Rejsebrev fra USA: Alene hjemme - USA, NATO og Europa efter 11. september

”NATO is getting bigger, but what is it for?”
I 1999 var det ikke altid lige sjovt at være dansker på rundtur i Washington. Ofte kunne man opleve, hvordan foredragsholderne midt under deres ”slideshow” nærmest ledte efter et Dannebrog blandt deltagernes navneskilte på bordene for at udbryde -”Og til dig fra Danmark vil jeg bare sige. Glem Baltikum. Balterne kommer heller ikke med i NATO næste gang”. Når man i foråret 2002 foretager nogenlunde samme rundtur, er stemningen en ganske anden. Ingen gider bruge krudt på at diskutere Baltikum, eller for den sags skyld om udvidelsen nu overhovedet er en god ide. Det, der derimod nu bringer gemytterne i kog er, om NATO overhovedet har en fremtid efter 11. september. Som New York Times formulerede det i midten af maj – ”NATO is getting bigger, but what is it for?”. Er udvidelsen en livsforlængende foranstaltning for alliancen – et slags kunstig åndedræt? Eller skal udvidelsen snarere gøre det af med patienten, dvs. klassificeres som aktiv dødshjælp? Onde tunger i den tidligere Clinton-administration kan i hvert fald ikke dy sig for at antyde det sidste: Bush-administrationen er slet ikke interesseret i et stærkt NATO og derfor egentlig ganske tilfreds med, at udvidelsen kommer til at udvande alliancen.

 
 
 
 

Foto: Forsvaret.dk

Formålet med dette rejsebrev fra en to måneders rundrejse i USA er ikke at give noget endegyldigt svar på det afgørende NATO-spørgsmål eller for den sags skyld andre spørgsmål. Som alle andre rejsebreve er der snarere tale om en stemningsrapport, som giver et øjebliksbillede af USA.[1] En af hovedkonklusionerne af rundrejsen er imidlertid også, at man p.t. skal være varsom med at drage alt for klare konklusioner om USA’s udenrigspolitik. Debatten om de mere langsigtede konsekvenser af terrorbegivenheder i september 2001 er nemlig knapt nok kommet ud af starthullerne. Krigstid er ganske enkelt ikke tidspunktet, hvor amerikanske politikere, forskere etc. kaster sig ud i lange debatter om amerikansk udenrigspolitik. Ingen har derfor hidtil stillet spørgsmålet, om USA for alvor bør ændre kurs. Hvis det var muligt at rulle tiden tilbage, skulle USA så i lyset af 11. september have ført en anderledes udenrigspolitik under Den Kolde Krig? Faktisk er amerikanske aviser næsten kemisk renset for provokerende og debatskabende artikler. Kammertonen hos stort set alle samtalepartnere er da også, at ”det er upatriotisk at stille kritiske spørgsmål midt under en krig. Så hvis vi overhovedet skal have nogen debat, er vi faktisk afhængige af, at I europæere tager bladet fra munden”.

Rejsebrevet indledes med en gennemgang af USA’s dobbelte udvidelsespolitik, NATO og EU. Ikke overraskende lægges vægten på NATO-udvidelsen. Herefter rettes blikket mod det politikområde, der p.t. dominerer dagsordenen i USA - Homeland security. Hvor langt er Bush-administrationen nået på dette felt, og hvilke udfordringer ligger stadig forude i kampen mod terrorismen? Afslutningsvis vendes blikket kort mod det transatlantiske forhold. Hovedpointen er her, at forholdet knager så meget i furerne, at det ikke kan afvises, at Europa meget vel snart kommer til at forholde sig til følgende: Hvordan sikres det, at europæerne ikke pludselig er ”home alone”, fordi amerikanerne ikke længere finder det umagen værd at blive i Europa?


 

Fra ægtemand til ”serial dater”
Da George W. Bush trådte til i januar 2001, var der nogen usikkerhed, om han ville støtte NATO’s fortsatte udvidelse. Mange af hans rådgivere fra Bush Seniors tid (f.eks. Condoleezza Rice) var således bekymrede for, at endnu en udvidelse kunne forværre forholdet til Rusland. Spekulationerne om Bush’s udvidelsespolitik blev dog stort set stoppet den 15. juni 2001 i Warszawa. I en tale understregede præsidenten, at han ligesom Clinton opfattede udvidelsen som et afgørende fredsprojekt, som Vesten også havde en moralsk forpligtelse til at fortsætte: ”[…] our goal is to erase the false lines that have divided Europe for too long … All of Europe’s new democracies, from the Baltic to the Black Sea and all that lie between, should have the same chance for security and freedom - and the same chance to join the institutions of Europe - as old democracies have…”.  Ved at optage landene kunne man kaste det anker, hvortil de unge demokratier kunne knytte deres demokratier og dermed forebygge tilbageslag til tidligere tiders ustabile Central- og Østeuropa. Bush’s ambitionsniveau fejlede heller ikke noget: ”As we plan the Prague Summit, we should not calculate how little we get can away with, but how much we can do to advance the cause of freedom”.

Da terroristerne slog til imod World Trade Center og Pentagon fik spekulationerne om Bush’s NATO-politik for en kort periode ny nærring. Hurtigt viste det sig dog, at 11. september blot bestyrkede Bush-administrationen i troen på, at NATO skulle udvide. Med terrortrusler på hjemmefronten og en krig i Afghanistan var det blot endnu vigtigere at færdiggøre arbejdet med udvidelsen. Ellers kunne amerikanerne jo pludselig risikere at stå med konflikter på to fronter. Dertil kom, at krigen mod terror satte en tyk streg under, at allierede også kan ”hjælpe USA” på andre måder end blot ved at stille styrker og kapabiliteter til rådighed. I marts 2002 formulerede viceudenrigsminister Richard Armitrage det på følgende måde:

”The attacks of September 11 showed us that we cannot have too many Allies, too many countries committed to defend the values we share. The threats we now face have changed the way we think about defending ourselves and broadened the scope of possible contributions of the common defense. Forces in the field remain indispensable, but other contributions are just as important. Law enforcement, intelligence sharing, controlling the flow of terrorist financing are essential weapons in responding to today’s threats”.

Endelig hører det med til billedet, at 11. september og Ruslands mere afslappede holdning til NATO-udvidelsen trak de sidste tænder ud af NATO-modstanderne i Washington. For når nu selv russerne ikke længere var imod, hvem kunne så være det?

I stedet for at lægge udvidelsen på køl slog USA i forsommeren 2002 derfor til lyd for en ”robust” udvidelse. Selvom det ikke præciseres, hvor mange det drejer sig om, er diskussionen i hvert fald udvidet fra ”kun” at dreje sig om fem lande (Estland, Letland, Litauen, Slovakiet og Slovenien) til nu også at omfatte Bulgarien og Rumænien.

Selvom udvidelsen i hvert fald i retorikken nu betegnes som endnu vigtigere, er der dog ingen tvivl om, at udvidelsen er rykket ned af den amerikanske dagsordenen. Hvor Prag tidligere tegnede til at blive et udvidelsestopmøde, indgår målsætningen nu i en triade af prioriteter: Nye kapabiliteter, nye medlemmer og nye relationer. Netop nødvendigheden af i lyset af 11. september at diskutere nye kapabiliteter har især fået senator Lugar til at insistere på, at udvidelsen ikke må udvande NATO. Hvis NATO’s nye mål er at bekæmpe terrorisme, er det afgørende, at de nye lande rent faktisk kan bidrage til indfrielsen af dette mål.

Mange forskere men især også ansatte i den tidligere Clinton-administration antyder i samtaler, at Bush-administrationen måske slet ikke er så ked af, hvis NATO-alliancen bliver udvandet og i højere grad udvikler sig fra at være en militær til en mere udpræget politisk organisation. Når det kommer til stykket, har Administrationen ikke vist den store interesse for NATO (og for den sags skyld andre multilaterale organisationer). Tværtimod, Bush-administrationen foretrækker en ”do it alone-politik”, hvor individuelle anmodninger om lån af baser etc. og opbygningen af ad hoc-koalitioner erstatter de træge, multilaterale diskussioner. Når det kommer til stykket, er det nemlig ikke umagen værd at lægge anmodningerne om hjælp over i det multilaterale NATO-forum, eftersom europæerne ikke har det store at bidrage med. Og når nu USA’s sikkerhed står på spil efter den 11. september, skal man i hvert fald ikke underlægge sig komplicerede, multilaterale beslutninger.

En af administrationens forsvarsrådgivere, den altid bramfrie Richard Perle har sammenfattet denne unilaterale tilbøjelighed på følgende måde: ”…the price you end up paying for an alliance is collective judgment, collective decision-making. This was a disaster in Kosovo … I think it is time for us to say to the world if necessary that we have been attacked, a war was initiated against us, and we are going to defend ourselves, and we are not going to do that, the manner in which we do it, the targets we select to decide by a slow hands of countries, whose interests cannot be identical to our own and have not suffered what we have suffered”. En kommentator i New York Times har tyet til kærlighedsverdenen for at anskueliggøre skiftet i USA’s politik: ”Once upon a time, the US felt it had to marry its allies - pledge fidelity and build an understanding that would last …These days, the US looks more like a ’serial dater’- love of many, husband of none”.

Følger man denne logik, står udvidelsen pludselig i et noget andet lys. Ja, USA støtter primært udvidelsen, fordi administrationen er overbevist om, at optagelsen er et sikkerhedspolitisk og moralsk imperativ. Og da NATO alligevel ikke kommer til at spille den store rolle fremover, gør det faktisk ikke noget, at det fremover bliver vanskeligere at træffe beslutninger i NATO. Eller som en tidligere Clinton-ansat formulerer det: ”For Bush-administrationen er NATO nu primært en politisk alliance. Europæerne har jo ikke noget militært grej og vil givetvis ikke sætte forsvarsbudgetterne op foreløbigt. Så hvorfor skal en administration, der i forvejen helst vil agere på egen hånd dog så gå igennem NATO? Præcis fordi NATO ikke længere spiller nogen praktisk rolle, er der ingen problemer i at optage så mange lande som overhovedet muligt. Tværtimod, på den måde kan USA sikre sig en række gode venner i de kommende år”.

Problembarnet Slovakiet
Som allerede antydet er det ikke fordi Washington svirrer af rygter om, hvilke lande der vil få det blå stempel på NATO-topmødet. Dette skyldes også, at Administrationen (og resten af NATO) har en interesse i ikke at afsløre dette før i sidste øjeblik. Ellers risikerer man, at landene slapper af og sænker tempoet i deres optagelsesbestræbelser.

Interviewer man hele vejen rundt i Washington, er budskabet dog konsekvent det samme: de baltiske lande og Slovenien er ”home safe”. Albanien og Makedonien kommer ikke med i denne omgang. Spændingen knytter sig derfor til Slovakiet, Bulgarien og Rumænien – og måske er der en forbindelse mellem disse tre lande.

Spændingen omkring Slovakiet skyldes hovedsageligt det kommende parlamentsvalg i september, hvor Vladimir Meciar kan få et politisk comeback. Som bekendt var Meciar-regeringens problemer med at overholde menneskerettighederne hovedårsagen til, at såvel EU som NATO ikke inviterede Slovakiet ind i varmen sidst.[1] Allerede omkring juletid meddelte, den amerikanske ambassadør i Slovakiet, at et goddag til Meciar ville være et slovakisk farvel til NATO.

Spekulationerne i Washington går nu på, om et farvel til Slovakiet kan få konsekvenser for Bulgarien og Rumænien. Hvis Slovakiet får et nej op til Prag, kan det i hvert fald ikke afvises, at nogle lande vil tage det store forstørrelsesglas op af lommen og se mere koncentreret på Bulgarien og Rumænien. Når nu Slovakiet ikke er klar på det politiske plan, kan man så virkelig hævde, at Bulgarien og Rumænien er det? Hvad f.eks. med korruptionen i Bulgarien? Netop fordi svaret kan være nej, kan det slovakiske valg pludselig få betydning ud over landets grænser.

Andre derimod slår på, at NATO efter at have givet en kurv til Slovakiet vil være endnu mere opsat på at optage Bulgarien og Rumænien - bl.a. for at hindre, at en ”Meciar-lignende politiker” kommer til der.

Hvor der ikke er enighed om Slovakiet-spørgsmålet, er der konsensus i et helt andet spørgsmål, nemlig om hvorvidt EU’s og NATO’s udvidelse kan påvirke hinanden. Kammertonen i Washington er her ganske klar - da NATO vil krydse udvidelsesmålstregen før EU, er der ingen grund til at antage, at NATO-udvidelsen vil blive påvirket af EU-udvidelsen. Hvis der er nogen, der bliver påvirket, er det faktisk snarere EU-landene. EU’s udvidelse er dog ikke noget som amerikanske embedsmænd ønsker at blande sig i. For at citere en højtstående embedsmand: ”Vi blander os ikke i EU’s udvidelse. Det er europæernes sag. Hvis vi ville optage British Columbia, ville vi heller ikke diskutere det med Jer, men med Canada”. Generelt indtager Administrationen dog et ”jo flere, jo bedre synspunkt” for dermed at få stabiliseret flest mulige central- og østeuropæiske lande. Allerhelst ser man, at EU (af geopolitiske grunde) også optager Tyrkiet. At Tyrkiet p.t. ikke opfylder de politiske kriterier for medlemskab – og at et land ikke bare kan overtage EU’s 80.000 siders lovgivning i et snuptag - er det stadig vanskeligt at vinde større forståelse for i USA.

National sikkerhed er ”homeland security”
Uanset hvilke underliggende forklaringer der er for USA’s udvidelsespolitik, er der ingen tvivl om, at USA har rykket fokus væk fra Europa. Den 11. september blev det amerikanske hjemland angrebet for første gang siden Pearl Harbour. Hermed var det ikke alene slut med post kold krigs-æraen, men også med Europas helt centrale placering i amerikansk sikkerhedspolitik. ”During the cold war and also the post cold war era Europe was the main battleground for the US; now it is unfortunately the United States’ own homeland”, som en analytiker formulerer det.

Skiftet i amerikansk forståelse af national sikkerhed er til at få øje på. Hvor national sikkerhed før september 2001 primært var knyttet til trusler langt væk fra det amerikanske territorium, lige fra Vietnam til Balkan, er begrebet nu uløseligt knyttet til forsvaret af det amerikanske folk og territorium. Den 11. september var det dermed slut med at skelne imellem ”homeland security” og ”national security”. Forsvaret af ”homeland” er national sikkerhed. Officielle rapporter fra f.eks. det nyoprettede Office of Homeland Security lægger alt andet end fingrene imellem, når de skal beskrive truslen:”…Our nation learned a painful lesson on September 11. American soil is not immune to evil or cold-blooded enemies capable of unprecedented acts of mass murder and terror … Today’s terrorists can strike at any place, at any time, and with a wide variety of weapons … Not since the Second World War have our American values and our way of life beeen so threathened”.

Det nye fokus på ”homeland security” har bevirket, at Bush-administrationen med turbohastighed har skullet udvikle en ”homeland security policy”, altså en politik der i størst mulig omfang kan forhindre nye terrorangreb på USA. Pludselig skulle et land, hvor f.eks. kontrollen ved indenrigsflyene var lige så ikke-eksisterende som ved busafgangen mellem København og Århus til at opstille regler for, hvordan størstedelen af passagererne skal kropsvisiteres!

Penge og nye love har det ikke skortet på. I 2001 bevilgede Kongressen 10.6 milliarder dollars til Homeland security. Da USA var blevet ramt af luftvejen, blev størstedelen af pengene kanaliseret mod lufthavnene. 8.000 soldater (National Guards) blev placeret ved indcheckningen i lufthavnene og antallet af ”sky marshalls” blev sat betydeligt op. Derudover blev der oprettet en ny føderal enhed (Transportation Security Administration; TSA), der skulle udvikle en fælles politik for lufthavnssikkerhed. Allerede den 6. oktober 2001 kunne det nyoprettede Office of Homeland Security rykke ind i Eisenhowerbygningen, hvor Bush’s nærmeste rådgivere sidder. To dage efter skulle kontoret – med dets seks ansatte - reagere på en ny trussel, miltbrand. Ikke overraskende bevirkede dette, at store dele af budgettet gik til netop at købe miltbrandmedicin.[2]

I oktober 2001 vedtog Kongressen den første egentlige anti-terrorlov, den såkaldte PATRIOT ACT, der bl.a. giver politimyndigheder ret til at aflytte og ”scanne” mistænktes internet- og telefonkommunikation. Mindst lige så afgørende er det, at lovmyndigheder nu også kan lytte med, når en advokat taler med sin klient. 

I marts 2002 lancerede kontoret for homeland security et nyt varslingssystem med fem forskellige farver. Hermed har USA nu fået en fælles terminologi, så alle kan være klar over, hvilket trusselsniveau der hersker på et givent tidspunkt. I foråret 2002 gav Kongressen grønt lys for yderligere to love. Den første drejer sig om lufthavnssikkerhed og vil koste astronomiske beløb. Loven foreskriver bl.a., at der fremover ved hvert ”check-in point” i lufthavnen skal stå en føderal sikkerhedsvagt. Kufferter og passagerer skal ”screenes” af over 60.000 ansatte, der ligeledes nu sorterer under den nye føderale enhed, TSA. Derudover skal der investeres i store maskiner, der kan ”screene” al baggage. En maskine koster 750.000 dollars, og når man skal bruge over 1.000 af slagsen bliver udgiften voldsom.

Den anden lov drejer sig om indvandring. Af centrale nyskabelser kan her nævnes et nyt computersystem, der gør det muligt for myndighederne at holde øje med udenlandske studerende. Som bekendt var en række af highjackerne fra 11. september kommet ind i USA på studenter-visa. Omkostningerne til computersystemet beløber sig til 36,8 millioner dollars.

P.t. arbejder kontoret på den første nationale strategi for homeland security, som skal lanceres til efteråret. Kongressen er i færd med at behandle Præsidentens 2003-budget for homeland security, som er på 37,7 millioner dollars. Homeland security kontoret har her udvalgt fire satsningsområde for 2003.

Det første satsningsområde knytter sig til de såkaldte ”first responder”, f.eks. det lokale politi og brandvæsen, som er de første, der rykker ind i tilfælde af et terrorangreb. Forslaget er her, at der skal bruges 3.5 milliarder dollars på nyt udstyr.

Det andet satsningsområde er ”bio-terrorisme”, hvor næsten 6 milliarder dollars er afsat til bl.a. at købe medicin for og til at udvikle et ”early warning-system”. Det tredje satsningsområde er øget kontrol ved USA’s grænser. 11 milliarder dollars skal bruges til at kontrollere USA’s 7.500 mil lange grænse til Canada og Mexico. Pr. år kører 11,2 millioner lastbiler, 2,2. millioner togvogne og 500 millioner mennesker over grænseovergangene, medens 51.000 skibe lægger i havn. For at forbedre kontrollen har Administrationen bl.a. foreslået, at der skal udvikles et nyt ”entry-exit” visum-system, som kan muliggøre kontrol af f.eks. turistvisa ved ind- og udrejse. P.t. er der kun kontrol ved ind- men ikke udrejse.

Det sidste satsningsområde er high tech. Hvordan kan det 21. århundredes informationsteknologi bruges i kampen mod terror? Hvordan kan der f.eks. udvikles computersystemer, der gør det lettere for de forskellige myndigheder at udveksle informationer?

”Homeland Insecurity?”
Selvom aktivitetsniveauet har været ekstremt højt og ressourcerne stort set ubegrænsede, er der almen enighed om, at der endnu er langt igen på dette politikområde. Udover at politikområdet er helt nyt, er der tre forklaringer, der presser sig på. De første knytter sig til selve politikområdet. Pr. definition er homeland security et særdeles fragmenteret område, der spænder lige fra cyper-terrorisme over grænsekontrol til miltbrand-bekæmpelse. Konsekvensen er, at over 40 myndigheder (agencies), såsom FBI, CIA og kystvagten skal koordinere deres indsatser. Da der næsten har været vandtætte skotter mellem f.eks. FBI og CIA, er det lettere sagt end gjort. Samarbejdet lettes heller ikke af, at den koordinerende myndighed, kontoret for homeland security, kun har retten til at koordinere, men slet ikke har nogen sanktionsmuligheder, f.eks. i form af at stoppe for pengestrømmen.

Som en ansat i det nye kontor formulerer det: ”Condoleezza Rice har et let job. Hun skal bare overbevise Donald Rumsfeld og Colin Powell, så er hun færdig med dagens arbejde. Når vi har klaret Rumsfeld og Powell, begynder det rigtige arbejde først for os. Så går vi i gang med de 40 myndigheder”.

Fragmenteringsproblemet kan næppe løses i et hug, især fordi hver myndighed har sin egen lobby, der kæmper for enhedens fortsatte eksistens. En tidligere justitsminister (Dick Thornburgh) så således opgivende på mig, da jeg spurgte om ikke bare told, grænsevagterne og kystmyndigheden kunne lægges samme: ”Det prøvede vi også i 1970’erne, da jeg var justitsminister, og når det ikke engang kunne lykkes efter den 11. september, så ved jeg ikke, hvad der skal til”. Det skal dog nævnes, at det p.t. diskuteres om kontoret for homeland security skal opgraderes til et egentlig ministerium. Tom Ridge, chefen for kontoret, fungerer i øjeblikket således ”kun” som Bush rådgiver, men er ikke medlem af regeringen som sådan.

Det andet problem på homeland security fronten knytter sig til USA’s føderale system. Som bekendt er systemet udstyret med så mange ”check and balances”, at der nærmest er en indbygget garanti for, at der ikke bliver truffet for mange (og hurtige) beslutninger. Når man dertil lægger, at især det republikanske parti har en indgroet aversion over for at delegere magt opad (”less government the better”), har man en afgørende forklaring på, at det ikke er muligt at udvikle en ”harmoniseret Anti-terrorstrategi”. Staterne nægter at afgive kompetence og kører i stort omfang deres eget løb. Det føderale niveau kan give gode råd og opfordre til samarbejde, men heller ikke mere. F.eks. er det op til hver stat, om det overhovedet vil deltage i det ”incidence command system”, der fastslår hvilke myndigheder, der gør hvad i forbindelse med terroranslag. Et besøg i Texas viste desuden, at der ikke er nogen forbindelse mellem f.eks. Houston og Dallas’ homeland security politik: ”Det skal vi til at udvikle, men p.t. kan vi ikke kommunikere over vore radioer, da vi har forskellige systemer”.

Endelig hører det med til billedet, at det amerikanske samfund generelt lægger stor vægt på borgerrettigheder (civil liberties). Et klassisk amerikansk citat af Benjamin Franklin slår her hovedet på sømmet: ”Those who would give up essential liberty to purchase a little safety deserve neither liberty nor safety”.

Selvom USA har vedtaget nogle særdeles barske love, såsom PATRIOT Act, er der derfor klare grænser, hvor langt regeringen kan gå på denne front, før store befolkningsgrupper opponerer. F.eks. vil det givetvis være særdeles upopulært, hvis regeringen indfører et identitetskort eller bare et føderalt kørekort! Da den almene amerikaner (med undtagelse af beboerne i New York og Washington) ikke virker synderlig nervøse for terror, vil kritikken af de allerede vedtagne love hurtigt tage til. Allerede i foråret 2002 var der ved at være optræk til debat om ”racial profiling” - hvorfor er det primært udlændinge, der bliver kontrolleret i lufthavnene, og kan det virkelig være rigtigt, at det kun er amerikanske statsborgere, der kan ansættes som ”screenere” i lufthavnene?

Bag disse problemer lurer bekymringen for, at de amerikanske myndigheder har forfærdelig travlt med at planlægge at vinde den sidst tabte krig. Giver det f.eks. mening at poste milliarder ud til flysikkerhed, når truslen måske snarere kommer fra cargo-trafik, bioterror eller noget helt tredje? Og hvor effektiv kan hele politikken overhovedet blive, når man ikke ønsker at omdanne USA til en politistat?

I realiteten er situationen derfor den, at amerikanerne har fundet ud af, hvad det rigtige spørgsmål er - homeland security - men er langt fra at kunne besvare det. Som både forskere og embedsmænd bemærker, er amerikanerne dog her flere skridt foran europæerne. For har europæerne overhovedet erkendt, at terroristerne næste gang lige så godt kan slå til i Paris og London som i Philadelphia og Los Angeles? Med andre ord: Er europæerne og amerikanerne enige om, hvad der er den centrale sikkerhedspolitiske trussel efter den 11. september? Og selv hvis svaret er ja, kan de blive enige om, hvordan truslen skal bekæmpes? Hermed er vi fremme ved rejsebrevets sidste tema, det transatlantiske forhold.

Det transatlantiske forhold - Cowboys og tøsedrenge
Den amerikanske forsker og tidligere ansat i Clinton-administrationen, Ron Asmus, har sammenfattet udfordringen for europæerne og amerikanerne på følgende vis:

”In the 1990’s the question was whether you could stabilise the rest of Europe, the east and the Balkans without a train wreck with Russia. Today having largely succeded in that and now after 9.11 the question is: Can the United States and Europe come up with a common strategy to deal with this new challenge of the greater Middle East? If NATO does not address the central issue of our time, which is terrorism, weapons of mass destruction and the remaking of the Middle East, it will cease to be America’s premier alliance”. Ron Asmus’ sammenfatning kan sagtens sættes yderligere på spidsen: Hvis ikke USA og Europa finder fælles fodslag om terrorudfordringen, begynder ”home alone scenariet” for Europa langsomt at tone frem i horisonten.

Set med amerikanske briller er det ikke fordi, europæerne har lang tid til at gruble over svaret. To afgørende lakmusprøver kan meget vel være lige rundt om hjørnet, nemlig en amerikansk anmodning om henholdsvis at støtte USA’s angreb på Irak og om at udlevere arresterede Al Qaeda folk fra Europa til USA, på trods af at de hermed risikerer dødsstraf. Europæisk tøven vil her blot bekræfte amerikanernes værste fordomme - I europæere dur jo ikke til noget alligevel, så hvorfor skal vi overhovedet bekymre os om Jer? Et gennemgående træk hos næsten samtlige samtalepartnere var en udpræget frustration og utålmodighed med europæerne (”I snakker altid om at blive konsulteret, men så skal I altså levere varen”; ”Det nytter jo ikke noget med Jer. I kan jo ikke engang levere én samtalepartner til USA”).

Læser man amerikansk presse og tænder for de utallige Tv-talkshows, er der heller ingen tvivl om, at ”euro-bashing”, altså at tale nedladende om Europa, nærmest er blevet en ny nationalsport. Aften efter aften fremstilles Europa som blødsøden, uduelig på den militære scene og senest som antisemitisk (”Europæerne støtter Palæstina, og det gør de fordi, de er antisemitter. Se bare hvordan fascismen vinder frem i Frankrig, Holland og Danmark”). Melder hjemveen sig efter København, London, Berlin osv. kan man sætte sig ind på en café armeret med Financial Times og Frankfurter Allgemeine Zeitung og hurtig forvisse sig om, at ”US-bashing” er på mode i Europa. USA fremstilles som en skydegal cowboy, samtidigt med at præsidenten fremstår som den højtråbende og komplet udvidende amerikanske turist, man kan være så uheldig at sidde ved siden af på en flyrejse over Atlanten (”Er Danmark hovedstaden i Stockholm?”). Hvis denne gensidige karikering af hinanden fortsætter meget længere, vil den hurtigt blive selvforstærkende: Hvis europæerne fortsætter med nærmest at se ned på USA, vil amerikanerne blot blive endnu mere opgivende over for Europa og dermed i endnu højere grad agere som en ”lonely Cowboy” (uden at tage europæerne med på rejserne).

Dilemmaet for Europa (og Danmark) er til at få øje på: På den ene side synes mange amerikanske forskere (men også store dele af Bush senior- og Clinton staben) at dele europæernes nervøsitet over den amerikanske politik efter 11. september (”Hvad skal der ske med Irak, hvis Saddam afsættes? Hvad er egentlig konsekvenserne?”). Med andre ord: europæerne kan pludselig blive presset til at støtte et særdeles risikabelt projekt.

På den anden side er der næppe tvivl om, at en europæisk tøven vil udløse en stærk reaktion i Washington. Selvom statsminister Anders Fogh Rasmussen i foråret 2002 efter sit besøg i Det Hvide Hus kunne meddele, at det dansk-amerikanske forhold er bedre end nogensinde før, kan situationen derfor meget hurtig ændre sig. Ja, måske bliver det store spørgsmål for dansk udenrigspolitik i de kommende år, hvordan kan man kan ”holde amerikanerne inde” i Europa. Det siger vist sig selv, at dette spørgsmål ikke bliver mindre presserende for Danmark på grund af forsvarsforbeholdet.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_131.aargang_nr.3_2002.pdf

[1] Denne artikel bygger på rejseindtryk fra et to måneders ophold i USA (”Eisenhower Fellowship”). I perioden 25. marts - 25. maj interviewede jeg amerikanske embedsmænd, forskere etc. om amerikansk udenrigspolitik efter 11. september i Philadelphia, Kent (Ohio), Dallas, Houston, Austin, Tuscon, Portland (Oregon), San Diego, San Francisco, Monterey, Boston og Washington D.C. Stort set alle interview blev gennemført under betingelse af, at udsagn ikke måtte kunne føres tilbage til interviewpartneren.


[1] I EU-sammenhæng måtte Slovakiet i 1998 blive ude for forhandlingsdøren. EU-landene ville ikke åbne optagelsesforhandlinger med Slovakiet så længe Meciar var ved magten.

[2] I maj 2002 er antallet af ansatte oppe på 100. Målet er 130 ansatte – ligeså mange der arbejder i staben for National Security Council. I maj rykkede størstedelen af staben ind i en bygning, som ganske symbolsk tidligere blev brugt til at tackle en anden af USA’s største sikkerhedspolitiske trussler, kampen mod Nazismen. Konkret var bygningen hovedkvarter for de eksperter, der skulle knække Hitler-tysklands koder. 

 

 
 
 
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.