Signaltjeneste i panserinfanteribrigaden

Tjenestegøren ved en brigadegruppe har givet forfatteren, kaptajnløjtnant N. P. Zøjting-Larsen ved Sjællandske Telegrafregiment, lejlighed til at danne sig et indtryk af de krav, som en brigadegruppe stiller til signaltjenesten, og inspireret ham til denne artikel.
 
Med en lovfæstet indførelse af den selvstændige panserinfanteribrigadegruppe,
således som det er tilfæ ldet i den nye forsvarslov, trænger
spørgsmålet om signaltjenestens hensigtsmæssige ordning inden for denne
enheds rammer sig på.
 
Det forhold, at panserinfanteribrigadegruppen nu i princippet skal
erstatte infanteridivisionen som laveste selvstændige led, kan nok sammen
med den udvikling i teknisk og taktisk henseende, der siden fastlæggelsen
af den f. t. gældende ordning har fundet sted, gøre det påkrævet at søge
at belyse
 
—hvilke signalm idlcr og dermed beslægtede elektroniske hjælpem
idler brigadegruppen bør betjene sig af, og
— hvorledes disse sammen med det nødvendige betjeningspersonel
indpasses i brigadegruppens organisation.
 
Forholdet under den hidtidige forsvarsordning med infanteridivisionen
som den laveste selvstændige enhed er det, at man har opstillet
signalenheder til betjening af divisioner og rene infanterihrigader, medens
en signalenhed til betjening af en brigadegruppe ikke findes. Man skal så
ledes i en vis forstand begynde på bar bund, og jeg liåber med de
følgende skitser og bemærkninger at kunne yde et beskedent bidrag for
så vidt angår det første pkt. til, at den bl. a. ved de eksisterende dækningsenheder
igangværende diskussion om dette emne, kan foregå på et
realistisk grundlag.
 
Det permanente net.
 
Som et led i bestræbelserne for med et minimum af personel og
materiel at opnå et maksimum af kam pkraft (beredskab) er det naturligt
indledningsvis at se på, hvilke muligheder der måtte være for at basere
den størst mulige del af den egentlige medde.elsestjeneste på eksisterende
permanente (kommercielle) telekommunikationer. Om sådanne m uligheder
findes, kan man måske også opnå endog betydelige besparelser på
et i forvejen »anstrengt« budget.
 
Der findes her i landet et veludbygget telefon- og telegrafinet, som
forsvarets myndigheder (ud over at de er alm. abonnenter) ved Forsvarets
Telegrafforvaltnings (FTF’s) mellemkomst betjener sig af i ikke ringe
udstrækning. Her skal som eksempel blot næraes, at direkte kredsløb i
det permanente net anvendes mellem forskellige af forsvarets kommandostationer
og varslings- og overvågningsorganer.
 
Der er bl. a. de fordele ved det permanente net
 
— at nettet allerede i fredstid er udbygget og jævnligt om ikke dagligt afprøves, og
 
— at nettet i meget betydelig udstrækning er frem ført i kabler i
jorden, hvilket indebærer, at det kun er lidet sårbart for direkte
beskydning.
 
Anvendelse af det permanente net byder im idlertid også på flere
væsentlige ulemper, idet det bl. a. gælder
 
— at kablers og ledningers, forstærkerstationers og centralers placering
må forudsættes kendt af fjenden, hvorfor aflytning og/eller
ødelæggelse med lethed kan foretages efter forgodtbefindende af
femte kolonnefolk eller sabotører, og dette må snarere regnes for
reglen frem for som undtagelsen. En rim elig pålidelighed kan
man således ikke under de herskende forhold regne for opnåelig.
 
— at den tid, der kræves for på passende måde at udnytte det permanente
net, er så stor, at man evt. red at basere dele af brigadegruppens
forbindelser på dette må forudse, at imødekommelsen
af de øgede krav til spredning, bevægelighed og sløring v il blive
kompromitteret.
 
Alene det forhold, at enhver tilslutning til det permanente net
nødvendigvis må ske under medvirken af den lokale telefon- eller
telegrafmester, gør, at man må tvivle på brigadegruppens muligheder
for under alle forhold i tide at have de fornødne telefonog
evt. fjernskriverforbindelser til rådighed, om det permanente
net helt eller delvis skulle danne grundlaget for enhedens forbindelser.
 
— at det permanente net f. t. er under udbygning som fuldautomatisk
net, hvilket bl. a. indebærer, at det ændrer karakter fra at være et
rudenet t il i princippet at være et stjernenet, hvor kun det strengt
nødvendige antal forbindelser er ført til de enkelte centraler fra
hovedcentralen i hver netgruppe, og at mange tværforbindelser
derfor efterhånden falder bort.
 
— og sluttelig at det permanente net i modsætning til feltmæssigt
etablerede net er afhængigt af strømforsyning fra de store offentlige
elværker, der let kan sættes ud af spillet.
 
På grundlag af det her fremdragne må det um iddelbart synes urealistisk
at basere nogen del af en så bevægelig enhed som en brigadegruppes
kommunikationer på det permanente (kommercielle) net. En
anden ting er, at det form entlig i ganske enkelte situationer kan være
hensigtsmæssigt at udnytte dele af nettet (f. eks. enkelte abonnentlinier)
som supplement til et iøvrigt på feltmæssig basis etableret net; dette ud
fra det synspunkt, at alle hensigtsmæssige muligheder for signalforbindelse
i hver enkelt situation må tages i betragtning og om m uligt bør
udnyttes.
 
Signalmidler
 
I øjeblikket anvendes her i landet på divisions- og brigadeplan
følgende signalmidler:
 
Ordonnanser
Lyskugler (opsendt m. signalpistol eller signalraket)
Kendingsflager
Signalflager
Telefon- og telegrafinet (fjernskrivernet) etableret ved hjælp af
feltmæssigt byggede kabelforbindelser
Telefon- og telegrafinet (manuel telegrafi) etableret ved hjælp af
feltradiostationer
 
Der kan næppe herske tvivl om, at alle disse signalmidler fremdeles 
bør benyttes også i brigadegrupperamme, idet de seneste tekniske fremskridt
tages i brug overalt, hvor det skønnes påkrævet.
 
I denne forbindelse skal nævnes nogle signalmidler, som i de seneste
år har gennemgået en hastig udvikling:
 
Radiokædeudstyr (se fig. I 1)
Radiocentraler2)
Feltfjernskrivere
 
Hertil kommer enkelte »nye« midler såsom
 
Infrarødt udstyr
Radar3)
Droner3)
F aksimile
Fjernsyn,
 
der nu alle er udviklet så vidt, at troppeforsøg afholdes med sådant materiel
rundt om i den vestlige verdens lande. Om infrarødt udstyr til
forskellige formål, radar og droner (til frem føring af radar og fotoudstyr)
gælder, at det er sat i produktion og i det mindste i de Forenede Stater
indgår i visse enheders organisation.
 
Til de her nævnte signalmidler skal knyttes følgende bemærkninger:
 
Radiokædeudstyr forefindes nu udviklet til feltbrug i så beskeden størrelse,
at det form entlig med fordel kan tages i brug i en brigadegruppe.
Til overføring af fire telefonforbindelser bar man udstyr, der kun vejer ca.
200 kg incl. tilbehør (herunder antenner og bærefrekvensudstyr), og som
kun kræver to mand til frem føring og betjening. D.v.s. at udstyret kunne
føres på en let lastvogn ( 4 X 4 ) , og man opnår omtrent samme mulighed
for oprettelse, flytning og retablering af flerkanals forbindelser, som man
i øjeblikket har ved anvendelse af alm. radioudstyr.
Samtidig med at frem stillingen af sådanne til feltbrug hensigtsmæssige
udstyr er muliggjort, har den tekniske udvikling også medført, at
man kan give udstyrene en sådan udbredelseskarakteristik (se fig. 2), at
det stort set er i besiddelse af samme eller måske i visse situationer større
pålidelighed end feltkabel og centralkabel anvendt ved etablering af
tilsvarende forbindelser.
 
 
Radiosignaler2) betegnes oftest som en mellemting mellem de nu anvendte felttelefon- og feltradiosystemer. Et radiocentralsystem med understationer
tilknyttet som »abonnenter« har samme svagheder som traditionelle
radioforbindelser i henseende til pålidelighed, og når det benyttes,
kan det pejles og aflyttes af fjenden som et hvert andet radionet. Til
gengæld må det i betjeningsmæssig henseende delvis og med hensyn til
procedure helt sidestilles med telefonnettet, således at selv den bruger,
der kun er fortrolig med sin private telefon, uden vanskelighed kan
betjene sig af en radiostation i dette system. Samtidig har systemet en
betydelig større trafikkapacitet end et norm alt radionet, da det normalt
råder over en kanal for hver to understationer, der indgår i nettet.
 
Feltf jernskrivere af omfang som en rejseskrivemaskine og en vægt på ca.
8 kg er udviklet under anvendelse af Hell-systemet, der væsentlig på grund
af det store antal impulser, som hvert enkelt tegn kræver, byder på stor
pålidelighed. Selv om der hertil bør føjes en indbygget kryptoanordning,
vil vægt og omfang alligevel være af en størrelsesorden, der gør det fordelagtigt
at anvende sådanne feltfjernskrivere på brigadegruppens vigtigste
forbindelser.
 
Infrarødt udstyr til brug i mørke og usigtbart vejr er udviklet i forskellige
former; således bl. a. med henblik på anvendelse ved gennemførelse af
motortransporter i mørke (motorførere ser gennem en særlig kikkert den
med infrarødt lys belyste kørebane) og ved kamp i mørke, idet man på
geværet kan montere en infrarød projektør og en dertil hørende sigtekikkert.
 
Endvidere forefindes t il brug i overvågningstjensten flere forskellige
typer projektører for infrarødt lys med tilhørende kikkerter, således at
den visuelle observation også kan virke i mørke.
Radarer kan dog form entlig mere hensigtsmæssigt og effektivt løse hovedparten
af denne sidstnævnte opgave, når de t il dette form ål specielt
udviklede typer benyttes. Foruden de i M .T. april 1960 omtalte kortdistance-
og mellemdistanceradarer findes også til taktisk brug en langdistanceradar,
for hvilken specifikationer dog endnu ikke synes offentliggjorte.
 
Droner udstyret med radar og/eller fotoudstyr og med en rækkevidde på
ca. 75 km indgår nu i den amerikanske infanteridivision. Såfremt dette
værdifulde hjælpem iddel skal tages i brug inden for det danske forsvar,
kan der næppe herske større tvivl om, at det bør tilknyttes en flyenhed,
om en sådan måtte eksistere, uanset om denne skal indgå i brigadegruppen
eller placeres på divisions- eller korpsniveau.
 
Faksimile og fjernsyn anvendes til adskillige formål inden for flere NATO -
landes forsvar på permanent basis (d.v.s. i faste opstillinger). Til taktisk
brug under de vilkår, hvorunder en brigadegruppe må forventes at skulle
optræde, synes intet af de to systemer im idlertid at være fæ rdigudviklet
på nuværende tidspunkt.
 
Bl. a. med grundlag i det her fremførte mener jeg, at de nedennævnte
signalm idler m. v. bør være til brigadegruppens disposition:
 
Ordonanser: Telefoni- og tclegrafinetforbindelser frem ført via
såvel »tråd« som radio
 
Lyskugler: Radar
Kendingsflager: Infrarødt udstyr
Signalflager: Droner
 
Kommunikationsbehov.
 
Da den selvstændige panserinfanteribrigadegruppes frem tidige organisation
ikke, medens dette skrives, synes endelig fastlagt, benyttes den
på figur 3 viste organisation som grundlag for den følgende opgørelse af,
hvilke behov for signalforbindelser en brigadegruppe frem tidig kan
påregnes at have.
 
Det forudsættes herunder, at brigadegruppen vil have en »normal«
frontbredde på 15— 20 km, og at den i særlig tilfæ lde i det mindste
kommunikations- og overvågningsmæssigt skal kunne dække op til 40— 50
km front. Endvidere må der tages hensyn til, at chefen for brigadegruppen
skal have m ulighed for med organisatorisk tildelte m idler at etablere
forbindelse til yderligere to-tre enheder ud over de på organisationsoversigten
viste dispositionsenheder. Der tænkes her såvel på enheder, der
måtte blive tildelt i støtte fra korps eller division, som på enheder sammensat
af dele af brigadegruppens dispositionsenheder med henblik på
løsning af særlige opgaver.
 
 
En gennemgang af, hvilke krav hver enkelt del (sektion m. v.) af
brigadestaben med rette mener at kunne stille til signaltjenesten, er blevet
foretaget. Sammenfattet bliver kravene til kommunikationer derefter
som følger:
Signaler af enhver art (herunder befalinger, kalker og efterretningsoversigter
m. v.) med fortrinsret M (lejlighedsvis) skal kunne nå fra
kommandostation og kommandokvarter til en hvilken som helst af b rigadegruppens
dispositionsenheder eller omvendt inden for et tidsrum af
12 å 14 tim er (for visse indberetninger dog inden for 1— 11/2 time fra
et forud fastlagt udfærdigelsestidspunkt). Signaler med højere fortrinsret
skal um iddelbart kunne afsendes til frontenhederne, og de skal inden
for få tim er kunne tilgå brigadegruppens andre enheder.
Signaler egnede for elektrisk transmission skal norm alt kunne nå
adressaterne inden for 20 minutter i tilfælde, hvor de ønskes ekspederet
af signalpersonellet. Signaler, der ønskes ekspederet hurtigere, sendes af
udstederen eller udfærdiger og efter udstederens bestemmelse under 
anvendelse af evt. fornødne m idler såsom kryptofon og kortkode til sikring
mod, at fjenden kan udnytte de oplysninger, signalets tekst måtte indeholde.
 
Telefonforbindelse på abonnentbasis bør kunne etableres og normalt
være til rådighed mellem:
 
Kommandostationens, kommandokvarterets og forsyningsområdets
forskellige abonnenter og samtlige dispositionsenheder, idet mindst
to samtaler samtidig skal kunne føres med hver enhed af afdelings
størrelse. I tilslutning hertil anses det for meget ønskeligt, at der
etableres fjernskriverforbindelse til afdelingerne.
 
Konstant radioforbindelse må samtidig kunne etableres til:
 
— afdelings- og underafdelingschefer
— dispositionsenhedernes kommandostationer
— udsendte opklaringsenheder
 
ligesom der er behov for radionet til brug ved:
 
— rekvisition af støtte
— spredning af forskellige former for varsling og
— gennemførelse af flystøtte.
 
Ved bedømmelsen af, hvilke signalnet der er nødvendige for at
opfylde disse krav, er det forudsat, at kommandokvarteret skal være
alternativ kommandostation for brigadegruppen. Under forudsætning af,
at afstandene fra kommandostation henholdsvis kommandokvarter til
brigadegruppens enheder højst er 25 km (til opklaringsenheder dog 50—
60 km), v il de ovenfor skitserede krav kunne tilgodeses ved etablering af
de på figurerne 4— 6 viste forbindelser m. v.
 
Oversigt over faste ordonnansudsendelser ved en PANSERINFANTERI BRIGADE GRUPPE

ad figur 4: Med en ordonnansstyrke som her foreslået må den lidet
hensigtsmæssige brug af »alarmordonnanserc indkaldt fra enhederne til
kommandostationen, som før er set praktiseret, form entlig kunne undgås.
 
ad figur 5: Den nu gældende taktiske doktrins krav om bevægelighed og
større spredning gør feltkabcl uanvendeligt til etablering af kommandoforbindelser
ud over afstande på 1— 2 km; dels er pålidelighed og kapacitet
for ringe og dels kan forbindelse ikke etableres tilstræ kkelig hurtigt.
Derfor er forbindelse til de vigtigere dispositionsenheder vist etableret
ved hjælp af let radiokædeudstyr.
 
Og så er det endda et spørgsmål om de resterende feltkabelforbindelser
ikke mere hensigtsmæssigt kan tilvejebringes ved opstilling af en
af de ovenfor omtalte radiocentraler ved kommandostation og ved kommandokvarter.
Radiocentralsystemet er nemlig så vidt udviklet, at dets
pålidelighed inden for kortere afstande (3— 4 km) fuldt tilfredsstiller de
krav, som brigadegruppen kan stille til sine mere lokalt betonede forbindelser
(lokalnet). Hertil kommer, at man ikke til dets etablering behøver
timer, således som tilfældet er med det skitserede feltkabelnet.
 
ad figur 6: Etablering af et særligt chefsnet er fra flere sider blevet
frem holdt som meget ønskeligt. Im idlertid viser erfaringen, at det i de
fleste tilfæ lde må anses for ønskeligt, at man på kampenhedernes kommandostationer
kan dels følge korrespondancen på et sådant chefsnet og
dels med meget kort varsel deltage i denne. Endvidere synes det normalt
unødvendigt, at chefens radiostation holdes åben, når chefen befinder sig
på sin enheds kommandostation. Derfor er samtlige chefradiostationer
vist indgående i kommandonet 1.
 
Til brug i nødsituationer og under særlige forhold må man fremdeles
have signalflager til rådighed såvel ved brigadegruppen som ved dispositionsenhederne
ned til underafdeling, således at en nødtørftig forbindelse
til egne fly kan skabes.
 
Genkendelse og identifikation.
 
Anvendt på rette måde vil såvel lyskugler som kendingsflager fremdeles
være uundværlige midler til identifikation af egne styrker.
 
Om lyskugler gælder, at disse som h id til bør være tild elt alle underafdelinger,
medens kendingsflagesæt for at kunne udnyttes fuldt må gøres
til tilbehør til enhver motorvogn.
 
Overvågning.
 
Anvendelsen af princippet med at »se« i mørke ved hjælp af infrarødt
lys bør nok hovedsageligt udnyttes i motorkøretøjer og i bevogtnings-
og patruljetjeneste ved at et antal geværskytter forsynes med infrarødt
udstyr til deres våben.
I den egentlige overvågningstjeneste må radar og droner anses for
betydelig mere effektive m idler, der begge under en eller anden form
bør være til disposition for brigadegruppen.
Under alle kampformer byder radarudstyr en mulighed for i perioder
med nedsat sigtbarhed (regn, sne, tåge eller mørke) på effektiv vis at
vedligeholde overvågningen og områderne foran »frontlinien«. (Fig. 7).
Hertil må føjes, at brugen af mellemdistance- og langdistanceradarer giver
mulighed for at udstrække overvågningen til afstande, på hvilke den
hidtil kendte visuelle observationstjeneste ikke er i stand til at virke.
 

Om droner gælder, at man ved disses hjælp kan »observere« over
fjendtligt område med alm indeligt fotorekognosceringsudstyr eller under
særlige forhold med radar på afstande op til 70— 75 km. På figur 8 ses
en drone i luften, en startklar på jorden og en radarstation, hvorfra dronerne
styres, alt således som en tegner har opfattet en situation.
Ihvorvel kendskabet til disse midlers anvendelse i praksis er ret
ringe, synes det påkrævet, at de tages i brug dels for at sætte brigadegruppen
i stand til på virkelig effektiv vis at bestride sine overvågningsopgaver
og dels for samtidig at spare personel ved løsningen af sådanne
opgaver.
Medens det for så vidt angår kommunikationsbehovet, ikke voldte
større vanskeligheder ved samarbejde med brugere repræsenterende forskellige
sektioner m. v. i brigadegruppen at nå frem til en opgørelse af
dette, har jeg ved forsøg på at fastsætte et behov for hjælpemidler til
elektronisk overvågning ikke været i stand til at nå til en tilsvarende
underbygget opgørelse. Et skøn kan imidlertid eksempelvis give følgende:
 
Infrarødt udstyr er påkrævet i alle motorkøretøjer samt ved liver
let deling tildelt 3— 5 geværskytter.
 
Overvågningsradar synes påkrævet i tilstræ kkeligt omfang til
 
— at to fremrykkeveje kan overvåges på lange afstande
— at to fremrykkeveje samt brigadegruppens fløj kan overvåges
på middelstore afstande
— at hver af in d til tre frontenbeder kan støtte deres overvågningsorganer
med to radarhold, der kan virke på korte afstande.
 
Droner bør være til rådighed i et sådant antal at en å to rekognosceringer
kan gennemføres i døgnet.
 
Den fremtidige panserinfanteribrigadegruppe må sættes i stand til
at leve op til tidens krav om øget spredning og bevægelighed samt øget
evne til at kæmpe under usigtbare forhold. En af de uomgængelige betingelser,
for at dette kan blive muligt, er, at signalpersonel og -materiel
tildeles i et sådant omfang såvel kvalitativt som kvantitativt, at brigadegruppens
kommunikationsbehov kan tilgodeses, samtidig med at overvågningstjenesten
kan bestrides under alle forhold.
 
Gennem det ovenfor fremførte liar jeg søgt at give nogle sandsynlige
retningslinier for arten og omfanget af de enkelte signalm idler, der vil
være nødvendige for på fyldestgørende måde at tilgodese dette krav. Et
krav der stort set vil være uafhængigt af, om enheden optræder reduceret
eller med fuld styrke, idet en signalenlicds opgaver primært er dikteret
af antal dispositionsenheder.
 
N. P. Zøfting-Larsen.
 
Fodnoter:
 
1) Radiokædeudstyr er radioudstyr egnet til ved hjælp af stærkt retningsbestemmende antenneanlæg samtidigat overføre (en eller normalt) flere telefoni- og telegrafikanaler. Med sådant udstyr kan etableres radioled, d.v.s. radioforbindelsern mellem to stationer og radiokæder bestående af to eller flere radioled.
2) Radiocentraler er nærmere beskrevet i en artikel i „Tidsskrift for ingeniørofficerer“, nr 6, 1958.
3) Jvf. artiklen „Nye veje for den taktiske efterretningstjeneste“ i M. T. april 1960.

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon argang_1961_-_v3.pdf

Litteraturliste

Del: