Saint-Germain

I forbindelse med udsættelsen af Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver 1964— 65 findes andetsteds i dette nummer en redegørelse for Selskabets hidtidige prisopgave-virksomhed, herunder statutter for Selskabets prismedalje, Saint-Germain Medaljen. Udover de fra Militært tidsskrift nr. 25/1925 refererede omstændigheder ved medaljens tilblivelse har det imidlertid ikke været muligt at efterspore, hvorfor det netop blev Generalfeltmarskal Greve Saint-Germains navn, der blev knyttet til Selskabets medalje.

Det er på denne baggrund chefen for Hærstabens krigshistoriske Arbejder, oberstløjtnant Helge Klint, i det følgende beretter om denne for den danske Hær så betydningsfulde reformator.

»Je vous prie, monsieur, de ne jamais oublier que la subordination est la première vertu militaire, et que, quelques talents que l’on aie, on n’est jamais dispensé d’obéir aveuglément aux ordres de son chef«.1)

 

 

Da den franskfødte general de Saint-Germain den 5. juni 1761 ankom til København efter at være indkaldt af kong Frederik V, var hans ry forlængst gået over det ganske Europa.

Drengen Claude Louis fødtes 15. april 1707 på gården Vertamboz i provinsen Franche-Comté vest for Jurabjergene; hans far tilhørte en

Gengivelsen af St.-Germains våbenskjold og motto som Ridder af Elefanten er sket med Ordenskapitlets tilladelse. Fot. Forsvarets Filmtjeneste.
1) Advarsel givet med »værdighed og fynd« af St.-Germain til den unge Pflueg, der var generalens ordonnansofficer ved Rhinarmeen 1760.

gammel, men fattig adelsslægt. Den unge greve blev opdraget på jesuitterkollegiet i Bresse og trådte som 19-årig ind i faderens militsbataljon. I 1729 gik Saint-Germain i kurpfalzisk tjeneste, men opnåede tre år senere ansættelse i den østrigske hær, hvor han blev kaptajn i 1734 og siden major. Da Frankrig i 1741 kom i krig med Østrig, tog han sin afsked og trådte som oberst ind i Carl af Bayerns hær, hvor han i 1742 udnævntes til feltmarskalløjtnant.

Da kurfyrsten døde i 1745, overvejede St.-Germain at tage tjeneste hos Frederik II af Preussen, som han beundrede stærkt; planen blev dog opgivet, og han vendte tilbage til sit fædreland, hvor ban tog til takke med en ansættelse som maréchal du camp (generalmajor). Under Moritz af Sachsen og Løvendal1) deltog St.-Germain i flere flanderske feltttog, blev generalløjtnant og fik efter freden flere høje kommandoposter i grænseprovinserne.

I Syvårskrigen fæstnede St.-Germain sit militære ry yderligere; ban dækkede retræten efter nederlaget ved Rosbach (1757), kæmpede glimrende ved Krefeld (1758) og bidrog væsentlig til sejren ved Korbach (1760). Få dage efter dette slag nedlagde St.-Germain imidlertid sin kommando efter uoverensstemmelser med overgeneralen, hertugen af Broglio, forlod hæren og tog ophold i Holland.

Kun få af Frankrigs generaler kunne måle sig med St.-Germain i krigserfaring, militære anlæg og videnskabelig indsigt. Han havde deltaget i henved 50 træfninger og slag og havde levet mere under telt end under tag. Hans ydre var ikke udpræget martialsk, og det sagdes, at »han red som en langsbydegn« (hvilket synes bekræftet ved et blik på afbildningen side 421); men han var en fremragende fører, idet han beherskede enhver situation med rolig overlegenhed, evnede at gennemskue fjendens planer og at udnytte enhver blottelse uden tøven. Af soldaterne var ban elsket og beundret for sin tapperhed og sin aldrig svigtende omsorg for deres vel.

St.-Germain var dog ikke blot feltsoldat og hærfører, hans interesser spændte vidt; han var fortrolig med oldtidsforfatterne, studerede matematik, historie, filosofi og politik, og han mestrede sit modersmål, således at hans tanker kom klart og rammende til udtryk. Hans metier var dog hovedinteressen, som han med vågent kritisk blik gjorde til genstand for teoretiske overvejelser; i 1758 indsendte han til det franske

1) Sønnesøn af Ulrik Frederik Gyldenløve, der efter krigstjeneste i flere armeer og resultatløse forhandlinger om at blive dansk overgeneral i 1750 trådte i fransk tjeneste.

krigsministerium et reformforslag, hvor allerede hovedtrækkene af de hærplaner, han siden søgte at føre ud i livet, trådte tydeligt frem. Forslaget blev imidlertid mødt med kulde af magthaverne, som han havde stødt fra sig ved sit selvbevidste væsen, sin skarpe tunge og sin skånselsløse kritik.

Også til Danmark var St.-Germains ry nået. Allerede 1750 forsøgte J. H. E. Bernstorff1) at få St.-Germain til landet; 9 år senere — da hans reformprojekt var afvist — tilbød St.-Germain den danske konge sin tjeneste, men hans fordringer blev anset for ublu.

Den franske general havde imidlertid gode fortalere ved det danske hof. En række af danske officerer som P. E. Gähler, H. W. Schmettow, F. Numsen og C. C. Pflueg havde tjent sammen med eller under ham. St.-Germain havde tilmed familiemæssig tilknytning til Danmark, idet generalen i 1736 havde ægtet Ermegaard Margrethe v. d. Osten, der var datter af en dansk adelsdame i dennes ægteskab med en kurpfalsisk officer, der længe havde tjent i den danske hær; en svigerinde var hofmesterinde hos prinsesse Charlotte Amalie, Frederik IVs datter.

I januar 1761 modtog St.-Germain tilbuddet om ansættelse som dansk 2. generalfeltmarskal med 14000 rdl. som årlig gage. Den franske regering vægrede sig i første omgang ved at give den bortrømte general afsked, men da Frederik V egenhændig tilskrev Ludvig XV, føjede denne sig. Ved sin ankomst til Danmark udnævntes generalen med aldersorden fra 1. december 1760 og rejste kort efter til Holsten, hvor hæren

1) Efter flere poster som gesandt, sidst i Paris, blev Bernstorff i 1751 udenrigsminister.

havde stået henved 3 år, for at sætte sig ind i dens tilstand og det terræn, hvor den kunne komme til at kæmpe.

I den lange fredsperiode fra 1720 var hæren blevet meget forsømt, og det gik især ud over de to kosthare våhenarter: rytteriet og artilleriet. Lige fra begyndelsen af 1730-erne var der fremkommet det ene forslag om forbedringer efter det andet, men de havnede alle hurtigt i arkiverne, hvilket svækkede de højere officerers ansvarsglæde og handlekraft alvorligt.

General Michael Numsen, der blev overkrigssekretær (krigsminister) i 1740, havde et åbent blik for hærens svagheder og udfoldede målbevidste anstrengelser for at standse hærens forfald og søge den reorganiseret efter moderne mønster; et af hans forslag gik ud på fri adgang til hvervning af bønder over 36 år, som havde udtjent ved militsen og endvidere købstadborgere, der hidtil var undtagne. Herved kom Numsen i afgjort modsætning til godsejere og magistrater, og hans planer led i det store og hele skibbrud. Allerede 3 dage efter Frederik Vs tronbestigelse 1746 gennemtrumfede godsejerkonseillet general Numsens afsked; men han var ved sin hele indstilling en forløber for de reformtanker, der 20 år senere fik deres endelige gennembrud.

*

Danmarks beliggenhed og bitre erfaringer pegede på nødvendigheden af et forholdsvis højt krigsberedskab, der i hvert fald for en del måtte være baseret på en stående, hvervet hær, og hæren måtte som helhed have en så grundig uddannelse, at den kunne tage kampen op i åben mark. Da statens økonomiske modstandskraft i overvejende grad var knyttet til landbruget, kunne en omfattende udskrivning af bondebefolkningen ikke opretholdes i en langvarig krig, og stridsspørgsmålet vedrørende hærens organisation blev da gennem lange tider størrelsesforholdet mellem den hvervede og den udskrevne, nationale del af hæren. Godsejerne gjorde herunder gældende, at landbruget ej heller i fredstid var i stand til at afgive mandskab til den stående hær, og det var da også lykkedes at få standset hvervningen til infanteriet blandt bønderne helt og få reduceret uddannelsen af de udskrevne mandskab.

Med svækkelsen af den udskrevne del af hæren fulgte, at der lagdes større vægt på den stående, hvervede hær, hvilket var ganske i tråd med tidens tendens, hvor tropper til stadighed knyttet til kongens person var et naturligt tilbehør til enevoldsmagten. Da man gav efter for landbrugets krav m. h. t. hvervningen blandt bønder, måtte man efterhånden i stigende grad skaffe sig soldater af udenlandsk, især tysk, herkomst.

Kongens ønsker om en stor, hvervet hær stod ikke i forhold til statens økonomiske evne, hvorfor følgen blev, at der ikke blev råd til at holde materiel og fæstninger i tilbørlig stand, og størstedelen af mandskabet måtte have orlov som »frimænd« uden lønning i de elleve af årets måneder; dette førte til, at afdelinger og officerer ikke holdtes i stadig krigsmæssig øvelse.

En anden følge af budgetternes relative snæverhed var, at mandskabets løn var så ringe, at man måtte nøjes med de elementer, som kunne fås billigt, og herved svækkedes ånden i afdelingerne. En streng disciplin søgtes opretholdt gennem hårde og ofte barbariske straffe, men med de usle kår, hvorunder de hvervede soldater levede, følte de kun ringe tilknytning til hæren og var tilbøjelige til at desertere, når de så deres fordel derved.

Flere yngre generaler, blandt andre Andreas Hauch og P. E. Gähler, så klart den hvervede hærs mangler, og Hauch foreslog i 1758 en videreførelse af Numsens ordning med tildeling af et mindre antal militsfolk til felthæren. Da Gähler i 1760 var blevet generalkvartermester udformede han et reformforslag, der bl. a. gik ud på, at 2/3 af feltstyrken skulle være indfødte, og bag ham samlede sig efterhånden en række officerer med den reformivrige Rantzau-Acheberg i spidsen. De krævede hærens rekruttering reformeret, angreb den førte industri- og landbrugspolitik, korruptionen i samfundet, og de krævede konseillets ophævelse. De gik ind for et centraliseret kabinetsstyre, for en undertrykkelse af godsejernes magt og for en styrkelse af hærens position.

På det militære område fik Gähler og hans kreds støtte af en af hærens dygtigste fremmede officerer, generalløjtnant Hermann Schmettow; og da denne stod på en fortrolig fod med såvel Moltke1) som Bernstorff, fik han den sidstnævnte til engang i 1759 at genoptage forhandlinger med generalløjtnant de Saint-Germain.

I sommermånederne 1761 satte St.-Germain sig ind i hærens udrustning, uddannelsessituation m. v., og han aflagde i september en rapport til regeringen, som dog i det store og hele var holdt i almindeligheder. Efter hjemsendelser af en del af landmilitsen i 1761 forstærkedes hæren atter på grund af den truende krigsfare i foråret 1762, således at hæren sattes på krigsfod bl. a. derved, at militsen atter øgedes, således at den

1) Siden 1746 overhofmarskal og 1763 medlem af konseillet; kong Frederik Vs nærmeste rådgiver.

nåede 13.000; i den lange sikringsperiode var det udskrevne mandskab blevet lige så dygtigt som det hvervede, og dertil kom, at det var absolut pålideligt.

Den 10. marts 1762 bevilgedes overgeneralens, markgrev Frederik Ernsts, afskedsansøgning, og St.-Germain overtog kommandoen. Allerede da havde den nye overgeneral over for regeringen udviklet sit hovedsynspunkt på den forventede krigs førelse. Vel var krigen os påtvunget, men den burde alligevel til lands som til vands føres offensivt. Det ville desuden være påkrævet at føre krigen uden for grænserne, således at korpset blev underholdt i det besatte land. Derfor måtte man komme fjenden i forkøbet, og det var vigtigt hurtigt at nå det gunstige terræn syd for Wismar.

Det trak ud med konfirmationen af disse synspunkter. I mellemtiden kastede St.-Germain sig over at gøre korpset til et velegnet instrument i hans hånd. Ved feltøvelser fremmedes afdelingernes manøvredygtighed, og hærens styrke bragtes op i nærheden af 40.000. Deserteringerne florerede stadig, men begrænsedes efterhånden ved en hårdere kurs. I øvrigt interesserede St.-Germain sig særligt for de lette tropper, han fik fyldt depoterne og bragte trosset på fode. Rendsborg Fæstning blev sat i god stand, og rejsningen af artilleriet fra dets forfald indledtes ved oberst v. Huths hjælp, bl. a. gennem en forbavsende hurtig levering af 74 stk. nyt feltskyts fra Moss Jernværk og Frederiksværk Kanonstøberi1). Ved felttogets begyndelse rådedes der over 120 bespændte kanoner, og til hver bataljon var der fast knyttet to lette pjecer. Ved de lette troppers reorganisation -— der bl. a. omfattede oprettelsen af et husarregiment og et guide-korps (vejvisere til hest) — medvirkede general Schmettow og oberst Gørtz.

Først i juli rykkede den danske hær ind i Mecklenburg, hvor den før nævnte linie nåedes den 11., hvorefter St.-Germain, da russerne tøvede, forberedte sig på at foretage det næste spring mod øst. Men den 17. juli blev zaren, gottorperen Peter III, myrdet, hvorefter russerne vendte om.

St.-Germain skrev til Moltke, at »Kongens lykkelige stjerne har gjort et mirakel«, men samtidig pålagde han general Schmettow at fortsætte

1) Dette såkaldte »Saint-Germain system« omfatter to typer 6-punds kanoner; den ene vejede 1522 pund og var 26 kaliber lang, den anden kun 954 pund og 20 kaliber. Adskillige af de korte St.-Germain kanoner gjorde fyldest endnu i Treårskrigen.

sine rekognosceringer, for man kunne aldrig vide, hvad en så samvittighedsløs nation, som den russiske, kunne finde på.

Den 4. august gav kongen ordre til at rømme de besatte områder, og efter at have udgivet de fornødne ordrer vendte overgeneralen tilbage til hovedstaden, hvor han tumlede med sit »idealforslag«. Det gik ud på at udbygge hæren til en styrke på 100.000 mand, men hverken Gähler eller St.-Germains andre hjælpere kunne følge ham i, hvad de betegnede som idealistiske drømmerier.

*

I løbet af 1763 var adskillige officerer i gang med reformplaner — St.-Germain vel nok med de mest gennemgribende. Hans til grundliggende tanker var følgende:

Det overflødige skulle bort, for at det væsentlige kunne komme til sin ret. Stadstropper i guldbroderede dragter og med glimrende seletøj burde afskaffes. Ånden i hæren var vigtig, hvorfor der skulle lægges øget vægt på subordinationen1), der forenede mennesker og opretholdt samfundet. Tjenestetiden burde være kort, for at den kunne gennemføres med lyst og kraft — årelang garnisonstjeneste havde modsatte virkninger. Uddannelsesmetoderne var vigtigere, og øvelserne skulle lægges an på, hvad der var anvendeligt i krigen, derfor vægt på skydning og lange marcher samt legemsøvelser. Soldatens løn skulle være så rundelig, at han havde sit ordentlige udkomme, hans påklædning bekvemmere. Infanteriet var hærens vigtigste del; øvrige våbenarters størrelse burde fastsættes i forhold hertil: rytteriet 1/6, artilleriet 1/12. Artilleriet burde samles i ét korps med hovedsæde i København, hvor Universitetet og andre for officerernes uddannelse nødvendige videnskabelige anstalter fandtes; tilsvarende for Ingeniørkorpset. Rytteriets kompagnier skulle omdøbes til eskadroner (å 200 md.); infanteriregimenterne (å 1000 md.) opdeles fast i bataljoner. Kun få fæstninger (København og Rendsborg samt søbatterier ved Kronborg og Glückstadt) skulle opretholdes, men disse skulle være i første klasses stand. Afdelingerne skulle samles i ret få garnisoner og om vinteren indkvarteres dér i kaserner, om sommeren i teltlejre. De nationale regimenter skulle indlemmes i de hvervede for at skaffe dem fasthed. Efterhånden som landets befolkning tiltog, burde al udenlandsk hvervning ophøre; så længe den bestod, skulle den varetages af en central hvervekommission og ikke overlades kompagniche

1) Det underordnelses- og lydighedsforhold, hvori den undergivne står til sin foresatte.

ferne. Alle økonomiske fordele, som regiments- og kompagnichefer havde gennem hvervning, ubesatte numre, frifolk og hestefoder m. v. burde afskaffes. Salg af officersposter burde afskaffes og tjenestealder normalt være grundlag for forfremmelser i fredstid; udmærkede talenter skulle tillades hurtigt avancement, og de udnyttedes bedst i stabene. Hele hæren skulle have én hovedkasse med et årligt budget på 1,9 mili., der skulle indføres regnskabspligt overalt samt kasseeftersyn.

*

St.-Germains første mere detaljeret udformede plan, der bl. a. omfattede, at et antal militsbataljoner svarende til antallet af hvervede infanteriregimenter knyttedes til hver sit regiment; de hvervede regimenter skulle allerede i fredstid have et bestemt antal karle af militsen (25 %) i hvert kompagni; Overkrigssekretariat og Generalkrigskancelli skulle afløses af et Generalkrigsdirektorium; kompagniøkonomien skulle erstattes af regimentsøkonomi — endvidere gik St.-Germain med styrke ind for en radikal udrensning i officerskorpset.

De øvrige planlæggere kritiserede St.-Germains plan fra hver sin kant: Hauch angreb militsordningen ud fra godsejersynspunktet, at den nationale rekruttering ville udpine landbruget. Ahlefeldt mente, at officersudrensningen burde gælde udenlandske til fordel for ældre danske! Gähler fastholdt, at det nationale element i regimenterne burde være 40 %, men kun tilvejebragt ved hvervning. A lt imens udviklede sig en forbitret personlig strid i kontorer og korridorer, mens det vrimlede med forslag og modforslag. At St.-Germain stod så stærkt hos kongen som nogensinde fandt udtryk deri, at 13 generaler sommeren 1763 afskedigedes. Allerede i marts var St.-Germain hædret med Det blå Bånd — elefantordenen.

Efter et ændret særforslag fra St.-Germain forelå i juni kgl. resolution på en plan, der bl. a. omfattede den hvervede hærs omdannelse, militsens ordning, officerskorpsets videre omformning og centralstyrelsens omlægning. St.-Germain ønskede reformerne iværksat omgående, men den besindige Hauch hævdede, at »publikum« burde forberedes. Sidst i juli enedes St.-Germain og Gähler om et fællesforslag, og dermed sejrede de helt hos konge og ministre.

Ved forordningen af 3. august 1763 fastlagdes den nye hærordning, hvorefter den stående hær skulle tælle 28.000 mand, nemlig 13 infanteriregimenter, hver med en militsbataljon »anliægt«; militsregimenterne skulle opløses, men landet skulle inddeles i et antal bataljonsdistrikter, hvorfra hvert hvervet regiment skulle have sin miltsbataljon. Guidekorpset skulle opløses og rytterregimenternes antal reduceres til 10. Da kompagniøkonomien skulle afskaffes, måtte chefernes løn sættes op; gamle og sygelige officerer skulle afskediges. Endelig skulle -— dog kun overfor fjenden — arbitrær straffemyndighed indføres.

Krigskancelliet holdt sig imidlertid langt fra forordningen efterrettelig, indstillet, som den var, på at omgå de fremholdte mangler og forsømmelser i stedet for at fjerne dem; der blev således intet foretaget m. h. t. fæstningernes sanering og kasernebyggeriet. I september 1763 sendte krigsministeren, Ahlefeldt, endda Bernstorff en belæring, hvori han for sit vedkommende gjorde op med reformisterne og anklagede oppositionen for at have bragt kaos i hærvæsenet.

En måned efter var det dog blevet kongen for meget, og den 26. oktober fik Ahlefeldt sin afsked fra overkrigssekretærembedet, to dage efter ophævedes kollegium og kancelli, og i stedet oprettedes Det kongelige Generalkrigsdirektorium. St.-Germain udnævntes til præsident i direktoriet, der opdeltes i 3, senere 4 departementer, hvis ressorts blev: 1. departement — det hvervede og nationale infanteri; 2. departement — artilleri, ingeniørkorps, fæstninger, indkvartering, tøjhuse og fabrikker; 3. departement — generalstab, livgarde, rytteri og landkadetkorps; 4. departement —- justitsvæsen, krigshospitalskasse og pensioner.

Denne departementale ordning blev forbilledet for admiralitetets omdannelse og senere også for de civile centralstyrelser. Overgangen skulle ske øjeblikkelig, men det havde selvsagt sine vanskeligheder, så meget mere som nyordningen opfattedes således, at militæretaten var ved at vinde den afgørende magt i centraladministrationen. I hvert fald saboterede civilstyret konsekvent det vigtige arbejde med militsens omdannelse.

Ved en forordning af 13. april 1764 tilstræbtes en forøgelse af landmilitsen og tillige, at »agerdyrkningen langt mere befordres end hindres, og hvorved de ulejligheder, som hidtil er påført proprietæren og landmanden, såvidt muligt bliver forebyggede og hæmmede ...«. Der skulle nu udskrives en landsoldat pr. 32 tdr. hartkorn, og han skulle tjene 12 år i de »hvervede« regimenter, hvor de udskrevne skulle udgøre 2/3 af styrken. Fødestavnspligten skulle vare fra det 4. til det 40. år, i hvilket tidsrum mandskabet skulle føres i reserverullen. Der kom talrige ordrer om lægdernes indretning, men Danske Kancelli standsede ordningens udførelse i praksis for så vidt angik det militære. Det kom til hård strid i direktoratet, og Bernstorff og Moltke gik stadig stærkere imod direktoriets kurs.

Resultatet blev, at godsejerinteresserne sejrede, idet stavnsbåndets skærpelse og militsregimentemes nedlæggelse gennemførtes fra nytår 1765.

Direktoriet havde også vanskeligheder med den planlagte omorganisation af artilleriet, men efter at en kommission med fire artillerimajorer under St.-Germains ledelse havde arbejdet energisk, kom centraliseringen endelig i stand i maj 1765, og tillige for Ingeniørkorpset. Landets fæstninger inddeltes i 5 klasser, hvoraf 4. og 5. nedlagdes — altså en mindre radikal ændring end oprindelig af St.-Germain ønsket. Kasernebyggeri indledtes i fæstningerne af 1. og 2. klasse1). Endvidere højnedes lærerstandarden på de militære undervisningsanstalter bl. a. ved indkaldelse af udenlandske lærere. Endelig ordnedes alle pensioner efter faste regler.

En bestemmelse om, at ingen fremtidig kunne blive officer uden at have tjent som underofficer, mødte stærk modstand, men St.-Germain imødegik denne — som kritikken i det hele taget — udførligt og sagligt i september 1764. Hermed var modstanderne foreløbig slået af marken, og ved kgl. resolution af 19. september 1764 bekræftedes forordningen fra april om de nationale regimenters indlemmelse i de hvervede -— dog blev det nationale element væsentlig svagere, end St.-Germain ønskede det, og regimenternes fredsstyrke nedsattes; til gengæld oprettedes tre nye regimenter.

*

I 1765 led St.-Germain et nederlag i spørgsmålet om den norske hærs nyindretning, idet han tog stilling uden tilstrækkelig hensyntagen til de stedlige forhold; dette mindre heldige træk fjernede såvel Schmettow som Gähler fra St.-Germain. I øvrigt havde det længe trukket op til en afgørende styrkeprøve mellem Danske Kancelli og direktoriet — eller rettere St.-Germain personlig. Rentekammeret sluttede sig nu også til hans angribere, og de andre ministre, der alle var adelige jorddrotter, tilgav aldrig St.-Germain, at han havde indskrænket garden og indlemmet de nationale regimenter i de hvervede.

Stillet over for denne kompakte modstand gav St.-Germain efter i håbet om bedre tider. Garden udvidedes atter, de årlige øvelser indskrænkedes, og udenlandsk hvervning blev igen tilladt. Adgangen til salg af officersembeder blev endog konfirmeret i september 1765 og udnyttedes ivrigt.

1) Sølvgades Kaserne opførtes i årene 1765—71 under ledelse af C. C. Pflueg efter tegninger af kgl. bygmester, professor N. M. Jardin.

I november 1765 bad ministrene og flere generaler under pres fra godsejerside kongen om at udvide rytteriet, forbyde indenlandsk hvervning og atter skille de nationale ud fra de hvervede i regimenterne. Dette blev på det kraftigste tilbagevist af St.-Germain med fremhævelse af de hvervede regimenters tøjlesløshed og slette disciplin. I hvert fald måtte der mindst være 25% udskrevne knyttet fast til deres afdelinger.

Samtidig indrømmede St.-Germain, at direktoriet var blevet vel talrigt og foreslog indskrænkning; hans ord havde dog ikke samme vægt som forhen, og kun Gähler søgte at yde ham støtte. Men Gählers stjerne var blegnet sammen med St.-Germains. Finansminister Schimmelmann kunne umuligt tolerere så »schlecht Wirtschaft« med statens knappe midler, som det saint-germainske, og man ventede nu kun en gunstig lejlighed. — Allerede i et af de første statsrådsmøder da den 17-årige Christian VII havde besteget tronen efter faderens død i januar 1766 afskedigedes St.- Germain den 20. som præses i direktoriet og tog Gähler med sig i faldet.

Medvirkende til St.-Germains fald skal det have været, at Bernstorff var særdeles ivrig for at etablere et godt forhold til Rusland med henblik på at få mageskiftesagen med Det gottorpske Hus bragt i orden — bestræbelser, som St.-Germain med sin antirussiske indstilling søgte at krydse. St.-Germain beholdt nominelt kommandoen over hæren og begav sig til sin ejendom Søllerød Slot.

Efter mange måneders vaklen, hvorunder tjenestegangen i hæren hæmmedes, faldt afgørelsen endelig i september 1766, og direktoriet erstattedes med to kollegier: Vort høie Krigsraad (kommandosager) og Vor Land- etats Generalkommissariat (administrationen). Herefter satte reaktionen ind, og alt endte snart i et dødvande, så det såre vigtige spørgsmål om sammenknytningen af det hvervede infanteri med det udskrevne forblev uløst.

*

I det følgende forår, 1767, fremsatte den indkaldte general Arnstedt, der havde overtaget kommissariatets formandskab, direkte til kongen et forslag til løsning af hærens mest centrale problem: Forholdet mellem den hvervede og den udskrevne del af infanteriet. Arnstedt så klart, at problemets løsning rakte langt ud over det rent militære og ind i det alt andet overskyggende samfundsspørgsmål: Bondens forhold til godsejeren.

Men reaktionen stod endnu stærkt hos majestæten, og få dage efter forslagets fremkomst blev Arnsted fejet tilside og forlod landet. I øvrigt var det ikke de militære alene, der på den tid beskæftigede sig med

nationalmilitsen; næsten samtidig med Arnstedts aktion fremkom Reverdil1), der endnu besad betydelig indflydelse hos kongen, med vel formulerede forslag til landmilitsens omordning i forbindelse med ophævelse af stavnsbåndet. Et svælg af politiske modsætninger og gensidige intriger hindrede dog de civile og de militære, der havde samme mål, i at finde hinanden, således at bestræbelserne på at højne bondestanden og samtidig føre hæren ind i en sund udvikling foreløbig strandede. —

En tidlig martsdag 1767 begav Christian VII sig imidlertid til hest sammen med den unge prins Carl af Hessen, formand i krigsrådet, til Søllerød. Efter en lang samtale med St.-Germain blev hele den hidtidige hærledelse

1) Siden 1758 fransklærer for den daværende kronprins; efter tronskiftet Christian VIIs »forelæser« og snart kabinetssekretær. I oktober 1767 lykkedes det Reverdil at få nedsat en landvæsenskommission, hvori han selv havde sæde.

fjernet, og allerede 10. marts 1767 udnævntes feltmarskallen atter til præses i »General-Krigs-Direktoriet«, der omgående genoprettedes, og som nu var kommet for at blive til en nyordning i 1808. St.-Germain havde straks et reformforslag parat efter det tidligere mønster; han ønskede infanteriet reduceret med to regimenter, men til hvert regiment skulle »anhænges« en bataljon på 500 udskrevne, og 700 nationale rekrutter skulle årligt udskrives til 6 års fast tjeneste ved regimenterne. Desuden indskrænkedes garden og rytteriet, således at hæren kom til at bestå af 16 infanteriregimenter, 10 rytteriregimenter, et artillerikorps med 3 bataljoner (hvoraf 1 i Norge) samt ingeniørkorpset — ialt 34.000 mand.

Kongen godkendte omgående indstillingen, og 1. august 1767 trådte den nye hærplan i kraft. Hertil føjedes 12. oktober »Subordinations - Anordningen« efter et kraftigt indlæg fra marskallens side om lydigheds- og ærbødighedsbegrebets uomgængelighed. Hærlovens 500 nationale folk til de 16 regimenter kunne tilvejebringes enten ved indenlandsk hvervning eller ved udskrivning, men alle de andre ministre fandt begge udveje lige uantagelige — ødelæggende for agerdyrkningen i Danmark. Dette imødegik St.-Germain kraftigt, og ved kgl. resolution fastsloges derefter antallet til 570, 1 mand pr. 500 tdr. hartkorn.

Efter Reverdils tilskyndelse søgte St.-Germain at benytte bondesagen som løftestang ved sine hærplaners gennemførelse; i øvrigt mente han, at sagen kunne ordnes ved en forordning fra kongens kabinet til kollegierne. Da han ikke tav stille med sine planer, forenede de øvrige ministre og alle, der havde indflydelse ved hoffet, sig imod barn. Og da St.-Germain tillige åbenlyst kritiserede de to russiske udsendinge, der var i København for at afslutte en traktat om mageskiftet, for at trække sagen i langdrag, rejste disse krav om hans fjernelse som betingelse for at fortsætte forhandlingerne.

Stærkt tilskyndet af Bernstorff måtte kongen til sidst bøje sig og skrev 22. november 1767 til St.-Germain: »Min kære marchal! Adskillige grunde tvinge mig til at fritage Dem for de bryderier og besværligheder, som bestyrelsen af krigsvæsenet volde Dem. De ville have uret i at betragte dette som en unåde; jeg ønsker, at De vil være overbevist om den tillid, med hvilken jeg påny vil stille Dem i spidsen for en hær, når det gælder om at føre den imod fjenden«.

Hertil føjedes imidlertid 5. december den kongelige befaling, at feltmarskallen burde »tage ophold fjernt fra hoffet« — og få dage efter forlod »Francosen« landet, dog med en rundelig pension. Efter et længere ophold i Worms, hvor St.-Germain plejede sine vidtspændende humanistiske interesser, vendte han tilbage til sin fødestavn.

St.-Germains styrelse havde allerede afbødet en væsentlig del af støvlet- tidens formalisme og ineffektivitet. Omhuen for den menige soldat og for underofficeren var en af den berømte franskmands bedste egenskaber, og i den henseende satte hans styrelse dybe og varige spor. Da han for anden gang kom til styret og fik den nationale rekruttering sat igennem, pålagde han regimenterne på det skarpeste »at omgås lempeligt med dette mandskab, så det ikke ved handlen herimod får ny afsky for soldaterstanden, men tværtimod ved venlig omgang får lyst dertil, da det har stor betydning, at de først udtagne ved deres fortællinger derhjemme vækker lyst til soldat«.

St.-Germain efterlod fyldte tøjhuse og en stor pengebeholdning i hovedkassen. Artilleriet var i enhver henseende forbedret betydeligt; skytset i fæstningerne var i hans tid forøget fra 877 til 1563 stk. Garnisonsstyrkerne i Danmark beløb sig kun til godt 11.000 mand., hvilket var fuldt tilstrækkeligt i fredstid. Vel ville forberedelserne til at sætte hæren på krigsfod trække længere ud end under de gamle forhold, men der var ved uddannelsen lagt væsentlig mere vægt end tidligere på det krigsmæssige.

Ved sit sidste stormløb var det endelig lykkedes St.-Germain at gennemføre det vigtigste af sine oprindelige programpunkter: den delvise rekruttering af de hvervede regimenter med udskrevet mandskab af bondestanden. De vældige angreb, som han og enkelte andre flere år igennem havde rettet mod godsejernes ubetingede herredømme over deres undergivne, havde endelig slået den første alvorlige breche i deres så længe og hårdnakket forsvarede stilling.

*

Under sit ophold i Franche-Comté vedligeholdt St.-Germain forbindelsen med bl. a. Gähler, som i oktober 1770 modtog et udkast til en ny dansk hærplan. Struensee, der nu var kommet til magten, interesseredes for planen, og i juli 1771 kaldtes St.-Germain for tredie gang til København; han fik dog ingen ansættelse, idet man blot ønskede, at den nu aldrende marskal skulle fortære sin pension i landet. St.-Germain levede tilbagetrukket og tog ikke del i begivenhederne omkring Struensees fald først i 1772. Efter at have fået sin pension kapitaliseret forlod St.-Germain Danmark for stedse i maj 1772 for at tilbringe sit otium i en lille by i Elsass. Her mistede han sin formue ved fejlslagen spekulation; kun gamle venners hjælp reddede ham fra at hensynke i armod.

I 1775 opfordrede Ludvig X V I St.-Germain til at overtage krigsministerposten i Frankrig, og han gik — nu i sit 68. år — ufortrødent i gang med de samme ideer om hærorganisation og -administration, som han havde forfægtet i Danmark. Men han mødte i Paris samme vanskeligheder som her. Ved sin afgang efter kun 2 års virke ydedes der ham dog stor pension og fribolig; året efter — 15. januar 1778 — døde den gamle feltmarskal efter i sit fædreland at have lidt lignende modgang og skuffelser som i Danmark. «

*

Bedømmelsen af St.-Germain og hans indsats har skiftet noget gennem tiderne. Om det påkrævede i hans forslag har man dog været enige og ligeledes om hans idealistiske indstilling til opgaven. Uenigheden har især drejet sig om, hvorvidt tiden var moden til så vidtgående reformer, som St.-Germain tumlede med; men også den vægt, der burde tillægges hans forskellige karakteregenskaber, er vekslende tolket.

Når der til tider bar været en tilbøjelighed til at reducere St.-Germain og hans virke noget, kan det skyldes en undervurdering af den stærke modstand, hans tanker dengang måtte møde fra flere hold.

Men der var også i St.-Germains personlighed træk, som skulle vanskeliggøre ham hans værk; han var således ikke nogen fremragende menneskekender. Her må det dog erindres, at han ikke kunne vælge sine medarbejdere ganske frit, idet han ved sin ankomst til landet forefandt en kreds af officerer, hvortil hans valg stort set var begrænset.

St.-Germain var i egentligste forstand en Grand-Seigneur — af ydre som af indre — men han var selvrådig, ofte ilter og savnede tålmodighed, således at han ventede at høste snart efter udsæden. Hans kritiske indstilling og hvasse tunge skaffede ham let fjender, hvor han kunne have nøjedes med modstandere. Han evnede ikke eller negligerede at sætte sig ind i de eksisterende traditioner og den samfundsmæssige baggrund i datidens Danmark. Hertil kom, at hans kendskab til det danske sprog var sparsomt, og at han kun beherskede tysk middelmådigt. Det skal endelig have været ham en hemsko, at han var fritænker og en mønsterværdig ægtemand!

Med sine menneskelige svagheder og fejl var St.-Germain dog en mand af usædvanligt formal, der evnede at tumle med nye tanker, og han var, hvad der ikke var almindeligt ved de tiders danske hof stedse sin fyrstes loyale rådgiver og hærfører. — I don relativt korte tid, St.-Germain virkede i Danmark, satte han sig varige spor på vidt forskellige felter, og langt de fleste af hans ideer sejrede, da liden var moden.

Det varigste minde, St.-Germain satte sig i Danmark, var måske dog udslagene af hans dybe og ægte humanitet: Omhu for den menige og underofficeren, krav om bedre lønning og bedre indkvartering samt omsorg for syge og gamle soldater og deres pårørende.

*

I 1885 ønskede Det krigsvidenskabelige Selskab at hædre feltmarskal Claude Louis greve de Saint-Germains minde i vor hær ved at udskrive en prisopgave med emnet: Hvilken indflydelse har general St.-Germain haft på udviklingen af forholdene i den danske hær? — opgaven forblev ubesvaret. Men i 1925 besvarede selskabet selv spørgsmålet med indstiftelsen af dets fornemme og smukke Saint-Germain-Medalje.

Helge Klint.

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon saint-germain.pdf

Vigtigere kilder:

O. Vaupell: Den dansk-norske Hærs Historie, bind II; 1876.

J. K. Købke: Artiklen »En dansk Ingenieurofficers Levnedsløb i det forrige Aarhundrede«, Militært tidsskrift; 1892.

A. Tuxen: Biografi i Dansk biografisk Lexikon (Bricka), bind XIV; 1900.

K. C. Rockstroh: Udviklingen af den nationale Hær i Danmark, bind III; 1926.

A. Tuxen: Biografi i Salmonsens Konversationsleksikon, bind XX; 1926.

K. C. Rockstroh: Biografi i Dansk biografisk Lexikon, bind XX; 1941.

John Danstrup: Artiklen »Kampen om den danske Hær, 1740—66«, Historisk Tidsskrift, 11. række, 2. bind, 1947.

Jens Johansen: Frederik Vis Hær, 1784—1814; 1948.

J. W. G. Norrie: Artiklen »Felttoget i Mecklenburg 1762«, Historisk Tidsskrift, 11. række, 5. bind; 1962.

 

Litteraturliste

Del: