Regimentets opgaver - Nøglepersonellets opgaver - Hærens opgaver

Inspireret af major J. Lautrup-Nissens indlæg i decembernummeret, behandler major H. B. Konradsen, der er lærer i taktik ved Hærens Officersskole, her virksomheden ved hærens regimenter og dennes sammenhæng med den opgave hæren har at løse.
 
 
Indledning.
I december-nummeret af Militært tidsskrift 1972 fremførte major J. Lau- trup-Nissen nogle betragtninger over regimentschefens opgaver inden for de fire hovedområder:
- Planlægning og gennemførelse af uddannelsen.
- Planlægning som enten regionschef, brigadechef eller faglig officer i en landsdelskommando.
- Kontaktvirksomhed indadtil og udadtil.
- Forvaltning.
 
Major J. Lautrup-Nissen konkluderede, at regimentschefens opgaver er fuldt tilstrækkelige til at fylde en mand og hans stabs tilværelse samt, at der før noget andet burde renses ud og rationaliseres i forvaltningsgrundlaget. I denne konklusion må enhver officer være enig. Major Lautrup-Nissen nævner endvidere, at det ikke er umiddelbart overskueligt hvilke af ovennævnte hovedområder, der er mest belastende for regimentschefens virke, og formålet med det følgende er derfor generelt at beskrive regimentets opgaver ud over de forvaltningsmæssige, og herunder især chefen for mobiliseringsafdelingens og stabschefens funktioner - alt med henblik på at belyse disse funktioners betydning for løsningen af regimenternes opgaver og hermed bringe emnet i relation til løsningen af hærens opgave i al almindelighed.
 
Regimentets rolle i hærens opbygning.
Hærens nuværende opbygning er som bekendt bl.a. karakteriset ved, at hærens kampenheder jfr. lov om forsvarets organisation m.v. af 11 juni 1969 organiseres i en operativt afbalanceret dækningsstyrke, der skal være beredt til øjeblikkelig indsats, og som omfatter en stående styrke på ca. 13.000 mand, samt i reserveenheder, herunder lokalfors vars enheder, omfattende ca. 65.000 mand. Dette betyder, at hæren efter mobilisering, når hjemmeværnet ikke medregnes, vil have en total styrke på ca. 80.000 mand, der i princippet er opdelt i to kategorier: Felthæren og det regionale forsvar, hvor sidstnævnte vil omfatte ovennævnte lokalforsvarsenhe- der. Hertil kommer hjemmeværnsenheder i et samlet antal af ca. 50.000 mand, idet de aktiverede hjemmeværnsenheder under forøget beredskab og under krigsforhold underlægges hæren.
 
I dækningsstyrken indgår et relativt stort antal fast personel, medens resten af felthæren i hovedsagen formeres ved hjælp af hjemsendt værnepligtigt personel. Af ovennævnte fremgår, at dækningsstyrken udgør ca. 10 % af de lovmæssigt fastsatte styrkemål for det samlede landmilitære forsvar og ca. 16 % af felthæren og det regionale forsvar excl. hjemmeværnet. D.v.s. at 84 % af felthæren og det regionale forsvar i givet fald skal tilvejebringes ved formering af mobiliserede enheder, idet der i denne forbindelse ses bort fra hjemmeværnet. Hertil kommer - udover ovennævnte antal, der er beregnet til formering af de operative enheder - at der formeres et antal erstatningsdepoter, der vil omfatte personel i et antal, der er afhængigt af behovet for personel til brug i personelerstat- ningstj  enesten.
 
Løsningen af ovennævnte opstillingsmæssige opgave kræver en betydelig organisation, hvor regimenterne spiller en afgørende rolle, idet de ud over at være navngivende og traditionsdannende, uddanner og formerer feltenheder (kampenheder, kampstøtteenheder og faglige enheder), regionale enheder (lokalforsvarsenheder) og er opstillende og forvaltende myndigheder samt formerer kommandoorganer (brigadestabe, regionsstabe, kommandantskaber m.fl.). Følgeligt er regimenterne hver for sig specialiseret i de opgaver, som måtte blive dem pålagt i tilfælde af krig eller en skærpet situation, og i de forberedelser, der må træffes for at sikre en hurtig overgang fra fredsstyrke til krigsstyrke.
 
Opstilling og uddannelse.
De enkelte regimenters personelstyrke varierer med opstillingspligten, og forskelligheder i størrelsen af aktiveret styrke og opstillingspligt kan - selvom yderpunkterne ligger relativt langt fra hinanden - ikke motivere principielle forskelle i organisationen af regimenterne, idet der i alle tilfælde må være en klar adskillelse mellem regimenternes dispositionsenheder og den stab, der skal betjene disse enheder. Antallet af det militære og civile personel, der indgår i organisationen, kan og bør derimod gøres til genstand for fortløbende reguleringer afhængigt af den arbejdsbyrde, der pålægges organisationens enkelte dele (sektioner m.v.). For så vidt angår organisationen af den egentlige stab og de hertil knyttede ledelsesfunktioner kan der imidlertid ikke tolereres store udsving, idet det fortsat bør være målet, at fredstidsorganisationen ligger så tæt som muligt op ad den krigsorganisation, som stabens personel skal indgå i (brigadestab, regionsstab, militærdistriktsstab, faglig officersstab m.v), når mobilisering er gennemført.
 
Regimenternes uddannelse af det for løsningen af de nævnte opgaver nødvendige personel deler sig naturligt i grunduddannelse og levering af enheder til de i dækningsstyrken indgående brigader samt omskoling til mobiliseringsfunktion og mønstring af regimentets mobiliseringsenheder. Medens regimentet således har ansvaret for grunduddannelsen, har de stående brigader ansvaret for uddannelsen i samvirke mellem de i de respektive brigader indgående kampenheder, kampstøtteenheder og faglige enheder. En væsentlig betingelse for, at dækningsstyrken, hvori de stående brigader er hovedelementerne, kan anvendes effektivt og uden forsinkelse er, at de nødvendige føringsopgaver allerede i fredstid er udskilt fra mobiliseringsstyrkernes kommandosystem.
 
Medens de stående brigader således er sammensat af velafbalancerede enheder med stort set samme uddannelsesniveau og krigsbrugbarhed, vil den øvrige del af felthæren og især det regionale forsvar, hvis rygrad udgøres af regimenterne, ved mobilisering være sammensat af enheder med meget forskellig krigsbrugbarhed. At dækningsstyrkens enheder formeres, grunduddannes og forvaltes ved de respektive regimenters foranstaltning skyldes kravet om, at de stående brigaders stabe primært er operativt ansvarlige og i den forbindelse samarbejder enhederne af de forskellige våbenarter netop med henblik på løsningen af de operative opgaver. Hermed er forudsætningerne også skabt for, at regimenterne i tilfælde af mobilisering helt og fuldt kan hellige sig denne yderst vanskelige opgave således, at mobiliseringen af felthærens og det regionale forsvars resterende ca. 65.000 mand plus den nødvendige personalreserve ikke sinkes og ikke bliver sinkende for anvendelsen af dækningsstyrkens ca. 13.000 mand, der er operativt formerede. I forberedelsen af mobiliseringsopgaven bestrider de respektive chefer for mobiliseringsafdelingerne nøglefunktioner.
 
Opgaver for chefen for en mobiliseringsafdeling.
En mobiliseringsafdeling er sammensat af et antal underafdelinger og omfatter fra 400 til 800 mand. Chefen er ansvarlig for, at afdelingens mobi- liseringsforberedelser er gennemførte således, at tiden, der går fra det øjeblik, der træffes beslutning om fredsstyrkens forøgelse eller mobilisering, og til afdelingen er formeret, bliver så kort som mulig. Dette kræver, at det i afdelingen indgående personel under den første indkaldelse eller under en mønstring har fået en sådan uddannelse, at det umiddelbart kan udnytte denne uden længere tids forudgående genoptræning.
 
Chefen har endvidere ansvaret for, at det til mobiliseringsafdelingen hørende udrustning og materiel er oplagt således, at det svarer til løsningen af de opgaver, der skal løses efter mobiliseringens gennemførelse, hvilket kræver en detaljeret og ajourført planlægning af det mobiliserede personels møde, iklædning, udlevering af udrustning og materiel, formering af styrken i henhold til gældende organisationsskemaer og forlægning fra mødested til beredskabsområde. Chefen for mobiliseringsafdelingen har følgeligt ansvaret for, at mobiliseringsprocedureme er kendt og i den forbindelse ansvaret for planlæggelse og gennemførelse af mønstringer for de underafdelinger m.fl., der indgår i mobiliseringsafdelingen.
 
Han fører afdelingen under feltforhold og er ansvarlig for uddannelse, kampdygtighed og beredskab, for disciplin, ånd og tone og de afdelingen påhvilende administrative forretninger, og han har følgeligt disciplinar- myndighed og myndighed til at pålægge straf uden dom.
Som nævnt indledningsvis skal 84 % af felthæren og det regionale forsvar - eller sagt med andre ord mindst 65.000 mand - i givet fald tilvejebringes ved formeringen af mobiliserede enheder, hvortil kommer et relativt stort antal personel, der skal formeres i erstatningsdepoter. Chefen for en mobiliseringsafdeling er følgelig en nøgleperson for så vidt angår forberedelsen og løsningen af denne komplicerede opgave, hvorfor det altid har været målet, at samtlige chefer for mobiliseringsafdelin- ger var tjenstgørende som sådanne ved de respektive regimenter i fredstid. Det har imidlertid aldrig været muligt i fuldt omfang at nå dette mål, hvorfor et antal stillinger er besat ved designering, hvilket i sig selv er en mindre hensigtsmæssig løsning.
 
Såfremt stillingerne som chefer for mobiliseringsafdelingerne ikke besættes i fredstid, vil det medføre, at samtlige disse stillinger må besættes ved designering ud over de øvrige nøglefunktioner i højere stabe, afde- lingsstabe og ved underafdelinger, som i forvejen besættes ved designering af fast personel. Da designeringssystemet i sig selv er vanskeligt at administrere, er det indlysende, at en langvarig designering i en bestemt funktion er meget ønskelig. Til enkadrering af mobiliseringsafdelingerne anvendes i første række fast personel, der er tjenstgørende ved stabe, ved skoler samt ved rekrutenheder, og i anden række reserveofficerer. Dette er i princippet en mulig og ikke mindst af økonomiske grunde nødvendig løsning, der kan gennemføres og bliver gennemført i praksis henset til, at visse stabe, skoler, rekrutenheder m.fl. ophører med fredstidsvirksomheden i forbindelse med f.eks. en sikringsstyrkes formering eller ved en mobilisering.
 
Under fredsforhold, hvor virksomheden ved de nævnte stabe, enheder m.v. har første prioritet af uddannelsesmæssige grunde, er det imidlertid forbundet med store vanskeligheder at opnå rådighed over det personel, der er designeret til de respektive mobiliseringsenheder, idet dette er fuldtidsbeskæftiget i fredstidsfunktioner. Herved opstår der ofte mangel på kontinuitet i planlægningen af mobiliseringsafdelingernes virksomhed, hvilket medfører en forringet effektivitet. En nærliggende løsning kunne være, at samtlige stillinger som chefer for mobiliseringsafdelinger blev besat med reserveofficerer, men en sådan tanke må afvises, da muligheden for at råde over dette personel er endnu ringere end ved anvendelsen af det skildrede designeringssystem. Muligheden er også mindre hensigtsmæssig af uddannelsesmæssige grunde, idet betingelsen for at kunne virke som chef for en mobiliseringsafdeling er, at vedkommende har haft et passende antal års tjeneste som chef for en afdeling i dækningsstyrken. Den umiddelbare konklusion må blive, at såfremt stillingerne som chefer for mobiliseringsafdelingerne ikke besættes med tjenstgørende oberstløjtnanter i størst muligt omfang, vil det generelt vurderet medføre, at hærens muligheder for at planlægge og gennemføre en effektiv forøgelse af fredsstyrken til en sikringsstyrke, eller for at gennemføre en mobilisering, kompromitteres.
 
Planlægningsopgaven er følgelig meget omfattende, idet hovedparten af regimenterne ved siden af fredstidsfunktionerne som nævnt har særlige funktioner i krigsorganisationen som f.eks. brigadestab, regionsstab, mili- tærdistriktsstab, faglig officer med stab ved landsdelskommando, korps og division, pladskommandantskab m.v., og regimenternes organisation er derfor opbygget med henblik på løsningen også af disse opgaver, idet princippet er, at det hermed forbundne arbejde i fredstid udføres gennem én og samme stab, hvori stabschefen har en central placering.
 
Stabschefens opgaver.
Stabschefen er således regimentschefens nærmeste medarbejder og chef for staben og har som sådan ansvaret for, at denne løser sin opgave. Staben omfatter normalt ca. 20-25 officerer samt et antal civile medarbejdere, og stabschefen er ansvarlig for, at staben virker som en helhed. Han skal overvåge og koordinere arbejdet ved stabens sektioner, samarbejdet mellem sektionerne indbyrdes og samarbejdet mellem sektionerne og de myndigheder, personer m.v., som i øvrigt findes ved eller uden for regimentet. Herunder skal han holde sig underretttet om oplysninger og forslag, som staben fremsætter direkte over for chefen, og instruktioner som staben modtager direkte fra chefen, samt påse, at planlægning, administration og forvaltning foregår i overensstemmelse med chefens hensigt.
Stabschefen skal endvidere ved personlig overvågning og ved hjælp af stabens officerer sikre sig, at regimentschefens befalinger bliver udført, og han har over for det i staben tjenstgørende personel samme pligter og ansvar som chefen for en afdeling.
 
De nævnte opgaver tager primært sigte på fredstidsforhold, idet disse opgaver i tilfælde af mobilisering eller udbrud af krig udvides ganske betydeligt. I fredstid kan stabschefens opgaver vurderes i relation til den ved det enkelte regiment nødvendige virksomhed, som skal belyses generelt og i hovedtræk ved følgende tænkte eksempel:
 
Opstillingspligten for et regiment kan omfatte ialt 30 enheder med en krigsstyrke på ialt 4.000 mand og en normalt tjenstgørende fredstidsstyrke på 600 mand. Udskiftningsfrekvensen for befalingsmænd kan i løbet af et år forme sig således:
 
 
 
Regimentet indkalder med en tjenestetid på 12 måneder og med den gældende tjenesteomgang hver 4% måned ca. 160 mand, hvoraf gennemsnitlig 20 udtages til befalingsmandsuddannelse, og hver 4% måned forskudt i tid fra indkaldelsen foretages der udskiftning af personel i dækningsstyrken, og der finder hjemsendelse sted af ca. 140 mand. Regimentet opretholder ud over den værnepligtige styrke en konstant styrke af menigt stampersonel på ca. 65 mand, og herudover beskæftiger regimentet ca. 70 civilt ansatte mænd og kvinder, der finder anvendelse som materielmester, cafeteriabestyrer, materielforvaltere, assistenter, medhjælpersker (heldag) (halvdag), assistent for cafeteriabestyrer, depotarbejdere, værkstedsarbejdere, rengøringsassistenter, kasemearbejdere, socialrådgiver m.v.
 
I løbet af et år ekspederer regimentet ialt ca. 10000 skrivelser, hvortil kommer rene ekspeditionssager, samt de nødvendige regimentsbefalinger, garnisonsbefalinger og kommandantskabsbefalinger. Der afholdes 6 bedømmelseskommissioner samt jfr. lov om samarbejdsregler i forsvaret mindst 8 kontaktudvalgsmøder, 8 velfærds- og fritidsudvalgsmøder, møder i cafeteriaudvalget og chefsmøder m.v. Regimentet leder endvidere i årets løb et stort antal øvelser, krigsspil og kurser for befalingsmænd, hvortil kommer et antal arrangementer i tilknytning til kontakt- og velfærdsvirk- somheden, f.eks. forældredag, soldaterforeningsdag og møder med repræsentanter for egnens civile og totalforsvarsansvarlige myndigheder, organisationer m.fl., der - som nævnt af major J. Lautrup-Nissen - er af uberegnelig, men væsentlig betydning for forsvaret i almindelighed.
 
På baggrund af ovennævnte i hovedpunkter skildrede virksomhed kan der drages den konklusion, at regimentschefens ledervirksomhed vil blive kompromitteret, såfremt han skal overtage de idag stabschefen påhvilende opgaver ved siden af de opgaver, der naturligt påhviler ham som chef. Det er imidlertid givet, at det vil være muligt at lade stabscheferne ved de enkelte regimenter, hvis opgaver efter en gennemført mobilisering er af relativt begrænset karakter, designere som chefer for mobiliseringsafdelinger ved de respektive regimenter.
 
Afslutning.
Der er idag en tendens til at vurdere, at antallet af oberster (regimentschefer) og antallet af oberstløjtnanter (chefer for mobiliseringsafdelinger og stabschefer ved regimenter) er for højt samtidig med, at den militære hverdag kompliceres. Det må haves i erindring, at den militære organisation er så strengt og logisk opbygget, at en kritikløs nedlæggelse i fredstid af stillingerne som chefer for mobiliseringsafdelinger og stabschefer ved regimenter vil medføre, at løsningen af de opstillingsmæssige og for- valtningsmæssige opgaver ikke kan gennemføres med den nødvendige effektivitet. Dette er så meget mere betænkeligt, som den allerede gennemførte reorganisering af hærens øverste ledelse og en evt. kommende ny reorganisering vil medføre en yderligere delegering af opgaver til regimenterne som følge af reduktionen af personel i hærens (forsvarets) øverste ledelse.
Antallet af oberster og oberstløjtnanter er stort set uden betydning for størrelsen af forsvarsbudgettet, men det er bestemt ikke uden betydning, at der er det nødvendige antal af nøglepersonel til stede for at holde den militære organisation levende og effektiv, og hermed bidrage til løsningen af hærens opgave.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 

Litteraturliste

Del: