Refleksioner over morgendagens danske armégevær

Major N. L. Tholstrup, Hærens Materielkommando, fortsætter i denne artikel sin gennemgang af moderne infanterivåben med en redegørelse for den seneste udvikling for armégeværets vedkommende.

»Kongresmedlem James Howard fra New Jersey krævede i dag en forklaring if den amerikanske forsvarsminister, Robert McNamara, efter at være blevet stillet over for en amerikansk soldats påstand om, at de amerikanske soldaters rifler strejkede, og at det havde medført mange af soldaternes urimelige død under et slag . . .

Den riffel, der er tale om, er af typen M16 og er meget anvendt blandt alle allierede tropper i Vietnam. Fra de amerikanske militærmyndigheders side er riflen blevet rost.«

Ideassociationerne følger mange gange mærkelige baner og pludselige indskydelser. Ovenstående uddrag af en notits i Berlingske Tidende i maj d. å. gav således anledning til reflektioner over, at noget tilsvarende i givet fald kunne blive tilfældet i det danske folketing. En forespørgsel, der vel bedst var anbragt uden denne sørgelige baggrund og derfor mest formålstjenlig i forbindelse med debatten om vort forsvars effektivitet i relation til nedskæring af budget og tjenestetid. Alt under forudsætning af, at der vil kunne findes en folketingsmand, der ville tage spørgsmålet om vor armégeværbevæbning op — ud fra devisen om, at det er bedre at forebygge end at helbrede.

Udgangspunktet for denne artikel, der er en naturlig fortsættelse af forsøget på at besvare spørgsmålet om, hvorvidt »det store spring fremefter« er sket, må være at gøre status indenfor armégeværsektoren - heri inkluderet maskinpistolen. Alt i relation til omverdenens armégeværer og i erkendelse af, at gavepakkernes tid må anses at være forbi. Dette sidste forhold medfører på den anden side den fordel, at vi frit kan vælge det eller de våben, der kan afpasses efter de rent nationale ønsker, tanker og hensyn. Der tænkes i denne forbindelse ikke mindst på en afstemning med skyttebevægelsens ønsker og særlige vilkår - såfremt man fortsat ønsker at betragte den civile skyttebevægelse som et potentielt tilskud til vort forsvar. I vor statusopgørelse må vi end videre erkende, at nogen egentlig selvstændig, samordnet forskning ikke har fundet sted i mange år, hvorfor vi stort set siden indførelsen af gevær 89 har måttet nøjes med smulerne fra de »riges« bord.

Således som udviklingen er skitseret i den foregående artikel, må det som første tese postuleres, at »det store spring« er sket for armégeværets vedkommende i forhold til vor nuværende bevæbning af håndvåben. Allerede på dette tidspunkt rejser en række spørgsmål sig. Hvad er årsagen til, at udviklingen på dette område er løbet fra os? Er det måske, fordi vore taktikere og planlæggere ikke har ment, at der er behov derfor? Eller har man ment, at spørgsmålet har så lav en prioritering, at andre opgaver eller projekter har presset sig mere på? Eller er udviklingen blevet forsømt i tillid til de taktiske atomvåben eller de tunge våbens voksende effekt, parret med infanteriets større mobilitet?

Spørgsmålene skal ikke søges besvaret her. Derimod vil udgangspunktet for reflektionerne omkring fremtidens danske armégevær (enhedsvåben) være en konstatering af, at der i øjeblikket er ved at ske en iøjnefaldende udvikling på armégeværområdet, der - sagen sat på spidsen - snarere har karakter af en revolution end en evolution, og oven i købet er særlig bemærkelsesværdig derved, at udviklingen primært foregår indenfor og imellem de store atommagter.

Vurdering og behandling af sammenhængen mellem økonomi, planlægning, taktiske målsætninger og teknisk udvikling påhviler i sagens natur stabe og visse skoler. Har man ikke direkte »skoen på«, kan det være vanskeligt at erkende, i hvilken retning udviklingen synes at gå - herunder om det er taktiken eller tekniken, der præger udviklingen. Imidlertid har selv pressen og fjernsynet ved flere lejligheder givet udtryk for, at udviklingen er i skred indenfor håndvåbensektoren, og måske navnligt at opfattelserne om militærpatronens »nye generation« er meget modstridende. Den anden tese, der skal fremføres, er, at nøgleordet til besvarelse af spørgsmålet om fremtidens armégevær ligger i patronen - herunder særlig i den »svage« infanteripatron (»intermediate-power« eller »intermediatesized«)

Udviklingen - såvel i den vestlige som østlige verden - går i retning af at afskaffe det konventionelle armégevær med »stærk« ladning sammen med den konventionelle maskinpistol beregnet til 9 mm pistolammunition og konvertere disse til et enhedsvåben (»stormgevær«), der kan skyde såvel enkeltskud som halv- og helautomatisk ved anvendelse af en »svag« patron. Kortsagt »militærpatronens« nye generation med henblik på at reducere vægt af såvel våben som patron, herunder evt. mindre kaliber - altsammen for at formindske rekylenergien og derved forbedre træfningen ved afgivelse af automatisk ild. For at forstå det sidste, må vi kaste et vurderende blik på NATO-patronen.

NATO-patronens fordele og mangler.

Hvor ondt det end må gøre, og hvor overaskende det end må lyde, så er den tredie tese i denne artikel, at NATO-patronen er en udmærket patron til maskingevær, men en dårlig (mindre egnet) patron til anvendelse i moderne, fuld automatiske infanterigeværer. Et bevis herfor ligger i den kendsgerning, at i lande, hvor FN-geværet og M14 anvendes, er hovedparten af disse våben ændret således, at de kun kan bruges til halvautomatisk skydning. Kun særligt kvalificeret personel har den fuld automatiske udgave. Ændringen kan ske ved en særlig nøgle eller tilbehør. Dette er eksempelvis tilfældet i Storbritannien, USA - ja, endog i skyttelandet par excellence, Schweiz, hvor stormgeværet SG 510 ved soldatens hjemsendelse bliver omstillet til kun at kunne skyde enkeltskud og halvautomatisk.

Vi må desværre fastslå, at det til dato ikke er lykkedes for nogen våbenkonstruktør at fremstille et let enhedsvåben (automatgevær) til NATO-patronen, der kan skyde tilfredsstillende automatisk. Dette skyldes, at rekylenergien for et 4 kg-våben bliver 1,5-2,0 kgm. Ved afgivelse af byge med et sådant våben vil som regel allerede 3. eller 4. skud gå over målet. Gennemsnitssoldaten vil følgelig vanskeligt kunne trænes op til at kunne afgive automatisk ild med rimelig træfningssandsynlighed. Konsekvensen heraf hiver ammunitionsspild - oven i købet med en patron, der er såvel dyrere som tungere end militærpatronen af den »nye generation«. Hertil kommer, at indførelsen af NATO-patronen generelt har været en skuffelse. Ved denne standardiseringsproces er intet andet opnået end at få en patron, der passer ind i kammeret på alle våben i kaliberet 7,62 mm X 51. - Trods ihærdige anstrengelser er standardiseringen ikke i tilstrækkelig grad kommet til at omfatte ladningsstørrelse, krudttype, hylster og hårdhedsgrad m.v. Forhold, der bevirker, at den ønskede fri ombyttelighed indenfor NATO-forsvaret er endog meget problematisk. Ikke mindst i lyset af, at man ikke har kunnet enes om en fælles våbentype til såvel armégevær som maskingevær. De nationale interesser har her været for store indenfor NATO-forsvaret i forhold til militær rationalitet. Hvor langt der endnu er tilbage, ses bl. a. af den kendsgerning, at Frankrig så sent som i 1966 fremstillede nye våben for den gamle franske 7,5 mm patron, samt at vi selv fortsat anvender den lange 7,62 mm patron (cal. 30-06 med modelbetegnelsen M /48) til vore to armégeværer. Endog en patron, der er konstrueret i 1903 - ! Hensynet til NATO-standardisering kan således ikke være det afgørende med hensyn til eventuelt at vælge vort nye armégevær med et divergerende - men til formålet mere anveneligt kaliber. Et valg som i sagens natur vil blive lettet, såfremt udviklingen fortsætter, som den er begyndt i USA, hvorefter NATO-patronen kun vil være at finde som maskingeværpatron - ganske som vi finder det med den tilsva­rende patron (M -08) i den østlige verden, hvor den anvendes til »Kompagni-Maskingeværet« RP-46 (»Degtjarew«).

Den historiske baggrund for cal. 223.

Forbedre at forstå udviklingen, der har ført frem til militærpatronens »nye generation«, vil det være hensigtsmæssigt at rekapitulere baggrunden for den nuværende situation, der har sine rødder i årene umiddelbart efter anden verdenskrig. Situationen var her den, at Vesten gik ud af krigen stort set med et kaotisk virvar af patrontyper og våbentyper - uden at nogen »ny generation« var umiddelbart at spore.

Bestræbelserne i den vestlige verden gik mindre ud på at skabe noget epokegørende nyt indenfor håndvåbensektoren, end på at bringe orden og rationalisering i det babyloniske virvar af våbentyper og patrontyper indenfor NATO-forsvaret. I dette lys skal såvel indførelsen af NATO-patronen som de deraf følgende konventionelle våben ses. Ligeledes må det konstateres, at et halvt århundrede og to verdenskrige ikke bragte store ændringer i den vestlige verden m. h. t. armégeværer og den tilhørende ammunition. Vægten af patronerne var dog en faktor, der alvorligt måtte tages i betragtning, når kampen skulle føres i områder, hvor soldaten var tvunget til selv at bære hovedparten af sin ammunition. Dette førte bl. a. i Finland og Sverige til indførelsen af maskinpistolen med anvendelse af den lettere 9 mm maskinpistolammunition. Men også her finder vi et relativt tungt våben (ca. 4 kg) og med en effektiv skudafstand på maksimalt 100-150 m. Vel at mærke med anvendelse af en patron, der i ballistisk henseende er betydeligt ringere end geværpatronen - ikke mindst hvad angår vind påvirkelighed, præcision (spredning) og ydre ballistiske forhold (ordinater). Sammenfattende må maskinpistolen karakteriseres som et tidssvarende våben i slutningen af trediverne og i begyndelsen af fyrrerne - men i dag som værende et våben, der er ned klassificeret fra et kampvåben til et nærforsvarsvåben uden større betydning for infanteriets kamp indenfor afstandene 150—400 m.

Den nye bølge blev, som nævnt i forrige artikel, igangsat af tyskerne i 1941 ved indførelse af den såkaldte »7,92 mm Infanterie Kurz Patrone« med en hylsterlængde på kun 33 mm. Våbnet, der blev konstrueret hertil, var det våben, der skulle komme til at danne skole i den kommende udvikling — det første automatgevær (»Stormgevær« - »St G44 Sturmgewehr«). Værd at notere sig med henblik på den videre udvikling er, at en kaptajn fra den tyske kommission for geværudvikling så tidligt som kort efter den første verdenskrig i en artikel (»Suitability of the Introduction of a Short Cartridge«) pegede på den »svage, korte infanteripatron«. Den konservatisme, der har præget udviklingen af armégeværer, slog imidlertid igennem. Først ved et troppe forsøg i vinteren 1942/43 på østfronten ved byen Cholm i Rusland, blev automatgeværets overlegenhed overfor repetérgeværet (»Gew 98«) erkendt - såvel i forsvaret mod en numerisk overlegen angriber, som indenfor de sidste 300 m af angrebsfasen.

Skæbnen ville, at det blev russerne, der skulle drage fordelen af tyskernes for sene erkendelse, idet disse erkendte fordelene ved at udvikle et enhedsvåben, der med et slag kunne erstatte det konventionelle repetérarmégevær og maskinpistolen - med væsentlig forstærket effekt og formindsket vægt af såvel våben som ammunition. Ved at anvende en let patron som standardpatron opnåede man endvidere et magasin med en kapacitet på indtil 30 patroner, der sammen med den formindskede rekyle kunne danne basis for effektiv automatisk ildafgivelse. Hertil kom så fordelene ved formindskede omkostninger, forbedrede forsyningsmuligheder, den fladere kuglebane (stor rasance) op til 400 m, der sammen med våbnets generelle skydetekniske egenskaber gjorde automat geværet (stormgeværet) til et våben, som soldaten hurtigt følte sig dus med og havde tillid til. Ikke mindst det sidste har stor psykologisk effekt, fremhævede man fra russisk side.

Hvor stor en vægt, der blev lagt i udviklingen af militærpatronens »nye generation«, ses alene af den kendsgerning, at over 40 millioner automatgeværer siden er blevet produceret i Rusland, Kina, Polen, Tjekkoslova­kiet og andre Østbloklande. Mens Vesten forblev i sin tornerosesøvn, fortsatte russerne forskningen. I denne forbindelse bør fremhæves, at den i 1946 indførte »7,62 mm Simonow SKS karabin« ligesom »7,62 mm Automat Kalaschnikov AK « (ofte benævnt AK-47) nu er overfløjet af en ny og forbedret version benævnt AKM, der af eksperter vurderes højt og i udviklingshenseende må anses for at være årtier forud for NATO-landenes gennemsnits armégeværer og maskinpistoler. Disse våben rapporteres anvendt i Vietnam med godt resultat, bl. a. fordi de russiske projektiler (7,62 mm M1943 PS) med projektilkappe af en blød stållegering, formår at trænge igennem junglegræs, kviste og tynd bevoksning. Et interessant forhold, som vi senere skal vende tilbage til.

Derimod har de ægyptiske styrker næppe anvendt disse i 6 dages krigen mod Israel, da hovedbevæbningen var den ægyptiske 7,97 mm Hakim riffel (modificeret svensk Ljungman riffel), 9 mm Parabellum Port Said maskinpistol (Hovea) samt FN (F. A. L.) geværet med sigtekikkert som finskydningsgevær. Interessant skal det blive at iagttage, om disse våben vil blive eller allerede er erstattet af ovennævnte sovjetrussiske, moderne våben i forbindelse med reorganiseringen af de arabiske forsvarsstyrker.

Vejen til M16.

Koreakrigens erfaringer om betydningen af »det dræbende skud«, herunder at ildkraft ikke så meget er et spørgsmål om antal forbiere som antal træffere - gav de amerikanske planlæggere stof til eftertanke. Det taktiske krav til våbenkonstruktøren var at skabe et lettere våben end Garandgeværet til erstatning for såvel det lette maskingevær som maskinpistolen og armégeværet. Resultatet af den bundne opgave blev M14 og M15, der blev indført i 1957 - begge med NATO-patronen som standardpatron. Såvel våben som standardpatron må karakteriseres som et typisk produkt af den konservatisme, der i årene efter anden verdenskrig prægede våbenudviklingen og forskningen i den amerikanske hær. Nogen revolution - knap nok evolution - var der således ikke tale om ved indførelsen af NATO-patronen, idet denne stort set kun adskiller sig fra forgængeren fra 1903 ved at være 10% lettere og 15% kortere, men i øvrigt med næsten samme ydre ballistiske egenskaber.

Af samme grund har NATO-patronen da heller ikke vundet indpas eller anerkendelse i civile skyttekredse, men er tværtimod blevet stærkt kritiseret i forholdet til 6,5 mm patronen eller den finsk/svensk/russiske matchpatron i 7,62 mm med projektilvægt 12,1 g, hvormed de gældende verdensrekorder på 300 m riffelskydning er sat. Noget tilfredsstillende svar på russernes nye linie blev M 14 og M 15 aldrig, og som følge heraf standsedes produktionen allerede i begyndelsen af 1964, idet man så sig nødsaget til at ophæve kontrakten med forskellige civile firmaer. Et forhold, der naturligt gav genlyd i den amerikanske offentlighed, og som var og fortsat er en let forståelig anstødssten mod det våben, der skulle blive den generelle afløser i Vietnam - M16. Uanset om man kunne lide det eller ej, lå miséren i anvendelse af NATO-patronen til et automatgevær. Ændret stillingtagen til en ny automatgeværpatron var nødvendig, fordi NATO-patronen ikke gav våbenkonstruktørerne tilstrækkelig mulighed for at konstruere et automatgevær (enhedsgevær) med tilfredsstillende skydeegenskaber under afgivelse af automatisk ild. Det foreløbige svar blev derfor - trods megen modstand - de våben, der er bygget op over militærpatronens »nye generation« i det - i sandhed - forbløffende lille kaliber 5,56 mm (cal. 223). Til sammenligning skal anføres, at vor salonpatron har kaliberet 5,6 mm (5,6 mm SALONPT).

Historien bag M 16.

M-16 blev skabt så sent som i 1954 af tre våbeneksperter i den lille by Costa Mesa i Californien ved et nært samarbejde mellem en kunststofekspert, en metallurg og ballistikeren Eugene Stoner. Firmaet, der blev dannet som en underafdeling af Fairchild flyvefabrikken, blev kaldt Arma Lite Corporation. Det stod på et tidligt tidspunkt klart for dette trekløver, at skulle man finde en tilfredsstillende løsning, måtte man tænke i nye, utraditionelle baner, herunder udnyttede moderne materialer, der var skabt i forbindelse med rumforskningen.

Det første forsøgsgevær blev kaldt AR-10 og var et 3,4 kg automatgevær i cal. 7,62 mm NATO. Prototypen slog aldrig an, hvorfor man var tvunget til afgørende at ændre kurs. Katalysatoren, der førte frem til M16 (AR-15), skulle blive general Win. G. Wymanns forslag i 1957 om at »konstruere en automatkarabin i cal. .22 med tilstrækkelig kraft til at slå igennem begge sider af en stålhjelm på 500 yards afstand.«

Eugene Stoner begyndte med at eksperimentere med cal. .222 jagtpatron (.222 Hornet) og et projektil, som han fik frem ved at formindske en artillerigranat med god ballistisk form. Projektilvægten blev forøget til 3,57 g (55 grains), og Vo blev forøget til 1.016 m/sek. (3300 feet/sec.). Det sidste krævede, at hylsteret blev tilsvarende forlænget. Som en kuriositet skal nævnes, at Stoner for at kunne skelne den nye patron fra cal. .222, døbte den til .223 - uanset at det korrekte mål for 5.56 mm er .219 — !

Det nye gevær fik betegnelsen AR-15. Modtagelsen af det nye gevær var imidlertid i begyndelsen meget kølig, hvorfor Arma Lite, efter at have ofret ca. 10.000.000 danske kroner på projektet, solgte patentet til verdensfirmaet Colt. Hvilke summer, der skal anvendes til udvikling af et armégevær, får man et indtryk af, når det tilføjes, at Colt yderligere anvendte 2.650.000 dollars, inden det amerikanske flyvevåben i 1960 besluttede sig til at indføre AR-15, med modelbetegnelsen M16, som erstatning for US-karabinen.

Indførelsen af M16 satte skred såvel i fornyede forsøgsskydninger som i troppeforsøg. Modstanden mod M 16 var dog fortsat stor indenfor hæren. En karakteristisk udtalelse, der viste, hvor svært man i brydningstiden havde ved at omstille sig til »den til militær formål komplet uegnede« patron, har man i vendingen: »Ja - det gevær med den patron kunne være udmærket — såfremt russerne kun var 50 cm høje ----«.

Meget indgående prøveskydninger blev afholdt på Aberdeen Proving Ground på Fort Benning og under arktiske forhold i Alaska. Resultatet af disse taktiske og tekniske forsøg var, at M 16 blev erklæret for egnet til forsøgsvis indførelse som armégevær i hæren. Modelbetegnelsen blev XM16E1, idet X angiver forsøg. I mellemtiden var M 16 kommet til Vietnam, idet foruden flyvevåbnets soldater også de sydvietnamesiske soldater blev udstyret med dette lette våben, der p. gr. a. sin ringe vægt måtte anses for et idealvåben for de asiatiske »letvægtssoldater«.

M 16’s ry bredte sig hurtigt. Det skulle ikke vare længe, før de mest modstridende og i mange tilfælde sensationsprægede reportager dukkede op i verdenspressen om »det lille, sorte gevær med den lille kugle, der laver stort hul«.

Den hydrodynamiske effekt.

Måske ligger en af forklaringerne på M16’s store succes i det »store hul« -tilsyneladende på trods af og ikke på grund af det lille kaliber. En kendsgerning, der er understøttet af utallige forsøg ved skydning i gelatineblokke, er det, at cal. .223 har en forstærket hydrodynamisk virkning i det menneskelige legeme. Denne effekt blev erkendt allerede på forsøgsstadiet, hvor man under prøveskydning under jagt kunne konstatere, at forsøgspatronen med kappeklædt projektil havde stor dræbeevne, idet dyrets indre var en stor blodig masse. Denne iagttagelse gjorde, at man fortsatte forsøgene og herved konstaterede, at det lille projektil med den relativt store hastighed kunne fremkalde en i forhold til sin størrelse betydelig større skade, (sårvirkning, knoglebeskadigelse etc.) end det tilsvarende 7,62 mm projektil. Sidstnævnte er p. gr. a. sin større projektilvægt mere stabil i banen og vil (efter tysk kildemateriale og bekræftet af Forsvarets Lægekorps) i de fleste tilfælde uanset anslagsvinkel gå forholdsvis glat igennem det menneskelige legeme og kun afgive ca. 30% af sin anslagsenergi. Anderledes med .223 projektilet. Dette er, som tidligere nævnt, ustabilt eller måske bedre - overstabilt, d. v. s. det vil pendle i banen og efter at have ramt det menneskelige legeme kolbøttere (»the tumble effect«) og derved afgive næsten 100% af sin energi. Denne virkning forstærkes nu yderligere af den høje projektilhastighed, der ved anslaget mod det menneskelige legeme forårsager den såkaldte »hydrodynamiske effekt« eller »vandslag« (»Wasserschlag«). Det menneskelige legeme, der består af ca. 60 °C vand, er i denne forbindelse at sammenligne med en lukket beholder med vand. Et projektils virkning mod flydende eller halvtflydende materialer er af en nogen anden virkning end mod faste stoffer. Ved forsøg har det vist sig, at trænger et projektil ind i et flydende materiale, virker det stort set, som om der i materialet var blevet bragt en sprængladning til detonation. Dette skyldes, at projektilet overfører en del af sin energi til de af anslaget trufne materialedele, således at disse selv optræder som projektiler og igen leverer energi til de næste partikler. Er det flydende materiale indeholdt i et lukket rum, kan hele rummet blive sprængt i stykker (fig. 2). Bemærkelsesværdigt er det, at sprængningen først sker, efter at projektilet har forladt det gennembrudte legeme, og at projektilet i mange tilfælde vil blive sønderslået ved anslaget mod det flydende eller halvtflydende materiale. Problemet med sønderdeling af projektilet er interessant og giver måske en del af forklaringen på den forbløffende virkning i det menneskelige legeme, hvor nervesystemet effektivt lammes, og hvor selv et strejfskud kan have dødelig effekt.

I lang tid havde man imidlertid den antagelse, at det lette projektil med den store hastighed let blev afbøjet i sin normale ballistiske bane ved at komme i berøring med græs, buskads, kviste o. lign. Denne tilsyneladende effekt havde (har) i visse situationer katastrofale resultater for amerikanske soldater i Vietnam, ikke mindst ved nærforsvar på kort afstand (10-15 m) i tilfælde, hvor fjenden helt eller delvis i perioder var skjult i græs, ranker, løvhang og bambus. Selv automatisk ild på denne afstand var uden virkning. Overlevende veteraner kunne således fortælle, at fjendens projektiler afgivet med AK 47 (Vietkong-kinesisk version = K-50) gik uhindret igennem, d. v. s. uden tilsyneladende at blive afbøjet. Denne deviation, mente man, skyldtes den høje hastighed i forbindelse med den relativt lave projektilvægt og projektilets relativt lange tilspidsede form.

Nylig afholdte civile baneprøver i Amerika viser imidlertid noget andet. Projektilet bliver ikke afbøjet, det viser ikke tendens til at divergere fra sin ballistiske bane, men bliver simpelthen ødelagt — ! Forsøgsskydninger med en serie 1/2” egestænger anbragt fastnaglet således, at projektilet ikke kan undslippe uden at ramme to eller tre af disse stænger under passagen, viser, at det amerikanske cal. .223 projektil mister den messinglegerede kappe. Denne, der har en tykkelse på mellem 0,25 og 0,30 mm, sprængtes allerede under gennemtrængningen af den første 1/2” egekæp. Under træfningen af den anden og tredie egekæp bliver afrivningen af kappen fuldstændig. Dette er altså, hvad der sker, når den amerikanske soldat skyder på kort hold ind i græs, løvhang o. lign. Projektilet bliver ødelagt og har det ligesom brevet uden adressat: Det når aldrig sit mål. Det russiske projektil har derimod en kappe bestående af en blød stållegering, der er betydeligt mere modstandsdygtig og derfor, selv om det bliver splittet, ikke vil blive sønderdelt så hurtigt, som det mere skrøbelige amerikanske. Den civile jæger har kendt dette problem længe, hvorfor det ikke forekommer denne så gådefuldt, som det har været tilfældet for de militære sagkyndige. Man anvender således under safari, hvor man skal skyde vildt under lignende betingelser, en patron af stort kaliber, forholdsvis lav hastighed og buttet (ogival) forparti.

Den konventionelle kritik af cal. .223 projektilet.

For bedre at kunne forstå problemstillingen om militærpatronens »nye generation«, skal nogle af de argumenter, der specielt fra dansk side har været rejst imod 5,56 mm ammunition M193, resumeres. Den første anke går ud på, at præcisionen er mangelfuld. Det amerikanske præcisionskrav er opsat på en skudafstand af 200 yards (ca. 182 m). Dette skønnes ikke at være tilstrækkeligt, da præcisionen p. gr. a. for lille tværsnitsbelastning er mangelfuld fra 200 m og udefter.

Hertil kommer

- at projektilets levende energi er for ringe, aftager for hurtigt og

- de kolbøttende egenskaber.

Sandheden er vel den, siger man fra dansk side, at den civile .223 jagtpatron ved at blive en militær 5,56 mm patron er kommet udfor krav, den ikke er født til, og som konstruktøren aldrig har tiltænkt den. Datidsfaktoren i Vietnam krigen imidlertid ikke har tilladt udviklingen af en militær »svag« infanteripatron, har man simpelthen måtte tage, hvad der var til rådighed på markedet for at kunne opnå de søgte fordele.

Forbedret 5,56 mm ammunition.

Den amerikanske patron M 193 er vel endnu at betragte som en forsøgspatron med visse svagheder, men vel også med hidtil upåagtede muligheder for forbedring som følge af uudtømte egenskaber i patronen. Midler til forbedring vil i første række kunne søges ved at forøge tværsnitsbelastningen og rotationen - enten ved eller uden forøgelse af ladningsvægt og dermed begyndelseshastighed (V0). Sidstnævnte vil selvfølgelig også kunne forøges ved anvendelse af en energirigere krudttype. I erkendelse af, at nøglen til bedre 5,56 mm ammunition kan ligge i en større tværsnitsbelastning, har det tyske firma Mauser (En twicklungsanstalt Mauser IWK) konstrueret en 5,56 mm forsøgspatron i forskellige versioner. Den nye patron, benævnt 5,56 mm X45IWK har i stedet for M 193-patronens 3,5 g projektilet tilsvarende, der vejer 5,0 g. Den nye projektilvægt betyder en tværsnitshelastning på 20,7 g/cm2.

De 3 skarpe versioner omfatter:

- en almindelig skarp patron med pletteret kappe, blyfyldning og med projektilvægt 5,0 g. En 1 cm tyk stålplade med trækstyrke på 35-40 kp /mm2 gennembrydes på 100 m. I 1”fyrretræ bliver 46 brædder gennemskudt på 100 m, mens M 193 kun klarer 10 og NATO-patronen 16 brædder på denne afstand. Altså en bemærkelsesværdig betydelig forøget virkning,

- en speciel panserpatron med hærdet stålkerne. Gennembrydningsevnen på en stålplade med en brudstyrke på 140 kp/mm2 er 7-8 mm på en afstand af 100 m med en anslagsvinkel på 40°,

- en sporlyspatron med en brændetid svarende til 700 m afstand.

Patronen med 5 g projektilet giver med bevarelse af våbnets gunstigt lave rekyle en række skydetekniske forbedringer, ligesom de ydre ballistiske egenskaber er så afgørende forbedret, at patronen må skønnes egnet til anvendelse i et let maskingevær på afstande ind til 1000 m.

Nedenstående oversigt giver nogle vigtige data for henholdsvis M 193-patronen og den nye tyske forsøgspatron, der, som det vil ses, har væsentlige fordele på de områder, hvor M 193 hidtil er blevet kritiseret. Endvidere er anført en oversigt over hastigheder og energi for de to patrontyper på afstande fra mundingen og ud til 1000 m.

Ny russisk patron i cal. .223.

Overraskende viser det sig imidlertid, at russerne ikke alene har konstrueret en forsøgspatron i kaliber 5,6 mm, men også tilsyneladende sat den i produktion. Sidstnævnte antagelse beror på, at de få patroner, som man i Vesten er i besiddelse af, er forsynet med det sædvanlige fabriksmærke. Efter det foreliggende uklassificerede kildemateriale har man dog endnu ikke i Vietnam kunnet konstatere anvendelse af den russiske version i cal. .223, men den tekniske sagkundskab hævder, at en omstilling af AK 47 (K -50) og AKM er meget let gennemførlig, idet den nye patron stort set er en udgave med indsnævret hals af den konvention eller russiske patron M19497,62X39 mm. Et forhold, der er anskueliggjort og iøjnefaldende ved en sammenligning af patronerne vist på fig. 3 og 4.

I sammenligning med den amerikanske 5.56 mm patron M 193 må det antages, at projektilvægten nærmer sig den tyske IWK forsøgspatron, hvilket giver god rasance op til 350 m.

En civil version af 5,6 mm patronen havde forfatteren lejlighed til at studere under verdensmesterskaberne i skydning i 1966, hvor den blev anvendt til det russiske skyttegevær MBO-1. Patronen (5,6 mm X 39) fabrikeres nu i Finland på Lapua-fabriken og eksporteres til Rusland.

Ukonventionel teori om 5,56 mm patronens særlige effekt.

Som tidligere anført, var det civile jægere, der introducerede jagtpatronen cal. .222, idet de fortalte om denne patron, der havde måttet kasseres som jagtpatron, fordi den forårsagede organsprængning i vildtet og derved gjorde dette mere eller mindre usælgeligt. Samme salgsmæssige hensyn havde man dog åbenbart ikke overfor »homo sapiens«.

Hvorfor forårsager imidlertid den konventionelle patron stort set i det menneskelige legeme kun en smal og lige skudkanal, mens den nye patron i cal. .223 initierer veritable organsprængninger? Svaret herpå er ikke lige til - men kan ligge i, at man på grund af projektilets høje hastighed i relation til lydens hastighed i vand må forlade den

konventionelle tankegang om projektiets levende kraft E = l/2 X P/g X v2

som udtryk for projektilets virkning. Formlen viser, at den levende kraft er afhængig af projektilets vægt p og dets anslagshastighed v i 2. potens. I stedet må man sandsynligvis vurdere armégeværprojektilets evne til i vand (in casu menneskelegemet) at danne trykbølger og måle denne evne ved patronens machtal. Machtallet defineres i dette tilfælde som forholdet mellem lydgiverens (her projektilets) hastighed og lydens hastighed i det anskudte medium (her vand).

Det er velkendt, at eksempelvis en jager, der er konstrueret til overlydsflyvning, kan forårsage store trykbølger under indflyvning, hvis piloten går for hurtigt ned mod landingsbanen. Man har således i Canada oplevet, at første gang en jager passerede en hangar under »dyklanding« med maclital nær 1, blev alle ruder blæst ud. I næste vending stod man uden hangar. Uden overdrivelse kan det påstås, at der er tale om ganske store kræfter, der opstår i form af en trykbølge. Disse kræfter i luft er dog for intet at regne mod de kræfter, der opstår i et medium som vand, hvor lydens hastighed som følge af den større molekyletæthed er nær 1500 m/sek. Ved en sammenligning under denne synsvinkel mellem den konventionelle NATO-armégeværpatron og cal. .223 M 193 patronen er det således ikke deres impuls (masse X hastighed), der er af afgørende betydning, men derimod deres indbyrdes machtal:

Empirisk har det vist sig, at NATO-patronen kun kan producere en meget svagtrykbølge - hvorimod man eksempelvis på 100 m med en M 193 cal. .223 patron har kunnet frembringe en trykbølge på ca. 100 atm. på den relativt korte tid, der medgår til passage af 50 cm vand. Trykbølgens »tykkelse« er kun nogle hundredele af en mm, og den breder sig næsten momentant i hele den »anskudie« væske.

I denne forbindelse kan nævnes, at en civil, dansk forskergruppe ved Danmarks tekniske Højskole arbejder med en civil finsk SAKO- riffel anvendende en patron med Vo pd 1300 m/sek., hvorved fås et maebtal på 0,87. Denne gruppe regner med inden længe ved »anskudsmetoden« at kunne lave trykbølger i væsker på mere end 1000 atmosfærer. Forsøgene er indtil videre hemmelige, men der regnes dog med offentliggørelse af et delresultat i september 1967. Holder teorien om trykbølgeeffektstik, vil vi måske snart se armégeværet forvandlet fra et våben, der i begyndelsen som følge af anslagsenergi kunne tilføje modstanderen dræbende sårlæsioner på stor afstand til et våben, hvormed vi - populært sagt - vil kunne »bryde lydmuren i den menneskelige væskefase« og ved den opståede trykbølge dræbe modstanderen.

Hvad fremtiden vil bringe er svært at afgøre, men ikke mindst erkendelsen af fremkomsten af den russiske cal. .223 patron opfordrer til samordnet dansk forskning og tilbundsgående undersøgelse vedrørende 5,56 mm patronen latente muligheder. Hvilken teori, der er den rigtige, skal der ikke tages stilling til her, ej heller hvor balancen ligger mellem v0, rekylenergi, præcision, patronvægt, gennemslagskraft, rotation, maebtal og ydre ballistiske egenskaber i relation til taktikerens og logistikerens krav og ønsker. Men dette forhindrer ikke en erkendelse af en forbløffende stor effekt i forhold til et lige så forbløffende lille kaliber. En erkendelse, som vi vil se, også den europæiske våbenindustri er nået til.

Forsøgsskydning med M16 i Danmark.

De fleste af os har vel det tilfælles med biblens vantro Thomas, at vi er endog meget skeptiske, indtil vi ved anvendelse af en eller flere sanser har gjort vore egne erfaringer. Således da også forfatteren, der i slutningen af juli d. å. i anledning af disse artikler med velvilje fra såvel Søværnets Frømandsskole som MAAG, fik lejlighed til ved torpedostation Kongsøre at afprøve M16 samt at interviewe veteraner fra Vietnam og Korea. Prøveskydning med M 16 blev afholdt på dansk 200 m normalbane, idet der blev skudt såvel i liggende som i stående skydestilling. I liggende stilling endvidere ved afgivelse af automatisk ild. Det umiddelbare indtryk af M16 var særdeles tiltalende. Våbnet fremtræder og føles velafbalanceret - omend meget lettere end M/50, hvilket følgelig gør det vanskeligere at holde mundingen i ro, særlig i de høje stillinger. Til gengæld er »opslaget« betydeligt mindre end ved skydning med konventionelt armégevær, hvor der må regnes med en deviation på ca. 2 ringbredder (lavere retningspunkt) i stående stilling i forhold til liggende. Ligeledes var det tydeligt, at M16 ikke krævede noget særligt fast greb, som følge af den ringe skæftevinkel, pistolgrebet og den lave rekylenergi.

Der skal ikke her gives en udtømmende teknisk beskrivelse af M 16 med tilbehør, men derimod en kortfattet karakteristik. M16 er et automatgevær, der har omstiller for såvel afgivelse af enkeltskud, som »tre skud« (automatikken er ved en spærreanordning begrænset til 2-3 skud, for hver gang aftrækkeren påvirkes), automatisk ild og sikring. Det er udstyret med et 20 skuds letvægtsmagasin, der indføres i magasintuden på styrerammens underside.

M16 er et luftkølet gastrykgevær af en bemærkelsesværdig ny konstruktion. Princippet for overførslen af gastrykket til de bevægelige dele består i, at bundstykke og bundstykkehoved tilsammen danner et hele, forsynet med en kort gaspiston med rør, som påvirkes direkte af den gennem det lange faste gasrør ledede krudtgas, der udtages af piben. Herved spares den gængse stempelstang med dennes tilkobling til låsen, og der opnås en enklere konstruktion og lavere vægt. Til gengæld er det særlige gastryksystem sandsynligvis et af de tilsyneladende svage punkter ved M16, idet den store afstand fra pibens gaskanal til gaspistonen kræver omhu fra soldatens side m. h. t. kontinuerlig rengøring og beskyttelse mod tilsmudsning. For at afværge tilsanding og tilsmudsning findes der på venstre side et støvdæksel, der kan holdes lukket, også når våbnet er ladt. Ved skydning åbnes dækslet automatisk.

Medvirkende til M 16’s egnethed til automatisk ild er den ringe skæftevinkel (»straight-line stock«), pistolgrebet, der giver et godt greb for skytten, samt de let monterbare støtteben. Den retlinede konstrukion kræver imidlertid relativt høje sigtemidler. Dette er løst elegant gennemen kombination af bærehåndtag og visér. Korn og visér kan indstilles i side og højde ved hjælp af spidsen af en patron. Hvert »klik« flytter træffepunktet ca. 2,5 cm på 100 m, hvilket må anses for tilstrækkeligt til en feltmæssig indskydning — tagende højde for lysets og vejrets indflydelse på træfningen. Endelig skal bemærkes, at viséret i form af et drejevisér kan benyttes i to grundstillinger, nemlig et hulsigte for nærafstande (0-300 yards (274,3 m )) og et bulsigte for fjernafstande (300-500 yards (274,3-457,2)).

Af andre forhold, der faldt i øjnene var en anordning, hvorved aftrækkerbøjlen kunne klappes ned for at tillade skydning med handske i de kolde perioder, samt en effektiv flammeskjuler. Endelig bør nævnes, at alle greb lå naturligt — ligesom ingen bevægelige dele forstyrrer skytten under skydningen. Præcisionen må anses for tilfredsstillende på 200 m, idet forfatteren med et tilfældigt valgt gevær i liggende stilling på hærens normalskive af 100 muligt point opnåede 95 point. I stående stilling endog 8,67 point i gennemsnit — hvilket giver en tydelig indikation af, at M 16 er nemt at mestre i en situation, der kræver hurtig handling og skiftende retningspunkter. Hvorledes præcisionen er på større afstande kunne ved denne lejlighed ikke konstateres. Derimod var det bemærkelsesværdigt, at automatisk skydning i liggende stilling med støtte af støtteben var endog meget tilfredsstillende. Forsøgsskydningen med anvendelse af ca. 2.000 patroner forårsagede heller ingen funktionerings fejl. Hvorledes var nu de derværende amerikanske faldskærmssoldaters ind­stilling til M 16?

Med det naturlige forbehold, der må tages, når repræsentanter for en stor militærnation skal ud tale sig i et fremmed land, så var det tydeligt, at der var meget stor tilfredshed med M 16. Visse af veteranerne drog endog uopfordret sammenligning med Garandgeværet anvendt i Korea og med M 14 anvendt ved forskellige aktioner. I denne sammenligning blev særligt understreget M16’s effektivitet, robusthed og pålidelighed. Det sidste kan måske nok overraske - henset til den strid, der har raset i USA om netop M 16’s manglende funktionssikkerhed. Veteranerne kendte selvfølgelig baggrunden for denne strid - ligeledes den i denne artikels indledning citerede forespørgsel i den amerikanske kongres. Men de erklærede, at miséren primært stammede fra US Marines, der formentlig som følge af overdreven konventionel pudsedisciplin ikke havde fattet, at M 16 ikke kan tåle at blive tilsølet med olie på de bevægelige dele. Sker dette, vil olien blande sig med krudtslammet og »kokse«, hvorefter våbnet efter et antal skud går i stå. Et forhold, der ikke kan siges at være ualmindeligt ved et moderne hurtigtskyende automatvåben.

Kritiken mod M16.

Som det må fremgå af indledningen til denne artikel har erklæringer fra forsvarets øverste myndigheder ikke været nok. Kritiken mod M 16 er fortsat med stigende styrke og i fuld offen tlighed. Den offentlige kritik tilligemed den amerikanske soldats voksende respekt for modstanderens AK-47 (i sommeren 1967 suppleret med den forbedrede lettere udgave med modelbetegnelsen AK-57) har i juni d. å. medført nedsættelse af en hurtigt arbejdende kongreskommission (»House subcommittee«) under ledelse af D. Ichord med henblik på at undersøge, hvorvidt kritiken var berettiget.

Kommiteens første opfattelse var, at rygterne om gentagne funktioneringsstop under krigshandlinger i Vietnam måtte være overdrevne - primært stammende fra ophidsede og lidet underbyggede frontberetninger. Men efter at komiteen har været i Vietnam og haft lejlighed til at foretage undersøgelse på stedet, er opfattelsen ikke helt den samme. Det er evident, at der er noget galt med M 16’s funktionssikkerhed i forhold til AK-47 (AK-57). Prøveskydninger mellem de to våben viser, at prøveskyder man eksempelvis en tilfældig M 16 taget fra en soldat, der netop kommer tilbage fra en patrulje eller fra en tilfældig vagtpost, så giver den for hurtigt funktionerings fejl, mens selv en tilsmudset AK-47 funktionerer sikkert. En nylig, på dette grundlag, i Vietnam afholdt forsøgsskydning, hvor man med både M 16 og AK-47 afgav 240 skud i hurtig rækkefølge, opstod der således kun een let afhjælpelig funktioneringsfejl i form af svigtende tilførsel for AK-47 vedkommende, mens M16 svigtede ikke mindre end 9 gange. De første otte funktioneringsfejl var hurtigt afhjulpet (svigtende tilførsel), mens den niende (overrevet hylster) krævede brug af viskestok for at banke hylsteret ud af kammeret. Komiteens arbejde er i skrivende stund (august måned 1967) ikke afsluttet. Visse forhold synes dog allerede klarlagt:

1. M 16 kræver omhyggelig rengøring efter betjenings forskrifterne.

2. Til M 16 er fremstillet en ny version af .223 patronen med en forbedret krudttype IMR (»Improved Military Rifle«) - men p. gr. a. produktionsvanskeligheder har den gængse krudttype (»Ball propellant«) i stort antal måttet anvendes. Samtidig er et parti på 200 millioner af den forbedrede patron tilsyneladende »administrativt« forsvundet på vej til fronten i Vietnam. I »Army Times« fra 9 AUG 1967 refereres fra komiteens afhøring bl. a.: »Two hundred millions rounds of an improved IMR propellant ammunition have been produced and shipped, but nobody in the crowded hearing room knew, where they were.«

Den gamle krudttype (»Ball propellant«) er tilbøjelig til at give funktionerings fejl, idet den giver relativ stor afsætning af krudtslam, ligesom den får M 16 til at skyde for hurtigt. I bogstavelig forstand et udtryk for krigsmaskinens friktion - !

3. På grund af Vietnamkrigens krav til hurtig levering af M 16 til erstatning for M 14 er kvalitetskontrollen på Collfabriken blevet nedskåret fra en 50 skudsfunktioneringsprøve til en 20 skuds prøve, hvilket kan have bevirket, at kassationsprocenten er blevet for lille.

4. En notorisk svaghed ved de nuværende udgaver af M16 er kammeret. Dette angribes let af rust efter lange skudperioder i fugtig luft. En udskiftning til krombelagt kaminer er derfor besluttet. Denne ændringsordre blev givet i oktober 1966, men er endnu ikke blevet effektueret i august, hvilket har givet den civile komité anledning til at bemærke det meget uheldige i, at denne - efter teknikernes udsagn - særdeles vigtige ændring til en udgift af størrelsesordenen 1 dollar pr. gevær, ikke vil kunne blive effektiv i Vietnam før tidligst i oktober 1967 som følge af træghed i de militære kanaler.

5. Magasinet til M 16 synes at være for følsomt og utilstrækkeligt. Det rummer kun 20 patroner — i modsætning til Vietcongs AK-47’s 30 skuds robuste magasin. Erfaringen fra Vietnam er tillige den, at en fyldning af magasinet udover 16-17 patroner giver svigtende tilførsel. Dette uheldige forhold halverer næsten magasinkapaciteten i forhold til AK-47.

6. Som følge af Vietnamkrigens belastende afprøvning af M 16, har det indtil i dag været nødvendig med mere end 150 forandringer af våbnets 120 dele. Der tegner sig således i dag snarere et billede af et våben i udvikling end af et fuldendt våben. Kommissionen arbejder fortsat med at analysere baggrunden for den fremsatte kritik af M16, idet dens foreløbige konklusion dog munder ud i, at M 16 i den nu forbedrede og standardiserede version M 16 Al er kommet for at blive og rummer store muligheder for at blive svaret på udfordringen i form af det østlige armégeværsystem omkring AK-47 (57) og AKM.

I denne forbindelse skal nævnes den på Fort Ord i Californien nedsatte »US SAWS« (»small arms weapon system«) udviklingsgruppe, som har til opgave på videnskabelig og teknisk basis at følge udviklingen indenfor det østlige og vestlige håndvåbenområde med henblik på at skabe forudsætningen for det mest realistiske og teknisk mest avancerede håndvåben. Sammenfattendc må man vel på denne baggrund konstatere en bemærkelsesværdig ændring i den amerikanske opfattelse af det personlige våbens betydning for dagens og morgendagens kamp.

Fremtidens armégevær.

Som et fingerpeg om, i hvilken retning udviklingen går, skal anføres, at den vestlige verdens store våbenfirmaer har konstrueret en række nye våben baseret på 5,56 mm patronen. Det ligger imidlertid udenfor denne artikels rammer at beskrive disse våbentyper - endsige vurdere deres egnethed for danske forhold. Karakteristisk for de fleste af disse moderne infanterivåben er, at de stort set omfatter et grundvåben, som ved hjælp af forskellige tilhørende komponenter kan omdannes til flere gængse typer som maskinpistol, stormgevær, let maskingevær, kampvognsmaskingevær, flyvebesætningskarabin (»Survival rifle« ) m. v. Vor viden om disse våben er ufuldstændig, hvorfor kun indgående sammenligningsprøver og troppeforsøg kan afgøre, om disse våben er egnet for danske forhold. I overvejelserne vedrørende et nyt dansk armégevær kræves imidlertid både forståelse for den til enhver tid eksisterende balance mellem, hvad teknikeren kan præstere og taktikeren ønske og for, hvor langt de økonomiske midler kan række. Hertil kommer, at der samtidig kræves en nøgtern vurdering af og en næsten visionær forudseenhed for, hvilke træk den potentielle modstander foretager indenfor håndvåbenområdet. Et nyt armégevær fødes ikke på en nat, men kræver en lang forsøgs- og udviklingsperiode, inden det kan accepteres som et funktionssikkert våben. Ikke mindst det sidste forhold trænger sig på, når en afgørelse til sin tid skal træffes - med de dyrekøbte erfaringer fra Vietnam in mente.

Morgendagens danske armégevær.

Denne og den foregående artikel har, som indledningsvis nævnt, ikke haft til hensigt at sigte på en videnskabelig analyse af problemstillingen omkring valget af afløsningen til vore nuværende håndvåben, men derimod ved et strejftog gennem moderne våben og teorier at henlede opmærksomheden på, at der rundt omkring os sker en udvikling, som herhjemme bør følges opmærksomt allerede i udviklingsfasen. De aktuelle problemer er søgt belyst under forskellige synsvinkler. Nogle problemer er trukket stærkere frem end andre, dels for at gøre visse tek­niske problemer lettere forståelige, dels for at skabe debat om emnet Kampsoldatens personlige våben. Dennes vigtigste virkemiddel er det personlige våben. Har soldaten ikke tillid til dette, vil hans virke i kamp være tilsvarende for mindsket såvel fysisk som psykisk. Endnu en gang har det vist sig, at vigtende, utilstrækkelige armégeværer koster menneskeliv i den del af kampen, hvor støtten fra de tunge våben hører helt eller delvis op. I 1896 var Danmark bemærkelsesværdigt det første land i verden, der indførte et halvautomatisk gevær, model Madsen 1896. Siden da er det som om udviklingen indenfor armégeværområdet gradvis er stagneret for i 1953 at nå sit lavpunkt ved indførelse af et repetergevær af årgang 1917, et veterangevær fra første verdenskrig. Hvad enten man kan lide tanken eller ej, har den lave prioritering, som vi stort set siden 1945 har givet vort armégevær, bevirket, at vi siden indførelsen af gevær 89 ikke har ofret egne, nationale midler på indførelse af et armégevær, der - alle forhold taget i betragtning - har kunnet karakteriseres som det mest moderne i sin tid og mest egnet for danske forhold. Det åbne spørgsmål bliver imidlertid tilbage - om vi i virkeligheden ikke har været heldige med at tøve og nu, på basis af det foreliggende erfaringsmateriale, bedre vil være i stand til at vælge det rette våben. Skulle vi vælge i dag, eller havde vi valgt i går, ville vi sandsynligvis have valgt et i princippet forbedret 2. verdenskrigsvåben, der måske i morgen måtte anses for at være sakket bagud af udviklingen - primært, ford i det ikke ville kunne skyde tilfredsstillende automatisk medrimelig rasance. Ud fra devisen: Hver soldat sit lette maskingevær har vi qua en udvikling, der stort set svarer til forskellen mellem propelfly og supersoniske fly, muligheden for at vælge et våben i trit med »det store spring fremefter«. Der vil dog næppe være mange, der vil påstå, at valget bliver let.

N. L. Tholstrup.

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: 

PDF icon reflektioner_over_morgendagens_danske_armegevaer.pdf

Litteraturliste

Del: