Russisk afhøring af generalfeltmarskal Keitel

I det russiske »Krigshistorisk Tidsskrift« af september 1961 offentliggjordes en afhøring foretaget den 17. juni 1945 af generalfeltmarskal Keitel, der var den tyske værnemagts overkommandos stabschef.
 
 
Spørgsmål (Spin): Hvornår begyndte Tyskland at forberede krigen mod Sovjetunionen, og hvilken andel havde De deri? Svar: Spørgsmålet om muligheden af en krig mod Sovjetunionen blev første gang som noget ikke usandsynbgt bragt på bane i 1940. I vinteren 1940— 41 drøftedes som en mulighed anvendelsen af den tyske bær mod øst i den hensigt at komme et russisk angreb på Tyskland i forkøbet, men konkrete forholdsregler traf man ikke. I det tidlige forår 1941 fæstnede det synspunkt sig, at en krig mod øst var uundgåelig, og Generalstaben begyndte at udarbejde krigsplaner.
 
Jeg forsikrer, at alle de forberedelser, vi traf, havde karakter af forsvarsforanstaltninger til imødegåelse af et muligt overfald fra den Røde Hær. Man kan således betegne hele krigen i øst som en præventivkrig. Men vi besluttede at vælge en aktiv form, idet vi ville komme Sovjetruslands angreb i forkøbet og ved et uventet slag ødelægge de russiske stridskræfter. I foråret 1941 kom jeg til den overbevisning, at den store russiske opmarch kunne bringe os i en yderst kritisk situation såvel i strategisk som i industriel henseende, dersom vi blev overfaldet. Særligt truede var Østtyskland og Schlesien. Ved det russiske overfald ville Tyskland i de første uger komme i en yderst ufordelagtig situation. Vort overfald var en umiddelbar følge af denne trussel.
 
På nuværende tidspunkt er det for mig, der deltog i situationsbedømmelsen og planlægningen af forholdsreglerne for året 1941, vanskeligt at komme til en fuldstændig objektiv mening om vore planers rigtigbed, men Overkommandoen udarbejdede i alt fald de militære planer på det ovennævnte grundlag.
 
Spm: V il De uddybe den tyske Overkommandos operativt-strategiske tanker under krigen mod Sovjetunionen.
Svar: Ved udarbejdelsen af den operativt-strategiske plan for en krig mod øst baserede jeg mig på følgende:
a) Det russiske territoriums uhyre udstrækning umuliggør en fuldstændig besættelse.
b) For opnåelsen af sejren over Sovjetunionen er det tilstrækkeligt at komme i besiddelse af den vigtigste operativt-strategiske linie Leningrad— Moskva— Stalingrad— Kaukasus, fordi Rusland derved har mistet den praktiske mulighed for at yde militær modstand, da bæren vil være afskåret fra sine vigtigste baser, i første linie olie.
c) Til løsning af denne opgave er det nødvendigt at ødelægge den Røde Hær hurtigt, så hurtigt, at muligheden for en tofrontskrig udelukkes.
 
Jeg må understrege, at den fuldstændige besættelse af Rusland ikke indgik i vore planer. Efter ødelæggelsen af den Røde Hær tænkte man at etablere en militærforvaltning; livad man derefter liavde til hensigt, ved jeg ikke, men den politiske ledelse har evt. haft planer videre frem. Men i det mindste ved jeg, at der ved udarbejdelsen af planerne for krigen i vest aldrig var fastlagt bestemte politiske former, som skulle indføres i et land, efter at dette var blevet besat.
 
Spm: Regnede den tyske Overkommando med at kunne ødelægge den Røde Hær meget hurtigt og i så fald: hvor hurtigt?
Svar: V i håbede bestemt på et gunstigt resultat. Ingen hærfører begynder en krig uden at være overbevist om at vinde den, og det er en dårlig soldat, der ikke tror på sejren. Det er en anden sag, at jeg må vedgå de betydelige vanskeligheder, der er forbundet med føringen af en krig mod øst. Det var mig klart, at kun en militær sejr over den Røde Hær kunne føre til den endelige sejr. Det er svært for mig at angive de nøjagtige terminer for gennemførelsen af felttoget, men man kan sige, at vi regnede med at kunne afslutte operationerne mod øst, inden vinteren 1941 satte ind. Inden dette tidspunkt skulle den tyske værnemagt have ødelagt Sovjetunionens landhær (som vi beregnede til 200— 250 divisioner), luftvåben og marine, og have nået forannævnte strategiske linie.
 
Spm: Hvilke militærdiplomatiske skridt blev truffet for at forberede krigen?
Svar: A f de sandsynlige forbundsfæller i en krig mod Sovjetunionen blev kun Rumænien og Finland på forhånd underrettet om de militære forberedelser. Rumænien skulle være gennemmarcbland for de tyske tropper. Chefen for den finske generalstab, general Heinrichs, blev — på yderst forsigtig måde — underrettet om den sandsynligt forestående krig mod Sovjetunionen. General Heinrichs svarede, at han forholdt sig positivt til Tysklands planer, og at han ville videregive disse og sit eget synspunkt til marskal Mannerhcim. Før krigens begyndelse blev ingen art af militær underretning givet til Italien. Jeg udelukker ikke muligheden af, at Italien blev informeret under forhandlingerne mellem Ribbentrop og Mussolini. Det må påpeges, at de militærpolitiske forhandlinger mellem Tyskland og Italien ikke indeholdt tyske krav, men at det tværtimod var Mussolini selv, der såvel i 1941 som i 1942 foreslog at sende tropper til østfronten. Der blev ikke ført militære forhandlinger med Japan. Men vi modtog fra den japanske generalstab stadig oplysninger om den fjernøstlige russiske hærs forhold.
 
Spm: Hvornår blev det Dem som chef for Overkommandoens stab klart, at krigen var tabt for Tyskland?
Svar: Jeg vil sige, at denne kendsgerning blev mig klar i sommeren 1944. Men dette synspunkt kom ikke pludseligt, men efterhånden som et resultat af stillingen på fronterne. Jeg må iøvrigt sige, at mit personlige synspunkt blev, at Tyskland ikke kunne vinde krigen militært. De forstår, at en stabschef, der fortsætter krigens førelse, ikke kan gå ind for den opfattelse, at krigen er tabt. Han kan medgive, at krigen ikke kan vindes. Fra sommeren 1944 vidste jeg, at soldaterne ikke længere kunne virke afgørende, sagen var overladt til politikerne. Man kan sige, at Tysklands krigsindustrielle situation først blev håbløs ved udgangen af 1944 og situationen med hensyn til de menneskelige reserver i februar 1945. Om Tysklands udenrigspolitiske situation kan jeg næsten intet sige, da jeg i den sidste tid ikke deltog i de diplomatiske samtaler.
 
Efter sommeren 1944 førte Tyskland krig for at vinde tid, ventende på, at hine begivenheder skulle ske, som imidlertid ikke skete (Her sigtes til et brud mellem Tysklands fjender). Stort håb blev også sat til angrebet i Ardennernc, til at Tyskland kttnnc tage Siegfried-linien tilbage og stabilisere vestfronten. Spm: Med bvilke virkelige militære og politiske faktorer regnede Tyskland, da krigen videreførtes for at vinde tid? Svar: Dette spørgsmål er meget vanskeligt, ja, næsten nmuligt, at besvare. Idet der på begge sider deltog mange stater, forskellige bære, forskellige flåder og forskellige hærførere, kunne der på ethvert tidspunkt indtræde en fuldstændig uventet forandring i situationen. Om førerens politiske beregninger kan jeg intet sige, eftersom ban i den sidste tid meget skarpt adskilte alt militært fra det politiske.
 
Spm: Ilvad lå der bag tanken om Tysklands fortsatte modstand?
Svar: Som jeg allerede har sagt, var det en venten på politiske begivenheder og tildels også et håb om en bedring i den militære stilling. Jeg er overbevist om, at Tyskland havde ophørt med modstanden langt tidligere, såfremt de allierede havde stillet andre betingelser og ikke krævet betingelsesløs kapitulation. Men andet tilbud blev ikke stillet, og som ærlige soldater kunne vi da ikke andel end kæmpe til sidste mulighed. Dermed regnede jeg ikke med den situation, som Tyskland nu befinder sig i, og som er værre end den, man ville va-rc kommet i ved en tidligere kapitulation. Jeg har spurgt føreren, om der fandtes muligheder for at føre diplomatiske forhandlinger med de allierede, og om der fandtes nogen forin for politiske forbindelser. Hitler gav enten et skarpt benægtende svar på sådanne spørgsmål, eller også svarede ban overhovedet ikke.
 
Spm: Kan man sige, at De fra først til sidst var indforstået med Hitlers militærpolitiske linie, og at De bar støttet ham lige til kapitulationen?
Svar: Jeg var ikke altid og ikke i alle spørgsmål enig med føreren, men han tog næsten aldrig hensyn til min mening ved afgørelsen af fundamentale spørgsmål. I mit indre var jeg ofte uenig med ham, men jeg er soldat, og det er min pligt at udføre, livad jeg bliver befalet til. V i havde ret til at udtale vor mening, men udøvede aldrig indflydelse på afgørelsen. Jeg må henvise til, at fra det øjeblik, da Brauchitsch afløstes af Hitler som øverstkommanderende, lod føreren mig forstå, at jeg ikke skulle stille mig mellem ham og hæren. Efter den tid var jeg næsten udelukket fra østfrontens problemkompleks og beskæftigede mig med de øvrige krigsskuepladser, men også med spørgsmål om koordinering af de 3 værns indsats. Hovedrådgiveren for føreren i østfrontspørgsmål blev chefen for hærens generalstab. Fra det tidspunkt begyndte opdelingen mellem opgaverne for Værnemagtens Overkommando (OKW ) og Hærens Generalstab (OKH), således at OKW beskæftigede sig med vestfronten, Italien og Norge og O KH kun med østfronten. j)et var derfor vanskeligt for mig at udøve nogen indflydelse på afgørelser vedrørende den sovjetisk-tyske front. Efter 1941 tog jeg heller ikke længere del i ledelsen af den tyske krigsindustri, idet der blev dannet et særligt rustningsministerium. Om udenrigspolitikken: Jo vanskeligere og mere truende den militære situation blev, desto mere tilbageholdende blev føreren i sine ytringer. I spørgsmål om udenrigspolitik rådførte han sig kun med Ribbentrop.
 
Spm: Hvorledes forklarer De, at Hitler gradvis udelukkede Dem fra ledelsen af statens vigtigste områder?
Svar: Jeg vil forklare dette således:
a) Føreren overtog personlig hærens direkte ledelse. Han tålte i almindelighed ingen modsigelse, og endnu mindre kunne lian tage, at jeg anfægtede lians autoritet. Jeg havde officielt fået anvisning på, kun når jeg var alene med Hitler at måtte udtrykke en fra hans synspunkt afvigende mening.
b) Jeg havde det indtryk, at føreren ikke havde tillid til mig og mine synspunkter. Jeg kan ikke begrunde dette, men jeg følte det. I den sidste tid trak ban Overkommandoens operative føringsstab under generaloberst Jodl tæt til sig og udelukkede mig fra kredsen af sine nærmeste rådgivere. Det er muligt, at jeg ikke opfyldte førerens krav til mig som strateg og hærfører. Det er forståeligt, thi hærfører fødes man til at være, man bliver det ikke. Jeg betragter ikke mig selv som hærfører, da jeg ikke selvstændig har ført et slag eller en operation. Jeg forblev chef for den stab, der udførte hærførerens vilje.
 
Spm: Hvorledes bedømmer De Hitlers militære evner?
Svar: Han forstod i operativt-strategiske spørgsmål at finde de rigtige afgørelser. Han orienterede sig intuitivt i den værste situation og fandt den rigtige udvej. Men ban manglede det praktiske kendskab til gennemførelsen af operationerne. Dette førte umiddelbart til, at han i reglen traf alle afgørelser for sent eller ikke vurderede den tid, der forløber mellem den operative beslutning og dennes gennemførelse, rigtigt.
 
Spm: Føler De Dem selv ansvarlig for den situation, i hvilken Tyskland er kommet ved tabet af krigen?
Svar: Jeg kan ikke nægte, at Tyskland og det tyske folk er kommet i en katastrofal situation. Hvis man bedømmer enhver politik efter dens resultater, så kan man sige, at Hitlers krigspolitik var forkert, men dog føler jeg ikke mig selv ansvarlig for Tysklands katastrofe, eftersom jeg ikke havde del i afgørelserne af hverken militær eller politisk karakter; jeg udførte kun førerens befalinger, og føreren havde selv påtaget sig ansvaret, såvel det statslige som det militære.
 
Spm: Indtil hvilket tidspunkt befandt De Dem hos Hitler?
Svar: Den 23. april om natten kørte jeg fra Berlin til 12. armé, general Wenk, med den opgave at forene 12. og 9. armé. Den 24. april forsøgte jeg at vende tilbage til byen, men kunne ikke lande og var således tvunget til at blive uden for Berlin. Den 22. april besluttede føreren sig til at blive i Berlin. Han erklærede, at ban ikke under nogen omstændigheder ville forlade byen, og at han direkte førende tropperne ville afvente skæbnens forløb. Denne dag var føreren meget nedslået. Indtil det tidspunkt havde jeg ikke en eneste gang næret tvivl med hensyn til lians psykiske sundhed. Trods følgerne af attentatet den 20. juli 1944 beherskede ban til enhver tid situationen. Men nu den 22. april syntes det mig, at førerens moralske kræfter svandt, og at lians indre modstandskraft var brudt. Han befalede mig at tage til Berch- tesgaden straks, og samtalen blev så skarp, at føreren simpelthen drev mig ud af lokalet. Idet jeg gik ud, sagde jeg til Jodl: »Dette er sammenbruddet«. Uden for Berlin havde jeg indtil den 29. april radioforbindelse med hovedkvarteret. Direkte samtaler med føreren havde jeg ikke, men gennem general Krebs modtog jog gentagne gange befalinger fra Hitler gående ud på, at 9. og 12. armé’s modangreb skulle iværksættes omgående o. s. v. Den 29. april blev radioforbindelsen afbrudt, og jeg modtog ikke flere oplysninger fra Hitlers hovedkvarter.
 
Spm: Hvilke forholdsregler iværksatte De for Hitlers — og andre førende personers i regeringen og partiet — afrejse fra Berlin?
Svar: Jeg kan kun meddele, at jeg den 28. april under mit ophold i Reinsfclde modtog et radiotelegram fra Berlin med opfordring til at bolde 40— 50 fly af typen Fieseler Storcli klar til at flyve ind i Berlin. T il at lede dette foretagende koin fra Berlin i flv generalfeltmarskal Ritter von Greim til mig. Flyene — hvoraf en del skulle lande på påfuglcøcn i floden Havel — blev gjort klar. Jeg ved ikke, hvorledes dette projekt endte. Jeg tror ikke, at det ville have været muligt for Hitler at flyve ud af Berlin i de sidste dage. Den eneste landingsplads var den strækning af Charlottenburger Chaussee, som ligger mellem Siegessäule og Brandenburger Tor. Jeg bad om tilladelse til at flyve ind i Berlin for at aflægge rapport til Hitler, men det blev mig forbudt, da gaden lå under russisk artilleriild. Jeg ved intet om, hvad der er sket med de andre personer, der befandt sig sammen med Hitler i Berlin.
 
Spm: V il De skildre den under krigens forskellige afsnit operativt- strategiske situation på østfronten og Deres bedømmelse af Tysklands militære udsigter.
Svar: Sammentrækningen af tyske tropper i de områder, der stødte op til Sovjetunionen, begyndte umiddelbart efter afslutningen af felttoget i Frankrig, eftersom vi på det tidspunkt kun havde 5— 7 divisioner i de østlige dele af Tyskland. Denne sammentrækning blev forøget, efter at man fra russisk side sendte tropper til grænsen. Man kan ikke sige, at den tyske bær var fuldstændig forberedt til krigen i sommeren 1941. I visse henseender er en bær altid forberedt til krig og i andre henseender aldrig. F. eks. blev Tyskland først i året 1945 klar til for alvor at føre U-bådskrig.
 
Felttogsplanen for 1941 så omtrent således ud: 3 med panserkøretøjer særlig forstærkede bærgrupper skulle samtidig føre angrebet mod den Røde Hær og skulle efterhånden koncentrere deres kræfter på fløjene, idet hovedmålet mod nord var Leningrad og mod syd Donbækkenet og adgangen til Kaukasus. Det forudsattes, at midterste hærgruppe skulle afgive kræfter til de nævnte fløjbevægelser. Efter grænscslagene og gennembruddene i den Røde Hærs forsvarslinie skulle de tyske tropper indkredse den Røde Ha>rs hovedstyrker i Hviderusland og i Ukraine, spærre dem tilbagetoget til Moskva og ødelægge dem. Som jeg allerede har nævnt, skulle felttoget i 1941 være afsluttet inden vinterens komme, da vi var ganske klar over de vanskeligheder, som ville være forbundne med slamperioden og derefter frosten i Rusland. Jeg kan udtale, at de 3 hærgrupper ikke var alt for stærke, men efter en beregning bestod muligheden for at nå et afgørende resultat.
 
Oprindelig delte jeg den almindelige opfattelse af, at hovedslaget, som kunne afgøre Ruslands krigsindustrielle skæbne, måtte finde sted i Donbækkenet, men senere ændredes dog denne opfattelse — i første række som følge af sejrene i slagene ved Briansk og Wjasma. Ifølge oplysninger fra vor efterretningstjeneste og også stemmende med bedømmelsen hos alle hærlcdere og i Generalstaben så situationen for den Røde Hær således nd i oktober 1941:
a) I slagene ved Sovjetunionens grænser var den Røde Hærs hovedstyrker blevet slået.
b) I efterårsslagene i Hviderusland og Ukraine var den Røde Hærs umiddelbare reserver blevet slået og ødelagte.
c) Den Røde Hær rådede ikke længere over operative og strategiske reserver, som kunne yde alvorlig modstand mod de 3 liærgruppers fortsatte angreb. For vore egne styrkers vedkommende var situationen denne: Hærgruppe Syd var efter de overståede kampe yderst udmattet og var ikke tilstrækkelig stærk til at besætte Donbækkenet fuldstændigt. Efter passagen af floden Dnjepr forstærkedes bestræbelserne på at føre angrebet med bærgruppe Midte.
 
Der eksisterede følgende meningsforskelligheder med liensyn til bærgruppe Midtes videre angreb mod Moskva:
a) Hærgruppe Midte og Hærens Generalstab (Brauchitsch og Halder) fordrede koncentration af angrebskræfterne i midten for at kunne fortsætte angrebet på Moskva, som i hovedsagen skulle omgås nordfra. Med dette angreb mentes krigen afsluttet.
b) Jeg — og til at begynde med også føreren — var af den opfatclsc, at det var nødvendigt at bremse op i midten i fordelagtige stillinger og at forstærke fløjene af hensyn til en større anlagt indkredsning af den Røde Hær.
 
Under henvisning til de fremragende resultater af indkredsningerne ved Briansk og Wjasma overbeviste Generalstaben føreren om, at operationen mod Moskva havde 100 °/o udsigt til succes. Føreren bøjede sig for Generalstabens argumenter og erklærede sig indforstået med angrebet på Moskva. Begivenhedernes senere forløb beviser, at denne afgørelse var forkert.
 
Følgerne af tilbageslaget ved Moskva var, at Brauchitsch måtte forlade posten som chef for hæren. Så vidt jeg erindrer, blev Brauchitsch’s tilbagetræden begrundet således:
a) Føreren betragtede det som en afgjort fejl, at Brauchitsch efter den Røde Hærs modangreb begyndte en tilbagetrækning, der i begyndelsen endog var planlagt lige til grænsen. Da Brauchitsch frygtede forbindelsen mellem hærgruppe Nord og hærgruppe Midte overrevet, begyndte han for hurtigt at trække 9. armé tilbage. Føreren hævdede, at Brauchitsch havde forsyndet sig mod grundreglen om ikke at vige et skridt fra allerede erohret område.
b) Både føreren og jeg troede, at Brauchitsch undervurderede de tyske troppers styrke. Hverken 4. armé eller 3. pansergruppe var meget medtagne, og 2. pansergruppe besad stadig sin fulde kraft. Det hastige tilbagetog var ikke fremkaldt af nødvendighed.
c) Hitler tog desuden Brauchitsch’s sygdom og alder i betragtning. Politiske grunde spillede ingen rolle ved Brauchitsch’s afskedigelse. Ligeså ubegrundet er den anskuelse, at Brauchitsch skulle have været imod angrebet på Moskva og en videre fremrykning i Ruslands indre.
 
Resultatet af felttoget i 1941 var det, at tidspunktet for ligevægt mellem den tyske og den sovjetrussiske hær nærmede sig. Det for Overkommandoen fuldstændig uventede russiske modangreb havde vist, at vi havde forregnet os groft ved vurderingen af den Røde Hærs reserver. Så meget desto mere indlysende var det, at den Røde Hær benyttede vinterroen på fronten til i størst muligt omfang at tilvejebringe yderligere forstærkning. Det var ikke lykkedes os at vinde nogen lynkrig. Dette formindskede dog på ingen måde vort håb om ved et nyt angreb at opnå en militær sejr. Ved planlægningen af felttogsåret 1942 bestod grundlaget af følgende overvejelser:
a) Hæren på østfronten var ikke mere stærk nok til at angribe på hele fronten, således som det havde været tilfældet i 1941.
b) Angrebet måtte begrænses til ét — det sydlige — frontafsnit.
c) Målet for angrebet var fuldstændig at eliminere Donbækkenets krigsindustri, at afskære tilførslen af olie ad Volga og at besætte hovedområderne for olieproduktion, efter vor opfattelse Maikop og Grosnyj. Fremrykningen til Volga var ikke straks planlagt på bred front, men man ville gå frem til den strategisk vigtige by Sta- lingrad. Hvis dette lykkedes, således at Moskvas forbindelse mod syd blev afskåret, skulle stærke kræfter dreje mod nord (under forudsætning af, at vore forbundne nåede Don). Nogen tidsfrist for gennemførelsen af denne operation husker jeg ikke. Hele operationen i det sydlige afsnit skulle afsluttes med en stor indkredsning af den Røde Hærs sydvest- og syd gruppe.
 
Jeg må tilføje, at i sidste øjeblik før angrebet på Voronesh forsvandt major Reichel, en af de officerer i Generalstaben, som bragte de operative direktiver til fronten, sporløst. Han var åbenbart faldet i russernes hænder. Ydermere havde en engelsk avis om den tyske ledelses planer bragt bemærkninger, i hvilke Generalstabens operative direktiver blev gengivet nøjagtigt. Y i ventede russiske modforholdsregler og blev derfor meget overraskede, da angrebet på Voronesh lykkedes forholdsvis hurtigt.
 
Efter gennembruddet af den Røde Hærs forsvarslinie skulle vor liær- gruppe »B«, der ikke havde til opgave absolut at skulle tage Voronesh, dreje skarpt mod syd og gå frem langs Don i retning Stalingrad. Denne operation lykkedes fuldstændigt, og efter gennembruddet opstod det indtryk, at der foran os så at sige ikke længere fandtes nogen modstander. M in personlige vurdering var, at den Røde Hær trak sine hovedkræfter tilbage i sydøstlig retning. Nogle af førerne, særlig chefen for hærgruppe B, generalfeltmarskal Wcichs, foreslog at forcere Don hurtigt og at dreje mod nord, men ikke at gå til Stalingrad. Denne tanke blev ikke tiltrådt af føreren, fordi den ikke ville føre til vort hovedmål, nemlig at afskære Moskva fra Kaukasus, og fordi den ville have krævet kræfter, som vi ikke var i besiddelse af. Derefter begyndte slaget om Stalingrad, det slag, på hvilket de vigtigste strategiske beregninger på begge sider hvilede. Dermed forklares, at vi bandt for mange kræfter til denne by, og man må medgive, at det lykkedes den Røde Hær på fremragende måde at nå det af den tilsigtede resultat. Her må endnu en gang indrømmes, at vi bar undervurderet den Røde Hærs kræfter ved Stalingrad, idet vi ellers ikke havde trukket den ene division efter den anden ind i byen og derved svækket Don-fronten. T il alle de øvrige vanskeligheder kom den, at marskal Antonescu krøvede et selvstændigt frontafsnit for den rumænske bær, hvilket førte til det katastrofale resultat.
 
Man kan i dag sige, at den tyske ledelse hverken tog hensyn til troppernes kræfter og angrebsevne eller til tidsfaktoren. Men dengang syntes Stalingrad et så lokkende mål, at det syntes umuligt at undlade at nå det. Man mente, at når endnu en division, endnu et artilleriregiment, endnu en pionerbataljon og endnu et batteri blev kastet ind i byen, ville denne forblive på vor hånd. I forbindelse med undervurderingen af modstanderen og ukendskabet til liam førte alt dette til indkredsningen af Stalingrad. Hvis afgørelsen om den 6. armé’s skæbne havde ligget i min bånd, ville jeg være gået ud af Stalingrad. Man må dog sige, at det nu er meget vanskeligt at vurdere sine egne handlinger, da jeg først nu kan se, hvilke resultater vore planer førte til.
 
Forslaget om at gå ud af Stalingrad blev forkastet absolut af føreren. I begyndelsen blev der stillet store forhåbninger til Mansteins modangreb og luftvåbnets støtte. Men da Manstein måtte give op, mente alle uden undtagelse, at det var nødvendigt så hurtigt som muligt at rømme Kaukasus, hvilke også lykkedes. Forløbet af felttoget 1942 og slaget ved Stalingrad bibragte mig følgende synspunkt: a) Tabet af den 6. armé havde cn overordentlig kritisk indvirkning på stillingen på østfronten. b) Man kan dog ikke anse krigen på østfronten for at være tabt, heller ikke dersom den ikke i løbet af kortere tid ender med en militær sejr. c) Man kan ikke stille militære forhåbninger til vore allierede (Rumænien, Ungarn, Italien og andre). Det lykkedes at reorganisere tropperne og sikre deres forsyninger, hvorefter planen for 1943 så således ud:
a) Angreb på Kursk buen og frontens udretning på dette afsnit.
b) I tilfælde af god fremgang så vidt muligt at gå mod nordøst for at afskære de fra Moskva mod syd gående jernbanelinier. Jeg må dog bemærke, at denne plan var meget vagt udtrykt.
c) Ved Leningrad skulle gennemføres cn angrebsoperation af begrænset omfang.
 
Ledelsen af hærgruppe Midte (generalfeltmarskal Kluge) og Hærens Generalstab (general Zeitzler) boldt stift fast på gennemførelsen af angrebet ved Kursk og nærede overhovedet ingen tvivl om succes. For mit eget vedkommende gælder, at jeg på den tid ikke havde nogen andel i udarbejdelsen af planer for den umiddelbare føring på østfronten, således at mit kendskab til spørgsmålene på den russisk-tyske front 1943— 45 er utilstrækkeligt.
 
Føreren tvivlede på, at operationen var nødvendig, og at den ville medføre det ønskede resultat. Men han lod sig overbevise af Generalstabens forsikringer. Det var klart, at vor hensigt med at eliminere Kursk buen kom til den Røde Hærs kendskab, og at den Røde Hær forberedte sig på vort angreb. Derfor foreslog føreren udover angrebene fra nord og syd at angribe direkte i østlig retning mod Kursk. Zeitzler satte sig stærkt imod denne tanke, da han ikke anså det for muligt at dele kræfterne op i flere forskellige retninger, og det lykkedes ham at overbevise føreren. Hitlers tvivlrådighed bevirkede, at hverken Manstein eller Model fik de fornødne kræfter til opnåelsen af operationernes gennemførelse.
Desuden ventede vi slet ikke, at den Røde Kær ikke alene var parat til at afværge vort angreb, men at den også rådede over så store reserver, at den kunne gå over til et kraftigt modangreb. Y i blev derved tvunget til tilbagetog på bele den midterste del af østfronten. Når jeg skal sammenfatte resultatet af kampene i 1943, må jeg sige, at det var alvorlig advarsel nr. 2 for den tyske bær. Min vurdering var følgende: Krigen er på ingen måde tabt for Tyskland. Dog kan vi ikke længere udføre angrebsoperationer i stor stil på østfronten, men må gå over til forsvar. Man må vinde tid til at tilvejebringe erstatning for de tab, som bæren har lidt.
 
Om felttogsplanemc inod øst for 1944 kan jeg ikke udtale mig nøjagtigt, idet jeg ikke var med til deres udarbejdelse. Tre afgørende begivenheder var nederlaget i Hviderusland, nederlaget i Rumænien og invasionen i vest. Disse begivenheder gjorde det klart for mig, at Tyskland ikke kunne sejre militært. Jeg blev også klar over, at tropperne på østfronten ikke var i stand til at modstå de kommende angreb. Invasionen i Normandiet tvang os til at føre krigen på 2 fronter (kampene i Italien regner jeg ikke som den anden front). V i ventede invasionen i Bretagne eller i Cherbourg området, fordi der dér var fordelagtigere betingelser for oprettelse af baser. V i blev overrasket over, at landgangen fandt sted i Normandiet, hvor vi overhovedet ikke havde ventet den. Jeg er dog overbevist om, at de Allieredes fremgang udelukkende kan tilskrives deres luftoverlcgcnhed. Vore fremrykningsveje blev fuldstændig ødelagte. Under andre forhold ville de engelske og amerikanske tropper være blevet kastet i Kanalen. 1944 betød for mig: Krigen kan nu kun vindes ad politisk vej. En militær sejr er ikke længere opnåelig.
 
Jeg kan yderligere anføre nogle forsøg fra Overkommandoens side på at hidføre et omsving i kampene i 1945:
a) Det alvorligste forsøg var vinteroffensiven i Ardenncme, som havde til mål at nå Maas mellem Liège og Namur, og som, dersom offensiven lykkedes, skulle fortsætte til Antwerpen. V i regnede for alvor med et godt resultat, idet vi vidste, at de Allierede havde 80— 85 divisioner i Frankrig, og i gennembrudsafsnittet fandtes der kun 3 amerikanske divisioner. Med nederlaget i Ardcnnerne var vore menneskereserver opbrugte.
b) I februar-marts 1945 havde man planlagt et angreb udgående fra Pommern mod de styrker, der angreb Berlin. Hærgruppe Weichsel skulle støde frem til Kiistrin. Samtidig skulle et andet angreb startes fra Stcttinområdct. Planen kunne ikke bringes til udførelse, da der manglede tropper, og troppeforskydninger ville tage for lang tid. A f betydning var det også, at Himmler, der førte bærgruppe Weich- scl, ikke havde den ringeste forestilling om troppeføring.
c) Det tredje forsøg var den 6. panserarmés modangreb ved Budapest. Tanken om modangrebet stammede fra føreren personlig, idet han lagde afgørende vægt på en beholdning på 70.000 tons olie i Nagy- kanizsa og på sikringen af Østrig og Wien. Ilan gjorde opmærksom på, at man hellere måtte lade Berlin falde, end man måtte tabe den ungarske olie og Østrig. På grundlag af disse overvejelser befalede Hitler at overføre den 6. panscrarmé fra vestfronten til Budapest- området. Overførslen varede 7— 8 uger, fordi den vanskeliggjordes af det tyske jernbanenets fuldstændige ødelæggelse.
 
Efter at alle disse forsøg var mislykket, blev Tysklands nederlag ganske klart. Kun vor ed om at udføre den os som soldater pålagte pligt tvang mig og os alle til at fortsætte kampen til det sidste.
 
Spm.: Hvorfor lod den tyske føring tropperne i Kurland og i Italien forblive i deres områder i stedet for at kaste dem ind i østfrontens aktive afsnit?
Svar: Spørgsmålet om Kurland og Italien blev drøftet adskillige gange og gav anledning til betydelige meningsforskelle i ledelsen. Føreren var af den anskuelse, at bærgruppe Kurland til stadighed bandt 50— 60 russiske divisioner. For hver tysk division, som man havde ført andetsteds hen, ville 3— 4 russiske divisioner blive frigivet, hvilket var meget uønskeligt. Generaloberst Guderian var af den opfattelse, at det var nødvendigt at føre tropperne bort fra Kurland, den ene division efter den anden. Lederen af bærgruppe Kurland, generaloberst Rendulic, foreslog den helt fantastiske plan: nemlig at bryde igennem til Østtyskland.
 
Man må erindre, at vi havde store vanskeligheder med søtransport. Man måtte regne med mindst 12 dage til overførsel af en division fra Libau til Tyskland og for skibenes retursejlads 11 dage. Groft regnet ville overførslen af hele hærgruppen vare mindst et halvt år. Yderligere måtte man regne med fjendens indgriben fra luften, når ban observerede massetransporter af tropper. Derfor befalede føreren kun at fortsætte med transport af materiel, heste og et ringe antal tropper, medens hovedkræfterne skulle forblive for at binde de russiske kræfter.
 
A f følgende årsager ansås det for nødvendigt at lade vore tropper i Norditalien forblive der:
a) Norditalien er et rigt område både med bensyn til landbrug og industri (krigsmateriel og motorkøretøjer). V i kunne udnytte de stedlige arbejdskræfter. Hvis vi førte dem til Tyskland, måtte vi sørge for deres underbringelse og forplejning.
b) Så længe vore tropper stod i Norditalien, benyttede de Allierede flyvepladserne i Rom-området. Tilbagetrækning fra Italien ville have betydet, at de Allierede ville bave presset deres baser langt frem og forsta'rket luftangrebene på Tyskland.
c) En tilbagetrækning til bjerggrænserne mod Frankrig og Italien og til den gamle østrigske grænse ville ikke bave frigjort mange tropper. (Der ville bave været brug for 16 divisioner).
 
Afgørende for overvejelserne i spørgsmålet om at forblive i Norditalien var vore tropper i Jugoslavien; så længe de tyske tropper stod i Jugoslavien, kunne vi ikke trække os tilbage fra Italien; tbi dermed ville tropperne i Jugoslavien være viet til undergang. Faktisk var spørgsmålet om at rømme Italien allerede i efteråret 1943 blevet bragt på bane. I Alpernes udkant var der blevet forberedt stillinger, til livilke tropperne kunne falde tilbage, og hærgruppen i Jugoslavien havde fået befaling til hurtigst mulig tilbagetrækning, men udviklingen på Balkan forsinkede denne tilbagctrøkning og gjorde således en rømning af Italien umulig.
 
Spm.: V il De fortælle om Deres mission i Finland i året 1944 og om Deres samtaler med de finske regeringsledere.
Svar: I juni 1944 stod vi over for den afgjorte fare, at Finland ville trække sig ud af krigen, hvorved vor nordflanke ville være blevet fuldstændig blottet. Med den opgave at komme udviklingen i forkøbet var Ribbentrop laget til Finland og havde under forhandling med Ryli opnået tilsagn om, at Finland ikke ville trække sig ud af krigen uden først at orientere Tyskland. Finland blev lovet en forstærkning på 1 division og 2 stormkanonafdelingcr, som blev ført over fra Reval. Mit besøg i Finland omfattede samtaler med den finske generalstabschef og med Mannerheim. Under samtalen med Heinrichs gav jeg oplysning om situationen ved bærgruppe Nord og overbeviste ham om, at alle forholdsregler blev truffet til at bolde Narva linien. Jeg foreslog Mannerheim, at en delegation fra den finske generalstab skulle besøge bærgruppe Nord og gøre sig bekendt med situationen. Jeg lovede også, at Tyskland ville sende sådanne forstærkninger, som måtte blive påkrævede, til den finske front. Mannerheim forklarede mig, at stemningen i Finland var faldet, at folk ønskede fred og stræbte efter at afslutte krigen så snart som muligt. Han lod mig vide, at overenskomsten med Ryti ikke var blevet godkendt af parlamentet, og at lian, som præsident, bavde ansvaret for folket ag derfor ikke var bundet af de forpligtigelser, som Ry ti bavde påtaget sig. Yderligere forklarede Mannerheim, at ban måtte se på sit folks skæbne, og at ban i det afgørende øjeblik måtte være bundet af denne. Jeg betonede, at Finland kunne være overbevist om vor lijælp, idet vore interesser i Finland først og fremmest var vore egne interesser. Mannerheim gav mig ingen løfter af nogen art. Efter min tilbagekomst til Tyskland underrettede jeg straks føreren om Mannerheims erklæringer. Han svarede derpå: »Jeg har ventet dette. Når soldater begynder at drive politik, kommer der intet godt ud af det. Mannerheim er en fremragende soldat, men en dårlig politiker«. Jeg fremsatte den formodning, at finnerne ved den mindste mulighed, som måtte byde sig, igen ville optage forhandlingerne med Sovjetunionen. Hitler var af samme opfattelse. Som en umiddelbar følge af dette besøg var vi tvungne til at give chefen for de tyske tropper i Finland, generaloberst Rendulic, ordre til ufortøvet at begynde med forberedelserne til tilbagetrækningen fra dette land. Denne tilbagetrækning blev derpå trods de finske troppers aktive modstand heldigt gennemført, idet det lykkedes at bringe de 90 °/o af de tyske styrker i Finland tilbage.
 
Spm.: Hvilke efterretningsresultater angående Sovjetunionen rådede De over før krigen og under denne, og fra hvilke kilder modtog De oplysningerne?
Svar: Før krigen var vore oplysninger om Sovjetunionen og den Røde Hær meget sparsomme. V i fik dem gennem vor militærattaché. Under krigen vedrørte vore efterretningsfolks oplysninger kun det taktiske område. V i fik ikke en eneste gang oplysninger, som man for alvor kunne bygge på ved iværksættelsen af de militære operationer. Eksempelvis lykkedes det os ikke at få forestilling om, hvorledes tabet af Donbækkcnet indvirkede på Sovjetunionens krigsindustri. Den almindelige ledelse af den militære efterretningstjeneste havde admiral Canaris, som videregav det af efterretningstjenesten tilvejebragte materiale til bærens, luftvåbnets og krigsmarinens opklaringstjeneste.
 
Generalfeltmarskal Wilhelm Keitel var født 1882. Han deltog i den første verdenskrig, fortsatte i Rigsværnet og blev i 1938 chef for den tyske Overkommando. Han underskrev i 1945 det tyske kapitulationsdokument i Berlin. Han blev stillet for militærdomstolen i Nürnberg og 1. oktober 1946 dømt til døden for krigsforbrydelser. Han blev lienrettet et par uger efter. I det russiske tidsskrift bar redaktøren ved fodnoter givet forskellige oplysninger, der ikke er medtaget i ovenstående, idet de næppe bar interesse for en dansk læser. 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

 

Litteraturliste

Del: