobilisering.
Nedgang i krigsstyrkeopstilling søges bl.a. kompenseret ved øgede muligheder for indsats af NATO-forstærkninger formeret som multinationale eller stormagtskontingenter.
Erkendes på ovennævnte grundlag, at truslen er ændret, at sandsynligheden for aggressioner rettet mod NATO’s Nordregion eller mod Danmark er voksende, og at forsvarsforanstaltningernes art ligeledes er ændret, må der konstateres behov for en tilpasning af forsvarets rolle til den nuværende situation.
 
ANSVARSFORDELING MELLEM NATO OG DANMARK
Ved ovennævnte gennemgang er søgt belyst en del af de generelle faktorer, som bør indgå i grundlaget for et fremtidigt dansk forsvar, som realistisk kan indpasses i alliancens integrerede forsvarssystem.
Denne integration har givet Danmark muligheder for at basere sig på et stort militært forsvarspotentiel, der i de givne situationer vil kunne danne grundlag for en aktiv politisk og militær forsvarsindsats. Som følge af medlemslandenes suveræne status er indsatsen af dette potentiel imidlertid ikke automatisk: 
I fredstid er danske militære styrker kun underlagt national kommando. Visse tidsbegrænsede operative beføjelser kan tildeles NATO-chefer i forbindelse med afholdelse af øvelser; men enhver NATO-øvelses afholdelse er afhængig af den danske regerings godkendelse.
NATO har ikke ansvar for forsvaret af Danmark, før NATO-komman- dosystemet er trådt i kraft inden for området - ved overdragelse af de operative kommando-beføjelser over de danske styrker. En overdragelse som i en given situation helt vil være afhængig af regeringens vurdering og beslutning. 
Efter NATO-kommandosystemets ikrafttræden bevarer den danske regering udstrakt mulighed for indflydelse på de militære operationer, dels gennem NATO-rådet, dels ved direkte kontakt med chefen for NATO’s Nordregion. 
Forsvaret af Danmark er således et nationalt ansvar, indtil det er politisk besluttet at overdrage beføjelserne herfor til NATO, hvorefter de danske styrker indgår som et led i det integrerede NATO-forsvar - med fortsat dansk militær og politisk indflydelse på forsvarsforanstaltningernes iværksættelse og gennemførelse.
 
DEN SIKKERHEDSPOLITISKE SITUATION
Følger man linien fra NATO -strategien, bør man i et politisk og militært fællesskab bedømme, hvilken trussel, d.v.s. hvilke former for aggressioner, landet kan blive udsat for og hvilke af disse, der må anses for de mest sandsynlige. En sådan generel vurdering bør være et politisk og militært grundlag for eventuel reorganisering af dansk forsvar. 
Den sikkerhedspolitiske situation i Østersøområdet må være en primær faktor i vurderingen. Den forud beskrevne trussel set i NATO-perspektiv og en vurdering af den lokale fare for aggressioner må basere sig på opfattelser af Warszawapagtens formodede hensigter ud fra de konstaterede politiske og militære aktiviteter og den militære formåen. Sagt på en anden måde, medens kendsgerningerne om hensigter er relative fåtallige og kan være genstand for hurtige omskiftelser, kan mulighederne for aggressioner i et vist omfang afsløres gennem de militære styrkers geografiske placering, deres art, omfang og aktivitet, og derved give visse fingerpeg om hensigterne. 
Den fremtidige trussel mod Danmark kan som følge af Sovjetunionens klare dominans inden for Warszawapagten vurderes ud fra dette lands formodede hensigter i Østersøområdet - betragtet på en global baggrund og uden at udelukke dets interesser inden for det øvrige europæiske område.
østersøområdet og de danske stræder kan i sådan vurdering betragtes under ét, idet det maritime aspekt er det dominerende. En væsentlig del af den sovjetiske flåde — foruden hele den polske og østttyske — samt over halvdelen af Sovjets handels- og fiskeflåde er hjemmehørende i Østersøområdet, hvor også hovedparten af den militære og civile værftskapacitet er opbygget. Det sidste 10-års enorme ekspansion på det maritime område har nu placeret Sovjetunionen som verdens næststørste flåde- og amfibie- magt - kun overgået af USA. Handelsflåden er tilsvarende udvidet og dens byggeprogram forudsættes at indebære en fordobling i tonnage omkring år 1980 målt i forhold til 1967 tallene. 
Denne ekspansion må antages at fortsætte og derved øge behovet for ind- og udpassage gennem de danske stræder proportionalt. Den voksende sø-militære udbredelse på verdenshavene og de demonstrerede maritime interesser i den 3. verden gør det realistisk at antage, at Sovjetunionens forsøg på at fremme den politiske og militære position i Østersøområdet - som et lokalt led i dets globale strategi - i tiden fremover kan forstærkes, uanset om forholdene i Centraleuropa i øvrigt fortsat måtte stabiliseres. 
Et nærmere studie af hel- og halvofficielle sovjetiske dokumenter underbygger direkte denne vurdering. Det kan udledes, at Sovjets hensigt er, at udbygge den allerede dominerende rolle udover Østersøen til også at omfatte de danske stræder og sideløbende hermed, at udelukke ikke-bred- staters politiske, økonomiske og militære indflydelse ved blandt andet at søge Østersøen og stræderne lukket for andre staters orlogsfartøjer og militære fly i fredstid og for handelsfartøjer i krigstid, samt at modvirke de såkaldte udenforstående stater fra deltagelse i udnyttelsen af Østersøens undergrund.
Disse hensigter sammenfattes i almindelighed under betegnelsen Østersø- doktrinen og må betragtes med alvor og, for så vidt angår hensigternes eventuelle gennemførelse, anskues ud fra en realistisk sikkerhedspolitisk vurdering snarere end ud fra en afspændingshypoteses teoretiske forhåbninger. 
Hvilke former for aggression — politiske og militære - kan Danmark blive udsat for ved Sovjets eventuelle forsøg på gennemførelse af kendte og ikke mindst måske mere alvorlige ubekendte hensigter i Østersøområdet? 
For ikke at blive beskyldt for at være pessimist bør det måske gentages, at den aggressions-trussel, som Danmark er eller kan blive konfronteret med, må vurderes som snævert forbundet med Sovjetunionens mål og hensigter ikke blot inden for Europa, men snarere på globalt plan. Det er ikke muligt med sikkerhed at fastlægge disse mål og hensigter, og ej heller forudsige hvorledes eller hvornår, de eventuelt vil manifestere sig. Til gengæld kan en vurdering af de militære styrkers opbygning, stationering, deployering og kapacitet sammenholdt med den politiske og militære aktivitet, givet et generelt grundlag for erkendelse og beskrivelse af de ag- gressionsformer, som kan iværksættes mod Danmark.
 
Aggressionsf are n er ikke kun et militært begreb, men et politisk-mili- tært forhold. Tager vi hensyn til de geografiske forhold, må det anses for realistisk at antage, at den militære trussel kan manifestere sig ved 3 hovedformer for aggression:
 
- politisk pression understøttet af militær magtdemonstration,
- væbnet intervention rettet mod danske interesser,
- væbnet angreb med en besættelse af dansk territorium som endeligt politisk og militært mål.
 
En eventuel aggressions indledende dynamik vil, uanset dens niveau helt afhænge af den militære form og det politiske mål. Enhver af de nævnte aggressionsformer kan gennemføres som et led i en politisk og militær kampagne, enten ensidigt rettet mod Danmark eller som en del af en større aktion rettet mod NATO.
Betragtes aggressionsmulighedeme i den laveste ende af spektret, vil en politisk pression kunne bakkes op med trussel om anvendelse af våbenmagt til søs og i luften eksempelvis i form af deployering af flådeenheder og indsats af flystyrker og omfatte infiltration og chikaneforanstaltninger omkring og inden for dansk territorium - herunder, overlagte suveræni- tetskrænkelser. Fra dette niveau kan aggressionen yderligere optrappes til at omfatte sø- og luftmilitær blokade af dansk territorium eller dele heraf - for eksempel Bornholm. 
Aggressioner på disse lavere niveauer kan udvides yderligere eller direkte iværksættes som angreb på militære og civile installationer. Besættelsesoperationer mod Danmark kan følge efter de lavere aggressioner eller direkte iværksættes som landmilitære operationer gennem Slesvig-Holsten eller som amfibieoperationer via Østersøen.
Aggressioner i den lavere ende af spektret må umiddelbart anses for de mest sandsynlige. Ved aggressioner i den øvre ende af spektret, altså aggressioner med henblik på besættelse, må eskalationsrisikoen vurderes som væsentlig. Er formålet at opnå en »fait accompli«-situation for derved at skabe sig en fordelagtig forhandlingsposition før NATO har reageret, må Bomholm og de sydlige danske øer anses for de mest sandsynlige objekter, selv om etablering af et større eller mindre brohoved på Sjælland i sig selv måske kunne være en lige så stor politisk gevinst. 
En besættelsesoperation rettet mod Jylland via Slesvig-Holsten må derimod anses for en af de mindst sandsynlige aggressionsmuligheder og kan kun forventes i forbindelse med et bredere anlagt angreb på NATO. En operation, der indledningsvis er rettet mod Slesvig-Holsten og derved mod Vesttysklands største havneby, Hamburg, og et større befolkningscenter, kan ikke opfattes som rettet mod NATO’s Enhedskommando eller mod et begrænset mål i Danmark, men derimod som et angreb med større politisk sigte og med deraf følgende øjeblikkelig eskalationsrisiko. 
Tilsvarende kan et samtidigt landmilitært angreb gennem Slesvig-Holsten mod Jylland og et amfibieangreb mod det øvrige Danmark kun betragtes som et led i et større, bredt anlagt angreb på NATO.
 
Varsel om aggression er en faktor i vurderingen, som må baseres på politiske formodninger og militære kendsgerninger.
Ser vi på mulighederne for at opnå varsel og herunder på mulighederne for iværksættelse af militære modforanstaltninger, må det erkendes som usandsynligt, at væbnet aggression iværksættes uden en forudgående politisk aktivitet - med andre ord, man vil altid kunne forvente et politisk varsel. Længden af de politiske varsel - eller erkendelsen af det - kan ikke umiddelbart fastsættes som en funktion af den efterfølgende aggressions omfang.
Det militære varsel må derimod - for konventionelle aggressioner - anses for ligefremt proportionalt med aggressionens form. Des lavere i aggressionsspektret, des kortere varsel. Ved »fait accompli«-operationer kan der - under forudsætning af en effektivt virkende overvågnings- og varslingstjeneste - påregnes adskillige timers varsel, medens der for de bredere anlagte aggressioner kan forventes flere døgns varsel.
Politisk-militær vurdering af aggressionsfaren bør være et absolut grundlag for forsvarets organisation og opbygning og det vil være på sin plads at gøre nogle tilføjelser om vurderingsmulighedernes begrænsninger.
For det første kan den i det foregående behandlede trusselsvurdering og de beskrevne aggressionsformer meget let postuleres som havende maritim og luftmilitær slagside. Det er også beretttiget, så længe man kun har haft kendskab til vurderinger, der fortrinsvis har behandlet én form for aggression: det bredt anlagte angreb mod NATO, hvori en besættelse af hele det danske område indgik som eneste element. Den »danske« del af Seidenfaden-udvalgets rapport følger på det nærmeste denne ensidige linie, medens de udenlandske eksperter i samme rapport påpeger faren i det såkaldte »grå område« og dermed også aggressioner i den lavere del af spektret samt Danmarks maritimt bestemte strategiske position.
For det andet må det erkendes som utilstrækkeligt at basere en vurdering af politisk og militær aggressionsfare på en officers analyse eller for den sags skyld på et par folketingsmedlemmers.
Skal grundlaget være såvel troværdigt som politisk og militært acceptabelt, er midlet måske nedsættelse af et regeringsudvalg med civil og militær ekspertise inden for området - for eksempel som en naturlig fortsættelse af Seidenfadeiuudvalgets arbejde. Med det materiale, som i dag foreligger om emnet, måtte et sådant arbejde kunne afsluttes inden for en tidsramme af ganske få måneder.
 
VURDERING AF DET NUVÆRENDE FORSVAR
Som det sidste, men absolut nødvendige element i det samlede baggrundsmateriale, hvoraf en hensigtsmæssig og moderne forsvarspolitik kan udledes, og ud fra hvilken en eventuel reorganisering af dansk forsvar kan finde sted, indgår vurdering af det nuværende forsvars effektivitet. Uden kendskab til og vurdering af det eksisterende militære grundlag vil det være absurd at formulere ændringer. Det nuværende forsvars effektivitet kan vurderes på mange måder - og det er gjort og gøres. Eksperternes antal er legio. 
En tværværns vurdering ud fra NATO-strategiens koncepter, trusselsvurderinger, varslingsmulighederne og den nuværende militære struktur kan til en vis grad begrænses til at omfatte politisk betingede forsvarsforanstaltningers formodede effekt. Det vil sige til en sammenlignende vurdering af effektiviteten af de stående styrker, af mobiliseringsstyrkerne, af minelægning samt af NATO-forstærkningers indsatsmuligheder dels over for aggressioner, der har en besættelse af Danmark som endeligt mål dels over for aggressioner på de lavere niveauer. 
De politisk betingede forsvarsforanstaltninger kan være grundlag, da det forventede forudgående - politiske og militære - varsel teoretisk kan fastsættes ud fra muligheden for gennemførelse af forsvarsforanstaltninger, som er baseret på:
 
- Indsatsberedskabet i værnenes stående styrker, således som politisk bestemt bl.a. ved fors vars lovens styrkemål.
- Mobilisering, hvis iværksættelse afgøres politisk. Hærens krigsstyrke er i dag baseret på mobilisering, der indebærer en forøgelse af den stående styrke med ca. 40 % samt formering af 2 ekstra brigader og etablering af lokalforsvaret. Mobilisering indebærer ingen væsentlig forøgelse af søværnets og flyvevåbnets egentlige kampenheder.
- Minelægning, hvis iværksættelse ligeledes bestemmes politisk, kan uden at stride mod folkeretten i fredstid gennemføres i indre, under en krise i ydre danske territorialfarvande og i krig i internationalt farvand.
- NATO-forstærkninger, som kan tilføres i henhold til NATO-rådets beslutning og med berørte regeringers accept. Øvelseserfaringer kan indicere tilførsel af ret så store omend i varierende grad forsinkede forstærkninger til hæren, færre til flyvevåbnet og få til søværnet.
 
Et kortvarslet angreb kan for eksempel defineres som et angreb, der iværksættes med så kort varsel, at kun de stående styrker vil være beredt til øjeblikkelig indsats. Mobilisering kan være indledt, men disse styrker vil ikke - i den indledende fase - kunne indsættes med effekt, bl.a. som følge af rent tidsmæssige forhold eller på grund af ringe træningstilstand. Minelægning vil kunne være indledt, men ikke fuldført, udlagte felter vil dog have en øjeblikkelig effekt. NATO -forstærkninger vil måske være på vej, men ikke ankommet, hvorfor ingen øjeblikkelig effekt kan påregnes. Det længere varslede angreb kan tilsvarende defineres som et angreb, der iværksættes, efter at mobilisering er gennemført, minelægning i dansk territorialfarvand er afsluttet og NATO-forstærkninger kan være ankommet. 
Det må antages, at der ved et kortvarslet angreb kun kan iværksættes forsvarsforanstaltninger, der er baseret på de stående styrker, og at den samlede indledende effekt vil være afhængig af styrkernes indsatsberedskab. For det længere varslede angreb vil forsvarsforanstaltninger kunne gennemføres ved indsættelse af et samlet potentiel omfattende stående styrker, mobiliseringsstyrker og NATO-forstærkninger. Den samlede effekt vil være summen af disse styrkers indsatsberedskab og kampeffekten. 
Betragtes de to former for besættelsesoperatiooner i lyset af denne vurdering og i forbindelse med det forventede tidsmæssige varsel, kan de politisk betingede forsvarsforanstaltningers indbyrdes forventede effekt og relation analyseres:
Det landmilitære forsvar af Jylland må i det kortvarslede angreb forventes gennemført relativt effektivt i den første fase af 6. tyske Division i Slesvig-Holsten. Denne optimistiske vurdering er vel nok i modstrid med det i forsvarsdebatten ellers fremførte; men historien har vist - og det er en almindelig tommelfingerregel i konventionel landkrigsførelse - at er forholdet mellem angriber og forsvarer 3:1, generes angrebet væsentligt. Selv om Warszawapagten måske har fem divisioner til rådighed for et angreb, er der i Slesvig-Holsten kun frontbredde til tre, hvorfor der selv i værste fald må kunne forventes en forsinkelse, hvorved de danske styrker i Jylland vil have en rimelig chance for at nå frem til Holsten, eller i hvert fald til Slesvig, og kan derefter sammen med de tyske indgå i forsvaret, før Jylland er nået. 
Ved det længere varsel, hvor det fulde potentiel af danske styrker i Jylland foruden den tyske division vil være til rådighed, må forsvaret i Slesvig-Holsten - selv uden væsentlig tilgang af planlagte NATO-forstærkninger - antages at have så stor en styrke, at det kan gennemføres. 
Sammenholdes denne - optimistiske - vurdering med den mindre sandsynlighed for denne form for angreb og det forudsete lange varsel, må det konstateres, at forsvaret af Jylland med den nuværende organisation landmilitært er tilgodeset i rigeligt mål. 
Det må nævnes, at den nuværende organisation har sit udgangspunkt i forsvarsloven af 1960, da den tyske division ikke var fuldt opstillet eller havde nogen væsentlig effektivitet, ligesom tilførsel af NATO-forstærkninger ikke var forudset som reelle muligheder forud for eller i en krigs første faser. 
Invasionsforsvaret af Sjælland kan vurderes ud fra en tilsvarende baggrund. Det må ved et kortvarslet angreb forventes, at søværnet og flyvevåbnet i angrebets første fase til søs vil tilføje angriberen visse tab, ligesom passage af udlagte minefelter vil øge fjendens tab væsentligt. I land- gangsfasen må det anses for problematisk om etablering af brohoved kan forhindres. Forsvaret er i denne fase helt afhængig af fjendens tab til søs og af sammensætningen og effektiviteten af de styrker, der øjeblikkeligt kan indsættes. Forholdet mellem angriber og forsvarer kan i denne fase være i den nederste ende af 3:1. Historien har vist, at har en angriber først etableret brohoved, og bevarer han sø- og luftherredømmet i området, kan en invasions videre gennemførelse ikke afvises.
Ved det længere varsel må det forudses, at søværn og flyvevåben vil kunne tilføje invasionsstyrken tilsvarende tab som i det kortvarslede angreb. Fjendens passage af udlagte minefelter, må derimod forudses at kunne påføre så store tab, at invasionens videre gennemførelse må anses for problematisk. I en eventuel følgende landgangsfase vil angriberen ved angreb på Sjælland - selv uden de nævnte tab - kunne blive mødt af en forsvarsstyrke der - endog uden tilgang af NATO-forstærkninger - vil være af mindst samme størrelse, som den styrke han maksimalt kan indsætte ved anvendelse af den nuværende amfibiekapacitet i Østersøen. Forholdet mellem angriber og forsvarer vil i værste fald være 1:1, hvorfor et angreb i alle tilfælde må anses for uigennemførligt. 
Det skal bemærkes, at ovennævnte betragtning kun gælder for amfibieforsvaret af Sjælland og ikke direkte kan overføres til øerne Bornholm, Falster, Lolland og Møn. 
Det må derfor antages, at der ved et kortvarslet amfibieangreb på Sjælland vil være ringe mulighed for at hindre fjenden i etablering af brohoved. Ved et længere varsel må det anses for tvivlsomt, om tilstrækkelige styrker til etablering af brohoved kan landsættes; i alle tilfælde vil forsvaret råde over en numerisk overvældende landmilitær styrke. Det er et umiddelbart indtryk, at forsvaret i rigelig grad tilgodeser det langtvars- lede angreb på en urimelig bekostning af det mere sandsynlige - det kortvarslede. 
Det må i denne forbindelse og med udgangspunkt i forsvarsloven af 1960 bemærkes, at Warszawapagtens amfibiestyrke dengang langt fra havde den nuværende kapacitet og kvalitet - men måske ønskede man i 1960 politisk og militært og per tradition at give landforsvaret første prioritet og derudover stille Jylland og Sjælland lige landmilitært - uanset truslen. En vurdering af amfibieforsvaret af de - mest - udsatte områder Bornholm, Falster, Lolland og Møn vil vise, at der i hvert fald organisatorisk ikke er sket ændringer, der umiddelbart tilgodeser forsvaret af disse områder i større grad, end det var tilfældet i begyndelsen af 60erne.
Forsvaret over for de lavere aggressionsformer må medtages i vurderingen. Nok er besættelsesoperationer de mest alvorlige former for tænkelige aggressioner mod dansk område, men i den nuværende sikkerhedspolitiske situation vel nok de mindst sandsynlige. 
Mere sandsynlige er aggressioner til søs og i luften - ikke mindst fordi en deraf følgende indsættelse af det samlede NATO-potentiel ikke automatisk kan forventes. Fo rsvarsindsatsen vil i første række være vor egen. Det må umiddelbart antages, at såvel indsatsmuligheder som effektivitet i dag er ringere end det i forsvarsloven af 1960 forudsatte. De store mangler i opfyldelse af søværnets styrkemål underbygger denne antagelse. Forsvarets samlede indsatsmuligheder og effektivitet kan sammenfattende vurderes således: 

- at på det lavere aggressionsniveau - til søs og i luften - er forsvarets muligheder og effektivitet trods den voksende sandsynlighed for aggressioner på dette niveau ringere end forudset og ikke øget siden 1960, og
- at forsvaret af de udsatte områder: Bornholm, Falster, Lolland og Møn, trods den forøgede aggressionsmulighed ikke er forbedret i 60’erne, og
- at forsvarsmulighedeme ved et kortvarslet amfibieangreb mod Sjælland må anses for problematiske. Ved et længere varsel, der muliggør minelægning, mobilisering og evt. tilførsel af NATO forstærkninger vil landforsvaret talmæssigt bedømt nærmere være over- end under- dimensioneret, og
- at det danske bidrag til det landmilitære forsvar overfor en i dag mindre sandsynlig aggression mod Jylland må anses for værende vel rigeligt dimensioneret i betragtning af mulighederne for vesttysk indsats og tilførsel af NATO-forstærkninger. 

Kort sagt: Det synes, som om vi har et godt forsvar til at klare en min dre sandsynlig situation og et mindre godt forsvar til at klare en mere sandsynlig situation. 

Men her må det igen erkendes, at det er utilstrækkeligt at basere en alvorlig vurdering af det nuværende forsvars samlede effektivitet på en officers opfattelse. For 2-3 år siden blev det anslået, at en sådan vurdering ville tage et par år. I dag må den ved anvendelse af det siden da tilvejebragte materiale og ved udnyttelse af Forsvarsministeriets og Forsvarskommandoens personelkapacitet kunne gennemføres på et par måneder.
 
EN MODERNE DANSK FORSVARSKONCEPT
De forudgående betragtninger og vurderinger har i alt væsentligt omfattet NATO’s nye strategi, den sikkerhedspolitiske situation i Østersøområdet, forholdet mellem dansk forsvar og NATO samt dansk forsvars nuværende effektivitet og må derved anses for et anvendeligt grundlag for skitsering af en moderne dansk politisk-militær forsvarskoncept.
Denne forsvarskoncept bør først fastlægge behovet og beskrive de militære midler, der er nødvendige til etablering af en løbende vurdering af den sikkerhedspolitiske situation og dernæst beskrive de væsentlige politisk betingede forsvarsforanstaltninger og anføre behovet for de militære midler, der skal indsættes i en sikkerhedspolitisk situation, der omfatter militær aggression.
 
Overvågnings -og varslingstjenesten.
Den løbende vurdering af den sikkerhedspolitiske situation må baseres på en veludbygget og effektivt virkende overvågnings- og varslingstjeneste. Denne tjeneste bør være opbygget og organiseret således, at den bedst mulige kontinuerlige situationsvurdering tilvejebringes som grundlag for suverænitetshævdelse i fredstid og effektiv fælles politisk og militær krisestyring under en alvorlig situations udvikling og under krigsforhold.
I fredstid kan dette grundlag etableres ved konstant overvågning af Warszawapagtens politiske og militære aktiviteter, hvorved der skabes det, man kan kalde et normalbillede af fredstidens sikkerhedspolitiske situation i Østersøområdet. Ændringer i dette normalbillede vil kunne angive overlagte suverænitetskrænkelser, være indikation på en krises begyndelse og kunne give varsel om en væbnet aggressions iværksættelse.
I spændings - og kriseperioder må der fortsat tegnes et situationsbillede af modpartens militære aktiviteter i området, således at der politisk og militært - uden forsinkelser - kan iværksættes de dertil afpassende beredskabsforanstaltninger. En samtidig og løbende information af NATO- rådet og alliancens regeringer vil i de givne situationer være forudsætninger for forberedelse af NATO-foranstaltningers iværksættelse og for NATO-styrkers indsættelse i forsvaret af Danmark. 
Under væbnet aggression - og uanset aggressionens form og niveau må der præsenteres et up-to-date - i modsætning til et historisk - billede af situationen. Dette billede må også omfatte de militære resultater af iværksatte modforanstaltninger og derved give indikation af foranstaltningernes eventuelle politiske effekt. Dette situationsbillede bør endvidere uden forsinkelser præsenteres i NATO-råd og for alliancens regeringer, idet det må anses for nødvendigt for en effektiv fælles politisk krisestyring i NATO-regie. Dette billede må også - stadig uden forsinkelse - være til rådighed for NATO’s militære chefer, for at militær NATO-assistance kan forberedes henholdsvis indsættes.
Sidst, men ikke mindst må billedet - i mere detaljeret form - anses for et absolut nødvendigt grundlag for de militære styrker, dersom den største militære effekt skal opnås ved udførelse af militære operationer. 
Denne overvågnings- og varslingstjeneste må betragtes som en ren dansk forsvarsfunktion. Den vil - indtil NATO-kommandosystemet træder i kraft - i realiteten være den politiske og militære ledelses samt de operative styrkers væsentlige kilde til information. Ved NATO-systemets ikrafttræden vil den blive direkte suppleret, men ikke erstattet af tilsvarende NATO-funktioner. 
Opstilling og organisation skal baseres på de geografiske forhold og de mulige aggressionsformer. Således vil elektroniske og visuelle faciliteter i land og i stort omfang suppleret med sø- og luftpatruljering i Østersøområdet i fredstid skabe grundlaget for den analyse, der giver normalbilledet. Udvidet patruljering i spændings- og kriseperioder vil dels danne grundlag for en komplet situationsbeskrivelse, dels bidrage til det korteste yarsel om væbnet aggression. Under væbnede aggressioner vil de samme midler, suppleret med informationer fra øvrige indsatte stykker - herunder de landmilitære, når eller hvis aggressionen når landterritoriet - fortsat og koordineret giye grundlaget for situatipnsskrivelsen.
Alle væsentlige overvågnings- og varslingsfunktioner bør baseres på de mest moderne midler som en naturlig følge af det strategiske og takske behov for øjeblikkelig og kontinuerlig information som nødvendigt grundlag for den politiske og militære ledelses iværksættelse af afpassende foranstaltninger samt for den mest effektive indsættelse af de militære styrker i det direkte forsvar.
 Det skal dog meget kraftigt understregen, at selv den bedst organiseredie og mest effektivt virkende overvågnings- og varslingstjeneste ikke kan kompensere behovet for egentlige kampstyrker. Det vil på intet tidspunkt være nok blot at kunne erkende en aggressions iværksættelse og udvikling for derefter - som følge af mangel på kampstyrker - at måtte konstatere, at dette er et beklageligt forhold, der ikke kan gøres noget ved. 
Det må derfor forudsættes at der udover overvågnings- og varslingstjenesten må rådes over militære styrker som et væsentligt element i forsvaret af Danmark. Disse styrker må som en direkte følge af Danmarks geografiske position og modstanderens aggressionsrpuligheder omfatte enheder af alle tre værn traditionelt betegnet i rækkefølgen hæren, søværnet og flyvevåbnet. 

De politisk betingede forspars f oranstaltninger. Som grundlag for de politisk betingede forsvarsforanstaltninger må faktorer, som i højeste grad er fuldgyldige over for alle former for konventionelle aggressioner tages i betragtning, nemlig de geografiske forhold og folkeretten. 
De geografiske forhold bidrager i dag til forsvaret af Danmark i en grad, som det næppe før har været tilfældet, idet der oyer for besættelses- operationer kan etableres 2 militære stødpudezoner, en i Slesvig-Holsten og en i og over Østersøen. Ved fuld udnyttelse heraf kan forsvaret tilrettelægges med henblik på, at den danske civilbefolkning længst muligt undgår en landkrigs rædsler. Dette forholds udnyttelse må vurderes som værende et realistisk politisk mål og en kontant militær opgave. 

Folkeretten giver en nation ret til at træffe de foranstaltninger, som er nødvendige for nationens forsvar. Ved aggressioner til søs og i luften, og det vil også sige over for amfibieoperationer, er Danmark berettiget til at træffe en række foranstaltninger, der under en eskalerende sikkerhedspolitisk situation kan iværksættes således - begyndende på det lave niveau: 
 
- De nuværende »milde« adgangsbestemmelser for ophold i og passage gennem og over dansk territorialt område kan skærpes, således at ophold forbydes og kun hurtig og »uskadelig passage« af Store Bælt og Sundet ad udpegede ruter tillades. Herved opnås, at for eksempel demonstration af våbenmagt ved koncentration og deployering af sø- og luftmilitære styrker inden for dansk område ikke kan gennemføres uden at være folkeretstridigt.
- Søterritoriet kan udvide® fra de nuværende 3 sømil til for eksempel 12 sømil med de tilhørende førnævnte skærpede adgangsbestemmelser. Ved denne foranstaltning opnås helt klare fordele. For det første fjernes åstedet for mulige militære væbnede konfrontationer fra 6 op til små 25 km fra landterritoriet, for det andet kan minelægning gennemføres i områder uden for 3 sømils grænsen uden at være folkeretstridig, og for det tredie opnås der større dybde i forsvaret, hvorved de moderne våbensystemer kan udnyttes. Disse foranstaltninger, der udadtil annonceres ad diplomatiske kanaler og derved demonstrerer politisk beslutsomhed, bidrager endvidere indadtil til øgning af forsvarets muligheder for effektivt at imødegå væbnede aggressioner i områder, hvor muligheder for at skåne civilbefolkningen er til stede. 
 
Med disse geografiske og folkeretlige forhold som grundlag kan koncepten for de politisk betingede militære foranstaltninger gennemgås: Indsatsberedskabet bør svare til faren for aggression og det forventede varsel. Det følger heraf, at aggressioner i den lavere del af spektret som »politisk pression understøttet af militær magtdemonstration« eller »væbnet intervention rettet mod danske interesser« skal kunne imødegås øjeblikkeligt med militære midler. Derved demonstreres politisk vilje og militær evne og bidrager således til at undgå en uimødegået eskalation til et højere niveau. De militære midler vil i første række være danske sø- og luftmilitære styrker. 

På det højere niveau - besættelsesoperationer - er faren størst og varslet mindst ved amfibieoperationer, og sådanne operationer rettet mod de danske øer er de mest sandsynlige. Indsatsberedskabet skal sikre, at angrebsstyrkerne til søs tilføjes så store tab, at etablering af brohoved ikke kan gennemføres. De militære midler vil i første række være luft- og sømilitære, herunder minelægning til at uskadeliggøre angrebsstyrkerne og i anden række landmilitære, til isolering af eventuelt forudgående luftlandsætninger og øjeblikkelig nedkæmpelse af amfibiestyrker, som når i land. Der kan, afhængig af det forudgående varsel, forventes indsats af vesttyske styrker til søs og i luften og i landforsvaret af andre NATO -forstærkninger.
Over for den mindre sandsynlige og formodede længere varslede operation mod Jylland gennem Slesvig-Holsten skal indsatsberedskabet sikre de vesttyske styrker tilstrækkelig støtte til, at aggressionen kan standses, før den danske grænse er nået, og så betids, at mobiliseringsstyrker og planlagte NATO-forstærkninger kan indgå i de eventuelt følgende faser af forsvaret. Mobilisering har for så vidt angår egentlige kampenheder kun aktualitet for hærens krigsstyrkes vedkommende. Med udgangspunkt i de begrænsede mønstringer og den manglende uddannelse efter hjemsendelse - en situation, der selv optimistisk vurderet, ikke vil bedres fremover - begrænses disse styrkers effektive indsatsmuligheder til de langt varslede aggressionsformer.
 
Dette forhold taget i betragtning, begrænser mobiliseringsstyrkers anvendelighed til primært at omfatte felthæren i Jylland og eventuelt lokalforsvaret på øerne. Ved et længere varsel om aggression vil den sjællandske øgruppe i øvrigt kunne forventes landmilitært styrket ved tilførsel af NATO-forstærkninger.
 
Minelægning er vel den mest politisk betingede forsvarsforanstaltning, da dens iværksættelse er folkeretligt afhængig. Minelægning kan iværksættes og gennemføres som et led i det direkte forsvar, som et led i koncepten om det fremskudte forsvar - intet område opgives forlods, og som en eskalatorisk politisk militær foranstaltning — vel den eneste tænkelige danske. I en sikkerhedspolitisk optrappende situation kan minelægning bidrage til hævdelse af skærpede adgangsbestemmelser til dansk søterritorium, til håndhævdelse af søterritoriets udvidelse, og til det direkte forsvar over for amfibieangreb. Som en mulig eksalatorisk foranstaltning kan minelægning anvendes som politisk trussel om lukning af adgangsvejene til og fra Østersøen og militært gennemført for en kortere eller længere periode hindre passage af de danske stræder. 
 

De militære midler vil være et højt indsatsberedskab og stor styrke. Gennemførelse vil i første række være baseret på sømilitære midler - men med situationen i Vietnam in mente vil luftmilitære midler ikke kunne udelukkes. 
NATO-forstærkninger omfatter 2 elementer, de vesttyske hær-, flåde- og flystyrker i området samt NATO-styrker, der er opstillet som multinatio- nale- eller stormagtskontingenter. De vesttyske styrker kan fortrinsvis bidrage til forsvaret af Danmark ved aggressioner på det højere niveau, dels ved eget forsvar af Slesvig-Holsten, dels ved mulighederne for luft- og sømilitær indsats over for større anlagte amfibieoperationer. Styrkerne kan derimod ikke automatisk bidrage til forsvaret ved de lavere former for aggressioner. Øvrige NATO-forstærkninger kan indsættes efter samme principper og forudsætninger, og forsvaret kan baseres på, at ved længere varslede aggressioner styrkes landforsvaret væsentligt, luftforsvaret i mindre grad og forsvaret til søs i ringe grad. 
Sammenfattende betragtet kan NATO-forstærkninger indpasses i forsvaret af Danmark som et politisk og militært element, der fortrinsvis er anvendeligt over for aggressioner på det højere niveau og med en militær værdi for landforsvaret. Generel forsvarskoncept.
Ud fra ovennævnte beskrivelse af overvågnings- og varslingstjenesten, de politisk betingede forsvarsforanstaltninger og det tidligere anførte vedrørende den moderne NATO-strategi kan de generelle principper for en moderne dansk forsvarskoncept trækkes op:
 

- Den politiske og militære ledelse skal konstant have et ajourført billede af den sikkerhedspolitiske situation, det være sig i fred, kriseperioder som i krig. Herved kan den fælles politisk-militære planlægning samt styring af de politiske foranstaltninger og de militære operationer gennemføres med størst effekt. 

Forsvarets indsats skal baseres på de geografiske kendsgerninger ved udnyttelse af Slesvig-Holsten og Østersøen som militærgeografiske stødpudezoner. Herved skånes den danske civilbefolkning længst muligt for en moderne landkrigs rædsler. De i folkeretten hjemlede muligheder for udvidelse af territorialfarvandsg rænser samt for minelægning udnyttes i de givne situationer politisk og militært. NATO-forstærkninger skal anvendes til at supplere snarere end dublere forsvarets indsatsmuligheder. 
Væbnede aggressioner imødegås efter følgende koncept:
 
- De lavere former for aggression
- der kan finde sted til søs og i luften - skal kunne imødegås umiddelbart og øjeblikkeligt med egne flåde og flystyrker. Indirekte modforanstaltninger skal kunne omfatte lukning af Østersøens adgangsveje,
- amfibieforsvaret skal kunne iværksættes så fremskudt som muligt og omfatte alle udsatte områder samt baseres på et permanent og til ethvert tidspunkt indsatsberedt sø-, luft- og landmilitært potentiel. NATO-forstærkninger kan indgå som et politisk afskrækkende element og som et militært supplement til landforsvaret. De erstatter på øerne mobiliseringssupplementet til felthæren,
- minelægning skal indgå som en politisk-militær foranstaltning rettet mod alle konventionelle aggressionsformer, dels som et væsentligt element i amfibieforsvaret, dels som en foranstaltning til lukning af adgangsvejene til og fra Østersøen,
- forsvaret af Jylland skal indledes og gennemføres i Slesvig-Holsten af de vesttyske styrker suppleret ved dansk medvirken og støttet af NATO-forstærkninger. 
 

Denne generelle koncept skitserer kun et bredt politisk og militært grundlag for en reorganisation med henblik på modernisering af forsvaret. Den er i overensstemmelse med NATO’s moderne strategi og den sikkerhedspolitiske situation i Østersøområdet. Den angiver ikke detaljer for de enkelte værns opstilling af styrker, men indicerer en prioritering af opgaverne og ud fra denne prioritering kan revision af forsvarets organisation og ændringer i opstilling af styrker indledes og gennemføres som en løbende proces hen imod et moderne dansk forsvar.
 
AFSLUTNING
Det er åbenbart, at gennemføres blot den generelle linie i denne koncept, da må den nuværende organisation og det indbyrdes styrkeforhold værnene imellem ændres. Søværnet og flyvevåbnet vil fra at udgøre en slags støtteelementer for hæren fremover være ligeværdige partnere i det samlede militære forsvar. 
Tjener det noget formål hellere at gennemføre stykvise ændringer af forsvaret, så det måske fortsat bliver en tro kopi - i lille målestok - af europæiske kontinentalmagters forsvar, fremfor at planlægge det, tilpasset den moderne strategi, udnyttelse af Danmarks geografiske forhold samt medlemskabet af en stærk forsvarsalliance? De indtil nu kendte politiske forslag til forsvarsreformer eller -modernisering indikerer kun stykvise ændringer«
Jeg tror, at vi kan nå frem til et moderne og troværdigt forsvar på basis af en fælles politisk-militær vurdering af truslen og en til imødegåelse heraf afpasset strategi resulterende i en - ligeledes i et politisk-militært fællesskab udarbejdet - forsvarskoncept, som kan danne grundlag for fastsættelse af realistiske styrkemål. Risikoen for, at partipolitik på den ene side og værnspolitik på den anden skulle stille sig hindrende i vejen for en saglig og hensigtsmæssig løsning ville da være væsentligt reduceret.

Litteraturliste

Del: