Sensitivity og Sensibility

Redaktionen har bedt oberst, cand. psych., B. O. Jakobsen uddybe den kritik af visse ledertræningsmetoder, som blev fremsat i et interview i Berlingske Aftenavis, Weekend, den 8-9 januar i år.

Vilkårene for meningstilkendegivelse i et avis-interview er jo, at der i højere grad er lejlighed til at fremsætte karske meninger end til at give sig ind på udførlige begrundelser. Må det følgende også være et svar til major 0. H. Lund, Silkeborg, som i Weekend ugen efter imødegik mig på visse punkter. Vil man gå tæt op til vinden — så strid som den blæser i øjeblikket — må man have sit grej i orden; jeg sætter mig dog ikke højere mål end på tilmålt plads og tid at kunne tydeliggøre, hvad jeg mener. Det kan herved ikke undgås, at noget kommer til at fremstå som påstande med polemisk præg og anskueliggjort bl.a. ved paralleldragninger til emner, som formodes at være læserne mere bekendt end sensitivity-begrebet. Det kan lyde letsindigt; men skal klimaet blive sådant, at saglig drøftelse uden skarphed bliver mulig, må det psyko-militære leder-kollektiv afsige ufejlbarligheds- dogmet og begynde at argumentere.

Hvor er jeg da henne med min kritik?
Lad mig drage den første parallel ved at bringe den hendøende debat om psykiatre og samfundet i erindring. Visse psykiatre blev hårdt angrebet for at betjene sig af en terapi, der går på melodien: I skal ikke tage jer af, hvad de »derude« siger og gør. Det er ikke jer, der er (sinds)syge, det er samfundet. Find I nu blot sammen i gode, varme grupper med jeres egne normer, så skal I se, hvor godt I kan få det o.s.fr.

Erstat psykiatre, samfundet og patienter med hhv. psykologer, forsvaret og officerer, så rammer man temmelig præcis, hvad min egen sensitivity, så tydeligt som en skingrende tyverialarm, siger mig om en af hensigterne med disse kurser, hvor meget de end sløres med velklingende eufemismer, der er hentet fra dagens overflod af quasi-videnskabelig jargon. Hvad jeg da tydeligt ser for mig er et langfristet program for nedbrydning af offi- cerskorpsenes normer . Udviklingen er i gang; vi har i dag officerer, som vil, kan og tør føre kommando, og andre, som ikke vil, kan eller tør. Det har vi altid haft; men der er blot ved at ske det, at man gør sort til hvidt, hvorved der er lagt en tidsindstillet sprængladning under al kommandoførings tusindårige fundament: Betalingspligt og -ret under personligt ansvar - lydighedspligt under ansvar.

Man kan give kritikken af disse kurser tre aspekter: a) et faglig-natur- videnskabeligt, b) et faglig-etisk, der fører direkte til c) et moralsk-etisk - hvorved man ender dér, hvor alting ender, og hvor jeg ville foretrække udelukkende at bevæge mig, hvis ikke nogle bemærkninger til de to førstnævnte sider af sagen var påkrævede.

Med sensitivity-training forholder det sig sådan, at ingen har noget hold på, om sådan træning er mulig, om den (hvis den er mulig) har nogen effekt overhovedet, om denne evt. effekt er varig, om den (hvis den findes) er socialt, in casu militært, hensigtsmæssig og på bivirkningernes evt. art og omfang. Intetsteds, hvor jeg har været, og hvor jeg end har ledt, er der givet et acceptabelt naturvidenskabeligt grundlag for påstanden om disse metoders velsignelser. Medmindre man da vil godtage en række oplevelses- beskrivelser, hvoraf mange har et panegyrisk præg, der leder tanken hen på det, mange vil huske fra salig Oxfordbevægelsens tid. 

Uanset hvad man nu evt. måtte have fundet ud af gennem en og anden forskning i amerikansk industris regi, vil jeg under alle omstændigheder sætte et spørgsmålstegn ved evt. resultaters bæring på militære forhold. Man gør i denne sag den letsindighed at sætte et bastant lighedstegn mellem civilt og militært lederskab. Det er ikke nødvendigt for denne læserkreds at fremdrage de fundamentalt forskellige vilkår - givne, urokkelige vilkår - som gør det umuligt at påstå, at det, der måtte være godt og rigtigt for en afdelingschef i »Magasin«, også skulle være godt og rigtigt for chefen for en artilleriafdeling. Det, som en officer træner sig op til i givet fald at kunne foretage sig, er ikke særlig trivselsbetonet og kan kun vanskeligt gøres musisk og lystbetonet. Vi skal kunne fungere, og få vore folk til at fungere, i det helvede på jord, som krig er; det har ikke ret meget at gøre med at få kjoleafdelingen i »Magasin« til at give et pænt overskud.

En anden parallel, fra neurokirurgien, trænger sig på. Indtil for få år siden foretog man ofte en lille operation, kendt under navnet »det hvide snit«, på især meget urolige patienter. Man afbrød visse nervebaner i hjernens hvide substans - hvorefter man spændt ventede på, hvad der ville ske. Der skete faktisk ofte det, at patienterne blev roligere; men bevidstheden om, at man ikke vidste, hvad man gjorde, og de omkostninger på andre psykiske områder, der ofte var prisen, gjorde det dog til en temmelig uhyggelig affære. Metoden er blevet overflødiggjort af moderne psykofarmaka. Véd man, hvad man gør med de mere intensive former for sensitivity- training? Greuel-propaganda, vil man sige. Den er i hvert fald ikke tilsigtet, og det er da også mit hovedsynspunkt, at man gør----ingenting, altså spild af tid. Det kan herefter ikke overraske, at jeg finder arbejde af omhandlede art uforeneligt med den faglig-etiske kodex, som jeg er bekendt med. Men den er måske lavet om i dølgsmål?

Tilbage står det vigtige og vanskeligt tilgængelige aspekt, der går på menneskesynet. Her tårner de mægtige tankebygninger i de euro-asiatiske ideers historie sig op foran en. Er der flere forskellige »slags« mennesker, herrer og slaver, frie og ufrie? Er mennesker født lige og da i hvilke henseender? Er mennesket én helhed, skabt af Jahve og til stadighed under loven og dommen? Kan man følge den græske koncept om en sjæl med bolig i et legeme eller måske bedre den syntese, der opstod, da »de nyplatoniske ideer forenedes med gnisten fra nazaræeren« (Møllgård) ? Er mennesket det foreløbige resultat af en ufattelig udvikling, der af den åndløse materie har frembragt et væsen, der er i stand til at have et bevidst forhold til sig selv som bevidsthedsvæsen, eller er alt meningsløst, med mindre man forudsætter en styring af en for os lige så ufattelig logos eller gud? Er vi helt igennem rationelle væsener, og er vi født til det gode, som alt for ofte af en ond verden ændres til noget ondt, eller er vi under arve- synden, som det er »hiin enkeltes« eksistentielle ansvar at se i øjnene og komme til rette med?

Det er nok her, vandene skiller, især hvad angår spørgsmålet, om det er det »gode« menneske, der ofte ødelægges af det »onde« miljø, eller det »onde« menneske, hvis givne vilkår det er, livslangt, at kæmpe for at virkeliggøre sig selv i en uafsluttet tilblivelsesproces, som går mod al sandsynlighed, og som kun kan være den enkeltes ansvar over for det, man efter behag kan kalde næstekærlighedens bud, samvittigheden, de humanistiske idealer eller en guds vilje.

Midt i vor grænseløse benovelse over datamaskinernes kapacitet må vi ofte gribe til lidt selvhævdelse ved at konstatere, at de nok på mange måder overgår vor hjerne, men at de alligevel er åndssvage. De mangler noget. Vor hjerne er ganske rigtig kommet grundigt til kort, hvis vi ser rent mekanistisk på det, for de to, datamaten og hjernen, er virkelig mere ens i funktionel forstand, end man i almindelighed tror; neurologien har påvist det. De arbejder begge med elektriske potentialer, som kan udløses eller ikke udløses, altså sige ja eller nej, og herved har naturvidenskaben leveret en basis for den gamle filosofiske tanke, at det er menneskets vilkår at leve under valgets angst. Datamaten er aldrig angst; den er programmeret af et menneske, som har turdet tage ansvaret for den. Mennesket er som oftest angst. Her mener nu vore dages paneler af psykologer og pædagoger, at det er en udvej at dele valgets angst med »de andre«, som derved bliver »medbestemmende«. De mener altså at kunne få virksomme programmer til låns fra miljøet, gruppen, de andre. Her er da lykken, harmonien, freden at finde, altså i helheden - og i jo højere grad, man selv kan blive et mindste fælles mangefold i massen. Et transcendent moment i det enkelte individ afvises som overtro, idealisme o.s.v.

I skarp kontrast hertil står det menneskesyn, der anser den enkelte for at være af enestående værdi, en udtalelse, der straks rejser spørgsmålet: i forhold til hvad? Her har alle levende religioner og de fleste mere eller mindre kendte filosofiske systemer givet svar, som alle peger på nødvendigheden af at operere med en værdimåler, som ligger uden for menneskets fatteevne - med den dialektiske materialisme som én meget betydningsfuld, men efter min mening kun tilsyneladende, undtagelse. Ingen kommer imidlertid uden om »menneskets fundamentale gådefuld- hed«, og de forskellige ideer herom har altid medført spændingsforhold, som efter en nærmere betragtning synes at være bestemt af modsætningsforholdet: afhængighed eller frihed (Sløk m.fl.). Problemet kan også tilspidses i spørgsmålet: Kan mennesket programmeres - eller er det programmeret?

Har man ikke forstået, at jeg vil svare bekræftende på det sidste spørgsmål, har dette været forgæves. Den praktiske konsekvens kan ikke være vanskelig at se. Programmering af mennesker med programmer, som andre mener sig kompetente til at finde egnede for hin enkelte, må anses for overgreb, ganske uanset hvor brøstfældigt, det lykkes den enkelte at realisere sit eget enestående program, hvilket - ganske rigtigt - i høj grad er en funktion af de miljøomstændigheder, som heller ikke jeg kan mene er optimalt gunstige.

Kald et menneskesyn som det, der her er skitseret, for idealistisk, finalistisk, liberalistisk, ja, kristent, om så skal være; det er og forbliver kompromisløst uforeneligt med bestræbelsen for at programmere mennesket med normer, som grupper og masser kan stille til rådighed.

En seminarierektor ved navn H. Høyer-Nielsen, som er mig ubekendt, kan hjælpe mig til at vende tilbage til det jordnære med en udtalelse, jeg så ham citeret for: »Den virkelige kløft i dag er ikke en generationskløft, men en kløft mellem teori og menneske. Pædagogiske paneler er befolket af teoretikere, der ved uoverensstemmelse mellem deres teorier og de hårde realiteter fanatisk omfortolker de hårde realiteter hellere end de opgiver teorierne.«

Efterskrift.
I en almindelig Engelsk-Dansk ordbog oversættes sensitive (sensitivity) med følsom, sensibel, overfølsom, påvirkelig o.s.v., medens sensible (sensibility) betyder følsom, opmærksom, fornuftig, praktisk o.s.v. Min tro er - og lad det blot være en tro, for den kan såmænd være lige så god som den stump viden om mennesket, vi har — at en leder har brug for en masse sensibility, og at man i hvert fald ikke gennem træning i sensitivity bør forsøge at forstærke den valgets angst, som enhver sensibel leder kun alt for godt kender. 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_100_aargang_mar.pdf

Litteraturliste

Del: