Russernes drømme

Anmeldt af: Claus Mathiesen

Russernes drømme, Forfatter: Vibeke Sperling, Forlag: Gyldendal, Diverse: 200 sider; 249,95 kr. (iflg forlagets hjemmeside)

 

Foto: gyldendal.dk

Nogle læsere af bøger om Rusland, som er skrevet af journalister og ikke af akademiske eksperter, vil ofte gå i gang med en bog som Vibeke Sperlings ”Russernes drømme. Om det nye Ruslands selvforståelse – og Vestens misforståelser” med en vis skepsis. Jeg tilstår ærligt, at jeg selv hører til den gruppe, som henset til forfatternes profession er bekymrede for en vis overfladiskhed i beskrivelse og konklusioner, samt mangelfuld dokumentation af de beskrevne facts.

Lad mig med det samme sige, at enhver forbeholdenhed i så henseende bliver gjort til skamme, når vi taler om denne glimrende, velskrevne og veldokumenterede bog. Vibeke Sperlings mangeårige engagement og arbejde med sovjetiske, russiske og postsovjetiske problemstillinger finder her et samlet udtryk, som afspejler en både misundelsesværdig og respektindgydende indsigt i netop de områder, som bogens undertitel definerer: hvordan ser det fænomen, som Vibeke Sperling kalder ”det nye Rusland” sig selv i dag og hvordan er det kommet dertil? – samt det, som forfatteren kalder ”Vestens misforståelser”, altså alt det, som Vesten bevidst eller ubevidst har overset i den udvikling, som Rusland har gennemgået siden Sovjetunionens sammenbrud og tilblivelsen af Den Russiske Føderation. I behandlingen af emnerne spiller forholdet til USA, Vesten og det såkaldte ”nære udland” en vigtig rolle, samtidig med at mange relevante indenrigspolitiske forhold er beskrevet og analyseret.

Udover forordet, som tager udgangspunkt i situationen i Ukraine og på Krim, består bogen af to dele. I første del beskrives med kyndighed tiden fra Sovjetunionens sammenbrud og NATOs optagelse af nye medlemmer, som enten tidligere var under Moskvas kontrol eller sågar en del af Sovjetunionen. Der redegøres for udviklingen fra de kaotiske 1990’eres mange skuffelser og nederlag over Putins stabilisering og skabelse af en bedre levefod til spørgsmålet om Novorossija som næste naturlige mål for genetableringen af det tabte Rusland. I anden del vendes blikket ud ad mod Ruslands fastholdelse af sin position i de såkaldte ”frosne konflikter”, drømmen om det eurasiske projekt og nye venner i BRIKS, Latinamerika og Mellemøsten. I bogens epilog udtrykkes en forsigtig optimisme i form af en russisk ungdom, som måske ser anderledes på fremtiden, ”Det andet Rusland”.

Som anmelder skylder jeg at sige, at min begejstring for bogen næppe kan undgå at være påvirket af, at jeg deler stort set alle de i bogen fremsatte tanker, betragtninger og konklusioner. Skal jeg alligevel pege på noget, som måske kan anfægtes på den formelle side, må det være den hyppige anvendelse af resultater af meningsmålinger udført af det russiske Levada Center som grundlag for antagelser om den russiske befolknings holdninger til mange forskellige spørgsmål. En kort diskussion af dataenes validitet i forhold til, at de adspurgte i Rusland nok mere end andre steder er tilbøjelige til at svare, som det ”forventes”, hvorfor de ikke nødvendigvis kan tages for gode varer i alle sammenhænge. På indholdssiden oplever jeg egentlig kun forfatterens tro på ”det andet Rusland” forstået som en opposition primært bestående af den unge generation af russere som værende en smule optimistisk i forhold til at kunne vende den negative udvikling. Det gælder såvel i forholdene internt i Rusland som til omverdenen.

Bogen kan stærkt anbefales til alle, som interesserer sig for, hvad der er sket i Rusland, som har ført frem til det konfrontationsniveau, vi har i dag. Ikke mindst, hvis man har oplevet det uventet, for forfatteren gør godt rede for, at udviklingen længe har varslet forværrede relationer til omverdenen. I særdeleshed er bogen anbefalelsesværdig for dem, som vedholdende siden 2007 har forklaret de mange antivestlige erklæringer og udtalelser fra den russiske topledelse - ikke mindst præsident Putin - med, at det var ”til det russiske hjemmepublikum” og ikke skulle forstås bogstaveligt. En af forfatterens gode pointer er netop, at havde vi lyttet til, hvad der blev sagt og taget det seriøst, kunne dele af udviklingen have været forudset og måske søgt imødegået.

Selv om dette ikke er en anmeldelse af en anden dansk forfatter, Samuel Rachlins bog ”Jeg – Putin”, er det vanskeligt ikke at nævne den, da den i høj grad beskæftiger sig med den samme substans. Som titlens bog antyder, tages der et solidt udgangspunkt i Putins personlighed. Det er anmelderens oplevelse, at de to bøger på ingen måde skal ses som et ”enten eller”, idet de supplerer hinanden på glimrende vis.

Jeg tøver ikke med at give denne bog fem velfortjente bånd.

Del:

Emneord